Sponsorbrev #1.
5 februar 2017.
Det er da vist på tide at ønske jer allesammen velkommen til 2017.
Og vi har jo allerede ædt en pæn portion af det nye år.
Det er ved at være en rum tid siden Den gamle Vandringsmand gjorde landevejene usikre, og de mange tilbagelagte km resulterede jo i en pæn slat penge, som jeg nu er i gang med at anvende på den bedst mulige måde.
Der var nemmere, end jeg havde troet at tilbagelægge de i alt 1176 km, der førte mig gennem det meste af Jylland, og også gav mig lejlighed til at skære en skive af Fyn.
Men det tog unægtelig sin tid:-)
Det blev til ca 18.000 kr, som nu skal fordeles.
Halvdelen af beløbet anvendes til at holde 2 udvalgte elever i Puerto Galera i Skole.
Puerto Galera ligger ca 100 km syd for Manila, og det er allerede et stykke tid siden, at der blev indkøbt uniformer og skolematerialer til Erika og Junleo.
Hver måned sendes der nu et beløb til de 2 elever.
Vi kender nogle pålidelige mennesker dernede, der sikrer os, at pengene ender de rigtige steder.
Den anden halvdel var egentlig tænkt anvendt til "Feeding programs", men den borgmester jeg havde regnet med at få et samarbejde med, takkede for henvendelsen og lovede, at hun ville kontakte mig den efterfølgende dag.
Det skete så aldrig.
Det var i begyndelsen af december.
I stedet har jeg så fundet frem til et "public" hospital, hvor de bl. a har en børneafdeling og også en fødeafdeling.
Det er de allerfattigste mennesker, der kommer der, og et besøg på hospitalet overbeviste mig om, at det var et godt sted at anvende nogle af pengene.
Jeg fik først foretræde for hopitals-direktøren, og som jeg havde ventet gav han på stedet tilladelse til at sætte projektet i gang.
Jeg fik så et møde med "the head nurse" og vi fandt frem til, at det ville være godt med bleer (small og medium), vådservietter, drikkevand og alcohol (til desinficering).
Desuden købte jeg en sæk æbler.
Jeg blev modtaget ved indgangen og en portør kørte alle de gode sager indenfor på en kørestol.
Head Nurse og en almindelig nurse trådte så i karakter. De lavede en lille samling af tingene, som så blev uddelt til hver enkelt patient.
Vi gik fra stue til stue, og der var stor glæde over tingene.
Det er en dråbe i havet, men lidt har også ret.
Jeg havde på forhånd indhentet tilladelse til at tage billeder, og det overraskede mig, da jeg fandt ud af, at de mennesker, jeg hilste på rigtig gerne ville have taget billeder, næsten uanset, hvor syge de var.
Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg fik lidt tårer i øjenkrogene, efterhånden som vi gik fra stue til stue.
Patienterne lever ikke under umenneskelige forhold, og man mærker, at personalet gør alt hvad de kan, og de kan godt finde på at stikke en ble til en mor, der er løbet tør.
Siden dette første besøg har jeg allerede været på hospitalet med nye forsyninger.
Nu vidste jeg, hvad der var mest behov for, og havde således mere alcohol med.
Jeg spurgte The head Nurse om hun kunne udpege en patient, der i særlig høj grad havde brug for hjælp.
Og det kunne hun.
Men denne specielle patient må I vente med at høre om til næste brev, der kommer meget snart.
Førstkommende søndag har jeg også fået lov til at lave et interview med the head Nurse, og det glæder jeg mig til.
Skulle I derude have spørgsmål om hospitalet eller om sundhedsvæsenet i det hele taget, skal jeg gøre hvad jeg kan for at finde svarene.
Men kig lidt på billederne, så I ved lidt om, hvad jeres sponsorkroner er gået til.
De bedste hilsener
Holger aka Den gamle Vandringsmand
