Onsdag den 1. november 2017
Gang: 9 km. Totalt i 2017: 1915 km

Cykling 15  km. Totalt i 2017: 673 km.

Jeg fylder på med motionen, så meget som jeg kan, og det går af og til lige til grænsen.
Når det sker dag efter dag, kan det især godt være lidt hårdt , at komme i gang, men det skal og vil jeg.
Fra morgenstunden var der fugtigt og ganske lunt, men det føltes nu ikke lunt.
Jeg er ved at have styr på sløjferne, og jeg havde faktisk regnet ud, hvordan morgenens vandring kunne ende på 10 km, men omkring 7-8 km begyndte syren at gnave i de gamle stænger.
Jeg kom tæt på.
Om eftermiddagen tvang jeg mig selv ud på cyklen, og det var rigtig hårdt. Nu blæste det kraftigt og småregnede, og det var på intet tidspunkt en god tur.
Men jeg gjorde det.

Resten af dagen gik på sædvanlig hyggelig vis.

Torsdag den 2. november 2017
Gang: 10 km. Totalt i 2017: 1925 km

Cykling 19  km. Totalt i 2017: 692 km.

Der er ikke koldt, men det føles bare sådan pga den kraftige blæst.
Jeg fik motioneret det, jeg ville, men der skulle igen en del overtalelse til.
En opgørelse viser, at det i oktober 2017 blev til 180 km gang og 222 km cykling.
Det er vel rimeligt uden at være prangende. Operationen kom en smule i vejen, men den kom jeg hurtigt over, og mærker ikke noget til gener nu.

Jeg fulgte stort set mit daglige program, men cykelturen bragte mig ud ad en vej, jeg ikke kendte så godt.
Jeg kørte mod nordvest for at få modvinden udad. Jeg ramte den gamle hovedvej mod Ringkøbing, hvor der er cykelsti.
Ca 4-5 km fra Skjern fandt jeg en ganske strid bakke, der viste sig at være ca 800 m lang.
Den bøvlede jeg noget med, men det viste sig, at der var en præmie på toppen.
Der stod ca 300 m fra vejen en flot mindesten for gode gamle Dalgas. Den fik et lille besøg,
Det gik op for mig, at jeg ikke ved så meget om Dalgas, og det burde jeg da vist egentlig gøre noget ved.
Jeg lurede på, om han blev født her på egnen, men det må man nok sige nej til, eftersom han blev født i Napoli.

 

Det gik strygende, meget strygende på hjemturen.
Jeg kiggede lige ind til genbrugsen, hvor jeg købte nogle plasttallerkener og en lilla teske.
Jeg skal slæbe min opvask ca 200 m, og derfor er det en fordel med plasttallerkener.

En lilla teske pynter i enhver husholdning :-)

Fredag den 3. november 2017
Gang: 10 km. Totalt i 2017: 1935 km

Cykling 17  km. Totalt i 2017: 707 km.

-

Lørdag den 4. november 2017
Gang: 10 km. Totalt i 2017: 1945 km

Cykling 2  km. Totalt i 2017: 709 km.

 Så blev det vintertid i Danmark, og jeg synes pludselig der er mange mørke timer i døgnet.
Lys og mørke påvirker vores krop blandt andet via stofferne melatonin og serotonin, og derfor er det naturligt at føle sig mere træt i vintermånederne.
Min egen strategi på denne årstid er at holde den daglige motion ved lige og at kommeudenfor i dagtimerne
Chris MacDonald

Jeg er ret vild med Chris MacDonald, og det han står for.
Det er fuldstændig korrekt, at det kræver meget at passe sin motion på denne tid af året.
Han siger også i sin biografi, at han aldrig har oplevet at sidde hjemme i sin lænestol foran fjerneren og så pludselig få lyst til at gå ud at træne.
Det er altid nemmere at blive i lænestolen, skønt enhver kan se, at det ikke er det optimale.

Det går nemmest for mig, når jeg har en daglig rutine, og den har jeg fulgt rigtig godt gennem mange dage.
Jeg har fået det til at passe, så jeg rammer de 10 km om formiddagen. De første 5 går som fod i hose, men fra 6-7 km begynder det at gøre ret ondt, og man bliver mere og mere overbevist om, at det var bedre at sidde hjemme i lænestolen.
Men når man så kan føre tallet ind i dagbogen, så får man belønningen :-)

Jeg har fået en stemmeseddel til Ældrerådetet i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Jeg må åbent indrømme, at jeg ikke vidste vi havde sådan noget her. Jeg ved ikke, hvad de laver, og jeg kender ingenting til de mennesker, der sidder i det.
Der skal vælges 15 medlemmer til rådet og kandidaterne kvalifikationer er at de bor forskellige steder i området.
Så derfor burde jeg måske stemme på Mette, Gerda. Ingemann eller Elly, der kommer fra Skjern.
Men det er da egentlig et underligt kriterium :-)
Jeg kender ikke deres politiske ståsteder. Jeg kender ikke deres erhverv, og jeg ved ikke, hvor gamle de er.
Jeg ved ingenting :-(

 

Kommunen skal etablere et ældreråd, der skal sikre dialog og samarbejde mellem kommunens ældre borgere og kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen har pligt til at høre ældrerådet om alle forslag, der vedrører ældre.

Umiddelbart finder jeg det underligt at der skal etableres en gruppe der tager sig af en særlig fraktion.
Jeg kunne godt finde på at glemme alt om det valg.

I øvrigt har jeg tidligere været medlem af Ældresagen, men jeg har meldt mig ud, indtil jeg finder ud af, hvad direktøren får i løn.

Søndag den 5. november 2017
Gang: 10 km. Totalt i 2017: 1955 km

Cykling 14  km. Totalt i 2017: 723 km.

Som man kan se på skemaet nedenfor, så er vi i underskud med regn her sammenlignet med normalen.
Det viser sig, at det er i Frederiksberg, de har fået mest vand og sådan går det af og til i udkantsdanmark.

 

Men det regnede nu alligevel her fra morgenstunden, så jeg måtte have støvler og paraply frem. Støvlerne beholdt jeg på, mens jeg parkerede paraplyen udenfor Fakta.
Og der står den så endnu.

Ellers var det en dejlig fredelig dag med en masse rutiner.
Jeg kan så oplyse, at osten er fjernet fra min musefælde, uden at den smækkede.
Enten er det en smart mus, eller også er det en dårlig fælde.

Der er blevet spået meget lave temperaturer denne nat, og så må man måske have det uldne tæppe frem.
 

Jeg vil gerne læse noget mere om aftenen og natten, men jeg kan simpelthen ikke holde mig vågen.

Og så mener jeg i øvrigt at de fjollede valgplakater der hænger over alt er ulmindelig grimme.

Mandag den 6. november 2017
Gang: 10 km. Totalt i 2017: 1965 km

Cykling 8  km. Totalt i 2017: 731 km.

Ualmindelig kold morgen.
Men som dagen skred frem, så kom solen frem, og vi sneg os nok op en ca 10 grader.
Ikke de store udsving i aktiviteterne i forhold til det normale.
Fin dag.

 

En af dagens tophistorier fandt sted i forbindelse med afviklingen af Hubertusjagten i Dyrehaven i København.
Ganske usædvanligt blev en af hjælperne ramt af en af deltagerne til hest, hvorefter han faldt om.
Men det er altså ikke historien.
Slet, slet ikke,
Men der skete det, at deres kronprinsesse og hendes børn var til stede, og alle medierne melder ud, at de var i chok.

På billeder ser man dem holde sig for øjnene, og vi får at vide at børnene blev gennet væk.
Der var et stort opbud af tilskuere, men vi hører ikke noget om, at de var gået i chok, men det kan jo være, at de er mere vant til at se den slags.
Man kan kun håbe på at denne choktilstand hos deres royale repræsentanter aftager i de kommende dage.

Jeg har været i bad i dag.
Det er en herlig ting at kunne tvætte sit luksuslegeme. når man måtte ønske det.
Men ikke alle kan det.
Det er kommet frem, at ældre borgere kun kan tilkomme ét bad om ugen.

Struers borgmester deltog i et eksperiment, hvor han kun fik ét bad om ugen, og det, syntes han, var ualmindelig ubehageligt.
Han lovede, at når (hvis) han efter kommunalvalget blev borgmester ville han sørge for, at denne uværdige behandling af ældre medborgere skulle ændres.
Han var vist socialdemokrat.

Tirsdag den 7. november 2017
Gang: 3 km. Totalt i 2017: 1968 km

Cykling 16  km. Totalt i 2017: 747 km.

Fra morgenstunden havde jeg en aftale med min deltids-diætist i Tarm. Der var 1,4 grader da jeg forlod mit lune leje, så det var en kold omgang. Heldigvis holdt det tørt.
Det var næstsidste gang, jeg fik lov at komme der, og jeg har været rigtig glad for de 4-5 gange, jeg har været der.
Jeg kommer på vægten, og vi får en snak om sund livsstil etc. Det var min plan at tabe mig 800 gr, og det har jeg heldigvis gjort ..... adskillige gange.
Jeg fik lidt ros, og den slags er man jo aldrig for gammel til; selv ikke om man kan skimte støvets år i det fjerne :-)
På trappen udenfor sundhedscenteret stod der en dåse, der havde indeholdt elefantøl, da den var levende.
Det var et lidt underligt sted at finde en tom dåse, men jeg fragtede den hen til det supermarked, jeg alligevel passerede, og dermed havde jeg overskud på turen til Tarm.
Og det er da lidt morsomt.

 

Nu havde jeg haft gang i cyklen fra morgenstunden, så jeg besluttede at slappe lidt af med vandringen denne dag.
Og det var egentlig meget dejligt.

Solen kom frem, og jeg fik mit tøj tørret. Jeg har endnu ikke brugt den tørretumbler, vi har på pladsen, og det håber jeg varer ved.
Det skulle da ikke være nødvendigt.

Der kommer vist noget damehåndbold min vej i løbet af aftenen, og jeg vil egentlig hellere se damerne spille end herrerne.
Og det er ikke bare, fordi damerne er pænere at se på.
Men spillet er mindre voldsomt hos damerne, og tempoet er så meget lavere, at det bliver meget nemmere at følge med i spillet.

 

Ellers har jeg masser af bøger, og jeg kan utvivlsomt se hen til en dejlig aften.

Og derefter kommer der en kold nat og en endnu koldere morgen.

 

Onsdag den 8. november 2017
Gang: 10 km. Totalt i 2017: 1978 km

Cykling 8  km. Totalt i 2017: 755 km.

Det blev til endnu en smuk dag. 1,5 grader udenfor og 3 grader indenfor, da dagen bød sig til.
Det er da en frisk start.
Eftersom det var tørt hele dagen, blev det en dag som sædvanlig med gang om morgenen/formiddagen og lidt cykling om eftermiddagen.
Jeg var lige forbi Jem & Fix for at se, om de havde mere brændstof på tilbud.
Det havde de ikke, men det endte da med, at jeg fik investeret i en lommelygte.
Den har jeg manglet et stykke tid. Jeg har ganske vist lys i telefonen, men det er lidt nemmere med en lommelygte.

I weekenden skal jeg en tur til Hjørring. Det er altid dejligt at komme "hjem" til Vendsyssel. Jeg har hørt ordet Grønlangkål blive nævnt, og den slags er allerbedst nordenfjords.
Det ved enhver.
Der er mere kvindehåndbold i aften. Man har endda udnævnt det til at være Superonsdag, og så kommer der hele 2 hele kampe.

Hver dag støver jeg byens forretninger igennem for at finde gode tilbud.
Det er min opfattelse, at der rigtig tit sidder et nyt ungt menneske ved kassen i Lidl.
Det er ikke noget godt tegn.
Der er såmænd ikke noget forkert i det, men det kunne tyde på, at det ikke er et sted, man bliver længere end højst nødvendigt.
Der er også unge mennesker i Brugsen, men det virker helt anderledes der. Jeg har en fornemmelse af, at de i højere grad er en del af virksomheden. Jeg har også fornemmelsen af at de har modtaget en god undervisning i kundepleje.

For en del år siden boede jeg i 9230 Svenstrup, og der fandtes en købmandsbutik, der gik fantastisk godt. Der var aldrig noget at sætte en finger på, og man kunne mærke, at de unge mennesker havde fået at vide, hvordan man hilser på kunderne og hvordan man gør alt for at de skal føle sig godt tilpas. For så kommer de igen.
En fantastisk forretning.
En dag besluttede købmanden sig for at søge nye udfordringer, og butikken blev solgt.
Nu mødte man en anden slags unge mennesker ved kassen og i forretningen.
Den nye indehaver troede nok, at tingene gik af sig selv, men han lærte på den hårde måde, hvordan man driver en forretning.
Tingene går aldrig af sig selv.
Det er sjældent en god ide at have en tyggegummignasker med ring i næsen siddende og spørge: "Hvad siger du"?
Dag for dag blev standarden forringet, og indenfor et år lukkede forretningen.

Det kunne jeg godt have fortalt dem :-)

Torsdag den 9. november 2017
Gang: 10 km. Totalt i 2017: 1988 km

Cykling 5  km. Totalt i 2017: 760 km.

Det blev en dag, der gik efter den sædvanlige plan.
 

Men der skete noget rigtig godt: I et distriktsblad så jeg, at min helt Chris MacDonald holder fordrag i Ringkøbing den 20. november.
Jeg skyndte mig at melde mig til.
Foredraget arrangeres af Ringkøbing Landbobank, og min betaling for aftenen vil være at lytte til et indlæg om, hvordan man planlægger opsparingen til pensionen. Og det er da netop hvad jeg har brug for efter næsten 10 år udenfor arbejdsmarkedet.
I det hele taget er jeg helt og aldeles uinteressant for nogen bank, fordi jeg passer ind i kategorien "pensionist uden fast ejendom". Jeg har ikke engang en bil, de kan slå kløerne ud.
Men det kan ikke hidse mig op. Jeg skal nok lytte venligt til den flinke bankmand og så koncentere mig om Mr. MacDonald.

Det tog mig lidt tid at vænne mig til at være ganske betydningsløs, men nu går det bedre.

Fredag kommer der en masse blæst ind over landet, og det tager vi også med.

Fredag den 10. november 2017
Gang: 7 km. Totalt i 2017: 1995 km

Cykling 0  km. Totalt i 2017: 760 km.

Så var der igen sus i skørterne, da en unavngiven vind drønede hen over stepperne. Lidt hagl og noget vand var der også blandet ind i det.
Men der skete ingen skader i min lille lejr, og så er det jo bare hyggeligt.
Men jeg løb tør for gas, og jeg havde ikke mulighed for at få fat påen ny flaske lige på stedet.
Og hvad kan man så lære af det? Sørg for at have 2 flasker på lager, således at der altid er rådighed over én, der er fyldt.
Elementært, ikke sandt :-)

Og så skal det blive spændende at se, hvordan det står til i Vendsyssel.

Lørdag den 11. november 2017
Gang: 7 km. Totalt i 2017: 2002 km

Cykling 0  km. Totalt i 2017: 760 km.

Søndag den 12. november 2017
Gang:11 km. Totalt i 2017: 2013 km

Cykling 0  km. Totalt i 2017: 760 km.

Mandag den 13. november 2017
Gang:7 km. Totalt i 2017: 2020 km

Cykling 0  km. Totalt i 2017: 760 km.

Tirsdag den 14. november 2017
Gang:7 km. Totalt i 2017: 2020 km

Cykling 0  km. Totalt i 2017: 760 km.

Tilbage igen i Skjern efter et dejligt ophold hos gode venner i Hjørring.
Vi gik lange ture og spillede en hulens masse Hjerterfri.
Vi fik også fantastisk mad, hvor kronen på værket nok var en krondyrkølle. Yummy.

Desværre blev jeg offer for et dumt svin af en lommetyv, da jeg steg på toget fra Hjørring.
Det foresvævede mig nok, at der var en del skubberi, da jeg stod på toget, men det gjorde jeg mig først klart, da jeg skulle have fat i mit kort.
Jeg fik lynhurtigt spærret for alt, hvad der kunne spærres, og til dato har jeg ikke observeret svind i nogle af mine konti.
Heldigvis var der ikke så meget som en bøjet 50 øre i tegnebogen, og det ville da glæde mig meget, hvis dette afskum ikke får noget som helst ud af det.
Jeg får udgifter til nye kort etc, men det går nu nok.
Om misdæderen kan jeg kun sige: "Gid hans røv måtte klø og hans arme være for korte".

Og således brugte jeg en del tid på at rede trådene ud. Et lokalt pengeinstitut hjalp mig med at skaffe nogle kontanter, så jeg kunne købe gulerødder.

Tjah, sådan kan det gå.

Onsdag den 15. november 2017
Gang:8 km. Totalt i 2017: 2028 km

Cykling 0  km. Totalt i 2017: 760 km.

Jeg brugte en del tid på at rydde op i mit kort - kaos, og det synes heldigvis at gå planmæssigt.
Jeg gik hjemmefra i tørvejr, men jeg endte da med at få våde fødder, for det begyndte at regne.
Måske var sandalerne ikke nødvendigvis det bedste valg i 4 graders varme, men de våde sokker bliver vel tørre igen.
Og så kom vi jo et skridt videre i kampen om at blive fodbold mester. Nu kom Danmark i hvertfald med, og det er alle da vist glade for.
Den bedste spiller hedder vist Chr. Eriksen, og han kommer fra Middelfart. "Vor mand" i Middelfart fortæller, at han altid har været meget vellidt i byen, og det er ikke noget, der tyder på, at hans heltestatus får ham til at ændre holdning.
Det er rigtig godt at høre.

Læg mærke til det skønne billede fra Liver Å. Hundene hedder Mille, og det er en rigtig dygtig hund.
Der hører musik til :-)

 

Torsdag den 16. november 2017
Gang: 9 km. Totalt i 2017: 2037 km

Cykling 0  km. Totalt i 2017: 760 km.

Jeg fik min morgenvandring i tørvejr, men over middag begyndte regnen, og den blev der resten af dagen.
Der skete ikke det vilde i løbet af dagen.
Jeg troede mit nye kreditkort virkede, men det viste sig, at jeg skulle vente på en pinkode. (Det var så ikke den besked, jeg fik i går).
Jeg har nu modtget mit valgkort, og er dermed klar til at afgive min stemme i næste uge.
Det kunne godt ende med at blive en stemme til Socialdemokraterne.

Og så er der sket noget rigtig dejligt.
Jeg skal til en Niels Hausgård forestilling for første gang siden 1977.
Så er det vel også på tide.
Så jeg kan ikke lege den 21. februar 2018.
Forestillingen er i Aalborg, og jeg skal se showet sammen med gode venner.
Det er rigtig skønt at have noget at se frem til.

I aften spiller Skjern mod Sønderjyske.

Fredag den 17. november 2017
Gang: 7 km. Totalt i 2017: 2044 km

Cykling 0  km. Totalt i 2017: 760 km.

Lørdag den 18. november 2017
Gang: 9 km. Totalt i 2017: 2053 km

Cykling 0  km. Totalt i 2017: 760 km.

Lørdag begav jeg mig til Troldhede for at besøge gode venner. Der skal jeg være indtil søndag, hvor jeg har et show i Sdr. Felding.
Folkene fra SF henter mig så i Troldhede. Det er ikke dårligt at være på VIP-listen :-)

Jeg hr nu kunnet udsende sidste nyt om Den gamle Vandringsmand´s projekt.
Alle sponsorerne burde have modtaget mail.

 

Søndag den 19. november 2017
Gang: 0 km. Totalt i 2017: 2053 km

Cykling 0  km. Totalt i 2017: 760 km.

Mandag den 20. november 2017
Gang: 16 km. Totalt i 2017: 2069 km

Cykling 0  km. Totalt i 2017: 760 km.

Tirsdag den 21. november 2017
Gang: 9 km. Totalt i 2017: 2078 km

Cykling 0  km. Totalt i 2017: 760 km.

Det blev til et par begivenhedsrige dage.
Efter et lille ophold i Troldeland, drog jeg søndag middag til min gamle hjemby Sdr. Felding, hvor jeg hvde fået lov til at underholde 40 glade medlemmer af den lokale "Søndagsklubben".
Der var en rigtig god stemning, og eftersom jeg vurderede, at tilhørerne var tilfredse, bestemte jeg mig til, at det var jeg så også.
Mandag tog jeg til Ringkøbing for at høre et foredrag med sundhedsguruen Chris MacDonald.
Aftenen var arrangeret (og betalt) af Rinkjøbing landbobank. Det var først meningen, at vi skulle være på et hotel, men på grund af overvældende tilmelding, fik vi at vide, at det skulle foregå i Vesterhavshallen.
Og der var vildt mange!
Hele 600 tilhørere var der,  og selv Chris MacDo var imponeret.
Det var et flot arrangement, og minsandten om ikke der også var et gevaldigt traktement. Lækre boller med bl. a æg og rejser og drikkevarer dertil.
Men der er altid en slange i paradiset, og som tak for alt var der en times bank-orientering.
Det handlede mest om, hvordan man forbereder sig til pensionsalderen, og vi fik en glimrende gennemgang af alle de ting, som jeg ikke har gjort.
Men sandelig om jeg ikke allerede har haft 10 fantastiske pensionistår, og det er sket, selv om jeg ikke havde kendskab til alle de ting, man skal gøre før "den store dag".
Det synes jeg er morsomt at tænke på.
CM var i gang en times tid, og han var ualmindelig sjov og behagelig.
Det var slet ikke, som jeg havde regnet med, og der var nok ikke så meget indhold, som jeg havde forventet, men jeg var glad for at se ham.
Og jeg er stadig stor fan.

I morgen onsdag går turen til Thy, hvor jeg igen har fået lov til at underholde en flok glade mennesker.

Om jeg fik stemt?
Selvfølgelig.

Onsdag den 22. november 2017
Gang: 10 km. Totalt i 2017: 2088 km

Cykling 0  km. Totalt i 2017: 760 km.

Det gik ikke ganske som planlagt denne dag, hvor jeg skulle til Ydby i Thy for at underholde med mit berømte rejseforedrag.
Jeg tog ret tidligt afsted og fik dermed både tid til et lille besøg i Holstebro og Struer. Vejret var bestemt ikke noget at råbe hurra for, og der kom meget mere regn, end jeg havde ventet.
De to byer var nu ikke vildt spændende, men jeg fik mig da kigget lidt omkring og endte på Struer Bibliotek. Det er rigtig fint.

Da jeg kom til Ydby spiste jeg til aften sammen med formanden for pensionistforeningen og hans søde kone.
Det var rigtig hyggeligt.
Vi kørte hen til hallen, hvor vi skulle være og fik sat maskinparken op.
Vi skulle være i en forhal, der samtidig var der, hvor andre gæster i hallen skulle igennem, og det var ikke særlig godt.
Mindede meget om Fredericia Banegård.
Der kom 25 tilhørere, og det var vist pænt fremmøde.
Der var god stemning, og jeg nåede også at få en kop kaffe, inden jeg hastede ud af døren for at nå det sidste tog mod Struer (21.07).
Der var en del ventetid i Struer, men værre blev det, da jeg fandt ud af, at min afgang var erstattet af en togbus. Det var der jo ikke noget at gøre ved. Det varede mere end dobbelt så længe, som det ville have gjort med toget.
Bussen gjorde holdt ved alle små stationer, men i alt var vi kun 3 passagerer.
Klokken var ca 01.15 da jeg blev læsset af i Skjern.
Det var egentlig ikke særlig morsomt at tage hul på de sidste 2-3 km, men jeg skulle jo hejm.
Har det så fået mig til at skrive en bil på ønskelisten?
Overhovedet ikke.
Jeg har absolut ingen planer om at anskaffe mig et firehjulet transportmiddel.

Jeg skal nok klare mig :-)

Torsdag den 23. november 2017
Gang: 13 km. Totalt i 2017: 2101 km

Cykling 0  km. Totalt i 2017: 760 km.

Fredag den 24. november 2017
Gang: 10 km. Totalt i 2017: 2111 km

Cykling 0  km. Totalt i 2017: 760 km.

Torsdag aften havde jeg endnu en god begivenhed på to-do listen.
Chr. Bådsgård, der er journalist på Dagbladet Ringkøbing-Skjern, kom på biblioteket, hvor han ville fortælle om, hvad han læser.
Det var langt bedre, end jeg havde turdet håbe på. Han havde rigtig mange fornuftige ting på hjerte.
Han havde fundet 4 bøger frem, og han fortalte, hvilken forskel der er på journalist-stil og almindelig forfatter-stil.
Det var bl. a en bog om et mord i Højbjerg og en anden bog om Hans Hedtofts forlis ved Grønland.
Jeg har allerede sikret mig bogen om Århus-mordet, og den glæder jeg mig til at læse.

Vejret skiftede lidt i løbet af dagen. Det super-grå vejr forsvandt, og det blev mere klart. Men stadig koldt.
Men selvom det så ud til. at der stadig er en blå himmel et eller andet sted, så var der rigeligt med vand.

Jeg har fra dag 1 været træt af de tåbelige plakater, der har været i lygtepælene, og jeg er ikke blevet mindre træt af dem.
Nu synes jeg, de skulle få fjernet det skrammel.

Og så mener jeg i øvrigt, at denne sorte fredag er noget opreklameret miskmask, som jeg nægter at have med at gøre.
 

Hver morgen udfører jeg et lille ritual. Jeg ryster lige kroppen, trækker vejret dybt ind, puster ud igen og tænker: ”Hele lortet virker, og du er ikke blevet ramt af nogle store katastrofer i dit liv.”

Det er min måde at huske mig selv på at være taknemmelig i mit liv – hver eneste dag. Det minder mig om, at en normal dag faktisk er en ekstraordinær god dag. Jeg ved nemlig også, at der kommer en dag – forhåbentlig om rigtig mange år – hvor jeg ikke vil være i stand til at stå ved siden af min seng og sige: ”Alting virker.”
Chris MacDonald

Lørdag den 25. november 2017
Gang: 10 km. Totalt i 2017: 2121 km

Cykling 0  km. Totalt i 2017: 760 km.

Søndag den 26. november 2017
Gang: 8 km. Totalt i 2017: 2129 km

Cykling x  km. Totalt i 2017: 760 km.

Regnen væltede ned hele natten, men det forekom altså også i løbet af dagen, at solen kiggede frem.
Den blev budt hjerteligt velkommen.
Jeg regnede med, at min morgenvandring ville komme i fare pga regnen, men den blev fint gennemført.

 

Med de store temperatursvinger over og under frysepunktet skal man forvente problemer med kondensvand i et fortelt.
I visse situationer ligner det nærmest et indendørs regnvejr.
Også pladsen her er vældig mudret og opkørt, men er det ikke også sådan, at det regner hver eveige eneste dag?

Det er nu den tid på året, hvor vi skal have fat i vintersporten, hvor skiskydning er den store underholder. Der er altid garanti for dramatik.
Også styrtløb, slalom og langrend er ting, jeg er nødt til at tage mig af.
Nogen skal jo gøre det.

Håndbold gider jeg også godt, mens jeg stadig nøjes med at læse om fodbold.

Det blev faktisk en rigtig god dag.

Mandag den 27. november 2017
Gang: 8 km. Totalt i 2017: 2137 km

Cykling 0  km. Totalt i 2017: 760 km.

Tirsdag den 28. november 2017
Gang: 9 km. Totalt i 2017: 2146 km

Cykling 0  km. Totalt i 2017: 760 km.

Jeg begik en fejl.
Jeg drog ud på min vandring i tørvejr, og jeg glemte ganske min paraply.
Og det var så en fejl, fordi regnen brød ud, inden jeg var hjemme.
Det lykkedes mig at blive temmelig våd og også kold, men den slags går jo over.
Alting går jo over.

Om tirsdagen blev jeg inviteret på en kop kaffe og et rundstykke i Brugsens cafe, da en af mine gode venner havde årsdag.
Det var første gang i 70 dage, jeg smagte et rundstykke.
Interessant.
Mens vi var der, gjorde jeg et stort nummer ud af at forklare min ven, hvordan man skulle lægge alle sine ejendele sammen, så man var sikker på at huske dem, når man skulle videre i teksten.
Da jeg gik, glemte jeg så min paraply.

For ca 14 dage siden mistede jeg min tegnebog i et tog efter mødet med en lommetyv.
Jeg er nu ved at have mine kort tilbage. Det kostede lidt, men det glæder mig, at tyven ikke fik så meget som en bøjet enkrone ud af det. Ha!
Dengang stod jeg uden kontanter, og jeg gik derfor hen i Skjern Bank, hvor en medarbejder hjalp mig med at få nogle kontanter.
Samtidig kom jeg i tanker om, at det kunne være smart at have en lokal bank?
Bankmanden fik derefter de nødvendige oplysninger, og jeg forlod stedet.
I de efterfølgende dage hørte jeg ingenting.
Denne mandag gik jeg tilbage til banken, hvor jeg først endnu en gang takkede for hjælpen med kontanterne.
"Og så var der jo noget andet også" , sagde jeg.
Bankmanden blev helt stille.
"Ja vi snakkede jo om et muligt bankskifte", vedblev jeg.
Han var stadig tavs.
"Det er 14 dage siden nu, og jeg har ingenting hørt".
"Der har været så meget med sygdom og travlhed", prøvede han.

"Hmmm 14 dage....?

"Og så var der også noget med gebyrer i forbindelse med bankskifte", sagde han nu.
"Vi snakkede overhovedet ikke om udgifter eller gebyrer", forklarede jeg.
"Nåh nej".
Det endte med, at han måtte indrømme, at han simpelthen havde glemt mig.
Men var det nødvendigt at binde mig en løgn på ærmet?
"Det er ikke noget, der imponerer mig", forklarede jeg.
"Hm.... nej... den må jeg tage på mig", indrømmede han.
"Farvel og tak til Skjern bank", lød min afskedssalut.

 

Og hvad kan vi lære af det.
Jo, en pensionist uden fast ejendom er i øjnene på en bankmand "røv og nøgler".
Tjah, det gør såmænd ikke ondt at blive vurderet til at være en andenrangsborger, og man kan vænne sig til det.

Onsdag den 29. november 2017
Gang: 7 km. Totalt i 2017: 2153 km

Cykling 0  km. Totalt i 2017: 760 km.

Det var en isnende kold morgen. Vi ramte minus 4 fra morgenstunden, og så er der altså koldt.
Så gik strømmen.
Jeg havde besluttet at sætte mig over i pladsens køkken, til der blev lyst, men så kom strømmen tilbage.
Min kamin kræver strøm for at kunne køre, og en sådan en morgen helt uden varme er ikke noget, man vil ønske for sin værste fjende :-)

 

Tirsdag eftermiddag tog jeg til Tarm Bibliotek, hvor der var "Erindringscafe" med en af byens driftige borgere. Det var Eddy Mortensen, der havde haft sine fingre i utrolig mange ting. Han stod bl. a bag en visefestival, og han havde mange ting at fortælle om.
Det væltede ind med tilhørere og vi var nok oppe og snuse til 80-90 mennesker.
Jeg kendte ham ikke i forvejen, men han var interssant at lytte til. Han var en fantastisk fortæller. Jeg kunne fornemme, at vi nok ikke var så enige rent politisk, og der var også noget med synet på Gud og Konge, men man behøver ikke at være enig med alle.

Tirsdag aften fortærede jeg en del appelsiner, som jeg havde fået fingre i.
Det var også en fejl, for sådanne frugter er ganske vandholdige.
Say no more :-)

Onsdag morgen sadlede jeg min barnevogn og drog på handelen. Jeg har en del kaminolie, men i sådan en kold tid er det godt at have rigeligt, så jeg fik 20 l hos Hjem & Fix.
Jeg købte også et vattæppe i Jysk, og en gennemsigtig plastkasse, som jeg gerne vil have en del af.
Tæppet var ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig, men nu får vi se, om det kan holde Den Gamle varm.
Jeg fandt også min lommelygte i forteltet. Den havde jeg savnet nogle dage, og det var godt at gense den.

Og så har jeg til opgave at tage mig af skiskydning og håndbold.
Men det er jeg også ganske god til.

Den kommende nat bliver også rigtig kold, men det er ikke noget, jeg ikke kan klare.