Syd 2021.
Juni 2021
Skjern - Højer - Padborg - Skjern.
I alt 484 km

Dag 1: Svanholm Sø.   Dag 2: Krogager (Krogen)   Dag 3. St. Darum Camping. 
Dag 4: Vester Vedsted (Shelter) Dag 5: Emmerlev. (Vadehavscamping).
Dag 6: Lund(Bylderup Bov, Baghave). Dag 7: Padborg. (Baghave, kolonihave)
Dag 8: Terkelsbøl. (Camping) Dag 9:Ved Toftlund (Baghave). Dag 10: Ved Tobøl, (Baghave). Dag 11: Holme Å Camping. Dag 12: Krusbjerg,  Baghave. dag 13: Skjern Å Camping.
 

Fredag den 4. juni 2021
Dag minus 3.
En udvidet cykeltur gennem X kommuner.
Det går ikke altid som præsten prædiker.
Sidst år var jeg på vej til Sverige.
Forgæves.
Også her i 2021 er Broderlandet på programmet i et eller andet omfang.
Det bliver bare ikke i juni.
I stedet holder jeg gryden i kog med en lille trilletur, hvor jeg så kan benytte lejligheden til at teste noget nyt udstyr.
Eksempelvis er mit dejlige Koldinghus-telt blevet opgraderet.
Traileren er ny, men ellers nøjagtig mage til den, jeg kørte rundt med for mere end 20 år siden.
Kæde og krans er ligeledes fabriksny.
Formen er god.
Især hvis man forudsætter, at ”Rund” er en form.
Overnatningerne bliver i form af flinke baghaver, shelterpladser og campingpladser med så få stjerner som muligt.
I min alder er det jo interessant, hvornår en cykeltur render med prædikatet: ”The last Cowboy´s song”.
Og det er jo heldigvis ikke en viden, der er tilgængelig 
Det er yderst sjældent, jeg takker nej til en kop kaffe.
Det er til gengæld tilgængelig info 

Dag minus 2
Lørdag den 6. juni 2021
Det var lidt vildt.
Det eneste jeg havde gjort var at trække cyklen udenfor og tage et billede af den, som så blev postet i forskellige grupper ledsaget af nogle få udvalgte ord.
Og som tak for den voldsomme indsats modtog jeg i omegnen af 200 hilsener.
Det blev jeg da rigtig glad for.
Lørdagen gik i vidt omfang med at lede efter min sovepose.
Det viste sig, at jeg havde lagt den frem på sofaen for at jeg nemt kunne finde den.
Altså soveposen, ikke sofaen.
Jeg havde hele tiden en formodning om, hvor sofaen var.
Jeg forhandlede også med en ost af ældre dato, som insisterede på at ville overnatte her, indtil jeg kom tilbage fra turen.
En ost kan godt virke ganske tilforladelig, når den er pakket ind i plastik, men så snart man får frakken af den, så viser den sit sande jeg.
Det endte med, at den på stedet modtog det røde kort.
Dermed viste indkøbet af denne ost sig at være en tvivlsom investering.
Nåh ja, man kan ikke vinde hver gang.
Nu har jeg gas til min fine brænder fra Thansen.
Der sidder en bilventil på det nye trailer hjul.
Den kloge sætter nok en anden slange i.
Eller smider penge efter en adapter.
Jeg er sikker på, at jeg har en adapter.
Men hvor?
Da jeg var dreng holdt vi Hjemmet. 
Og Familie Journalen.
Jeg havde en moster, der altid skrev til en rubrik i Familie Journalen, hvor man kunne komme med gode råd til husholdningen m.m.
Jeg var meget misundelig fordi hun ofte fik sit navn i bladet.
Nu har jeg fostret en ide, der garanteret er et indlæg i Familie Journalen værdigt.
Gennem mange måneder har jeg samlet en masse små gafler og skeer sammen, som jeg nu kan finde anvendelse for på min tur.
Det synes jeg selv er vældig godt fundet på 
I Smedager bor der en familie, der er stjerner i et dagligt reality-show.
Dem vil jeg gerne møde.
Sidste år mødte jeg et lignende par i nærheden af Struer.
De gad ikke snakke, men det var sjovt at hilse på dem.
Pedal your Blues away
Forget all your troubles today
Hop on your bike any time you might
and pedal your Blues away
R. Crumb & his Cheap Suit Serenaders
(Tilgængelig på Utube)

Dag 1. Skjern til Sdr Felding. 29 km. Mit Mobile bredbånd er stadig i Skjern. Genforening i morgen. Herligt vejr. Kæden knækkede undervejs, men lidt vil der altid være at klage over. Middagsmad bliver en udfaset røget ørred. Og bananer der ikke er de sorteste jeg har set. Jeg er vild med Svanholm sø. I morgen kører jeg nok til Krogager syd for grindsted. Der har jeg været før. Kaffe? Mit Hubbahubba telt har mange stænger der kan knække. Nu er vi i gang. Jeg kan ikke fordrage at skrive på en telefon. I morgen bliver det puteren igen. 

Dag 2. Tirsdag den 8. juni
Svanholm til Krogager: 42 km. Totalt 67 km
De har mange navne.
Nogle kalder dem gnavpander.
Uanset hvad man kalder dem, er de uudholdelige.
Det er bittesmå flyvende ”dimser” som man umuligt kan forsvare sig imod.
Jeg har flere gang fået lejrophold spoleret af dem.
Der var nogle få stykker på Camp Svanholm Sø.
Forhåbentlig kun det.
Svag til let vind og 10 grader bød mig godmorgen.
Det er et roligt sted.
I aftes var der en del besøgende, og et hollandsk par i en autocamper har overnattet.
Jeg kan slappe af der.
Dagene op til ”afgang” finder jeg stressende.
Jeg farer rundt og husker dit og glemmer dat.
Jeg skriver huskesedler, som så bliver væk.
Når man har taget det første pedaltråd, er man på farten.
Medmindre man glemmer sit mobile bredbånd derhjemme 
Det var så første overnatning i Hubba2.
Jeg har ikke haft så megen plads siden spejderlejren i Notodden i Norge i 1961.
Ind og udstigningen er rimelig let.
Mentalt notat til mig selv: Sørg for at have forskellige bæreposer til tingene. (Trailer tasken er ét stort rum).
Så kan man f. eks have Toiletsager i Rema 1000 posen, mens Lidl posen er reserveret til kaffe og lignende etc.
Min næste opfindelse skal handle om, hvordan man skriver på en bærbar i solskin. Jeg bruger en del tid på at lokalisere cursoren, som man godt kunne mistænke for at gøre sig svært tilgængelig med vilje.
”Og hvor er du så nu, din lille gavstrik?
Jeg har hørt, at man kommer længst med venlighed.
Jeg var heldig.
En af mine gode venner kom forbi med mit Mobile Bredbånd.
Af hjertet tak.
Han havde mere med.
I fuld overensstemmelse med Kiwi-kuren.
Den går ud på, at man må spise alt, der ikke er Kiwi.
Det gjorde vi så.
Vinden var min ven.
Der var ikke så meget af den, men den holdt med mig.
Det blev en rigtig varm dag.
I Sdr. Omme kom jeg til at smide penge efter en is.
Den indtog jeg på en bænk foran en OK-kiosk, hvor de havde stillet en masse bænke og borde.
Samtlige borde var forsynet med en seddel, der oplyste, at man kun måtte sidde der med varer købt i Ok.
Min is var vokset op i Meny ( uden borde), så jeg må nu indstille mig på at skulle leve med en plettet straffeattest.
Hele turen foregik på cykelstier eller små småveje.
Bakker er et ret ukendt fænomen på disse kanter.
Jeg har ikke bestemt mig til, om jeg savner dem.
Jeg ankom til Krogager, hvor jeg straks henvendte mig hos købmanden, der står for administrationen af ”Krogen”.
Vi fandt ud af, at der var gået 8-9 år siden mit sidste besøg der.
Ak hvor tiden dog går.
Krogen er et sted, jeg varmt kan anbefale.
Jeg begyndte at pakke ud, men inden jeg var færdig med det, fik jeg en invitation til en kop kaffe.
Tak for et par dejlige timer i selskab med Henriette og hendes søde familie.
I morgen går turen vist til noget, der hedder Tobøl.
Og det er hvad jeg ved om det indtil videre.
Fra skadesfronten kan det oplyses, at det gør lidt ondt i nakken.
Det værker også et par andre steder, men det er noget af det, vi ikke snakker om.
Jeg tror endda, at turen i dag er det længste jeg har kørt i 2021.
Men jeg kan nogenlunde huske hvordan man gør.
Naturligvis er der bøger i bagagen.
Det skal være små brugte bøger, der kan kasseres efter brug.
Den første er ”Nedtælling til Mord” af Gretelise Holm. Jeg kender hende ikke så godt, men hun får pæne anmeldelser.
Den næste bliver ”Idealister” af Hans Sherfig, som jeg har elsket at læse siden mit første møde med ham tilbage i 1962.
Hans pen er skarp, og hans sarkasme er bidende ond.
Og så tvivlede han ikke et sekund på, at det livssyn, han stod for var det rigtige.
Tænk at have Sherfig til gode.

Dag 3. Krogager til St. Darum: 48 km. Totalt 115 km
Jeg stred en kamp, som jeg næsten ikke kunne vinde.
Det var lige så håbløst som at kæmpe mod vindmøller.
Jeg forsvarede mig tappert mod insekterne, men forgæves.
Min drøm om at sidde med en kop kaffe udenfor med blikket indstillet på uendeligt blev til ingenting.
Jeg kravlede ind i mit helt.
Lidt senere fandt jeg ud af, at jeg havde haft besøg i lejren.
En af de gode indbyggere i Krogager havde været forbi med en pose med noget vi i Vendsyssel uden tøven ville betegne som ”jænne gue sajer”.
Jeg ved ikke lige, hvordan jeg havde gjort mig fortjent til det, men tusind tak alligevel.
Det var godt nok dagens overraskelse.
Jeg tilbragte en rolig nat i Hubba2, og jeg var meget spændt på, om insekterne havde fundet bedre ting at tage sig til end at stalke og genere sagesløse turcyklister.
Det var ikke tilfældet.
De var klar til en ny holmgang.
Morgenkaffen blev slynget i halshullet, og så var det med at komme af sted inden panikken blev total..
Og klokken var ikke engang 7 .
”Krogen” skal altså ikke lastes pga de ubudne gæster.
Det er et herligt sted.
Jeg havde nogle planer for dagens etape, som jeg hurtigt forlod.
Min kortbog er indkøbt til hvad man populært kalder en skarp pris, og det skyldes især, at den har nogle år på bagen.
Og kortbøger har en tendens til at ældes uden ynde.
Jeg kunne ikke finde info om de to telt-signaturer som var tegnet på kortet, og jeg havde ikke voldsomt lyst til at besøge en campingplads, der ikke er der.
Det har jeg allerede prøvet.
Jeg fandt nu en anden campinglads. Jeg havde kig på pladsen i St Darum ved Bramming som jeg tidligere havde besøgt og været ualmindelig godt tilfreds med.
Jeg fulgte Cykelrute 9 det meste af dagen, og den førte mig gennem utallige smukke landskaber
Banestierne er også fine, men jeg kan godt blive lidt træt af dem, fordi der ikke altid er så meget at kigge på.
Det bedste for mig er at køre på kryds og tværs fra den ene lille landsby til den anden..
Det var tilfældet denne fine dag, og det nyder jeg for alvor.
Mange af landsbyerne forekommer ret mennesketomme, men der skal nok være nogen, der fjæler sig bag gardinerne.
Jeg har oplevet at gæster fra udlandet undrer sig.
Hvor er fok henne, vil de vide?
En købmand undervejs sørgede for, at jeg ikke gik ned på kaffen.
Det lykkedes mig at holde mig fra kagerne, men det skyldtes nu mest, at jeg allerede havde kager i bagagen.
Dagens etape var en anelse mere bjergrig end dagen forinden, men var hovedsagelig flad, 
Solen fik hurtigt magt og gjorde det, som sole er så gode til.
Den bankede løs.
Det er forbavsende kort tid siden, der var isnende koldt, og nu har vi allerede vænnet os til sommeren.
Så langt hen, som jeg kan finde vejrudsigten er der pænt vejr og ingen regn på programmet.
Herfra St. Darum går det mod syd, hvor jeg snart rammer Ribe.
Og så varer det ikke længe, inden jeg er på ”Mojn” med folk.
Den foreløbige plan er at køre langs grænsen mod Bylderup Bov og Padborg.
Gerne lidt på den tyske side.
Jeg har både alm pas og Coronapas, så mon ikke jeg må det?
Det kan sagtens være, jeg har en anden plan i morgen.
Det går da vist egentlig meget godt med at komme frem, men vejrguderne har også været særdeles samarbejdsvillige.
Man kan ikke for alvor forberede sig på at køre med fuld oppakning.
Status: Jeg har ikke mødt en eneste turcyklist.
Sjove dyr: Ikke så meget som en enkelt hare eller et rådyr har jeg mødt.
Forbrugeroplysning: Det er muligt at købe et måltid mad her på stedet 
Thrips (Thysanoptera) er små plantesugende, vingede insekter på ca. 1-2 mm. Navnet tordenfluer skyldes, at visse af arterne på varme sommerdage optræder i uhyre mængder og er umådeligt generende, fordi de kan kravle ind alle vegne og giver kløe overalt hvor de kravler på huden (deraf navnet gnavpander).

Dag 4. St. Darum - Vester Vedsted : 37 km. Totalt 148 km.
”Man skal være go´ ved sig, så længe man har sig”, sagde manden og bestilte en halv kylling.
Nok om min aftensmad på campingpladsen.
Resten af aftenen tilbragte jeg i Oasen med en god Speedway Match.
Det sætter jeg stor pris på.
Farvel og tak til St. Darum Camping.
Jeg kommer gerne igen.
I St. Darum Downtown passerede jeg en mindesten for Lærer Peder Jakob Nielsen.
Han døde for mange år siden, og ikke mange husker længere den gode lærer.
Jeg dvælede lidt ved hans minde, som en eller anden mente, at han fortjente.
”Tak for sangen” står der nederst på stenen.
Ikke mange får deres egen sten med ”Tak for sangen”, når de stempler ud.
Turen gik mod digerne ved vadehavet.
Fladt og magtfuldt åbnede landskabet sig op.
Langs diget går der en cykelrute, som jeg nu gav mig i kast med.
Jeg var den eneste cyklist, der denne dag var kommet på den ide.
Fantastisk cykeltur, som jeg kun kan anbefale.
Naturen der er stor og underfuld.
Jeg havde fået en invitation til formiddagskaffe i Ribe.
Med en anelse besvær fandt jeg stedet, og vi slog os ned i den skønneste have man kan forstille sig.
Hans har været meget aktiv i ”Brug min baghave” verdenen, som jeg selv har benyttet mig af rigtig mange gange.
Vi havde vældig mange ting, vi skulle have vendt, og vi blev faktisk ikke færdige, så det er ikke utænkeligt, at jeg vender tilbage en anden gang.
Og Hans ved nu, hvor jeg bor.
Tak fordi jeg måtte komme.
Ribe er er herlig by. 
7-8 km fra byen kunne jeg spotte Domkirken.
Det ser da virkelig ud af noget, når man ser en bygning på lang afstand, som det også er tilfældet med Vestervig Kirke.
Sommeren havde for alvor ramt Ribe, hvor folk gik rundt i sommertøj og udstyret med solbriller og Soft Ice.
Ribe er også fin på tæt hold og overskuelig at have med at gøre.
Jeg fik lyst til at skrive lidt og besluttede mig til at leje en kontorplads.
Det foregik ved, at jeg investerede i en cola, der samtidig sikrede mig retten til at slå mig ned ved en skyggefuld bænk med bord ved en pølsevogn.
Grebet af stemningen kom der også en hot dog pølse på bordet.
Pølsemanden blev vist også lidt grebet af stemningen, da han tilbød, at vi skulle dele den kaffe konen havde givet ham med hjemmefra.
Jeg var næsten fyldt op med kaffe fra besøget hos Hans, men kun næsten.
Pølsemandens kaffe fik også ben at gå på.
Jeg kan nemlig godt lide kaffe 
I Ribe vil de så gerne, at man bliver lidt længere.
Derfor kan det godt være en smule indviklet at finde ud af byen, i den retning man nu måtte ønske sig.
Det er et fænomen, der gør sig gældende for ganske mange byer.
Min teori er at skiltene, der skal vise cyklisterne vejen er lavet af folk, der kender byen.
Langt hellere skulle de få folk, der ikke kender byerne til at sætte skiltene op.
Jeg har f´. eks aldrig været i Rønne og jeg melder mig på stedet til at sætte skilte op der, hvis de finder på at grave byen op.
Men ud kom jeg da og satte igen kursen mod Vadehavet.
Mit mål var en shelterplads ved Vester Vedsted, og der ankom jeg da også planmæssigt lidt senere.
Igen døjede jeg lidt med at lokalisere pladsen.
Vi må ikke udelukke, at det er min stedsans, der er ved at udløbe.
Ved siden af shelterne er der et skolecenter med toilet og strøm(!) og der ville jeg langt hellere slå mig ned.
Jeg husker engang i en skov ved Vordingborg, hvor ejeren af skoven 3 gange smed mig ud, angiveligt fordi jeg forstyrrede vildtet.
Det ville jeg gerne undgå her.
Som dagen skred frem svandt muligheden for at 28 unger ville dukke op, og jeg byggede min lejr.
Nogle shelterpladser er bygget sammen med skoler, og jeg vil ikke ønske for nogen, at blive udspurgt af nysgerrige børn i deres spisepause.
”Hvorfor har du sådan nogle sorte fødder”, spurgte en dreng ved en lejlighed.
Men med venlig hilsen til Nationalpark Vadehavet bor jeg foreløbig her.
I morgen agter jeg at følge stien bag mig mod syd, og hvad der i sidste ende kommer ud af det, er der ingen der ved.

Dag 5. Vester Vedsted - Emmerlev : 42 km. Totalt 190 km.
Jeg fik en rigtig god søvn i Nationalparken.
Der var helt stille.
Skønt.
Jeg fik brygget en kop kaffe, og så gik det videre.
Mod syd.
Vejret var lunt, og der var let modvind.
Efter 8 km kom jeg til den næste shelterplads.
Det var lidt tidligt at slå lejr.
Alt i alt var der 14 km med sti til mig.
Derefter gik vejen ind i landet.
Jeg fulgte efter.
Så sluttede mit held.
De var løbet tør for asfalt, og efterlod en meget gruset grusvej til mig.
I tennissporten har man grusspecialister, og det har man nok også i cykling.
Det er bare ikke mig.
Man hopper og danser og finder ingen rytme.
Jeg bryder mig ikke om det.
Samtidig susede en hoben traktorer frem og tilbage med hvert sin personlige støvsky tilknyttet foretagendet.
Jeg kunne godt forestille sig, at man udstyrede cykelruterne med små skilte, der forklarede hvor meget grus, der er i vente.
Men det er måske kun mig, der er så nemt at irritere.
Jeg havde ikke rigtig fået noget at spise om morgenen, så jeg var et let offer Da Ballum Slusekro åbenbarede sig for mig.
Smuk gammel bygning.
Jeg smuttede indenfor og adspurgte, om de havde noget, der mindede om morgenmad.
Jeg ved ikke helt, hvordan det gik til, men lidt efter lidt fik vi os forhandlet frem til en ordning, der mest af alt mindede om det, man i daglig tale kalder den store morgencomplet.
”Jamen så fred være med det”, tænkte jeg.
Jeg fik ingen morgenmad, jeg overnattede gratis, og man har lige plaget mig med en irriterende grusvej.
”Det vil jeg gerne have” forklarede jeg den venlige kromutter.
Helt uden at spørge til prisen.
Det vender vi tilbage til.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det var en rigtig god oplevelse.
Når jeg til vinter sidder foran kaminen med børnebørnene siddende forventningsfulde foran mig, vil jeg berette om dengang morfar fik den store morgencomplet på Ballum Slusekro.
It's not always.
Efter kroen blæste det op, vinden gik i modvind, mens vejen var vejen så langt øjet kunne række.
Da er det, at den lille mand med den meget store hammer venter på at slå til.
Jeg tror nok alle, der af og til cykler en længere tur, har mødt ham.
Og han slår forbandet hårdt.
Man havner i en tilstand, hvor man hverken kan eller vil. Hvor man før var glad og fro, har man nu helt mistet pusten.
Nogle kalder det at gå sukkerkold, men jeg kan nu godt lide tanken om at den lille mand ligger klar med sin hammer derude.
Jeg har mødt ham mange gange.
Jeg kan nogle små tricks.
Hvis man f. eks synes, at de 50 km man har sat sig for at køre er for meget, kan man i stedet køre 5 ture á 10 km.
Det er langt lettere.
Denne dag var jeg pludselig i gang med at køre intervaller på 2 km.
Herregud, enhver kan da køre 2 km.
Det virker på mig.
Der var en enkelt overraskelse mere.
De sidste 2 km inden Emmerlev Camping var grusbelagte.
Sådan lige for at dreje kniven rundt i såret.
For at sikre sig, at alle havde forstået sagens alvor, har man sat et skilt op med teksten ”Ujævn vej”.
Det er altså godt set.
Vesterhavs Camping:
Alt er selvbetjening.
Det lykkedes mig at fedte rundt med den fine tilmeldingsskærm, så den afviste mit kort.
Heldigvis var der et nummer, så jeg kunne ringe til Egon, og han fortalte mig, at jeg godt kunne flytte ind, så ville vi ordne finanserne senere.
Nu jeg havde ham, havde jeg et lille ønske.
Deres teltplads er et stykke græs. Ikke mere.
Jeg har fravalgt at rejse rundt med bord og stol, og jeg oplever tit, at en teltplads kun er et stykke græs.
Det er ikke nok for mig.
I stedet havde jeg fundet på, at jeg gerne vil slå teltet op tæt på servicebygningen, hvor der er bord og bænk til mit kontor, og hvor jeg også kan hugge noget strøm.
Egon sagde, at det var i orden.
Ved nærmere eftertanke tror jeg ikke vi kom ind på det der med strømmen.
Nu skal jeg til at tænke på at sætte kursen lidt mod øst, for jeg løber hurtigt tør for Danmark.
Jeg kunne godt tænke mig en lille kort etape på 9 km, men hvad jeg finder på i morgen, står hen i det uvisse.
Sad du og spekulerede på, hvad sådan er morgencomplét på Slusekroen kunne snige sig op til?
Der var et rundstykke, en bolle og 2 sk. Rugbrød. 1 blødkogt æg. Rullepølse. 2 slags ost. 2 skiver vandmelon. 1 klase vindruer, En dessert indeholdende jordbær. En hel kande kaffe samt en kande appelsin juice. Til slut et stykke kage.
Jeg vil godt sponsorere en vaffelis, til den der kommer tættest på den korrekte pris.
Der er tale om en vaffel med 3 kugle, guf og syltetøj.
Evt, bud inden i morgen aften.

Dag 6. Vadehavscamping - Lund (Bylderup Bov) 36 km. Totalt 226 km
Jeg fik et lidt dårligt indtryk af campingpladsen her, da jeg kom, og det var ikke helt retfærdigt.
Jeg var slet ikke forberedt på en plads uden betjening, men jeg fandt hurtigt ud af det.
Jeg fik også hilst på Egon, der er en god mand.
Betalingen blev også klaret.
Det viste sig, at hele systemet var nede, netop som jeg stod og bankede løs på bookingskærmen.
Og nu vi snakker om betaling, så tikkede der rigtig mange svar ind på, hvad den fine morgenmad på slusekroen kunne koste.
Der var mange fine begrundelser.
Vi har minsandten også 3 vindere, der ramte præcis de 99 kr, de flinke mennesker på Slusekroen bad om.
”For alt det”, spurgte jeg.
Jeg synes, det var en yderst rimelig pris.
Det betyder, at Notarius Publicus må i gang, før vinderen kan afsløres.
Afgørelsen er berammet til i aften og det formodes at navnet på vinderen bringes her i morgen.
Der er mange ting at forholde sig til som langturscyklist.
En af mine regler hedder: ”Hold tingene samlet”.
Jeg har mistet mange ting på ikke at overholde det.
Alt skal ligge i forlængelse af noget andet.
I Vester Vedsted tog jeg skoene af, da jeg ankom til pladsen.
Næste gang jeg hilste på dem, var da jeg tog af sted igen.
Og det var er held, jeg spottede dem.
Nu lægger du lige den her fra dig derovre, så tager du den til sidst.
Åh nej, min gode mand.
Den plan er dømt til undergang.
Og så af sted.
Hu hej som det gik i fejende medvind.
Jeg følte mig god.
For alvor god.
Som en snekke for fulde sejl.
Intet mindre.
Jeg holdt måske ikke frihjul indtil jeg kom til Brugsen i Højer 4 km derfra, men det var tæt på.
Jeg frelste nogle kolonialvarer på deres vej mod udfasning, og indtog min morgenmad ved bordet udenfor.
Højer er en fin lille by. Der er sikkert godt at være.
Jeg mødte endnu en af de mindesten, jeg sætter så stor pris på.
Geske havde et interessant valgsprog.
Gud sidder overlig
men ser nederlig.
Jeg vil ikke påstå, at jeg helt fatter betydningen 
Jeg spottede en turcyklist, der holdt en lille pause, og ham fik jeg en hyggelig snak med.
Han var fra Kolding og var på vej Danmark Rundt.
Spændende.
Tønder Downtown fik æren af mit besøg denne lørdag formiddag.
Dejlig by.
Turisterne er vist ikke for alvor dukket op.
Der er langt færre tyskere, end jeg havde forventet.
Herfra hvor vi står
kan vi se os omkring til alle sider
det bevæger sig når vi går
det forandrer sig til alle tider
Herfra hvor jeg står, kan jeg se, at der er 13 km til min næste camp.
Og klokken er kun 11.
Denne dag kandiderer til betegnelsen ”En halv fridag”.
Senere lidt ude på landet …
Undervejs måtte jeg for en kort stund repetere Turcyklistens første bud.
1. ”Du skal altid vide, hvor paraplyen og presenningen befinder sig.”
Det var ikke nogen lang byge, og jeg blev ikke for alvor våd.
Det var en skøn tur til Lund. Først på cykelstien og senere på små veje.
Et skilt forklarede, at vejen til Jejsing ikke måtte bruges til gennemkørsel.
Jeg havde stor fornøjelse af at køre lige durk gennem den lille by.
I Lund fik jeg lov til at flytte ind i haven hos nogle flinke mennesker.
Her er alt hvad jeg skal bruge.
Jeg var her også sidste år.
Det er altid noget særligt, når man får lov til at komme et sted, hvor man har været før:-)
Et eller andet må man da ha´gjort rigtigt 
Det virker:
En turcyklist slæber en masse ting med sig.
Noget er nødvendigt, og andet kan man ikke undvære.
En af de ting, jeg er glad for, er ”Ejnars Pude”.
Det er en simpel skumplade, som jeg har fået af en god ven, som sjovt nok hedder Ejnar.
Det har forbavset mig, hvor nyttig denne pude er.
I skrivende stund er jeg anbragt på denne pude, efterdi min bænk er en anelse fugtig.
Ejnars pude er ikke til at undvære.
I morgen går turen til Padborg.
Derefter agter jeg at gå lidt mod nordvest, hvor jeg satser på at møde deltagerne i det eneste reality show jeg bryder mig om på TV.
Og så er jeg derhenne, hvor jeg trækker en streg på kortet der ender på min Dejlige Skjern Å Camping.
Men derfor er sommeren slet ikke omme.
Se dig ud en sommerdag,
når de bønder tromler.
Land æfor og by æbag
Lærkesang og humler
byg i skred og bær i blost
barneleg om frænnet post
rugens dræ med duft af most
i drift om brede gårde.
Jeppe Åkjær.
I dag så jeg en hare.

Dag 7. Lund (Bylderup Bov) - Padborg 38 km. Totalt 264 km 
Spændingen er udløst.
Notarius Publicus i skikkelse af E. Kristiansen, Skjern forestod lodtrækningen mellem de 3 kandidater.
Vinderen af en is med 3 kugler med guf og syltetøj blev Inge Oxhøj.
Hjerteligt tillykke.
I stk flødebolle kan evt. tilføjes.
Er du i Smedager i morgen? 
Tak for en god aften til den søde familie her i Lund, der velvilligt har stillet deres have til rådighed for Den gamle Cyklist..
Jeg har stræbt efter at opføre mig nogenlunde manerligt, så der er en chance for, at jeg også kan dukke op her næste år:-)
Efter en kop kaffe gik starten, og jeg kunne endnu en gang konstatere, at der var dømt medvind.
Endda lidt kraftigere end dagen før.
Vejene er lange og lige, og landskabet er fladt som en pandekage.
Ikke særlig afvekslende.
Jeg ankom til Rens, der reklamerede med, at de havde været årets landsby i 2017.
Den titel er nok værd at samle på.
Jeg kunne godt se, at der så pænt ud.
Jeg fik en snack i byens park, hvor 2 x robot var på trimmearbejde.
Af og til kan man få lyst til at sludre lidt.
Især, hvis man er helt alene.
Jeg kan nogle trick.
En gang kørte jeg rundt i Island og ønskede. at jeg var i Bangkok.
Der var koldt og det regnede.
Jeg passerede et enkelt hus.
Jeg kunne se, at der var nogen hjemme.
Jeg tømte min vandflaske inden jeg gik hen og bankede på døren.
Jeg stræbte efter at se rigtig ynkelig ud.
Jag må vel ikke bede om lidt vand, spurgte jeg.
Jo, sagde konen.
Hun tog flasken og lukkede døren.
Lidt senere var hun tilbage.
Værsågod, sagde hun. 
Gav mig flasken og lukkede døren.
Tjah.
Jeg overvejede lidt det samme stunt i Rens.
Der var også en fin toiletbygning, og de ville nok sige, at jeg kunne hente mit vand der.
Lidt kunst kunne de også byde på.
Jeg fik en formodning om, at det er godt at bo i Rens.
Det var på disse kanter jeg i sin tid befandt mig, da jeg var ude på min til dato dårligst forberedte cykeltur.
Det var tilbage i 1977, hvor jeg havde fundet på, at jeg ville cykle fra Flensborg til Løgstør.
Til det formål havde jeg indkøbt en 3 gears herrecykel i et varehus i Flensborg.
Så tog jeg af sted.
I april.
I almindeligt tøj.
Uden værktøj og reservedele.
Medbringende 1 stk automobilkort.
Det gik rent galt.
Turen endte med, at jeg lod mig afhente i et læhegn lidt uden for Skive, hvor jeg sad og hang sammen med den lille mand med den meget store hammer.
Det var yderst pinligt.
Jeg følte mig til gengæld helt habil, da jeg denne dag cruisede majestætisk hen over sletterne.
Lidt har man da lært.
Jeg mødte 3 harer og en cykelklub.
Hvis der havde værer butíksruder at spejle sig i, havde jeg garanteret gjort det.
Men der er mest af alt en masse natur.
I takt med, at jeg nærmede mig grænsen kom der rigtig meget politi til syne.
Jeg checkede lige samvittigheden, inden jeg besluttede mig til at hilse på dem.
Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvad de var på udkig efter.
Det var i hvert fald ikke mig.
Den seneste tid har jeg fulgt med i ”Cykel solo” på Facebook. 
Det er Jasmin, der er på tur med sin hund.
Det viste sig, at vi kunne få det hele til at passe sammen, således at vi kunne få lejlighed til at hilse på hinanden.
Det skete simpelthen lige uden for Brugsen i Padborg.
Vi havde masser at snakke om.
Den lille hund hedder Skibbi, og den var virkelig sød.
Jeg mente nok, den lige kunne passe i min taske, men det var ikke et forslag, der fik mange stemmer.
Jasmin kørte på en cykel mage til den som den seje Rasmus Quuade benyttede på sin Nordkapp-tur.
På Cykel solo kan man lige nu se et foto af Skibbi og Den gamle Cyklist.
Tak for snakken Jasmin.
Må din videre færd være fyldt med medvind og gode oplevelser.
Min overnatning var i Padborg i Baghave-regi.
Jeg kontaktede værterne, og kom frem til et herligt kolonihavehus, hvor jeg kunne få lov til at slå mine folder i vinterstuen.
Udsigten er enestående, og jeg fik forklaret, at der er mulighed for at se havørne, ræve og rådyr.
Jeg tror nok, at jeg nærmest spandt af tilfredshed, da jeg tullede rundt og arrangerede mine ting.
Med hensyn til havørnekig gik det op for mig, at jeg havde svært ved at holde mig vågen.
Selv i søvne følte jeg mig heldig.
Morgendagens tur bliver ikke så lang.
Jeg har erfaret, at der er nogle, der ikke aner hvad de skal stille op med sig selv, hvis de holder en tidlig fyraften på deres cykelture.
Jeg kan altid finde på noget.
Jeg har kig på en campingplads, der ligger i nærheden af storkene i Smedager.
Sidste år cyklede jeg hen og hilste på storkene i Bækmarksbro ved Struer.
Nu må det være tid til et besøg i Smedager.
De har deres eget program på Lokal-TV, hvor et fast kamera følger deres gøren og laden.
Det er et af mine yndlingsprogrammer, og det er det eneste reality-show jeg gider at bruge min tid på.
Fra storkene er der ca 150 km til Skjern.
Tilforn havde det været en éndags smuttur, men sådan spiller klaveret ikke længere.
May your hands always be busy
May your feet always be swift
May you have a strong foundation
When the winds of changes shift
May your heart always be joyful
May your song always be sung
May you stay forever young.
Pete Seeger

Dag 8. Padborg - 26 km. Totalt 290 km 
Mit egern kom ikke frem for at sige farvel.
Jeg havde ryddet op så godt jeg kunne.
Jeg havde skrevet i gæstebogen og var klar til at tage af sted.
Det blev en ny god oplevelse på min lille tur.
”I want to visit Memory Lane, I don't want to live there.”
Jeg har et helt specielt forhold til Padborg.
Jeg boede i nærheden fra 1975 – 78, og vi havde en dagplejemor På Nørregade, hvor jeg nu stod og prøvede at huske, hvor det var.
Det her med at dykke ned i minderne kan være en farlig leg.
Jeg gør det alligevel ofte.
Sandsynligheden for at finde Åse var forsvindende lille.
45 år senere.
Jeg spurgte mig lidt for blandt folk, der var lidt oppe i årene, og jeg fandt da også frem til en, der kunne huske familien.
Jo dem kunne hun godt huske. De havde en søn, der hed Bjarne.
Ja, og en datter, der hed Janni supplerede jeg.
Næh, nej de bor her ikke mere, sluttede hun.
Jeg besluttede at gå op i Brugsens Cafe, og drikke en kop kaffe med Åse, selv om hun ikke var der.
Sådan for gammelt venskabs skyld 
Turen videre gik gennem industrikvarteret.
Den slags er aldrig kønne, men i Padborg er de endnu værre pga de mange speditionsfirmaer.
Længe varede det ikke, inden det igen blev landligt.
Jeg kørte forbi Frøslevlejren, som ikke var åbnet på det tidspunkt.
Jeg havde helt styr på ruten, men standsede brat, da den vej jeg styrede lige imod var en grusvej.
”Glem det”, hvislede jeg.
Der fandtes andre ruter.
Til min overraskelse var vinden igen min ven.
Jeg havde forventet modvind.
Kan man forestille sig, at jeg har været i kontakt med et overnaturligt væsen, der nu har sørget for, at jeg for altid vil møde medvind?
Det vil jeg spændt følge med i.
Jeg har tjent en forfærdelig masse penge.
Ikke langt fra, hvor jeg befinder mig, ligger Agerskov Kro.
Det er et 3. stjernet hotel, hvor man for kun omkring 1000 kr kan få en overnatning.
Der skal jeg ikke hen.
Man siger jo, at det der er sparet er tjent.
Derfor var jeg ikke længe om at slå til, da den ualmindelig flinke dame på Terkelsbøl Camping & Fiskesø forklarede mig om priserne på deres hytter.
Jeg sparer hundredevis af kroner.
Til gengæld gå jeg så glip af, hvad man i omtalen af Agerskov Hotel kalder en fremragende bar.
Jeg lurer lidt på, om det er priserne eller udvalget, der er fremragende.
Kan der være tale op en kæk ung mand i en sort vest, der hopper og springer, mens han blander coctails?
Man da jeg alligevel ikke indtager drikkevarer, der indeholder flere procenter end abrikossodavand, kan jeg godt leve med savnet af den fremragende bar.
Stedet her er en kombineret campinglads og fiskesø.
Som de andre campingsteder, jeg har besøgt på min rejse, er den ikke overrendt af gæster.
Der er forbavsende få.
Alt ser ellers pænt og ordentligt ud.
Jeg er slet ikke interesseret i Put`n`take, så jeg kan ikke vurdere den side af gesjæften.
Jeg havde rigeligt at se til.
Jeg startede med en solid middagslur, inden jeg gik ned til søen for at få den vinget af.
Der var nogle få fiskere, og jeg kunne mærke på dem, at der ikke var sat vand over til de store samtaler.
”Bider de”.
”Ja klø mig på ryggen”.
Oavald Helmuth havde mange morsomme bemærkninger.
Også om lystfiskeri.
Jeg gik hjem til mig selv.
Arrangere ting, skrive, læse, drikke kaffe, se cykelløb.
It´s al in a day´s work for a long distance bicycle rider.
I morgen kunne jeg evt bevæge mig i retning af noget, der hedder Arrild.
Der skulle være en campignplads.
Men inden jeg kigger på det, skal jeg besøge storkene i Smedager.
Det er kun få kilometer herfra.
Livet er herligt.

Dag 9. Terkelsbøl – Camp v/Toftlund 46 km. Totalt 336 km 
Herlig dag.
Enten havde jeg fundet frem til en god seng, eller også var jeg meget træt, for jeg sov ganske fortrinligt i min lille hytte.
Måske endda lidt murmeldyrsagtig.
Det er i hvert fald svært at komme op igen.
Der var naboer i hytten ved siden af, men dem hørte jeg ikke noget til.
Det er altid noget lettere at få pakket færdig, når jeg ikke skal have teltet pakket ned..
Jeg postkassede nøglen og sagde hej, sådan i al almindelighed.
Første mål var storkene i Smedager kun 4-5 km væk.
Det gik nemt med at finde stedet, men det hele var spærret af. 
Der er helt sikkert et gevaldigt rend af mennesker, der vil hilse på storkene, men det kræver, at man kommer ind i husets have.
Jeg snakkede i stedet lidt med en flok alpakaer, der boede på stedet.
De er rigtig søde.
Nu skete der det, at husets beboere kom ud til mig og sagde, at jeg da gerne måtte komme ind og kigge.
Det ville jeg gerne.
De forklarede mig, at de hver dag fodrer storkene med fine ørreder.
Så lærte jeg også noget den dag.
Jeg var glad for at jeg fik lejlighed til at hilse på deltagerne i verdens bedste reality show.
Så satte jeg kursen mod nordvest.
Den ene landsby efter den anden blev vinget af, mens jeg tøffede af sted.
Der var ikke længere pandekagefladt, og jeg mente også at kunne mærke, at jeg har været ude mere end en uge.
Jeg falder ikke i søvn på cyklen (det har jeg prøvet), men jeg skal ikke sidde ret længe før øjnene blev tunge.
Min kaffe til frokosten bestod af en liter skummetmælk. 
Der er kaffeautomater mange steder, men ikke alle.
Jeg fandt let min destination. 
Det er et hus, der ligger dejlig langt ude på landet.
Jeg fandt let et velegnet hjørne i haven, hvor Hubba2 gerne vil stå.
Hubba2 og jeg har ikke helt vænnet os til hinanden.
Jeg har en fornemmelse af, at jeg vender noget forskelligt fra gang til gang.
Nogle gange er snorene for korte i den ene ende.
Men der er masser af plads i teltet.
Men ingen indvendige lommer.
Jeg overvejer kraftig at anskaffe et lille natbord.
Jeg tror godt, der kan blive plads til det.
Jeg har været så heldig at blive inviteret på kaffe og kage hos min sæde vært.
Jeg kan vel nok sagtens.
I morgen rammer jeg et sted i nærheden af Grestedbro.
Det kan ikke vare længe inden skiltene begynder at udmåle afstanden til Skjern.

Dag 10. Camp v/Toftlund – v/Tobøl 44 km. Totalt 380 km 
Eller er det dag 9?
Lad mig slå fast lige fra starten.
Det blev en dag med vidunderlige naturoplevelser.
Bl. a et rådyr, der sprang over vejen lige foran mig.
Inden jeg tog af sted fik jeg morgenkaffe sammen med min søde vært.
Jeg plejer gerne at være alene om morgenen ved afgang, men det var skønt at få en hyggelig morgensnak kl tidligt.
Det vat et ualmindelig skønt pitstop, jeg havde der,
Af hjertet tak.
Vinden var igen min ven, da jeg listede mig hen ad de små veje.
Først fladt, lidt senere nogle bakker.
Jeg kom igen en lille by så langt ude, at de nok tager husene ind om natten.
Jeg spottede et skilt med titlen Banegårdsvej.
(Jeg er meget interesseret i skilte).
Jeg holdt stille, men hørte ingen tog rangere, hvilket jeg ellers forbinder med en banegård.
Jeg henvendte mig høfligt til en hundelufter for at få opklaret mysteriet.
Hundeluftere ved ting.
Denne venlige dame mente også, at der havde været tog engang.
Det var før hendes tid, og hun havde boet der længe.
I mellemtiden har jeg glemt, hvad byen hed.
Det udviklede sig hele tiden. 
Området transformerede sig til en smuk skov, hvor jeg virkelig nød at køre.
Jeg mener endda jeg var i færd med at finde nogle strofer frem af Emil Aarestrup, som jeg mente passede til lejligheden
Så løb jeg lige i fælden. 
De fik skovlen under mig.
Man havde narret mig ind i den fredfyldte skov, og så pludselig var vejen væk.
Måske ikke netop væk, men de var igen løbet tør for asfalt.
Der var ikke andre muligheder.
Så skulle jeg køre langt tilbage, og det er ikke rart at gøre det.
Jeg mumlede lidt i skægget og trillede videre.
Jeg erkender at det var en smuk tur.
Jeg kørte bl. a gennem en savanne og manglede kun girafferne.
Højdepunktet kom, da jeg ramte Sjapmosevej.
Jeg synes, det er et genialt navn.
Ene det at få lov at køre på Sjapmosevej opvejer gruset.
Videre gik det nu i Vejen kommune.
De havde arrangeret en bjergspurt.
Jeg vandt let og fører nu konkurrencen om bjergtrøjen.
Denne dag kørte jeg på en stor vej med en lille cykelstribe og en lille vej med en stribe så stor, at 2 biler ikke kunne passere hinanden.
Det prøver jeg at forstå.
Min nye Camp var ved Tobøl.
Der var ingen hjemme, men jeg havde fået lov til at gå ind i haven og bygge rede.
Søde mennesker.
I morgen går turen nok til Hovborg, hvilket er en kort tur.
Dagen efter bliver jeg nødt til at tage til Ølgod, for at se om der er styr på tingene.
Og så er der genforeningsdag.
Skjern Revisited.

Dag 11. V/Tobøl - Holme Å Camping 29 km km. Totalt 419 km .
Min vært kom hjem, og vi fik en rigtig hyggelig snak om dette og hint.
Vi blev bl. a enige om, at det er skønt at bo på landet.
Resten af dagen tullede jeg rundt i min lille lejr.
Jeg kedede mig ikke et sekund 
Breaking News.
Måske erindrer nogen, at jeg for nogle dage siden berettede om mit besøg i Rens.
Jeg erfarer, at der måske er kommet storkeunger/æg også der.
Spændende.
Digterhatten.
Er du trist og har du sorg i sinde
så ta' med mig ud på cykeltur
for det er den bedste ting på jorden
her …..
Så er jeg ikke kommet længere.
Jeg skal have fundet noget, der rimer på cykeltur. 
Det hænder ikke så sjældent jeg sidder og nynner lidt for mig selv, når jeg er ”derude”.
Det er ofte sange fra den danske sangskat.
En af mine yndlingssange er ”Du danske sommer, jeg elsker dig” (Sommervise ) som Thøger Larsen skrev i 1923.
Eller Johannes V. Jensens ”Hvor smiler fager den danske kyst”.
Har du en favorit?
Min gode vært var ikke til stede, da jeg tog af sted.
Jeg havde fået til opgave at tage livet af en 3D printer, og det mener jeg nok lykkedes.
Dagens mål Var Holme Å Camping.
Naturen var knap så spektakulær, som dagen forinden.
Men ikke meget hamler op med Sjapmose.
Til gengæld var der kommet bakker. 
Jeg kan se på bakkerne, hvornår mit vogntog bliver ”parkeret”.
Det er såmænd ikke så langt fra toppen.
Men det tager tid med det sidste stykke.
Rigtig lang tid.
Holsted gav anledning til lidt indkøb.
Jeg sendte også en venlig hilsen til Bente, som tidligere velvilligt har stillet en have til rådighed for mig.
Denne gang skulle jeg dog lidt længere.
På vej ud af Holsted hang jeg til tørre på en bakke.
En herre gik og fedtede med nogle haveredskaber.
Da jeg ”susede” forbi kiggede han op og sagde venligt.
”Det er noget af en opgave, du har sat dig selv på”
”Men jeg skal nok komme op”, pustede jeg.
Og jeg kom skam op.
Ad samtlige dagen bakker.
Det er skønt, at man man arbejde lidt i underholdningsbranchen, når man alligevel cykler derude.
Det kunne være i kategorien ”Et syn for guder”.
Dette var årets varmeste dag, og jeg er ikke bleg for at indrømme, at den bed lidt derude.
Men til sidst trillede jeg alligevel ind på Holme Å Camping, der er en plads lige efter mit hoved.
Stille og rolig og med alt, hvad jeg har brug for.
Jeg faldt i snak med et par cyklister, der var på vej til at køre, da jeg kom.
Det var Annette og Persille fra Avernakø
Vi fik en hyggelig snak, om det der nu engang optager cyklister.
Men de havde et problem.
Dagen før var Annette styrtet på en grusvej, og havde skadet sit knæ.
Hun var ikke sikker på, om hun kunne køre.
De sagde farvel, men en halv time senere var de tilbage igen.
I stedet for en dejlig cykeltur fik de en tur til lægen.
Og hvis lægen siger stop, skal de have fat i en trailer, der kan transportere dem og udstyret til Avernakø.
Trist oplevelse på en ferietur.
Jeg blev færdig med min Sherfig bog og fandt en efterladt roman i fællesstuen, der ser anvendelig ud.
Det blev ikke nogen lang dagsmarch, men alligevel føler jeg mig træt og søvnig.
Det må være varmen.
Det kan kun være varmen.
Hvad skulle det ellers være?
Min sidste overnatning på denne tur bliver i nærheden af Ølgod.
Det minder lidt om ”hjemme”.
Where the heart is 
En stille høstlig brusen
igennem bøgeskoven går,
og som en vinges susen
gør leen skår i skår.
Og luftens bælger kløves
thi storkens unger prøves
højt over bondens gård.
Chr. Richardt, 1887

Dag 12. Holme Å Camping – Krusbjerg: 35 km km. Totalt 454 km.
Der var simpelthen for varmt i går.
Det er jeg nødt til at erkende.
Denne morgen startede med dis og mere udholdelige varmegrader.
Jeg indtog min morgenkaffe, mens jeg pakkede ned.
Jeg fik en snak med mine nye venner fra Avernakø.
De er på vej hjem med cyklerne på en trailer.
Sådan kan det gå.
Jeg nikkede farvel til den fine campingplads og satte i gang.
Det blev en vidunderlig smuk tur på mindre veje hele tiden.
Vinden gad ikke at lave noget, og bakkerne var til at forhandle med
Jeg kom snart til Baldersbæk Plantage som en vis Holger Petersen har gjort attraktiv.
Til hans ære havde man rejst en stendysse.
Denne plantage er bestemt et besøg værd.
Det er ikke så ringe at blive æret med en stendysse.
Han var vist en værre gavtyv, den gode Holger.
Han lavede noget, der hed det lumske springvand. Hvis man trådte på et bestemt sted, fik man vand i hovedet.
Jeg fik en kop kaffe i Starup Brugs.
Jeg kiggede mig lidt omkring der og blev enig om, at jeg havde været der før.
Jeg oplever ofte den form for deja vu, der forstærkes af, at jeg ikke altid er kommet til byerne fra den samme retning.
Der var vist ikke nogen, der kunne huske, at jeg havde været der før.
Mere skov med 2 harer som et (to) af højdepunkterne.
Jeg så også en hjortefarm, men den tæller ikke med.
Næste større by var Ansager.
Rygtet om min tur var løbet i forvejen.
Man var simpelthen i gang med at hejse dannebrog, da jeg passerede byporten.
Jeg ville godt personligt sige tak, så jeg standsede for at udtrykke min tilfredshed.
Jeg var i forvejen helt oppe at køre over det med stendyssen.
Det viste sig nu, at de netop denne dag åbnede Spillesteder Mariehave, og det var den egentlige grund til flagene.
Det havde jeg nok haft på fornemmelsen.
Jeg havde planer om lidt frokost i Ansager.
Der var ingen steder, jeg kunne sidde ned på en cafe eller lignende.
Der var nogle bænke på torvet, men en skare unge mennesker var ved at sætte vand over til en gang sidste skoledag.
De var søde og opførte sig fint, men jeg havde ikke for alvor lyst til at dele lyden fra en boombox med dem.
I stedet gaflede jeg en sandwich i Brugsen. Jeg fik ingen kaffe, for de havde udsolgt af låg.
Man kunne måske med fordel bestille låg og bæger samlet.
Det lykkedes mig at finde frem til et bålhus i udkanten af byen.
Jeg kunne stadig høre boomboksen, men det var til at holde ud.
Og der holdt jeg så min frokostpause, og var samtidig vidne til at solen nu fik magt.
Slut med morgendisen.
Jeg har en fornemmelse af, at jeg bliver træt lige før min etape slutter. Uanset hvor lang den er.
For at komme til min Camp i Krusbjerg, røg jeg over i modvind.
Det var også en meget ubehagelig vej de sidste kilometer.
Derfor var de i gang med at lave en cykelsti.
Og så er der nok ingen der forestiller sig, at Krusbjerg ligger i en dal.
Eller var det mig, der så false flat.
Jeg fik min lejr sat sammen i haven hos nogle søde mennesker.
Lidt køligere end i går.
I morgen går turen til Skjern.
Eventyret slutter foreløbig her.
Jeg skriver i sollys, og det kan være udfordrende.
Jeg har forsøgt at læse karrikatur, men tyrkfejl kan ikke udelukkes.
Digterhatten.
Er du trist og har du sorg i sinde
så ta' med mig ud på cykeltur
uanset om du er mand eller kvinde
Vil du se du går fra mol til dur.
Jeg er ikke færdig. Bl. A er jeg lidt udfordret af, hvordan jeg får tilføjet ”Gamle filur” for slet ikke at tale om Sjapmose.
Tak for mange gode tips.
Vi tager lige det sidste i morgen 

Dag 13. Krusbjerg – Skjern: 30 km km. Totalt 484 km.
Det var det.
Ekspeditionen er slut.
Den gamle Cyklist er kørt i pit i Skjern.
Jeg havde en fin overnatning hos de søde mennesker i Krusbjerg.
Deres 2 flinke hunde kom af og til og sagde hej.
I løbet af natten kom der et gevaldigt tordenvejr. Det glimtede og bragede, så det var en lyst.
Jeg var ikke vågen nok til at registrere, hvor vildt det var, men det var da noget af et lysshow.
Det regnede også.
Jeg havde ikke forventet regn, så det var en klar fejl af mig.
Så ligger man der og tænker:
Fik du lukket alle tasker og poser ordentligt?
Gider du lige stå op og kigge efter?
Det gad jeg så ikke.
Det var jo sidste dag, så hvis tingene blev våde, var det til at leve med.
Det havde nok set anderledes ud, hvis jeg lige var startet.
Mentalt notat til selv: Husk altid at lukke alt ned, inden du går til ro. Du kan ikke være sikker på, om der kommer vand.
Godt, så fik vi sat det på plads.
Det var en lidt sjasket affære at pakke vogntoget, men det blev da gjort.
Jeg var væk inden den søde værtsfamilie fik øjne.
Tak fordi jeg måtte låne jeres have.
Jeg havde en klokkeklar og ufravigelig plan fra starten.
Jeg ville have kaffe m.m i Ølgod, som lå 7 km væk.
Det blev en smuk og stille tur til staden i et let kuperet terræn.
Bageren havde ingen bænke sat frem, så i stedet fik Brugsen glæde af mit besøg.
De havde lige fået en ny kaffemaskine, der brygger udmærket mokka.
Jeg sad lige udenfor indgangen og det gav anledning til mange venlige bemærkninger.
Hyggeligt.
Så gik det mod Skjern.
Her har jeg hjemme og her kan jeg finde rundt.
Dog forekom det mig, at der i området omkring Ådum var stejlere bakker end normalt.
Jeg ville også have sat en femkrone ind på, at der var flere af dem, end der plejer at være.
Men sådan er det åbenbart. 
Så snart man er væk nogle få dage, går de ud og tilter bakkerne.
På en af de vilde stigninger over jernbanen mellem Skjern og Ølgod var jeg i gang med at gispe, da jeg fik selskab af en motionist fra Ølgod.
Vi fik en hyggelig snak og så en hare.
Jeg bliver altid så opløftet af sådan en lille cykelsnak.
Det er altid en speciel oplevelse at afslutte en rejse.
På den ene side vil man mere, men på den anden side trænger man også til en pause.
Det første jeg gjorde var at smide mig i en stol og kyle en flaske vand ned.
Jeg havde en formodning om at et bad var tiltrængt, så det var min næste opgave.
Jeg bestilte også en klipning.
Jeg klipper altid mig selv.
Det, jeg kan se, er godt nok.
Og hvordan det så ser ud i nakken kan jeg ikke rigtig tage mig af.
Jeg ser det jo aldrig.
En af mine venner undrer sig over, at jeg vil bruge tid og energi på at skrive mine dagbøger.
Men det er noget, jeg har stor fornøjelse af.
Jeg kan stadig have fornøjelse af at læse mine dagbøger fra dengang i 1995, hvor jeg cyklede til Nordkapp.
Dengang skrev jeg ned hver dag i et stilehæfte.
Nu er vi jo online, og det lykkes de fleste gange at få dagbogen ud.
Det har været en stor fornøjelse at læse alle jeres kommentarer og hilsener.
Nogle har skrevet, at de af forskellige grunde ikke kan cykle en lignende tur, men at de her har haft en fornemmelse af selv at være der.
Større ros kan man næppe få som Onkel Rejsende Mack.
Noget af det bedste for mig på turen har været at møde en gevaldig masse gode mennesker.
Vi er alle forskellige, og det er just det kuriøse.
Jeg plejer at sige før en tur, at hvis rejsen ender med at jeg i det mindste har fået bare én ny ven på turen, så har det været en succes.
Jeg skulle mene, at det kriterium er opfyldt 
Jeg garanterer for, at der om nogle måneder bliver møgvejr igen, og der har jeg måske nogle rejseforedrag, der kan forsøde en mørk og kold aften.
Jeg har pt 3 rejsefordrag:
1_Cykelture i 24 lande gennem 27 år.
Bl. a Japan, USA og Sydafrika.
2_På landevejen iført barnevogn og fuldskæg.
Den gamle Vandringsmand.
I alt 2500 km fra 2016 – 18
3_ En rejse til Botswana. (Vedh. Billede).
Da min bil er en motorcykel er det smartest, hvis det kan blive et arrangement nær et jernbanespor.
Det koster ikke gratis, men hvis man vælger undertegnede i stedet for Mikkel Beha, er der store summer at spare.
Nu skal jeg have vasket alt mit skidne tøj, og vurderet situationen, og så kan det da godt være, at jeg drager ud på en ny ekspedition.
Af vanvare er jeg kommet til at leje mig ind på en herregård nord for Vänern i Sverige, så jeg er nok nødt til at køre op og snakke med dem.
Turen derop kunne godt starte i nabolaget af den 11. juli og kommer i første omgang til at handle om turen mellem Skjern og Frederikshavn.
Skulle du bo langs min rute kunne vi da sagtens dele 2 kopper kaffe og bytte røverhistorier.
Mine boglister og anmeldelser kan ses her. Gode tips modtages med interesse og nysgerrighed.
bikingdane.dk/lst-2021
Tak for selskabet de sidste par uger.