Sponsorbrev #3.
8. februar 2017

Til Den Gamle Vandringsmands sponsorer 8. februar 2017
Det kan såmænd hurtigt blive en daglig rutine, at jeg tropper op på hospitalet.
Og da jeg for få dage siden var der igen  for at spørge til Leonora, fik jeg at vide, at hun sådan set var udskrevet.
Og det var da gode nyheder.
Men hun lå nu alligevel på sin stue og blomstrede.

Det viste sig, at der var en regning på opholdet, som skulle betales.

Hvis patienten ikke kan betale, kan de få hjælp af socialvæsenet, men det skal der søges om.
Manden var så gået ud i samfundet for at få fat på de 600 Pesos, det drejede sig om. (83 kr.)
Han fik sig nok en overraskelse, da han vendte tilbage, med eller uden penge, for så ville han opdage, at regningen var blevet betalt.
Nu var vi jo begyndt .-)

"Har I så en ny patient med "special needs""?, ville jeg vide.
Og det havde de skam.

Mrs. Bascon fortalte om Lisa Marie, der havde født for få dage siden.
Hun var 17 år gammel!
Vi gik hen og snakkede med hende.
Hun var på stuen sammen med en tante.
I en alder af 17 år var det lykkedes hende at komme til at se slidt ud.
Træt og udmattet - og jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til hendes tandsæt, der nok ikke ville holde længe.
Både mor og barn havde brug for medicin, og det fik de så.
Forsynet med en recept gik jeg hen på det nærmeste apotek.
Og dem er der riiiiiiigtig mange af :-)

De katolske præster, der tordner mod birth control, havde ikke fundet vej til hospitalet, og det havde jeg såmænd heller ikke ventet.
Vi så heller ikke så meget som skyggen af barnefaderen.
Mrs. Bascon fortalte, at de ville tage en samtale med Lisa Marie om family planning, inden hun blev udskrevet.
"Og så ser vi hende sikkert næste år igen", sagde hun dystert.

Det er nemt for mig at komme hen til hospitalet. Det er "one ride" med en jeepney, og det koster 1.25 kr.
I øvrigt er en jeepney et af de steder, hvor man ikke bliver snydt.
Når man sætter sig, ind giver man pengene til en passager, der sidder nærmere chaufføren end én selv. Så vandrer pengene gennem køretøjet indtil de når til chaufføren.
Så råber man til ham "hospitalet", og så er vi i gang.

Nu havde vi jo taget os godt af Lisa Marie, og jeg skulle lige forbi og se, hvordan det stod til.
Det viste sig naturligvis, at hun sad med forgrædte øjne på stuen.

Selvom hun var udskrevet, var der en regning på 3000 Php, (420 kr), der skulle betales (ophold og behandling).

Det svarer sådan cirka til det beløb en hushjælp tjener på en måned.
De havde været hos de sociale myndeigheder og havde fået regningen sat ned til 2000 Php.
De havde selv skaffet 1000 Php, som de sad og viftede med.
Der manglede så stadig 1000 Php.

Mrs. Bascon og jeg selv tog nu regningen og deres 1000 Php med udenfor.
"Vi kan godt hælpe hende", sagde jeg.
"Vi skal først hen til hospitalsdirektøren", sagde Mrs. Bascon.

Henne på hans kontor forelagde hun problemet, og sagde samtidig at jeg godt ville hjælpe til.
Vi "glemte" at nævne at familien havde 1000 php.
Han kiggede på papirerne og på mig, og spurgte om det var i orden med 1000 Php.
Det var det.
Nu havde vi så en regning, der var reduceret til 1000 Php og vi havde også familiens 1000 Php i kontanter.
Nu gik vi til kassereren hvor jeg betalte 1000 Php.
Til sidst gik vi tilbage til Lisa Marie og gav hende de 1000 Php tilbage, så hun havde til transporten hjem og også til lidt mad.
Hjælper det? Tjah ....
Man tør næsten ikke tænke på, hvilke forhold den familie lever under, men nu er hun da blevet hjulpet lidt på vej

Mrs. Bascon, der er head nurse på hospitalet, har været der i 29 år. Hun er gift og har 3 børn. Hun kommer fra lokalområdet, og hun fortæller, at hun er glad for at være på hospitalet.
Engang troede jeg, at man var helt overladt til sig selv, hvis man kom til skade uden forsikring, men sådan er det ikke.
Den tilskadekomne vil blive lappet sammen på hospitalet i LapuLapu, og er der brug for yderligere behandling, vil der ske en overførsel til et andet hospital, der modtager patienter uden midler.

Der er også en operationsstue på hospitalet, men der er ingen læger til at operere. De må rekvireres udefra

Hospitalet har en skadestue, og døren står altid åben, så man lige kan kaste et blik ind og se, hvem der sidder og venter på at blive lappet sammen.
Mrs. Bascon fortalte også, at det ikke er ualmindeligt, at personalet af egen lomme giver en skilling til patienter som Leonora og Lisa Marie.

Vi var lige forbi afdelingssygeplejersken for at få at vide, om der var flere, der virkelig havde brug for hjælp, for Den gamle Vandringsmand har stadig midler at gøre godt med.

Det var der så ikke. Men det kan hurtigt komme.

Sørg nu for at have det godt allesammen, så skal det nok gå altsammen.

De bedste hilsener
Holger aka Den gamle Vandringsmand