Sponsorbrev #11

Tilbage fra ekspeditionen til Puerto Galera gik turen igen til mit hospital, hvor indtil flere havde savnet mig.

Det føltes næsten hjemligt at være tilbage, og vagten reagerer overhovedet ikke, når jeg kommer.
Døren til skadestuen står næsten altid åben, og man kan næsten ikke lade være med at kigge ind og se, hvem de nu er ved at lappe sammen.
Men det er ikke en overrendt skadestue.

Jeg sagde Hej igen til min yndlings head Nurse Mrs. Bascon, og vi gik i gang med at undersøge, om der var nogle "indigent" patienter.
Jeg tror da nok, at de allerfleste patienter på hospitalet må betegnes som fattige, men "indigent" betyder nærmere ludfattig.
Og det er dem, vi går efter at hjælpe.

De første 3-4 dage var der ikke nogen.

Derfor valgte jeg den ene dag at købe 40-50 flasker yakult til babierne.
Sygeplejerskerne i modtagelsen hævder gerne, at de er en flok babier, og hvis der er lidt yakult tilovers, kan det godt hænde, at de får én med.
De fleste af lægerne sætter også pris på disse yakult. Jeg har endnu ikke mødt nogen, der ikke kan lide dem.

Og så aflagde jeg besøg hos min frugthandler.
Det er en dame, der står et stykke fra hospitalet, og vi har indgået en aftale om, at jeg får 41 æbler og betaler for 40.
Hun får nærmest julelys i øjnene, når jeg nærmest i et hug rydder hendes bod.
De steder, hvor jeg køber mine ting, er de meget interesserede i at få at vide, hvad jeg skal bruge så mange yakult og æbler til.
Når jeg fortæller, at det er til børnene på hospitalet, bliver de helt stille, og jeg ledsages gerne af indtil flere "God bless you".
Og jeg går da ikke ud fra, at det sådan for alvor kan skade mig.

Efter nogle dage var der brug for mig igen. Der var endda fire på en dag.
Den første var en lille pige, der skulle have lavet en test for tyfus.
Den kostede 800 P, som vi hjalp med.
Det viste sig heldigvis senere, at den lille ikke havde tyfus.

En lille dreng skulle have taget nogle røntgenbilleder i forbindelse med behandling for astma.
Det blev også klaret.

En lille pige fik "pakkeløsningen" for diarrhe, som rigtig mange lider af.

Og så kom vi forbi en lidende gammel mand. Han pustede som en blæsebælg og havde det rigtig dårligt.
Desuden var han koblet til en iltflaske.
"Ja, han er jo ikke en baby", sagde Mrs Bascon og ville gå videre.
"Jo, men han er da også et levende væsen", indvendte jeg.
Jeg spurgte lidt ind til ham og fik at vide, at var 76 år gammel og led af hjertesvigt og forhøjet blodtryk + flere andre relaterede lidelser.
Han datter og svigerdatter var hos ham, og datteren stod med tårefyldte øjne og fulgte med i, hvad der skete
Han havde været der en uges tid allerede, og regningen var allerede på flere tusinde Pesos - som de ikke kunne betale.
Nu ville han gerne hjem
Et kort øjeblik så jeg i ånden mig selv ligge der og min datter stå ved fodenden, og den tanke var ikke sådan lige til at håndtere.
"Lad os lige snakke sammen udenfor", sagde jeg til mrs. Bascon.
I enrum blev det besluttet at han skulle have en "medicinpakke".
Den beløb sig til 1200 pesos for én dag.
Og det gentog sig næste dag.
Den tredje dag var han ikke meget bedre, og han insisterede igen på at komme hjem.
Vi måtte udenfor igen.
Vi enedes nu om at dele regningen, der var løbet op til mere end 6000 pesos.
Man kan desværre ikke sige, at det var nogen lykkelig afslutning på dette sygdomsforløb.
Hans udsigter til at blive helbredt, efter at han er kommet hjem er meget svære at få øje på.
Trist.

Der er nu under 3 uger, til jeg vender tilbage til Danmark, og det er jeg begyndt at glæde mig til.
Efter omkring 30 - 33 grader hver dag, glæder jeg mig til at få arrangeret et stævnemøde med det danske forår.

Nedenfor står det beskrevet hvordan min økonomiske situation drastisk er  væsentligt forbedret, og i næste nummer af Sponsornyt skal I få en historie om rumænske tricktyve i Filippinerne.
Den havde I nok ikke lige set komme :-)

Men sørg nu for at have det ualmindelig godt, så skal det nok gå alt sammen.

De bedste hilsener Holger aka Den gamle vandringsmand aka Vandringsmanden 207



De sidste dages altoverskyggende begivenhed har uden tvivl været det aktieudbytte, jeg får udbetalt fra den bank, der ikke længere gider at hedde Sparekassen Himmerland.
Jeg må fra nu af betegnes som værende en holden mand.
Udbyttet udgør intet mindre end 36,50 kr og jeg har endda fået besked om at det indsættes med valør på min konto.
"Valør", hvad siger I så?