Jeg har læst ”Tove Ditlevsen var min Mormor” af Lise Munk Thygesen.
2023. 248 sider
Bog nr. 67 jeg
har læst i 2024.
Vi læser bogen i min fine læsegruppe, hvor jeg kunne fornemme, at nogle af de andre havde fået nok af Tove Ditlevsen.
Sådan havde
jeg det slet ikke.
Jeg syntes, det var spændende at høre fra
barnebarnet.
Jeg troede, det var en biografi, jeg skulle læse, men det er det da slet ikke.
Jeg har lidt
svært ved at sætte ord på, hvad det så er.
Bogen indeholder en gennemgang af alle de kvinder i familien, der kom før hende.
”Min Mormor,
min mor og jeg har det tilfælles, at vi er vokset op med en mor, der
ikke kunne være mor for os ...”
Det er vel det
Lise Munk Thygesen vil skrive sig ud af.
Jeg er nærmest
vokset op med Tove Ditlevsen.
I mit hjem fik vi Familiejournalen,
hvor hun havde sin brevkasse.
Det hedder vel
egentlig ”Familiejournal.”
Den læste jeg altid, uden at jeg
havde nogen anelse om, hvem skribenten var.
Svarene kunne være
meget usædvanlige, og det var muligvis det, der interesserede
mig.
Hun redigerede brevkassen fra 1956 – 76.
I 1956 var jeg
8 år gammel. Jeg husker ikke hvornår jeg begyndte at læse
brevkassen.
Jeg mener ikke, jeg diskuterede indholdet med nogen.
Jeg fandt den bare uhyre interessant.
Samtlige breve er udgivet i
bogform, hvis man skulle få lyst til at læse dem.
Jeg har læst
lidt fra det enorme værk, og jeg fyldes mere og mere med beundring
for, hvor meget sjæl, der ligger i den brevkasse.
Jeg fornemmer,
den har betydet en del for mig.
Bogens titel
er usædvanlig.
Normalt ville man finde på en eller anden poetisk
formulering, men den hedder bare ”Tove Ditlevsen var min Mormor”.
Det har været
svært at være Lise. Hvis samtalen faldt på Tove, blev Lise
reduceret til at være barnebarnet.
”...hvis hun (Tove) blev
bragt op, forsvandt jeg.”
Da Lise fyldte 13, blev hun i skolen
bedt om at læse op af Tove Ditlevsens ”Annelise - 13 år”.
S. 206. ”Jeg
er vokset op med selvmord”.
Det er lidt svært at forstå for
én, der ikke har haft selvmord i sit liv.
Hvor må det have fyldt
meget.
Moderen
Helle døde som 65 årig efter mange års misbrug.
Lise arvede
nogle ringbind, som hun var 13 år om at åbne.
Efter at have
læst denne bog indser jeg med lysende klarhed tydeligt, hvor stort
et ansvar forældre har for deres børn.
Jeg er ikke skuffet over
bogen.
Lise Munk Thygesens verden minder slet ikke om min, men det
er måske også med til at gøre den interessant for mig.
”Bøger er skadelige og gør dig sær, sagde hun (Alfrida) til Tove. ”
S. 155: ”Da jeg blev født var jeg voksen. Jeg blev talt til som en voksen, og jeg svarede voksent, så snart jeg fik et sprog, og det gjorde jeg tidligt.”
I skrivende
stund (ultimo april 2024) læser jeg om en ung pige, der er
forsvundet fra sit hjem.
Hun blev fundet bevidstløs i en skov,
men dog i live.
”Hun bakser med lysten til at leve”, udtaler
hendes far.
Tænk
at bakse med lysten til at leve.
Det er næsten ikke til at fatte
og næsten ikke til at bære, men det er man nødt til, for det
hænder.
Lise
Munk Thygesen har været i tvivl om, hvorvidt hun skulle publicere
Tove Ditlevsens afskedsbrev til Helle, hendes mor.
Brevet er
kommet med i bogen, og jeg vil bare nævne, at det er stærk læsning.
Et
af de sidste kapitler i bogen hedder ”Min mors hænder.”
Her
fortæller Lise om sin mors sidste dage, timer, minutter.
Kristeligt Dagblad:
Bogen
er ikke noget hævntogt. Den er derimod Thygesens grundige, begavede
og insisterende kærlige forsøg på at forstå ikke bare sin egen
mor, men hele sin slægt, der altså også rummer en af dansk
litteraturhistories store skikkelser.
Jeg har læst ”Reykjavik” af Raganar Jonasson.
2023. 332 sider
Bog nr. 66 jeg
har læst i 2024.
Allerførst
ser læseren, at bogen er dedikeret til Agathe Christie.
Så har
vi ligesom styr på genren.
Dernæst
får vi en personliste.
Det er en fin ting og især i dette
tilfælde, hvor de islandske navne volder visse vanskeligheder og kan
se noget ens ud … for en Vendelbo.
Det
er også værd at bemærke, at Ragnar Jonasson arbejdes sammen med
Katrin Jakobsdottir (Tidligere Statsminister.)
Vi har et Cold Case
mysterium.
Laura
er forsvundet.
Hun var 15 år gammel i 1956, da det skete.
Hun
arbejdede i huset hos Ottar og Olöf.
Den
unge politimand Kristjan Kristjansson er på sagen, uden at det
lykkes ham at løse mysteriet.
Det martrer ham gennem hele
karrieren.
Vi
er tilbage på sporet i 1966 og 1976.
Og i 1986 er vi igen på
eftersøgning.
Den unge journalist Valur er også optaget af
sagen.
Han opsøger alle, der kan hjælpe ham med
informationer.
Pludselig en dag får han en opringning.
Synsvinklen
i bogen skifter en del.
Også til personer i periferien.
S.
121: Valurs redaktørs kone siger om sin mand: ”Han havde været en
del mere livlig, da de mødtes – og også haft mere hår, og hun
forstod egentlig ikke helt, hvorfor de var blevet sammen.”
Jeg er lidt spændt på, om det senere i bogen åbenbares, hvad vi skal bruge den gode redaktørfrues udsagn til.
Jeg havde forventet, at vi ville pendle mellem 1956 og 1986, men vi bliver siddende i 86.
Valurs
søster er tvunget til at overtage eftersøgningen.
Hun graver
videre og spørger og får sig gnavet ind til sagens kerne.
Jeg
havde også forventet, at vi ville høre mere til den unge
politimand, der i 1986 ikke længere er så ung, men vi fornemmer at
han er træt og opbrugt, så han siver væk.
Forfatteren
(Forfatterne) har lidt en tendens til at inddrage personer i
handlingen, som ingen betydning har for historien.
Og det er jo
det, der sker i virkeligheden. Mennesker passerer forbi uafladeligt
uden at efterlade sig synlige indtryk. Men når de dukker op i en
krimi regner man med, at de er involverede.
Falske spor kan man
vel kalde dem.
Mod
slutningen sad jeg med en fornemmelse af at kæden var ved at springe
af, men vi holder os på sporet.
Jonasson kæmper bravt for at
lede mig på vildspor.
Og jeg havde ikke gættet whodunnit.
Jeg
var helt og aldeles indfanget af bogen.
Mest i begyndelsen.
Det er en rigtig flot krimi, der gerne vil være ”lidt anderledes”.
Bogen er i øvrigt totalt blottet for grumme og makabre beskrivelser.
Og det går da meget godt uden.
Gads
Forlag beretter:
”Hans bøger har solgt 1,5 millioner
eksemplarer verden over og udkommer i 32 lande. Bøgerne hyldes af
internationale kritikere, og The Sunday Times har udråbt ham til at
være en af verdens bedste krimiforfattere i dag.”
Ragnar Jónasson er forfatter til den isnende uhyggelige og poetiske trilogi om Hulda Hermannsdottir fra Reykjavik Politi. Serien er fortalt i omvendt kronologi. I MØRKET, som er første bind, møder vi den ældre Hulda, der skal løse sin sidste sag. I de næste bind bevæger vi os baglæns gennem hendes liv og politikarriere.”
Jeg har med begejstring læst Hulda-trilogien og ”Reykkjavik” slipper også væk med min varme anbefaling.
Jeg
må tilstå, at jeg aldrig fandt ud af, hvorfor Redaktørfruen
udtalte sig.
Det kan muligvis skyldes redaktørens hårfarve?
Jeg
elsker at være kryptisk, når jeg ved, at du er nødt til at læse
bogen for at finde ud af det der med hårfarven.
Jeg har læst ”Mikkelsens undergang” af Bjarne Wagner-Augustenborg.
2003. 88 sider
Bog nr. 65 jeg
har læst i 2024.
-
Forskrækket udbryder Kyllerylle
"Det
fille, det falle i
min hovedskalle".
Det giver stor opstandelse blandt dyrene,
der tror, at skoven vil falde og flygter i panik.
Det er hverken første eller sidste gang, at nogen tror, at jorden vil gå under.
Men der er bare ikke sket endnu.
Bjarne
Wagner-Augustenborg har gravet en historie frem om Profeten
Mikkelsen, der påstod, at jorden ville gå under den 1. marts
1943.
Men hvis man tilsluttede sig hans menighed kunne man komme
med på hans ark, der ville afgå fra et sted mellem Limfjordsbroerne
i Aalborg på vej mod Tusindårsriget.
Der
er faktisk mennesker, der skiller sig af med deres ejendele for at
komme med på arken.
Aviserne og bladene fik fat i historien, men
den gode Mikkelsen var menneskesky og svær at få fat i.
Og det
kan man da egentlig godt forstå.
Jo mere folk grinede, jo sværere
blev han at få i tale.
Han blev særlig populær i Ringsted, og flere fra denne by drog mod Aalborg.
Normalt skal man ikke afsløre for meget om en bogs handling i en anmeldelse, men jeg afslører alligevel her og nu at jorden ikke gik under den 1. marts 1943.
Så gjorde den gode Mikkelsen det, man altid gør i den situation.
Man
reviderer planen en anelse og kommer frem med en ny dato.
Det kan
man gøre nogen gange, inden man må finde på en anden forklaring.
Det
er ikke nogen omfangsrig bog, men jeg synes, det er en ualmindelig
interessant historie.
Man tror, det er løgn, men det er den
skinbarlige sandhed, og verden vil åbenbart bedrages.
Der er
måske en anelse for lidt kød på historien, men den gode forfatter
kæmper for at sikre sig stof.
Det er lige på grænsen til, at
der ikke kan blive en bog ud af det.
Jeg kommer fra
Aalborg-området og har nok en særlig interesse i historien af den
grund.
- En New Age-fortolkning af denne overgang er, at denne dato markerer starten på en tidsalder hvor jorden og dens beboere kan undergå en positiv fysisk eller spirituel transformation, og at 2012 kan markere begyndelsen på den nye æra.
1914, 1925, 1954, 1975 er alle år, der ifølge Jehovas Vidner skulle blive dommedag. Trods de falske forudseelser er der på verdensplan stadig omkring seks mio. medlemmer, der venter på det store Harmagedon. I en ny bog tager et tidligere medlem et endeligt opgør med bevægelsen.
Den 89-årige tv-prædikant og særling Harold Camping var ret overbevist om, at jorden ville gå under 21. maj 2011. Så sikker, at han brugte millioner af dollar på at prædike budskabet over for alle, der gad at høre på ham. Og det var der tilsyneladende flere der ville. Således solgte flere kristne familier alle deres ejendele og rejste rundt i verden for at prædike budskabet.
Sidste nyt: Jeg er blevet hvisket i øret, at du ikke skal indgå for mange aftaler i den kommende weekend. :-)
The
Eastern world, it is explodin'
Violence flarin', bullets
loadin'
You're old enough to kill but not for votin'
You don't
believe in war, but what's that gun you're totin'?
And even the
Jordan river has bodies floatin'
But
you tell me
Over and over and over again, my friend
How you
don't believe
We're on the eve of destruction
Barry
McGuire 1965