DAG 17. SØNDAG DEN 9. JULI 1995.

Det er umådeligt vigtigt, at jeg hele tiden, sådan en dag som i dag, husker mig selv på, at det er for sjov, at jeg morer mig, og at jeg holder sommerferie.

For morskaben kan ind imellem være en anelse svær at få øje på.

Jeg tog planmæssigt færgen til Kåfjord 7.10. Det var stadig megen blæst, men ingen regn. Jeg kom til at sidde sammen med nogle meget talende østtyskere.

Jeg havde forberedt mig på at nå mindst 188 km for at undgå at komme til at overnatte på højsletten Sennalandet, et område jeg har en voldsom respekt for.

Ned mod Olderfjord langs kysten havde jeg forestillet mig, at jeg skulle havde det nemt, men blæsten ville det anderledes. Det blev meget hårdt. Det drejede sig om 77 km, inden jeg skulle klatre.

Vejene her er elendige, og hvert kvarter kom der en byge, der ganske vist gik så hurtigt over, at jeg aldrig blev rigtig gennemblødt, men samtidig medvirkede det til, at jeg konstant var våd og kold.

Vinden fortsatte resten af dagen som hård side/modvind, og Sennalandet blev forfærdeligt.

Samtidig gjorde søndagen, at forretningerne var lukkede, og jeg var henvist til de kostbare og fåtallige tankstationer. Der var reelt kun 3 tankstationer på hele turen. Det ene sted købte jeg en cola og det andet sted en roulade til 15 kr. Jeg noterede mig med interesse, at man kunne købe en pakkke med 10 små grillpølser til 64,50 kr. Hva' be'har? Det er priser, der vil noget.

Netop som jeg skulle ned ad Sennalandet, tog vejret en forandring. De hyppige byger blev afløst af konstant regn, så det gik op for mig, at hvis jeg ønskede at have en eneste tør plet på kroppen, gjaldt det om at slå lejr.

Selv om jeg havde forladt det allerøverste stykke af Sennalandet, var jeg stadig så højt oppe, at temperaturen var lav. Det kan oplyses, at der havde været 8 grader om morgenen. Det var der ikke mere!

Men jeg fandt hurtigt et rimeligt sted, og kun jakken var drivvåd. Jeg spiste lidt makrel og resten af kagen og kunne konstatere, at ikke en eneste radiostation gik igennem. Avis havde jeg heller ikke. I øjeblikket er klokken 20.48, og det regner stadig, så det eneste der er at gøre er at få sovet tidligt og så håbe på, at vejret er bedre i morgen tidlig. Det kan da næppe blive ringere.

Men her har altså vi en søndag, hvor jeg kunne have siddet foran TV og set Tour de France med et glas vin indenfor rækkevidde. Og så ligger jeg her i regn og rusk blandt snedriver og rensdyrgødning.

Klientellet på vandrerhjemmet var ikke så spændende, da jeg tog af sted. Der var kommet 3 motorcyklister fra England og en kronraget svensker på en Harley. Den ene af englænderne undrede sig højlydt over, hvad han lavede så højt mod nord.

I dag mødte jeg en motorcyklist fra Makedonien. Vi stod begge i ly det samme sted og frøs bitterligt. Også han længtes hjem. Han kunne oplyse, at i hans hjemland var der i øjeblikket omkring 37 grader, og så stod han her og led.

Når jeg sidder hjemme og læser dette, vil jeg håbe, at jeg kan give det rigtige svar på formålet med at sidde og fryse frivilligt så højt mod nord. Men jeg er overbevist om, at jeg senere vil betragte turen som en fantastisk oplevelse. men i øjeblikket kan jeg kun betragte det som et ualmindeligt seriøst forsøg på at være modig.

Jeg glæder mig dog over, at hvert pedaltråd bringer mig nærmere hjemmet og de varmere himmelstrøg i det hele taget. Det blev til 156 km med et gigantisk gennemsnit på 16,5. Totalen er 2490, og klokken er nu 20.57.

Godnat og sov godt.

Og så lidt held i sprøjten i morgen tidlig, tak.

Position: 32 km. nord for Alta.

DAG 18. MANDAG DEN 10. JULI

KL. 06.25: Det har nu regnet 13 timer i træk, og det regner stadig. Så overskriften for i dag bliver måske:

FANGET PÅ FJELDET

Jeg har alligevel sovet rimeligt. Der trænger en del vand ind hist og her, som jeg tørrer op med køkkenrulle. Min lille tallerken er også i funktion.

Det er også begyndt at blæse op.

Min jakke og mine vanter er i hver fald drivvåde, og demed er jeg sikret en modbydelig start på dagen. Af proviant råder jeg over et halvt franskbrød fra i lørdags. Jeg har selvfølgelig fået en kæmpevable på læben. Jo, det går lystigt for sig.

Jeg er nødt til at blive her, til det holder op med at regne. Der findes et vandrerhjem i Alta, 35 km herfra, så en mulighed vil være at køre derhen i regnen og så blive tørret der. Det vælger jeg nok, hvis regnen fortsætter hele formiddagen. Jeg har dog en svag (ubegrundet) formodning om, at blæsten kan fjerne de sorte regnskyer.

Klokken 7.00: Det regner stadig meget kraftigt.

7.23: Det er, som om det stilner en smule af.

8.12: Det vælter ned!

8.30: Det regner stadig, men det er altså som om himlen er ved at blive lysere.

Klokken ca. 9.10 begyndte jeg at pakke, selvom det ikke var holdt op med at regne. Det var en usædvanlig klam oplevelse at iføre sig det våde tøj, men der var ingen vej udenom.

En kilometer nede ad fjeldet holdt regnen op, men da jeg så mig tilbage på det sted, jeg lige havde forladt, kunne jeg se, at regnskyerne stadig hang der. Måske har det kun været, hvor jeg har været, at det har regnet 16 timer i træk.

Det giik nemt ned mod Alta, men sammenlignet med Sennnalandet, vil alt føles rart. Det var da et væmmeligt sted at opholde sig under disse firhold.

I Alta gik jeg ind i en bagerforretning, hvor man kunne få kaffe for 8 kr olg påfyld for 5 kr. Desuden fik jeg en kage. Det var lækkert at sidde inden døre og mæske sig. Jeg købte et kneip nbrød til kun 9.50 kr. Derefter kørte jeg hen og ringede til Honningsvåg Postkontor. De lovede at sende brevet videre samme dag. Jeg kan se på min tidsplan, at jeg kan være i Skibotn onsdag, når de åbner. Det er vel klokken 9. Jeg talte også med Edel fra Alta. Hun lød glad, og tilsyneladende gik alt godt. Vejret i Danmark var smukt, mens jeg har omkring 8 grader og regn alt for tit.

I PRIX i Alta gjorde jeg formidable indkøb, Fx 8 ruller toilatpapir til 12 kr og wienerbrød nedsat fra 33 kr til 5 kr osv. Jeg kunne jo ikke ane, at de fleste af disse ruller senere skulle lide druknedøden i en tordenskylle.

Derefter fortsatte jeg til Talvik, hvor min eger knækkede 550 km. tidligere. Det blev markeret med en kort højtidelighed.

Vejene var hele dagen bulede og dårlige. Og et af mine dæk sidder forkert. Jeg kan ikke få det til at lade være med at hoppe.

Det gik videre uden de store problemer. Nåh ja, 5 km med vejarbejde er da et problem på disse kanter, for det foregår jo ved, at man fjerner hele vejen og starter forfra. Det handler om 5 km. i skridtgang. Jeg sluttede af med at besejre et fjeld. Det forekommer mig, at fjeldene er nemmere at klare, når man kommer fra nordsiden? Eller også er jeg blevet stærkere? Hver gang man kommer til toppen af et fjeld, er der en samelejr med souvenirs. men jeg har luret dem! De bor der slet ikke, det ser bare sådan ud. Hvis vejret er rigtig elendigt, er lejren forladt og tom. Og jeg har passeret mange tomme samelejre.

Jeg var kommet sent af sted, så jeg standsede allerede efter 152 km, også fordi det begyndte at regne igen. Mine planer hjemmefra om at køre om natten, når der alligevel er lyst, er uigennemførlige. Mit indre ur vil ikke være med. Og på samme tid siger kroppen stop om eftermiddagen, når den synes, at der skal være lukketid. Det er ikke muligt for mig at lægge de timer, der mangler i starten til i den anden ende.

Jeg fandt et udmærket sted lidt under vejniveau lige ud til farvandet Kvænangen. Det suser godt nok noget, men til gengæld ligger jeg på mos. Vejrudsigten for i morgen lyder atter engang på 8-9 grader og regn.

I Sydnorge kommer der op til 24 grader. Jeg er lykkelig for at hvert tramp i pedalerne bringer mig længere mod syd.

I dag sagde jeg f. eks farvel til Finmarken. Der er altså umådeligt koldt, vådt og blæsende heroppe.

Dagens etape 152 km.

DAG 19. TIRSDAG DEN 11. JULI

Det er altså bare for meget! Igen en alt for barsk dag. Det viste sig, at den plads jeg havde fundet var voldsomt udsat for blæst. Det buldrede kraftigt, så jeg vågnede meget tiidligt, allerede ved 3.30 tiden.

Men nu kom jeg forsent af sted dagen før, så jeg gjorde mig tidligt færdig og var på hjul 5.17.

Der var fred ca. 15 km. Det småregnede, men da jeg skulle til at klatre over et fjeld, gik det da helt galt!

I bunden var der modvind, som tiltog, eftersom jeg bevægede mig opad. Fra morgenstunden var der 5-6 grader, men på toppen regner jeg ikke med, der var mere end 1-2 grader. Desuden tog regnen til, og opstigningen var på ikke mindre end 9 km, med en anslået stigningsprocent på 7-9, vel at mærke i stiv modvind. Jeg kunne næsten ikke træde mod vinden på toppen, og det piskede ned. Jeg blev gennemblødt.

Da jeg langt om længe kom ned på den anden side, stiv som en pind, blev det ved med at regne. Jeg forsøgte mig med sokker over fingrene, samt hvad jeg ellers kunne hitte på af sjove påfund. Senere kom der endnu en stigning på 9 % over 4 km, men da vinden ikke generede her, var det nærmest legeværk. Jeg fik foræret en kop kaffe på en tankstation. Jeg må lige huske at nævne, at der var masser af rensdyr på fjeldene og ingen myg.

Jeg fik dog en god oplevelse. Kold og våd som jeg var, gik jeg ind et sted, hvor der stod Café og spurgte, om jeg kunne købe en kop kaffe. Det viste sig at være en sjov gammeldags købmandsforretning. Der sad 4-5 ældre mennesker omkring et bord i et hjørne. Købmanden sagde til mig, at jeg ikke kunne købe kaffe, men jeg kunne sætte mig hen til de andre og drikke alt det, jeg ville. Det blev virkelig hyggeligt. Jeg sad nok 20 minutter og snakkede med dem. Det viste sig at være én stor familie. De havde flere gange besøgt Danmark og havde faktisk fået deres navn Gamst efter en lokalitet i Danmark. Købmanden forsvandt for lidt senere at dukke op med et foto, der viste et dansk vejskilt med påskriften "Gamst". Der stod også "Gesten" på skiltet.

En af de ældre herrer fortalte mig en masse om livet på de kanter, fiskerliv, vinterkolonnekørsel, gårdbrug, ferier. Vi kom langt omkring.

Men på et tidspunkt måtte jeg ud i regnen igen. Og sandelig om ikke computeren nu var afgået ved døden. Voldsomt irriterende. Der kom først liv i den, da jeg hjemme i teltet havde haft den i underbukserne et kvarters tid. Det var det nærmeste jeg kunne komme noget, der lignede et varmeapparat.

Jeg ringede til Skibotn Postkontor og erfarede, at de nu havde modtaget det meget omtalte brev. De lukkede 15.30, men nu var jeg besluttet på at få fat på brevet. Jeg regnede ud, at hvis jeg ræsede resten af dagen, skulle det kunne nås. Det drejede sig om 75 km, som jeg skulle køre stærkt. Det var ellers imod mine principper at skrue farten op, men jeg gjorde det alligevel, og jeg nåede postkontoret 13 minutter før lukketid. Det var virkelig rart at få brev hjemmefra.

I Skibotn var jeg nået til det punkt, hvor jeg ikke mere skulle følge den samme rute, nu skulle jeg et smut til Finland og derefter gennem Sverige. Eftersom det var sidste dag i Norge i et stykke tid, syntes jeg, at jeg havde fortjent lidt festmad. Jeg investerede i rejesalat til 14 kr. (mærket forkert), en dåse abrikoser og yoghurt. kræs!

Jeg fandt en lejrplads lige uden for Skibotn i en skov. Jeg hængte en lille snor op, hvor jeg ville tørre mit tøj. Praktisk taget alt var drivvådt. Så såre jeg havde hængt tøjet op, begyndte det igen at regne. Det er næsten umuligt det her!

Mine fødder er ved at gå i opløsning af alt det vand. Der er kommet noget rødt udslæt, der klør forfærdeligt.

Men heldigvis er jeg kommet endnu et skridt nærmere mere menneskelige forhold og temperaturer. Hvor er her dog utroligt koldt. Jeg er træt af det polarklima. Det fortsætter jo i det uendelige med kulde og regn.

I morgen gælder det så Suomi Finland. Det kan kun blive bedre fra nu af. Skulle man tro? Kan noget være værre end Sennalandet og Kvænangsfjeldet?

Man ved jo aldrig.

Dagens etape: 176 km.

Kørt mod Danmark: 484 km.

DAG 20. ONSDAG DEN 12. JULI 1995

Jeg har bare sovet godt. Klokken er nu 5.25 og tænk at skulle opleve at vågne og se, at det ikke strømmer ned. Solen er vist endda fremme. Det blæser en del, men jeg skulle vist have medvind hele vejen idag? Skulle det virkelig blive en rigtig god dag? Jeg synes egentlig, jeg har fortjent det. Til morgen skal jeg have knækbrød og leverpostej. Udmærket.

For sjov trillede jeg et par hundrede meter i den forkerte retning. Ganske rigtigt: Modvind! Alle tiders. Så er det bare med at få vendt dyret og komme af sted. Jeg kunne mærke, at benene var tunge efter et par hårde dage, så det var dejligt med en "fridag".

I begyndelsen gik det meget op og ned, og lige før den finske grænse var der er fjeld. Men for den, der har trodset Kvænangsfjeldet og Sennalandet i regn og modvind, var det barnemad.

Grænsen blev "festligt" markeret med et skilt. Et par kilometer senere blev det fulgt op med en toldstation. Nu gik det rigtig opad, Men stadig var det ganske nemt. Problemet var ene og alene, at der var så uhyggelig koldt deroppe. På toppen var jeg oppe i 565,4 m.o.h. Jeg fandt en hyggelig tankstation, hvor jeg fik kaffe, et stykke kage og et stykke chokolade. Jeg skrev et postkort hjem. Vejen ned ad fjeldet var en utrolig lang og lige strækning, hvor jeg kom op på 53 Km/t. Faktisk havde jeg hele 160 km med en frisk vind i ryggen. Det var ikke noget specielt rart landskab. Dertil var der for øde, og oven i købet var vejen for det meste helt snorlige. De lokaliteter, der var markeret som byer på kortet, kunne bestå af en toldstation, en kiosk eller bare et hus. Der var ingen bymæssig bebyggelse.

På et tidspunkt blev jeg snydt af en same: Der stod et skilt med Kafe, så jeg blev nysgerrig og gik ind. Det viste sig at være hans private stue, han havde udnævnt til Cafe. Der var ingen prisskilte at se, men jeg tænkte, at det vel ikke kunne koste så farlig meget. Manden talte kun finsk (eller samisk), så da regnskabets time oprandt, fik jeg ham til at skrive, hvad jeg skyldte. Det kan nok være, jeg blev overrasket, da jeg så, at han havde skrevt 35 NOK. Han har sikkert grinet godt i sit sortsmudskede skæg, da jeg drog af. Han havde selvfølgelig en kniv på en halv meter i bæltet.

Nåh hva', den ene dag bliver jeg budt på kaffe i en norsk "kaffeklub", den næstedag bliver jeg snydt. Sådan er livet.

Jeg syntes ikke særlig godt om at køre i Finland. Jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg ikke fatter en lyd af, hvad de siger. Så jeg var ikke særlig ked af det, da jeg skulle ind i Sverige. Den by, Kaaresuvanto, der havde stået skilte til de sidste 100 km viste sig at bestå af nogle få huse, en kiosk og en tankstation. Straks efter at jeg havde passeret grænsen, gik jeg ind i en landhandel og købte et lækkert brød og en liter mælk. Og så fik jeg lov til at tage alle de "svarte" bananer, jeg ville.

Jeg havde nu regnet ud, at jeg kunne købe en avis m.m. i övre Söppero. Det nåede jeg også. Vejene var usædvanligt elendige. For hver 50 m var der en tværgående lapning eller fordybning, meget irriterende.

Den flinke mand i landhandelen sagde, at det blev bedre efter 5 mil (50 km). Jeg fik også kaffe og kage for 16 kr. Det var noget andet end hos samen. Det var rigtig hyggeligt. Det skal nævnes, at efter at jeg havde trillet ned ad fjeldet blev bakkerne gradvist mindre og mindre for til sidst helt at forsvinde. Der kom mere skov, og jeg begyndte at forberede mig på den kamp, det ville være at slå teltet op (myg). Det blev lige så svært som frygtet. Jeg lavede lidt ad gangen, så løb jeg en tur, for der var i hundredevis af dem. Jeg fik til sidst stillet op, og så skulle jeg i gang med at aflive de 50, der var sluppet indenfor. Enhver passage ud betød, at 10-15 stykker smuttede ind. Her hvor jeg sidder og skriver 21.11, kan jeg se gennem teltdugen, hvordan de sidder og lurer. Men jeg sidder godt og trygt herinde. Det er dejligt at opleve en dag, hvor jeg ikke har været våd og forkommen. Alt mit tøj er tørt nu, det er virkelig skønt.

Jeg har egentlig vældig travlt om aftenen. Når jeg har spist skal jeg skrive en masse: Postkort, dagborg m.v. Til sidst studerer jeg min uundværlige avis. Min lille flinke radio spiller Sveriges Radio. Jeg har det i grunden ganske hyggeligt. Der er ingen tid til at kede sig. Vejrudsigten for de næste dage ser rimelig ud.

Dagens etape: 216 km.

Kørt siden Nordkapp: 700 km.

Afstand til Göteborg: 1675 km.

Med 170 km om dagen skulle det tage 10 dage herfra.

DAG 21. TORSDAG DEN 13. JULI 1995

Tænk at jeg har været væk så længe. Det er meget koldt til morgen, og jeg har frosset meget i nat. Men ind imellem har jeg også sovet udmærket. Vejret ser ud til at være pænt. Klokken er nu 5.35.

Det første stykke til Vittangi var helt fladt og irriterende p.g.a dårlig vejbelægning. Der var hele tiden tværgående fordybninger. Umådeligt generende. Jeg talte op til 40 af disse forhindringer pr. km. Heldigvis var der medvind. Der var meget koldt i Vittange. Jeg købte lidt frugt og faldt over en kage, der var nedsat fra 47,50 kr. til 25 kr. Den købte jeg og glædede mig til hele dagen.

I Vittangi mødte jeg også en gammel dame, som jeg fik en sludder med. Hun syntes også, der var meget koldt. Meget koldere end normalt. Efter Vittangi kom der 27 km. med side/modvind. Det stykke var jeg nær aldrig kommet igennem. Da jeg endelig kom til næste by, havde jeg lovet mig selv en kop kaffe, men der var intet at få. I arrigskab kørte jeg så et stykke chokolade på en tankstation og gik over til medvind. Men i begyndelsen kunne jeg slet ikke få noget til at fungere. Et stykke ude, i Lappesuando, var der et stort telt, hvor en ung mand havde banket en lille biks ned. Jeg købte en kop kaffe til 12 ke og fik fyldt op et par gange. Kaffen smagte ganske forfærdeligt, men den unge mand var så glad, at jeg også fik humøret igen. Jeg fik også en sludder med en dansk familie i lappeteltet.

Kæden var blevet uvenner med et par af tandhjulene, så jeg kunne ikke bruge alle gearene. Samtidig syntes jeg, at jeg kunne høre nogle knækkende lyde. Herom senere!

Landskabet havde forandret sig igen. Nu kom der lange seje bakker, 2-3 km. op og derefter ned. Det er også, hvad jeg foretrækker. Det er en fordel at skifte tempo. Max ned ad en af bakkerne var 55 km./t.

Vejbelægningen var blevet bedre uden at være noget særligt. Ude ved samekåten havde jeg set en oversigt over vejarbejde i området, og jeg kunne se, at de sidste 13 km før Gällivara var med vejarbejde. Men heldigvis var det lykkeligt overstået, og vejen var som et stuegulv.

Det mener svenskerne                      Sverigeledens väger har ringa biltrafik. Vägarna häller god standard. På visse avsnitt kan du tidvis färdas någon timme utan att möta endda bil. 95 % av vägarna är belagda och även grusvägarna är av god klass. Några är verkliga sevärdheter, byvägae genom älderdomliga kulturlandskap. Genom störra tätorter som Stockholm, Göteborg, Helsingborg och Linköping utnyttjar Sverigeleden huvusäkligen det bilfria cykelvägnät.

Jeg sendte et postkort fra Vittangi, og postdamen forsøgte fortvivlet at tale engelsk til mig. Mine planer gik ud på, at jeg ville handle i Gällivara og så køre 20 km længere ud. Det viste sig, at Gällivara var en meget stor by. Der var både trafiklys og alt muligt. Det var helt mærkeligt at være i en by igen. Efter noget besvær fandt jeg torvet og fik købt avis, saft og 2 film. Derpå fandt jeg vejen ud af byen mod Jokkmokk, da jeg pludselig fik øje på et skilt til et vandrerhjem med overnatning til 65 kr.

Jeg kunne ikke modstå dette tilbud, og kl. 16.30 holdt jeg foran huset. Jeg bestilte også frukost (morgenmad) og gik derefter i bad, en ny og dejlig oplevelse.

Jeg vaskede noget tøj og begyndte derefter at holde fest: Først 4-5 madder med makrel i tomat. Derefter kom kæmpekagen. (Jeg åd det hele). Jeg skyllede ned med en liter ananas juice og en dåse cola, men så fik jeg også ondt i maven. Jeg sidder her 18.36 helt alene i en 8-mands stue med min lille radio i gang.

Hen på aftenen kom der en gæst mere. Det viste sig, at sovesalen var fælles for mænd og kvinder, så derfor fik jeg besøg af Utta fra Hamburg. Hun kom dog så sent, at jeg havde sat hovedet på vågeblus, men vi fik da en god snak.

Det blev kun til 167 km, men jeg trængte så umådeligt til at blive vasket. Vejret i dag har været koldt, men tørt. Her til sidst blev det en del varmere. Jeg har problemer med mine fødder. De er fyldt med røde prikker og udslæt. Jeg formoder, det er svampeangreb, fordi de har ligget i blød så længe. Det klør voldsomt, og jeg har også mange myggestik. Men hvor er det dejligt at være i et rigtigt hus, og hvor er der langt hjem.

Der resterer 1515 km. til Göteborg. Det kan klares på 9 dage med 169 km. pr dag

DAG 22. FREDAG DEN 14. JULI 1995

Der var pænt vejr, god vind og dårlige veje. Men først var der jo morgemaden på vandrerhjemmet. Den blev en oplevelse. Der var utrolig mange lækre sager. De kan ikke have tjent mange ører på mig af de 45 kr, det kostede. Jeg spiste i 45 minutter og gav derefter udtryk for min tilfredshed overfor værtsparret. Derefter gik det videre på pæne veje. Værten havde gjort opmærksom på, at der ville komme noget vejarbejde en mil ude, så jeg var forberedt. Det skete efter 11 km: 20(tyve) km med vejarbejde. Og det var helt alvorligt ment. Vejen var simpelthen væk. Jeg troede først, de havde skrevet forkert, men der var nøjagtig 20 km. Det tog mig ca. 2 ½ time at komme igennem.

Naturen er ganske ensformig her. Der er ikke andet end skov. I løbet af de 197 km, jeg kørte passerede jeg kun en by, Jokkmokk. De kalder det også vildmarkskommunen, og det passer fint. Jeg handlede ind i Jokkmokk ved 93 km, en ganske hyggelig by.

Mine svampede fødder har det noget bedre. Det klør ikke så voldsomt, når jeg kører, det kommer om aftenen. Jeg har planer om at sove på vandrerhjemmet i Sorsele i morgen. Jeg var inde hos en sjov mand for at få kaffe. Ellers var det en temmelig kedelig dag.

DAG 23. LØRDAG DEN 15. JULI 1995

Klokken er 5.25. Solen skinner, og der er vindstille her. Havde det ikke været for myggene og de andre insekter, havde der været skønt. Jeg forventer en rolig dag med ankomst til vandrerhjemmet i god tid. Jeg regner med at ringe dertil fra Arvidsjaur. Det største problem bliver igen at få pakket teltet, men jeg er blevet bedre til at dække mig.

Det blev en hård start, for benene ville ingenting. Det gik opad de første 100 km (kan det nu også passe?), sådan føltes det i hvert fald. Jeg havde en smule hovedpine. Det gik faktisk skidt indtil middag, men jeg så en rævefamilie og en del rensdyr.

Og så pludselig stod der en ulv på vejen! Og hvis det ikke var en ulv, så var det den mest ulvelignende hund, jeg nogensinde har set. Og hvad skal en hund midt ude i vildmarken kl. 7 om morgenen? Jeg huggede bremserne i og holdt stille. Den begyndte nu at lunte hen imod mig og stillede sig et par meter fra mig og gloede. Jeg gloede også, og så gik den bare forbi mig. Jeg rystede over det hele og sansede først at få fat på mit kamera, da den var et godt stykke væk. Jeg ved ikke, hvor godt det blev.

I Slagnes fik jeg gratis kaffe og snobrød af Malin fra Turistforeningen. Der havde stået skilte til Slagnes de sidste 50 km, så jeg havde forestillet mig, at det var en stor by. Men Malin kunne oplyse, at der var 107 indbyggere. Jeg købte ind i Sorsele og havde bestemt mig for at køre 30 km mere. Det gik vældig godt, da pludselig "huset" i bagnavet stod af. Der var ikke andet at gøre end at slå lejr. Derefter tomlede jeg med hjulet under armen de 13 km til Sorsele med 2 piger, der skulle hente pizza. De kørte mig hen til "Åkes cykel og motor", men det var jo lørdag aften, og han boede 3 mil væk. Jeg støvede lidt rundt i byen uden at finde nogen løsning. Jeg fik lift tilbage med 3 unge mænd, der skulle ud at fiske. De så ved første øjekast noget barske ud, men de var fredelige og fredsommelige. Tilbage i teltet ryddede jeg op og spiste lidt. I morgen er det søndag, og jeg planlægger at tomle de 71 km til Storuman for at se, om jeg kan banke en cykelhandler op. Så går tiden også med det. Ellers må jeg vente til mandag morgen, og se om jeg kan finde ud af et eller andet.

Dagens etape blev trods alt 155 km.

Surt show!

DAG 24. SØNDAG DEN 16. JULI 1995

Jeg vågnede tidligt, meget tidligt. Allerede ved 4 tiden. Der var fantastisk dejligt vejr. Rigtig vejr til at få mange kilometer i benene, men sådan skulle det slet ikke være. Jeg pakkede tingene på cyklen og begav mig af sted på de 12 km. til Sorsele. Dels til fods, dels med cyklen som "løbehjul". Et ømt syn for de få morgenduelige svenskere og rensdyr, der var ude. Der var flest rensdyr. Det var forbavsende nok ikke nogen særlig ubehagelig tur, og i Sorsele parkerede jeg "vraget", tog hjulet under armen og stillede mig udenfor byen. Bil nr. 2 standsede. Det var en mand fra Sorsele, der skulle til Sundsvall 45 mil væk. Hans rute gik via mit endemål, Storuman, og vi fik en vældig snak om mange sjove ting. I Storuman kørte han mig hen til centrum. Jeg standsede den første jeg mødte, en mand, der var ude at lufte sin hund, og spurgte om vej til en cykelhandel. "Der er en lige derovre", sagde han. "Men den er stengt!" Men jeg kunne da følge med ham hjem, så ville han finde ud af noget. Hjemme i lejligheden forsøgte han at finde ud af mekanikerens navn, men uden held. Men han vidste, hvor han boede, så han kørte mig derud. Han havde en gammel SAAB fra 1969, som han var vældig stolt af. Mekanikeren var lige stået op. han kiggede på hjulet og bad os om at give ham en halv time. Nu kørte vi tilbage til lejligheden, hvor min nye ven Per lavede kaffe med brød, knækbrød og ost. Han havde en 10 år gammel hund, der hed Tanja.

En halv time senere ringede telefonen. Det var cykelhandleren, der sagde, at nu kunne vi godt komme hen i forretningen. Da vi kom derhen, var alting lagt pænt til rette, og i løbet af 30 - 40 minutter var problemet løst med et nyt "hus". Det kostede 259 kr, og det var det han skulle have, han fik aldrig arbejdsløn om søndagen.

Jeg takkede naturligvis mange gange. Jeg fik hans kort og lovede at sende en hilsen. Per i SAAB'en tilbød nu at køre mig de 71 km tilbage til Sorsele. Det ville blive for svært at tomle, mente han. Han havde i øvrigt intet bedre at foretage sig end at hjælpe mig.

Tilbage i Sorsele hjalp han med at samle cyklen. Vi blev derefter budt på kaffe i Turistinformationen lige ved siden af. Den unge mand der, havde jeg talt med aftenen i forvejen. Han boede egentlig i Stockholm og dyrkede triathlon. Han tog mig ind i et hus ved siden af, hvor hans cykel stod. Det var bestemt ikke noget særligt, men han var så stolt af den, at jeg sagde, den var flot. Per fik 40 kr. til benzinen, og jeg lovede ham at sende en hilsen.

Nu var klokken efterhånden blevet 12, og jeg begav mig atter engang mod Storuman, men denne gang på min egen cykel. Det gik ganske pænt, skønt der var modvind. Det var der hele den dag.

I Storuman gik jeg op på turistinformationen og ringede hjem. Så kørte jeg hen og handlede. Bl.a. pærer, æbler og bananer til 6 kr. pr. kg.

I løbet af dagen mistede jeg mit kopattesalve. Det irriterer mig voldsomt, når noget bliver væk.

Over middag gik det mere og mere trægt på "dommerens overtid". Men det lykkedes mig at klare 126 km. Det var rimeligt med den bevægede start på dagen. Der skete ikke noget særligt. Det går op og ned ad moderate bakker hele tiden. Det virker ikke mere så utroligt øde. Lejrpladsen er lige ved siden af vejen. Den er bulet og ujævn, men det var, hvad jeg orkede. Jeg spiste min frugt med toast. Desuden en dåse sild til 7.90 kr.

Klokken var 19.30 inden jeg havde kørt de 126 km.

DAG 25. MANDAG DEN 17. JULI 1995

Vågnede kl. 4.16 og konstaterede, at vejret var pænt og tørt. Myggene er parate og på deres pladser. Jeg kom til at spise alting i aftes, så jeg må starte med et par skiver toast og et æble.

Nu er der 893 km. til Oslo.

Det er ikke ret meget.

Jeg er 1368 km syd for Nordkapp, og totalen er 3727 km.

Lejrpladsen var 11 km. syd for Vilhelmina, der er en ret stor by. Men den var ikke vågnet, da jeg passerede. Landskabet har været fladt og og kedeligt, og turen har været begivenhedsløs bortset fra, at det begyndte at regne ved 37 km og først lige er holdt op, her hvor jeg holder pause i Dorotea kl. ca. 9.30. Jeg har købt lidt billige bananer og et brød, og nu sidder jeg på et konditori med kaffe og kage til halv pris, i alt 24,50 kr. udmærket.

Regn mellem 37 og 73 km.

Regn mellem 100 og 186 km.

Lad os sige det på denne måde: Det havde været sjovere, hvis solen havde skinnet. Men temperaturen steg trods alt fra 10 grader i Vilhelmina til 16 grader i Strömsund, og det betød, at det ikke føltes særlig koldt.

Den modvind, der havde været om morgenen, svandt ind til ingenting om eftermiddagen. Men alt mit tøj og især skoene er selvsagt drivvåde. Iøvrigt er vildmarkspræget på vej væk. Jeg har set op til flere marker, og der begynder at komme bebyggelse hist og her. Det sidste stykke omkring Hammerdal var fremragende.

Og så blev det den dag, hvor jeg så 2 elsdyr. Jeg troede ikke, der var så mange myg, hvor jeg slog lejr, men på et øjeblik kom der flere end nogensinde.

DAG 26. TIRSDAG DEN 18. JULI

Jeg begynder at kunne se enden. Hvis jeg de næste dage kører 153 km. i snit, vil jeg kunne få en afslapningsdag i Kongsvinger. Det lyder planen på. Jeg har sover usædvanligt godt. Jeg vågnede kl. 4.30 og følte mig udhvilet. Her klokken 5 skal jeg have en smule morgenmad og så af sted. Godt jeg snart er hjemme. Vejret ser foreløbig ud til at arte sig. Næsten alle mine ting er mere eller mindre våde. Dvs. at jeg skal have vådt tøj på. Adr!

Da jeg kom ud af teltet, opdagede jeg, at luften var mættet med fugtighed. Det finregnede også, så det tegnede ikke for godt. Men efter en klam start blev det bedre, og allerede efter 5-10 km. holdt regnen op, og efter 15-20 km km. begyndte vejene at blive tørre. Som det har gjort hele vejen op gennem Sverige går det op og ned hele tiden. Men bakkerne får ende igen. De kan godt være stejle og være på en km. eller to, men det er ikke at sammenligne med Norge. I Østersund var der dog en gevaldig bakke ind mod byen. Jeg handlede lidt ind i Østersund og kom ud til en forstad, Brunflo, hvor jeg faldt for et cafeteria. Jeg købte kaffe og en kage. Mens jeg sad der, blev jeg kontaktet af en nordmand fra Porsgrunn (ca. 25 år). Han skulle om få dage køre fra Porsgrunn til Kirkenes, så han ville gerne høre nærmere om ruten. Han skulle køre med 5-6 andre, og hans kone skulle køre ledsagevogn. Vi fik en lang snak.

Ï Åsarne var jeg inde og ringe til Kongdsvinger Vandrerhjem for at bestille plads til fredag. Det var et gevaldigt held, for mens jeg var der, brød et gevaldigt tordenvejr løs. Man har lov at være heldig. Men 20 min. senere var jeg af sted igen.

Om morgenen havde der været 12 grader, men i Åsarne var der 22 grader. Og jeg tror, det bliver endnu varmere. Perfekt cykelvejr! Det gik bare godt. Lige før lukketid fik jeg en ide. Der er utallige steder, hvor man kan leje en "stuga". Hvorfor ikke køre ind sådan et sted og slå teltet op på deres græsplæne.

Som sagt så gjort: Jeg kørte ind ved et pænt lille hus med "stuga". Jeg traf en rar dame, der ikke rigtig vidste, hvad hun skulle have for det. Hun endte med 50 kr. Det var ok.

Hun viste mig bad og toilet. Det var bare skønt at få et varmt bad og dejligt at teltet står på en plan flade. Her er heller ikke helt så mange myg som i skoven, men der er nogle små sorte og hidsige insekter, der kravler ind overalt. De bider også.

Senere kom fruen ud og spurgte, om jeg havde noget vådt tøj, hvilket jeg kunne bekræfte.. Hun viste mig også en tørretumbler, som jeg måtte bruge, så nu er alt mit tøj tørt, om end snavset.

Senere spurgte jeg hende, om jeg kunne købe noget drikkeligt. Hun forærede mig to sodavand med den begrundelse, at det er "fordi du är här".

Flink dame.

Mens jeg sidder i teltet, har et gevaldigt tordenvejr passeret. Det gav ikke megen regn her. Der er faktisk rigtig hyggeligt her midt ude i skoven. Den ene sodavand er en citron/lime med "fullvuxen smak" og den anden er en "päronsoda". Stedet hedder Överhögdal.

Dagens etape blev på 182 km.

DAG 27. ONSDAG DEN 19. JULI 1995

Planen går ud på at få kørt rigtig meget i dag. Det har regnet til for kort tid siden. Klokken er nu 5.30. Der er stille og tørvejr nu. De små sorte dyr er næsten mere generende end myggene. Selvfølgelig har de en lænkehund her. Den har gøet flere gange i løbet af natten.

Der var kun 33 km med modvind, ellers var der medvind hele dagen. Der var også godt vejr, ja ud på eftermiddagen blev der rigtig varmt. Det første stykke var fladt, men de sidste 40-50 km før Orsa var der er par fjelde, der skulle forceres.

Lige før Orsa mødte jeg en cyklist fra Californien.

Vi fotograferede hinanden, udvekslede adresser og fik en lang snak. Dagens etape blev på 231 km, og det må være rimeligt. Jeg ville godt være kørt længere, men var faktisk rigtig utilpas over middag, ikke egentlig træt, men jeg tror, at jeg havde spist og drukket for lidt. Der skulle nu kun mangle 312 km til Oslo. Dvs. at hvis jeg klarer en god lang etape i morgen, skulle jeg kunne komme med færgen fredag aften. Det vil jeg satse på, men jeg ved ikke, hvor mange kræfter, der er tilbage... men jeg vil gå efter det. Nu vil jeg meget gerne hjem.

Mellem Orsa og Mora kørte jeg mellem kl. 17 og 18, og der var voldsomt med trafik. Også smalle veje. Der var sket en ulykke: En mercedes var helt smadret. Det er for øvrigt det eneste uheld, jeg har set noget til på turen.

En hård, men retfærdig dag.

Dagens etape 231 km.

Lejrplads: Ca. 20 km. efter Mora

Dag 28. Torsdag den 20. juli
Nu var det afgjort!
Hjem så hurtigt som muligt. Det ville betyde endnu en marathondistance, fordi jeg havde bestemt, at den sidste dag skulle være terapi. Så det var bare med at komme i gang. Jeg var på hjul 6.15 og kom til Malung, før de havde fået øjne, så jeg kunne ikke købe det, jeg ville.Efter malung kom der fjelde. Den slags der stiger over 10-15 km. Der er det specielle, at man ikke altid kan se, at det går opad.Mogle gange tror man, at man er punkteret. Lige før Malung var der kommet ny belægning af den slags, der i begyndelsen er så ru, at det er som at køre på skærver. Det varede 10-15 km.
Jeg havde planlagt at holde pause i Torsby 37 km før den norske grænse, og jeg var der omkring middagstid. Jeg gjorde nogle meget fordelagtige indkøb og sluttede af med at købe en soft ice. Ved den bod var der en tam and, der rendte rundt om fødderne på folk og spiste, hvad der faldt ned - også pølser.
Jeg passerede grænsen, men inden havde jeg solgt de sidste dåser, jeg havde fundet. Jeg fik en snak med den unge ekspedient i forretningen. Efter grænsen kom der meget dårlig vej.. Det var meget svært at holde tempo, men fremad gik det dog mod Kongsvinger, hvor jeg havde planlagt stop efter 216 km. På et tidspunkt kom jeg forbi en cafe, hvor jeg overvejede at gå ind. Jeg fortsatte imdidlertid, men mens jeg havde kigget, havde jeg overset et skilt til Kongsvinger. Jeg opdagede det først efter 5-6 km.
Det er nogle meget "dyre" kilometer, når man er lige omkring de 200 km. De sidste km var der også fjelde, der skulle bestiges,og det var altså ikke sagen på det tidspunkt.
Samtidig var det naturligvis begyndt at regne. Hvem havde sagt det skulle være nemt?
Men jeg kom til Kongsvinger, hvor jeg købte mælk og brød på en tankstation.Derefter trillede jeg gennem byen, indstillet på at slå lejr, det første det bedste sted. Og det fandt jeg 2-3 km udenfor byen. Mens jeg rejste teltet, tog regnen til, og næppe var jeg kommet ind i teltet, før en gevaldig tordenskylle kom.
De næste par timer brugte jeg på at "fange" det vand, der kom ind og anbringe aviser g toiletpapir rundt omkring, så det ikke blev et stort søle.
De fleste af mine ting blev nu våde eller klamme alligevel.
Der er to fejl ved mit telt. For det første er det ikke tæt. Men det er nu ikke det største probleem. Der skal meget kraftig regn til for, at det ikke kan styres. Det værste er, at det er lavet af så dårligt materiale, at det altid er fugtigt indvendigt, Uanset vejret, har væggene hver morgen været drivvåde. Men som altid fik jeg også denne nat en rimelig søvn.
Dagens etape blev incl. omveje 230 km.

DAG 29. FREDAG DEN 21. JULI 1995

Nu skulle der kun mangle 90 km til Oslo, så jeg gav mig god tid om morgenen.Men da jeg som altid var vågnet tidligt, var klokken ikke mere end 7.15, da jeg var på hjul. Det var ganske rart at kunne pakke teltet ned i bevidstheden om, at det var sidste gang i denne omgang. Jeg har kun sovet dårligt 2 nætter. Første gang var fordi mine fødder kløede, og anden gang var fordi jeg havde hørt om ulykken i Tour de France.
I starten var der et helt fantastisk vejr. Vindstille og så lunt, at jeg kunne starte uden overtøj. Vejene var også pæne, og jeg havde radioen på Norges P4, så det var rigtig hyggeligt. Jeg var inde på en ESSO-station, hvor der var gratis kaffe.
Videre mod Oslo og selvfølgelig skulle jeg rende ind i mit tilbagevendende problem på denne tur. Det begyndte at småregne. I Kløfta var jeg på konditori, men stedet var ikke særlig hyggeligt. Der var hverken påtår eller påfyld. Fra Kløfta skulle der være 33 km til Oslo, men nu var de store veje forbudt for cykler. Så ad mærkelige veje og omveje gik det indad. Og nu var der pludselig 40 km til Oslo. Ca 25 km før byen, begyndte forstæderne, og nu blev det for alvor besværligt. Det skulle forestille, at der var en cykelrute, men den var næsten umulig at følge. Skiltningen var yderst mangelfuld, og jeg måtte spørge om vej utallige gange. Samtidig var der voldsomme stigninger, og det havde jeg egentlig slet ikke lyst til. 10 km før Oslo måtte jeg igen køre på store veje, men dels var der meget kraftig trafik, dels var der nu stærk regn.
Det var også særdeles svært at finde vej det sidste stykke, men endelig kom jeg da til terminalen. Gennemblødt.
Klokken var da ca. 13 - 13,30, og jeg havde planlagt sight-seeing, men jeg nægtede at være våd mere den dag. Jeg skiftede tøj og ventede på tørvejr. Det blev der først efter kl. 16. Imens gjorde jeg et bekendtskab: En turcyklist kom trillende iført plastposer. En lille ældre herre. Det viste sig at være en fyr fra Tjekkiet, der havde det mest gammeldags udstyr, jeg nogensinde havde set. Det gjaldt alt: Cykel, tøj osv. Han kunne gøre sig forståelig på engelsk, og jeg fandt ud af, at han var fattig som en kirkerotte, at han skulle sydpå, og at han ikke anede hvordan. Jeg fulgte ham ind til billetkontoret og forklarede damen, hvad han var for en. Hun kiggede på ham og kunne godt se, at det ikke var von And, der var tale om. Hun bestemte derfor, at han skulle med for 100 kr, og han blev vildt lykkelig og takkede mig umådeligt.
Nu skulle jeg på Karl Johan, men min nye ven ville gerne med, så jeg måtte forklare ham, at jeg gerne ville alene afsted.
Det var ikke pænt af mig, men sådan ønskede jeg det i det øjeblik. Jeg havde et par hyggelige timer i centrum, hvor vejret nu var fint.
Jeg rullede ombord på Stena Saga ca kl. 19. Det er et kæmpeskib, en hel by. Jeg fandt min kahyt, som jeg skulle dele med en svensker, en iraner og en ung mand fra Ungarn, Andreas, som jeg snakkede meget med. Han talte godt engelsk, og vi fik snakket musik, vin og meget andet. Jeg spiste kylling med kartoffelsalat i cafeteriaet, inden jeg gik til ro ved 23 tiden. En mærkelig fornemmelse at ligge renvasket i rent sengetøj. Jeg sov nu ikke fantastisk godt. Jeg har før sovet bedre i vildmarken, man kunne sagtens mærke, at det var et skib. Jeg stod op kl. 5.30 og ventede på, at cafeteriaet skulle åbne. Jeg havde forventet at se et øde skib, men der er folk overalt her, hvor jeg sidder kl 6.30 og skriver. De sover rundt omkring, hvorfor mon? Der er vældig gang i spillemaskinerne. Mange sidder og ryger og nogle hollandske drenge har netop gennemført en fodboldkamp. Næh undskyld, de var norske.

Klokken er nu 6.51, og jeg sidder med the og rundstykker. Jeg var langt fremme i køen, og det skulle vise sig at være en særdeles heldig ting, for kasseapparatet er brudt sammen. Pigen ved kassen regner alt ud på papir, og i den del af køen jeg kan se, har jeg talt 45 personer.
Etapen i går blev for øvrigt på 105 km. og det skal nævnes, at i dag er dag 29, lørdag den 21. juli.
Den sidste dag.
Klokken er nu 7.15, og der er 30 min til ankomst. Der er stadig 33 personer i køen, og kassedamen er grædefærdig. Der er børn, der skriger, og en tysk dame har netop overtrådt mine grænser ved at sætte sig lige ved siden af mig. Jeg flyttede øjeblikkelig 3 pladser.
Jeg tror ikke, at sejladser nogensinde bliver min store hobby. Man er for tæt på mennesker, man ikke umiddelbart ville have valgt som selskab i land.
 

DAG 30. Lørdag den 22. juli 1995

Så var den sidste dag kommet. Det var en mærkelig fornemmelse at være tilbage i Danmark efter en hel måned. På kajen mødtes jeg med min nye ven, Jaroslav. Vi ønskede hinanden en god tur og aftalte, at vi skulle mødes på et senere tidspunkt.
Jeg havde egentlig regnet med, at vi skulle køre sammen et stykke tid, men vi foretrak tilsyneladende begge to at køre alene.
Omkring Sæby kørte jeg ind på en tankstation for at få et stykke brød og en banan. Pudsig dialekt.
Der var naturligvis modvind. hvorfor skulle dette sidste stykke være nemt?
Desuden var himlen mørk og truende.
Jeg kørte stukke og roligt og nød turen. Det var jo kun en smuttur. Hvem regner en tur under 100 km?
Omkring Flauenskjold løb jeg ind i en gevaldig tordenbyge. Jeg afgjorde, at jeg ikke gad at søge ly. Nu havde jeg været gennemblødt så mange gange, og i nat skulle jeg sove i en rigtig seng, så pyt!
På den sidste strækning fra Vodskov mødte jeg en del bekendte, som jeg vekslede ord med. Bl. a Flemming Andersen og Poul Erik Hansen.
Det var vældig hyggeligt.
Jeg slog følge med en motionist, som tilbød at give mig lidt læ. Det var nu ikke specielt rart, da jeg kun kunne køre i mot eget tempo.
Jeg var inde hos en købmand i Bouet for at gøre turens sidste indkøb. Det blev til en cola og et stykke chokolade.
Så handlede det om det allersidste stykke gennem Aalborg. En herlig tur denne dag.
Jeg ringede hjem fra Skalborg for at bestille velkomstkomiteen, og vi aftale, at gensynet skulle finde sted i Svenstrup.
Jeg ankom først til Svenstrup og måtte stå i ly for det regnvejr, der symptomatisk for hele ekspeditionen også var kommet dertil.
Det var dejligt at møde familien igen, og vi kunne sammen koncentrere os om at besejre det sidste fjeld, den frygtede stigning ved Bonderup Bakker.
Men også den blev klaret, og så var det tid til at holde en lille pause på toppen, hvorfra man ved at skue mod nord kunne se vejen, der garanteret ville føre én til Nordkapp.
Vel ankommet til Ellidshøj blev jeg beordret til at afføre mig det snavsede tøj allerede i baggangen.
Det hævdedes, at ophold i min nærhed var noget af en barsk oplevelse.
Vand er godt, det må man lade :-)