Sponsorbrev #4.
16. februar 2017
Kulden begynder at slå igennem her.
I morges, da jeg begav mig ud på min 7 km lange gåtur, var vi nede og snuse til 21 grader.
Det er usædvanligt køligt, og det kan sagtens få folk til at overveje, om de har gemt en ulden trøje et eller andet sted.
Efter min tur begav jeg mig til hospitalet.
Jeg var derinde i fredags, men nu ville jeg ind og se, om de havde nogle alvorligt trængende patienter.
Det havde de.
Jeg havde ellers gået og bildt mig selv ind, at jeg havde vænnet mig til, hvad der måtte møde mig på hospitalet.
Jeg tog fejl.
"Vores" patient var et 5 måneder gammelt barn, som vist led af alt, hvad sådan et barn kan komme til at fejle.

Det var bl. a fejlernæring, underernæring og diarre.
Sammen med vores Head Nurse var vi henne og hilse på.

Moderen havde det ikke meget bedre end barnet, men hun var faktisk ikke indlagt.
Hun lå nærmest bevidstløs hen, da vi kom ind, men der kom lidt liv i hende, da det gik op for hende, hvad der var ved at ske.
Manden er fisker og de har desuden 3 andre små børn, og efter al sandsynlighed ejer de absolut intet.
Det var rigtig hårdt at se på for mig.

Vi gik udenfor og fik lagt en plan, der endte med, at jeg gik på apoteket med en lang recept.

Det er jo stadig et problem med alle de andre på stuen, der alle tænker: "Hvorfor ikke mig?", men den snak har vi jo haft.

Ved en gadehandler købte vi  nu 24 appelsiner, som vi fordelte på stuen.

Så fik de lidt at beskæftige sig med.
Men der er faktisk ikke noget privatliv på sådan en stue, og alle fulgte interesseret i, hvad den rige onkel nu havde fundet på.

Man kan godt bliver overmandet af en følelse af håbløshed, for selv om barnet nu har en kur til de næste 7 dage, så vil det være det samme, når de kommer hjem til sig selv.
Og reelt er det en situation, de umuligt kan komme ud af.
I morgen tager jeg ud og ser hvordan det står til.

Men kan I nu alle sørge for at have det ualmindelig godt, så går det nok alt sammen.
De bedste hilsener
Holger aka Den gamle Vandringsmand