Lørdag den 1. september 2013
Middelfart - Verninge: 53 km
Total: 3728 km.

Septembers himmel er så blå, 
dens skyer lyser hvide, 
og lydt vi hører lærken slå 
som før ved forårstide. 
Den unge rug af mulden gror 
med grønne lyse klinger, 
men storken længst af lande fór 
med sol på sine vinger.

Så er der dømt september, og snart er jeg på vej til Svendborg, hvorfra det er tanken, at jeg vil videre mod København - via Lolland og Falster.
Det er jo en noget ambitiøs plan, og nu får vi se.
Nu er vi også kommet så langt frem, at det ikke mere er tilladt at klage over vejret.
Det er naturens orden at vejret forandrer sig, når det går mod efterår.
Og august har været en rigtig god måned, hvad vejret angår.

Jeg stod op ved 6 tiden og fik en kop kaffe sammen med Bent. Lidt senere kørte vi en tur ned på havnen. Det kan vi så godt lide.
Bent havde håbet på marsvin, men ikke lige denne dag.
Hjemme igen fik vi dejlige rundstykker, inden jeg begyndte at forberede min afrejse.
Telt og madras skulle selvsagt ikke pakkes ned, og det gjorde det hele lidt nemmere.
Jeg havde et par herlige dage i Middelfart, men videre måtte det gå.
Tak til mine venner i Middelfart :-)


 

Det var min hensigt at køre ude til Vissenbjerg, inden jeg gik sydpå, men det lavede jeg straks om på.
Det største problem var tværgående riller i cykelstien for stort set hver meter, og den slags irriterer mig grænseløst.
Og så kom der hele tiden cykelryttere bagfra fra motionsløbet Aarhus - København, der kørtes netop på det tidspunkt.
Så jeg drejede snart ind på små veje, der førte mig hvor jeg ville hen på smukke kuperede veje.
Ved 13 tiden ankom jeg til Verninge, der er en af de ,mange landsbyer, hvor alle forretninger er borte. Det var blevet mig fortalt, at Verninge havde en meget smuk byport, så den skulle jeg lige kigge på.

Og den var ganske rigtigt noget ud over det sædvanlige.
Smukt arbejde.


Jeg fandt nemt min lejrplads i en have midt i byen.

Huset tilhørte 2 brødre. Først fandt jeg ikke nogen hjemme, men da jeg havde snakket ned en af dem i telefonen, gik jeg i gang med at etablere mig.
Her er stille og roligt. Der er vand og der er strøm og der er et simpelt toilet, så alle mine basale behov er dækket ind.
Der er også 8-10 katte :-)


Senere hilste jeg på en af brødrene, og vi fik en god lang snak.
De havde haft ordningen i 20 år, men i år var jeg den første, der kom forbi, og sidste år var der slet ingen.
Jeg kunne kun sige, at det var jeg vant til.

Jeg havde slet ingen forsyninger, så jeg cyklede de 4 km til Tommerup, hvor jeg fandt en Fakta.
Det er lidt pudsigt, men i 1969 var jeg også på vej ned over Tåsinge, Langeland og Lolland-Falster for at komme til København.
Men da foregik det på min Vespa Scooter.
Det var min afskedstur, inden jeg skulle spilde tiden i 14 måneder i Cirkus Milli.
Dengang havde jeg ikke drømt om, at jeg skulle krydse mine spor så mange år senere.
Det gør mig glad at tænke på, at jeg krydser mine spor :-)


Jeg fik noget pasta i Tommerup, som det delvis lykkedes mig at ødelægge pga for meget salt.
Så meget for den kokke-karriere.
Men jeg blev da mæt.

Herfra har jeg kun ca 40 km til Svendborg i morgen.
Jeg kunne sagtens have kørt det på en dag, men det har jeg ikke lyst til.
Desuden er min gode ven i Svendborg optaget denne lørdag aften.

Her kan jeg sidde ved mit lille bord og læse og skrive uden at fryse.
Gad vide, hvor mange gange jeg stadig kan gøre det her i 2012?
Jeg bør skønne på hvert minut og hvert sekund, hvor det kan lade sig gøre.
Og der er så mange ting, man bør skønne på kan lade sig gøre.
Jeg synes selv at jeg er rigtig god til at skønne på det.

Nærmest lykkelig :-)

Søndag den 2. september 2013
Verninge - Svendborg. 45 km
Total: 3773 km

Nu er der mørkt til ca kl 6 om morgenen, og jeg lå et stykke tid og ventede på, at der skulle komme lidt lys over land.
Der var ikke koldt, og det regnede ikke, så det var bare med at komme i gang.
Mit mål var en god ven i Svendborg, og det var oprindelig min agt at køre på små veje.
Men der var ikke ret meget trafik denne søndag morgen, så jeg valgte at blive på hovedvejen.
Det gik lidt op og ned, men ikke noget skræmmende.
I Stenstrup ca 12 km før Svendborg ramte jeg en Brugs, hvor jeg kunne indtage en smule næring.
Nu er der kommet motorvej til Svendborg, og det gør det lidt nemmere at komme ind til centrum

Det voldte en lille smule problemer at finde frem til min vens hus, men ved hjælp af et par telefonopkald samt lidt kommunikation med de indfødte lykkedes det.
Straks ved ankomsten blev min cykel gode venner med en knallert.
Jeg havde jo jo gerne set, at den havde allieret sig med en fin ny racercykel, men sådan skulle det ikke være.

Det var 3 år siden jeg sidste havde besøgt min ven i Svendborg, så vi havde meget at snakke om.
Til middag fik vi en fantastisk ribbensteg med nye kartofler og rødkål.

Breaking news. Det bliver netop oplyst, at den brune "ting" der hænger i loftet ikke er en bikube.
Det er simpelthen en brudebuket.
Og det er da sødt :-)

Mandag den 3. september
Svendborg - Vr Karleby (Nakskov): 49 km
Total: 3822 km

Efter morgenmaden pakkede jeg mine ting og drog ud i verden.
Tak til Peder for en fin dag i Svendborg.
Farvel til Svendborg.
Goddag og farvel til Tåsinge.
Goddag og farvel til Langeland.
Efter 29 km ankom jeg til færgelejet i Spodsbjerg.
De forlangte 100 kr for en billet.
Det er sikkert rimeligt nok.
Der var en lille times ventetid, men det gjorde ikke noget i det herlige vejr.

Jeg fandt let min lejr, der var på en stor rideskole 5 km fra Nakskov. Min vært sov imidlertid ,da jeg kom, men en venlig pige viste mig, hvor jeg kunne bygge mit hus.

Der var masser af mennesker og heste overalt. Det ser ud til at være en glimragende forretning.
Lidt senere trillede jeg til Nakskov for at handle lidt ind, og da jeg kom tilbage, opsøgte jeg min vært for at præsentere mig.

Også her har jeg alt hvad jeg skal bruge. Der er strøm, vand, toilet etc.
Og så har vejret dagen igennem været ganske vidunderligt.Jeg er ret sikker på, at jeg læste noget om, at nu var sommeren forbi, men det ser da ud til, at der er kommet en ekstra bevilling.

Og det kan jeg da kun være taknemlig for.

Og der er ikke meget regn i vente resten af denne uge, så det bliver en nem tur til København.
I morgen regner jeg med at komme i nærheden af Vordingborg.
Det ser ud til at jeg får medvind hele dagen.

Tirsdag den 4. september 2012
Vr. Karleby - Nr. Alslev : 71 km
Total 3893 km
Det var noget af en zoologisk have jeg overnattede i.
Kl. 4 begyndte hanen at kalde til samling, og det blev han ved med i meget lang tid.
Vejret var smukt, da jeg stod op. Det er mange dage siden, der har været en dråbe regn.
Bedst som jeg pakkede sammen, kom en lille hest ind i haven til mig.
Han stillede sig op midt i mine ting, og begyndte at undersøge det hele.
Da han fandt en pakke knækbrød, slog han tænderne i den.
Jeg er lidt uerfaren med heste, der hjælper med at pakke, men jeg forsøgte forsigtigt at få ham væk. Men sådan en fyr er ret tung, og han troede vi skulle lege.
Men et stykke brød lokkede ham væk.

Dagens største stigning var vist den motorvejsbro, der er lige før Maribo.
Ellers gik det ud over stepperne med en pæn vind i ryggen.
I Maribo ville jeg besøge biblioteket, men der er naturligvis lukket om tirsdagen.
Men der var kun 8 km til Sakskøbing, og der var jeg mere heldig.
Der var jeg et par timer, inden det gik videre

Sådan en dag med konstant medvind, er nu dejlig.
Man synes virkelig, man er god.
Min lejr var 2 km før Storstrømsbroen, hvor jeg svingede fra hen mod en grusgrav.
En grusgrav er normalt noget af det grimmeste, man kan forestille sig, og denne var ingen undtagelse.
Men her havde kommunen valgt at placere et rekreativt område, i det område, der allerede var gravet sønder og sammen.
Og ved at følge en grusvej ca 500 kom jeg hen til en skovbevoksning, hvor jeg fandt den skønneste lejrplads.

Rigtig smukt lavet og med f
int læ.
Dog var der ingen vand.
Jeg etablerede mig og kørte derpå til Nr. Alslev ca 4 km væk. Det viste sig at være en pænt stor by, og jeg skal beklage, at jeg aldrig havde hørt om den før.

I Brugsen fandt jeg ud af, hvad jeg skulle have til aften. Og det blev krebsehaler, som næsten var gratis.
En pakke grillpølser blev det også til.
Tak til Brugsen.
På vej ud blev jeg standset af en flink dame fra Falck, der ville vide, om jeg havde røgalarm i mt hus.
Jeg fortalte hende, at mit telt var uden denne alarm, og at jeg aldrig havde åben ild der.
Det gik hurtigt op for hende, at jeg nok ikke var hendes mest oplagte kunde, men hun syntes det var spændende, hvad jeg fortalte.
Tilbage i lejren mødte jeg en repræsentant for Guldborgsund Kommune, og vi blev enige om, at det var en fin plads.
Og så gik jeg i gang med mit krebsegilde.
Yummy.
Nu er der allerede ved at være mørkt ved 21.30 tiden, og så går jeg til ro.
Og der er ikke problemer med at falde i søvn.

 

Onsdag den 5. september 2012
Nr. Alslev - Roneklint (V.Præstø): 61 km
Total 3954 km

Dagen startede med at jeg skulle passere Storstrømsbroen. Det er stadig et smukt bygningsværk, selv om den er tilbage fra 1937.
Og man kommer op i ca 30 meters højde. Og der blæser det altså voldsomt i de højder.
Farvel til Falster og dermed også farvel til pandekageruterne. I Sydsjælland er der ganske kuperet.
Jeg gik på små veje efter Vordingborg og ankom til min nye plads i Roneklint 8 km fra Præstø.
Det var er lidt underligt sted, men jeg fandt da et sted at slå teltet op.
Og så gik det mod Præstø, hvor jeg ville tilbringe eftermiddagen på Biblioteket.
Præstø er en lille by, og det er vist ikke det vilde, der sker der.
Jeg indtog et stykke rugbrød ved Rutebilstationen, og det randt mig hu at Hans Sherfigs "Frydenholm" vist også har afstikkere til Præstø..

Jeg blev aldrig tilfreds med den lejrplads.
Der var ingen læ. Der var grimme omgivelser. Og der var heller ingen toilet.
Det sjoveste var da der ud på aften fløj en flok ænder forbi.
Der var adskillige hundrede.
Ellers skete der ingenting.


 

Torsdag den 6. september 2012
Roneklint - Strøby : 62 km
Total: 4016 km
Det forekom mig at omgivelserne var så triste, at jeg ikke engang gad at lave kaffe.
Det var bare med at komme af sted.
Der var kommet lidt regn om natten, men heldigvis var mine ting forsvarligt pakket ned.
De første 8 km til Præstø kendte jeg fra dagen i forvejen, og da jeg havde passeret byen, fulgte jeg små veje langs vandet et stykke tid.
Der blæste langsomt, og mine ben var også lidt tunge.
En begyndende hovedpine bankede på, men det blev aldrig så slemt.
Jeg fik et par rundstykker i Fakse Ladeplads.

Det var ikke svært at finde til Strøby.
På vejen dertil passerede jeg Karise, hvor jeg tidligere har overnattet.
Denne gang nøjedes jeg med at nynne: "Lille fregnede Louise".

Pladsen er anlagt lige ved siden af kirken, og man må også hente vand i en bygning ved kirken, samt bruge deres toilet.
Det er en rigtig fin plads, der ligger lige ned til Tryggevælde Å.
Der var en voldsom blæst denne dag, men det kan man jo ikke laste nogen for.

Fredag den 7. september 2012
Strøby - Vestskoven, Glostrup: 65 km
Total: 4081 km

Det blev en ret let tur til København fra Strøby.
Det begyndte at regne ved 8 tiden aftenen før, og derfor lagde jeg mig godt tilrette med en bog.
Og der opholdt jeg mig faktisk de næste 10 timer, og jeg sov det meste af tiden.
Jeg troede også, at det regnede, da jeg stod op, men det var nogle træer, der blev ved med at dryppe.
Jeg valgte at holde mig til Køge Bugt, og der var cykelsti hele vejen.
Jeg kørte gennem Solrød Strand, Jersie Strand, Brøndby Strand og hvad de forskellige strande nu hedder.
Cykelstien var endda af en udmærket kvalitet, og trafikken var ikke voldsom.
Fra Glostrup kørte jeg mod Herstedøster, hvor Vestskoven findes.
Der er en bålplads og 2 borde med bænke. Resten må man selv sørge for.
Det er underligt at finde sådan en lille fredelig perle inde midt i storbyen.

Efter at have slået lejr kørte jeg de ca 10 km til Rødovre Bibliotek, der står højt på min liste over biblioteker.
Først og fremmest kan man finde et hjørne uden snak og drenge der spiller video-spil, og det sætter jeg ualmindelig stor pris på.
Jeg fik også ladet "puter" og telefon op.

Jeg var tilbage i min lejr ved 5-tiden. Det er jo altid spændende at se om alt er som, det var da jeg drog af sted.
Men jeg har nu aldrig oplevet andet.
Det er en meget stille lejr. Der er enkelte huse i nærheden, så der kan komme en bil af og til. Der er også løbere og cyklister.
Men ingen kommer ind til mig.
Der var lidt køligt, men der var ingen tegn på regn.
Ved 8-tiden begyndte jeg at gøre klar til natten.
Alt skal dækkes ned, i tilfælde af at der kommer vand, snegle eller lignende.
Jeg havde en god bog at hygge mig med: En svensk krimi, som jeg mener at have læst før.
Men den er ikke kommet på min liste.
Men allerede efter en time kom Ole Lukøje forbi.
Jeg har hørt, at en af mine venner har præsteret at falde i søvn med en kop varm the på maven - uden at spilde!
Det er da lidt af en præstation.

Søndag den 9. september 2012
Da jeg kom derud var lille a en kat, men i løbet af kort tid blev hun til en prinsesse igen.
Der er mange ting sådan en lille størrelse har gang i hele tiden.
Man kan blive helt forpustet bare ved at kigge på det.
Vi hyggede os allesammen nogle timer, og det er i hvert fald ikke legetøj, hun mangler.
Efter frokost gik vi en lille tur hen til en legeplads, hvor vi var en times tid.
Det var især rutchebanen, der gjorde lykke.

Tilbage igen så vi Aladdin filmen færdig.
Den er ikke så dårlig.

Sidst på eftermiddagen sagde jeg tak for en dejlig dag og drog mod Glostrup.
Min middagsmad bestod af blomkål og så grillpølser.
Jeg blev færdig med
Isprinsessen, og angreb straks en ny bog.
Herlig dag.

Lørdag den 9. september
Glostrup: 12 km
Total: 4093 km

Nej, hvor jeg sov godt.
Herligt.
Og da jeg ikke skulle flytte den dag, og der ikke var regn, kunne jeg bruge lidt tid på at blive fejet og prydet.
Og således kunne jeg nybarberet og med nyvaskede fødder begive mig til Glostrup Bibliotek.
Da jeg kun havde 4½ liter vand, blev det ikke til noget med tøjvasken, men det fik være.
Og jeg blev skam oprettet som låner, så jeg kan komme ind i morgen søndag, når der ellers er lukket.
Rigtig smart.

Og ellers skete der ikke rigtig noget den dag.
Jeg tog det lidt med ro, og den slags tæller ikke voldsomt i kørselsregnskabet :-)
Jeg købte lidt mad med hjem til min lejr. Bl. a 7 kartofler.
Det er en rigtig fin lejr. Umådelig stille og fredelig.
Og absolut ingen myg.

 

Mandag den 10. september 2012
Vestskoven, Glostrup - Nørrebro - Vanløse - Vestskoven: 40 km
Total: 4157 km

Det var sådan en dag, hvor jeg havde rigtig god tid, for jeg skulle først besøge Camilla og Co i Vanløse ved 4 tiden.
Jeg bestemte mig til at starte dagen på Glostrup Bibliotek, hvor jeg kunne komme ind allerede kl 9, fordi jeg var låner.
Der er meget stille, når der kun er lånere, og ingen børn.
Meget afslappende.
Jeg tog tilbage til lejren ved frokosttid, hvor jeg spiste nogle rester.
Således mættet kørte jeg ind på Nørrebro, hvor man kan få nye hoveder for 100 kr.
Jeg bestilte et nyt hoved, der skulle være 8 mm over det hele.
Det blev klaret på et kvarter. Ikke så meget pjat der.
Stille og roligt bevægede jeg mig mellem utallige cykler, ud mod Vanløse.
Jeg stod et sted og slubrede en liter skummetmælk i mig, da jeg pludselig fik øje på et par seje cyklister.

Vi gik nu hjem til Mille, og til min store forundring insisterede Harald på at blive løftet op. Det gentog sig flere gange i løbet af dagen, men jeg fandt nu også ud af, at det til dels skyldtes stor interesse for de briller, jeg havde hængende i trøjen.
Han er nu ved at have en alder, hvor han synes at være over det hele på en gang.
Han kan sagtens holde en hel familie beskæftiget.
Efter at vi havde snakket lidt fik vi en herlig aftensmad bestående af vegetar-pita-brød.
Lækkert.
Desværre kunne jeg ikke blive så længe, for der er mørkt i min lejr allerede ved 8-tiden, så det må vi snarest gøre om.
Det var nemt at finde tilbage derfra for Jyllingevej går stort set hele vejen gennem området.
Det lykkedes mig lige at få alt klart inden det blev ganske mørkt.

Tirsdag den 11. september 2012
Vestskoven, Glostrup - Strøby:42 km
Total: 4199 km.

Det skulle så være dagen, hvor efteråret for alvor ville sætte ind. Jeg skulle starte turen tilbage til Aabenraa, så det var jeg da noget spændt på.
Vejrguderne var tilsyneladende ikke blevet godt nok orienteret af DMI, for der var stadig et herligt vejr, da jeg stod op.
Min søvn havde været lidt urolig, for ca 1 km væk havde nogle kække vejarbejdere brugt natten på at skrabe belægningen af en stor vej.
Sådanne lyde høres langt væk i den stille nat.
Ved 2 tiden blev jeg så irriteret, at jeg kravlede ud og fandt mine ørepropper, og så gik det igen.
Jeg pakkede mine ting stille og roligt og gjorde klar til at tage af sted i forvisning om, at ingen kunne se, at jeg havde været der.
Vestskoven har været en fin lejr.
Der har været én myg og ikke en eneste snegl.
Hele tiden har jeg været ganske alene på pladsen.
Og så koster det gratis, he he
Jeg skulle samme vej tilbage, så det var nemt at finde vej.
Efter 500 m var jeg på ring 3, og den bliver helt automatisk til Køge landevej, så der var ikke et sving de første 31 km.
Min telefon udsendte sult-lyde, og jeg havde på forhånd fundet ud, af at blioteket i Strøby Egede var åbent fra 10-13 om tirsdagen.
Jeg var der allerede ved 10.30 tiden, og mens nogle få dråber dryppede på mig ilede jeg tørvejr. Og der blev jeg til de lukkede:-) Fra biblioteket var der ca 3-4 km til lejren, som jeg nu naturligvis kendte ud og ind.
Og sidst på dagen fik jeg minsandten selskab. Det var Jens fra Nivå, der havde været en tur på Fyn. Det var rigtig hyggeligt at have selskab, og vi fik en god snak om alt og ingenting. Lidt efter sænkede mørket sig.
Jeg forsvandt ind i mit telt, mens Jens ville sove i shelteret.

Onsdag den 12. september 2012
Strøby - Snesere:60 km
Total:4259 km

Vi ville begge to afsted fra morgenstunden, så jeg sagde farvel til min nye ven, der skulle nordpå, mens jeg sigtede mod syd.
Vi var spændte på vejret, men det så pænt ud. Luften var lidt skarp, og der var 9 grader, da vi stod op.
Men septembers himmel var så blå, så blå.
Det var en nydelse at kigge på.
Mine første 20 km var ret flade, men så kom der en del stigninger.
Jeg kørte hele tiden på små veje, og der var tørvejr hele tiden.
Ved 13 tiden ankom jeg til min lejr i Snesere, der ligger i Næstved Kommune.
Det er en lille landsby, og min gård lå i den sydlige ende af byen.
Det viste sig at være en smuk gammel gård, der kunnes føre tilbage til 1600 tallet.
Der var alt, hvad jeg kunne have brug for.
Jeg slog mit telt op i et hjørne af haven, hvor der var rimeligt med læ.
Nu begyndte der at komme nogle småbyger, men ingen klager fra denne skribent.
Det er september, og så har man bare at være taknemlig for det der måtte komme ens vej.

I Snesere er der en købmandshandel.
Der var jeg lige inde og kigge.
Købmanden sad på gulvet og snakkede i telefon, da jeg kom ind.
"Nu kommer der en", sagde han i telefonen, og jeg kunne godt finde ud af, at det var mig, han mente.
Jeg kiggede på priserne og udvalget og kunne straks se, at det ikke var her jeg skulle lægge min handel.
Jeg gjorde mine til at forlade forretningen igen.
"Nu går han igen", fortalte købmanden sin samtalepartner.
Underlig oplevelse.
Min værtinde fortalte mig nu, at der var en brugs i Mogenstrup ca 6 km væk, hvor der var 20 % rabat på alt netop denne onsdag.
Der var jeg nødt til at køre ud. Så fandt jeg samtidig ud af ,at det var blæst op samt at Næstved-egnen ikke er flad.
Mogenstrup er en ualmindelig kedelig villaby, men jeg fandt da brugsen, og fik noget spaghetti med hjem til aften: Minus 20 %.
Samtidig vekslede jeg en øldåse, jeg havde fundet i en grøft til ussel mammon.
Thi hvad siger ikke Vismanden: "En krone sparet er en krone tjent".

Jeg har ofte set døde træer forvandlet til kunstværker.
Udenfor Snesere Kirke så jeg noget af det mest vellykkede jeg har oplevet i den genre.
Det forestiller "Peters fiskreræt", og det ser ekstra imponerende ud fordi kirken ligger så højt.

Jeg fik min rabat-spaghetti og noget nedsat yoghurt til dessert.
Senere nød jeg en kop kaffe, mens jeg så solen tænke på at gå ned.
Bygerne har fået andet at lave.
De er i hvert fald ikke her længere.
Aftenluften er blevet skarpere, men det er stadig dejligt at sidde ude om aftenen.
Således blev det slet ikke nogen dum dag
.

Torsdag den 13. september 2012
Snesere - Nr. Alslev: 42 km
Total: 4301 km

Der var bitterligt koldt om morgenen. Vi var nok nede at snuse til de 4 grader. Senere erfarede jeg, at der er sted i landet havde været 2 grader.
Så kan vi snart sige velkommen til den første nattefrost, som man jo er nødt til at forholde sig til.
Men men meget snart kom solen frem denne dag, og der blev det dejligste vejr igen.
Jeg skal være i Aabenraa den 22. september, så jeg har rigeligt med tid til at følge en "stemning", så derfor bestemte jeg mig til at slå mig ned i shelteret ved Nr. Alslev igen.
Derfra er der kun 3 km til Nr. Alslev, der har fine forretninger, og jeg fandt ud af at biblioteket var åbent, så det var en nem beslutning at tage.
Efter at jeg havde ordnet min lejr drog jeg til Nr. Alslev. Lejrpladsen kan være lidt svær at finde, men jeg havde jo væet der før, så ingen problemer denne gang.
Desværre havde jeg fået besøg af en mindre hovedpine. Heldigvis ikke migræne, for så kan jeg ingenting.
Jeg byggede mig lejr og kørte til Nr. Alslev, hvor jeg var nogle timer på biblioteket -stadig i selskab med min hovedpine.
Jeg købte lidt ind i brugsen og købte lidt slik for at være sikker på at kunne klare de 3 km hjem.
Ved 19.30 tiden var der ret koldt og jeg følte trang til at ligge ned, så jeg besluttede at kalde det en dag.

 

Fredag den 14. september 2012
Nr. Alslev - Holeby: 49 km
Total: 4350 km

Til min store forbavselse plaskede regnen ikke på mit tag, da jeg vågnede op. Og der var heller ikke så koldt som dagen i forvejen.
Jeg havde 9 grader at starte med.
Da jeg kiggede på DMI, kunne jeg se, at regnen passerede lige nord om.
Det var sandelig heldigt. Jeg havde ellers indstillet mig på at blive der en dag mere, hvis det regnede, fordi modvinden ville kaste regnen lige i smasken på mig.
Men nu kunne jeg nyde min kaffe i ro og mag, inden jeg drog af sted.
Min destination var et shelter ved Holeby ca 8 km syd for Maribo.
Der blæste ca 13 m i sekundet og jeg havde modvind hele tiden til Maribo

 

Det højeste punkt på Lolland er 30 m, men alligevel kan det være noget af en udordring at køre 30 km i stiv modvind.
Man kan blive så umådelig irriteret, når vinden er på næsen hele tiden.
Jeg passerede Guldborgsund og kiggede lidt på broen. Det er ikke nogen stor bro, men den passede sit arbejde, hvilket for en bro er at nå fra den ene side til den anden.
Når den bliver stor, kan den ansøge om at blive afløser for Storstrømsbroen.
Der var ingen paskontrol, så jeg kørte uhindret til Lolland.

Brande blev berømt på sine gavlmalerier, og denne dag så jeg i Sakskøbing en væg, der fik mig til at tænke på det.
Måske bliver man træt af det, når man hver dag skal se på disse 2 engle, men når man bare passerer, virker det rigtig godt.
Der skal såmænd ikke så meget til for at live lidt op på tingene.

Ved middagstid trillede mit vogntog ind foran Maribo Bibliotek.
Jeg kunne da sagtens være nået til Nakskov i dag eller endda endnu længere, men det føles som en gave, når jeg kommer tidligt til en lejrplads.
Så kan jeg læse og slappe af, som jeg nu vil.
Så kan det nemt risikere at blive en ualmindelig god dag.
Der var stille og roligt på Biblioteket, og jeg fik mig bænket med alt mit udstyr.
Mit øje fangede en frise inspireret af Kaj Munk, og i selskab med en bibliotekar fandt jeg ud af, at det var store skuespillere, der havde spillet i Kaj Munk skuespil.
Der var Mogens Wieth, Poul Reumert og Gunnar Lauring m.fl.
Navne som ikke siger folk så meget i dag, men de har "været der"
Kaj Munk blev født i Maribo og boede der, indtil han var 5 år gammel, så interessen for ham på disse kanter er helt forståelig. Efter lidt søgen fandt jeg shelteret bag ved gården. Det var et fint shelter, men stormen blæste lige på det, så det var næsten umuligt at opholde sig der.
Jeg satte mit telt op, hvor der var en lille smule læ.
Jeg skubbede mine ting så langt ind som muligt, men det var begyndt at regne nu, og blæsten sørgede for, at det hele blev strintet til.
Nu drog jeg til Holeby 1½ km væk. Først skaffede jeg vand på kirkegården. Sådanne steder har de altid en hane.
Jeg trillede gennem byen og måtte konstatere, at det var noget af det mest triste og kedelige, jeg længe havde set.
Man kan nok ikke komme længere ud end Holeby.
Jeg fandt en brugs og fik købt lidt ind.
Tilbage i lejren opgav jeg at pakke spritapparatet ud. Det blæste simpelthen for voldsomt.
Det blev til rugbrødsmadder, som også er fint
Men heldigvis var det ikke særlig koldt,

 

Lørdag den 15. september 2012
Holeby - Tårs Havn: 45 km
Total: 4395 km

Blæsten havde slidt sig noget træt, da jeg stod op ved 6 tiden, men den havde ikke helt opgivet ævred.
Min plan var at besøge biblioteket i Nakskov, der lå 30 km væk.
Det blev lidt af en stroppetur.
Der var modvind absolut hele vejen.
Samtidig var der ganske fladt og stort set ingen læ.
Strækninger som denne kan være et mareridt, og det skal heller ikke være nogen hemmelighed at jeg var glad og lykkelig, da jeg passerede byskiltet til Nakskov.
Lidt bakker og lidt skov samt lidt afveksling i landskabet ville have gjort underværker.
Jeg var sandelig ikke alene på vejene denne årle morgenstund.
Sukkerroesæsonen var netop startet, og ca hvert halve minut blev jeg passeret af en traktor eller en lastbil med roer, eller med køretøjer der skulle tilbage for at hente nye forsyninger.
I sving og rundkørsler lå der sukkerroer, der var smuttet af et læs.
Velkommen til sukkerroernes land.
Jeg var på Nakskov Bibliotek et par timer.
Det er et fint bibliotek, men jeg begik en kæmpe-brøler.
Jeg havde sat mig ved et bord der var nærmeste nabo til et stort akvarium.
En stor, stor fejl!

Der var ca 12 km til min lejr ved Havnen i Tårs, men det blev til endnu et livtag med den stride modvind, som jeg på det tidspunkt var blevet godt træt af.
I Tårs trillede lidt rundt på haven og fandt skiltet, der viste hen til pladsen. Der viste sig at være forbavsende godt med læ, skønt det ligger lige ud til vandet.
Jeg havde lidt frygtet, at jeg skulle slumre midt i en orkan, som det var tilfældet i Holeby.
Jeg fik etableret mig, og snart fik jeg besøg af Havnefogeden, der indkasserede min husleje på 25 kr.
Så har jeg pladsen, vand og toilet, og jeg må tilmed opholde mig i et fællleshus, der er på havnen.
Det er da vist ikke urimeligt.
Det viste sig dog, at jeg ikke kunne finde netværk inde i huset, men ved en bænk udenfor 10 m derfra gik det fint.
Men vejret var så fint i dag, at det slet ikke var noget problem at sidde ude. Marinaen her i Tårs får svært ved at presse sig ind på top 10 listen over danske marinaer, men den er skam hyggeligt nok.
Der kom et menneske forbi af og til, men ellers var her meget stille.
Og jeg havde fælleshuset for mig selv.

Jeg snuppede en lille morfar i teltet i selskab med min gode bog.
Og så tilbage til skribentvirksomeheden


Fra min lejr har jeg frit udsyn til færgen, der søndag skal føre mig til Spodsbjerg på Langeland.
Den sejler stort set hver time, så det skulle være muligt at finde en plads.

 

Søndag den 16. september 2012
Tårs Havn – Lille Rise (Ærø): 37 km
Total: 4432 km

 

Det var lidt pudsigt, at jeg kunne følge med i færgetrafikken fra min lejr. Jeg kunne se på det hele, at jeg skulle med 8.15, og det nåede jeg også.
Det var en mere end halvtom færge, men så var der bare mere plads.
Det lykkedes mig at undgå cafeteriet, så jeg var ganske tilfreds med mig selv.
I Rudkøbing skulle jeg vente et par timer på færgen til Ærø, og der gik det galt.
Pludselig fandt jeg mig selv inde på et konditori i gågaden i gang med kaffe og rundstykker.
Jeg ved godt, at jeg har en smuk med svag karakter, og det er da noget, jeg skal arbejde med i fremtiden.
Færgen gik 11.20 og den var også næsten halvtom.
Jeg købte en retur til 203 kr. Den skulle så mandag skaffe mig med f
ra Søby til Fynshav.
Det var mit første besøg på Ærø, og det var et dejligt bekendskab.
Det første jeg hørte om øen, var i min barndoms elskede Jan-bøger. Der var en person der kaldtes Marstal og en person, der var opkaldt efter en anden by.
Efter det triste Lolland var det en lise for sjælen at se dette vidunderlige landskab.
Fra kysten stiger man højt til vejrs, men belønningen kommer i form af den herligste udsigt.
Virkelig smukt.
Min lejrplads var ved en rasteplads udenfor Lille Rise, ca 8 km fra Marstal.
Den fandt jeg let.
Efter at have slået lejr kørte jeg de 4 km til Ærøskøbing, der er Danmanrks mindste købstad med under 1000 sjæle.
Desværre lukker man næsten helt ned om søndagen, så jeg måtte købe lidt i en pølsevogn for at få lov til at tigge 2 flasker vand.
Byen er rigtig hyggelig, men den er fyldt til randen med brosten.
Jeg var der et par timer inden jeg kørte tilbage til min plads. Jeg rationerede vandet, så jeg både kunne koge pasta og børste tænder.

Godt, at jeg ikke var nødt til at vælge.
Igen blev jeg forundret over vejret.
Der var det fineste vejr med kun lidt vind og solskin.
Ved 19.30 tiden var der næsten 15 grader.
Jeg var sådan set indstillet på regn og isnende kulde, men jeg tager med kyshånd imod alt det gode, der kommer min vej.
Men mandag går det nok ikke længere. DMI bebuder regn i løbet af natten.

Mandag den 17. september 2012
Lille Rise (Ærø) - Aabenraa: 60 km
Total: 4492 km

Den lejr var da noget af det mest øde, jeg havde oplevet på min tur.
Men der var masser af dyre liv.
Masser af trækfugle syntes at gøre klar til deres togt.
Der stod nogle køer på en mark, og da jeg stod op ved 6 tiden hilste jeg på et pindsvin, der var på vej over pladsen.

Selvfølgelig havde jeg modvind. Det har jeg jo haft, lige siden jeg forlod København, så hvorfor ikke også denne dag?
Jeg havde ca 18 km til Søby, hvor jeg skulle med færgen til Fynshav.
Der var masser af stejle bakker og vidunderlig udsigt.
Den afgik kl 11.55 og jeg var der flere timer i forvejen.
Jeg fandt et turist-hus med et stik, og der sad jeg og puslede indtil afgang.
Der var ganske få passagerer med. Ikke nogen trængsel der.
En lille hyggelig tur var det.

Mønsteret var det samme da jeg kom i land.
Modvind på næsen.
Jeg fik mig kæmpet til Sønderborg, hvor jeg blev standset af en dame i en bil.
Hun ville fortælle mig, at der var hul i mine cykelbukser.
Så har man prøvet det med.

Kræfterne blev færre, og den konstante modvind gik ud over tempoet, men lidt efter lidt nærmede jeg mig Aabenraa.
Det er lidt imponerende med en så vedvarende modvind.
Det var dejligt at være der igen.
På lørdag har vi vores Kultur-festival og når den er vel overstået skal jeg til at tænke på at bevæge mig mod nord igen.

Dagens irritations-moment kom fra min hjemmeside.
Ved (måske) at trykke på nogle forkerte knapper forsvandt alle mine gamle sider.
Programmet ejer ikke en fortryd-funktion,og det synes jeg virkelig er et stort minus.

Tirsdag den 18. september 2012
Aabenraa: 0 km
Total:4492 km

Det sjove begyndte allerede ved 5 tiden om morgenen, da jeg kunne høre regn på ruderne, og derfra blev det bare bedre og bedre formiddagen igennem.
Det regnede næsten hele tiden.
Mage til god timing skal man lede længe efter.
Hans og jeg havde et par opgaver, der skulle løses. Vi hængte store festival.bannere op ved indfaldsvejene sydfra og ved Røde Kro.
Og så besøgte vi Radio Mojn, hvor Hans gav et interview om festivalen.
Ovenpå de anstrengelser er der vel ikke noget at sige til, at vi trængte til en gang "Brændende kærlighed" i Føtex

Søndag den 23.september 2012
Aabenraa: 0 km
Total:4492 km

Så blev Musik- og Kulturfestivalen vel overstået.
Og så kan det ikke vare længe, inden de lange veje atter kalder "yours truly".
Der mangler endnu ca 5 uger af dette års Odysse, og det kan sagtens vise sig at blive en barsk omgang.
Men:
"When the going gets tough, the tough get going."
Denne søndag skal vi nok rydde lidt op og restituere os, og så er der jo dagens hovedbegivenhed: VM i cykling, som jeg glæder mig rigtig meget til.
Vejrudsigten truer med regn i store mængder i de kommende dage:
Så bliver man jo nok våd!

Tirsdag den 26. september 2012
Aabenraa - Gabøl: 40 km
Total: 4532 km

Så var det gigantiske regnvejr drevet over, og det var blevet tid til igen at lege "King of the road".
Det var ikke nemt at rive sig løs fra mine venner her i Aabenraa, men alt er jo ikke let her i livet.
Der er god tid til stille og roligt at lade sig drive nordpå, og hvem ved, måske sker der noget sjovt og interessant undervejs.
Klokken nærmede sig 10, da jeg endelig var klar til afgang. Jeg var jo nogle dage i Aabenraa, og for hver dag blev tingene spredt mere og mere, men nu skulle det igen være en komplet oppakning.
Jeg var blevet begavet med noget tøj og nogle sko, som jeg egentlig slet ikke havde plads til, men det blev nu alligevel smidt på.
Og nu er jeg den lykkelige ejer af et "flytæppe" fra Emiraterne. Det skal der nok blive brug for i de kolde nætter.
Det småregnede, men det var egentlig ikke så koldt.
Og så var der medvind.
Ha!
Jeg savnede slet ikke den evindelige modvind fra turen fra København.
Regnen blev aldrig generende, men det gjorde mit trailer-hjul.
Pludselig var det fladt.
Jeg forsøgte at lappe det, men hver gang jeg troede det var ok, fandt jeg et nyt hul.
Det skete vist 5 gange.
Så fandt jeg en ekstra slange - nederst i traileren, hmmmmm - og så kom jeg videre.
Det stunt havde vist taget ca 1½ time.
Da jeg ikke havde flere lapper satte jeg kursen mod Vojens, hvor jeg ved en flink cykelhandler fik 12 lapper, 1 trailerslange og et dæk til baghjulet, som jeg forventer står af snart.
Man kan se trådene nu. Det var været et flinkt dæk på det sidste. Men nu hvor det er tyndt og vejene er våde, vil det være smart at være forberedt.
Min lejr var i Gabøl, 11 km fra Vojens. der var en lidt for stor vej dertil, men det gik.
Min lejr var på en gård midt i byen, og det var nemt at finde.
Det viste sig at være en smuk gammel slægtsgård, hvor et sødt og venligt ægtepar tog rigtig godt imod mig.
Jeg fik et bord og en stol ud i haven, og manden kom med nogle dejlige æbler til mig.
Herligt

Onsdag den 26. september 2012
Gabøl - Vejen:32 km
Total: 4564 km

Der var tørvejr, da jeg stod op, og jeg fik da også lov til at pakke mine ting i tørvejr.
Jeg tog afsked med mine søde værter og satte af sted.
Efter 8 km begyndte det at dryppe, og lidt efter lidt tog regnen til, uden at det dog blev det store problem.
Min lejr lå et par km syd for Vejen i forbindelse med en slags forhindringsbane.
Jeg fandt shelterne, som er gode, når det regner, for så kan mine ting ligge der inde.
Jeg satte teltet op og kørte til Vejen.
Regnen tog nu til, men jeg fandt biblioteket uden at blive helt gennemblødt.
Der var jeg en 3-4 timer, og det lykkedes mig endda at irritere en ældre låner. Jeg rykkede et bord, fordi jeg skulle nærmere til et stik, og det rykkede hans verdensbillede fuldstændig.
Da jeg til sidst forlod stedet, stæsede han straks hen og rykkede bordet på plads igen.
Tilbage i lejren fik jeg besøg af den ene byge efter den anden, men det er i orden her i september måned.
Ved 8 tiden falder mørket på, og jeg rykker ind i teltet med en god bog.

Torsdag den 27. september 2012
Vejen - Krogager: 40 km
Total. 4604 km

Der var 11 grader, da jeg gik til ro, og 8 grader da jeg stod op. Det føltes ikke voldsomt koldt.
Hvis man sidder i en varm stue og pludselig begiver sig et sted hen, hvor der er 8 grader vil det føles væmmelig koldt, men når man er midt i det, er det anderledes.
Men hvis det blæser, kan det snart blive grimt.

Det viste sig, at der var masser af hundeluftere i området. så jeg snakkede med en del hunde.
Men jeg var ene om shelterne, hvilket jeg også havde forventet.

Jeg havde lidt forskellige lejrmuligheder at vælge imellem efter Vejen, hvis der skulle blive grimt vejr, men vejret var fint.
Der var tørt og jeg havde medvind. Jeg kørte ikke forkert, og jeg havde ingen punkteringer.
Min destination blev Krogager, hvor jeg havde været før, og der nåede jeg til ved middagstid.
Og det endda i solskin.
Jeg tog lidt næring til mig og smukkeserede mig en smule.
Hmmm, jeg prøvede da :-)
Jeg vaskede også lidt tøj, som det kan vise sig at blive svært at få tørt, for vejret er og bliver ustabilt.
En stor byge drev hen over området midt på eftermiddagen, men heldigvis kan jeg sidde i læ under et halvtag her.
Det er derfor, jeg søger steder med sheltere fordi jeg kan gemme mig for regnen.
Ellers skal jeg være i teltet, og det er for kedeligt en hel dag i træk.

Det var heldigt, at jeg nåede at komme i hus og få alting klar inden en af de lovede spredte byger ramte Krogager.
Den varede nemlig 3-4 timer og vandet fossede ned.
Men når man er under tag er regn hyggeligt.
Jeg betalte min husleje i Brugsen (25 kr). De samarbejder med folkene her,
Brugsen, læs: de røde sedler, bestemte at min middag skulle være blomkål og grill pølser.
Og med koldskål til dessert.
Og der stod en grill lige udenfor, så det var nemt.
Temperaturen ligger omkring de 10 grader, men der er kun lidt blæst, så de føles ikke koldt.
Og hen under aften tittede den søde sol frem.

Mit bagdæk lever stadig. Jeg havde ellers forventet at det ville stå af, fordi mange veje har været våde, men ikke endnu.
Vi tager det hele med.
Det nye er klar til at tage over.

Det var slet ikke nogen dum dag på landevejen

 

Lørdag den 29. september 2012
Krogager: 0
Total:4604 km
Jeg besluttede mig til at blive en dag mere her i Krogager, skønt det var tørt om morgenen. Men temmelig koldt med 6 grader.
Men snart kom regnen tilbage, og så regnede det stort set indtil lørdag morgen.
Det er jo ikke så morsomt, men heldigvis har jeg et halvtag jeg kan sidde under.
I går aftes ved 10-tiden kom der besøg her på pladsen. Jeg lå allerede i teltet. Jeg troede først, det var spejdere på løb, og jeg hørte 2 unge mænd snakke sammen. Men pludselig blev et vindue i hytten smadret, og de 2 løb væk, højt grinenede.
En kedelig episode.

Det eneste formål der kan være med at smadre en rude på den måde er den fornøjelse, de fik ved at ødelægge noget for andre.

Det kan være svært at begribe, men de må jo være lidt syge i roen.
Måske har de aldrig som børn haft en skuffe, de kunne trække ud og kalde deres egen.
Nu kan man så kun håbe på, at nogle af deres kæreste ejendele bliver ødelagt.
Senere på dagen havde jeg igen besøg, men det var noget mere behageligt.
Det var formandens datter (Der også arbejder i Brugsen), der skulle hen og se hvor galt det stod til med det smadrede vindue.
Vi fik en rigtig hyggelig snak om alt mellem himmel og jord.

Jeg har erfaret, at jeg får min knækkede teltstang byttet på garantien, selv om det er anden gang, og det næsten er 2 år siden, jeg fik teltet.
Det kalder jeg ualmindelig god service, som man ikke ser mage til hver dag.

Læs hvem der yder så fin service. 

Sådan cirka hver halve time vælter en ny byge hen over min lillel lejr. Tidligere på dagen så jeg blå himmel og jeg havde en forhåbning om, at mit vasketøj kunne blive tørt.
Så naiv er jeg ikke længere :-)

Mellem 2 gevaldige byger vandrede jeg op til Brugsen, hvor jeg fandt ud af, at min morgenmad skulle være tykmælk.
Det er lidt morsomt, at jeg ikke selv er helt herre over,hvad jeg skal indtage.
Det minder mig lidt om den herlige men dybt underlige bog "Terningmanden", hvor hovedpersonen mere og mere lader sig styre af nogle terningers tilfældigheder.
Det går helt galt for ham.
Spændende læsning

 

Søndag den 30. september 2012
Krogager - Borris: 57 km
Total: 4661 km

Jeg har altid en anelse svært ved at rive mig løs fra "gode steder". Derfor var det lidt vemodigt at drage af sted fra Krogager, hvor jeg har haft det godt og også mødt en del søde mennesker.
Men 3 dage der måtte være nok.
DMI forklarede, at et mindre højtryk ville være på spil i løbet af søndagen, og det kom også til at passe.
Der var ca 10 graderda jeg kørte, og det blev en ganske behagelig tur.
Det var ikke jordens smukkeste landskaber, jeg passerede, men det kan det jo ikke være hver dag.
Vinden var gunstig, og bakkerne var ikke vilde, så det gik fint.
I Skovlund købte jeg en Dagmartærte på tilbud, mens jeg satsede på at købe ind i Brugsen i Borris.
Det lykkedes mig at komme til Tarm og Skjern, men så kom der bare lidt ekstra km i bogen

 

Efter at have spurgt om vej i Brugsen i Borris fandt jeg let pladsen.
Men skulle melde sin ankomst, men den dame jeg talte med kendte ikke noget til det, så jeg flyttede ind.
Det hele var lidt fugtigt, men jeg erobrede straks en masse gulvplads til mit skrammel.
For udenforstående ser disse pladser nok ens ud, men de har alle deres særpræg.
Denne er meget stille. Der er noget susen fra noget vand, og detlyder hyggeligt. Men jeg har ikke planer om at udforske det pga det våde græs.

På shellteret var der et opslag, som jeg ikkehavde set mage til før.
Man kunne simpelthen få pizza bragt derud.
Det ville nok for mig være lidt af en antiklimaks, selv om det da kunne være meget hyggeligt.
I stedet trillede jeg til Borris Brugs, der aldrig bliver kendt for sit store varelager.
Men jeg fik da noget vand, selvom det var for dyrt. Men dyrt van er lidt bedre end ingen vand, og når man laver kaffe, kan man ikke smage, at der er lidt brus i det, he he.
Det blev også bestemt, at jeg skulle have (stærkt nedsat) familie-slik, men da jeg kom i gang med det gik det op for mig, at jeg  hellere ville have haft blomkål.
Jeg vendte også hjem med en gang kartoffelsalat, men min Dagmartærte mættede godt.
Jeg nuppede en liden Morfar i teltet inden jeg satte mig i shelteret for at nyde de sidste timer med lys.
I morgen skal jeg til "Fandens slot" i Grønbjerg, som også er på min favorit-liste.
Vejret i morgen?
Det er helt sikkert, at der kommer regn.
Det tager vi så også med :-)