Til mine kære sponsorer.
Sponsorbrev # 12. March 30, 2017
Alt har sin tid, og det gælder også for mit ophold i Filippinerne for denne gang.
Vi har sommer her, og der er varmt, rigtig for alvor varmt.
Jeg glæder mig rigtig meget til det danske forår.
Men det betyder også, at jeg kunne sætte et foreløbigt punktum for mit samarbejde med hospitalet i Lapu Lapu.
Det har været en ualmindelig god oplevelse for mig, og til min store glæde har der også været udbredt tilfredshed med mit arbejde blandt de mange sponsorer.
En lang række meget fattige patienter har fået hjælp til medicin og behandling, og jeg har delt ud i vildskab af æbler, yakult og Dutch Mill.
Jeg vil i hvert fald tænke lidt over tingene, når jeg næste gang kommer i kontakt med det danske sundhedsvæsen.
Noget af det værste er, når man møder et alvorligt sygt barn, og forældrene ikke har råd til at betale hverken medicin eller behandling. Det gør for alvor ondt.
Jeg har af og til haft en fornemmelse af, at jeg har strøet om mig med penge, men jeg kom faktisk ikke helt til bunds i pengekisten.Pengene rækker langt herude.
Der er stadig lidt tilbage, som vil blive anvendt til et kommende lignende projekt, eller måske vil det indgå i det løbende sponsorat af vore 2 elever i Puerto galera.
Jeg vil blive meget glad for at få en lille hilsen fra så mange som muligt af jer, hvor I udtaler jer om projektet.
Hvis jeg får lov, vil jeg bruge disse udtalelser i arbejdet med det næste projekt, dog uden at nævne navne.
Jeg sender her et billede af en plakat, der handler lidt om den kommende vandring.
Det projekt kan man læse mere om på bikingdane.dk
På bikingdane.dk vil man også kunne læse min almindelige dagbog fra og med 6. april.
Det bliver sådan lidt om alt og ingenting :-)
Når turen starter vil der være daglige dagbogsopdateringer på bikingdane.dk og på Facebooksiden Vandringsmanden 2017.
Og måske ses vi undervejs?
Men nu til de sidste dage på hospitalet.
Der var en periode, hvor der ikke var nogle "ludfattige" patienter, og de dage kom jeg med enten æbler eller yakult/Dutch Mill.
Det var virkelig dejligt at dele ud til alle børnene, der slet ikke kunne forstå, hvad der ramte dem.
Min næstsidste patient var en kvinde omkring de 50, der havde problemer med nyrerne.
Hende betalte vi en ultralyds scanning for. Det forgår på den måde, at jeg går med et familiemedlem hen til laboratoriet og betaler for den kommende undersøgelse. Og der laver de ingenting uden at have pengene først.
Hun havde en infektion, som blev behandlet, og til sidst hjalp vi hende med at betale opholdet, der kun kostede 200 pesos. Men hvis man ingenting har, er det jo lige meget, om det er 200 eller 2000 pesos.
De er der bare ikke.
Hendes mand var lige ved at bryde sammen i gråd, da han fik at vide, at vi havde hjulpet dem.
Han ville næsten ikke slippe min hånd. Dejlig oplevelse.
De allerfleste patienter kan godt forstå, at vi kun hjælper dem, der ingenting har. Hvis de selv har pengene, skal de betale. Det er sket en enkelt gang, at jeg har oplevet en snert af misundelse: "Hvorfor ikke mig? Jeg er også "indigent".
De fleste accepterer det.
Og de holder også øje med hinanden.
Min sidste patient fik jeg faktisk peget ud af de andre patienter på en stue.
Det var en ung mand, der havde en alvorlig astma.
Han var koblet til en stor iltflaske og sad på sengen og så ualmindelig fortabt ud.
"Han har ingenting", forklarede de andre. "Og han er helt alene. Ingen kommer og besøger ham".
Jeg blev sendt på apoteket, hvor jeg fik noget medicin til ham. Det var temmelig dyrt. Det kostede 2300 Pesos, hvilket ville være helt uden for hans rækkevidde.
Han var glad for hjælpen, men det var som om han havde glemt, hvordan man smiler.
Hvad skulle han også smile af?
Til slut bestemte jeg mig til at søge om audiens hos direktøren, som lidt på afstand havde fulgt med i mit arbejde.
Han ville naturligvis gerne have haft, at jeg fortsatte.
"Unya", sagde jeg til ham, hvilket betyder "senere" på Visaya, der er "The mother tongue " her.
Lykken gækker store, små,
leger med guldterning,
lykkeligst at hvile på
er fuldendte gerning.
Sådan mente Ingemann i 1838, og det holder da vist stadigvæk.
Tak for støtten.
Tak for selskabet.
Håber vi ses igen.
De bedste hilsener
Den gamle Vandringsmand
Post scriptum:
Jeg skrev i sidste brev, at jeg havde en historie om nogle udenlandske gæster i Filippinerne:
Det begyndte med, at en del mennesker havde får afluret deres pinkoder i flere ATM-maskiner.
Det var altså ikke det, der var sjovt.
Overvågningskameraer havde fanget nogle af forbryderne, og nu var så det store spørgsmål.
Hvem var de?
De skrev en hånlig leder:
Man har nu anholdt 3 rumænere, som man mistænker for at stå bag de mange bedragerier.
Og det er angiveligt de personer, der blev fanget på overvågningskameraerne.
Hun er albansk/indisk.
Ja, ja. man har også praktikanter på aviserne i Filippinerne
