Mandag den 29. august 2016
Gang: 0 km. Totalt i 2016: 1893 km
Cykling km. Totalt i 2016 38 km :-)
Mange afholder fætter/kusinefester, men det har aldrig tidligere været seriøst forberedt i min familie.
Jeg har altid været i tvivl om, hvorvidt det var en god ide med sådan en sammenkomst, men da det så endelig blev til noget, tøvede jeg ikke et sekund med at give projektet min fulde tilslutning.
Jeg glædede mig faktisk.
Festen var på mødrene side, hvor min bedstefar Klemmen nærmest havde patriarkstatus.
Han var ikke nogen meget talende mand, men alligevel var han det naturlige midtpunkt i familien.
Engang havde jeg inviteret mine børn og børnebørn til spisning på Herløv kro, og jeg følte mig da som den "rigtige" Klemmen.
Mange år i træk lejede han en stor bus, hvor vi alle blev inviteret med. Alle de 8 søskende boede i Nordjylland, og det var også der, han fandt vores udflugtsmål.
Og det var vist altid "Jordemormanden", der kørte.
Alle havde naturligvis madpakker med, men jeg kan ikke for alvor huske, hvad der ellers foregik på de ture.
Lidt efter lidt faldt de "gamle" væk, og det gik op for mig at fætrene og kusinerne nu kun så hinanden til begravelser.
Og det er jo ikke for alvor morsomt.
Nu er der kun én tilbage af den store søskendeflok. Det er Margrethe, der nu er hele 99 år gammel.
Men så blev der dannet en styregruppe/festudvalg og nu blev det hele organiseret.
Vi skulle finde ud af, hvordan vi gjorde med mad og drikke. Det var ikke svært at blive enige om, at vi skulle have det hele udefra.
Der kom nogle afbud pga sygdom, men det var alligevel en flok på ca 25, der satte sig til rette i det store telt i Ulsted, hvor Jens Jørn og Margit bor.
Sikke mange tanker der for rundt i hovedet, da vi nu endelig var sammen igen uden at skulle synge begravelsessalmer.
I "gamle dage" var der livlig besøgsaktivitet i de forskellige hjem.
Da var vi børn, der legede ude og inde og nu var vi blevet en anelse ældre. Nogle havde fået maver, og var vi ikke næsten alle lidt grå i toppen?
Jeg sad og mindedes de af os, der ikke var mere.
Festen oversteg langt mine forventninger.
Da jeg nu alligevel var i Nordjylland benyttede jeg lejligheden til at besøge mine gode venner på Futtefarmen i Mjels syd for Aalborg.
Og der er jeg altid godt tilpas.
Jeg er så heldig, at de har afsat den kommende weekend til et besøg på Skjern Å Camping.
Jeg skulle langt omkring for at komme hjem. Jeg var både i Langå og Skive, men det er jo egentlig underordnet.
I Holstebro blev toget invaderet af en flok unge "#&XXX, der sikkert havde overstået deres dag på et gymnasium og nu var på vej hjem.
Det var sikkert nogle søde unge mennesker, men jeg sad og ønskede, at jeg kunne besøge deres forældre, hvor jeg så ufortøvet ville lægge mine møgbeskidte sko op i deres fine sofa.
Jeg vil være diplomatissk og sige, at jeg var glad, da de skred.
Var jeg sådan da jeg var i deres alder ?
Det var dejligt at komme hjem til pladsen.