Dag 1 - lørdag den 17.juni 2000

Så kom jeg i gang. Dagene op til afgangen var særdeles stressede og hektiske, og der blev som sædvanlig først styr på tingene i allersidste øjeblik.

Jeg vågnede allerede ved 5 tiden, hvor jeg skrev de sidste breve og opdaterede hjemmesiden. Ved 6.30 tiden var det tid til afgang. Herligt vejr var det. Solskin og medvind; 8 graders varme ved starten. Edel og Camilla blev så charmerede af vejret, at de fulgte med til Støvring. Der tog vi afsked, og jeg var helt alene på min færd.
At skulle sige farvel, når man drager ud på oplevelser er en meget speciel ting. Jeg tror nok, vi alle kigger efter hinanden indtil vi til sidst bliver til små sorte pletter i horisonten.
Det er slet ikke nogen nem situation for nogen af os.

Den første del af turen gik gennem den smukke Rold Skov til Hobro, hvor jeg fandt på at se, om min cykelven Lars Nielsen var hjemme. Det var han sandelig, og vi gik en kop kaffe og en cykelsnak.

Nu satte jeg kursen mod Fårvang, hvor jeg ubeskedent havde inviteret mig selv til frokost hos Erik Straarup, en anden af mine cykelvenner. Erik skal om en uges tid cykle fra Nordkapp til Gibraltar, så vi havde rigtig meget, der skulle vendes. Jeg var der nok det meste af et par timer, hvor vi nød en dejlig frokost. Erik fulgte mig lidt på vej og han førte os ud i et særdeles kuperet område. Jeg tror nok han spekulerede på, hvordan jeg skulle få slæbt mig selv og min ladning op over bjergene i Tyskland, Tjekkiet og Østrig. Vi skiltes i Sorring, og jeg forsatte mod Ry.

Hele tiden gik det op og ned, og efterhånden som dagen skred frem, kunne jeg da godt mærke, jeg havde bagage med.
Senere på dagen gik jeg over til at lege min leg med at køre 10 km ad gangen, og så holde en lille pause. Det virker aldeles glimrende.

Ved 18 tiden ramte jeg de 160 km, som jeg på den første del af turen har sat som daglig minimumsdistance.
Et informationsskilt lige uden for Vejle oplyste mig om, at der lige efter indkørslen til byen fandtes en campingplads, og jeg besluttede nu, at det var der ekspeditionens første dag skulle ende. Det viste sig at være en særdeles rolig trestjernet plads, hvor en overnatning koster 59 kr. En anelse dyrt, skulle jeg mene. Men sådan blev det altså. Uden for en hytte stod der nogle stole og jeg spurgte om jeg måtte låne én. Det kunne der naturligvis ikke være tale om forklarede manden. Hytten var lejet ud og man kunne da ikke have, at stolene sådan forsvandt. Næh, det ville da være forfærdeligt indrømmede jeg. (Næste morgen stod stolene stadig samme sted)

Der var ingen tekniske problemer på denne første dag. Der er lidt selvsving i fartøjet, som jeg lige skal vænne mig til, men det går. Der er kommet lidt fedt uf af bagnavets venstre side. Jeg lurer på hvorfor?
Der var medvind fra Ellidshøj til Hobro, men vinden vendte noget. Det var nu ikke noget alvorligt problem. Jeg har ikke mødt nogle spændende mennesker på min vej og heller ikke nogle sjove dyr.

Klokken er nu 19.44, og jeg kan nu benytte lejligheden til noget, jeg ikke har beskæftiget mig med i lang tid: Ligge på ryggen og slappe af. Det er egentlig ganske rart. Jeg regner med at gå tidligt til ro og køre tidligt i morgen. Alt i alt har det været en rigtig god dag.

Dag 2- Søndag den 18.juni 2000
Vejle Camping - Missunde (D) 162 km. Total 338km.

5.33: Så er teltet pakket. Der kom et par dråber lidt over fire, men nu er vejret ret godt. 9 grader, ingen vind. Duerne larmer, og jeg spiser boller med vand. Forude venter udkørslen fra Vejle med den frygtede bakke.

Det var rigtig underholdende at køre gennem Vejle omkring kl. 6. Det var jo søndag morgen og de unge mennesker var i fuld gang med at bære deres morgenbranderter hjem. Ret lystigt.

Bakken blev naturkigvis også klaret. Der var vind, så snart jeg kom ud af Vejle og vel at mærke modvind. Den holdt ved de 106 km til Flensborg. Og der er altså ingen, der skal påstå, at det er festligt at cykle mellem Vejle og Flensborg. Det er faktisk ret kedeligt. Mine ben føltes noget tunge i dag, og der var en mindre skade i venstre lår. Jeg så et sjovt dyr ved Hoptrup. Det var en ilder, der galoperede over vejen.

Ved Haderslev mødte jeg en anden turcyklist. Det var en svensker ved navn Rune, der var på vej til Afrika. (!). Temmelig sejt, når man tager i betragtning, at han førte sig frem på en temmelig ordinær herrecykel. Vi slog følge og fik nogle gode timer sammen. I Flensborg gik vi sammen på Pizza Hut, hvor vi begge fik American Rib til DM 9.90. Derpå tog vi afsked, men lovede at holde hinanden orienterede om, hvad der videre skete.

Det lykkedes mig at finde ud af Flensborg uden problemer, og der blev rigtig varmt, da jeg kørte kompasretningen sydøst. Der havde været rigtig koldt om morgenen, men nu blev det godt. Jeg fandt ud af, at der ligger en campingplads ved færgestedet Missunde. Den bestemte jeg mig til at tage. Jeg ankom lidt før 17 og konstaterede, at overnatningen var lige så dyr, som i Vejle. Så det er nok prisen.

Jeg sidder med udsigt over vandet og der er strålende sol og en herlig varme, omkring 21 grader Jeg føler mig lidt træt, så jeg vil gå tidligt til ro. Tænk om der kunne være sådan et vejr hver dag, men så heldig kan vel ikke være.

Dag 3- Mandag den 19.juni 2000

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"

Missunde - Salem 181 km. Total 519 km.

Jeg vågnede ved 5 tiden og havde noget hovedpine. Der var ret tæt tåge, og alt var fugtigt. Da jeg skulle bruge toilettet erfarede jeg, at der var lukket p.g.a. rengøring mellem 3.30 og 5.45. Så har man altså bare at holde sig. Humøret var lidt brugt, da jeg drog af sted i 12 graders varme.

I år kører jeg med en ethjulet trailer, Coz - Action packer fra Winther Cykler. Det skulle vise sig at blive et behageligt bekendskab. Efter dag 28 af denne dagbog vil jeg i detaljer berette om mine oplevelser med traileren.

Efter 10-15 km fandt jeg en købmand, hvor jeg købte brød, banan og skinke. Så gik det igen. Jeg skulle med en færge ved Sehestedt. Det er over Nord Ost See Kanal, og det betyder, at passage er gratis, fordi "forhindringen" er menneskeskabt. Det tager vi også lige med.

Det blev en rigtig smuk tur, hvor jeg især nød turen til Plön. Jeg har været begejstret for naturen i det område, siden jeg var der på en i øvrigt forfærdelig militær øvelse i 1969. Vejene var rimelige det meste af dagen. Kun en enkelt gang bevægede jeg mig ud på noget, som man kun med stor velvilje kunne betegne som en vej. Til og med oplevede jeg i Moorgarten ved Lübeck, at det hele løb ud i en blind vej. Det er noget af det mest irriterende, der findes.
 

Efterhånden blev varmen og den evigt bagende sol et større og større problem. Jeg målte 32 grader i skyggen, men det er jo ikke der mit stakkels hoved befinder sig. Jeg mindede hele tiden mig selv om at huske at drikke rigeligt, hvilket underligt nok bliver sværere og sværere, som dagen skrider frem. Men det er altså tvingende nødvendigt.

Det meste af dagen kørte jeg mine 10 km ture. Det har vist sig at være enormt effektivt. Men det bliver ikke til mange km hver time. Konstant under 20. Men man er nødt til at vænne sig til, at sådan er det. Og som timerne går, løber der da også kilometer efter kilometer på.

I Krummsee spiste jeg aftensmad, kartoffelsalat og cola, det var bare godt. Jeg havde længe ikke kunnet finde en købmand.

Jeg bestemte mig til at "overstå" Ratzeburg denne dag, for ikke at skulle starte med at finde vej næste morgen. Inde i byen traf jeg en slidt tysker på min egen alder (ældre mand), der på det tidspunkt kun havde 45 km hjem efter en tur op gennem Sverige. På et tidspunkt, fortalte han, gad han simpelthen ikke mere, fordi der var så koldt. Aldrig havde han frosset så meget. men nu havde han også alvorlige problemer med varmen. Det synes jeg nu ikke, jeg for alvor har.

Sjove dyr: En rovfugl.
Skader: De der var fremme i går forsvandt af sig selv. Det var da pænt af dem.

Jeg befinder mig nu på en natur campingplads i Salem 5 km syd for Ratzeburg. Det er altså en underlig plads, for der er intet personale. En rar dame forklarede mig, at receptionen er åben mellem 11 og 12. Hun sagde, at jeg da bare kunne slå mit telt op. Det gjorde jeg så på en plads, der var så enorm, at den nemt kunne have huset en middelstor rock festival. Men nu var der bare lille mig.

Godt jeg har min lille radio. Når jeg om aftenen har puttet mig i mit telt og har tændt for den lille radio, føler jeg mig helt tryg og er ganske overbevist om, at ingen kan gøre mig noget ondt.

Klokken er nu 20.10, og jeg sidder ved et bord ved legepladsen. men der er ingen børn. En gang imellem går der et menneske forbi, men ellers er her helt stille, skønt der er mange campingvogne rundt omkring. Jeg synes, at jeg hurtigt er kommet over dagens varmeproblemer.

I morgen kører jeg til Zarrentin og Wittenberg. Det virker som et ret øde område, og det er i hvert fald let at finde vej det første stykke. I dag var det lidt besværligt, fordi jeg var så tæt på Lübeck.

I morgen rammer jeg det tidligere Østtyskland, hvor jeg kan forvente dårlige veje og masser af brosten.

Det går slet ikke med brosten.

Jeg regner med at ligge i posen kl. 9. Så falder jeg hurtigt i søvn og har intet besvær med at stå op kl. 5

Dag 4- Tirsdag den 20.juni 2000

Salem - Steckelsdorf 185 km. Total 704 km.

Det blev godt nok noget af en gyser.

Vejrmeldingen lød på 36 grader, så derfor valgte jeg at starte ukristeligt tidligt. Allerede 10 minutter over 4 besluttede jeg mig til at stå op. Jeg var ellers faldet sent i søvn, fordi en eller anden bonde insisterede på at spille højt musik til kl. 1.
Til gengæld kom jeg aldrig til at betale en Pfennig.

Det gik såmænd rigtig godt i starten, og jeg havde kørt 100 km allerede kl. 11. 30. Men så begyndte varmen for alvor at tage fat, og den blev netop så uhyggelig som forventet.
Jeg kørte på pæne veje først på dagen, men jeg løb ind i nogle af de forhadte "Strassenschäden" senere.

Og så kommer man altså ikke ud af stedet.

Der var egentlig totalt udsolgt ved 150 km i Havelberg, hvor der var en campingplads, men jeg valgte alligevel at fortsætte til 185 km til den næste campingplads ved Steckelsdorf. Det var nu ikke mere end lige til, det lod sig gøre. Da jeg kom til pladsen var der ingen i receptionen, men en flink dame sagde, at jeg bare kunne slå teltet op og betale DM 6 senere, evt. til hende.
Jeg lånte også en nøgle af hende, så jeg kunne få et bad. Ikke fordi jeg sådan trængte til det, men der er opstået tradition for, at man tvætter sig ved afslutningen på en lang cykeltur.
Så daffede jeg hen til en kiosk, de havde indrettet lige i nærheden, hvor jeg købte noget mad.

Ved siden af mit telt står der en stor parasol med bænke, og min nabo siger, at jeg godt må sidde der.
Jeg kunne egentlig godt havde brugt en sofa, for jeg føler mig temmelig devalueret lige nu. Min nabo forklarer glædestrålende, at det bliver endnu varmere i morgen og for øvrigt også de næste par dage.

Jeg kan måske lige i en parentes bemærke, at jeg taler tysk så godt, at jeg til enhver tid kan gøre mig forståelig.
Det grammatiske kan vist ikke stå for et nærmere eftersyn, men det er egentlig også helt og aldeles underordnet. Jeg sidder og kigger på ruten for i morgen, og jeg tror nok jeg vælger at undgå "Nebenstrassen" og i stedet søge de større veje for at undgå "Strassenschäden".

Dag 5 - Onsdag den 21.juni 2000

Steckelsdorf- Zesch am See: 178km. Total 882 km.

Det står helt klart, at det store problem denne dagbliver varmen. Klokken er nu 9.25, og der er allerede 29 grader i skyggen. Jeg har været på indkøb i Ziesar efter 55 km og har nu kørt 70 km. Jeg var nødt til at gå i pit, for jeg havde ikke fået nogen morgenmad.

Det viste sig, at jeg skulle helt over på den anden side af byen på brostensbelagte gader - det gik slet ikke. Jeg købte 1½ L citronvand og 2 L Ice Tea. Det holder nok til middag. Det ærgrer mig når jeg tænker på, at jeg i aftes var nødt til at betale DM 1.50 for et lille glas Ice Tea, hvor jeg i dag har betalt DM 1.95 for 2 L.
I det hele taget var det slet ikke nogen opløftende oplevelse at være gæst på Steckelsdorf camping. Der var sandbund, og en campingplads skal nu helst have græs. Jeg var så uheldig at min nabo havde en meget talende og også højttalende gæst helt til kl. 10. Der var også mange hunde der gøede. Jeg fatter det slet ikke. Hvis man vil holde hund, må man da sørge for at de holder kæft.

Jeg stod igen op lidt efter 4. Men det gjorde alle myggene også.
Jeg holder nu konsekvent mine 10 km stop. Så må vi se, hvor langt jeg kommer. Det er mig en kilde til stor undren, at jeg en morgen som denneer i stand til at starte forfra uden problemer. Når man tænker på, hvor smadret jeg var i går er det næsten ufatteligt. Når jeg tænker, efter lavede jeg ikke andet i går end at hvile.
Nåh, det går videre.

Det blev igen en rigtig varm dag, men der manglede den uhyggelige top fra i går. Og ud på dagen kom der enkelte skyer. Jeg bruger meget tid på at sikre mig, at der hele tiden er væske til rådighed. Ellers går det galt. Jeg køber gerne 3 l ad gangen, lidt forskelligt.

Der skete ikke noget særligt i dag. Det er bestemt ikke nogen underskøn natur lige her. Meget af vejen gik gennem skovområder, der er ligeså kedelige som dem i Sverige. Der var også en del brostensstrækninger og også elendige cykelstier og småveje. Jeg havde allerede tidligt besluttet at stoppe i Baruth, som jeg kom til allerede før 3. Det var tidligt, og det føltes næsten som en fridag.
En mand på en tankstation oplyste, at der lå en campingplads 5-6 km uden for byen. Det viste sig, at det nærmere var 15 km, hvoraf en mindre del var på forfærdelige brosten og en andel del var på sandvej, hvor jeg overhovedet ikke kan styre.
Men jeg fandt da pladsen og blev indlogeret lige ved siden af et ældre ægtepar, som tydeligt viste, at dette var deres liv. Deres vogn står her fast, de har en lille hund. De har deres egen græsplæne med blomsterbede. Der står også en lillebitte havenisse ved en lillebitte dam. Det er helt klart, at de hygger sig og er lykkelige.
Jeg tror nok, at jeg ville kede mig ihjel, men det er jo heller ikke min vogn.

I morgen kommer jeg efter ca. 70 km til Peitz, hvor jeg lægger vejen forbi Friedrich Kuhlmann, der var tysk soldat i Ellidshøj i 1945. Han var indlogeret på min nabos gård, og han var sidste år på besøg i Ellidshøj. Jeg har hjulpet min nabo en smule med oversættelser og fandt ud af, at han bor lige på min rute til Tjekkiet. Jeg har skrevet et brev til ham, men ikke fået noget svar. Han ved måske ikke, at jeg kommer, og det er muligt, at han ikke er hjemme.

I går fik jeg gode nyheder hjemmefra. Edel havde fået et rigtig flot eksamensresultat. Hun var rigtig glad, og jeg er stolt af hende.

Man kan vel ikke sige, at der er sket de store ting hidtil på turen. Men nu kommer jeg til mere eksotiske egne, så nu kommer det. F. eks. kommer jeg i morgen til et område, hvor navnene skrives på polsk også (?). Det er da lidt eksotisk. Jeg vil gå ind og hvile mig i mit telt, og jeg regner med at følge planen med at starte tidligt i behagelige temperaturer. For resten kostet det DM 9 på campingpladsen. Det er nok godt nok.

FAKTABOKS

På denne ekspedition har jeg benytter et tunneltelt, Eureka Gossamer. Selve teltet vejer 1050 g, de 2 buer vejer 200 g og 9 pløkke vejer 110 g. I den højeste ende er det 67 cm. højt. Anskaffelsespris ca. 1000,- kr.
Det er 3. gang, jeg har benyttet dette telt på en lang rejse, og jeg har været meget tilfreds med det. Det er let og hurtigt at stille op, og i sammenpakket tilstand fylder det ikke meget. Men måske skulle man hellere beskrive det som en sovepose med tag på.

Teltet har fået et lille hul, og det bærer præg af slim, indvolde og blod fra utallige insekter og andet småkryb, der har været besjælet af stor trang til at overnatte sammen med mig.
Men selv om teltet nu er slidt, er det min ven, og vi har haft mange store oplevelser og drømt mange drømme samme

Dag 6 - Torsdag den 22 .juni 2000

Zesch am See - Halbendorf am see: 146 km. Total 1028 km.

Rent naturmæssigt var der bestemt heller ikke meget at falde i svime over denne dag. Der var kun ganske små stigninger og ellers mest skov. Som planlagt kom jeg af sted ved 5 tiden.
På det tidspunkt begyndte jeg at få ondt i ryggen og kunne faktisk ikke hvile mere. Så kan jeg lige så godt komme af sted. Jeg har 2 sovestillinger. På højre side og på ryggen. Af en eller anden grund kan jeg ikke ligge på venstre side.

Det var denne dag, hvor jeg skulle aflægge besøg hos Friedrich Kuhlmann. Desværre havde jeg om morgenen 14 km ind til Baruth, hvor jeg egentlig havde været aftenen før. Disse 2 x 14 km burde ikke høre med til turen og er irriterende. Varmen er igen voldsom, men måske knap så slem som dagen forinden.

Der viste sig at være 99 km til Peitz, som bestemt ikke ligger i naturskønne omgivelser. Det første man får øje på er rygende skorstene fra et kæmpestort kraftværk. I Peitz gik jeg ind på posthuset for at spørge om vej, men postdamen hævdede, at hun ikke var der fra byen og derfor ikke kunne hjælpe mig. Det syntes jeg var en særdeles interessant oplysning. Derimod var der en kunde, som vidste hvor E. Thälmann St. var, nemlig lige i nærheden. Udenfor mødte jeg en ældre dame på cykel, der sagde: "Følg mig". Der gjorde jeg naturligvis, og hun afleverede mig på adressen.

Jeg ringede på døren, noget spændt på, hvad der nu ville ske, men jeg fik en hjertelig modtagelse af Hr. og Fru Kuhlmann. De beklagede, at de ikke havde fået svaret på mit brev, men de havde været på kurophold i Polen og senere havde de faktisk glemt alt om mig. Og nu var jeg der jo. Jeg fik først et bad for at tage den værste stank og derefter et glas vand. Fru Kuhlmann lavede frokost, og imens snakkede vi om løst og fast. Jeg overbragte hilsener fra Ellidshøj, og vi kiggede på fotografier. De var et par usædvanlig behagelige mennesker. Når jeg stadig omtaler dem som Hr. og Fru Kuhlmann skyldes det, at man i Tyskland ikke umiddelbart kaster sig ud i at bruge hinandens fornavne. Tiltaleformerne er meget anderledes end dem, vi bruger i Danmark.
Vi kom også i samtalens løb lidt ind på de politiske forhold. De var på ingen måde begejstrede for de ændrede tilstande og snakkede faktisk om, at de nu var besat af Vesttyskland. De kunne fortælle om store forskelle mellem øst og vest, bl. a. på lønområdet, hvor folk fra det tidligere DDR nu fik 68 % af det vestfolk kunne opnå. I de gode gamle DDR-dage var der orden. Det var der ikke længere.
Jeg var der et par timer, inden rejsen gik videre. Det var et par timer i behagelig selskab som jeg var virkelig glad for. Jeg var virkelig godt tilpas, da jeg tog afsked med ægteparret Kuhlmann.

Ved afgangen var der 31 grader, så det fortsatte med hedebølgen. Jeg blev en anelse utilpas kort tid efter, at jeg var taget af sted, så det gik slet ikke stærkt. Jeg fandt ud af, at der lå en campingplads allerede omkring 150 km, så der ville jeg hen. Dermed kunne jeg også komme væk fra den store hovedvej, hvor der var lidt rigeligt med trafik.
Da jeg nærmede mig pladsen begyndte det at trække sammen til uvejr, men det lykkedes mig at blive registreret, inden det brød løs. En gevaldig tordenskylle blev det til, men det kølede kun lidt. Og straks efter var der lige så lummert igen. Op til 26 grader. Jeg fik en hurtig kina-menu til DM 7, hvor der faktisk var rigeligt med mad i. Nudler og salat med andekød. Et bad blev det skam også til. Uanset om behovet var til stede eller ej.

Klokken er nu 18.44, og det er solskin igen. Jeg sidder ved et bord, hvor en flok unge mennesker af alle køn har slået sig ned. De snakker om det unge mennesker, nu snakker om. Nogle af dem ser noget hårde ud, men jeg tror da nok, de er helt fredelige. De drikker øl og ryger cigaretter.
Jeg drikker kun øl.
Nu er der samlet 7 unge, så jeg går nok snart hen til mit lille telt, for de snakker noget højt, så jeg har svært ved at koncentrere mig.

Jeg har studeret kortene lidt, og jeg regner med at nå et lille stykke ind i Tjekkiet i morgen. Der skulle være 211 km til Vysoke Myto, så der skulle være gode muligheder for at finde en campingplads på den tjekkiske side. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg gør med tjekkisk valuta, men det finder jeg vel nok ud af.

FAKTABOKS

På mine rejser medbringer jeg alt, hvad jeg kan risikere at få brug for af værktøj. Det meste af det, kommer heldigvis aldrig i anvendelse.
Men hvis jeg efterlader et stykke værktøj hjemme, er det overvejende sansynligt, at jeg vil få brug for det.
Den samlede vægt er hele 2 kilo, men jeg synes ikke, det kan være mindre.

Bemærk at værktøjet er anbragt på et stykke tyndt grønt plastic, som jeg også har med. Det bruger jeg om natten som camouflage og beskyttelse mod regn og dug. Det kan bruges til mange andre ting. Det måler ca. 190 x 150 cm og vejer 250 g. En meget nytting ting.

Dag 7 - Fredag den 23 .juni 2000

Halbendorf am See - Liberec (CZ): 136 km. Total 1164 km.

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"

Klokken er 15.01 og der er nu indtruffet det, som er sket på alle de andre ture, jeg har foretaget.

Regnen er kommet.

Jeg er omkring 10 km inde i Tjekkiet og har kørt 116 km. Det er ikke blevet til så meget i dag. Først blev jeg forsinket af morgenregn allerede fra kl. 4, så jeg kom lidt senere af sted. Ca. 20-30 km før Zittau (Grænsebyen) begyndte der at komme nogle voldsomme stigninger, og selv om det er sjovere end alt det flade, så tager det altså både tid og kræfter. Jeg fik taget afsked med Tyskland for denne gang og forsøgte et par gange, inden jeg passerede grænsen, at skaffe tjekkiske penge.

Men den handel ville ingen bank kendes ved.

Derimod var der en vekselbod lige efter grænsen. Den så meget officiel ud, men jeg er sikkert alligevel blevet snydt.

Jeg fik 1349 CK for 300 danske kroner. Det vil sige at 1 kr. er ca. 4,50 CK.

Regnen vælter ned nu, men til alt held står jeg i ly i et busskur.

-Hovsa, der kom en svensk bil. Det er ikke dem, man ser flest af her.

Jeg oplevede at egnen 30-40 km før Zittau forekom fattigere og fattigere. Husene så slidte ud, og der var flere Trabier end nogensinde før. Jeg kom over grænsen uden nærmere kontrol. Det skuffede mig lidt. Jeg havde forventet en gennemgribende kontrol af min person og udstyr.

Hovsa, der kom en Trabi på CZ-plader.

Herfra er der 18 km til Liberec, der er den nærmeste store by. Derefter ligger der en række campingpladser i følge kortet, men nu må vi se, hvordan det hele udvikler sig. Det har været køligt og overskyet hele dagen, og det har betydet, at jeg har kunnet afblæse de talrige angreb på supermarkedernes hylder med læskedrikke.

Det står fast, at jeg ikke gider være gennemblødt i dag.

Men her er på den anden sidefor kedeligt at opholde sig i flere timer i træk.

Så blev kl. 15.14. Det er da meget interessant at vide, at det tog 13 minutter at skrive det kapitel.

Det regner stadig rigtig meget.

Det blev ikke til ret meget mere. Jeg stod i omkring 1½ time, og regnen væltede bare ned. Det viste sig, at der lå en kaserne lige ved, hvorfra soldaterne skulle på weekend. Jeg fordrev tiden med at iagttage, hvordan de lagde en "blaffe" taktik i små hold.

Hvor var de dog unge.

Til sidst begyndte jeg at blive meget kold, så der måtte ske et eller andet. Da regnen blev mindre voldsom, tog jeg af sted.

Det var ikke så behageligt.

I begyndelsen protesterede det højre knæ, men det kom da i gang. Der var meget vand på vejene, der var meget trafik og der var voldsomme op- og nedstigninger.

Jeg kom dog efterhånden til den store by Liberec, hvor jeg straks efter indkørslen til byen, så et skilt for den verdensomspændende organisation "Zimmer frei". Jeg ringede på, og en yngre mand ville lige undersøge sagen. Efter lang tids venten kom han tilbage og sagde, at jeg kunne trække cyklen om bagved. Jeg syntes dog, jeg manglede en vigtig information, nemlig prisen på værelset, og han fortalte, at de kun havde et dobbeltværelse til DM 30. Jeg syntes, det lød lidt dyrt, og han virkede også lidt underlig, så jeg kørte videre.
 

Og få hundrede meter længere henne kom det næste skilt, men nu hed det "Privat Zimmer". Det prøvede jeg, med noget større held. En yngre dame fortalte, at det kostede DM 20 incl. morgenmad.

"Det snupper jeg", sagde jeg og fik sat cyklen ind i garagen.

Jeg blev vist ind i et nydeligt og rent værelse i kælderen med eget bad, toilet og TV. Jeg fik en nøgle til indgangen og fruen fortalte, at der lå et par restauranter lige ved. Vi aftalte, at jeg skulle have morgenmad kl. 7.
 

Jeg fik et hurtigt måltid på en af restauranterne. Først suppe og dernæst et kødspyd med pommes og diverse salater. Dertil 2 glas øl. Hele herligheden kosted 162 KC, hvilket er ca. 36 kr.

Her kan enhver da være med.

Tilbage på værelset så jeg en glimrende amatørkonkurrence på tjekkisk TV (Caruso), inden jeg gik til ro ved 22-tiden.

Mens jeg lå i min sovepose på campingpladsen i Halberdorf am See, skete der noget helt specielt.

Jeg lyttede til Radio Cottbus, da jeg pludselig blev præsenteret for noget musik, der næsten blev en åbenbaring for mig. Det var en præsentation af amerikaneren John Prine og hans venner, som jeg aldrig havde hørt om før.

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow" var titlen på et af numrene.

Det var noget af det smukkeste, jeg længe havde hørt.

Det er så dejligt med poesi og sange, at man ikke nødvendigvis behøver at forklare og analysere hver lille detalje.

Følelser og stemninger kan gøre det.

Det står også frit for enhver at tolke denne sangtitel, som man vil. For mig er det bare smukt. Det er muligt, at jeg var særlig modtagelig ved den lejlighed, og det er muligt, at jeg ikke vil synes det er noget særligt næste gang, jeg hører denne sang.

Men mit møde med "In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow" blev til noget ganske særligt.

FAKTABOKS

På turen medbragte jeg en sovepose (1100 g), et liggeunderlag (290 g, 8 mm) og en oppustelig hovedpude (200 g). Underlaget og hovedpuden fungerede helt efter hensigten, mens det var knap så godt med soveposen.

Jeg er efterfølgende kommet i tanker om, at der var en pose jeg købte i et supermarked et sted i Frankrig på min tur til Gibraltar i 1996, da den pose jeg havde med fik problemer med lynlåsen.

Denne pose er alt for kold, og den har ingen hætte og ingen ordentlig lukning foroven.

Den har været rigtig dårlig, og jeg skal personlig se til, at den ikke kommer med på flere rejser.

Dag 8- Lørdag den 24 .juni 2000

Liberec - Vysoke Myto : 154 km. Total 1318 km

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"

Klokken er nu præcis 7, og der er ikke kommet noget morgenmad endnu. Jeg sov rigtig godt, og det var skønt at sove i en rigtig seng igen. Dynen vejer nok omkring 8 kg. Den var bare vildt tung. Vejret ser lidt lusket ud. Men i dag skal jeg ende i Vysoke Myto, uanset hvor våd jeg end måtte blive. Jeg regner med at kunne køre herfra ved 8 tiden.

Morgenmaden blev leveret 2 minutter over 7. Den var rigtig udmærket. Den blev leveret på en lille bakke, som jeg kunne sidde og hygge mig med nede hos mig selv. Jeg var sulten, så det tog ikke lang tid at få den fjernet. Derefter vandrede jeg op til værtinden for at få afregnet. Jo, jeg havde hørt rigtigt. Jeg skulle betale DM 20 incl. morgenmad. Jeg gav hende DM 5 ekstra, som hun først ikke ville tage imod, men hun lod sig da overtale.

Og så ud af Liberec. Først gik det meget nemt, men så blev skiltene tvetydige og til sidst var jeg nødt til at spørge en flok vejarbejdere om vej. Det udviklede sig til at blive næsten som i Japan. Først hentede de én, så én mere o.s.v. indtil de endelig fik fat i én, som kunne tale tysk. Han viste mig den rigtige retning, og jeg kom af sted. Det gik langsomt, for der var nogle usædvanlige lede stigninger på vej ud af byen.
 

Pludselig blev jeg overhalet af en ung mand på racercykel med en stor rygsæk på nakken. Vi kom i snak, og det viste sig hurtigt, at han hed Filip og talte glimrende engelsk. Han skulle vise sig at blive min makker resten af dagen, fordi han skulle besøge sin bedstemoder i Hradec Kralov, en stor by med ca. 100.000 indbyggere, der ligger omkring 100 km fra det sted, hvor vi mødtes. Den by skulle jeg også passere. Vi snakkede lidt om, hvordan vi skulle gribe det an, og han foreslog, at vi fulgte de små veje, som han naturligvis kendte.

Det syntes jeg lød, som en rigtig god ide, så jeg slog stort set hovedet fra, fordi bynavnene her er så fremmedartede for mig, at de er svære at huske. Filip blev lidt træt, som dagen skred frem, men vi havde en særdeles hyggelig dag sammen. Undervejs var vi i et supermarked, hvor jeg spurgte, om han ville gå ind og købe, hvad han selv bedst kunne lide og så doble det op. Jeg gav ham 50 KC, der svarer til 12 danske kroner. Han kom tilbage med en gevaldig masse lækre sager, som vi spiste lidt efter lidt. Det syntes jeg selv, var smart fundet på.

Vi var også på restaurant, hvor vi fik suppe. Jeg fik kaffe og Filip fik øl. Jeg drikker aldrig øl under en cykeltur. Selv om han kendte egnen, måtte han adskillige gange spørge om vej, men vi kom da frem. Inde i en skov punkterede Filip på baghjulet. Det voldte ham visse problemer at få skiftet.

Bl. a. var reserveslangen også defekt. Men vi fik da omsider hans cykel til at køre, men det viste sig snart, at han kørte på en "siver".Vi pumpede med kortere og kortere intervaller, for vi gad ikke skille cyklen ad igen.

Vi blev enige om, at hans bedstemor godt kunne give en kop kaffe, men det viste sig deværre, at hun ikke var hjemme.

Men Filip drønede op i lejligheden og lavede en kop til mig mens vi fortærede de sidste gode sager. Vi tog nu afsked med hinanden, men lovede at holde forbindelsen ved lige Det blev en dag, som jeg vil huske som en rigtig god og indholdsrig dag. Jeg bliver så glad, når jeg møder mennesker som Filip.
 

Så manglede der kun 30 km til Vysoke Myto. som ligger på den stærkt trafikerede hovedvej. Men det blev også klaret, og endelig kom jeg til byen. Jaroslav havde sendt mig et bykort, så det var nemt at finde derhen. Klokken var blevet 19.30, da jeg drejede ind foran huset og ringede med klokken.

Jaroslav kom straks ud, og vi hilste hjerteligt på hinanden for første gang, siden vi 5 år forinden mødtes på kajen i Oslo. Allerførst blev jeg vist til mit værelse på 1. sal. Det var rigtig nydeligt. I det hele taget er det et sødt lille hus, som jo naturligvis ikke er indrettet på en måde, der minder om dansk indendørsarkitektur. Jeg glemte at nævne, at jeg naturligvis også hilste på Ludmilla, Jaroslavs kone. Hun taler kun tjekkisk og siger ikke så meget. Jeg lurer lidt på, hvad hun egentlig siger til, at jeg kommer rendende. Hun lader til det meste af tiden at være travlt beskæftiget med husholdningen. Jeg fik et bad, og snart satte vi os til middagsbordet. Vi fik en kødret med kartofler. Rigtig lækkert. Vi startede med et glas hjemmelavet mælkebøttevin. Det smagte ikke så dårligt. Senere fik jeg også en øl og noget kaffe. Vi snakkede til omkring kl. 21.30, hvor vi blev enige om at gå til ro.

Jaroslav mente, at vi skulle tidligt op næste dag, fordi vi skulle på cykeltur. Han mente, at kl. 5 ville være passende. Jeg mente nu nok, at det kunne gå med 5.30. Det blev vi så enige om. Jeg fik en lys øl med op på mit værelse. Jeg faldt meget hurtigt i søvn i en ret hård seng med en afsindig tung dyne. Det synes at være skikken her.

FAKTABOKS

På turen anvendte jeg Panaracer Everride 700 X 25 C. Det var første gang jeg prøvede dem. Desuden medbragte jeg som reserve et foldedæk.

Disse dæk er gode og stabile. Man kan diskutere, hvor store dæk man skal bruge. Hvis de er for små, kan de let blive trykket i bund mod fælgen, og hvis de er for store kan man opleve, at cyklen "sejler".

Disse dæk var rigtig udmærkede. Hårde og stabile.

Fordækket: Ingen punkteringer. Efter 5000 km er der stadig masser af mønster tilbage.

Bagdækket: Bagdækket slides meget mere end fordækket, og allerede omkring 2000 km begyndte jeg at forvente den første punktering. Den kom omkring 3000 km.

Ved ca. 3500 km opdagede jeg, at slangen var på vej ud af siden af dækket. Det så ikke ud til, at det var blevet skåret. Det var ganske simpelthen blevet træt. Der var ikke noget at gøre, det måtte aflives.

Efter en kort andagt tog jeg afsked med dækket, vi havde trods alt oplevet en del sammen.

Jeg monterede foldedækket, der klarede resten af turen.

Det rigtige ville have været at bytte for- og bagdæk fx. ved 2500 km, men det er faktisk et stykke arbejde, det kræver en del at tage sig sammen til. Det går nok, tænker man, og lader dag efter dag gå.

Konklusionen er, at det var formidable dæk, men at det var for tidligt at bagdækket afgik ved døden.

Men vi kan jo allesammen blive trætte.

Trailer: Jeg havde 2 punkteringer på trailerens dæk. Det er ikke urimeligt. Man skal huske på, at man ikke kan se, hvad traileren kører igennem.

Trailerens dæk ser efter de 4600 km næsten ud som nyt.

Dag 9 - Søndag den 25 .juni 2000

Vysoke Myto - Castle Castolivice - Vysole Myto

155 km. Total 1473 km

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"

Han var der på slaget 5.30. Nu skulle der bare cykles.

Jeg var måske knap så opsat.

Det var rigtig koldt udenfor, kun 13 grader. Jaroslav var klædt om på et øjeblik. Da jeg kom til at kigge nærmere efter opdagede jeg, at der var noget slør i baghjulet. Jeg opdagede også, at det i det hele taget var blevet meget skævt. Men det var der slet ikke tid til at ordne, for nu kunne jeg mærke, at vi skulle af sted.

I begyndelsen var der forholdsvis fladt, og Jaroslav kørte meget konstant og determineret.

Han sidder rigtig flot og roligt på sin cykel. Han kører fantastisk flot i betragtning af, at han trods alt er en herre på 61 år.

Han har også kun ganske få kilo at slæbe op over bakkerne, og vi kom virkelig ud for mange stigninger.

"Middle hills" kaldte Jaroslav dem.

Vi snakker altså om stigninger på 6-8 % over 3-4 km. Nu havde jeg naturligvis også det handicap, at jeg kørte rundt med 2 bagagebærere og 2 tasker med et par kameraer. Og turen derned havde da også sat sine spor. Jeg aner ikke, hvor vi kørte hen.

Det klarede Jaroslav.Til min store overraskelse medbragte han ingen drikkeflasker. Han hævdede, at han aldrig drak noget, når han cyklede, uanset vejret. Det kunne jeg slet ikke leve med, og omkring 100 km var jeg nødt til at holde ind et sted og købe væske. Det blev til en underlig blåbær drik. Det hjalp noget. Jeg fik også 2 soft ice. Det var meningen, at Jaroslav skulle have den ene, men hans spiser heller aldrig på turene.

Op og ned gik det, til vi til sidst kom til et usædvanligt smukt slot, Castle Castolovice nær Kostelec efter 120 km. Der skulle vi ind.

Jaroslav fik øje på et skilt, der oplyste, at entreen var 50 KV. Det syntes, han var ret dyrt. Jeg spurgte, om han ville låse vores cykler sammen, og imens købte jeg et par billetter.

Der var en rundvisning, netop som vi kom, så vi smuttede med. Gad vide, hvad de øvrige pæne mennesker i selskabet tænkte ved synes af os - for slet ikke at tale om stanken. Det hele foregik på tjekkisk, men jeg fik udleveret en engelsk guide, som jeg ikke kunne læse, fordi jeg ingen briller havde med.

Men lidt fik jeg da ud af det.

Bagefter blev jeg enig om, at vi var sultne. Jeg insisterede på, at vi skulle gå ind i stedets restaurant, og jeg fik ham da overtalt. Det blev min omgang, og vi fik hver to sandwich, inden vi kørte hjem igen.

Vi havde 2 aftaler til om aftenen.

Kl. 18 fik vi besøg af Fru Hana Vouskova. Hun er min kontaktperson på den skole, vi skal besøge i morgen, og vi skal aftale programmet.

Det blev sat på plads, og en times tid senere fik vi besøg af Jan Tomesicek. Han er nogle år yngre end mig og tidligere langturscyklist. Bl. a. har ham kørt fra Sydafrika til Vysoke Myto, og det var derfor, han var kommet. Han skulle vise lysbilleder fra sin tur. Men vi skulle først vente, til det blev mørkt, så vi snakkede et godt stykke tid. Jan taler glimrende engelsk. Han bor ca. 10 km fra Jaroslav, og han kom på sin gamle "Afrika-cykel" med hele udstyret på ryggen.

Det blev en rigtig hyggelig og spændende aften. Vi så ca. 100 lysbilleder fra den enorme tur.

Det var rigtig godt. Omkring kl. 21.30 var vi alle dødtrætte, og Jan tog af sted igen.

FAKTABOKS

Gearing

Da jeg i 1995 kørte Ellidshøj-Nordkapp-Ellidshøj med et mindste gear der hed 42 x 24 troede jeg, at jeg kunne gå på vandet.

Nu er jeg heldigvis blevet en hel del klogere og har en klar fornemmelse af, hvilket gear man med fordel anvender på langture.

På denne tur brugte jeg 39/53 x 12-13-14-15-17-19-21-23-25
 

Det er heller ikke optimalt. Jeg ville gerne have haft et tandhjul med 27 tænder, som det mindste, men den dag der stod tandhjul på min indkøbsseddel, var det, hvad jeg lige kunne få.

Det er lidt morsomt med disse gear. Når man før en tur afprøver sine små gear, er det svært at lade være med at more sig lidt. Man har svært ved at begribe, hvornår man vil kunne få anvendelse for gear, der er så latterligt små.
 

Men når man på turene rammes af virkeligheden, får piben forbavsende hurtigt en anden lyd. Meget hurtigt finder man på de lange seje stigninger det allermindste gear frem, og af og til skæver man endda ned for at se, om ikke der skulle være vokset et mere frem.
 

Vi har da masser af hårde bakker i Danmark. Men de får ende igen. Når man i bjergene kigger op, mener man at kunne se enden på bakken. Man kan godt finde på at give den en ekstra sidste skalle. Alt for ofte går det imidlertid op for én, at bakken ikke slutter, hvor man troede. Næh, nej, den fortsætter bare. For folk, der ikke selv har prøvet det, kan det være svært at forstå, hvor uhyggelig lang en kilometer pludselig kan blive.

Men når man så endelig står på toppen...

Det er det hele værd.

Dag 10- Mandag den 26 .juni 2000

Vysoke Myto - Litomysl - Vysoke Myto

55 km. Total 1528 km

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"

Denne dag kunne det kun blive til en kort cykeltur, fordi vi skulle møde på skolen allerede kl. 11. Men vi startede ud allerede ved 7 tiden og fik en lille tur i omegnen. Bl. a. var vi i Litomysl, hvor vi om søndagen havde set noget spændende keramik.

Nu tog vi igen derhen, og jeg købte en tallerken til SWMBO (She who must be obeyed).. Vi skulle hjem og havde det fine tøj på, for det hele var meget officielt.

Vi tog min cykel med, fordi den skulle kureres for et par småskavanker. Det skulle nu vise sig at være meget mere alvorligt.

Vi blev modtaget på skolen af Mrs. Hana Vouskova, der i lærerværelset præsenterede mig for sine kolleger. Derefter var vi på besøg i 3 klasser. Først handlede det om en musiktime i en 4. klasse som havde indøvet "500 miles", der er særdeles populær i Tjekkiet. Det var fantastisk smukt. Jaroslav sagde, at han næsten fik tårer i øjnene.

Vi var også til en engelsktime i en 4. kl., og vi sluttede af i en 1. klasse, der gav prøver på deres læseevner. De var meget dygtige.

Nu gik vi til en anden bygning, hvor vi skulle møde den kvindelige skoleinspektør. Vi snakkede om løst og fast og blev enige om, at vi ville se at få etableret et samarbejde i fremtiden. De ville gerne have vist os meget mere på skolen, men vi havde altså en aftale med borgmesteren på rådhuset, og ham kunne vi nok ikke så godt lade vente. Vi takkede, fordi vi måtte komme.

Jeg var meget glad for, at dette besøg lod sig arrangere. Det er altid spændende at se skoler i andre lande.

Der var ikke så langt hen til rådhuset, hvor vi straks blev vist ind til borgmesteren. Mrs. H. var med som tolk og også en af de ansatte på rådhuset, en ung dame Katka Rejentova på 25 år var til stede for at hjælpe med oversættelsen. Snakken gik om turens hidtige forløb, formål etc. Det varede nok en halv times tid, og det gik rigtig godt. Borgmesteren spurgte bl. a., om jeg var interesseret i museer, og det var jeg da. Men desværre er museet i Vysoke Myto lukket om mandagen, så der havde vi et problem.

Imidlertid er det ret utroligt, hvad en borgmester kan klare med en enkelt telefonopringning, og pludselig var museet ikke længere lukket.

Nu viste det sig minsandten, at Katka skulle følge os som guide og tolk resten af dagen. Det var virkelig rart, for hun var en både sød og behagelig pige. Vi fik først en specielt guidet tur på museet. Det var ikke stort, men særdeles interessant.

Derfra gik vi de 100 trin op i et af byens 3 hovedtårne. Hele tiden fortalte Katka levende om det, vi nu passerede.

Jaroslav havde forinden afleveret min cykel hos Jaroslav Bendl, der har en cykelhandel i byen. Han er tidligere toprytter, men kører stadig cykelløb. Jeg fik noget af et chok, da vi kom til forretningen, for de kunne fortælle, at mit bagnav faktisk var revnet i 2 dele. Så tror da pokker, at det føltes lidt vakkelvorn. Det var en giftig besked, men det viste sig heldigvis, at de havde et flot tilbud til mig. De tilbød at bygge et nyt hjul over et Shimano 105 nav, og det kunne de have færdig på 1,5 time. Det lød helt vildt, men cyklen var skam færdig, da jeg kom efter den.

Regningen lød på 1300 KC, og det er altså meget billigt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad det ville have kostet i Danmark eller Tyskland. (Jeg tillod mig at runde op til 1500 KC).
 

Mens jeg sidder og skriver dette i Jaroslavs stue, hører vi klassisk musik på grammofonen. Ludmilla står og vasker op. Vi har lige fået en herlig aftensmad med nye kartofler og blomkålsomelet. Nu er jeg blevet udstyret med en skål kirsebær og et glas rødvin.

Åh, det er skønt at være langturscyklist.

Vi drønede hjem for at få aftensmad, inden jeg skulle på pub med Mrs. Hana Vouskova og hendes familie. Jaroslav ville ikke med, så jeg gik alene. Vi fik et måltid mad og et par øl, og jeg kunne godt mærke, at det havde været en anstrengende dag med alle de officielle besøg, for jeg kunne ikke rigtig tåle at drikke øl.

Jeg var tilbage ved 21.30 tiden, men fik desværre en noget urolig nat.

FAKTABOKS

PAKKELISTE TJEKKIET JUNI 00

Batterier - briller - dagbog - film - extra hovedpude/oppustelig -hovedpudebetræk - ID (campingpas etc.) - pas - sygesikr. - kamera 1 + 2 - notes-bog - kortmateriale ( 8 x Tyskland/ 1 x DK /1 x Østrig /1 x Tjekkiet ) - kort: Nysa og Vysoke Myto - Introkort, Tjekkiet - lagenpose - lommelygte - lås - nummepladeliste,Tyskl. - overstregningsmarkør - radio - snor - solbriller - skrivegrej - termometer - tøjklemmer - ur
 

Toiletartikler

Ansigtscreme - barbergrej - hovedpinepiller - håndklæde - kopattesalve - negleklipper - læbepomade - myggemiddel - nål - plaster - saks - sygetermometer - shampoo - spejl - sæbe - tandbørste/pasta - tandstikkere - tigerbalsam - toiletpapir -ørepropper

Forplejning.

Dåseåbner - gaffel - ske - kniv - tallerken - kniv med skær - proptrækker
 

Beklædning

Lange bukser - joggingbukser- shorts - skjorte - trøje - jakke - 2 T-shirts - 3 par underbukser - sandaler - sokker

Cykeltøj

Cykelhandsker - fingervanter - løse ærmer - løse ben - 3 cykeltrøjer - 1 jakke skoovertræk - 2 svedtrøjer

Værktøj

Aftrækker til krans - aftrækker til pedalarme - dæk, extra, foldedæk - eger - remme gaffel/ringnøgler -isoleringsbånd - stofbånd - kabler - konusnøgler - kædeadskiller + led lappesager - nipler, extra - nippelnøgle - skruetrækkere - umbraco - 3 extra slanger svensknøgle -olie/klude

Camping

Telt - sovepose- liggeunderlag – camouflage-overtræk

 

Dag 11- Tirsdag den 27 .juni 2000

Vysoke Myto - Adrspasske- Vysoke Myto

199 km. Total 1727 km

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow
 

Jeg vågnede med betragtelige maveproblemer og ondt i hovedet.

Det var ikke så smart, for vi skulle den dag køre 200 km til Adrsprach-stenene.

Jeg håbede inderligt, at Jaroslav ville sove over, men han var der 6.02, frisk som en havørn.

Det var jeg slet ikke.

For anden gang måtte jeg melde fra til et morgenmåltid. Første gang var i forbindelse med hakket hvidløg på franskbrød. Det klarede jeg ikke. Denne dag gik det heller ikke. Jeg måtte melde pas.

Men vi kom skam af sted til tiden, og som det ofte sker, hjalp det at komme på nakken af cyklen.

Som altid var der voldsomme stigninger, der skulle besejres. De fleste er såmænd ikke stejlere end i Danmark. Forskellen er, at de aldrig slutter, hvor de ville have gjort det i Danmark. Skulle man finde på at forcere kan det blive fatalt, hvis der stadig mangler 500 m af bjerget.

Vi kom derop på ca. fire timer og var undervejs på en café, hvor vi fik kager og the. Jaroslav er begyndt at vænne sig til, at jeg vil ind forskellige steder på vores lange ture. Det hjælper måske også, at jeg hver gang optræder som den glade giver. Det synes jeg kun er rimeligt.
 

Da vi ankom til Adrsprach, syntes jeg, at vi var sultne. Det mente Jaroslav også. På et cafeteria fik vi hver en pølse og en cola. Vi blev enige om, at det unge menneske, der serverede for os var en ubehagelig ung mand.

På toilettet opdagede jeg noget morsomt. Der var ikke noget papir. Det var nu ikke det, der var morsomt. Det morsomme var, at der sad en ældre mand ( meget ældre end mig) ved et bord og solgte papir. Det kostede 2 KC for kvinder og 3 KC for mænd (?). Jeg gav ham 5 KC og han talte omhyggeligt op, stykke for stykke, hvor meget jeg havde erhvervet mig retten til at drage af sted med.

Vi låste cyklerne sammen og gik ind. Det drejer sig om nogle fantastiske sandstensformationer, som man finder på en rute, det tager en times tid at gå igennem. Det kostede 40 KC for hver at komme ind. Det chokerede Jaroslav lidt, men det lille problem blev klaret. Det var virkelig en attraktion, der ville noget. Hver formation havde navn efter det, den nu lignede, og de var vildt flotte. Men der var altså også 400 trin, der skulle bestiges. Ikke lige min livret. Men det gik da.
 

Til alt held var cyklerne der stadig, da vi kom tilbage, og vi kastede os over de sidste 100 km.

Vi blev lidt trætte til sidst, men via et ophold med ferskner, bananer og lidt andet guf, klarede vi det i fin stil.

Hjemme ventede Ludmilla med en herreret - igen.

Vi er nu ved at forberede os lidt på morgendagens eventyr, turen til Nysa i Polen.

Der skal vi besøge min ven Wietold Tomaszewski og hans famille. Jeg besøgte Wietold i 1994, og vi har skrevet sammen siden. Han og hans sejlervenner har også været på besøg i min verden.

Jeg spørger lige Jaroslav om, hvornår vi skal køre i morgen …..
 

….han siger, at vi skal køre 6.30.

Det gør vi så.

Puha, der var jeg altså kommet lidt bagud med dagbogen. Det skal man aldrig gøre. Man tror, man kan huske, hvad der er sket, men det kan man aldrig. Datoer, stednavne og distancer bliver blandet sammen i løbet af forbløffende kort tid.

Klokken er nu 21.30, og jeg har seriøse planer om at gå til ro inden længe. Lige nu er Jaroslav i sine gemmer efter billeder fra dengang han besøgte Nysa i 1988.

Han fandt dem aldrig.

Dag 12 - Onsdag den 28 .juni 2000

Vysoke Myto - Nysa

156 km. Total 1883 km

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"

Vi kom af sted til den aftalte tid, og det blev igen en tur med rigtig mange bakker. Det var temmelig anstrengende. Ved 65 km var vi inde et sted for at få kylling og stegte kartofler. Så gik det lidt igen.
 

Der var ingen regn, men der var heller ikke særlig varmt. Vi passerede grænsen ca. 20 km før Nysa, og her oplevede jeg heldigvis, at grænsevagten var meget interesseret i mit pas. Han løb væk med det i 5 minutter men det var alt det sjove, der kom ud af det.

Så kom de bare og gav mig det igen.

Yderst skuffende.

Vi havde et kort, så det gik forholdsvis nemt med at finde adressen. Det viste sig nu, at tjekker og polakker forstår hinanden. Det vidste jeg slet ikke.

Da jeg passerede Nysa floden, var det lidt lige som at komme "hjem" efter mit besøg 6 år forinden.

Jeg ringede på, og Wietold kom susende ned. Vi fik en hjertelig modtagelse af hele familien. De havde ventet os noget før, men vi havde altså kørt så stærkt, vi kunne. Familien var blevet lidt større siden sidst, idet David havde fået en veninde.

En rigtig sød pige.

Det var morsomt at se, hvordan børnene havde udviklet sig på de 6 år. Justyna var nu ikke længere en lille pige, men en ung dame. Det glædede mig at erfare, at hun var blevet særdeles god til at tale engelsk.

David havde nu bil, og vi kørte ned til Nysa søen og kiggede lidt.

Det blev også til et interessant besøg på Wietolds skole.
 

Da vi kom tilbage til lejligheden, var den allerede fyldt med gæster. Det var de fleste af de sejlsportsfolk, jeg havde mødt 6 år tidligere, nu suppleret med koner og børn. De havde forberedt en lille leg til mig.

Vi legede en del selskabslege, da de besøgte Danmark, og det skulle vi nu igen.

Jeg skulle finde ud af, hvilke mænd, koner og børn, der hørte sammen. Det gik nemt med børnene, for de lignede deres fædre, og det lykkedes mig at gætte rigtigt med konerne.
 

Så var det tid til det helt store festmåltid. Der var sat et kæmpebord ind i stuen, og det er ikke for meget at sige, at bordet næsten flød over med lækkerier.

At tømme bordet på én aften ville være en umulig opgave.

Der var højt humør, og snakken gik. Naturligvis mest på polsk, som Jaroslav kunne følge med i.

Mateusz var rigtig flink til at sørge for, at jeg blev orienteret om, hvad de snakkede om. Ham mødte jeg også for 6 år siden, og han er nu blevet rigtig dygtig til engelsk.

Festen fortsatte til omkring kl.. 23, hvor vi gik til ro.

Jaroslav og jeg sov i børnenes værelse, mens hele familien Tomaszewski overnattede i stuen.

En herlig dag var til ende.

Dag 13 - Torsdag den 29 .juni 2000

Nysa - Vysoke Myto

166 km. Total 2049 km

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"

Vi havde aftalt, at vi skulle stå op ved 8-tiden, så vi holdt os i ro indtil dette tidspunkt, selv om det var usandsynligt svært både for Jaroslav og mig selv. Mens jeg lå der og ventede på liv i stuen ved siden af, lå jeg og tænkte på dagen i går.

Jeg glemte at skrive i går, at vi også lige var på et kort besøg hos Wietolds forældre, der var et par søde og rare ældre mennesker.

Da jeg stod op havde Wietold travlt i køkkenet og vi fik os en snak imens.

Det varede ikke længe inden bordet var dækket til morgenmad.

Igen med et utal af lækkerier.

Vi ville tage af sted ved 12 tiden, men inden da havde jeg et nærmest rituelt ærinde på torvet i Nysa. For 6 år siden havde jeg smidt en mønt i brønden på torvet som tegn på, at jeg skulle vende tilbage, og dette ritual havde jeg tænkt mig at gentage. Og denne gang skulle det gøres ordentligt, så jeg smed 5 mønter i. Ganske vist var der tjekkiske imellem, men det går vel nok.
 

Vi var også lige gennem den utrolig smukke domkirke i midtbyen, inden vi tog tilbage til lejligheden. Inden vi skulle af sted, skulle vi have et måltid, der ligesom brønden nærmest havde rituel karakter.

For 6 år siden stiftede jeg bekendtskab med en herlig polsk ret "Gwaampki" (Absolut ingen garanti for stavningen). Det er kål, rullet om kød, majs med mere. Det er bare så godt. Det kunne Maria sandelig huske, og nu kom denne ret endnu engang på bordet.

Det kan være svært at sige farvel, men det behøver man jo heller ikke, så derfor sagde jeg på gensyn til mine polske venner, inden vi begav os ud på rejsen til Vysoke Myto.

Det var et herligt besøg, og jeg vil blive meget skuffet, hvis jeg har set Nysa for sidste gang.
 

Så var der som sagt det med hjemturen. Den kom til at vare ca. 9 timer, og den første del blev en usædvanlig kold omgang. Desuden præsterede vi at køre den forkerte vej ud af Nysa og var derfor nødsaget til sluttelig at skrive 15 km ekstra i bogen. Vi var i Vysoke Myto ved 20.30 tiden godt stegte.

Det var oprindelig planen, at jeg denne aften skulle have inviteret Ludmilla og Jaroslav ud at spise på en restaurant, men nu var det blevet alt for sent, og Ludmilla havde desuden aftensmad parat til os. Vi blev derfor enige om at gå på restaurant omkring frokosttid den følgende dag

Dag 14 - Fredag den 30.juni 2000

Vysoke Myto - Vysoke Myto

80 km. Total 2129 km

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"

Det var min sidste dag i Vysoke Myto, og vi blev enige om, at vi ikke ville cykle ret langt. Jeg fik 2 valg af Jaroslav. Jeg kunne vælge mellem at øve mig på morgendagens rute mod Usobi eller et besøg i Jaroslavs fødeby. Jeg valgte det sidste.
 

Vi kom over de sædvanlige lede stigninger, inden vi kom til landsbyen. Vi kiggede indenfor i kirken, standsede ved Jaroslavs gamle skole og aflagde et kort besøg ved hans forældres grav.

Nu ville Jaroslav gerne besøge sin fætter, der boede på en gård i udkanten af byen. Som det har været karakteristisk for de steder, jeg har været i Tjekkiet, fik vi også her en hjertelig modtagelse. Vi blev budt indenfor til en kop the og et stykke kage. Imens forhørte fætteren og hans kone sig om, hvad jeg var for en størrelse.

Inden vi cyklede videre stak fruen en lille plade chokolade til hver af os.

Et rigtig hyggeligt besøg var det.

Jeg bliver altid så glad, når jeg møder mennesker, der er så rare som fætteren og hans kone.

Nu satte vi kursen direkte mod Vysoke Myto.

Vi pyntede os, for nu skulle vi ud og spise fint. Jaroslav var noget i tvivl om, hvilken restaurant, der var byens bedste. De snakkede noget frem og tilbage. De vaklede lidt mellem Nopek og Optimal. Det endte med, at vi gik på Optimal, hvor jeg først bestilte en flaske rødvin til maden.

Jaroslav bestilte en ret, der formelig dampede af chili, hvidløg og ild. Han elsker hvidløg. Ludmilla bestille en kødret, efter nogen overvejelse. Jeg selv fik en fiskeret.

Det var en stor glæde for mig at kunne invitere dem ud denne dag.

Efter middagen fandt jeg på noget meget smart.

Jeg foreslog, at vi fik kaffe og dessert på Nopek, så havde vi været begge steder. Det blev besluttet.
 

Vi havde svært ved at få plads på Nopek, fordi det var sidste skoledag i CZ og man fejrer gerne sin eksamen ved at spise ude, så alle borde var optaget. Vi lovede kun at blive et kvarter og fik så et bord. Nu blev Jaroslav og Ludmilla ernige om, at Nopek var det bedste af de to steder. De mente, at Optimal bar præg af, at stegeosen fra køkkenet kunne mærkes i restauranten.

Nu tog vi afsked med Ludmilla, der skulle hjem for at forberede aftenens "Havekoncert". Jaroslavs kollega Karel, skulle komme og underholde med sang og guitarspil, og der var inviteret nogle få gode venner.

Vi havde forinden afleveret min cykel hos Jaroslav Bendl til kontrol. Den var helt ok. Men det var Hr. Bendl ikke. Han havde fået et hekseskud og var blevet indlagt på sygehuset. Dobbelt ærgerligt, fordi hans og hans familie også var inviteret til havefesten. Nu måtte de naturligvis melde fra.

Jeg havde tidligere luftet tanken om at købe en lokal cykel trøje, men det kunne de ikke klare. Imidlertid havde hr. Bendl fremskaffet en af sine gamle trøjer, som de nu forærede mig. Det blev jeg rigtig glad for. Et herligt minde.
 

Jeg insisterede på at shoppe lidt. Det er ikke noget, Jaroslav normalt fordriver tiden med, men han gik da med. Vi tog turen hele vejen rundt om torvet i Vysoke Myto, der et af de 2 største torve i hele landet. Jeg købte en CD med tjekkisk country musik og osede i alle forretningerne.

Tiden gik og fam. Pechacek skulle lave forberedelser til aftenens fest. Jan Tomsicek var også inviteret, men ham så vi aldrig. Vi ved ikke hvorfor. Det var lidt synd, for der var ellers gjort meget ud af aftenen.

I haven var der sat stole og borde op, og Jaroslavs kollega Karel skulle stå for showet. Han havde taget en af sine elever med, en ung pige med en fantastisk sangstemme. Stilen var lige noget for mig, hovedsagelig country og folk. De musicerede det meste af et par timer, og jeg bidrog til løjerne ved også at synge en lille sang. Den eneste jeg kunne huske var "Jeg ved en lærkerede". Men den er da i hvertfald dansk.

Ind imellem hyggede vi os med Ludmillas hjemmebag. Der blev også serveret pølser og andet godt. Vi forfriskede os med the, kaffe, sodavand, øl og vin

Men også denne aften fandt sin afslutning. Kl. 10 blev låget til keyboardet smækket i. Festen var forbi. Igen havde jeg haft fornøjelse af at møde en række behagelige mennesker, der ikke vidste alt det gode, de ville gøre for én. Den slags gør mig så glad. Jeg samler på gode minder, sagde jeg til slut til Karel og hans elev, og denne aften vil altid være et dejligt minde for mig.

Det varede ikke lang tid, inden vi fik ryddet haven, og ved 23 tiden gik jeg for sidste gang til ro i Jeronymova 285. Vi aftalte, at Jaroslav skulle vække mig kl. 6. Ludmilla skulle møde endnu tidligere på sit job på det lokale hospital, så derfor måtte jeg allerede her om aftenen tage afsked med hende.

I en hel uge har hun åbnet sit hjem for mig, det finder jeg imponerende. Selv om vi ikke har kunnet tale sammen, har vi alligevel været i stand til at kommunikere.

Dag 15 - lørdag den 1. juli 2000

Vysoke Myto - Usobi

90 km. Total 2219 km

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"
 

Jeg snød ham, for jeg stod op helt af mig selv kl. 5.30. Han havde skam allerede været i gang længe, og da jeg kom ned, var han i færd med at lave havregrød, som han havde lavet til os hver morgen, mens jeg havde været der.

Lækker havregrød.

Desuden bestod morgenmaden af kage og kaffe. Jeg havde allerede aftenen i forvejen lagt min ting frem i fine rækker. På den måde får jeg det store overblik, men jeg må da nok indrømme, at der er lidt autistisk over min fremgangsmåde. Det gik rimeligt med at få tingene pakket, og snart var jeg klar til afgang. Jaroslav ville følge med de første kilometer og sørge for, at jeg røg af sted i den rigtige retning.

Vi standsede i krydset lige vest for byen og kiggede lidt til hinanden.

Så gav vi hinanden hånden.

I en hel uge havde vi levet sammen.

Selv om vi naturligvis i kraft af vore forskellige nationalitet, kultur og øvrige baggrund er aldeles forskellige, er det alligevel lykkedes os af få en fantastisk uge med masser af gode og spændende oplevelser. Jaroslav havde lavet et stort forarbejde og har udvist enorm hjælpsomhed.

Jeg ved ikke, hvornår vi mødes igen, det vil tiden vise.

Men vi vil mødes igen.

"Looking back, over my shoulder", var hvad jeg gjorde, inden jeg gav mig i kast med dagens første djævel af en stigning. Dem kom der utallige af. Jaroslav havde lovet mig, at der ville være bakker hele vejen.

"You'll get every hills", sagde han smilende. Og jeg skal love for, det kom til at passe. Og nu skulle jeg til at vænne mig til traileren igen efter en hel uge uden bagage. Det kræver lidt tid, inden vi igen kan samarbejde. Fx kan man ikke stå op i pedalerne, når man starter med at køre med bagage; det varer lidt.

Recepten er enkel en dag som denne. På hver eneste af de lange stigninger handler det om at finde det mindste gear og så være tålmodig. Det er vigtigt at finde et roligt tempo. Hvis man kigger frem og får øje på, hvor uendelig langt bakken strækker sig, kan det virke særdeles demoraliserende. Men lige meget hvor lang bakken er, lige meget hvor stejl den er, så har den altid en top, hvor man kan trille ned på den anden side. Jeg gør gerne en pause på en voldsom bakketop, hvor jeg kigger bagud på det, jeg just har "besejret".

Julie Andrews og jeg betragter bakkerne som levende væsener, som man er nødt til at behandle pænt. (

"The hills are alive…. Sound of Music)

Nedturen er imidlertid hurtigt overstået, og en ny stigning venter. Sådan gik den morgen.

Nogle har ønsket, at den nærmeste vej til deres faders hus skulle være her, og at de ikke skulle plages mere med hverken bakker eller bjerge, som de skulle gå over, men vejen er vejen, og der er en ende på den.

Nu skulle jeg i gang med en temmelig særpræget ting. Edel (SWMBO) har en ven fra seminariet, som hedder Mogens. Han kommer fra Vrå i Vendsyssel. Han og hans familie har lejet et hus i en by, der hedder Usobi. Tilfældet ville, at Mogens netop skulle ankomme til deres hus denne lørdag, netop som jeg skulle passere. Jeg havde derfor aftalt med Mogens, som jeg ellers ikke kender, at jeg skulle kigge forbi. Denne dag bragte mig fra Vysoke Myto gennem Luze - Skutec - Hlinsko - Zdirez - Havlickuv Brod.

Jeg synes lige, jeg vil nævne det.

I Zdirec gik jeg på restaurant, hvor jeg købte gullasch suppe og kaffe. Det kostede 28 KC, hvilket svarer til 7 kr. Det er bare så utrolig billigt for en dansker. Efter den store by Havlickuv Brod svingede jeg efter 3 km fra, hvor der stod et skilt med Usobi 10 km. Jeg havde fået opgivet adressen Kusovo 2, men da jeg spurgte om vej fik jeg at vide, at Kusovo slet ikke en gade, men en landsby 5 km fra Usobi.
 

Via nogle drabelige stigninger kom jeg til et skilt, hvor der stod Kusovo 1 km. Jeg funderede lidt over, hvordan en by kunne have et nummer, og jeg fandt ud af, at der kun er én eneste gade i landsbyen, og den ender endda blindt. Jeg fandt det sted, jeg regnede med var nummer 2, men jeg havde skam overset et 0, og var nu hos folkene i nr. 20. Det var ikke det store problem.

-Det sker hele tiden, sagde manden og sendte sin søn med mig på sin cykel for at vise mig det rigtige sted, der kun lå få hundrede meter væk.

Jeg kiggede ind gennem en port og så en mand, der gik og vandede en tennisbane. Han talte kun tjekkisk, men han fik fat på konen, der talte rimeligt tysk. Hun forsikrede mig om, at det var det rigtige sted, og at hendes gæster normalt kom ved 18 tiden. Jeg skævede til klokken. Den var 13. Folkene i huset var ikke helt på det rene med min rolle i historien, men de regnede med, at jeg tilhørte det selskab, der skulle komme.

De kunne bare ikke begribe, at jeg var dukket op før de andre, og det kan man nu godt forstå. Jeg forklarede nu, at Mogens var min ven, og den var de helt med på. De sagde, at jeg gerne måtte vente der, så det gav jeg mig i færd med. De kunne jo ikke vide, at jeg aldrig havde mødt Mogens.

Jeg spurgte fruen, om man kunne købe noget spiseligt i landsbyen. Det skulle jeg da ikke tænke på, sagde hun. Hun ville straks komme med mad til mig. Jeg sagde, at jeg naturligvis ville betale, men det var hun tilsyneladende ligeglad med. 10 minutter senere kom hun med gratineret blomkål, brasede kartofler og kaffe.

Det duede.

Hun spurgte dernæst, om jeg helst ville have øl eller sodavand.

Jeg foretrak sodavand. Hun leverede straks 1,5 l appelsinvand ved det bord foran huset, jeg havde slået mig ned ved.
 

Nu ville manden også deltage i løjerne. Han insisterede på at vise mig lidt rundt på matriklen, og huset lå virkelig smukt. Græsset er klippet, så det ligner en green på en bedre golfbane, og der er en svømmepøl og en lille dam med en kano. Der er også en smuk udsigt over Usobi.
 

Klokken er nu blevet 15.16, og jeg har da fået skrevet en masse i dagbogen. Fruen kom netop forbi med en stor skål kirsebær og jordbær. Hun begriber stadig ikke, hvorfor jeg ikke går ind i feriehuset. Hun har forklaret mig, at der er et sted, hvor jeg kan hvile, og der er skam også parabolantenne, så jeg kan se fjernsyn.
 

Så kom hun pludselig i tanker om, at der er en hylde med danske bøger. Dem skal jeg altså se. Sammen gik vi nu ind i huset, som hun stolt viste frem. På reolen fandt jeg en ældgammel "Bill og Ben" bog; det er da meget skægt.
 

Manden har forladt huset i sin bil, mens fruen til stadighed er optaget af forskellige gøremål. Da hun hentede bakken med servicet, havde jeg anbragt 50 KC under sukkerskålen. Det har hun ikke kommenteret, så den går nok hjem.
 

Vejret er såmænd helt rimeligt i dag. Det er næsten helt sommerligt igen, selv om der lige mangler det sidste. Jeg sidder stadig på bænken. Der hænger blomster hele vejen udenom. Det er særdeles hyggeligt. Der er en port med 2 halvdøre foran huset. Klokken er nu 15.24, og på et eller andet tidspunkt dukker Mogens vel op. Det var en del af aftalen, at Mogens' kone ikke skulle vide noget om, at jeg kom. Det er altså en lidt underlig situation. Jeg er spændt på, hvad der kommer ud af det hele.

1533: Nu var hun der igen: Denne gang kom hun med 2 fotografier af dette lille paradis på jorden. Dem skulle jeg have til min dagbog. Virkelig pænt af hende. Gad vide, hvad hendes næste træk bliver? Dette bliver altså mere og mere interessant.

Mogens og familien ankom ved 16 tiden, men det viste sig, at Mogens havde afsløret det hele for sin kone. Han havde først overvejet, om han skulle udbryde, at han ikke anede, hvem jeg var, men det blev heller ikke til noget.

De havde haft en behagelig rejse fra Danmark og børnene Cecilie og Mikkel (4. og 7. kl) kastede sig straks over pool og kano. Det var lige noget, der passede dem, Vi snakkede sammen, inden vi fik et herligt aftensmåltid bestående af brød, pålæg og konserves medbragt fra gode gamle Danmark. Det var helt underligt at smage mad, der absolut ikke bød på nogen form for overraskelser. Resten af dagen foregik i afslappet stemning i de smukke omgivelser, og vi sluttede af med at beundre solnedgangen i bakkerne over Usobi. Rendyrket idyl.

Familien var naturligvis trætte efter 2 dages rejse og ville gerne tidligt til ro. Det passede mig glimrende, og jeg lejrede mig i min sovepose på en sofa i forgangen. Jeg havde jo også det problem at jeg var nødt til at finde ud af, hvordan det skulle gå med Bill og Ben, men snart måtte jeg give op, og jeg sov trygt ind efter igen at have været deltager i en god dags oplevelser.

Dag 16 - Søndag den 2. juli 2000

Usobi - Ceske Budejovice

130 km. Total 2349 km

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"

Jeg vågnede efter en god nats søvn. Vejret ser ud til at blive rimeligt. Jeg benytter lejligheden til at oplade mit digitale kamera. Jeg skulle da også lige have afslutningen på Bill og Bens eventyr. Til alt held endte det hele lykkeligt.
 

Jeg fortsætter herfra først på formiddagen. Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skal lave et ophold i en større by tæt heved og derfra foretage en én-dags togtur til Prag, eller om jeg med det samme skal sætte kursen mod Østrig.

Hvis jeg tænker efter, plejer jeg da vist at føle mig lost i meget store byer, så jeg sætter nok kursen mod Linz i Østrig. Herfra skulle der være omkring 170 km til grænsen. I Østrig venter der garanteret store udfordringer i form af voldsomme stigninger.
 

Men fra nu af kommer det hele til at gå meget lettere, fordi Mogens har lovet at tage en pose med mit fine "Borgmester tøj" med til Danmark. Jeg regner ikke med at skulle møde flere borgmestre på denne tur.

Familien Gundersen fik øjne ved 8-tiden, og vi blev enige om at foretage en ekspedition med det ene erklærede formål at fremskaffe noget morgenbrød. Men det var jo søndag, og det skulle vise at være en umulig opgave. Vi var inde mange steder og kørte nok 20-30 km (I Mogens bil!), men brød blev det ikke til. Derfor endte vi tilbage i huset med rugbrød og dansk pålæg. Men det fejler jo altså heller ikke noget. Det blev faktisk middag før jeg kunne tage afsked med familien. Det havde været et herligt besøg, og jeg håber ikke de syntes, jeg var til for stor ulejlighed. Jeg havde det i hvertfald herligt.

Jeg bliver altid så glad, når jeg møder mennesker som Mogens og hans familie.

Ret hurtigt bestemte jeg mig til at køre efter Ceske Budejovice, og det nåede jeg også efter 130 km. Da jeg tog af sted dryppede det lidt, men det blev ikke til noget. Der var vildt mange voldsomme stigninger i starten, mens det var forholdsvis fladt til sidst. Varmen tog til, og hen under aften var der 30 grader i skyggen og sol.

Det var min sidste hele dag i Tjekkiet, og derfor kom jeg til at lege lidt luksusdyr. Uden at jeg tænkte over det, kom jeg til at leje et lille bitte hotelværelse.

Det var rigtig dumt, men hvor var det dog dejligt. Jeg må straffe mig selv ved at sove i det fri de næste 3 dage. Jeg tilbragte aftenen på torvet i Ceske Budejovice, der viste sig at være en smuk og charmerende by. På torvet var der rigtig dejligt med fortovscafeer og et rigt folkeliv. Behøver jeg at nævne, at jeg sov ualmindelig godt.

Dag 17 - Mandag den 3. juli 2000

Ceske Budejovice - Marchtrenk (A)

145 km. Total 2494 km

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"
 

Der var morgenmad på hotellet kl. 7. Jeg huggede i mig og var nødt til at bede om ekstra kaffe. Jeg var på hjul lidt i 8. Jeg opdagede, at det havde regnet om natten.

Vejret er meget truende, og her hvor jeg sidder med en fantastisk udsigt til Cesky Krumlov er det endnu mere truende. Det småregner en anelse. Jeg har nok 40 km til grænsen. Jeg ved endnu ikke, hvor langt jeg vil køre i dag.

Ruzmberk kl. 11.24 De 25 km fra Cesky krumlov var helt flade og snoede sig langs en lille flod.

Vejen var noget smal, og af og til var der rigeligt med trafik. I floden var der i hundredvis af kanoer.

Der er ca. 15 km til grænsen herfra, og jeg er faldet indenfor i en lille hyggelig restaurant for at få lidt frokost og en kop kaffe. Vejret ved stadig ikke rigtigt , hvad det vil. Regn eller ej, vi får se? Men temperaturen er behagelig, nok omkring 20 grader.

Hovsa, der kom jeg til at bestille en cola. Det var også bare fordi det tog så lang tid at få den mad jeg har bestilt. Men den kom da til sidst, og det blev et udmærket sidste måltid i Tjekkiet. Jeg er helt klar over, at det snart er slut med at være hyppig gæst på restauranterne, så det skulle markeres.

Jeg havde bestilt grilleret karpe med garniture.

Det var noget der ville noget!

Nu gik det til grænsen. Jeg havde forventet, at der ville være voldsomme stigninger til sidst, men det var ikke noget særligt. Jeg måtte besvare nogle spørgsmål ved kontrollen. Bla. a. ville de af en eller anden grund vide, hvor jeg var startet fra om morgenen. Jeg så ikke nogen problemer i at forsyne dem med den viden.

Og så Østrig. Det er altid spændende at drage ind i et nyt land, og dette er mit første besøg i Østrig. Lige ved grænsen fik jeg vekslet de sidste tjekkiske penge, og samme sted købte jeg en kop kaffe. Jeg skulle nok have spurgt om prisen, for den kostede 22 ØS. Vildt dyrt. Jeg er helt vænnet fra at kigge på priserne efter min lange ophold i Tjekkiet. Lige efter grænsen kom der gang i bakkerne, og det blev det ved med de ca. 60 km til Linz. Ind imellem var der rigeligt med trafik, men det gik meget godt.

10 km før Linz blev jeg ledt ind på mindre veje og da jeg kom tæt på Linz blev det for alvor svært. Jeg havde store problemer med at finde vej. Vi er nogle stykker, der bliver eddikesure, fordi man rundt omkring i Europas byer glemmer, at der også findes cyklister, der skal frem. Er det ikke rigtigt, Erik?

Sluttelig forvildede jeg mig ind på en motorvej. Det opdagede en politipatrulje, der standsede mig med blåt blink, sirene og højttaler. De tog det nu pænt og lod mig blive på motorvejen til næste frakørsel. De ledsagede mig de 6-700 m med blåt blink. Af og til kørte de op på siden af mig, for at få forskellige oplysninger af mig.

I absolut sneglefart kæmpede jeg mig mod centrum af midten, og netop som jeg passerede byens smukke torv, skete der noget ganske utroligt. Just som jeg holdt ved rødt lys, hørte jeg en stemme, der sagde: "Hej Holger". Det viste sig minsandten at være min kusine Marianne fra Nibe, der nu bor i England. Hun var med sin mand Jeff på krydstogt på Donau, og de var netop på spadseretur i byen.

Vi fik en god snak, tog nogle billeder og fik en forfriskning sammen på en fortovscafe. Inden vi skiltes blev vi enige om at dette møde nok var det mest forunderlige, vi havde oplevet i lang tid. Jeg fortsatte ud af byen mod Wells (stadig med stort besvær), men jeg fandt da omsider den rigtige vej, der til min store forundring viste sig at være helt og aldeles flad. Men ude i det fjerne kan jeg se, at de sneklædte bjerge venter.

Klokken var nu blevet mange, og jeg spurgte nogle stykker om vej til en campingplads. Sådan en disponerede de nu ikke over lige i det område, men den sidste jeg spurgte foreslog mig, at jeg smuttede ind i en nærliggende lille skov, hvor jeg garanteret kunne slå mit telt op. Jeg fulgte hans råd og fandt ganske rigtig et yderst velegnet sted.

Netop som jeg havde slået lejr begyndte det at regne voldsomt. Det regnede og tordnede meget hele natten igennem, men hvem gider at interessere sig for det, når man ligger tørt og godt.
 

FAKTABOKS

På denne tur anvendte jeg 2 tasker af mærket AGU. De har tidligere arbejdet for mig som fortasker, men på grund af min aftale med traileren, var de nu blevet forfremmet til bagtasker. De er meget stabile og gedigne, og de er uhyre lette at påmontere bagagebæreren. De er udstyret med regnovertræk.

Jeg havde således ingen tasker på den forreste bagagebærer, der nærmest fungerede som reserve, men jeg savnede egentlig et par små tasker foran til papirer og småting.

Jeg havde også en styrtaske, der overhovedet ikke fungerede. På grund af den ekstra styrbøjle var der slet ikke plads til styrtasken, som jeg havde sat fast på bøjlen med remme. Det var ikke optimalt, og den hang og dinglede hid og did. Men bøjlen skulle være der, og samtidig er en styrtaske uundværlig til kort, pas og værdigenstande, som man til stadighed gerne vil have øjnene på.

Dag 18 - Tirsdag den 4. juli 2000

Marchtrenk - Salzburg

151 km. Total 2645 km

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"

Op kl. 5.30 og pakke sammen.

Det var en anelse besværligt efter nattens regn. Mens jeg pakkede sammen kom en undrende kondiløber + hund forbi.

Der var ca. 7 km til Wells, der heldigvis ikke er så stor som Linz. Det gik nemt med at finde ind. Jeg postede et kort og hævede 800 ÖS. I udkanten af byen fandt jeg et bageri med indbygget cafe. Der sidder jeg nu og nyder "Belegtes Brot" med pølse og en kop kaffe. Der er stadig ganske fladt, og herfra går det mod Gmunden. Jeg skal følge den store vej nr. 1 ca. 10 km, inden jeg går ind på mindre veje. Jeg er spændt på, hvornår bjergene og jeg mødes.

Klokken er nu 7.15, så det må være tiden at komme videre.

10.03: Det måtte jo ende sådan. Jeg er endt på McDonald's i Gmunden. Det var endda kun meningen, at jeg ville have en kop kaffe, men jeg blev overtalt til at købe en morgenmads-menu til 30 ÖS. Der er stadig fladt, men så vidt jeg kan se, begynder bjergene her i Gmunden.

Herfra er der 35 km til Bad Ischel.

Strækningen fra Wells til Lambach var ganske forfærdelig. Det drejede sig kun om 10 km, men det var helt slemt. Smal vej, tæt tung trafik og morgentåge. Helt slemt. Det har været en del bedre her til Gmunden. På vejen mødte jeg en dansk bil. Vejrudsigten lover op til 33 grader. Tågen er nu væk, og der er allerede pænt vejr.

Der røg den første kop kaffe. Jeg skal lige forsøge, om den næste er gratis. Hvis jeg nu tropper op med det tomme krus….

...Tjah, det var da et forsøg værd. Men den unge dame tog bare det gamle krus og smed det væk. Stak mig et nyt og forlangte uden at blinke 15 ÖS.

Tjah…

Jamen, der er da rigtig smukt i Østrig.
 

Det blev en eftermiddag med meget skiftende vejr. Jeg måtte først stå i ly i et busskur en halv times tid, og senere kom der et endnu værre tordenvejr. Det var meget voldsomt, men samtidig fantastisk flot at se, hvordan lynene hamrede med bjergtoppene. Jeg turde slet ikke køre i det vejr, men søgte beskyttelse på en tankstation. Der var kun én enkelt vild stigning i løbet af dagen. Den var til gengæld også på 3,5 km, hvor den første del i hvert fald var på 12 %. - mindst!

Det var også særdeles skiftende med egnetheden for cykler. Nogle steder var vejen uhyggelig smal, mens der andre steder var perfekt cykelsti.

Jeg havde planlagt at komme forbi Salzburg inden fyraften, men det begyndte igen at regne, så da jeg kom indenfor bygrænsen og så et camping-skilt, bestemte jeg mig om. Det viste sig dog, at denne plads var nedlagt. Det tog en halv times tid at nå til den erkendelse. Men i bydelen Aigen skulle der bestemt være en plads, fortalte man mig.

Når man er kommet til en stor by er der begrænsede muligheder for at overnatte i det fri, så det var bare om at fortsætte jagten. Jeg spurgte nok om vej 7-8 gange og endelig lykkedes det at finde pladsen. Imens silede regnen ned. Jeg kan ikke komme tidligt af sted i morgen, for de beholdt mit campingpas og vil ikke af med det igen før kl. 7.
 

Det er en temmelig stor plads, hvor der skam både findes danskere, svenskere og andet godtfolk. Jeg foretrækker helt klart små pladser i små byer. Vejret er bestemt ikke for godt. Det småregner uafbrudt. Vejrudsigten for i morgen lover bygevejr og op til 25 grader. Det skulle dog klare noget op over middag.

Lidt irriterende med al den regn. Mit grej er klamt og fugtigt, men jeg har snedigt anbragt mig ved siden af et stenbord, hvor mine sager kan opholde sig under bordpladen.
 

Der er et mylder af unger, der leger tagfat mellem teltene, mens de skriger til hinanden. Lejrpersonalet har lige bedt dem gå et andet sted hen, men nu er de her igen. Hvis der blandt lejrens beboere skal foretages en afstemning, vil jeg stemme for, at de skal lege langt, langt væk fra mit telt.

FAKTABOKS

"YOU CAN LEAVE YOUR HAT ON"

Jeg har kun ét hoved. Jeg har selv talt efter.

Det er måske ikke det kønneste hoved i verden, men jeg har haft det i lang tid, og jeg har efterhånden vænnet mig til det. Jeg har derfor besluttet mig til at passe så godt på det, som jeg nu kan.

Derfor kører jeg stort set altid med styrthjelm.
 

Jeg har endnu ikke mødt nogen, der har kunnet dokumentere, at det har skadet dem væsentligt at bruge hjelm. Faktisk har jeg gennem en lang karriere som konkurrencerytter set adskillige eksempler på, at det er hul i hovedet at køre uden hjelm. Styrt kan ikke undgås i væddeløb, og i de omkring 250 løb jeg har kørt, har jeg haft 3 styrt, heraf ét alvorligt.

Jeg husker tydeligt, som i en slow motion optagelse, mit grimme styrt, hvor jeg ruller rundt og skrammer næsten enhver del af min krop, inden jeg sluttelig knalder nakken i asfalten.

Hjelmen tager skraldet, og hovedet er uskadt.
 

"Glæden ved farten, frygten for styrtet" er måske en ret præcis beskrivelse af at køre væddeløb. Hvor har jeg dog mange gange set og hørt disse styrt: Det starter ofte med nogle høje råb efterfulgt af den hæslige, forhadte lyd af metal, der skraber mod asfalt, en lyd der synes at fortsætte i én uendelighed.

Så er der stille et kort stykke tid, inden den eller de implicerede klagende begynder at vurdere skadernes omfang.

You can leave your hat on.

Dag 19 - Onsdag den 5. juli 2000

Salzburg - Wiesing

144 km. Total 2789 km

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"
 

Jeg fik mit skrammel pakket sammen, så jeg var klar til at tage af sted præcis kl. 7. Det havde regnet en del om natten, og det småregnede stadig fra morgenstunden. Der var en del ulækre skovsnegle på mine ting. Overnatningen kostede 100 ÖS.

Først kunne jeg ikke finde ind til centrum af Salzburg, og bagefter kunne jeg ikke finde ud igen. Jeg røg af sted i en forkert retning og det viste sig, at jeg skulle over et bjerg for at komme på rette spor igen.

Det var noget vildt noget.

Jeg spurgte en mand om vej og han sagde, at jeg havde 2 muligheder. En kort strækning over det førnævnte bjerg, og så en noget længere vej, der var flad.

"Hvor stejl er det bjerg, ville jeg vide.

-Det er ikke så slemt, hævdede han.

-Det kan da godt være du skal trække lidt, men det er ikke så slemt.

Han kunne jo ikke vide at jeg kom fra det nordlige Jylland, hvor vi har så mange hidsige stigninger.

-Jeg tager bjerget, sagde jeg.

Kort tid efter kravlede jeg af cyklen og kløede mig lidt i nakken. Jeg gloede en ekstra gang på det skilt, der havde forårsaget dette afbræk i min fremmarch. Den var god nok. Der stod 22 %.

Det er altså meget.

Det var ikke muligt for mig at se, hvor den lodrette væg sluttede, så jeg begyndte at trække af sted.

Ja det er rigtig, jeg trak. Jeg forsøgte ikke engang at cykle op. Det ville også have været umuligt. Nu viste det sig til alt held, at de 22 % kun gjaldt den første del af stigningen. De næste 2 -3 km vurderer jeg, at stigningsgraden var helt nede på 16 -17 %. Mødet med et bjerg af denne slags sidder i stængerne resten af dagen.

På vej ned af bjerget på den anden side blev jeg standset af en dame, der absolut ville låne en lighter. Jeg tror nok, at jeg var lidt hånlig, da jeg forklarede hende, at jeg da så sandelig ikke røg, og nu havde hun da selv en glimrende lejlighed til at kvitte smøgerne.

Man skal aldrig svare folk så storsnudet, og jeg blev da heldigvis også sat på plads, da hun forklarede, at hun faktisk skulle bruge lighteren til at tænde et lys for sin afdøde bror. Det er længe siden jeg har været så ked af, at jeg ikke havde en lighter i lommen.

Dagens næste overraskelse fik jeg, da jeg pludselig opdagede en tysk postbil. Jeg begreb ikke, hvad den lavede i Østrig. Nu viste det sig imidlertid, at det rent faktisk var mig, der var kommet til Tyskland igen. Men det gik over i løbet af 10-15 km.

Stigningerne på landevejene her er til at klare. Jeg var et par gange oppe i omkring 700 m og noterede mig, at der var koldere deroppe. Det blev en formiddag med et utal af vidunderlige landskaber. Vejenes kvalitet er rimelig, men igen er der af og til alt for voldsom trafik.

Jeg er nu nået til St. Johann, der hvert år er ramme for Cykel VM for veteraner. Jeg har plantet mig på torvet, hvor der er et væld af turister. Et orkester er ved at samle sig. Det ser ud til at være en sød lille by. Der har været pænt vejr hele dagen, men nu er det som om, der igen er ved at samle sig noget.

Her kl. 13.40 er det kun blevet til 85 km, men hva´ skidt.

Ha, det blev ikke til noget med uvejret. Det gik nemt fra St. Johan, fordi det hovedsagelig gik nedad, så jeg nåede op på 144 km, inden jeg meldte mig til tjeneste på campingpladsen i Wiesing ca. 40 km før Innsbruck. Det er en stille og rolig plads. Der er en del sigøjnere her.

Alt i alt må jeg konkludere, at den rute jeg har valgt gennem Østrig ikke er særlig velegnet til cykling. Der er simpelthen for mange biler. De forhold, der bydes cyklister, er uhyre skiftende. Af og til har man en halv vej for sig selv, mens man til andre tider råder over 10 cm, hvor man konstant mærker suset fra de ulidelige lastbiler. Jeg havde regnet med, at det konstant ville blive bjergkørsel, men en stor del af tiden kører man i dale på veje, der er flade som pandekager. Det er noget skuffende.
 

Der er til alle tider en udsigt, der er ganske forjættende, men så længe man kører nede i dalene er bjergene kun til at kigge på. Dette er ikke en cykelrute, jeg vil anbefale til andre. Jeg kan såmænd godt forstå at folk i de fleste tilfælde smider deres cykler på en bil og så kører hen til et pænt sted med en cykelrute.

Det bliver det samme i morgen, hvor jeg skal passere den alt for store by Innsbruck. Eftersom vejene ligger i de førnævnte dale, er det stort set umuligt at vælge en rute, der går udenom kæmpebyerne, som jeg kan gennem Tyskland. Jeg glæder mig rigtig meget, til jeg skal over Silvretta passet i over 2000 m.

Men det bliver nok lidt hårdt.

Dag 20- Torsdag den 6. juli 2000

Wiesing - Silvretta

174 km. Total 2969 km

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"

På hjul 5.57. Det er pænt. Og efter en rigtig god nats søvn. Faktisk sover jeg bedre end i min egen seng. Der er ca. 30 km til Innsbruck. Der er smukt vejr, og bjergene er stadig vidunderligt flotte.

Jeg er nu igen dumpet ind på et bageri, hvor de sælger kaffe. Dertil får jeg en lille kage. Det er morsomt at se morgenlivet udfolde sig. Man får for øvrigt et lille glas vand til kaffen. Jeg tror simpelthen, jeg køber en kop kaffe mere. Jeg har regnet ud, at jeg kan slå lejr foran Silvretta stigningens top, men nu får vi se.

En kop kaffe koster 24 ÖS. Klokken er nu 7.44, og jeg har ædt næsten 30 km Ikke så dårligt.

Så nu blev der serveret nok en kop. Og et nyt glas vand. På glasset står der "Quell wasser aus der Innsbruck Bergen": Det er jo betryggende.

Lidt før 12 gik jeg i fælden. Et skilt 3-4 km før byen Imst, snedigt anbragt på en 2 km led stigning foranledigede skaden. McDonald slog til igen.

Hvis jeg skal retfærdiggøre beslutningen, havde jeg i forvejen bestemt at indtage en bid brød her i Imst, og ved at vælge McDonald kan man samtidig erhverve sig retten til at få en udmærket kaffe og et besøg på et rent toilet. Desuden er det hurtigt og ikke blandt de dyreste steder, man kan frekventere.

Det har været en usædvanlig nem formiddag. Indtil kort før Imst har der været fuldstændig fladt, og der har endda været en pæn rygvind. Strækningen mellem Innsbruck og Imst har egentlig også været rigtig velegnet til cykling. Jeg har nok mødt 50 cykelryttere, men de var alle sammen plastret til med meget fint cykeltøj og mørke solbriller, og de har virket så determinerede, at der højst kunne blive tale om et lille nik, som jeg endda oftest skulle fremprovokere.

Hovsa, der rullede netop en større skare mountainbikere ind foran McDonald's De fik øje på min trailer og skulle lige kigge. De ser italienske ud. Nåh, de er allerede væk igen. De skulle åbenbart også bruge toilettet, men de smuttede uden at købe noget. Jeg har for kort tid siden passeret frakørslen til Brenner passet. Der er faktisk kun 30-40 km til Italien herfra. Pudsigt.

Jeg må nok sige, at denne formiddag har budt på landskaber af helt usædvanlig skønhed. Samtidig har der været et fantastisk vejr med 20-25 grader. Det kan ikke være bedre. Det ser ud til på kortet, at det bliver barsk herfra. Men med 100 km hjemme inden kl. 12 kan det ikke gå helt galt.

Tak for mad McDonald. Det smagte godt. Fra Pians begyndte opstigningen mod Silvretta. Den startede afsindig voldsomt over et par kilometer, men fladede så en anelse ud, men det gik hele tiden opad. Sådan fortsatte det over 35 km med voldsomme toppe af og til. Det gik naturligvis langsomt, men det var også spændende.

7 km før toppen skal man betale for at køre ind på Silvretta vejen. Det gælder dog ikke cyklister. En km efter bomhuset viste et skilt 5 km til en campingplads. De første 3 km var så stejle, at jeg var på nippet til at give op, men med sitrende lårmuskler kravlede jeg op. Ved at køre intervaller på ca. 200 m kom jeg helt til tops. Der var så stejlt, at det var svært at holde cyklen, når jeg stod stille. Langt om længe kom jeg til campingpladsen, der viste sig at være særdeles lille, men ganske speciel. Vi er i realiteten kun "4 selskaber". Det koster de sædvanlige 100 ÖS, men denne gang incl. bad.

Jeg har spist en pakke rugbrød med leverpostej og drukket en liter ice Tea. Jeg fik også en budding, der eksploderede, da jeg åbnede den. Campingpladsen ligger nemlig i 1860 m, og det mærkes tydeligt på klimaet.

Der er helt ubeskriveligt smukt her. Jeg har aldrig oplevet en campingplads, der har ligget så smukt. Bjergene knejser sneklædte hele vejen rundt.

I morgen skal jeg angribe de sidste 5 km til toppen af Silvrettapasset. Jeg glæder mig. På toppen slår vejen et knæk og fortsætter mod nord.

På dette sted slutter min udrejse, og jeg har således kun 5 km at køre, inden jeg er på vej hjem. Underligt at tænke på.

Men der er jo altså de 5 km, jeg skal klare først. Vejen ser ud til at fortsætte lige op i himlen.

Dag 21 - Fredag den 7. juli 2000

Silvretta - Isny

174 km. Total 3143 km

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"
 

Det blev for alvor en kold nat. Midt nat måtte jeg op og tage en ekstra jakke på, men der var alligevel iskoldt. Min sovepose er kun til sommertemperaturer, og her var der om morgenen kun 8 grader. Mens jeg pakkede sammen ved 6 tiden, begyndte det at blæse voldsomt og småregne. Jeg havde nær glemt at aflevere nøglen til bade- og toilethuset. Jeg fandt den i sidste øjeblik.

Det blev en fantastisk tur til toppen. 7 km, hvor de første 3-4 km var rimelige, mens det sidste stykke var helt umuligt. Jeg trak aldrig, men holdt mange pauser.

Der var iskoldt, men smukt på toppen. Klokken var nok omkring 7, da jeg kom der, og der var ikke rigtig nogen, der kunne fotografere mig, så det blev med selvudløser. Der var ikke rigtig gjort noget ud af at markere toppen. Kun et banner deklamerede, at det nu handlede om et ophold i 2030 m.

At besøge toppen af et bjerg er for mig altid et stort øjeblik, og dette levede helt op til mine forventninger.
 

Så skulle jeg ned på den anden side. Det startede fredeligt, men det gik hurtigt over i utallige hårnålesving. Denne side af bjerget så bestemt ud til at være vanskeligere end den side, jeg var klatret op ad dagen i forvejen. 22 km ned ad en iskold bjergside er ikke nogen ubetinget fornøjelsestur, så derfor er det dejligt at kunne stå og nyde en kop morgenkaffe i en lille hyggelig alpeby.

Vejen slog sit knæk mod nord efter 2978 km, og nu viser kompasset altså en nordlig kurs. Der er nok stadig et godt stykke ned ad bjerget herfra.

Nu sætter jeg kursen mod Boden søen, og jeg regner med at drage ind i Tyskland sidst på dagen. Jeg har ingen anelse om, hvordan terrænet vil udforme sig resten af dagen. Lige nu skinner solen, og det er dejligt at komme ned i sommertemperaturer. Vejrudsigten bebudede heftige uvejr med torden over hele Østrig i de kommende dage.

Jeg kommer forbi Feldkirch, der ligger kun 3 km fra Liechtenstein. Skulle man måske …

Ja, det skulle man. Der blev tid til et lille besøg i Liechtenstein, hvor jeg købte et par souvenirs og en kop kaffe. Derefter tilbage til ruten.

På vej mod grænsen begyndte det at regne kraftigt, og traileren punkterede. Det problem blev klaret på en tankstation.

Ved grænsen begyndte det igen, igen, igen at regne voldsomt, og jeg søgte ly på et cafeteria, hvor jeg købte en Hawaiburger for mine sidste ÖS. Burgeren har fået sit navn, fordi den indeholder en skive ananas.

Så ved man det.

Grænsebyen hedder Lindau, hvor jeg blev overfaldet af et nyt regnvejr. Men snart klarede det op igen, og det blev ganske varmt. Nu var der omkring 30 km til Isny, hvor der skulle være en campingplads. Det var der nu ikke, men jeg fik adskillige gode bud på, hvor den kunne have ligget. Det var jeg nu efterhånden temmelig uinteresseret i, for tælleren viste omkring 170 km, så da jeg fandt en græsmark bag nogle træer, bestemte jeg mig. Der skulle jeg være.

Straks efter at jeg havde etableret mig, begyndte et heftigt tordenvejr, der mere eller mindre varede resten af natten. Men teltet er tørt og godt, og det er bare hyggeligt, når regnen pisker ned.

Jeg blev ikke forstyrret af nogen; det skulle da lige være det utal af ualmindelig afskyelige orange skovsnegle, der absolut ville dele telt med mig.

Dag 22 - Lørdag den 8. juli 2000

Isny - Aufhausen

171 km. Total 3308 km

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"

Det småregnede, og græsset var vådt, da skovsneglene og jeg gjorde klar til dagens etape. Humøret var dårligt fordi jeg dagen i forvejen havde fået dårlige nyheder hjemmefra af privat karakter. Når man er væk hjemmefra så lang tid, er noget af det værste, der kan ske, at tingene i Base Camp ikke er helt, som de skulle være. Naturligvis ville det have været muligt for mig at komme hjem i løbet af en halv dag, hvis det skulle være, men det ville ikke have gjort nogen forskel i dette tilfælde.

Men hvor kan der dog løbe mange ubehagelige tanker gennem hovedet på én, når man triller ud ad landevejen.

Turen går videre.

Dagen startede med nogle yderst kvalificerede toppe. 16 %, 15 % 9 % og 7 % var noget af det, der stod på formiddagens menu. De to største stigninger kom endda med få kilometers mellemrum. Der var bitterligt koldt denne dag, og regnen truede hele tiden med at blande sig i begivenhederne. Der kom da også en enkelt kraftig byge. Vinden var kraftig, men mest som side/medvind.

Alt i alt er dette bare "en dag på kontoret", en ganske almindelig arbejdsdag. Der er ikke voldsomt meget at beundre her.

Dette skrives i en ualmindelig underlig lille mørk bar i en landsby, hvor servitricen er lige så underlig og desuden udstyret med en karakteristik talefejl. Hun har lige afvist en tyrker, der gerne ville betale en øl med en 1000 mark seddel. Jeg har bestilt curry wurst med pommes. Et ganske underligt sted.

Eftermiddagen bød på flade strækninger, men selv om det giver flere kilometer er det nu sjovere med bakker.

Bare ikke 16 -17 %.

Jeg foretog endnu en opringning til Danmark og fik lidt mere styr på situationen. Det hjalp lidt på mit velbefindende.

Det var min plan at køre rigtig langt, gerne over 200 km. Men som det altid sker, fordufter initiativet og motivationen, når jeg rammer 160 km.

Til aftenen havde jeg indkøbt et par øl. Det bliver en hel lille fest, jeg kan holde om aftenen i mit telt med min lille radio og lidt forfriskende.

Når jeg først er i posen, slapper jeg dejligt af.
 

16 km før Nördlingen så jeg et sted, hvor jeg var nødt til at slå lejr. Det var meget tidligt, klokken var ikke engang 18. men så kunne jeg nusse lidt med mine ting. Jeg klippede skægget, smukkeserede mig lidt, efter bedste evne og indtog lidt føde. Jeg havde investeret i en pose baguettes, men måtte kassere dem, da de i realiteten skulle bages i en ovn. Og de læsere, der har set min pakkeliste, vil måske kunne huske, at jeg havde glemt at skrive en ovn på listen. Jeg hader at smide pengene ud af vinduet. Så meget har jeg ikke dummet mig, siden jeg på campingpladsen ved Silvretta kom til at købe en alkoholfri øl. Der er slet ikke noget i vejen med alkoholfri øl, men man bliver bare så overrasket, når man får andet i munden, end det man forventer.

Jeg brugte også lidt tid på at planlægge ruten for i morgen. Jeg har hele Tyskland i 2 cm-kort og med den stort set perfekte skiltning, der er, er det nemt at finde vej. Når man kører ud af en by, står der altid, hvad den næste by hedder, og hvor langt der er til den.

Jeg kører i Baden-Württemberg, og vejene er ganske gode. Jeg har slet ikke kørt på brosten i dag.

Om eftermiddagen blev vejret bedre. Der har endda været en smule sol, over min lejrplads. Men hist og her på himlen er der sorte klatter, der hurtigt kan smide noget regn.
 

Men nu er klokken 18.54 og min lejr er etableret, så jeg kan komme i ly på 2 minutter. Når jeg sidder og kigger på kortet, må jeg undre mig over, hvor langt jeg egentlig er kommet hjemmefra, og hvor meget Tyskland, der stadig er tilbage. I begyndelsen af ekspeditionen led jeg af forskellige skavanker, men de er alle forsvundet lidt efter lidt. Op over Silvretta rykkede det lidt i højre lyske og i dag oplyste ryggen mig om, at den godt ville kommentere sværhedsgraden af dagen stigninger. Men med stigninger op til 8 - 9% over få kilometer som det maksimale, kan jeg egentlig køre så langt, det skal være. Det er bare et spørgsmål om at gide.
 

Som forventet blev dag 22 en arbejdsdag uden de store oplevelser. Også en dag, hvor det kneb med at bevare det gode humør.

Jeg kan også mærke, at jeg begynder at længes hjem.

For Søren da, klokken er næsten 7.

Jeg tror, jeg kravler ind i mit telt og lukker en øl op ...

Dag 23 - Søndag den 9. juli 2000

Aufhausen (Nördlingen) - Oberspiesheim

181 km. Total 3489 km

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"

Uha, hvor var det en kold nat. Da jeg målte temperaturen kl. 6, var der kun 7 grader. Udover at min sovepose ikke er god i så lave temperaturer, er den også for lille.

(Eller er jeg for stor?).

Det er nok værd at satse på et bedre fabrikat i fremtiden. Men selvom der var iskoldt, var der solskin, da jeg drog af sted.

Om natten havde jeg for øvrigt hørt (for anden nat i træk), at der var byfest med træskomusik lige i nærheden af, hvor jeg overnattede.

Det var ligesom en almindelig dansk vintermorgen, da jeg startede ud med fingervanter og skoovertræk. De første 5 km gik det stejlt ned ad bakke. Det gjorde det ikke nemmere at holde varmen.
 

De fleste bagerier havde lukket denne morgen, så først efter 40 km fandt jeg en cafe. Jeg er nu beskæftiget med kaffedrikning og fortæring af 4 forskellige rundstykker. Konen havde ikke tid til at lave "Belegtes Brot", som jeg ellers ynder at få.

Det morgenklare vejr fik hurtigt ende. Ved 7.30 tiden begyndte de sorte skyer at trække sammen, og smådryp mærkede jeg også. Da jeg gik ind på cafeen, begyndte det for alvor at plaske ned. Dermed er der sat vand over til endnu en hård arbejdsdag. Desværre ser det slet ikke ud til, at der er bedring på vej i næste uge. En kommentator på en Bayersk radiostation, jeg lyttede til i aftes, tøvede ikke med at beskrive tingenes tilstand således: "Sau Wetter".

"Der Sommer tröpfelt dahin."

Det så ellers ud til, at det var gået i en helt anden retning. Blå-sort himmel bagud og klar blå himmel fremad, men det skiftede sandelig hurtigt.

Kl er 10.56 ( 75 km), og regnen vælter ned. Jeg sidder i et busskur i Herrieden.

Morskaben er til at overse.

14.40. Det er søndag, og den dag spiser man en smule bedre end normalt. Og da alle forretninger er lukkede, er jeg gået på Gasthaus i en lille landsby. Der skal være selskab, men jeg har fået lov til at sidde i et side-lokale. Jeg har bestilt Schnitzel til DM 11,- Dertil et glas vand. Jeg forventer at se en kæmpeportion mad med rigeligt med kartofler. Jeg har nu kørt 130 km, og vejret arter sig rimeligt i øjeblikket, men det kan ændre sig på et øjeblik. Hele dagen har jeg kørt i temmelig kuperet terræn. I sammenligning med min færd gennem Østrig, er dette langt bedre cykelland. Med mit kortmateriale lader det sig sagtens gøre at finde veje uden væsentlig trafik.

Den Schnitzel var så stor, at den næsten ikke kunne være på tallerkenen. Dertil salat og Pommes, et herligt måltid.

Videre gik det. Denne søndag må åbenbart have været en speciel dag, for overalt, hvor jeg kom, mødte jeg festklædte mennesker på vej et eller andet sted hen. I Iphafen endte jeg midt i en vældig byfest, som det var svært at finde væk fra.

Nu var kilometertallet efterhånden rimeligt, og da det igen begyndte at regne, var jeg 17 km fra Schweinfurt.

Regnen havde øvet sig med utallige småbyger i løbet ad dagen, så nu syntes den at den kunne præstere noget bedre.

Så det fortsatte.

Jeg fik stillet teltet op og smuttede ind med alt mit cykeltøj på. Der lå jeg så stand by i 1,5 time. I en lille pause drønede jeg ud og skiftede og fik banket en slags lejr ned. Regnen fortsatte med skiftende intensitet hele natten, men jeg sov da udmærket og blev ikke forstyrret af musik fra nogen byfest denne nat.

Dag 24 - Mandag den 10. juli 2000

Oberspiesheim - Crawinkel

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"
 

Der var ikke blevet tørvejr, da jeg stod op.

Slet ikke.

Det var ikke nogen heftig regn, men dog regn.

Det er aldrig nogen rar ting at pakke sammen i regn. Alt er vådt og klamt. Disse våde ting kan let gå hen og blive "interessante" efter nogen tid i en taske. Men lad os da nu fokusere på de gode ting. Dem er der skam mange af.

1. Der synes at være rygvind.

2. Det var varmere denne morgen. (12 grader)

3. Jeg fandt et bageri efter 3,190 km

Der er jeg nu kl 6.32 i gang med min anden kop kaffe. En kort overgang så det ud til, at min morgenmad skulle bestå af en halv appelsinvand, men det er i stedet blevet til 2 sandwich, 1 med kogt skinke og en med Bier skinke. De koster DM 3.30 pr. stk, men de er også store og gode, så det er en rimelig pris.

Det er altså en herlig ting med sådan en "Steh Cafe".

Jeg har lige spurgt damen hvilket tysk land, jeg egentlig befinder mig i, og hun påstår, at det er Bayern.

Og hun må da vide det.

Når jeg skotter ud af vinduet kan jeg se, at det stadig regner.

Vist også mere end før? Dagens program? Tjah, det bliver da vist noget med at køre mellem bygerne. Hvis det da er en byge?

Definitionen på en byge skulle ikke have noget med varigheden at gøre. Det drejer sig mere om, at den er koncentreret om et mindre område.

Det kunne eksempelvis være Bayern?

6.43. Jo ganske rigtigt. Regnen er taget til. Men jeg nåede da 50 meter frem til et bushus. Med den fart jeg har på i dag, vil det tage mig 8 år at nå hjem.

Men dette sted er nu ganske morsomt, for da cementgulvet engang blev lagt, dappede en eller anden hund rundt i det.

Jo, det handler om at nyde de små glæder.

7.13: Det er da positivt, at jeg har et sted at stå i ly. Der er sikkert mange langturscyklister, der nu aser rundt ude i uvejret. Og jeg har haft stor fornøjelse af at iagttage de mennesker, der har ventet på bussen. Det er mest skolebørn, så ferien er åbenbart ikke kommet til Bayern endnu.

En lille pige havde i lang tid stået og iagttaget mine sko-overtræk. Til sidst kom hun hen, fordi hun måtte have en forklaring på det underlige noget.

7.33: Mens vi venter.

7.47: There are holes in the sky, where the rain comes through …..

Måske er der et sted midt på himlen, hvor det ser lidt mindre mørkt ud?

9.16. Så nåede jeg sandelig til Schweinfurt. Det ville jeg gerne have undgået, fordi det er en stor by, men dels kørte jeg lidt forkert, og dels var jeg nødt til at køre herind for at komme over floden Main.

Jeg tør næsten ikke nævne det, men jeg var nødt til at søge ly for en enkelt byge. Jeg gik ind under et halvtag udenfor en automobilforretning. Mens jeg stod der, standsede en lastbil og en mand sprang ud og spurgte mig: "Sind Sie Ortskündig?"

Jeg spekulerer over, hvordan han kunne få den opfattelse.

Nu kører jeg et lille stykke langs floden, inden jeg slår ind på småveje.

Det holdt minsandten op med at regne. Tøj, sko og strømper var sjasket helt til, men det tørrede lidt efter lidt. Jeg mødte 2 svenskere i Stadt Lauringen. En mor og en datter der var på vej til Italien. Vi fik en god snak. Et sådan møde bringer virkelig humøret i top. Vi byttede billeder og ønskede hinanden god tur.

Efter turen har jeg været i kontakt med de svenske piger, og de kunne fortælle mig, at det billede jeg tog af dem er det eneste billede, der eksisterer fra deres ekspedition, fordi de i Italien fik deres taske med kamera stjålet.

Det synes jeg altså er synd.

P.s. jeg har sendt dem dette foto.

Jeg er nu i Bad Königshofen, hvor jeg har skiftet kort. Det er altid dejligt.

Jeg gjorde nogle fordelagtige indkøb i Edeka, meget billigt. Bl. a. 1,5 l cola til DM 0.99. Jeg måtte have 2 flasker, som nu udgør en ekstra dødvægt. men det var altså meget billigt.

Klokken er 12.50, og jeg får kaffe i Edeka's Steh-cafe.

Det er kun blevet til lidt over 60 km p.g.a. regnen.

Men nu er det pænt igen. Det er også blæst op.

Det passer mig, for jeg har vinden i ryggen.
 

16.27: 125 km. Det kom alligevel til at gå ret godt. Hjulpet af den gunstige vind bliver det alligevel til en respektabel dagsmarch. Jeg befinder mig nu i Suhl i venteposition uden for en beskeden cykelforretning.

Jeg opdagede, at min klampe på venstre sko var så tynd som papir. Den måtte skiftes straks. Det er for dårligt, at jeg har glemt ekstra klamper.

En taxichauffør viste mig til denne forretning, hvor der imidlertid på et skilt står: "Ich komme gleich". Jeg lurer lidt på, hvor lang tid "gleich" kan dække over. Jeg tror, jeg smutter et andet sted hen.

Efter nogen søgen fandt jeg en anden forretning. Det var flinke unge mennesker. Jeg nåede også lige at se afslutningen på en bjergetape i Tour de France. De havde desværre ikke mine foretrukne sorte klamper, men kun de røde, hvor der er frigang. Men røde klamper er bedre end ingen klamper, så de blev monteret. Det kostede mig DM 14,- Jeg satte dem på i forretningen og gav mig så i kast med dagens magtfulde afslutning.

Fra Suhl går det voldsomt opad hen til Zella-Mehlis (Det hedder den skam), hvor det bliver helt vildt. 5 km hvor det går stejlt opad (næsten lodret) op til 900 m. Det var afsindigt hårdt. Der var væmmelig koldt på toppen, og nedkørslen var naturligvis endnu koldere. Men jeg ville ned, inden jeg slog lejr; det er for koldt at sove på bjerget. På vej ned lod jeg mig friste af en mand, der stod og solgte Brat Wurst. Efter dette intermezzo gik det videre ned indtil jeg kom til Crawinkel, hvor jeg smuttede ind i en skov

Klokken er nu 20.25, og jeg har lige spist lækker farmer salat på rugbrød.

Jeg kan da godt sende et billede af den farmer salat, hvis det skal være:

Skal det være?

Der er 14 grader nu og helt vindstille.

Og tørt!

Jeg håber virkelig, det er tørt i morgen tidlig også.

I morgen ser det nemt ud indtil jeg ramler ind i Harzen omkring 150 km.

Det blev til 156 km i dag.

Dag 25 - Tirsdag den 11. juli 2000

Crawinkel - Bad Lauterberg

137 km. Total 3782 km

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"
 

Denne nat var det ikke skovsneglene, jeg kæmpede mod.

Næh, nu var det myrerne.

Jeg havde ellers lukket alle huller, men kl. 3 om natten opdagede jeg, at nogle stykker alligevel var smuttet ind. Jeg aflivede nogle af dem, men affandt mig så med, at resten vandrede rundt i teltet; de generede heller ikke noget videre.

På en rangliste over generende kryb kunne man forestille sig følgende:

1. Skovsnegle

2. Myg

3. Myrer

Ellers var der pænt vejr. Sol og 10 grader.

Jeg var på hjul 6.17 og startede med 5 km ned ad bakke. Derefter ramlede jeg ind i morgentrafikken til Gotha.

Det var noget galt noget.

Jeg havde regnet med at benytte hovedvejen hele vejen til Gotha, men det viste sig at være ganske livsfarligt. Vejen var smal og med en afsindig trafik. Derudover var der "Spurrillen". Så hurtigt som muligt fandt jeg en "Nebenstrasse". Det var bedre, men stadig med ubehageligt voldsom trafik.

Ikke noget under, at jeg ikke mødte andre på cykel.

Jeg kom ind til Gotha, hvor jeg holdt for rødt lys. Jeg opdagede nu, at jeg holdt lige overfor et bageri, og kort efter var jeg i færd med mit næsten rituelle morgenmåltid.

Dagens næste opgave bliver at krydse Gotha og dukke op i den nordøstlige udkant. Det kan blive svært nok.

Det gik nemt nok med at komme gennem byen, men jeg røg altså ud i nord i stedet for i nordøst. Det var nemmere at blive på ruten og så senere korrigere. Dagens etape skulle være flad, men der er masser af bakker. Det værste er, at de fleste veje byder på "Strassenschäden". Det er ganske utåleligt. Man kommer ikke ud af stedet. 14-16 km i timen kan det blive til.

Jeg lurer på, om jeg befinder mig i det tidligere Østtyskland?

Jeg er netop nu i et bageri i Mackenrode.

Den søde læspende dame fortæller mig, at den tidligere grænse mellem Øst- og Vesttyskland gik lige uden for denne landsby. Jeg fortærer netop et enormt stykke lyserødt og i øvrigt ubeskriveligt stykke lagkage til ….

…en kop kaffe.

Det bliver sejt.

Op og ned gik det hen mod Bad Lauterberg, hvor jeg havde lokaliseret en campingplads. 3-4 km uden for byen var der noget vejarbejde med et skilt, der viste hen til Glockental Camping. Mens jeg stod der og funderede lidt over tingene, skete der igen noget underligt. Som det var tilfældet i Linz i Østrig, blev jeg også her råbt an med ordene "Hej Holger". Denne gang var det John, en cykelmotionist fra Aalborg CR, der var på tur med sin familie. Vi blev enige om at mødes på den førnævnte campingplads, hvor vi slog teltene op ved siden af hinanden.

Over en øl udvekslede vi lidt feriesnak. John og hans familie var netop taget fra Danmark dagen i forvejen.

Så begyndte det at regne.

John fortalte, at han og hans familie agtede at spise til aften i Bad Lauterberg, og spurgte om jeg ville med. Det ville jeg forfærdelig gerne. Vi fandt en pæn restaurant, hvor vi fik en lækker middag.

Det blev en rigtig hyggelig aften.

Tilbage på campingpladsen delte vi 3 øl, inden vi gik til ro.

Dag 27 - Torsdag den 13. juli 2000

Stöcken - Flintbek

247 km. Total 4206 km
 

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"
 

Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet så godt i min egen seng, som jeg gjorde denne nat. Jeg vågnede én gang og sov ellers helt igennem.

Dejligt.

Der var stille og klart, da jeg pakkede. Ingen dug, regn myrer, myg eller skovsnegle. En skøn start på dagen. Der var koldt, kun 7 grader, men det føltes ikke så slemt, fordi der ingen vind var.

Det lykkedes mig at køre en irriterende omvej på en 3-4 km, inden jeg på forskelligartede veje endte i Suhlendorf, hvor jeg meldte mig til tjeneste i en disciplin, jeg bare mestrer til fuldkommenhed: kaffedrikning på en "Steh Cafe".

Jeg kan bare det der. Denne morgen valgte jeg salami og Schinke.

Folk her på egnen er nemme at forstå; der er ikke længere noget med specielle dialekter

Ah, det er skønt at være langturs-cyklist.

Dagens dramatiske episode indtraf i Franzhagen. Jeg kørte 10 kilometer-ture, og ved et stop kom jeg til at kigge på mit bagdæk. Slangen var på vej ud. Den havde allerede kæmpet sig et godt stykke frem i lyset og havde dannet en temmelig stor boble. Det så ikke ud til, at dækket var skåret; det var tilsyneladende bare blevet træt. Det havde jeg stor forståelse for. Det sker også for mig hele tiden. Der var ikke noget at gøre, der måtte udskrives en dødsattest på mit trofaste dæk, der levede med mig over en strækning på 4075 km.

Efter en kort mindehøjtidelighed monterede jeg mit ekstra foldedæk, der kun er 700 x 20 C. Altså slet ikke egnet til turcykling. Jeg kørte hen til en cykelforretning, der tillod sig at holde middagslukket.

"Nåh, men det går da også meget godt", tænkte jeg og lod dækket blive, hvor det var. Og det klarede skam også resten af rejsen med bravour .

Indtil hen under aften var vejret pænt, vejene rimelige og vinden gunstig, så derfor besluttede jeg, at nu skulle der bare cykles. Jeg kunne nu så småt regne ud, at hvis jeg skulle nå hjem om lørdagen ville det kræve nogle dage med rigtig mange kilometer. Tanken om at kunne holde søndag i Ellidshøj drev mig frem hele dagen, og jeg var meget tilfreds med afslutningsvis at kunne skrive 247 km i bogen.

Der var ikke én eneste djævlebakke. Faktisk så jeg lidt udenfor Flintbek et skilt med 5 %, som jeg oven i købet kørte ned ad.

5 %.

Der var lige til at grine af. Skulle man længere sydpå have markeret hver eneste stigning på 5 %, skulle der have været skilte overalt.

Klokken var 20.30 før jeg fandt en skov, som jeg den nat kunne kalde min. Det var ikke nogen god skov, og det var begyndt at småregne, men efter så lang en dagsmarch er der andre og mere interessante ting på dagsordenen.

(Spise og sove)

Dag 28 - Fredag den 14. juli 2000

Flintbek - Horsens

241 km. Total 4447 km
 

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"

Jeg vil hjem.

Derfor er der kun en ting at gøre; at få snuppet de sidste kilometer af Tyskland.

Dagens mantra er følgende. Hver eneste kilometer, der bliver kørt fredag, går fra lørdagen. Det er der jo ikke mange ben i.

Flintbek - Molfsee - Schierensee - Achterwehr - Bredenbek - Sehestedt.

Her er der en lille pause, hvor ekspeditionen fragtes over Nord Ostsee Kanal. Jeg er helt vild med sådan en lille sejltur. Og så er den gratis, fordi det er en menneskeskabt "forhindring". Selvom det kun er få minutters sejlads, bliver jeg aldrig træt af at sejle med de små færger.

Haby - Wittensee.

Der er lige tid til at beundre søen Wittensee. Det er virkelig et smukt område. Men de havde også svinet mit kort til med grøn maling, så jeg var forberedt på noget særligt.

Osterby - Kosel - Missunde.

En ny sejltur, men nu er det ikke gratis, fordi Schlei overhovedet ikke er menneskeskabt. Jeg måtte smide et par mark. Det gik lige. Jeg delte færge med en skoleklasse, der også havde valgt et transportere sig frem ved hjælp af cykler. "Hvis bare det her vejr holder resten af dagen, er det fint!", sagde en af lærerne til sine elever. Der var nemlig et velsignet vejr, da vi smuttede over vandet.

Det holdt ikke.

Brodersby - Scholderup - Tolk - Böklund - Havetoft - Freienwill - Tastrup - Flensburg.

Flensburg!

Det er bestemt herligt at være hjemme igen efter en lang tur, og nu begyndte det altså at ligne noget. I Flensburg taler mange dansk, og det er portalen til Danmark. Flensborg er næsten Danmark for mig. Jeg har faktisk boet og arbejdet der fra 1975 - 78, så jeg kender området særdeles godt.

Mit sidste stop var i grænsehandelen lige ved grænsen, hvor jeg købte noget hemmeligt noget, som forøgede vægten af min bagage med 1,5 kg. Det er noget, man synes, man skal have med hjem. Også for at glæde de, der blev tilbage.

Men jeg vil bare ikke sige, hvad det er.

Ha.

Og så…. Velkommen til Danmark.

Hvor er det dog underligt at være hjemme efter at have drønet rundt i Europa så mange dage. Hvert vejsving og bakke er kendt, man ved præcist, hvad ruten byder på, og er det ikke underligt, at alle taler dansk?

Men der var jo det med at nå hjem lørdag, så derfor var der altså stadig et stykke vej at køre. Strengt taget må man jo nok sige, at det havde været rart at slippe for dette sidste stykke, men det ville have ødelagt festen.

Så det var bare med at komme i gang. "Skal jeg hente dig ved grænsen", spurgte SWMBO. Er det ikke underligt? Her får man tilbudt noget, som man brændende ønsker sig. Man vil ikke gøre nogen ondt ved at tage mod tilbudet. Men giver man køb på sine principper bare én gang, vil det for altid være slut. "Det er bare pænt af dig, men jeg kører altså hver eneste meter"

Punktum.

Jeg skal dybt beklage, at jeg ikke kan berette om voldsomme angreb af uvejr denne sene eftermiddag. Jeg var lige ved at komme til at skrive om det helt uden at tænke på det. Faktisk kom turens sidste heftige byge lige syd for Flensborg, hvor jeg stod i ly i en tunnel. Så nu kommer der slet ikke mere vand-snak.

Men heldigvis kan jeg da berette om en træls modvind, som jeg alt for godt vidste ville følge mig de 100 km til Vejle, hvor vejen svinger mod Øst i retning af Horsens.

Åbenrå - Haderslev - Kolding.

Tænk at være nødt til at spørge om vej i Kolding. Det er altså pinligt. Men så fik jeg da lejlighed til at afprøve, om jeg stadig mestrede det danske sprog.

Det var hårdt at køre, det var rigtig hårdt. Men stadig tænkte jeg på, at det jeg kørte denne dag, ville jeg slippe for om lørdagen.

Vejle.

Vejle byder på et par giftige stigninger i begge ender af byen, og det var altså en noget smadret cyklist, der sent på eftermiddagen gjorde sig klar til at klare den 7 % stigning mod Horsens.

"Tænk nu på Silvretta" sagde jeg til mig selv, da jeg med 218 km i benene indtil da stampede mig frem. Og har man kæmpet sig frem til toppen af Silvretta, kan man altså også nå toppen af Vejle bakken.

Men jeg kunne nu alligevel ikke lade være med at føle lidt stolthed over at have besejret denne voldsomme udfordring; og jeg måtte lige have en lille pause på toppen til at nyde min triumf. Jeg kiggede også efter, om der gik nogle mennesker på toppen, som jeg kunne forlyste med en beretning om turen mod tinderne, men der var kun et par store knægte med øjnene indstillet på uendeligt og et par småtøser på vej hen efter slik på tanken, så det blev ikke til noget.

Og så var der dømt medvind. Hu-hej, hvor det gik. Nu kunne det altså ikke gå galt. Det var helt sikkert, at jeg ville nå hjem om søndagen. Herligt.

Skulle jeg nu slå lejr før eller efter Horsens? Ja, klokken var blevet over 9, så det var på høje tid at se på en lejrplads. Jeg begyndte at indstille mit "Skovøje", der kan spotte en egnet lejrplads på lang afstand. Jeg ville i hvert fald ikke overnatte på Vejle camping, når de ikke engang ville låne mig en stol.

Ha

Lige før Horsens kommer der noget skov, og der er et par rastepladser, som jeg kiggede på. Men der er så meget bebyggelse langs hovedvejen, så jeg syntes ikke rigtigt, jeg kunne finde et sted, der var ugenert. Det var lige ved at gå helt galt der, fordi jeg så et skilt med "Zimmer frei". Det var jo ikke med i mine planer, så jeg kiggede hurtigt den anden vej.

7-8 km før Horsens drejede jeg fra og fandt efter nogen søgen en plads i en skov, hvor jeg ville være. Der var tidsler, og det var for tæt på en vej, men der ville snart være mørkt, så pyt. Det var en rar tanke, at dette var den sidste overnatning i det fri, og at jeg den følgende aften skulle slænge mig på et blødt leje udstyret med nyvasket sengetøj. Det var rigtig rart. De sidste par dages enorme kilometertal havde tæret på mine kræfter, og jeg var desværre ikke helt på toppen, da jeg lagde mig. Man kan godt af og til mærke at man ikke er 50 længere. En irriterende hovedpine havde meldt sin ankomst.

Men det var der jo ikke rigtig noget at gøre ved.
 

Dag 29 - Lørdag den 15. juli 2000

Horsens - Ellidshøj

153 km. Total 4600 km

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"
 

"Hvorfor er det, du gør det, spurgte Kerstin fra Sverige mig, da vi mødte i Stadt Lauringen i Tyskland.

Jeg forsøgte naturligvis at give et begavet svar og fik vel også strikket en eller anden plausibel forklaring sammen.

Men det er altså et vældig svært spørgsmål.

Hvorfor er det nu lige man gør det?

Er det for at komme hjem? Det kan da egentlig godt være.

Under alle omstændigheder var det punkt 1 på dagsordenen, da jeg pakkede teltet sammen. Det blev pakket knap så godt som tidligere, for nu var det egentlig ikke så vigtigt, hvordan det lå, og om en enkelt orange skovsnegl skulle være smuttet med. Næste gang det skulle stilles op, ville blive hjemme på min egen græsplæne.

Jeg var rigtig utilpas denne morgen, og jeg var vældig glad for, at jeg havde kørt meget langt dagen før. Horsens var slet ikke stået op, da jeg langsomt trillede igennem. Der er noget helt fascinerende ved en by, der ikke er vågnet. Den er så forskellig fra, hvad man ellers oplever. Det er helt andre ting, man lægger mærke til.

Der er utallige bakker op gennem Østjylland, men med tålmodighed kan de klares alle som én.

Skanderborg - Stilling.

Nu kører jeg gennem byer, hvor jeg har været masser af gange før. Alt er gammelkendt. Nu står der er skilt, der viser, hvordan jeg kommer til Hadsten.

Jamen, nu be'r jeg Dem, Fru Heilbunth. Jeg ved skam godt, hvordan jeg kommer til Hadsten. Jeg behøver ikke engang et kort. Det er pakket langt væk. Jeg har det hele i hovedet.

Der var rigtig dejligt vejr.

Den tager vi lige igen, for at budskabet for alvor kan trænge igennem.

Der var rigtig dejligt vejr.

Jeg fik kaffe og rundstykker på en veludstyret tankstation i Sabro, der åbenbart fungerede som stedets supermarked. Jeg blev betjent af en særdeles behagelig ung mand, der var interesseret i lidt cykelsnak.

Nogle gange leger vi i vores familie en leg. Før vi går ind i en forretning, bestemmer vi os på forhånd til, at vi vil have fremprovokeret et stort smil hos den person, vi nu kommer til at handle med. Det er forbavsende let at få dette forehavende til at lykkes. Nogle gange skal man dog selv have lidt ekstra overskud for at lege denne leg.

Jeg havde slet ikke behov for min leg denne dag, for den unge mand var indstillet på selv at få en god kontakt med sine kunder. Sådan en "episode" kan jeg godt bruge lang tid på at køre på min indre biograf, efter at jeg igen har genoptaget min kørsel.

Randers.

Nu kan jeg begynde at komme med et kvalificeret gæt, på hvor når jeg kan krydse bygrænsen til Ellidshøj.

På havnearealet i Randers, så jeg en dreng der med vild kørsel væltede en yngre dame. Han standsede overhovedet ikke. Hun måtte selv stable sig på benene og overbevise sig om, at hun ikke var kommet til skade.

Møgunge.

Hadsund.

Her tog jeg en voldsom beslutning. Jeg ville ringe hjem fra Skørping og bestille min velkomstkomite.

Efter Astrup kunne jeg forberede mig på den store fornøjelse, det altid er at passere igennem Rold Skov. Kender man ikke denne skov, har man virkelig noget til gode. Der er vidunderlig smukt.

Jeg gik ind på en tankstation i Skørping og spurgte om lov til at låne en telefon. Jeg aftalte nu med hjemmestyret, at hun skulle starte hjemmefra med det samme, og vi regnede så ud, at vi ville mødes i Støvring.

Hvor var det dejligt at se hende igen.

"Ak, hvor forandret", udbrød hun, da hun så mit opdagelsesrejsende-skæg, som jeg selv syntes så rigtig kækt ud.

"Det skal af inden aften", lød dommen.

Jeg mumlede et eller andet ( for mig selv), og vi gav os i kast med de sidste få kilometer.

"Jeg tror simpelthen kilometertælleren standser på et pænt rundt tal", udbrød jeg med barnlig glæde, da vi kørte fra Støvring.

Ved indkørselen til Ellidshøj standsede vi lidt på et grønt område.

Jeg kiggede mod syd. "Der mangler egentlig et par skilte her" tænkte jeg.

Der kunne godt være brug for et skilt, der viser til Vysoke Myto, og når kommunen alligevel skal sætte det op, kunne de også sætte ét op, der viser til Silvretta. Det vil da ikke være mere end rimeligt.

"Jamen, det ser da ud som det plejer", bemærkede jeg, da vi trillede op ad hovedvejen i Ellidshøj, hvor den grønne gavl på Apotekervej 1 blev mere og mere synlig.

"Har du set, den endte på 4600 km præcis, udbrød jeg.

Jeg gav mig lidt, da jeg for sidste gang i denne omgang kravlede af cyklen.

"Det var det", sagde jeg og anbragte forsigtigt vogntoget op ad husmuren. "

"Er der noget post", spurgte jeg og gik ind….