Mit liv har altid været fyldt med bøger. Og det ser jeg ikke nogen grund til at lave om på. Her kan du se nogle af de bøger jeg møder på min vej i det Herrens år 2015

Bog nr. 72 jeg har læst i 2015
Bogen om Allan Olsen.
2006.238 sider.
Jo mere jeg fordyber mig i Allan Olsens univers, jo mere begejstret bliver jeg.
Det er fantastiske tekster han har skrevet, og jeg tror , at det er i denne bog det nævnes, at Allan Olsen ville have været lige så berømt som Bruce Springsteen, hvis engelsk havde været hans sprog.
Men nu må vi danskere (vendelboer) nøjes med hans kunst.
I denne bog gennemgås alle hans plader, og forsynes med karaktersystem, der er lånt fra Norge.
Det er en terning, der giver øjne, og seks øjne er naturligvi det bedste.
Det får han flere gange

Bog nr. 71 jeg har læst i 2015
Jeg har lyttet til Jim Morrison og Doors, siden jeg var en stor dreng, og jeg har altid syntes, det var noget særligt.
Dette er en uhyre interessant bog, der følger Jim Morrison fra vugge og til hans alt for tidlige grav.
Jeg vidste godt, at han var misbruger, men jeg var ikke klar over, at det var så voldsomt.
Man må nok sige, at han opførte sig fuldstændig vanvittigt, og han må have været svær at holde ud.
De enorme mængder af alkohol har utvivlsomt ansvaret for, at han blev medlem af Klub 27.
Jeg lytter stadig til hans musik, og det bliver jeg ved med.
Bogen kan varmt anbefales, hvis man kan lide The Doors`musik.

Det er bog nr. 70 jeg har læst i 2015
Jeg har læst"Operation Spiegelhauer".
2007 288 sider.
Jeg har altid været fascineret af Morten Spiegelhaues "Operation X", men det er først ved at læse denne bog, at jeg fandt ud af, hvor farligt det har været at lave udsendelserne.
Det var jo i visse tilfælde med livet som indsats. Det var af og til de store og farlige drenge, han gik efter.
Det var typer, som sagtens kunne finde på at gå efter både Morten og hans familie.
Og så er det mildest talt ikke sjovt længere.
Bogen er lige så godt lavet som TV-udsendelserne.
Den er lige så spændende som en krimi.

Her kan man læse et interview med Morten Spiegelhauger

69
Jeg har læst ”Velkommen til mit mareridt” af Susanne Staun.
2015 282 sider
Jeg er lidt forvirret.
Jeg troede, at jeg skulle i gang med at læse en roman, og der står også skrevet ”roman” uden på bogen.
Men det minder mest af alt om en dokumentarisk beeskrivelse at en forfærdelig sag fra det virkelige liv.
Timm er psykopat, men Maria falder alligevel for ham, og det får ufattelige konsekvenser for hende og hendes famile.
Hun får et barn med Timm, og da hun langt om længe forlader ham, starter han et forfærdeligt spil om forældremyndigheden, som han i virkeligheden ikke er interesseret i.
Han vil bare vinde for enhver pris.
Begivenhederne er en Kafka værdig, og hvis der er en gran af sandhed i beretningen, ser det ualmindelig sort ud for en mors retssikkerhed i Danmark.
Alt i bogen minder om det virkelige liv, og der bliver nævnt ægte nulevende politikere.
Bl. a er der et møde med deltagelse af Thyra Frank, der græder hele tiden på grund af den sørgelig sag.
Vi møder sammenspisthed og ondskab så grov, at det er vanskeligt at fatte det.
Det undrer mig en del, at navnet på en nulevende politker kan optræde i en roman.
Bogen er nervepirrende spændende og ikke til at lægge fra sig.
Den er samtidig særdeles velskrevet og vekommende

Berlingske Kultur:
Historien, der handler om en voldsramt mors kamp for sit barn og mod systemet, er næsten for usandsynlig, i al fald ubegribelig. Men den er – desværre – kun i detaljen opdigtet.
Efter i et år at have været observatør på den krypterede internetside »Det hemmelige netværk«, hvor voldsramte skilsmissemødre trøster og hjælper hinanden, har Staun kogt virkeligheden for cirka 500 danske kvinder og deres børn ind til en fiktiv fortælling om præsten Maria, der kæmper en ulige kamp mod en psykopatisk eksmand, inkompetente sagsbehandlere og en himmelråbende tåbelig lovgivning

68 Jeg har læst "Tyven" af Ulrik Langen

2015. 322 sider.

Som alle andre har jeg også været bekendt med historien om Guldhornene.

Vi fik at vide, at hornene var blevet stjålet og var blevet smeltet om.
Og det var nærmest det.

Og naturligvis har jeg også læst Oehlenschlägers digt Guldhornene.

Men hvad der egentlig lå bag det hele, har jeg ikke vidst noget om.

Ulrik Langen har stået på hovedet i historiebøgerne, og det er der kommet en vældig interssant og spændende bog ud af.

Tyven hed Niels Heidenreich (1761 - 1844), og her bliver vi præsenteret for hans liv fra vugge til grav.

Han blev ret hurtigt fanget og tilbragte det meste af sit liv i fængsel, og her får vi også et indblik i, hvilke forfærdelige vilkår fangerne lever under.

Undervejs i læsningen spekulerede jeg på, om Ulrik Langen har benyttet sig af sin kunstneriske frihed til at formode og fortolke, for det er rigtig mange ting, han udbreder sig om. som man har svært at tro at han har vidst noget om.
Der er en kildeliste så langt som et ondt år, men jeg har ingen mulighed for at vide, hvad der er fakta og hvad der er digt

Det er vel det, som nedenfor betegnes som ræsonnerende historieskrivning?

Alt i alt er det en umådelig spændende og velskrevet bog
Jeg ville erne have hørt Poul Reumert læse Guldhornene, men jeg har ikke kunnet finde nogen optagelse

Berlingske kultur:

Niels Heidenreich er danmarkshistoriens mest kendte tyv. I 1802 stjal han de to guldhorn fra Kongens Kunstkammer og smeltede dem om, fortrinsvis til kolonimønter (pagoder), som han videresolgte til byens guld- og sølvsmede, som derpå omsmeltede disse til smykker. Nu har historikeren Ulrik Langen skrevet en fremragende beretning om tyven og tyveriet, der inspirerede Oehlenschläger til hans berømteste digt. Vi, som er gamle nok, kan stadig høre skuespilleren Poul Reumert med malmrøst sige: »De higer og søger i gamle bøger«.

Politiken:

Forholder man sig kritisk og fair til kilderne, ser jeg ingen grund til at opgive traditionel ræsonnerende historieskrivning.....

.... Til gengæld demonstrerer Ulrik Langen, at historieskrivning også er en litterær genre. Sproget og evnen til at karakterisere menneskelig adfærd gør hans bøger usædvanligt inciterend

67 Jeg har læst "Verdens klogeste dreng" af Kristine Barnett
303 sider. 2013

Jeg synes, det er spændende at læse om meget intille .. intilll ...inta.........kloge mennesker, og denne dreng er så klog, at hans intelligens slet ikke kan måles.
Vi er i Indiana, USA, og det er man ikke i tvivl om, når man læser bogen.
Jake er autistisk, og det er gerne en svær tilværelse, og det er det også af og til for Jake og hans famile.
Det er sjovest at læse, når der er beskrivelser af de ting han kan. Når det handler om hvordan det ellers går med familie og venner, bliver det til noget følelsesporno.
Jeg får mere at vide, end jeg egentlig er interesseret i.
Sidst jeg var i Herlev, blev jeg banket sønder og sammen af lille a på 6 år i memory-spil.
Der er heldigvis ikke noget der tyder på, at hun fejler noget som helst.
Hun er bare god til vendespil.

Bog nr. 66 i 2015 Jeg har læst "De danske Cykelhelte. 243 sider.

Hvis ikke man er mere end almindelig intersseret i cykelsporten, skal man finde en anden bog at hygge sig med.
Men for en som mig selv, hvor cyklingen har været det halve liv, var det en fornøjelig gennemgang af de sidste 50 ård bedrifter.
Og de var sikkert allle sammen dopede, og sådan var det bare.
Og kan man ikke lide cykelsporten kan man jo kaste sig over Bridge, hvor de så desværre er rigtig mange skinnebensskader.

Men jeg nød denne kronologiske gennemgang af de gamle historier.
Jeg er lidt imponeret over Mogens Freys anarkistiske tilgang til det hele.
Og nogle af heltene har jeg mødt "live".
Jeg har kørt Old Boys væddeløb sammen med verdensmesteren Jørgen Schmidt, og jeg har kørt motiosnløb i selskab med Leif Mortensen, Verner Blaudzun og Jernmanden Jørn Lund, der havde problemer med Biersted Bakke.
Den slags siger jo ikke andre ret meget, men det var en del af min historie.

65 Jeg har læst"Mankell (om) Mankell."
2011. 332 sider.
Når jeg læser bøger betyder det meget for mig, at jeg kommer hele vejen rundt. Jeg skal helst også have forfatteren med. Derfor havde jeg set frem til at læse denne bog, for der var en del spørgsmål, jeg gerne ville have styr på.

Det er ikke nemt at komme til at interviewe Mankell.
Først og fremmest er der rigtig mange, der gerne vil tale med ham, og desuden stiller han store krav til de mennesker, der interviewer ham.

En kvinde havde i lang tid forsøgt at få ham i tale, og da det endelig lykkedes, udbrød hun koket: "Åh, jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal spørge om".
Mankell udbrød: "Så synes jeg du skal rejse hjem og finde ud af det".
Og så gik han.

Denne bogs forfatter er dansker og hedder Kirsten Jacobsen. Hun er forfatter og journalist, men jeg har ikke kunnet finde mange oplysninger om hende.
Hun er den første, der har fået lov til at lave en portrætbog om Mankell, og hun kan også blive lidt skræmt af ham i det år, hvor hun fulgte ham.
Selv Mankells hustru Eva Bergmann kalder ham en trold.
"Meget hurtigt efter at jeg havde giftet mig med Henning indså jeg, at jeg havde giftet mig med en trold"

K.J gik rundt med de samme tanker, der havde optaget mig. Hvordan kunne Mankell lade Wallander få så grum en skæbne?

Kirsten Jacobsen: ….får lyst til at konfrontere ham med spørgsmålet: Hvorfor skal Kurt Wallander ende sine dage i den ydmygende og totale isolation med betegnelsen Alzheimers?

Pludselig blev Wallander grebet af en overvældende angst. Hans hukommelse svigtede igen. Han vidste ikke hvem den pige var, der var på vej hen imod ham. Selvfølgelig havde han set hende før, men hvad hun hed, eller hvad hun lavede her, havde han ikke den ringeste anelse om.
Det var som om der blev helt stille. Som om farverne forsvandt og overgav ham til en sort-hvid verden.

Det gjorde virkelig ondt helt ind i min sjæl, da jeg læste disse frygtelige ord. Det er noget af det mest uhyggelige, jeg nogensinde har læst.
Mankell forklarede, at Wallander slet ikke er ham. Han bryder sig ikke meget om den måde Wallander er på.
Men Wallander et er menneske med svagheder, og derfor kan Alzheimers også ramme ham.

Han blev engang spurgt, hvad Wallander wille stemme ved et vigtig valg: "Helt sikkert det modsatte af mig", svarede han,

Nu har jeg så nogenlunde forliget mig med Wallanders skæbne.
Men ikke helt.

Mankell om forfattere der siger, at nu vil de skrive 10 bøger i den serie de er startet på:

Jeg ser i dag forfattere som annoncerer, at de har planlagt at skrive seks eller ti bøger i rap. Så er det industriproduktion, de beskæftiger sig med, for de kan ikke vide, om de har bæredygtig historier nok i sig. Verden forandrer sig hurtigt og nogle historier viser sig at blive meningsløse
Ikke desto mindre siger de: ”jeg har seks-syv historier på lager.
Hvor er den kreative proces i forhold til den slags langtidsplanlægning?
Liza marklund har f. eks udtalt sig på den måde, og jeg bryder mig ikke om det.

Den bedste Wallander?
Der er stor diskussion om, hvem der er den bedste James Bond.
Således er der også diskussion om, hvem der er den bedste Kurt Wallander.
Der har været 3 : Rolf Lasgård, Krister Henriksson og engelske Kenneth Branagh

Mankell vil ikke rigtig ud med, hvem han foretrækker, men han er altså ret begejstret for Branagh.
Min personlige mening er, at Krister Henriksson og Kenneth Branagh klart overskygger Lasgård.
Branagh gør det overraskende godt, men min favorit er nu alligevel Krister Henriksson.

Man hører også spørgsmålet: Hvem er bedst: Beck eller Wallander?
For mig er der ingen tvivl om, at Wallander er i en helt anden klasse end Beck, som jeg bestemt også synes godt om.
Der er uendelig megen dybde i Wallanders univers.

Virkeligheden overhaler fiktionenen.
Det var virkelig et chock for alle, da Johanna Maria Ellinor Berglund-Sällström aka Linda Wallander valgte at tage sit eget liv i februar 2007 i en alder af kun 33 år.
Hun var et fund til rollen som Linda Wallander, men havde åbenbart for mange dæmoner at kæmpe imod.
Det slog alle implicerede ud, og det er tvivlsomt, om der nogensinde bliver skrevet mere om Linda Wallander .
Her overgik virkeligheden desværre dramaet i romanerne.
Det var bare så trist.

Hun var i Thailand, da den uhyggelige Tsunami ramte stranden. Hun reddede sig eget og sit barns liv ved at klamre sig til et træ.
Men de uhyggelige scener ødelagde tilsyneladende alligevel hendes liv, for selv om hun selv reddede livet, så hun i hundredevis dø omkring hende, og det blev for meget for hende.

Penge.
Mankell er rig som en trold, og det er han også meget bevidst omkring. Han fortæller, at han blev meget overrasket, da han første gang opdagede, at han havde en million på kontoen. ”Du godeste, jeg er millionær”, tænkte han.
Men han kaster ikke om sig med pengene. F. eks skal hans børn ikke regne med, at han er deres bank. Han har hjulpet dem med huse og ejendomme, man han kunne f. eks ikke drømme om at give dem en bil.
"De har aldrig plaget om penge", fortæller han.
Derimod havde han ikke problemer med at bygge en børneby i Afrika for mange millioner kroner.

Jeg har fået mange nye brikker til mit puslespil om Henning Mankell.
Hvis man er interesseret i Wallander og Mankells univers i øvrigt, så er der meget at hente her.
Hvis man kun læser krimer for krimiernes egen skyld, så er der ikke noget at komme efter her.
Gå hellere en tur i skoven :-)

64 Jeg har læst "Lange sorte negle" af Therese Philipsen.

Dette er den sidst udkomne bog på dansk af Therese Philipsen. Jeg har senest læst hendes første bog, og hun er bestemt blevet bedre og bedre.
Stadigvæk kandiderer hun ikke til en Nobelpris, men hun er elementært underholdende og meget let at læse.
Hun kredser stadig omkring sit special-team, som hun ikke får lov at bruge, men så inddrager hun dem bare enkeltvis.
Bogen beslæftiger sig med trafficking, og det er nogle grumme typer, hun præsenterer os for.
Vi støder på mange former for mennesklig grusomhed, og hun holder spændingen ved lige.
Vi følger også med i Liv og enkelte andres personlige fortrædeligheder, og Liv kan vi godt lide at læse om.
 

63 Jeg har læst "Den tjekkiske forbindelse" af Therese Philipsen.
2007.

Det er den første bog, hun skrev, og det var en rigtig fin debut
Det er ikke nogen murstensroman, og den er nem at have med at gøre.
Historien skrider frem, så man nemt kan følge med  i udviklingen.
Bettina er en TV-journalist, og hun bliver sendt til Tjekkiet for at følge op på på en dansk langturschaufførs mystiske død.
Den historie forgrener sig vidt, og også til nogle kredse, hvor hun og hendes kolleger kommer op mod nogle rigtig grimme drenge.
Hun kommer i en gevaldig masse farlige situationer, som hun klarer sig ud af næsten uden skrammer.
Hun ender også i den klassiske krimi-situation, hvor hun helt alene giver sig ud på en farlig mission. Den har vi godt nok læst om mage gange :-)
Læserne sidder og tænker, at det egentlig var dumt gjort, men det er godt for spændingen.
Lidt underligt er hendes chef på hendes side hele vejen. De plejer at være sure i begyndelsen.
Hendes modtand kommer også fra en ganske uventet side.
En spændende bog, der forekommer en anelse usandsynlig, men det tager vi med for spændingens skyld

Fra Litteratursiden:
Der er ikke nogen tvivl om, at når man læser anmeldelser af romanen her, står kritikerne i kø for at slagte den. Og måske er sproget for klichéfyldt (sygeplejerskerne har brune sko og tykke brune strømpebukser på, bjergene er ’majestætiske’, osv.) Og muligvis overlader forfatteren alt for lidt til læserens tolkning, når hovedpersonen konstaterer, efter at være blevet smidt ud af et skummelt bordel med unødig dramatik: ”kald det kvindelig intuition, men jeg er på sporet af noget”.
Men jeg ved, der er mange, der støvsuger hylderne for alle skandinaviske højaktuelle samfundskrimier. Og denne spændingscocktail kan nok forsøde tilværelsen lidt, mens vi venter på de rigtigt gode af slagsen.

62 Jeg har læst "Dans med en engel" af Åke Edwardson.
1997. 361 sider.
Det er ikke så længe siden, jeg læste en bog af denne forfatter, som jeg ikke var så vild med. Jeg besluttede dengang at give ham en chance mere, og det har han så fået.
Jeg havde også svært ved at koncentrere mig, da jeg læste denne bog.
Der er en forfærdelig masse direkte tale, og det gør det egentlig svært at læse.
Der er så mange fine bøger at tage fat på, så nu lader jeg ham her slippe af krogen.

Bog nr. 61 jeg har læst i 2015
Jeg har læst ”Araberen der var hvid som sne” af Christian Frost.

2015. 677 sider.

Der er planlagt 10 bøger i serien om Falster og Hede. Dette er nr. 2

Når man står med den enorme bog i hånden, ser den virkelig ud af noget.
Der er en forfærdelig masse sider. Usædvanligt mange sider.
Desuden ser forsideillustrationen spændende og indbydende ud.
Selve titlen på bogen lyder kryptisk, og uvilkårligt spekulerer man på, hvad det kan betyde.
Man glæder sig til at komme i gang.
Og mit eksemplar var flunkende nyt. Det var nærmest med ærbødighed, jeg gik i gang med tanken om, at når de havde gjort så meget ud af den bog, så måtte jeg læse den yderst grundigt.

Bogen starter lige på og hårdt og særdeles voldsomt. Bevæbnede terrorister angriber en afgangshal i Københavns lufthavn, og hundredevis af mennesker dræbes på bestialsk vis.

De forfærdelige scener udpensles, og det virker skræmmende, at terrorgruppen skyder på alt, hvad det rører sig. Men tingene falder til ro, og så starter jagten på terroristerne.

Det er sjældent, man ser en bog med så mange kapitler. De er ekstremt korte. Der er næsten 200 kapitler

Det kan godt virke forstyrrende med så mange skift, men her kan man følge med. Man kommer så hurtigt tilbage til en del-handling, så man kan godt huske den.

Det er naturligvis ikke raketvidenskab at regne ud, at alle de mange parallelle spor løber sammen til sidst, ellers ville det jo være tåbeligt.

Bogen begynder voldsomt, men jo længere man kommer frem, jo mere finder man ud af, at der er en del humor at glæde sig over.
Bl. a optræder en spindoktor, der er nymfoman, og vi oplever også en scene fra et hospital, hvor lægerne beslutter at anbringe en hårdtsåret nynazist og en radikaliseret muslim på samme stue.
Det synes ingen af de 2 om :-)

Det, der fra starten så ud til at være en islamitisk terrorangreb, er måske noget helt andet.
Falster og Hede fra drabsafdelingen er på sagen

En sproglig detalje: ”Forfatteren bruger udtrykket: ”Han er knald i låget”. Hedder det ikke: ”Han har knald i låget”. Og jeg fandt desværre nogle få stavefejl.

I den enorme bog sker der naturligvis mange ting. Normalt passer forfatteren på ”vore venner”, og vi kan læse bogen i forvisning om, at dem vi holder med, overlever.
Det skal man ikke regne med her. Frost har et par gange introduceret læserne for nogle personer, og endda gjort en del ud af at beskrive dem. Vi glæder os til at se, hvordan de kommer med i historien.
Men han kan sagtens finde på at skyde dem. Og så sidder man der og tænker: ”Nu troede jeg lige”.
Men naturligvis skal det være sådan. I den virkelige verden kan onde ting ramme enhver, og således bør det også være i fiktionens verden

Bogen er skrevet i 2015, men alligevel virker det slående hvordan beskrivelsen af de forskellige grupperinger matcher med de holdninger som disse grupper giver udtryk for i dagens Danmarks.
Lige med undtagelse af blodbadet i Lufthavnen, er det ramt på kornet.
Og vi skal helt hen forbi side 600 før vi får forklaringen på bogen.
Det så ud som en flot bog, og det var en flot bog.

Anmeldelse
En spændingsbog på 682 sider er bestemt ikke hverdagskost. Det kræver i høj grad noget af en forfatter at kunne skrive en bog, der fænger over så mange sider. Jeg synes til fulde at Christian Frost lever op til dette krav.
Selv om bogen er lang, er den ikke på nogen måde en sejtrækker. Scenarierne skifter hele tiden, og det gør læsningen meget afvekslende. De forskellige scenarier får god plads og bliver til ”historier i historien”.
Og der er mange ”historier”. Der er den om terroraktionen i Københavns lufthavn, der er en om en indvandrerkvinde, der er en om en nynazistisk gruppe, der er en om ”gamle nazister”, der er en om politik med hovedvægten lagt det meget aktuelle om flygtninge- og indvandrersituationen, der er en om politiske intriger, der er en saftig sexhistorie, ja og flere andre. Sidst men ikke mindst hovedhistorien om efterforskningen af terroraktionen.
Når der skiftes mellem de forskellige scenarier sker det meget ofte et sted, hvor spændingen er på det højeste, hvilket næsten tvinger læseren til at læse videre, så man kan hurtigt kan komme tilbage og få en form for forløsning.
Alle ”historierne” er med til at skabe en helstøbt og spændende roman.
Bogens personer er for så vidt troværdige, men ind imellem møder man også typer, som virker noget karikerede og unuancerede. Det gælder især personer tilknyttet den lille danske nynazistiske gruppe og nogle radikaliserede muslimer. Også et par efterretningschefer virker lidt urealistiske.

60 Jeg har læst ”Dalton. Vi var jo aldrig helt ædru dengang” af Dennis Drejer.
2012. 295 sider.
Jeg havde glædet mig til at læse denne bog, og jeg blev ikke skuffet.
Først og fremmest må jeg sige, at jeg er ualmindelig glad for det musik, Dalton har lavet.
Det er lige min stil.
Og så er der de 3 gutter.
De er alle 3 fabelagtige kunstnere, men samtidig meget forskellige.
Og så har de hver sit store ego. Man frygter af og til, at det er så stort, at de ikke har plads til det i kroppen.

Lars Lilholts musik er da rigtig fin, men der er nok for meget Jens Langkniv over ham efter min smag.
Så er der den gale mand fra Fanø, der laver livsbekræftende og susende ballader. Og så kan han male.
Min favorit blandt dem er Allan Olsen, dam barnet fra Frederikshavn, som er næste umulig at holde i ave.
Der bliver ikke lagt fingre mellem i denne bog. Vi hører om skænderierne, der (næsten) udviklede sig til koporligt slagsmål, som Allan Olsen vist altid var aktør i.
Om det var Madsen han tumlede rundt med eller om det var Billy Cross, som måske kunne være blevet den 4. dalton, er lidt forskelligt.

Og så er der jo de legendariske drukture.
Det hænger vist sådan sammen, at de historier folk har hørt, synes at være tæt på den skinbarlige sandhed. Vi hører om koncerter, hvor Madsen havde svært ved at sidde på en stol uden at dratte af. Det huskede han intet af dagen efter.
De drak ikke voldsomt, i Lars Hilholts eget band, men det gjorde de så meget desto mere hos Daltons.
Madsen kunne ikke forstille sig, at han kunne gå ædru på en scene, og den situation kom vistnok ingen af de 3 sangere i. Og så var der jo en anden 4. dalton i form af Captain Morgan.
Det var ikke altid, de gik sammen i byen. Johnny Madsen havde nogle gange Allan Olsens kæreste med på værtshus, for hun var så fornøjelig.
Og det fortsatte såmænd på samme måde efter at Allan og pigen holdt op med at se hinanden.
Når de var ude, så var det altid Madsen, der betalte for han ville så gerne, at alle var glade.
Og han manglede vist ikke penge.
Han er en højt anerebdt kunstmaler, og det er generelt sådan, at når han er færdig med et billede, så er det stort set solgt.
Og han får op mod 100. 000 kr for nogle billeder.

Anekdoterne står i kø for at komme frem og blive fortalt.
En gruppe mage til Dalton er aldrig set før.
Kommer de igen?
Ja, hvem det. det er ikke utænkeligt.
Og kommer de tilbage, vil de kunne finde Den gamle Vandringsmand blandt deres publikum.

Bog nr. 59 jeg har læst i 2015
Jeg har læst "Hvordan elefanten fik sin lange snabel" af Rudyar Kipling. 77 sider.
Der er forskellige ting jeg er sikker på.
Jeg kan godt af og til opfatte mig selv som et usikkert menneske, så derfor er det ekstra dejligt, at der findes områder, hvor jeg ved bedst.
Et af de områder, hvor jeg er helt sikker på at vide bedst er omkring oplæsning for børn.
Jeg ved, det er godt, og jeg ved, de får noget ud af det.
Jeg er helt sikker.
Ingen kan flytte mig en tomme i den overbevisning.
Min far læste for mig igen og igen. Jeg kunne godt forestille mig, at min interesse for litteratur blev grundlagt der.
Jeg ville allerhelst have, at han skulle læse om Pelle Haleløs.
Jeg elskede den bog.
Så det gjorde han.
Da jeg selv fik børn, fortsatte jeg den gode tradition med at læse højt. Jeg har læst utallige bøger for dem, og vi elskede det alle sammen.
Tiden er gået, og mine børn har selv fået børn, som de naturligvis læser for.
Nu er det deres tur.

For ikke så længe siden faldt snakken på en af de bøger, der gjorde lige så stort indtryk på dem, som Pelle Haleløs gjorde på mig.
Problemet var bare, at ca 30 år var gået, siden vi læste bogen, så vi var ikke helt sikre på, hvem der havde skrevet den.
Vi kunne alle huske, at der i bogen blev gentaget. ”Husk selerne min ven. Samt en kniv”.
Jeg mente, at det var en kat, der sagde disse vise ord, mens en af mine døtre mente, at det var en fisk.
Nu havde vi efterhånden ikke andet end de seler i hovedet, så vi satte alle sejl til for at finde ud af, hvad det var for en bog, vi havde læst.

Da vi først kom i gang var det ikke så svært at finde ud af, og det viste sig, at det var en fisk, der optrådte.
Forfatteren var ingen ringere end Rudyar Kipling, der helt tilbage i 1897 legede med tanken, om hvorfor dyrene så ud som de gjorde. Hvordan fik elefanten sin snabel? Hvordan bæltedyret blev til? Hvordan næsehornet fik sin runkne hud? Hvordan dromedaren fik sin pukkkel og så minsandten vores historie om, hvordan hvalen fik sin snævre hals.
Og du har vel ikke glemt selerne min ven?
Selma Lagerlof tænkte lidt i de samme baner, og hun er bl. a kommet med forklaringen på, hvordan rødhalsen fik sin røde hals. Dog ikke i den løsslupne stil, der kendetegner Kipling.
Det var ikke just Lagerloefs måde at skrive på.

Det var et gensyn der ville noget, da vi langt om længe huskede selerne. Nu kom historien tilbage til os, og lille Harald er allerede begejstret for lumskefisken, og han glemmer ikke selerne.

Bogen er smukt oversat af Jesper Ewald fra ”Just so stories” og illustrationerne til historien om hvalen er lavet af Jon Ranheimsæter.

Velkommen tilbage min kære lumskefisk. Vi har savnet dig.

Og en lille hilsen til alle, der læser dette: Husk nu de seler min ven, samt en kniv.

Kipling
Born: December 30, 1865, Mumbai, India
Died: January 18, 1936, London, United Kingdom
Poems: If—, The White Man's Burden, Gunga Din, Mandalay, More
Children: John Kipling, Elsie Bambridge, Josephine Kipling

Just So Stories
Book by Rudyard Kipling
The Just So Stories for Little Children are a collection written by the British author Rudyard Kipling. Highly fantasised origin stories, especially for differences among animals, they are among Kipling's best known works. Wikipedia
Originally published: 1902

Jesper Ewald (24 December 1893 in Vordingborg – 30 August 1969 in Copenhagen) was a Danish author, journalist and translator. He was the son of Carl Ewald and half-brother to Poul Henningsen.[1]

Beside the books he wrote under his own name, Jesper Ewald wrote many children's books under different pseudonyms. He also translated works by Honoré de Balzac and Rudyard Kipling

Jon Ranheimsæter (født 5. april 1947) er en norsk tegner, illustrator og børnebogsforfatter, som siden 1975 har boet og arbejdet i Danmark.

58. Jeg har læst "Riskær" af Henrik Madsen"
2003. 255 sider.

Denne bog er mere spændende end en krimi. Det er vældig vanskeligt at følge med og forstå de transaktioner som Riskær altid havde gang i. Men det tror jeg ikke, man behøver at skamme sig over, for det var nok kun Riskær selv, der vidste hvad der skete, og måske ikke engang ham.
Jeg skulle lige vænne mig til bogens specielle stil. Den er skrevet med ekstremt korte sætninger, og indimellem kommer der så nogle uddybende kommentarer fra en masse mennesker.
Dog er det ikke alle, der har ønsket at medvirke.
Det er ikke få mennesker, der har mærket suset fra Riskærs store armvevægelser.
Og for mange var det en bekostelig affære, tillige med at mange følte sig svigtet af hvad de troede var en sand ven.
Vi følger Klaus Riskær Petersen fra han blev født, og vi får et indblik i hans dybt underlige barndom og hans dybt underlige familie.
Tidligt udviklede han sine berømte store armbevægelser, og talegaverne fejlede ikke noget. Han kunne snakke. Og virke overbevisende.

Han havde et gigantisk privatforbrug, som ville få enhver deltager i luksusfælden til at ligne en gnier. Pengene skulle jo skaffes, og det var vist nogeet med at han lånte penge til Accumulator Invest, som så lånte penge til Riskær. Han betalte også sig selv meget store beløb for at .... rådgive sige selv?
Særdeles indviklet.
Til sidst kollapsede kontruktionerne, og han stod , i følge pressen, til 8 år i fængsel.
Det endte med at give 2 års betinget. Der var sikkert ingen, der kunne hitte rede i, hvad der var forgået. I Frankrig blev han dømt 3 års fængsel, men straffen blev senere eftergivet.
Siddst i 90érne stiftede han så Cybercity, som jeg mener var min første Internetudbyder. Jeg husker det som et behageligt bekendtskab, og tror nok, det virkede, som det skulle.

Et af Riskærs problemer var at han hurtigt mistede interessen for sine foretagender og dermed koncentrationen.
Det er helt klart, at han havde flotte og gode ideer, men da han skulle i gang med Cybercity, var der ikke én bank, der ville røre ham med en ildtang.
Det lod ikke til at genere ham, at han kørte så mange mennesker over. Tlsyneladende mener han ikke, at han sådan for alvor gjorde noget galt nogensinde.
Og gik noget galt, så hurtigt videre.
Riskær interesserede sig mest af alt for Riskær, od det vil han nok blive ved med.
Pudsigt at tænke på, at da han blev kýlet ud af Venstre, stod Brixtofte klar i kulissen.
Det er den generelle holdning, at Venstre har meget lidt ære af den eksklusion.
Efter at denne bog blev udgivet har der naturligvis ikke været stille omkring Riskær.
I 2008 blev han idømt 6 års fængsel bl. a for sin håndtering af Cybercity sagen.
Og det er garanteret ikke sidste gang, vi hører fra den gode Riskær.

Det går heller ikke for godt med hans politiske karriere. Alternativet smed ham ud, og det blev heller ikke til noget med Kristendemokraterne.
Han har også overvejet Socialdemokratiet og de Konservative.
Er der så flere steder, han kan spørge? Næppe.

Marie Tetzlaff
'Riskær' er (bortset fra stavefejlene) et dygtigt journalistprodukt. Men også meget typisk: De sproglige skabeloner til opbygning af henholdsvis spænding i indledninger og patos i afslutninger ligger nøgne for læserens blik.

Den klassiske tretrinsopbygning skamrides. »Snart er han valgt til Europaparlamentet. Han mangler noget. Et fly«. De tre sætninger står vel at mærke på en linje hver og får således også visuel effekt. Og fylder.

I det hele taget synes Henrik Madsens devise at være, at hvis noget kan siges med tre sætninger - eller tre gange, for den sags skyld - hvorfor så nøjes med én. Men gentagelsen er også et gedigent demagogisk kneb til at få pointerne helt ind bag hjerneskallen på folk.

Bog nr. 57, jeg har læst i 2015
Jeg har læst "Merckx. Halvt menneske halvt cykel."
2012. 323 sider.

"Merckx, en supervinder med en enestående stil, løber af med sejren, uden det mindste tegn på træthed, uden yderligere kommentarer, blot et anstrøg af kedsomhed.Han har nærmest gjort sig selv til en robot, blot en bevidsthed om, at han er anderledes unik. Således har han med stor omhu forvandlet sig selv til en maskine. Han er halvt menneske. halvt cykel."

Dette er en fremragende bog for mig, der har haft cykelsporten som en stor del af mit liv. Jeg kunne godt forestille mig, at bogen ville være dræbende kedsommelig for de fleste, men jeg nød hver en linie.

Bogen handler om Merckx, men han er ikke som sådan "med" i bogen. Stort set alt er fortalt i 3. person, som om han ville bevare distancen.
Rigtig mange tidligere ryttere og ledere udtaler sig, men sjældent hovedpersonen selv.

Vi bliver præsenteret for hans liv, så langt tilbage vi kan komme. Hvordan det hele startede, og hordan hans karriere udviklede sig.
Karriere? Engang blev han spurgt om sin karriere. "Jeg har ikke haft nogen karriere. Jeg har haft et liv", forklerede han.
Vi hører om de cykelløb, hvor han angreb, når og hvor han havde lyst uden at lade fornuften råde.
Merxkx er fransktalende, og det kan sagtens give anledning til tumult i den flamske del af Belgien. Han brugte ufatteligt mange kræfter, men også cykelguden måtte til slut give op.

Efter et par år, hvor han ikke vidste, hvad han skulle tage sig til, fik han gang i en cykelproduktion, og han engagerede sig også i lederarbejde.
En af Merckx cyklerne står nede i mit cykelskur, og det er jeg stolt af.I forskellige sportsgrene diskuteres ofte, hvem der har være den største gennem tiderne.
Således også i cykelsporten.
Den største var og blev Eddy Marckx, og det kan de fleste (alle) blive enige om.

56 Jeg har læst "Den danske forbindelse" af Åke Edwardson.
1995. 293 sider.
Jonathan Wide er privatdetektiv i Goeteborg. Han er omkring de 40, og hans liv sejler.
På en bænk ved havnen sidder en mand helt stille i timevis. Det kunne godt skyldes, at han er gennemboret at et langt knivsblad, der har håndtaget hægtet fast på bænkens rygstød.
Og så går jagten i en tåge af narkotika, og hvor man dårligt ved, hvem man kan stole på.
Det begyndte godt nok for mig.ÅE har et malende og levende sprog, og han formåede at tegne det dystre billede af det moderne samfund i dets kamp for at overleve.
Det kunne godt minde om Philip Marloews univers, men lidt efter lidt blev jeg træt af den misantropiske atmosfære og Wide´s konstante og forgæves forsøg på at holde proppen i flasken.
Jeg må erkende, at jeg havde svært ved at holde styr på bogens begivenheder til sidst. Det kan være min egen fejl, men jeg fik ikke den store oplevese, jeg havde håbet på.
Heller ikke selv om vi var et smut i Frederikshavn :-)
Hmmmm. Han skal nu ha en chance til.

55 Jeg har læst "Den man elsker" af Therese Philipsen.
2009. 313 sider.
Endnu en spændende bog i den fine lille serie om Liv Moretti og NEC gruppen.
En 11. årig barnestjerne forsvinder sporløst på vej til skolen, og så er det jo, at gruppen går i gang.
Og hvordan den historie ender garanterer jeg for, at ingen kan gætte ud fra de første sider.
Endnu en gang er jeg imponeret over det klare sprog, som T.P mestrer. (T.P er i øvrigt født samme år, som min ældste datter :-)
Og hun har en fabelagtig evne til at holde sig på soret hele bogen igennem.
Smukt arbejde.
Nu mangler jeg kun én bog om NEC -gruppen.
T.P bor nu i USA, hvor hun har stor succes med at skrive undet er pseudonymet Wlllow Rose.

En søgnining på det navn giver følgende:

Willow Rose is an international best-selling author. She writes Mystery/Suspense/Horror, Paranormal Romance and Fantasy. She is inspired by authors like James Patterson, Agatha Christie, Stephen King, Anne Rice, and Isabel Allende. She lives on Florida's Space Coast with her husband and two daughters. When she is not writing or reading, you'll find her surfing and watching the dolphins play in the waves of the Atlantic Ocean. She has sold more than 800.000 books.

Litteratursiden:

Let tilgængelig krimi fra det mondæne Espergærde.

En 11-årig pige forsvinder på vej til skole, og politiassistent Liv Moretti fra Nordsjællandsk Politi bliver sammen med en specialenhed sat på opgaven. 

Dystre hemmeligheder bliver afsløret bag de pæne facader på Strandvejen, og handlingen bliver krydret med en hel del lokalkolorit fra Helsingør og Espergærde, hvor forfatteren er vokset op.

Dette er første del af en planlagt serie med Liv Moretti som hovedperson. Liv er en barsk kvinde med piercing i tungen. Hun fyrer den ene (over)smarte bemærkning af efter den anden, kalder sine mandlige kollegaer for tøser, og er i det hele taget lidt for meget.

Mange sideløbende handlinger og spor skal flettes sammen, og man mærker tydelig inspiration fra nutidige kriminalsager fra det virkelige liv. Der mangler dog detaljer i opklaringsarbejdet, så det bliver aldrig helt spændende. Forfatteren kommer også lidt let om ved skildringen af personerne.

Dette er en krimi i den lettere ende. Læsere af Anna Grue og Sara Blædel vil måske sætte pris på ’Den man elsker’, selvom den kun underholder jævnt.

54 Jeg har læst "Fortidens synder" af Therese Philipsen.
2011 366 sider.
Det er en forfatter, jeg holder meget af at læse. Hendes bøger minder meget om Arne Dahs bøger om A-gruppen, men her er det NEC´s specialenhed, der samles, når der sker rigtig alvorlige forbrydelser.
En parteret albino findes nedgravet i et gulv på det militære øvelsesterræn i Søndergruppen.
Og så er det, at specialgruppen tager over.
Det er nok den alternative Liv Moretti og den skaldede Roland, der profileres mest, men vi kommer forbi dem alle sammen, da de har hver deres kompetencer:
Det er et mart træk af forfatteren at præsenteres of sådan en gruppe, som vi kan identificere os med.
Det var det samme, der skete med den uhyre populære "Reseholdet", der løb på DR.
T.P: skriver uden mange svinkeærinder. Hun holder sig til sagen. Det er som en god gammel tekstbog krimi.
Der er mange tråde at holde rede på i denne bog, men jeg synes hun evner at holde fast i historien
Jeg glæder mig til at møde holdet igen.
 

53. Jeg har læst "Herfra hvor jeg står" af Niels Skousen.
2011. 338 sider.
Som udgangspunkt er det en rigtig flot biografi. Det er ikke ofte, man ser en biografi, der i virkeligheden er skrevet af den pågældende person selv.
Men det gør man her.
Og Niels Skousen skriver vældig godt.
Men indholdet er jeg ikke ubetinget tilfreds med.
Niels Skousen er nogle få år ældre end jeg er, og jeg kan nikke genkendende til meget af det, han skriver om.
Vi lyttede til den samme musik, og vi interesserede os til dels for de samme ting.
Bogen starter med begyndelsen, og det er jo aldrig en dum ide.
Derpå følger vi N.S gennem livet, og jeg læste om mange ting, som jeg var uvidende om.
Han er lidt klynkende af og til, men det var da trods alt hans eget liv og hans egne beslutninger.
Mange af "vennerne" får nogle nakkedrag, og han skåner bestemt heller ikke sig selv.
Efterhånden som bogen skrider frem bliver det hele løsere og løsere.
F. eks skriver han ganske lidt om "Landsbyen", som jeg fulgte nøje.
Intet om de andre skuespillere der. Vi hører om bror Frank, men Søren Østergård nævnes ikke.
De må da for pokker have haft en eller anden relation?
Vi hører stort set heller ikke noget om de to kvinder, han boede sammen med. Heller ikke hans børn.
Man kan måske sige, at det heller ikke kommer nogen ved, men hvorfor så skrive en biografi?
Bogen ebber lige så stille ud, og jeg aner intet om, hvilket årstal, det er, når vi fader ud.
Det begyndte så godt og så blev det alligevel ikke til den store oplevelse.

52 Jeg har læst "Mit smukke lig" af Susanne Staun.
2002. 238 sider.
Men jeg ville betemt ønske, at jeg ikke havde læst den, for det er usædvanlig dårlig bog.
Jeg havde faktisk glædet mig til at læse den, for jeg har netop læst "Som arvesynden" af samme forfatter.
Begge bøger handler om profileringskesperten Fanny Fiske, men meget er forandret.
I den første bog var hun over det hele, og den var ganske morsom. Nu er Fanny Fiske blevet gammel og er gået på pension, og han han bl. a ikke få alle de unge mænd hun hyggede sig med i den første bog. Nu er hun så slidt, at plastikkirurgi ikke er nok.
Til gengæld hører vi en vældig masse om en hæmoride, som hun kontant hæger om.
Det vil jeg egentlig lige så gerne være fri for.
Jeg havde meget svært ved at følge med i handlingen, for Susanne Staun fortaber sig konstant i ting hun lige kommer i tanker om skal nævnes.
Sproget er dårligt, og sætningerne er kludrede og forvirrende.
Alt i alt en rigtig dum oplevelse.
Denne bog kan jeg bestemt ikke anbefale.

Jeg er helt uenig i nedenstående anmeldelse fra Litteratursiden:
Susanne Staun har skrevet en underholdende og dybt fængslende roman. Den er fuld af raffinerede hentydninger, som f.eks. at Fanny Fiskes arbejdsplads ligger på en pløjemark midt mellem Cornwell og Grafton! Sproget er direkte og yderst bramfrit, men gennemsyret af en befriende humor. Dr. Fanny Fiske er en person, man elsker at hade, men heldigvis viser hun i denne bog et par sårbare skrammer i sin ellers stålglatte overflade. Det er utroligt, hvad hun og Susanne Staun kan få ud af et mordsted, og som læser er man opslugt og underholdt til sidste side.

Der kan man bare se:

Staun er nok mest kendt for sin femikrimi-serie om profileringseksperten Fanny Fiske, der indtil videre omfatter Som Arvesynden, Liebe, Mit smukke lig, Mine piger & Før jeg dør. Serien blander chick-lit og krimi og er blevet kaldt ”Tarantino på østrogen”, ”femikrimi med bremsespor” og ”Charlies Angels i ældre udgave”. Mit smukke lig var indstillet til Weekendavisens Litteraturpris og Mine piger til Læsernes Bogpris.

Jeg må bryde sammen og tilstå, at jeg ikke lige havde styr på, hvad chick-lit er for en størrelse:

chick lit, litterær genre, der har opnået betydelig popularitet siden begyndelsen af 1990'erne.

Det er underholdende prosafiktion og rettet mod yngre, storbyboende kvinder i 20'erne, der har travlt med karrierer, gerne i den lidt smartere del af erhvervslivet såsom reklame-, forlags- eller modebranchen, og som samtidig jagter partner i håbet om at få det liv, som selv samme del af erhvervslivet fortæller dem, at de bør have.
1. led amerikansk/engelsk slang for pige el. yngre kvinde; 2. led forkortelse af engelsk literature 'litteratur'.

Genren fik sit store gennembrud med briten Helen Fieldings (f. 1958) historier om den charmerende, men evigt uheldige Bridget Jones og konsolideredes af bl.a. Sophia Kinsella (pseudonym for briten Madeleine Wickham, f. 1969), med bøgerne om en 'shopaholic', der kompenserer for en fornemmelse af manglende selvværd ved et forbrug af ekstraordinære dimensioner.

Genren prioriterer humor og respektløshed, hvilket redder genren fra patetisk overfladiskhed, og har en fri omgangstone kvinderne imellem, der viser, at tabuerne er flyttet fra det seksuelle område til det materielt gode livs uangribelighed.

Nu kan jeg bedre forstå det hele.
prosafiktion rettet mod yngre, storbyboende kvinder i 20'erne

Det bliver noget af en opgave at få mig presset ind i den kategor.
Nu har jeg det meget bedre :-)

51 Jeg har læst "Sjælekisten" af Ann Rosman.
2010. 359 sider.
I Marstrand findes en kvindekrop iført middelaldertøj. Karin Adler og hendes kolleger fra Gøteborg starter efterforskningen, men der komme flere makabre fundt.
I Trollhættan findes en parteret kvindekrop på hjul og stejle.
Boegner udmærket uden at være et mesterværk. Den historiske dimension er spændende, og alle Ann Rosmans bøger foregår i øvrigt i Marstrand.
Tidligt i bogen møder vi en dreng, der er spærret inde i en kælder. Ham vender vi tilbage til igen og igen, og det ender med, at hans skæbne bliver flettet sammen med de øvrige hovedpersoners.
Ganske godt lavet.
Men vi hører aldrig om, hvorfor han var spærret inde.
Der er mange detaljer læseren skal holde styr på og et yderst omfattende persongalleri.
Af og til have jeg svært ved at huske, hvem der var hvem.
 

Litteratursiden".
Den lille dreng, Asko, har en speciel rolle i romanen. I tilbageblik fortælles der om hans opvækst, og hvad der har gjort ham til den person han bliver. Vi følger udviklingen fra barn til voksen. Det er rigtig godt skrevet, med stor indlevelse og forståelse. Også andre personer er levende beskrevet, ligesom miljøet også spiller en central rolle.

Et andet tema i romanen er det historiske, som stadig har betydning for nutiden i form af overleveringer og tro. Netop derfor bliver fortiden så væsentlig her.

Selvom det er en spændende historie er den til tider lidt langtrukken. Der er mange beskrivelser af steder og handlinger, og ind imellem går den næsten i stå.

50. Jeg har læst "Killer" af Morten Ellemose (Sept. 2015)
2014. 301 sider. Det brød jeg mig ikke meget om. Den er alt for voldsom i sin udpensling af vold og død. Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvad det egentlig gik ud på.
Ikke en bog for mig.

Fra Litteratursiden
En seriemorder er på spil i New York. Vicekommissær Anatolli Barritsch og hans assistent Karen Walsh bliver sat på sagen. De får hjælp fra religionshistorikeren Mordechai Rheingold, og sagen viser sig at have tråde, blodige tråde, der involverer bødler, broderskab og hævn, langt tilbage i tiden.

Stemningen er blodig, mørk, dyster, grusom og drabelig. Tempoet er hæsblæsende, og jeg blev forpustet og skræmt, men på den gode måde. Jeg læser normalt ikke så voldsomme bøger, men denne kom jeg igennem på grund af forfatterens evne til plot, for det er svært at lægge bogen fra sig.

49.Jeg har læst "Kbh Noir" af Martin Dan Rasmussen. (Sept. 2015)
2014. 310 sider
Historien foregår i en ikke særlig fjern fremtid, hvor anarkiet hersker i Danmark. Stort set alle spilleregler i samfundet er sat ud af spil, og alt kan købes.
I denne gråzone triver Klaus Lercehenfeld.
Og hvad han går og sysler med beskrives grundigt i denne ganske væmmelige bog.
Martin D. Rasmussen holder sig ikke tilbage i beskrivelsen af disse dybt underlige individer.
Det er lidt uklart for mig, hvad bogen skal være godt for.
Den kan jeg egentlig ikke anbefale.

Litteratur siden:

Dette er bestemt ikke en roman for sarte sjæle, og den på mange måder sorte, dystre og ualmindeligt grumme historie vil givet få en række læsere til at stå af. Som forfatteren selv skriver i romanens indledende kommentarer: ”Hovedpersonen er ikke en af de gode, og hvis man ikke kan forstå det, kan man lige så godt stoppe med at læse og i stedet kaste sig over en svensk krimi, hvor de gode er gode, og de onde er onde”. Mesterligt formuleret, og sådan er tonen i virkeligheden hele bogen igennem, og det er ganske godt gået af en debutant. Sproget er råt og ligefremt, og indimellem bliver der faktisk også plads til lidt kulsort humor.

Historien er smukt komponeret, selvom baggrundshistorien omkring Danmarks forvandling til en lovløs stat godt kunne være uddybet yderligere. Men som forklaring til den barske historie fungerer den korte beskrivelse dog udmærket, og som det vigtigste fører plottet virkelig læseren godt og grundigt rundt i manegen.

Alt i alt en særdeles lovede debut, og romanen anbefales til læsere, som ynder den mere barske og hårdkogte krimi.

48.Jeg har læst"Som arvesynden" af Susanne Staun. (September 2015)
1999. 253 sider.
Her finder vi noget så sjældent som en morsom krimi.
Kriminalroman - Byen Cornwell i England opskræmmes af en massemorder, som bortfører og parterer børn -  Fanny Fiske, adfærdspsykolog med speciale i profilering, sættes på sagen, men den skrappe, selvglade pige begynder snart at tvivle på sine evner.

Fanny Fiske er en herlig karakter. Hun er ikke ung. rent faktisk har hun fået et hav af forskønnende operationer.
Desuden er hun nymfoman og glødende tilhænger og fortaler for dødsstraf.
Hun er noget for sig selv.

47. Jeg har læst "3 små cyklister" af Therese Philipsen. (Sept 2015)
    2013. 316 sider

48.  

46 Jeg har læst "Luksusfælden" af Andreas Karker og Thomas Nørgård Krogh.
2011. 256 sider
Det er en ualmindelig spændende beretning om Henriette Kjær og Erik Skov Pedersen, der viser sig at være gemene plattenslagere, der vil lyve for enhver for at opnå deres mål.
Man undres gang på gang over, hvad de kunne give sig i kast med.
Og de lærte absolut intet.
Imponerende

Det begyndte som et bizart familiedrama for åbent tæppe: Den pensionerede læge Gerda Pedersen havde politianmeldt sin søn og svigerdatter, erhvervsmanden Erik Skov Pedersen og den fremtrædende konservative folketingspolitiker Henriette Kjær, for dokumentfalsk. Parret meldte først hus forbi og tog til genmæle i medierne. Men efter en måned med spektakulære afsløringer og løgne var skandalen total. Henriette Kjær trak sig tilbage til en skyggetilværelse på Christiansborg og i partiet. Erik Skov Pedersen blev sigtet for dokumentfalsk og bedrageri i millionklassen.Andreas Karker og Thomas Nørmark Krog - journalisterne, som dækkede sagen i B.T., og som har fulgt parret i årevis - går i denne bog bag om overskrifterne og fortæller hele historien om det skandaleramte par. Om den fremadstormende politiker, Aarhuspigen Henriette, og partiets indflydelsesrige spindoktor Erik, der midt i 1990´erne fandt sammen og steg til tops i Det Konservative Folkeparti - og indledte et årelangt, fatalt overforbrug, som sluttede brat, da luksusfælden klappede for sidste gang i vinteren 2011.

45 Jeg har læst "Våbenskjold" af Thomas Enger.
Endnu en gang forsøger Henning Jull at finde den, der stod bag den brand, hvor hans søn omkom.
Ham kommer langt omkring, og det er ikke altid realistisk.
Men spændende er det altid
Men også lidt af en "never ending story"

Våbenskjold" er titlen på den fjerde, selvstændige roman i Thomas Engers ambitiøst anlagte serie om kriminalreporter Henning Juul. I bogen kommer vi et skridt videre mod løsningen af gåden om, hvem der egentlig står bag den brand, som er skyld i Henning Juuls søns død.

Henning Juuls ekskone, Nora Klemetsen, bliver involveret i en sag om kvinde, som forsvinder sporløst. Kvinden hedder Hedda Hellberg og Nora kender hende fra sine unge dage. Flere skæbner møder hinanden og pludselig står Henning og Nora i "Våbenskjold" med to sager, som både har forbindelser til hinanden og til deres søns død.

44 Jeg har læst: "Ingen er så tryg i fare" af Gunnar Staalesen.
2014.
Jeg føler mig i godt selskab med Staalesens bøger. De er spændende og vedkommende og plottet er godt.
Jeg var spændt på, hvordan Varg Veum ville komme ud af den kattepine han var rodet ind i her i denne bog.
Men det kom han skam :-)

"Ingen er så tryg i fare" er en norsk krimi om detektiven Varg Veum, der efter tabet af sin elskede Karin har haft et depressivt misbrug de sidste par år. Da Varg pludselig arresteres for pædofili og besiddelse af børnepornografi, vendes hans verden op og ned. Hans compiter er proppet med modbydelige billeder og videoer, som han blandt andet er medvirkende i. Materialet overbeviser Vargs gamle bekendte i politiet, men Varg ved han er uskyldig. Hvem har plantet beviserne? Varg kæmper mod uret for at finde de skyldige og rense sit eget navn - men først må han se at komme ud af fængslet.

"Ingen er så tryg i fare" er den syttende bog i Gunnar Staalesens serien om Varg Veum.

Varg Veum lever i beste velgående

Det er to aldrende herremenn som står bak noen av Norges beste krimbøker. Forfatteren Gunnar Staalesen er 67 år og detektiven hans, Varg Veum, er 72. Men late pensjonister er de ikke. Livet er like utfordrende og spennende som alltid, og krimgåtene blir selvfølgelig oppklart. Denne gangen starter det med at Varg Veum blir kastet på glattcelle.
AV ØYVIND RISVIK

43 Jeg har læst "En skærsommernatsdrøm" af Arne Dahl.
2003. 372 sider.
Jeg har efterhånden læst en del bøger af Arne Dahl og hans A-gruppe.
Denne er vist nummer 6 i den serie, og det er den hidtil dårligste jeg har læst. Jeg var ret begejstret for de første, men nu synes han at skifte stil. Bogen er præget af synsvinkelskift, og når morderen er på, minder det nærmest om en gang Stream of consciousness.
Men i det hele taget er bogen alt for fllagrende.
Og så flirter han vist lidt med det overnaturlige. På et tidspunkt en hører hører de fleste af vore helte lyden af noget glas, der knuses.
Jeg fandt aldrig ud af, hvad det gik ud på.

Rundt omkring får bogen pæne anmeldelser.
Der kan man bare se :-)

42 Jeg har læst: "Aksel Sandemose, Janteloven".
1989. 2012
Det var en ualmindelig interessant biografi om Aksel Sandemose.
Det er en kronologik gennemgang af hans liv fra vugge til grav.
Der er nok ikke mange, der læser Sandemose mere, men alle kender ham. Måske uden at de ved, at de kender ham.
Han var livet igennem en underligs snegl, og ofte hvad man kalder et ualmindeligt dumt svin.
Arrogant og storsnudet.
Skønt han ind i mellem tjente gode penge, sejlede hans økonomi konstant, og han var altid i dyb gæld.
Og plat og løgnehistorier gik han ikke af vejen for. Han lånte således penge af Jakob Paludan, og det syntes han egentlig var fint nok. Han skulle jo bruge pengene.
Paludan fik vist aldrig pengene retur.
Bogen indeholder naturligvis også uddrag af hans skriverier, og så bliver det straks svært at læse.
Han har altid været svær at læse, og når man her svinger fra den letlæselige biografi og til hans knudrede stil, går det hele nemt i stå.
Måske var og er hans bøger endda overvurderet.
Jeg har gennem årene været gennem de fleste af hans bøger, og det har aldrig været noget, der gled nemt ned.
Men samtidig har manden også facineret mig.

Om Sandemose.

"Langt inne hos den sterkt sjølbevisste og sjølhevdende Aksel Sandemose finner du et menneske som er dypt usikker i forhold til sin egen identitet, et menneske som sammenlikner seg sjøl med et skadeskutt dyr, et menneske, som tæres opp av tvil på seg sjøl og sitt eget verd."

41 Jeg har læst "Vidnet" af Nora Roberts.
2011. 461 sider.
Bogen er egentlig rigtig spændende. Vores hovedperson Elisabeth har levet uner en domirende mor, og den dag hun beslutter sig for at bryde ud, går det helt galt.
Hun er nødt til at gå under jorden, og vi møder hende 12 år senere, hvor hun forsøger at skabe sig en tilværelse i en lille søvnig by.
Hun bliver kæreste med byens politichef, og bliver til sidst indhentet af sin fortid.

Selvom plottet er godt, er der en del ting, der irriterer mig. Der er masser af unødvendige detaljer, og bl. a udpensles deres kærlighedsliv alt for meget.
Og så er vores 2 hovedpersoner alt "for gode".
Det bliver ind i mellem til en gang sødsuppe.
Jeg ser at Nora Roberts har været yderst produktiv.(Mere end 200 bøger)
Det kan man godt mærke, og det er ikke ment som en kompliment. Jeg er ganske godt på linie med litteratursidens anmelder:

"Vidnet" er ikke en helt almindelig krimi med et (eller flere mord) og en opklaring man følger. Dette er mere en kærlighedsroman, hvor den følelsesmæssigt ødelagte Elisabeth under dæknavnet Abigail forelsker sig i Brooks, der er politichef i den by hun har søgt tilflugt til. Beskrivelserne af den ødelagte kvinde, hendes møde med Brooks og landsby-miljøet og den forelskelse hun ikke vil have, er rigtig gode. Men det ville være en overdrivelse at kalde det en krimi. Der er flere passager med beskrivelser af nogle kriminelle handlinger i landsbyen, som ingen relation ellers har til historien. Til gengæld er der ikke brugt meget tid og plads på den sidste del af bogen, som ellers kunne have været lavet  meget mere spændende og intens. Bogen er klart underholdende og er godt skrevet, men jeg manglede en større og mere spændende afslutning, samt lidt mindre "midte" i historien.

40 Jeg har læst "Knacker" af Karsten Skov.
2013. 276 sider.
Bogen handler om en sønderjysk soldat og hans familie under 1. verdenskrig.
Esben og Kristine bor på Als, der var tysk i 1917, hvor bogen foregår.
De er danskssinde, men alligevel bliver han tvunget til at deltage i krigen på tysk side.
Under en kort orlov bliver han chikneret af en lokal gendarm, der bl.  afkorter hans orlov.
Han bliver så led og ked af det hele, at han vælger at desertere.
Han vil gerne flygte til Ærø, men det lykkes ikke hverken sommer eller vinter.
I stedet gemmer han sig, hvor han kan i nærheden og i sit hjem.
Gerndarmen har luret ham, og prøver hele tiden at fange ham.
Vi følger Esben og hans familie fram til våbenstilstanden den 11/11 kl 11.11 1918.
Jeg har selv boet ca. 4 år i grænslandet og kender en smule til de ting.
Dette er en meget interessant bog, og selv her i 2015 er der stadig dansksindede i Tyskland og der er også tysksindede i Nordslesvig (Sønderjylland).
Bogen slutter lidt pludseligt og jeg savner informationer om, hvordan det senere gik familien.
Det påstås at bogen er baseret på virkelige hændelser, og det kunne have været ualmindelig interessant om man kunne høre, hvordan efterkommerne har levet.
​Læs mere om forfatteren her.

“let læst og velskrevet roman om en soldat fra første verdenskrig. romanen er velfungerende og skifter effektivt mellem esbens flugt, krigstraumer og bekymringer og beretningerne fra hans families hverdag. ” - kristelig dagblad

39 Jeg har læst "Bette Anna og andre historier" af Søren Ryge Petersen.
2005. 234 sider.
Bog nr. 39 i 2015
Jeg har fuldstændig overgivet mig til Søren Ryge. Jeg har aldrig været særlig vild med hans haveprogrammer, men der, hvor jeg lægger mig fladt ned og erkender hans geni, er når han snakker med "almindelige mennesker".
Det gør ikke mange ham efter.
Det er først og fremmest en kærlig bog, hvor han fortæller om den perlerække af spændende mennesker, han gennem tiden er stødt på.
Han er loyal overfor hver eneste én af disse, af og til lidt skæve eksistenser.
Toppen er naturligvis Anders Og Julius, som han også har haft med i en række TVprogrammer.
Men der er mange godbidder i denne bog, som varmt kan anbefales.

38 Jeg har læst "Livet skal leves" af Finn Nielsen.
2013. 221 sider.
Bog nr. 38 i 2015
Jeg har altid betragtet Finn Nielsen som en habil skuespiller, uden at han dog rækker mod himlen.
Han gør det han gør rigtig godt, så jeg glædede mig til at læse denne biografi om ham.
Jeg fik da naturligvis og så en masse nye informationer, men mit generelle indtryk er, at det er en hamlæs og tandløs bog.
Og sådan synes jeg ikke en biografi skal være.
han har været gift nogle gange, og vi hører om, hvor højt de elsker hinanden, men så pludselig er det slut, og man sidder og tænker: "Hvad hulen blev der af den store kærlighed.
Men man kan roligt læse bogen. Den ødelægger ikke nogens nattesøvn

... Men han fortæller også om sit livs op- og nedture. Om sine ægteskaber, sine smertelige skilsmisser og det opslidende forsøg på at blive far i en høj alder.
Det var en rystende dag for Finn, den dag hans daværende kone, skuespilleren Ann Hjort, pludselig meddelte, at hun ville skilles. Finn faldt ned i et dybt, dybt hul og fortæller i bogen for første gang om, hvor tæt han dengang var på at afslutte sit eget liv.
I dag er det så tid til at feste. Feste for de 75 år og feste for, at skuespilleren igen har mødt kærligheden. Han er kommer sig over sin traumatiske skilsmisse og er klar til nye livtag med tilværelsen - sammen med sin nye kæreste, Liva.

37 Jeg har læst "Søren Ryge Petersen".Fortællinger fra et TV-liv.
2001.159 sider.
Jeg troede, jeg var bekendt med det meste af, hvad Søren Ryge Petersen (SRP) havde gået og hygget sig med gennem årene.
Men det viste sig, at der var en masse, som jeg ikke vidste om, eller også havde jeg glemt det.
Jeg kan ikke huske, at han har været på Island, Færøerne og Svalbard, bare for at nævne nogle af destinationerne.
Jeg husker ham for hans haveudsendelser, som jeg ikke var voldsomt interesseret.
Han havde Benny Andersen i en haveudsendels, og denne var slet ikke interesseret i haver. Han brugte dem til at falde i staver i.
Og det lyder jo ikke så dumt.
Og så husker jeg SRP for de spændende mennesker, han besøgte.
På lige fod med de fleste andre glemmer jeg ikke Anders og Julius.
Det kan ikke gøres meget bedre.
Bogen beskriver, hvad han har lavet gennem årene fra den spæde start i 1977, hvor han første gang var i medierne.
Bogen fortæller i klart sprog, hvad der hændte, og det er det bogen skal.
SRP har været god til det han nu lavede, og så var han stort set sin egen herre og lodt sik ikke koste rundt i manegen.
Og det kan jeg godt lide.
Kan man lide "Det derude" kan man også lide denne bog.

36 Jeg har læst "Kristofferson. The wild American" af Stephen Miller.
2008. 256 sider.

Bogen er en Kris Kristofferson biografi, og ham har jeg altid være ualmindelig glad for.
Men det er en lidt underlig biografi, for hovedpersonen selv nægtede at medvirke overhovedet. Årsagen var den, at han havde planer om selv at udgive en biografi. Om det er sket, er jeg uvidende om.
Også hans venner og famile nægtede at yde hjælp til foretagendet.
Stepen Miller har derfor støvsuget bøger og Internet for at finde de oplysninger, han havde brug for.
Men det havde nu været bedre, hvis alle med viden om tingene havde bidraget.
Nu bleivet det en noget tør omgang, hvor jeg ganske vist fih meget nyt at vide om K.K, men jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at det kunne have været bedre.

If you’re like me, you may have dismissed Kris Kristofferson as a 1970s sex symbol due to his appearance alongside Barbra Streisand in A Star Is Born. But like me, you may not have known that he wrote his major dissertation on William Blake during a Rhodes Scholarship at Oxford University; that he gave up teaching English at West Point University when he had only a little over a year left to rise to the rank of major; that he did this to pursue his dream of becoming a singer-songwriter, moving to Nashville and taking only jobs with no experience necessary in order to become close to those he expected to one day be his fans. Or that he penned such hits as “Me and Bobby McGee” and “Sunday Morning Coming Down.” Stephen Miller’s unauthorized biography, Kristofferson: The Wild American

35 Jeg har læst "Meldt til politiet" af Eigil V. Knudsen.
2004. 183 sider.

Her fortælles om en lang række kriminalsager lige fra parterede lig til plattenslageri.
På godt gammeldags dansk kaldes den slags litteratur vist nok "True crime", og det er rigtig underholdende læsning.
Det er ikke nogen litterær oplevelse, men mindre kan jo ogsp gøre det.

34 Jeg har læst "Nærmeste pårørende" af Elsbeth Egholm.
2006. 369 sider.
Denne bog blev indkøbt i en Genbrugs i Skagen, hvor jeg var løbet tør for læsestof.
Hovedpersonen  er journalistenen Dicte Svendsen, og hende havde jeg hørt om før, men det var første gang jeg læste om hende.
Hun modtager en dag en video med en halshugning, og så går jagten på den, der stod bag det.
Forfatteren lægger nogle vildsåpor ind i handlingen, så det går et stykke tid inden man forstår sammenhængen.
Det er ikke den bedste krimi jeg har læst, men den er sbsolut ikke dårlig.
Jeg kunne sagtens finde på at læse om Dicte igen. Bogen foregår i Århus og omgen, og det har vi vist ikke set så ofte.

33 Jeg har læst "Glistrup, en biografi om en anarkist" af Flemming Chr. Nielsen.
2013. 254 sider.
Det er en usædvanlig velskrevet bog om en mand, der vanskeligt kunne administrere sit eget geni.
Jeg kan ikke helt finde ud af, om han oplevede sig selv som en tragisk figur, men det tror jeg næppe.
Han var så målrettet i alt hvad han gjorde, at han ikke lod noget komme i vejen for sine ideer.
Det var, som om han havde flere personligheder. Den Glistrup, der stod på Folketingets talerstol, var ikke den samme person, som sad i udtrådte tøfler hjemme hos sin elskede Lene.
"En trofast kammerat", sagde hun om den mand, hun var gift med i 58 år.
Bogen er fyldt med masser af detaljer, der var nye for mig. F. eks måtte han ikke køre bil, fordi han var farlig for sig serlv og alle andre.
Han kunne regne hurtigere i hovedet end de fleste regnemaskiner, men han kunne ikke finde ud af at indstille en tyveri.alarm.
Man kan sige meget om Glistrup, og det er der sandelig også blevet, men kedelig er ikke en betegnelse, man kan bruge om ham.
Man kan roligt sige, at han væltede ind i folketinget som en elefant i en glasbutik.
Bogen kan varmt anbefales.

32 Jeg har læst: "Han dræbte mit barn"
1998. 250 sider.
Jeg kan godt lide at læse den slags bøger, der handler om virkelige begivenheder.
Man kan jo godt undre sig over, at det kan være underholdende læsning, men på en anden side læser man jo også om trafikulykker i sin avis.
Efter at have læst denne bog kan man sidde og fundere over, at et menneske kan være så ondt, som denne far og ægtemand vi møder her.
Han er tilsyneladen normalt begavet, men alligevel er hans handlinger chokerende og tagiske.
Det er en lidt gammel bog, jeg fandt en aften, hvor jeg var løbet tør for læsestof.
 

31 Jeg har læst Kragepigen af Eriksson & Sundquist.
2011. 427 sider.
Endnu en spændende svensk krimi. Lidt snørklet i begyndelsen, og også skrevet i en usædvanlig stil, men efter et stykke tid stiger spændingen.
Vi skal langt hen i bogen, før det går op for én, at tingene slet ikke hænger sammen, som man tror.
Lidt efter lidt åbnes der of for et skrækscenarium af vold, svigt og misbrug.
Og det hele udvikler sig til en yderst skæmmnde og grufuld afslutning.
Kan anbefales.

En pudsig detalje. I et efterskrift skriver forfatterne: "Tak til ingen som helst".
Sådan en formulering havde jeg aldrig set før.

30 Jeg har læst "Balladen om Marie Krøyer" af Anastassia Arnold.
1999. 387 sider.
Det var en rigtig stor oplevelse at læse dette fine værk om en masse triste skæbner.
Ikke meget var nemt for Marie, P.s Krøyer eller Hugo Alfven. Og deres børn fik så sandelig også deres del af ulykkerne.
Det er ikke sådan en bog, man læser hurtigt. Der er meget at tænke over og forholde sig til.
Jeg vil  fra nu af have en anderledes oplvelse ud af at se mine kære Skagen-maleres billeder.
Bogen kan varmt anbefales, og jeg glæder mig til at opsøge nogle af Maries billeder, hvor de end måtte befinde sig.

29 Jeg har læst "Stikkeren" af Henning N. Larsen.
Marts 2015
2010. 148 sider.
De "5 forbandede år" er på ingen måde glemt, og nu nærmer vi os 75 års dagen for invasionen den 9. april 1940, og den dag vil alle aviser flyder over med stof om 2. verdenskrig.
Jeg er selv født 3 år efter krigens afslutning, men det er alligevel interssant for mig at læse om så ufattelig en ondskab at man dårligt kan fatte det.
I går den 31. marts 2015 døde nazi-forbryderen uden at man have fået lejlighed til at konfrontere ham med sine gerninger.
Anderledes gik det for stikkeren, vi hører om i denne bog.
Han angav landsmænd uden overhoved at føle det mindste stik af samvittighedsnag.
Han var lærer og tøvede heller ikke med at angive sine lærerkolleger.
Men efter krigen fangede man ham og han blev skudt.

Forlaget skriver: Arne Pedersen var landsforræder uden samvittighedskvaler. Han uddelte illegale blade for at foregive, at han tog del i kampen mod den nazistiske besættelsesmagt. Han spredte falske rygter mod kollegaer og venner fra modstandsbevægelsen for at bortlede mistanken om, at han selv var stikker. 
Arne Pedersen var aktiv i store dele af Jylland, især omkring Sønderborg og på Randersegnen.

Efter krigen blev Arne Pedersen dømt for at være skyld i bl.a. tre mord, tre mordforsøg, en deportation til KZ-lejr i Nazityskland, og fængslingen af seks personer. I realiteten havde han langt mere på samvittigheden.

Arne Pedersen dømtes til døden og blev henrettet i juli 1949. Han var tilsyneladende ikke drevet af sympati for den tyske besættelsesmagt. Men hvad drev den sønderjyske lærer til så nidkært at udøve aktivt landssvig?

28 Jeg har læst "Røveri i Danmark". Marts 2015
2013. 337 sider.
Den var da ganske underholdende. Det var lidt som at læse reportager fra politiets døgnrapporter. Bare en del grundigere.
Bogen indeholdt kun historier om forbrydelser, der var blevet opklaret, og det var spændende at læse om, hvor dårligt de fleste havde forberedt sig på deres forbrydelser.
"Dum som en dør", var et gammelt ord, der randt mig i hu.

26 Jeg har læst "En aarhusiansk massemorder" af Jens Kaiser og Søren Tange Rasmussen.
2001. 205 sider.
Bogen handler om Kaj Henning Bothildsen Nielsen, der var medlem af "Petergruppen" i de sidste år af 2. verdenskrig.
Han blev dødsdømt for 55 drab og en lang række andre alvorlige forbrydelser.
Det var interssant at læse om den uhyggelige tid, hvor vi hører om uendelig ondskab.
Bothildsen Nielsen var en gemen terrorist, og det oplever vi jo også her i 2015.
Bogen er ikke særlig velskrevet. Der er mange afsnit, hvor de forskellige "overgreb" beskrives, men jeg kunne have ønsket mig mere baggrundsstof, men det fandtes sikkert ikke.
Jeg er ikke vild med dødstraf; det er så uigenkaldeligt.
Jeg bemærkede at mange der fik hårde straffe lige under dødsstraffen senere fik deres domme afkortet eller de blev benådet.

Kl. 03.15 den 9 maj 1947 blev Bothildsen Nielsen henrettet ved skydning.

Denne bog er til tider både uforståelig og ubærlig. Uforståelig fordi man på forhånd nægter at tro, at et i realiteten ganske almindeligt menneske kan optræde så bestialsk og med så iskold en kynisme. Ubærlig fordi det afsløres helt ud i detaljen, at dette menneske ikke nærede nogen form for skrupler, når uskyldige skulle slås ihjel.  Prisen for sine ugerninger betalte han den 9. Maj 1947 om morgenen, da han sammen med 6 andre fra den såkaldte Petergruppe blev henrettet ved skydning. Han var da blot 28 år gammel.

25 Jeg har læst "Grib chancen" af Louise Frevert.
2007. 274 sider.
Det er altid morsomt at høre om balladen i Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti.
At se Poulsgård hidse sig op er eventyrlig morsomt.
Derfor tog jeg fat på denne bog. Jeg kan godt huske balladen med Freverts hjemmeside, og den tumult den medførte.
Hun hævdede, at det ikke var hende der havde skrevet teksterne, og det hele blev slettet.
Men noget var faktisk trykt i aviserne under hendes eget navn.
Det er en ganske interessant og velskrevet biografi, i hvert fald i begyndelsen.
Jeg troede mest det, var hendes politiske liv, jeg skulle læse om, men her får vi hele historien om hendes liv.
Vel at mærke historien i følge Louise Frevert.
LF har haft et spændende liv og har bl. a boet en lang periode i Teheran. Og det er jo værd at lægge mærke til, når hun nu sætter spørgsmålstegn ved indvandrerpolitikken.
Hun forklarer, at hun er imod, at der ikke blever stillet krav til indvandrerne, og det lyder meget fornuftigt.
Hun blev jo kendt for sin mavedans og hun har også flirtet med pornobranchen. Og så var hun lesbisk, selv om hun fik 4 børn.
Et sted fortælles om Søren Karups syn på hendes seksuelle oberservans. Interessant.
Deværre ender bogen som en fuser.
Efter at hun blev kaldt til orden pga hjemmsidesagen, falder hun helt sammen og bliver ganske tandløs.
Vi hører indgående om, hvordan DF ledelsen i virkeligheden er.
Ikke meget at komme efter der, hævder LF. De vil naturligvis sige noget andet.
Bogen klinger ud, og jeg ved ikke ud fra det jeg har læst, om hun stadig var medlem af folketinget, da husn skrev bogen.
Jeg synes, jeg bliver snydt for at høre historien færdig.
Jeg har svært ved at betragte Louise Frevert som et seriøst sandhedsvidne.

24 Jeg har læst "Seth" af Thomas Jensen og én mere.
2014. 201 sider.

Seth Sethsen er den fange, der i øjeblikket har siddet inde i længst tid.
Jeg læste om ham i en avis, og fandt ud af, at der fandtes en bog om ham, og den fik jeg så fat på.
Gang på gang bliver hans ansøgninger om benådning afslået, fordi han stadig regnes for at være farlig.
Nu har jeg læst om ham, og ret beset er der ikke nogen god grund til, at bogen er udgivet. Han startede tidligt sin krimininelle løbebane, og det fortsatte han med, indtil han i 1985 skød og dræbte en taxi-chauffør.
Hans liv har været så forskelligt fra det liv, jeg har levet, og det er jeg glad for.
Seth Stethsen mener, at alt dårligt i verden skyldes frimurerne, og det ville han helst have fyldt sin bog med. Han er også tilhænger af en teori om, at jorden og Mars har kollideret.
Den teori har han læst om hos en Velikovsky i "Worlds in collision".
Det ville bogens første "forfatter" ikke medvirke til, og samarbejdet sluttede brat.
For mig er den teori også det rene galimatias,
I stedet blev bogen gjort færdig af en anden forfatter.

Det er jo umuligt for en læser af denne bog at vurdere, om han burde have en chance for at komme ud, men man fik nu ikke mig til at skrive under på en underskskriftindsamling med det fomål.
Han skriver, at han har fortrudt, hvad han har gjort. Alt andet ville da også være tåbeligt, i betragtning af at han gerne vil ud.

Når sådanne sager tages op, bliver der altid henvist til politimorderen Palle Sørensen.
Han blev benådet den 4. maj 1998 efter at have siddet bag tremmer i 33 år. Derefter har vi ikke hørt noget til ham.
Her i 2015 er han 87 år gammel.

Der findes ingen anmeldelser af bogen på Litteratursiden, så vi må hellere glemme, at den nogensinde blev skrevet.

23 Jeg har læst "Op til toppen af bjerget" af Hans Dahl.
2002. 376 sider.
Det er 3. bind ud af 10 on Poul Hjelm og hans kolleger i A-gruppen, og jo mere jeg læser om dem, jo bedre synes jeg om dem.
Og filmene om gruppen ligger rigtig tæt på bøgerne.
De er dygtige, sjove og meget forskellige, og som alle andre mennesker, så dummer de sig af og til.
Det er måske derfor, de virker så sympatiske.
Her sættes det hele i gang, da en fodboldfan, bliver slået ihjel med et ølkrus, men der ligger masser af lig begravet i den historie.
Ikke meget er, som det ser ud til at være.
Det er voldsomt god underholdning.

Fra Litteratursiden:
Personskildringen er fremragende, man føler som læser virkelig, at man kender personerne og følger med i deres udvikling. Og det lyder som et paradoks, at ud over at være spændende er den også til tider ustyrlig morsom og til andre tider filosofisk. "Hurra for den svenske krimi-tradition", skrev min kollega om "Misterioso", Ghost et trefoldigt leve for "Op til toppen af bjerget".

22 Jeg har læst "Så godt som død" af Mark Billingham.
2011. 427 sider,

Kriminalassistent  Helen Weeks går ind i en kiosk i London. Det går helt galt, for hun bliver taget som gidsel af den indiske indehaver.
Hans søn er død i ungdomsfængsel, og han mener ikke, det er gået rigtigt til.
Han forlanger, at kriminalkommisær Tom Thorne, der sendte hans søn i fængsel, skal efterforske hans død.
Ret hurtigt er vi klar over dette, og jeg må sige, at jeg undrede mig over, hvordan det kunne fylde mere end 400 sider?
Men det kunne det sagtens, og vi følger både Tom Thorne og hans jagt og de dramatiske begivengeder i kiosken og udenfor, hvor indsatsstyrken bare venter på at slå til.
Vi kommer til at synes godt om Helen og Tom, og vi får også nogen sympati for den indiske butiksindehaver, der desværre har passeret "the point ogf no return".
Dette er den 10. bog om Tom Thorne, og jeg kan da varmt anbefale, at man søger hans selskab.
En rigtíg god krimi er det. Man er nødt til at haste mod slutningen, for det er uhyggelig spændende.
Der røg den nattesøvn :-

Fra "Litteratursiden":

Tom Thorne er tilbage, og hurra for det. Der er som altid en sort, underspillet humor i Mark Billinghams London-krimier, og det er en styrke.........

....... Jep, jeg er fan, både af Mark Billingham, men også af Tom Thorne med hans konstante corny country-musik, ironiske distance til alt og hans sjove generaliseringer. Og i kategorien gode engelske krimier er ’Så god som død’ i top.

21 Jeg har læst "Frits Helmuth" af Andreas Fugl Thøgersen.
2014. 287 sider.
Dette er en biografi, som AFT er sluppet hæderligt fra.
Bogen kan virke lidt flagrende, men det var Frits Helmuts liv jo også. 
Det er jo "Ølhundens søn", vi har med at gøre her, og det betyder, at vi hører en masse om Osvald Helmuth, og også om Søster Helmuth, som alt i alt have en forfærdeligt liv.
Hele Danmarks Osvald fylder det hele.
I det hele taget møder vi mange, som havde et forfærdeligt liv.
Frits Helmuth var en fantastisk skuespiller, men privatlivet havde han slet ikke styr på. Og han var ikke god til tal. Da han døde, skyldte han skattevæsenet mere end 500.000 kr.
De sidste år af sit liv førte han krig mod Kong Alkohol.
En krig han tabte.
Hans gode veninde Ghita Nørby sagde til sidst fra. Hun ville ikke optræde sammen med ham mere.
Han destruktive liv betød, at leveren til sidst stod af.
Alle hans kære var samlet om ham til sidst.
Også Pusle, som han ellers ikke havde set i mange år inden.
Ølhundens søn glammede ikke mere.

20 Jeg har læst "At tænke som en morder" af Kurt Kragh.
2014, 316 sider.

Det var rigtig skuffende læsning for mig. Jeg kendte jo manden fra mange TV-udsendelser, hvor han altid har forekommet mig fornuftig.
Denne bog skøjter hen over historierne, og KK skal hele tiden forklare om sin egen rolle i sagen, og om hvorfor han valgte at gøre som han gjorde.
Bogen virker noget selvpromoverende på mig, og det er da fint nok; det er jo hans bog.
Jeg er bare langt fra tilfreds.
Stoffet blev aldrig rigtig spændende for mig.

Litteratursiden.
I ”At tænke som en morder” beskriver Kurt Kragh på en spændende og interessant måde sin tid som ved politiet.
Hovedvægten er lagt på den lange karriere, han havde i Rejseholdet.

19 Jeg har læst ”Bavian" af Naja Marie Aidt.

2006. 217 sider.

Det er den 4. bog jeg har læst af de 5, der er udvalgt til dagen ”Danmark læser”.
De 3 første var jeg rigtig godt tilfredse med.
Det slutter vist her.
Det er en samling korte noveller, som jeg ikke kan få hold på overhovedet.
Jeg ved ikke, hvad der skrives om. Jeg forstår simpelthen ikke, hvor forfatteren vil hen.
Det er 100 % sikkert, at jeg ville have lagt bogen væk, hvis det ikke var p.g.a ”Danmark læser.”
Sproget er staccato og hæsblæsende, ofte en gang stream of consciousness.
Det gælder alle de korte noveller.
Personerne er underlige, og somme virker direkte syge.

Fra side 140: .... "Men jeg er ikke fremmed. Og jeg er fremmed. Det er så mange år siden, at vi bestemt er fremmede for hinanden, men vi bliver aldrig fremmede for hinanden. Det er det, der er så ubærligt."

Nu skal man jo også huske at gribe i egen barm og bag på bogen kan man læse, at novellesamlingen har opnået adskillige priser.

Tanken om at det så er yours truly der er noget galt med, er naturligvis nærliggende og kan bestemt ikke afvises.
Dummere er jeg jo heller ikke.
Men jeg havde ikke nogen særlig god oplevelse.
Bogen er skrevet med store typer, og der er en del tomme sider, så jeg kom hurtigt gennem den.
I en anmeldelse frarådes det, at man læser det hele på en gang. Det bliver simpelt for meget vanvid på én gang.

Nu lader jeg lige det hele bundfælde sig, og så ser det måske anderledes ud.
Jeg kan jo ikke se bort fra at samlingen får flotte anmeldelser af stort set alle.

I sin tredje novellesamling er Naja Maria Aidt som sædvanligt velskrivende og præcis. Hun kan beskrive en situation og vende den 180 grader, så det ufarlige bliver farligt, og så det ubetydelige pludselig antager groteske dimensioner. 

Netop det groteske og det overdrevne i en række almindelige dagligdags foreteelser er gennemgående i novellesamlingen. Så meget, at man ikke skal læse mere end en enkelt eller to i træk, for så bliver novellerne for grumme. Det, der er på spil, er fortrængninger, indestængte følelser, aggression, angst og begær, så det kan næsten kun gå galt. 

Og det går galt i en sådan grad, at flere af novellerne er rigtig ubehagelige at læse. Som f.eks. i "Torben og Maria", hvor en ung mor til stadighed gennembanker sin lille søn. Eller i "Bulbjerg", hvor det at fare vild får det værste op i mand og kone med et voldsomt og øjeblikkeligt brud til følge. Eller i "Afbrydelse", hvor en ukendt thaikvinde anmassende og ubehageligt insisterer på at flytte ind hos en ung mand.

18. Februar 2015 Jeg har læst ”Og sådan blev det” af Maren Uthaug.
2013. 206 sider.

”Og sådan blev det” er en af de 5 bøger i ”Danmark læser”, og den 3. jeg har læst af dem.
Jeg er taknemlig over at have fået henledt min opmærksomhed på disse værker. Det er lidt ligesom at have hjemmearbejde for, og jeg har fået rigtig gode oplevelser ud af det.

Her starter vi i Nordnorge i Sameland, hvor vi møder en række spændende, men også underlige mennesker: Knut, hans kone Rihhta, den lettere vanvittige søster Ravna og bedstemor Ahkku.
Det går lidt på de høje nagler af og til, og Knut får det værre og værre med konen.
Han møder en dansk kvinde, Grethe, og da hun tager hjem, ender det med, at Knut og datteren Risten flytter ind i Sønderjylland sammen med denne kvinde.
Der bor også nogle vietnamesiske flygtninge, og Risten blevet til Kirsten og knytter venskab med en vietnameser-dreng, der for nemheds skyld kaldes Niels.,
De to børn starter straks med at grave et enormt hul i haven, bare fordi de kan, men de må kaste det til igen.
Det er mere end Grethe kan klare.
Grethe er i det hele taget velmenende, men alligevel formår hun at volde en masse problemer for Kirsten og Niels. Hun gør rigtig stor skade uden at fatte en lyd af det.
Vi følger familien gennem nogle år, hvor der sker rigtig mange underlige ting.
Kirsten finder ud af, at hun har svært ved at udtale ord med r og hun udvikler er specielt sprog, helt uden ord med r

Sølv spiller en enorm rolle for Kirsten, der bryder sammen, da Grethe tager hendes ring fra hende.
Til sidst bliver Niels deporteret til København, da Grethe opdager, at han foretager sig unævnelige ting i badeværelset. I øvrigt præcist hvad Niels har set Knut gøre.
Niels stifter også bekendtskab med Knut´s ”sportsblade”.

Mod slutningen flytter Kirsten til København og genfinder Niels. De flytter sammen, og hun får et barn Rod, som hun tager med til Sameland for at gense sin mor.

Det går mildest talt ikke, som hun havde forventet, men det skal vi ikke komme ind på her.

Bogen er skrevet i et smukt og enkelt sprog. Der er få malende adjektiver, men alligevel ser man nemt personerne for sig. Der optræder også nogle hunde, der er så fede, at de ikke kan rejse sig, hvis de vælter. De bliver fodret med ost. Jeg kan se dem styrte om på siden for mit indre blik.

Der er ikke den samme farlighed i sproget, som hos Erling Jepsen, hvor jeg anede, at vanviddet konstant lurede lige under overfladen.

Maren Uthaug har en historie at fortælle, og det gør hun rigtig godt. Og en flot historie er det.
Kirsten udvikler sig anderledes, end jeg havde forventet. Jeg havde regnet med at hun vender tilværelsen på hovedet, men det gør hun ikke.

Samerne er et mindretal, der også i virkelighedens verden har det svært, og det bliver der sat fokus på her. Jeg har selv haft fornøjelsen af at besøge Sameland, og det gør bare det hele mere interessant for mig.
Maren Uthauge har en norsk mor og en samisk far, og hun er vokset op i Danmark.
Om vi har at gøre med en nøgleroman skal jeg lade være usagt.
Men Maren kan tegne, og det kan Kirsten også.
Det kan man godt tænke lidt over.

Bogen satte meget i gang hos mig, og for 3. gang kommer jeg til den erkendelse, at der er foretaget et fornuftigt valg til ”Danmark læser”.

Når jeg har læst en bog og kommet frem til min egen anmeldelse ser jeg efter, hvad andre har af meninger.
Men aldrig før jeg selv har skrevet mig ud.
Jeg kan selv.

”Og sådan blev det ” fik ualmindelig fine anmeldelser overalt.

Maren Uthauges Blog

17, Februar 2015
Jeg har læst ”Drager over Kabul” af Morten hesseldahl
2007. 302 sider
Bogen er en af de 5, der er udvalgt til det store show ”Danmark læser”.
Det er nok ikke en bog, jeg ville have fundet på at læse, om ikke det projekt havde eksisteret, men nu har jeg sat mig for at læse dem alle 5.
Genren må vel være politisk thriller, og det er ikke min hofret.
Da jeg begyndte at læse bogen, oplevede jeg en stor irritation, der sagtens kunne have fået mig til at droppe bogen under normale omstændigheder.
Den er opdelt i utallige små afsnit, hvor der hele tiden optræder nogle nye personer.
Og når jeg siger små afsnit, så er vi helt ned at snakke om 1 side eller 1½.
Og endnu mere irriterende oplevede jeg, at jeg næsten hver gang måtte 3-4 linier ned, før det gik op for mig, hvem jeg nu læste om.
Således sprang vi bogen igennem rundt i verden.
Fra Kabul til København og Norge.
Enormt irriterende.
Jeg kunne jo godt regne ud, at det hele ville løbe sammen til sidst, og det kom det da også til.
Desuden optræder der en lang række arabiske navne, og selv om jeg sværger på, at jeg kun drak vand under læsningen måtte jeg spørge mig selv: Hvem er det nu lige Ali er? Eller Muhamed osv.
I an af anmeldelserne blev det oplyst, at der fandtes en personliste foran i bogen. Det gjorde der ikke i mit eksemplar. Jeg kunne godt have brugt sådan en liste

Jeg kom til at tænke på gode gamle Kaptajn Marryat, der kunne finde på at skrive:
Kapitel 7.Hvori vi hører om mødet mellem Kaptajn blod og Mrs. Jones.
Det var så i den anden grøft.
Der er naturligvis personer i sådan en bog, man synes man kan identificere sig med. Jeg kunne godt lide kunstmaleren Mathias, og også agenten Gerhard, der kæmper sig gennem sit eget private hærværk er godt beskrevet.
Han kvæler enorme mængder spiritus, og hver gang vi møder ham synes han at være i gang med at brække sig.
Sprogligt er bogen i orden. Den er velskrevet uden at være et vidunder.
Lidt maleriske og humoristiske adjektiver opleves også.
Bogen er skræmmende visionær.
Vi har jo alle hørt om det terror-angreb, der ramte København for få dage siden.
Morten Hesseldah skrev i 2007 i "Drager over Kabul":
Side 61: "Omar havde besluttet sig. Tiden var for længst inde. Islam var mange steder allerede ved at blive blødt op i kanten. Kortsigtede hensyn fik Allahs sønner til at indgå kompromiser, der var uforsvarlige.
Side 139: "Sådan vil al-Queda skabe helvede i København!" sagde overskriften, illustreret med et skønsomt udvalg af katastrofesecenarier. Nørreport bombet, den jødiske synagoge i Krystalgade i ruiner,........"
Og så på en februar dag i 2015, 8 år efter at ovenstående blev skrevet, overgik vireligheden enhver form for fiktion, da Omar Abdel Hamid El-Hussein bl. valgte at angribe synagogen i krystalgade.
Mere skræmmende bliver det næppe.
Boegn fik rigtig fine anmeldelser, og det er da også en flot bog. På. grund af læsedagen har jeg læst den grundigere end jeg ellers ville have gjort. Skulle jeg have lavet en "rigtig anmeldelse" ville jeg nok have læst den igen.
Den gjorde bestemt indtryk.

Og naturligvis skal det ikke afsløres her, hvordan det forløber med bogens terror-planer.

16 Jeg har læst "Den sønderjyske farm" af Erling Jepsen.
1999. 272 sider,
Denne bog er en af de 5, der er udvalgt til "Danmark læser dagen" den 23. april 2015.
Det er et arrangement, hvor jeg forlængst har meldt mig frivilligt, men det er der mange andre, der har, så det er endnu usikkert, om jeg kommer med.
Først og fremmest synes jeg, at Erling Jepsen er et fornuftigt valg, Man kan godt undervejs i hans bøger sidde med en fornemmelse af, at det er noget underligt noget, han skriver. Hvor vil han hen med det hele?
Allan er en mand i 50érne. Han bor i København, og nu kigger han tilbage på sin barndom i Gram i Sønderjylland, tilbage til den tid, hvor han var 12-13 år.
Gram ligger på grænsen mellem Vestsønderjylland og Østsønderjylland, og det med øst og vest har enorm betydning.
Hans far og mor har en lille forretning, et ismejeri, der giver underskud, og faderen kører med mælkebil.
Hans far har været ude i noget træls noget med hans storesøster Sanne, som følgelig bor hos en plejefamile. Hun kommer på besøg, men må ikke overnatte. På grund af disse omstændiheder skal faderen passe på med at få næsen for langt frem.
Hans mor er tysker, og af og til tager hun til Haderslev på en tysk cafe. Ingen ved, hvad hun i virkeligheden laver der.
Der er en storebror, men han er ikke så vigtig for bogens handling.
Vi hører dog om, at han har en kæreste med hjem, der synes, der er uendelig kedeligt, hvor de bor,
Hun kommer ikke tilbage.
Allan har en kaninfarm, og linket til Karen Blixens farm i Kenya er ikke tilfældigt.
Vi hører i det hele taget en masse om kaniner og også om fugle, især ravne.
Allans bedste ven (af og til) hedder Frode, og ham ansætter han som "Fodermester". Af og til passes jobbet af en pige på 10, år hedder Mette. Frode får løn i slik, og han er mesterskytte.
Luftgeværer spiller en meget stor rolle i bogen.

EJ skriver i et ualmindelig letlæseligt sprog. Her er ikke noget med stakke af adjektiver. Vi har korte sætninger, som man kan forstå:
"På nær en enkelt sommer havde jeg kaniner fra jeg var ti til jeg var 16 år. I dag er jeg sekosoghalvtreds og bor i København.Jeg har ingen dyr længere. Jeg har ikke engang en have, men der står et stort ahorntræ foran mit kontorvindue".
Bogen er mere end almindelig morsom, og det fine er, at det slet ikke virker søgt eller tilstræbt. Det bliver bare morsomt.

Fra side 22, hvor Allan plukker mælkebøtter på kirkegården.Han kigger på gamle gravsten:
"Hvil i fred" stod der på flere af dem eller "altid savnet", men de ord gjaldt åbenbart ikke længere. På en smuk revnet marmorsten, der var slået midt over, stod der "Tak for", ikke andet, fortsættelsen manglede. Jeg ledte længe efter den anden halvdel, for jeg ville se, hvad der blev takket for, men jeg fandt aldrig svaret.
Sublim beherskelse af sproget.
Her skal naturligvis ikke fortælles i detaljer om begivenhederne, men det kan da gpdt afsløres, at de er ganske dramatiske.
Her har man en oplevelse til gode.
Jeg er blevet en stor stor fan af Erling Jepsen.

15 Jeg har læst "Misterioso" af Hans Dahl. 1999. 376 sider.
Hans Dahl er en af de mange glimrende svenske krimi-forfattere. Dette er den første bog i serien om Poul Hjelm og A-gruppen.
Et spændende bekendtskab. Flere af bøgerne er også filmatiserede.
En ting man først lægger mærke til er det flotte og maleriske sprog. En kende usædvanligt.
Men det er ikke overdrevent, og han kan også hengive sig til passager, hvor der er tale om klart sprog.
Plottet er ganske godt regnet ud, og det varer længe, inden man aner uråd.
Der er et væld af personer at holde styr på, og det er med at holde tungen lige i munden.
Vi kommer tæt på personerne i A-gruppen, og som alle andre mennesker har de deres at slås med. Vi hører om "perker-strisseren" og den finske opdager, der var advokat før. Der er også ham, der var på anabolske steroider, og en af opdagerne tager sågar på en næsten privat Rambo-ekspedition til Estland.
Den går helt galt. Det ender med, at han bliver korsfæstet.
Og så er der naturligvis vores helt Poul Hjelm, der sandelig også har store problemer med at få privatlivet til at fungere.
Mens jeg læste de første sider, skulle jeg lige vænne mig til HD`s specielle stil, men så kørte det også de næste 6 timer.
Og så var den bog spist.
Kan varmt anbefales.
 

14. Jeg har læst "Knud den Store" af Hanne Vibeke Holst. 2013. 574 sider.

Det blev ganske bestemt den store oplevelse, jeg havde sat næsen op efter. Eminent roman.
I begyndelsen havde jeg lidt svært ved at acceptere, at hun "digtede" om sin far, men jeg vænnede mig til det. Hun kalder sit værk en roman, og hun udnytter da helt sikkert sin kunstneriske frihed.
Bl.a hører vi meget om Knuds tanker, da han er en lille dreng, og det har hun ingen muligheder for at vide noget om.
Jeg læste i en anmeldelse, at hun sagtens kunne have kappet et par hundrede sider af fra hans tidlige barndom, men det er jeg uenig i. Vi får det hele med, og det kan jeg godt lide.
Af og til tager handlingen et tigerspring, og det virker ret godt.
Bogen foregår jo i Vendsyssel, og da jeg selv er Vendelbo, giver det det hele en ekstra dimension.
Det er min baghave, at historien foregår i.
Bl. a møder han anmelderen Jens Henneberg fra Hjørring, en mand han er meget begejstret for.
Og jeg havde netop Jens Henneberg som dansklærer på Hjørring Seminarium i 1971, og jeg var lige så begejstret.
Knud Holst var modernistisk digter, og jeg lærte aldrig at sætte pris på modernismen, der vel også må siges at være død nu.

Knud Holst mødte alle de store i dansk litteratur. Han var ven med Klaus Rifbjerg og Jess Ørnsbo. Han mødte Anders Bodelsen og en masse andre.
Leif Panduro havde sin gang i Rifbjerg-kredsen, og ham kunne han ikke så godt lide.

Vi følger Knud gennem hele hans liv. Vi hører om hans succes, der ret hurtigt klinger af og sender ham på en rutchetur, der kun går nedad, inden den til sidste ender i den helt store ydmygelse.
Knud Holst ejede en gang det største og dyreste hus i Løkken, og et af de sidste steder han boede var en ussel bolig i Vrensted, hvor han rullede sig ind i et gulvtæppe, når han skulle sove, for han havde ingen dyne.

For mig er bogen fyldt med højdepunkter, og da jeg først havde vænnet mig til HVH´s aggressive skrivestil, gik det bare som smurt.
Hun kan af og til have lidt "stream of consciousness" i sit sprog, som ellers er smukt.

Denne roman er et storværk.

13.Jeg har læst "Ulykkesfuglen" af Camilla Laekberg. 2006. 349 sider.
det er en ganske underholdende bog. Ikke den bedste krimi, jeg har læst rigtig god underholdning.
Der var spænding lige til det sidste, og der gik lang tid inden jeg regnede ud, hvem der var morderen.

Krimi i topklasse. Camilla Läckberg leverer igen varen. Hendes mange fans vil bestemt ikke blive skuffet over denne hendes fjerde udgivelse på dansk

Den lille svenske by Fjällbacka er på den anden ende. Det meget sete og omdiskuterede reality program "Fucking Tanum" varsler sin ankomst til byen, og det sætter gang i intrigerne og sladderen i lokalbefolkningen.

Hos politiet modtages et alarmopkald om en bilulykke, og det, der ved første øjekast ligner en spiritusulykke, viser sig at være mord, og Patrick Hedstrøm og hans kollegaer, deriblandt den nyansatte Hanna Kruse, går i gang med opklaringsarbejdet.

På privatfronten forbereder Patrick og Erica deres bryllup, Ericas søster Anna er ved at komme sig over sine traumatiserende oplevelser i seriens forrige bind, stationschefen Mellberg forelsker sig, og politimanden Martin venter sit første barn.

Endnu et mord, denne gang på en af deltagerne i reality showet, overskygger imidlertid snart alle de "private" begivenheder, og Patrick og hans kollegaer kommer under voldsomt arbejdspres med to mord, der tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre.

12 Jeg har læst "Natten til 4. november" af Karin Fossum.
2003. 227 sider.

En 17 årig pige forsvinder sporløst. Forældrene sørger naturligvis, men hun er og bliver væk.
De er mere eller mindre ved at gå i opløsning. Men så sker der noget.

Efterhånden synes jeg, at jeg kender Karin Fossums forfatterskab ret godt.
Jeg har før haft en mistanke om at hun "sjusker", og det synes jeg også hun gør med denne bog.
Efter min mening er den slet ikke gjort færdig.
Der er et væld af løse ender, Jeg er ikke tilfreds med resultatet,
Det går bedst når Konrad Sejer er på banen, men her er der ikke antydning af en politi-historie.
Og da jeg havde læst slutningen tænkte jeg: ok, det var så det. Er det alt hvad jeg får at høre?
Ikke godt nok.

11. Jeg har læst "Den urolige mand" af Henning Mankell, 2009, 542 sider.
Dette digre værk er den sidste bog i serien om Kurt Wallander.
Der er ganske vist udkommet en bog senere med en Wallander historie, men den foregår i tiden, før han fik hus og hund.
Den udgave, jeg læste, var skrevet med ret små typer, som det tog mig lidt tid at stille skarpt på.

Bogen kan læses på flere planer. Der er naturligvis krimihistorien, hvor en pensioneret marineofficer forsvinder sporløst. Senere forsvinder også hans hustru.Denne marineofficer spillede en hovedrolle i jagten på de sovjetisk ubåde i firserne.
Og det er disse begivenheder, der stadig spøger.
Wallander opklarer (naturligvis) den affære, og det er først på de allersidste sider at vi får svarene.
Så langt så godt.

Mindst lige så vigtig er historien om Kurt Wallander. Vi hører om hans forhold til sin alkoholiserede ekshustru. Han er også plaget af det forhold, han gennem årene havde til sin nu afdøde far.
Og mest af alt handler det om forholdet til datteren Linda, og det nye barnebarn Klara.

Løgne, fortielser og et underligt adfærdsmønster er det, der præger Wallander.
Han er 60 år og føler sig gammel; meget gammel.
Han helbred er skrantende, og han gør meget lidt for at passe på sig selv.
Jeg er i skrivende stund 6 år ældre og føler mig ikke særlig gammel.
Og jeg er glad og tilfreds med min tilværelse.
Det er Wallander bestemt ikke.
Hans arbejdsliv er, som det skal være. Det går fint med hans kolleger, hvor han dog må melde fra af og til p.g.a de ting, han får sig rodet sig ud i. Bl. a glemmer han sit tjenestevåben på en restaurant, efter at han har beruset sig lidt rigeligt.
Det får naturligvis store konsekvenser.

Hvis jeg nogensinde møder Henning Mankell vil jeg spørge ham om, hvorfor han ikke kunne lade Kurt være i fred.
Hvorfor kunne han dog ikke bare lade ham være i det bondehus, han langt om længe havde anskaffet sig?
Nu har de været sammen i så mange år, og kun Mankell sidder med magten til at give ham en lykkelig tilværelse.
Det kommer slet ikke på tale, og for mig var det rigtig trist at læse det sidste kapitel om Kurt Wallanders liv.

Mankell har selv været igennem alvorlig sygdom, og det er måske derfor, at han ikke skåner sin Kurt.

Hedlgvis er der ikke et billede af TV-Wallander på den bog, jeg læste.
Det er 2 vidt forskellige ting.
Jeg kan varmt anbefale serien om Wallander, men begynd med begyndelsen.

10. Jeg har læst "Jesper Kleins liv og Lykke" af Ole Nørhave og Flemming Chr. Nielsen.
2007. 262 sider.
 

Det er en rigtig flot og smuk bog.
Jeg er vokset op med Jesper Kleins mange ansigter. Jeg er en af dem, der var begejstret for Tirana Hav og indsø. Jeg elskede klyderne, og skreg af grin, da jeg så "Svend, Knud og Valdemar".
(Var Carl Ottosen rigtig beruset?)
Når man læser bogen, kan man formelig høre J.K´s stemme.
Biografier kan være fade og intetsigende, men denne er virkelig god.
Når jeg læser en biografi, vil jeg herne høre noget, jeg ikke vidste i forvejen, og det får jeg i rigt mål her.
En enkelt gang har har jeg oplevet Jesper Klein live. Det var en Hjørring-revy i 19for meget længe siden:
Den husker jeg stadig tydeligt.

9. Jeg har læst "Et spørgsmål om penge" af Anna Grue.
2012. 420 sider.
Det er ikke den bedste af hendes bøger om "Den skaldede detektiv", men stadig fin læsning.
En rigtig god krimi.
Endnu engang går det langsomt fremad for politiet, men heldigvis er Dan altid lige om hjørnet.
Han kunne måske selv havde brug for noget hjælp til at få styr på sit rodede privatliv, men det vil han ikke.
I denne bog er der en morsom biperson. Det er en ældre husholderske, der gør unævnelige ting.
Jeg havde i hverfald ikke set det komme, og det havde hendes arbejdsgiver heller ikke.
Hun bliver kylet ud. Dans ekskone forbarmer sig over hende og lader hende bo hos sig et stykke tid.
Det går slet ikke. Hun driver alle til vanvid.
Hendes interesser er at rydde op, portvin og DVDér med lyd.
Hun bliver ikke myrdet, så måske møder vi hende senere.
Igen bruger AG sit trick med at lade Dan spekulere over et problem.
Her er fra side 337; "Imens sad Dan og spekulerede. Der var et eller andet han havde glemt, men idéen blev ved med at smutte for ham, når hans tankerække blev afbrudt af politifolkenes drøftelser".
Og så sidder alle vi læsere og tænker: "Hvad mon det kan være?"

I de gamle klassiske krimier gik den alvidende forfatter ofte ind og kommenterede. "Hvis Dan bare havde vidst, hvad der ventede ham så......"
Begrebet kaldes "Had I but known" eller "Hvis jeg bare havde vidst".
Det bruger AG dog ikke, men jeg tror gerne hun ville :-)

Fra Litteratursiden.dk:

Anna Grue er tilbage med femte bind i serien om ”den skaldede detektiv”. En forrygende og humoristisk krimi, som holder læseren fanget fra første til sidste side.

Den stenrige entreprenør, Peter Münster-Smith, findes knivdræbt, og det viser sig hurtigt, at mange kunne have et motiv. Peter var ugift playboy, der samlede på eksklusive ure, førte elektronisk logbog med fotos og dato over sine mange smukke kvindelige erobringer og havde et afslappet forhold til kokain.

Privatdetektiven Dan har fået forbud mod at blande sig i politiefterforskninger, men på side 70 kommer han alligevel på banen. Han bliver holdt orienteret om den sag, som pressen har døbt ”Millionærmordet”, gennem sin gamle ven, politimanden Flemming, og da politiet er kørt fast i efterforskningen, inddrages han med Christianssund Politis velsignelse. Politiet har hurtigt besluttet sig for en gerningsmand, men der er for mange løse ender. Som det ofte er tilfældet, når det drejer sig om forbrydelser, er Dan overbevist om, at man skal gå efter pengene. Hvad dækker fx det håndskrevne regnskab over, som Peter havde liggende i sin bankboks?

Anne Grue har valgt den fiktive by Christianssund som sin location: en driftig by med ca. 30.000 indbyggere, domkirke og hospital med egen retsmedicinsk afdeling. Jeg tror, de fleste læsere danner sig deres eget billede af Christianssund, ligesom det var tilfældet med Korsbæk i Matador. Og det er vel ikke så ringe?

Personbeskrivelserne er humoristiske og så skarpe, at personerne står lyslevende for læseren – både de rige og smukke og de mere kiksede. Især portrættet af Peters trofaste husholderske, Vera, er bittersødt, smukt og ondt.

9. Jeg har læst "Den skaldede Detektiv" af Anna Grue.
2010. 421 sider,

Den bog kunne jeg godt lide. Den skaldede detaktiv er jo lidt anarkistisk, og det morer os.
Denne bog er en del af en serie, og det er interessant at følge personerne, Vi kommer også tæt ind på livet af deres private affærer, og som alle andre mennesker har de deres at slås med.
I bogen omtræder en autistisk mand ved navn Mogens. som er et rigtig spændende bekendtskab. Desværre bliver han myrdet, så ham møder vi ikke igen.
Det forekommer mig at Anna Grue på et tidspunkt har svært veed at bevare overblikket. Derfor lader hun sine personer snakke i laaaaaaaaaaaang tid om sagerne.Det havde været bedre, om hun havde lavet dem "handle" sig ud af problemerne.
Hun har også en mani med at lader personerne sidde og have en fornemmelse af, at de har overset noget.
Det er heller ikke så smart.
Men alt i alt er det en spændende bog, som kan anbefales.

Fjerde bind i serien om Dan Sommerdahl handler om overgangen mellem dreng og mand og fortælles fra tre synsvinkler: En seksten-årig dreng, en umoden detektiv og en skizofren stalker, der er blevet hængende i limboet mellem barn og voksen.

Rolf Harskov var 16 år og 27 dage, da han blev ramt af et tog og døde. Også Rolfs lillesøster Gry havde nået præcis den alder, da hun sniffede kokain iblandet en dødelig dosis rottegift. Børnenes ulykkelige forældre er sikre på, at de to dødsfald var mord. Nu er deres yngste barn, Malthe, ved at nærme sig den alder, der blev fatal for hans søskende. Forældrene kontakter privatdetektiven Dan Sommerdahl og bønfalder ham om at finde morderen, før det er for sent.

8 Jeg har læst "Inden frosten" af Henning Mankell.
2002. 505 sider.
Det er en yderst velskrevet og spændende bog. Mankell er en gudbebådet forfatter.
Den er også interessant på flere andre planer.
De fleste af os kender jo Kurt Wallander fra TV-serien, og der er da også et billede af skuespiller-Wallander uden på denne bog.
Men det er noget misvisende, for den Wallander der optræder i bogen er slet ikke som den venlige politimand, vi kender fra TV.
I bogen er han en overvægtig og månesyg gnavpotte, der kæmper mod sine dæmoner.
Det er utvivlsomt et forsøg på at sælge bedre. når man blander tingene på den måde.
Og det er egentlig Linda Wallander, der er hovedpersonen i denne bog.
Linda er få dage fra at træde ind i politistyrken i denne bog, men hun kan ikke holde fingrene fra sagen, som hendes far forfølger.
HM havde planlagt en trilogi med Linda wallander, og denne bog var den første.
Så skete der det forfærdelige at Johanna Saelstrøm der spillede Linda i TV serien tog sit eget liv i en alder af kun 32 år.
Gennem det meste af sit korte liv var hun plaget af depressioner, og i et interview fra 2006, sagde hun: I always thought I would be dead by the age of thirty.
Det påvirkede HM så meget, at han helt opgave den planlagte trilogi. Han følte sig skyldig og medansvarlig.
Forfærdelig tragisk.
i denne dog oplever vi Linda Wallander stå på en bro og være parat til at springe ud, og i slutscenerne snakker hun en ung pige fra at begå selvmord.
Utroligt som roman og virkelighed her falder sammen.

På sin sædvanlige småslæbende og let snøvlende facon holder svenskeren Henning Mankell i sin nyeste Wallander-krimi alligevel læserens øjne ubønhørligt vidt åbne.

Det ser ikke godt ud og det bliver ikke meget bedre. Men hvis der ikke gøres noget, så vil det komme til at gå meget, meget værre. Til gengæld er det skønt at læse om. Jo flere sider, desto større sursød svælgen i svensk mismod med globalt perspektiv. Sådan har det heldigvis været i bog efter bog efter bog med de svenske mørkemænd Beck, Hamilton og Wallander. Side op og side ned med vold, mord, modbydelighed og ukuelig pessimisme.

Henning Mankell leverer igen sin sørgelige kvalitetsvare i Inden Frosten. Han er ikke Ingmar Bergmans svigersøn for ingenting. 500 sider med ensomhed, dyrplageri, omsorgssvigt, stress, ressourcemangel, religiøst vanvid som surrogat for nærvær og samvær med egne børn, mistænksomhed, mere ensomhed, løgn, løftebrud og bedrag.

P.s: Det hedder "Trilogi" og ikke "Triologi"

7 Jeg har læst: "Inerst inde" af Viveca Sten.2009.379 sider.

Inderst inde er andet bind i Viveca Stens velskrevne svenske krimiserie om kriminalinspektør Thomas Andreasson og jurist Nora Linde. Ligesom første bind Stille nu foregår den på øen Sandhamn i Stockholms skærgård, hvor mordet på en kendt advokat samtidig med startskuddet til Nordeuropas største havkapsejlads får idyllen på den lille ø til at krakelere

Viveca Sten vil aldrig blive nomineret til Nobel-prisen, men mindre kan vel også gøre det.
Jeg er godt underholdt af hendes bøger, hvor hun søger at flette noget socialrealistisk ind sideløbende med krimi-historien.
Og hvis det ikke bliver for meget, er det da fint.
Der er nu 6 bøger om Andreasson og Nora Linde, og jeg synes, det er spændende at se, hvor de ender henne.

6 Jeg har læst "Jonas Eckel" fra 2003.

Jonas Eckel er 38 år, lagermand og føler sig som noget ganske særligt! Han føler, der står en egen glans om ham. At han går rundt i et specielt lys.

Denne opfattelse er han i store træk alene om. Set udefra lever han et stille, indadvendt og lidt stereotypt liv. Han står op, passer sit arbejde, ser fjernsyn og går i seng. Lige indtil han møder Lilian Ask, der arbejder i et kaffebrænderi. Jonas beslutter hurtigt, at hun er kvinden i hans liv, og uden de store kærlighedsscener eller udgydelse af følelser gifter de sig, da Lilian som svar på frieriet siger: "Det kan jeg da godt".

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal synes.
Efter at have læst om den underlige Jonas og hans underlige kone Lilan og deres dybt underlige gerninger, sidder jeg lidt uforløst tilbage. men det er måske også det, der er meningen.
Det begynder så godt med deres ægteskab, og så bliver det alligevel mere og mere rodet.
Som læser kan man sidde med en masse gode råd (især til Jonas): Gør nu sådan og sådan. Men han gør det aldrig.
På et tidspunkt mener han at have en hjernesvulst. Han går til lægen og får det råd at svømme nogle baner.
Så meget for den svulst.
Lilian skriger af grin, da hun hører om det.
Men bogen giver i hvert fald stof til nærmere eftertanke.
Slutningen skal ikke røbes her.
Kun at den er noget af det mindst overraskende i bogen.
Skål til Jonas i cognac og skål til Lilian i (rigeligt) likør.

Og så er jeg desværre næsten færdig med Karin Fossums forfatterskab.
Hun har vist skrevet endnu en bog, som ikke fås i Danmark
Kan anbefales

5. Jeg har læst "Evas øje" af Karin Fossum.
Endnu engang skriver hun om ganske almindelige mennesker, som kommer ud i nogle forfærdelige situationer.
Eva møder en gammel veninde, der nu arbejder som luksusluder. Hun er fristet til selv at prøve jobbet. Hun kommer hen i klinikken, hvor hun fra et gennemsted kan se, hvordan det foregår.
Og derfra går det hele galt.
Jeg havde lidt problemer med kronologien. K.F. springer frem og tilbage i tidsforløbet, og i begyndelsen havde jeg svært ved at følge med.
Konrad Sejer er på sagen, og han er bare en fantastisk opdager.
Ingen har en chance mod ham

Det er trist, men nu er jeg snart igennem Karin Fossums forfatterskab.
Jeg kan godt lide at gøre en forfatter "færdig".
For mange år siden besluttede jeg mig til at "færdiggøre" den svenske forfatter Vilhelm Moberg.
Jeg var lidt shokeret, da jeg rundede de 6000 sider, men jeg mener, jeg blev færdig.
Slet så mange har karin Fossum ikke skrevet.
Nu kan jeg snart vente på, at hun barsler med mere nyt om konrad sejer.
 

4. Jeg har læst en ganske fantastisk bog,
   "De er den jeg elsker højest" af Bodil Wamberg.
   375 sider. Udgivet 1999.
   Den handler om venskabet mellem H. C. Andersen og embedsmanden Edward Collin".
   Det er dybt fængslende at læse de utallige breve H.C. Andersen skrev. Man får et godt indblik i hans rejser og lærer hans venner at kende.
   Han skulle som bekendt gå så gruelig meget igennem, inden han nåede den berømmelse, han higede efter.
   Det var en stor sorg for ham, at Collin nægtede at være dus med ham.
   Det glemte han aldrig.
   Spændende læsning.

3. Jeg har læst "Uden skyld" af Viveca Steen.
   2011. 365 side.
   V. S er en af de mange glimrende svenske forfattere.
   En ung pige forsvinder sporløst, og Kriminalinspektør Thomas Andreasson sætter i gang. handlingen foregår på skærgårdøen Sandham.
   Vi mæder også Nora Linde, der er barndomsven med Andresson.
   Bogen har en interesaant parallel-historie, der foregår omkring 1899, og disse gamle begivenheder hænger sammen med dramerne i nutiden.
   Denne vinkel på historien er rigtig fin.

   
   2.
   Jeg har læst "Fristelsen" af Dorthe Anette Hansen,
   Det viste sig at være en formidabel bog. Jeg kendete ikke til forfatteren, men jeg er glad for, at jeg stødte på hende.
   Som læser af en krimi er man slet ikke interesseret i at sidde med alle svarene alt for tidligt, og det gør man bestemt ikke her.
   Jeg var ret uforberedt på den drejning som gegivenhederne i bogen tog, og bedre kan det jo ikke være.
   Jeg skal bestemt læse mere af den forfatter.
   Kan varmt anbefales.

4. 
   Januar 2015
   1.
   Jeg har læst "Tatoveret torso" af Helene Tursten.
   Det var en ualmindelig spændende bog, som jeg varmt kan anbefale.
   Da jeg havde startet læsningen kunne jeg ikke lægge bogen fra mig, før jeg var færdig. Og da var klokken 2.
   Herlig start på litteraturen i 2015.