Sallingland, Thyland og andre lande …
 Tirsdag den 9. august 2022.
Dag 1. Skjern – Ulfborg: 58 km. Totalt 58 km
Jeg vågner tidligt.
Jeg hører ingen regn.
Pakkelisterne begynder at gennemgå sig selv for mit indre blik.
Der findes ”simple living” freaks, der har færre ting, end jeg slæber med på denne rejse.
Jeg er ikke god til ”at komme af sted”, og det bliver værre og værre.
Det stresser mig, og det burde det ikke.
Dagens første kop kaffe giver et langt bedre overblik.
Mine ting ligger linet op rundt omkring.
Det er utopi at forestille sig, at jeg kommer af sted uden at have glemt noget vigtigt.
Det er jo første gang, jeg er Onkel Rejsende Mac med undertitlen Influencer.
Det er så den elkedel, det handler om.
Men  jeg ved ikke rigtig med den titel.
Det er, som om jeg ikke for alvor føler mig som influencer.
Jeg har mere fidus til betegnelsen ”Indflyder”.
Nu vil jeg prøve den titel nogle dage, og se om det er noget, jeg føler mig tilpas ved.
Når jeg så bliver gammel kan jeg kalde mig Indflyder, emeritus.
Hmmmm. Jeg tror, jeg har fat i noget der.
Jeg kom da af sted.
Første stop var Stauning, hvor de havde plantet en opladestander til elcykler.
Elvira havde lige spist, så vi nøjedes med at kigge.
Jeg har erfaret, at Stauning er fødested for en supermodel.
Jeg regner med at en supermodel er højere og tyndere end en almindelig model.
Hun hedder vist Louise Pedersen.
Jeg kender hende ikke, men hun kender heller ikke mig, så det går lige op.
Jeg må have lokaliseret en supermodel, så jeg kan fremstamme nogle opklarende spørgsmål.
Videre gik det mod velling.
De vil i Velling, og det vil jeg også.
Jeg forsøgte at finde den lokale camp, men den gemte sig.
Fik jeg nævnt, at jeg var velsignet med en herlig medvind.
Vi fløj af sted.
Vejret var lumsk, jeg kunne mærke at der var ondt på vej.
I Ringkøbing måtte McDo levere en kop kaffe.
Der var kun få kunder. Det viste sig, at de havde ligget på lur udenfor, og så snart jeg havde fået min kaffe, kom de væltende.
Jeg måtte ud.
Mod Ulfborg gik det fint indtil jeg kom til Hee.
Dejlig cykelsti.
Fra Hee blev vejen ond.
Det gjorde det ikke bedre, at regnen nu væltede ned.
Radaren fortalte mig, at det var absonst at stille sig til at vente på, at det gik over.
Der var ikke så meget trafik. De var allesammen på McDo i Ringkøbing.
I øsende regnvejr fandt jeg min gode camp.
Smukt sted,
Regnen abejdede hårdt, og jeg stod en rum tid og ventede på tilladelse til at slå mit telt op.
Det lykkedes langt om længe.
Senere kom min vært frem og vi fik en hyggelig snak.
Det blev en ualmindelig våd start på ”Sommer med Elvira 2.0
Ingen har lovet andet.
En del af formålet med denne ekspedition er finde ud af, hvordan det er at være langtursscyklist på elcykel.
Jeg har allerede besluttet, at for mig kræves der mindst to batterier.
Det skal også være batterier, der kan tages under armen.
En anden interessant ting kunne være at gøre sig bekendt med shelterpladser med strøm.
I skrivende stund kan jeg komme i tanker om 5½. Ikke nødvendigvis gratis.
1  Camp Åvang, Velling, 6950 Ringkøbing.
2  Lille Østergård Gårdhandel, Amborgvej 56,9700 Brønderslev. 2133 2217.
3  Hundelev Fælled. Vennebjergvej 16a, 9480 Løkken.
4  Tordenhuset, Lodbjergvej 20, 7770 Vestervig. 5056 2055 
5 Shelterpladsen i Blære, Skolevænget 4, 9600 Års.  
6  Skivum?
Tilføjelser til listen modtages gerne.
Der findes desuden. talrige sheltere i BMB-regi
Senere har jeg erfaret, at der findes en liste med ladestationer.
Det skal nok blive fint.
Sørg nu for at have det rigtig godt, så skal det nok gå altsammen

Sallingland, Thyland og andre lande …
 Onsdag den 10. august 2022.
Dag 2. Ulfborg – Bøvlingebjerg. 40. km Totalt 98 km

I'm going up the country
Baby, don't you wanna go?
I'm going up the country
Baby, don't you wanna go?
I'm going to some place
Where I've never been before 

Nogle lyde er vidunderlige.
På bilfabrikkerne har man folk til at checke den lyd, der fremkommer, når man lukker døren på en luksusmodel.
Andre lyde er knap så behagelige.
Der er f. eks lyden af regn på et telttag kl 05.39.
Jeg var netop i gang med at fintænke i forbindelse med et større slagsfremstød med mit indflyderarbejde.
Men det viste sig, at det med regnen bare var en tom trussel.
Jeg havde en god aften i mit lejr.
Da det igen begyndte at regne, rullede min gode vært et tag frem over mit kontor.
Og det viste sig minsandten, at hønsene havde været yderst produktive.
Det kommer jeg til at nyde godt af, og et stykke frem i tiden vil jeg kunne skrive ”nu med æg” i mit cv.
Tak til min vært og ikke mindst til hønsene.

Det viser sig, at mit produkt på tysk hedder Reiseblitzkocher.
Det lyder virkelig af noget.
Så jeg må indrømme, jeg snakkede lidt tysk, da jeg lavede morgenkaffe.
Jeg har spurgt mig lidt for i håb om at få lidt mere  info om de her med at være indflyder.
Jeg fik at vide, at det nok var en god ide, hvis jeg spurgte om andres forhold til sådan en Reise-fætter.
Jeg blev endda rådet til at opfordre folk til at fortælle om deres oplevelser med elkedler.
Det lyder velgennemtænkt, så det må jeg have gjort en dag, hvor jeg har god tid.

Jeg skal ikke så langt i dag, og det skal jeg i medvind.
Og forhåbentligt tørvejr.

Jeg kiggede lidr rundt i Ulfborg, der er et ganske hyggeligt sted.
Men snart gik det nordpå ad den store vej, der ikke længere var ond.

Jeg havde allerede besluttet mig til at trille forbi Nørre Vosborg Gods.
Det var der en speciel grund til: 
Juli 1859
”I Nørre Vosborg var Andersen blevet indbudt til at bo hos etatsråd A.E.M. Tang. De fejrede hans ophold med en stor fest med over 100 indbudte gæster, og lod Andersen blive i perioden 5. - 21. juli.
Under sit ophold hos familien Tang, var Andersen på udflugter til bl. a Vesterhavet og Husby Præstegård.”.

Jeg nød en stille eftertænksom stund foran godset, inden turen gik videre.
Andersens dagbøger kan varmt anbefales.

Jeg kom til Vemb, hvor jeg kiggede lidt på de plancher byens brugs havde sat op. Det fortalte lidt om brugsens historie. Mange kirker har lister med præsterne gennem tiderne. Her havde man en liste over uddelere.
Det varmede en gammel brugsmands hjerte.

Jeg sad og hang lidt på en plantesæk, da jeg faldt i snak med 2 unge piger fra Kiel.
De skulle til Nr. Nebel på ret almindelige cykler.
Det er en tur på 80 km.
I modvind.
”Vi er kommet lidt sent ud”, forklarede den ene.
Et problem med turcykling er at man skal bruge tiden på alt muligt andet end at cykle.
Det kommer bag på en del.
Jeg ønskede dem god tur og håber på, de ikke knækker halsen.

Vi svingede mod vest i Vemb, og kørte nu i området nær Nissum Fjord.

Fru Pedersen skiltede med sin have. Jeg har passeret hende før, men nu kørte jeg nærmere.
Jeg kom hen til et skilt og en postkasse.
Skiltet forklarede, at man måtte gå ind i haven, efter at have smidt 75 kr i postkassen.
Jeg ville godt have vidst lidt mere om, hvad det hele gik ud på, så Fru Pedersns have bliver så næ ste gang.

Vel ankommet til Skalstrup fandt jeg det lille hus, de havde sat op til mig.
Det var rigtig hyggeligt og indbød til at man satte sig ned og skrev et eller andet.
Det gjorde jeg så.

Jeg skulle ikke så langt og vinden skubbede bagpå uafladeligt, så det var en nem cykeldag.
Også en dag, hvor jeg havde tid til at lave mange stop, og undersøge hvad jeg måtte komme forbi,

Bøvlingbjerg er en fin lille by, og min camp ligger på en gård lige uden for byen.
Her er alt, hvad mit hjerte kan begære, så det er dejligt.

Gårsdagen sejlede væk, men mon ikke jeg kan få Tanja til at hjælpe mig, så jeg får svaret alle de søde mennesker, der gider skrive en hilsen.
Det er planen.

I morgen skal jeg overnatte i et shelter med strøm, og vi skal se på, hvor udtrykket Sallingland, Thyland og andre lande kommer fra.

Men sørg nu for at have det så godt som muligt, så skal det nok gå alt sammen.
Jeg er på vej mod Thy og Mors. Jeg skal bl. a mødes med en hund, der hedder Mille, og hvis du min brave ven er bekendt med attraktioner der venter forude, tager jeg gerne mod tips.

Dag 3. Bøvlingbjerg – Tordenhuset, Vestervig.
Torsdag den 7. august 2022
65 km. Totalt 163 km
Jeg har fået en advarsel. Det er ganske vist en jeg har givet mig selv, men alligevel.
”Det kan da ikke passe, at du ikke kan finde ud af at pakke tingene i den rigtige rækkefølge”, skældte jeg. Nederst skal være de ting, vi aldrig bruger. Så kommer de ting, vi sjældent bruger osv. Hvor svært kan det være? Årsagen til dette møgfald var nok mest den situation, hvor jeg fandt tandbørsten under lappegrejerne. Paraplyen lå også i bunden, da det regnede, og min selfiestang manglede da jeg ville tage et billede af noget smukt incl. mig selv, så det …..
I mit næste liv vil jeg hedde Ingen, fordi ingen er perfekt. Lige nu handler det mest om titlen ”Det gamle rodehoved”. Man kan da også godt glæde sig lidt over, at der er plads til forbedringer.
Men ellers var det en fin morgen på farmen i Bøvlingbjerg. Det gik lidt bedre med at få rettet kadaveret ud. Det var tørvejr, og Tanja Hund passede på mig. Jeg startede min dag klokken tidligt, og her er stille som i graven. Jeg sagde adjø og mange tak til mine gode værter, og væk var jeg. Det eneste man skal efterlade sig er et godt indtryk, og det håber jeg da lykkedes.
I dag passerede jeg Harboøre, og det er lidt vigtigt for mig.
Den mest elskede sang om Limfjorden er skrevet af Erik Bertelsen, som blev født i Harboøre i 1898. Han skrev en lang række bøger om forholdene for de fattige fiskere.  Kun få kender i dag til hans bøger. Men ”Blæsten går frisk” kender man. Ikke mange kender i dag skaberen af sangen.
Han opnåede at blive regnet for en af vores førende hjemstavnsdigtere, og en af sin tids mest læste forfattere i bibliotekerne. Han bøger kunne virke lidt kedelige og uden stor dramatik Hans Kirk huskes i modsætning til Erik Bertelsen Erik Bertelsen døde i 1969. Han ligger begravet på Bogense kirkegård.
I 2. strofe af Bæsten går frisk skriver han:
Dagen står høj over Limfjordens vande,. 
bredning og sund og krinklet vig! 
Sallingland, Thyland og andre lande
 hilser hverandre med mågeskrig.
 Og  bonden går på sin agerjord 
med blikket forynget af luft og fjord.
Vi, der er vokset op ved Limfjorden sætter den meget højt.
Jeg havde fået et tip om at et besøg med kaffe i Fjaltring Købmandsgård kunne være en god ide. Det var det. En rigtig god ide. Og som H. C. Andersen i 1859 bevægede jeg mig rundt i byen.
Jeg så Høfde Q. Det kunne sagtens være der Andersen så Vesterhavet for første gang. Så vendte regnen tilbage. Om morgenen nåede jeg lige at få smidt en spandfuld i hovedet, og det blev ikke sidste gang. Fra Harboøre valgte jeg den skønne sti der går helt til Thyborøn. Enestående. Lidt mere prosaisk forklarede en af byens muntre sønner mig, at detr var der, de plejede at styre en 8 hestes brandert sikkert hjem. Velkommen til den virkelige verden.
Generelt var turen i dag usædvanlig naturskøn. Regnen gjorde hvad den kunne for at spolere mit gode humør. Uden held. Og så kunne jeg træne lidt på mine færdigheder i langturscykling.
Det tager en uges tid at komme igennem grundforløbet i Langturscyklinguddannelsen. Der er mange ting, man skal lære. Det kunne for eksempel være disse moduler ”Fare vild i en større dansk by” eller ”Glemt alle pløkker til teltet”. Et af de mere krævende har jeg tidligere nævnt, men det kan ikke siges for tit. ”At vente på at regnen hører op”.
Jeg havde ca 1½ time, hvor jeg havde fundet et skur langt ud på landet. Der stod jeg så og ventede. Man kan sagtens øve det derhjemme. Find et busskur og sæt dig derind mindst en time. Man må ikke foretage sig noget fornuftigt. Man kan anstille et lidende ansigtsudtryk eller kigge håbløst på skyerne. Det er god træning.
Elvira viste sig at være søstærk på færgerejsen til Agger Tange. Det kostede mig den nette sum af 50 kr. ”Kommer du tilbage i dag”, spurgte kaptajnen, eller hvad han nu var. Da jeg sagde nej, tog han og krøllede min billet sammen. Det var så en dagbillet, jeg have investeret i. Den kloge havde studeret billetpriserne lidt nøjere.
Havde jeg vidst det havde jeg sejlet frem og tilbage hele dagen. Nåh, hul i det.
Det tog mindre end et kvarter at bruge de 50 kroner, og til min forbavselse var alt dækket med havgus, da vi kom i land.
Utroligt på den korte afstand.
Fra færgelejet er der en cykelsti, der er lige modsat den på sydsiden. Denne er kedelig og med 0 sving. Den er bulet og ujævn så man hopper og danser. Fra landevejen ser den sikkert nydelig ud. Det er den ikke.
Jeg kiggede lige indenfor i Agger, men fandt ud af, at jeg ikke var i Agger -humør.
Så i stedet satte jeg kursen mod Tordenhuset, hvor der er en lille shelterplads.
Ualmindelig hyggeligt, og fuldstændig læ. Strøm og toilet. 25 kr. Søg evt. Tordenhuset på Nettet.
Jeg fik lige en sludder med værten efter at jeg var kommet. Nu præsenteres jeg for det herligste vejr. Det er dejligt, for der er en del, der skal tørre. Sørg nu for at have det ualmindelig godt, så tager jeg jer med endnu længere op i Thyland. Vi skal op i nærheden af Snedsted.
I'm traveling light It's au revoir My once so bright My fallen star  Cohen

Sallingland, Thyland og andre lande.
Fredag den 8. august 2022
Dag 4. Tordenhuset, Vestervig -  Snedsted 33 km. Totalt 196 km

Jeg er beruset af min egen succes, og så har jeg endda glemt at fortælle om det.
Ikke færre end 3 dage i træk er det lykkedes mig at indfri det løfte, jeg svor inden afrejsen, nemlig at jeg vil køre mindst 9 km om dagen.
Absolut en succes.

Hmmm. Angående det der med at glemme.
I min alder er det sådan:
Man husker ikke så godt.
Man lugter ikke så godt.
Man husker ikke så godt.

Jeg kan fornemme, at rigtig mange følger med i min karriere som indflyder.
Jeg er glad for at kunne sige, at det går vældig godt,
Jeg har hørt fra en familie, at de bruger en elkedel, når de rejser, og her i aftes smed jeg 6 æg i kedlen.
Et lille problem opstod, for hvordan standser man  den præcis, når æggene har fået 6 minutter?
Det var de æg, jeg fik af den flinke mand, hvor jeg slog lejr for et par dage siden
Mit næste fremstød handler så om at finde ud af, hvor mit firma befinder sig.
Det skulle jeg måske have tænkt på tidligere, men der har været så meget.

I går kørte Elvira omkring 60 km på 500-batteriet. Det, synes jeg, er fint nok.
Der var medvind og ikke mange bakker. Jeg søger at køre med et blidt tråd.
Kun et par gange havde vi gang i Turbo-programmet.
Hun glider ualmindelig godt ned ad bakkerne. Langt bedre end jeg havde forventet.
Et problem opstår, hvis jeg skal sætte i gang, når det går kraftigt opad. Så er hun svær at få i gang.
Eller hvis vi går i stå på en stejl stigning.Så er hun helt umulig.
Der vil jeg være nødt til at køre lidt ned ad bakken først.

Jeg havde en god og rolig nat ved Tordenhuset. 
Jeg havde endda selskab af et ungt par med et lille barn.
Det var vældig hyggeligt.
Huslejen er betalt, så nye eventyr kan bare stille sig op i kø.
I dag skal jeg f. eks finde en genbrugs, så jeg kan få fat i et lille spejl.
Fest og Halløj i hytten!
Vejrguderne er vist løbet tør for vand på denne egn.
Jeg hører, at der var 33 grader på Sjælland i går.
Kunne man ikke forstille sig en form for fordelingsnøgle, for vi havde næppe 20 grader her.

Første mål var Hurup.
Men først kom jeg til Krik, hvorfra Krik Strandvej førte mig et stykke langs min kære Limfjord.
Sol, medvind og en vidunderlig natur.
Skønnere morgen kan man vanskeligt forestille sig.

Vejen til Hurup var stærkt kuperet, men vejen er vejen, og der er en ende på den.
Hurup er en god lille by med 2690 bankende hjerter.
Min plan var at dvæle en stund på det lokale værested, hvor jeg har været flere gange.
Et par kopper kaffe, så var jeg i gang.
Jeg besluttede mig til at slå mig ned der og tage frokosten med.

En god ting ved at rejse rundt, er at man bevæger sig gennem forskellige sprogområder.
Jeg nyder at lytte til de forskellige dialekter.
Her i Thy taler man Thymål, og det er en fornøjelse at lægge øre til det.
Jeg forstår det meste.

Dejlig mad.
Og der var nok af den.
Som dessert blev der serveret eksotisk mad i form af varme bananer og ananas.
Spændende menu.
Der er tradition for, at de på Værestedet afholder en lille quiz, og det kunne jeg da ikke stå for.
Jeg var så heldig at løbe afsted med en større præmie.
Se billeddokumentation.
Det var et par hyggelige timer på Værestedet.
Så var der ikke langt til min destination, Snedsted.
Her har jeg en lille hemmelighed, som jeg godt vil dele med jer, hvis I lover ikke at lade det gå videre.
Jeg satte turboen til det sidste stykke.
Så, nu er det sagt.

Jeg fandt let min camp, hvor jeg fik en rigtig hyggelig snak med mine gode værter.
Husstanden indeholder en ualmindelig sød hund, der lyder navnet Jackie.
Den var behjælpelig med flere forskellige ting da jeg slog lejr.

Her er alt, hvad jeg behøver.

I morgen går turen til Stenbjerg, hvor jeg skal møde gode venner samt deres søde hund Mille.

Nu har jeg forsøgt at læse historien igennem, men mine øjne harf tendens til at falde i, så jeg håber der ikke er for mange udfald.
Ellers finder jeg en eller anden at skyde skylden på.

Men sørg nu for at have det ualmindelig godt.
Så skal det nok gå alt sammen.

Sallingland, Thyland og andre lande.
Lørdag den 9. august 2022
Dag 5. Snedsted -  Stenbjerg 27 km. Totalt 223 km 

Husker man stadig P. Sørensen Fugholm?
Ode til min cykel:
”Jeg stod min cykel op ad træets rod.
Og følte brystet rulle i mit blod.”

Læs mere efter dagens afnit.

Som forventet skulle der gå en lille uges tid, inden jeg sover normalt om natten.
Den tid er ved at være gået, og jeg sov normalt om natten.
Stille morgen i min fine camp.
Kun mig selv og Jackie Hund puslede fra starten med at pakke lejren ned.
Ingen dug, regn, myg, fluer eller snegle.
Ørentviste er lagervare.
Har man været et sted med ørentviste, vil man støde på dem i lang tid efter, hvor de dukker op fra alle gemmer.
Og hvis man ikke kan lide ørentviste? Fortæl dem, at de er uønskede.
Jeg bryder mig ikke om dem, men det har de valgt at ignorere.

Det store nummer her i Snedsted i dag er loppemarkeder. 
Hvis jeg har forstået det rigtigt, findes der kort, så man kan gå byen rundt og besøge de forskellige steder.
Der skulle være masser af steder.
Det lyder da som en fin ide, men jeg må hellere holde mig væk.
Ellers ville jeg bare få 15 bøger mere at fise rundt med.
Mine gode værter havde også planlagt en stand, så de skulle i gang med salgsfremstødet.
Jeg overvejede en kort stund, om jeg skulle få en stand og lave lidt promo for min elkedel.
Men da jeg havde en aftale senere på dagen i Stenbjerg, kunne det ikke lade sig gøre.
Jeg sagde farvel og tak til mine værter.
Det var et skønt ophold, der var med til at gøre min tur mindeværdig.

Der var rigtig mange stande på vej ud af byen. Jeg kom i tanker om, at jeg måske kunne finde et lille spejl, som jeg manglede.
Jeg faldt ind et sted, hvor mindst 2 søde damer forsikrede mig om, at jeg kunne finde alt der. Det var en tidligere biograf, og de havde bevaret nogle af stolerækkerne.
Det syntes jeg godt om.
Det lykkedes mig at finde et spejl, men da jeg kiggede i det, virkede det ikke.
Jeg klagede mig nød, og den ene af damerne testede spejlet.
Men så virkede det igen.
Underligt.

Jeg skulle ikke så langt, men jeg fandt ud af, da jeg kom i gang, at vi havde en hård vind lige på snuden.
Samtidig var der helt åbent, og selv om Google fablede noget om moderate stigninger, ved jeg bedre.
Alpeagtigt, siger jeg bare.
Og det er ikke første gang, at jeg har haft den disput med Google.
Gad vide om de nogensinde har været i Vestjylland?
Elvira sled som en lille hest, og jeg sørgede for at give hende lidt xtra strøm, da vi havde checket ind.

Jeg har været på Stenbjerg Camping før, og jeg regner med at komme der igen.
Nærmeste nabo til campingpladsen er en campingpladse, og det er da en anelse underligt.
Men pladserne er så vidt forskellige, at de næppe strides om de samme kunder.
Jeg kan konstatere, at jeg helst vil være, hvor jeg er nu, og ikke bare fordi, det er langt billigere.
Her er, hvad jeg har brug for, og alt skrider frem i et tempo, så jeg kan få sjælen med.
Længe leve forskelligheden.
Jeg aftalte med campingmutter, at det var det nemmeste, hvis jeg tog min strøm i fælleshuset.
Mit telt står lige bagved.

Jeg havde engang et telt, der hed Koldinghus, fordi jeg havde fået det af et godt menneske i Kolding.
Mit telt i dag hedder Hubba Hubba, men det navn er ikke så godt som Koldinghus.
En dag finder jeg et godt navn.

Nogle af mine gode venner har lejet et sommerhus lige i nærheden. 
Dem skal jeg mødes med senere på dagen
Det er lidt, som om jeg sidder fast i første gear i dag, men det kan også være hyggeligt.
Der er 4 km til Wild West byen Nørre Vorupør, og det kan da godt være jeg kører hen og præsenterer mig lidt senere.

Efter at have testet en flugtstol i fællesrummet besluttede jeg at checke op på Nr. Vorupør.
Der er 4 km dertil ad en ond vej.
Man kunne med det samme se, at der var sat vand over til noget stort, for flagene var hejst, og der var lavet kæmpestore P-pladser, der endda kostede gratis.
For få hundrede kroner kunne man sikkert få en pølse og et glas bajersk øl, men jeg besluttede at udskrive en tilgodeseddel til mig selv.
Videre gik det derfor mod havet gennem byen.
Det er en usædvanlig lang by.
Der er mange steder, man kan købe både det ene og det andet.
Men det har jeg allerede.
Havet var flot og lidt vildt.
Der var masser af surfere og endnu flere der kiggede på dem.
Det gjorde jeg også en tid.

Og så bar vinden hjemad.

I aften skal jeg have pizza, og jeg synes bestemt også at du skal gøre et eller andet, der gør dig glad.
Det er jo ikke lørdag hver dag.

Ode til min cykel.
Jeg stod min Cykel op af Træets Rod
og følte Brystet rulle i mit Blod,
og Sundhed op i mine Kinder skod
og det ene med det andet.
Thi jeg er ude i den fri Natur
og vække fra min Baggaards trange Bur
med aaben Vest og Sind og Hat paa Snur
og alt saadan noget.
Min Mellemad jeg med i Lommen har
med liflig Rullepølse og Cegar,
og Himmelen er skyldfri, ren og klar
og det ene med det andet.
Jeg føler mig som Himlens Fugle fri,
i hvert Tifælle indtil Kl. 10
og alting aander Fred og Harmoni
i det store og hele.
Jeg suger ind med overornlig Fryd
hver Vindens Fløjt og hver Naturens Lyd,
som jeg er født med – det er ingen Dyd,
som saadan.
Græshoppens og Chikanens spæde Sang
og Lærketrildrers sølverhvide Klang
er Fakta mig en Nydelse af Rang
i det store og hele.
Jeg sad mig paa en Grøftekant paa Huk
og saa paa Markens Ko og Skovens Buk,
og fra mit Inre slap jeg Suk paa Suk
og alt saadan noget.
Jeg saa mod Øst samt Vest samt Syd samt Nord
og tænkte: Oh, hvor er dog Verden stor
ja, maaske meget større, som man tror
I sin Helhed!?!
Og Himlens klare Stjerner skinte ned,
jeg vidste næppe, hvad de alle hed,
det er der meget faa, som at der véd
i det store og hele,
men Polemeja véd jeg sidder dér
Og Peteheja, Mars og Jupiter,
dem véd jeg temlig nøje, hvor at er
som saadan.
Men der er et, som ej jeg kan forstaa,
og som jeg tidt har sat og grundet paa,
men hidtil uden og kan Svaret faa
som saadan:
Fra først af, dengang der, saa vidt jeg véd,
var ingenting om Stjerner skreven ned,
hvor kunde man saa vide, hvad de hed?!
– Og saadan er der saa meget!!

Sallingland, Thyland og andre lande.
Søndag den 10. august 2022
Dag 6. Stenbjerg- Stenbjerg : 11 km. Totalt 234 km.

Der er koldt.
Der er også for koldt.
13 grader fra den årle morgenstund i august er ikke godkendt.
Og så er der regnen og blæsten der …....

Her afbryder jeg lige mig selv:
”Byger der går og kommer, det er den danske sommer”.
Vi kan ligeså godt lære det.

I øvrigt har jeg besluttet, at Thøger larsens sommersang, hvor linien stammer fra, er den bedste af sin slags.
Den blev lavet til et sommermøde på Jeppe Aakjærs Jenle, men den blev så vellykket at den kom med i digtsamlingen ”Slægternes træ”.
Og nu glemmer vi den ikke.

”Du danske sommer, jeg elsker dig,
skønt du så ofte har sveget mig.
Snart kolde farver i sky og vand,
snart nøgne piger ved hver en strand!
Mer, mer, mer
jeg dog dig elsker, hver gang du ler. ”

Fra morgensrunden var der dog ikke så meget at le ad.
Vådt og klamt.
Mine gode venner er nu ankommet og har indlogeret sig i et fancy sommerhus et stenkast fra Stenbjerg. Nåh ok, så to stenkast.
Jeg havde aftalt at spise frokost sammen med dem.(For ikke at tale om hunden)
Vi havde også aftalt, at vi ville spise ude søndag aften, så jeg gik over til restaurant-naboen for at sondere terrænet.
De havde travlt men jeg fik da etableret kontakt til en pige i receptionen, og fik forklaret mit anliggende.
”Ja, nu skal jeg lige se, sagde hun, og gik”.
”Desværre”, meddelte hun.
”Vi har lukket for gæster, der ikke bor her, søndag og tirsdag”.
Jeg følte mig lidt som en af de medvirkende i Nathansens ”Indenfor Murene”, men jeg kunne jo ikke gøre noget ved det.
Jeg havde heller ikke indtryk af, at der var lagt op til en diskussion af emnet, og ellers ville jeg nok have spurgt om, hvad der sker på stedet søndag og tirsdag, der er forskelligt fra de andre dage.

Jeg kunne kun agere sendebud, og jeg enedes med mine venner om, at vi ville drage til Nørre Vorupør for at indtage et bedre måltid.
De er de lykkelige ejere af et automobil, så jeg lader mig bare fragte.

Men inden da havde jeg gået en del igennem.
Der var mit løfte om at køre mindst 9 km hver dag.
Men det øsregnede jo?
Nu er jeg sådan indrettet, at har jeg sagt A, så må jeg også sige B.
Det gælder ganske vist kun søndag og tirsdag, men alt dette hændte jo netop på en søndag.
Jeg fik fyret godt op under Elvira, og snart var vi på vej mod Nørre Vorupør.
Der købte vi en flaske vand og et brød, og kort inden hjemkomsten kunne vi se kilometertælleren passere de magiske 9 km.
Og tøj kan jo tørre.

Vi spiste en dejlig frokost sammen.
Der var både skaldyrssalat og små søde tomater.
Baagefter nød vi kaffen og vi spillede en omgang Herterfri, hvor jeg næsten vandt.

Jeg snakkede hyggeligt med min nabo på pladsen.
Det var en fransk lærer, der kører rundt i Danmark i sin ombyggede lille hvide varevogn.
Nu var han på vej til Skagen, for han havde hørt om de to have, hvor man kunne skræve over Danmark.
Jeg sætter stor pris på den slags små samtaler.

I morgen skal jeg til Mors.
Jeg husker tydeligt mit første møde med Mors.
Hjemme på gården holdt min far ”Landsbladet”, hvor der var en rubrik for børn.
Jeg var meget optaget af at have pennevenner, og her fandt jeg adressen på Verner fra Solbjerg, Mors.
Det var før postnumrene kom til. 
Jeg kan sagtens huske hans lidt specielle efternavn, men lad det nu ligge.
Vi skrev mange breve til hinanden, og vi skrev sammen i temmelig lang tid.
Pludselig døde det ud, som den slags ofte gør. Jeg erindrer ikke hvordan og hvorfor.

Jeg kan være lidt tilbøjelig til at krydse mine spor, og jeg kom i tanker om, at jeg ville prøve at finde ud af, hvad der videre skete med Verner.
Jeg fandt ud af, at han var flyttet til København, og jeg fandt desværre også ud af, at han gik bort for mere end 10 år siden.
Sorry Verner, jeg nåede det ikke.

Der er mange ting at se på Mors, hvor jeg har været mange gange før.
Det er især Aksel sandemose og Jante, der har interesseret mig.
For nogle år siden besøgte jeg den aldrende digter Knud Sørensen i Nykøbing, og fik lov at få sigeneret hans bog.
Et kært minde for mig.

Efter Mors venter Sallingland, og mon ikke jeg skal en lille tur til Glyngøre.

Men allerførst skal vi ud og spise fint.
Selvom det er søndag har vi fået at vide, at vi er velkomne på Vesterhavscafeen.
Jeg forestiller mig noget med noget seafood.
(gad vide om sådan et tastatur tager skade af mundvand).

Men lov mig nu på tro og love at I vil gøre hvad I kan for at have det så godt som muligt.
Så skal det nok gå alt sammen.
Det gælder ikke mindst Kathrine, der hermed får en helt særlig hilsen.

I morgen er vi nødt til at snakke om en dyrepark, der ikke er der.

I've got a bike, you can ride it if you like
It's got a basket, a bell that rings
And things to make it look good
I'd give it to you if I could, but I borrowed it 
Pink Floyd

Sallingland, Thyland og andre lande.
Mandag den 11. august 2022
Dag 7. Stenbjerg- Vils: 35 km. Totalt 269 km.

En gang imellem er det vidunderligt at gå ud at spise.
Sammen med mine venner invaderede jeg Vesterhavscafeen i Vorupør.
Mange af os martres af dårlig samvittighed, fordi maden er for fed, og der er for meget af den osv.
Foreningen VMV (Vi med vom) lever og har det godt.
Denne aften besluttede jeg mig hjemmefra for at følge Kiwi kuren, hvor man må spise alt, der ikke er kiwi.
Og jeg var meget omhyggelig med at spotte ethvert spor af kiwi, men nej.
Intet.
Så jeg nød min aften i gode venners selskab.
Jeg lover at plage mig selv ved en senere lejlighed.

Jeg vil savne mit kontor på campingpladsen i Stenbjerg.
Jeg har stort set haft det for mig selv.
Gæsterne med campingvogne opholder sig ”hjemme” det meste af tiden.
Jeg kan vanskeligt få plads til bord og stol i mit telt, så fællesrummet er fint for mig.
Jeg overvejede at sætte et skilt på døren med kontortiderne, men videre går det, så det blev ikke til noget.

Der er vist ikke nogen regn at spore de næste dage, og temperatuerne stiger også lidt.
Det vil passe mig glimragende, for jeg fryser hver dag.

Klokken blev 8, og jeg kunne checke ud.
En yderst rimelig husleje og en hyggelig snak med Campingmutter blev det til.
Vinden var min ven, og jeg havde ikke travlt.
Det er undertiden rart at trille lige så stille gennem landskabet uden at forcere noget frem.
Jeg forestiller mig gerne, at bakkerne er levende, og man skal følge deres regler for at få lov til at passere dem.

Der blev tid til en kop kaffe i solen i Snedsted, hvor jeg var for et par dage siden.
Kursen blev sat mod Vilsund, hvor man fanger broen til Mors.
Jeg har altid været noget betaget af broer.
Jeg har oplevet at gå over Golden gate broen i San Francisco, men Vilsund Broen skal man heller ikke kimse ad.

Vilsund er også kendt for den store dyrehave, der lå her i ca 1950 – 70.
Den var vidt berømt, og jeg har endda været der på en skoleudflugt.

På en vandring i 2016 kom jeg forbi Vilsund. Jeg skulle ikke til Mors, men dengang gik jeg lige over broen og stampede 3 gange i jorden.
Og vupti havde jeg været på Mors.
Så var det vinget af.
Også denne gang blev broen besejret.

Lige efter broen opdagede jeg en rigtig fin shelterplads.
Der er borde og bænke og en rigtig fint hus, hvor der også er borde og bænke.
Der er også en udmærket toiletbygning.
Der er strøm men ingen udtag.
Jeg checkede på shelterappen, men denne plads findes ikke der.
Var det ikke sådan et sted, man kunne sætte en ladestander op til cykler?
Det er da fint, at standerne står rundt omkring i byerne, men skal man så vente 3.4 timer på opladning?
Måske er det udsigten til hærværk, der skræmmer, men her findes en hjertestarter, som vel også kunne angribes af kedelige personager.
Som ny strømcyklist ser jeg en fremtid i sådanne planer
.
Jeg havde selskab af 8 ældre mennesker (sikkert yngre end mig), der havde afsat tid til en bedre frokost. Jeg antager, at de var på udflugt.
Det var sikkert god mad og de var bestemt kommet i byen for at hygge sig.

Elvira hviskede til mig, at hun havde spottet en djævlestigning lige om hjørnet, så vi drøner nok lige over på en gang Turbo.
Det er en god ting, at man altid har en Plan B tilgængelig.

Det blev der i den grad grund for.
Bjerget er vist kendt som Sundbystigningen, og den er lang som et ondt år.
Uden Elvira havde jeg hængt derude endnu.

Et sted kom jeg forbi en besynderlig udstilling foran et stort hus.
Dukkeskolen stod der.
Der måtte jeg ind.
Det viste sig, at det var et stort loppemarked.
Jeg talte med en sød dame, og hun havde samlet utallige dukker sammen. 
Der var også modelbiler.
Lopperne var gratis at kigge på, men hun skulle have 75 kr for at lukke mig ind til dukkerne.
Jeg sagde til hende, at jeg ville tænke over det.
”Du kommer til at fortryde det, hvis du ikke går derind”, mente hun.
Hun fik ret.
Jeg har allerede fortrudt det.

Google maps førte mig med usvigelig sikkerhed til Vils, hvor jeg skulle overnatte.
Jeg fandt huset, og fik en hyggelig snak med min vært.
Det er et rigtig stort hus, med en ligeså stor have.
Og så er der det herligste lille hjørne, hvor Hubba Hubba netop passede ind.

Katten Basse var ikke den store hjælp, da teltet skulle op, og nu tager han sig vist en lur.
Jeg har fundet en overdækket terrasse, hvor jeg har indrettet mit kontor.
I det fjerne kører en knallert med defekt lydpotte og alt for mange omdrejninger rundt og rundt.
Jeg ville ønske, at han ville køre et sted hen.
Humlebierne arbejder ihærdigt i nogle lavendelbuske.
Når solen holder pause, bliver der rigtig koldt.
Solen er doven og holder ofte pause.

I morgen skal jeg til Nykøbing Mors og bl. aholde en lille pause ved Sandemoses hus.
Senere skal jeg til Glyngøre.
Jeg lover, at jeg ikke vil stalke Jonas Vingegaard, men jeg agter da at køre rundt i byen hele dagen i håb om at møde ham.

Efter Glyngøre må det vist være tid til at besøge en af vore smukke øer.
Men skal vi ikke love hinanden at vi stræber efter at have det så godt som muligt, så er jeg overbevist om, at det nok skal gå alt sammen.
Cykelsangen
Færdsel er en fin balancekunst
ikke stritte mod dens rytme glid bare med!
Snorlige cykelstier skinnende nikkelstyr.
Cikelstier. Cykelstyr! Søde sko på pedaler.
Følge med trafikkens bølgehav
ta det som et solbad midt i ungdom og fart
se det hele som rytme alle ting går i gear
selv de gamle gyldne kirkespir!
PH

Sallingland, Thyland og andre lande.
 Tirsdag den 12. august 2022.
Dag 8. Vils – Glyngøre.: 29 km. Totalt 298 km.

Klokken meget tidligt sende jeg en txt til min vært med tak for lån af haven, og så var jeg på farten igen.
Jeg havde 9 km til Nykøbing, og til den ende fandt jeg en ret ond vej, der viste sig at være den gennemgående rute fra Næssund til Nykøbing.
Der møder man så dem, der skulle være stået op 20 minutter tidligere og også dem der er i gang med at teste deres legetøj, der i virkeligheden ikke er legetøj.
Man kan kende de der motorcykler på mange kilometers afstand.
De har bestilt 12.000 omdrejninger, og de er ude af stand til at standse for noget som helst i tide.
Og der kører jeg stille og fredeligt og snakker lidt med mig selv samt Elvira.
Et estimeret gær er 150 km/t +
Lidt senere så jeg faktisk en fartkontrol, og jeg håber inderligt, de knalder bæstet.
Der synes også at være en overvægt af ulovlige knallerter her.

Det er mest de gamle uden nummerplader.
Da jeg var dreng kunne vi finde på at sætte en tøjklemme i et cykelhjul, fordi det larmede.
Ligeså med knallerterne.
Ordensmagten kunne da vist godt få en eftermiddag til at gå på disse kanter.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet af Nykøbing, men der var noget stille.
Jeg havde planlagt at sidde et sted med en kop kaffe og et rundstykke og lege turist.
Cafeer findes ikke for morgenmennesker.
Jeg gik ind i Løvbjerg.
Har I et sted, man kan sidde?
Nej desværre.
Kan jeg få en håndværker?
Nej, vi har kun dem, du kan se her.
Har I et stykke ost?
Nej desværre.
Hvad så med kaffe?
Der havde jeg været snu for jeg jeg havde set en (tom) kaffemaskine på en hylde.
De to piger kiggede på hinanden.
Så fandt den ene af dem en termoflaske frem et eller andet sted, og så fik de ro for den gamle.

Jeg testede en del bænke, inden jeg kørte hen til Færkenstræde, hvor Aksel Sandemose blev født.
Det gør jeg hver gang jeg er i Nykøbing.
Der havde de også en gade med mit navn.
Nu fik jeg det meget bedre.

Jeg besluttede at mit eventyr i Nykøbing lakkede mod enden og bevægede mig sønden ud af byen til Sallingsundbroen.
Den er fantastisk imponerende.
For at komme op på den, går det lige op i himlen, og der kom Elvira ind i billedet.
Den er så stor og høj, at den for mig er lidt skræmmende.
Det er, som om cykelstien deroppe i skyerne er meget smallere, selvom vi alle ved, det ikke er tilfældet.

Som du nok har gættet kære læser, så kom jeg frelst ned på den anden side:
Og dermed var jeg også i Sallingland eller Salling, som det i virkeligheden hedder.
Alle kender navnet Glyngøre fra konservesindustrien, og nu er der yderligere et par grunde til, at byen er kendt.
Jeg kiggede mig lidt omkring, og det er en rigtig hyggelig by.
Især omkring havnen, hvor færgerne tidligere sejlede fra.
Cyklerne står stadig og lyser gult op, og det er bl. a fordi Danmark Rundt snart kommer til Glyngøre.
Dog uden Jonas Vingegaard.

Jeg fandt let min lejr, hvor jeg hilste på værten.
Her har jeg alt, hvad jeg har brug for; og lidt til.

Det viste sig, at min vært havde haft noget med Tour-festlighederne at gøre.
Det var interessant at høre om.
Jonas Vingegaard har en kort tid kørt i Aalborg Cykle Ring, og det har jeg også.
Ganske vist var han ikke født, da jeg kørte der, men jeg synes nu alligevel, jeg kender ham..... lidt.

Vejret har bestemt oppet sig, og det var også på tide.
Klageblanketterne var fundet frem, så det var lige i sidste øjeblik, der blev skiftet bånd.

De havde engang en driftig bokseklub her på egnen. Den hed B.K Nordsalling, og jeg husker de havde en bokser, der hed Gerhard Hundrup.
Jeg forundres ofte over de ting, man husker?

I morgen går turen til Fur, og jeg er kommet til at tænke på, at det er længe siden jeg har været i Skive.

Jeg er stadig ualmindelig glad for de hilsener jeg får.
Bliv endelig ved med det.
Det kan være I har set et sjovt dyr eller oplevet et eller andet underligt.
Det er så mit honorar for det kvarters tid, jeg hver dag har afsat til dagbogen.

Der er stadig fuld tryk på Indflyderkarrieren.
I dag kogte jeg vand til en omgang kopnudler.
Det kan den også.
Jeg må overveje hvordqan jeg vil investere de penge, der snart begynder at rulle ind.

Men lige i første omgang synes jeg vi skal stræbe efter at have det rigtig godt.
Det er en jungle derude, jeg ved det godt, men hvis vi nu prøver skal det nok gå alt sammen.
 

Sallingland, Thyland og andre lande.
Dag 10. Torsdag den 11. august 2022.
Fur - Skive: 49 km. Totalt 386 km

Jeg havde sagt godnat og tak til min gode vært aftenen forinden.
Der var tåget, men alt tydede på en fantastisk sommerdag.
Fur var et rigtig godt bekendskab.

Jeg trillede mod havnen.
Rigtig mange skilte på øen består af en fisk.
Det ser godt ud.
Ved kirken stod der en rød fisk, med teksten ”Indre Motion”.
Umiddelbart et genialt ordspil, men jeg gad nok vide, hvad meningen er.
Var det tilfældigt, skiltet stod ved kirken?

Muldvarpen bliver, hvor den har det bedst på turen til fastlandet.
Er det så fordi man betaler dobbelt den anden vej, eller er det gratis at komme tilbage igen?
Livet er fyldt med dilemmaer.
Elvira nød turen og synes at være søstærk.

Nu ændrede jeg planer.
Det var planen at finde banestien fra Durup, men det droppede jeg for at tage den smukke cykelrute langs kysten.
På den sidste tur jeg var påfulgte jeg en banesti ved Silkeborg, og jeg anede ikke hvor jeg var.
På et tidspunkt fandt jeg ud af, at jeg var i Gern By uden at vide det.
Jeg får lidt klaustrofi af disse stier, og der var i hvertfald højt til loftet, hvor jeg kørte.
Langsomt forsvandt tågen, og så havde vi gang i den herligste sommerdag.
Man glemmer (næsten) de dage, hvor man fryser som en lille hund, mens man står i læ for vind og kaskader af vand og drømmer om at man ikke punkterer.
Giv mig sol, og alt kan ske, sagde Laurent Fignon.
Det er ikke givet, at han lige der tænkte på Østsalling, men måske lidt. 

En af mine passsioner er litteratur, og med et var jeg på vej til Jeppe Åkjærs kunstnerhjem Jenle.
De havde en rundvisning kl 11, og der ville jeg være med.
Jeg var der i god tid og fik en sludder med en Mimreklub fra Slagelse. (Det kaldte de sig selv).
De var i overstadigt humør og havde en fest.
Klokken blev 11 og rundvisningen startede.
Der var kun mig og guiden.
Det gjorde ikke fornøjelsen mindre.
Hun vidste alt om Jeppe Åkjær, og jeg sugede til mig.
Den dag han døde på Jenle, var han fløjtende gået ud i haven.
Senere blev han fundet på en havegang med et skuffejern.
Han døde i det mindste på et sted, hvor han elskede at være.
På denne rejse er jeg ledsaget af en bog med brevvekslingen mellem Jeppe Åkjær og Marie Bregendahl.
Nu bliver den endnu mere interessant.

Jeg fik en snack i en landbrugs. Jeg sad på en lang bænk, og ved siden af sad et midaldrende par. De røg uafladeligt cigaretter og på intet tidspunkt sagde de et ord til hinanden.
”Vi skal også videre”, henkastede jeg til Elvira.

Vejen mod Skive blev pludselig ond.
Vi havde haft cykelsti og meget bred cykelstribe, og pludselig var der kun få centimeter til os
Jeg undrer mig over disse forandringer, og minsandten endtee det med at der var 1½ m cykelstribe i hver side.
”Skøn nu på det”, syntes vejen at sige.

Hvad er Skive kendt for.
Følgende lille anekdote giver måske et hint.
”Et rejseselskab i bus bevægede sig rundt i Skive.
”Og nu passerer vi Hancock bryggeriet”, sagde guiden.
”Hvorfor det”, lød det fra bagsædet.

Når vi kørte cykelløb i Skive skulle vi altid op forbi vandtårnet, der lå ubehagelig højt.
Men i dag skulle jeg finde en kolonihave, hvor jeg skulle overnatte.
De er aldrig nemme at finde rundt i.
Det er frem og tilbage og om igen, mens man dog kommer en lille smule nærmere.
Og det lykkedes skam også til sidst.
Det er et lille fint sted. Her er alt, hvad jeg har brug for og lidt til.

I morgen går turen til Sørvad. Jeg havde engang en onkel, der var præst på de kanter.
Han havde en Volvo 544 med DE-plader.
Min far ville gerne have været dyrlæge, men der var kun penge til at lade én studere.
Gad vide om der er nogen i Sørvad, der kan huske min onkel.
Han hed for øvrigt også Holger.

Lige inden vi slutter vil jeg gerne opfordre til at vi gør en extra indsats for at havde det så godt som overhovedet muligt.
Så skal det nok gå alt sammen.

Sallingland, Thyland og andre lande.
Dag 11. Fredag den 12. august 2022.
Skive – Sørvad. 59 km. Totalt 445 km.

Velkommen til næstsidste kapitel i beretningen ”Sallingland, Thyland og andre lande” aka ”Sommer med Elvira 2.0”
Det har været en fornøjelse at være på tur.
Det er altid godt at være på tur.

I Skagen ligger der en lille kirkegård tæt ved Ruths Hotel.
Der findes en gravsten, som jeg besøger, hver gang jeg er i Skagen.
Stenen er over en kunstner, der har levet.
Nedenunder hans navn, står der kun 2 ord.
”På tur”.
Der er mange måder at være på tur på.
Jeg står altid og tænker mig godt om, når jeg besøger den grav.

Jeg kan ret godt lide kolonihaver.
Bare de ikke er alt for ”friserede”.
Hvis det vælter frem med krav om hække i en speciel højde og ens havelåger, kan jeg mærke hvordan trodsen bobler op i mig.
Så er tanken om civil ulydighed mig ikke fjern.
Men jeg indrømmer gerne, at der er visse regler jeg vil se med stor sympati på.
Det kunne f. eks være regler om, hvornår man må slå græs eller klippe hæk.
Jeg er sikker på at plænerne i den kolonihave, der for eftertiden vil bære betegnelsen ”Camp Skive” er ganske nydelige.
Som jeg husker det, var der hele tiden en eller i gang med at skære i et eller andet.
Jeg sad stille og fredeligt udenfor og øsnkede, at de ville gå ud og skrive nummerplader op eller lave noget andet konstruktivt.
Den sidste blev træt kl. 21.10.
Da havde jeg været træt af det længe.

Men ellers kunne man læse i nattens rapport, at den gamle ryg så med positive øjne på igen at sove i en rigtig seng.
Og det har den jo ret i.

Der var ingen at sige farvel og tak til, men det gjorde jeg bare alligevel.
Jeg kørte kun lidt forkert på vej ud af kolonihaven, og jeg skulle sådan cirka i retning af Holstebro.
Jeg fandt retningen, og en flink vej.
Fin cykelsti.
Så skruede vejen lidt bissen på og gik over til en bred cykelstribe.
Efter en 5-6 km kom så det frygtede skilt: ”Cyklister på kørebanen”
”Vej, du er ond”, råbte jeg.
Men jeg lurede den og fandt en anden vej, der var vidunderlig smuk.
Det var morgenen også. Et fantastisk vejr
Min nye rute gav mig udsigten til Flyndersø.

Et skilt fik minderne til at vælte frem.
Hjerl Hede!

Min far fik kørekort meget sent.
Han var 52.
Så købte han en Taunus 15 m super med 3 ratgear og nummeret UP24.517.
Nu begyndte vi at køre søndagsture.
Men far blev aldrig helt tryg ved trafikken.
Med tiden lærte han sig at køre bestemte steder hen.
Vi boede i Aabybro, og det var mest til familiebesøg.
Så gik det derud af med 3 viltre drenge på bagsædet.
Han lærte at køre til Hjørring og til Bulbjerg.
Det var de gode gamle dage, da Skarreklit levede.
En enkelt vild dag kom vi til skagen.
Og så minsandten Hjerl Hede.
Han var skræmt over at køre gennem Skive, men til sidst var vi ved Heden.
Det var en voldsom stor oplevelse.
Vi gik fra hus til hus. Vi var i skole, og vi så rebslageriet.
Vi så skuespilleren Henry Jessen gå rundt og spille fuld.
Der var gang i filmen på min indre biograf da jeg så skiltet, der viste derhen..
Jeg har været der mange gange siden. Senest for et par år siden.
Det er stadig en dejlig oplevelse, men intet kommer op på siden af de oplevelser, vi fik som børn.

Stille og roligt listede vi gennem den danske sommer mod Holstebro.

Jeg fouragerede en smule i  Liddl.
Fra Holstebro gik det mod Nr. Felding.
Den by har også en speciel betydning for mig.
Som sagt havde jeg en onkel, der var præst der.
Jeg var i øvrigt til hans 80 års fødesldag.
Der var naturligvis mange gejstlige til stede.
Provster og præster og måske endda en biskop.
De ville allesammen holde tale, og underholdningsværdien var i bund, men tale det ville de.

I Nr. Felding søgte jeg engang job på skolen. Jeg var skam til samtale og fik at vide, at jeg var blevet nr 2.
Men livet gik videre, og jeg fandt noget andet.
Efter få dage ringede de og sagde, at deres vinder havde trukket sig, så nu var jobbet mit.
Der fik de så en lang næse.
Gad vide hvordan mit liv ville have formet sig, hvis jeg var endt der?
Det får vi naturligvis aldrig at vide.

Jeg passerede tidligere på dagen Vinderup, der hilste byens gæster på følgende vis: ”Hvis du havde boet her, havde du været hjemme nu”.
Tjahhh
Det kan der være noget om, sagde konen. Hun viklede lokumspapir om Rundetårn.

En rasteplads ved ringvejen ved Holstebro dannede rammerne om mit kontor.
Jeg kan godt lide at notere lidt ned om dagens oplevelser, inden hovedet er fyldt op, og det begynder at løbe over.
Havde der været servering, havde jeg med garanti bestilt kaffe og det ville ikke have kræver store overtalelsesevner at sælge mig et stykke kage.

I Nr. Felding grinede jeg lidt af min fejlslagne gerning som degn der.
For at finde min camp drejede jeg til venstre i Nr. Felding.
Det kan man gøre 2 steder.
Den første vej svingede lidt ud og ind, indtil den på et tidspunkt fik lyst til at lave sig til en grusvej.
Det er aldrig et godt tegn.
Et endnu dårligere tegn var, at jeg pludselig holdt i en eller andens indkørsel.
Det var der jeg fik en anelse om, at noget var galt.
Mig tilbage til Nr. Felding for at fange vej nr. 2.
Jeg var ikke helt tryg ved hele tiden at vende tilbage til Nr. Felding.
Tænk om der pludselig dukkede en op for at ansætte mig ved skolen.
Der var mere held ved vej nr. 2 mod Sørvad.
Den førte mig lige hen til mine værter, der bor ualmindelig skønt midt i naturen.
Jeg fik at vide, hvor jeg kunne parkere HubbaHubba, og så spurgte de om, jeg havde lyst til en kop kaffe.
Det havde jeg helt bestemt.

Det er et skønt sted, jeg er kommet til.
Her er alt, hvad jeg kan ønske mig, og lidt til.
Her er en ualmindelig flink hund, og et par lidt mere reserverede katte.
Der er stadig varmt, men der er skygge, hvor jeg har fået lov til at indrette mit kontor.
Elvira er allerede i gang med sin aftensmad.
Alt er godt, og i morgen skal vi hjem.
Når jeg pakker mine ting i morgen tidligt er det lige meget, hvad der ligger øverst, og hvad der ligger nederst.
Sidste gang fik jeg pakket ud efter nogle få uger, og det skal såmænd nok lykkes den her gang også.
Snart starter Vueltaen, og nogen skal også tage sig af VM, der i år køres i Australien.
Og hvad med EM?
Det er ikke noget let liv, vi har fået.
Men hvad med om vi prøver at få mest muligt ud af det?
Hvis vi alle sammen gør det, så skal det nok gå alt sammen.