Velkommen til det læseåret 2022.
Planen er at læse mindst lige så meget som i 2020.
Altså mindst 100 bøger :-)
Det bliver lidt over 30.000 sider.
Og så er det jo bare med at komme i gang ..

Bøger læst 2022. Listeform.

Jeg har læst "Det forsømte forår" af Hans Sherfig.
1952, 176 sider.
Bog nr. 100/100 jeg har læst i 2022. Nov 2022

Det er lang tid siden, jeg besluttede, at årets bog nr. 100 skulle være noget særligt.
Det skulle være en bog, der betyder rigtig meget for mig.

Det var ikke noget specielt vanskeligt valg.

Kender du den fornemmelse, man kan have, når man tager et nyt stykke tøj i brug?
Det sidder ikke helt, som forventet, og det gnaver da vist også lidt der i højre side.

Helt anderledes er det, når man finder noget gammelt slidt tøj frem, som man føler sig 100 % veltilpas i.
Jeg har en trøje, der er så gammel, at ethvert spor af den oprindelige farve er væk.
Den har da også enkelte huller, og syningerne er skredet hist og her, men jeg er tilpas.
Åh så tilpas.

På samme måde er jeg tilpas, når jeg åbner ”Det Forsømte Forår”.
Det er så velkendt.
Jeg kender hvert ord fra de utallige genlæsninger, jeg har været gennem, siden vikaren John Tranum fandt den frem i en tysktime i 1962.
Det er en bog, jeg aldrig bliver færdig med.
I Ray Bradburys ”Fahrenheit 451” fra 1953 er bøger forbudt, men folk lærer dem så bare udenad.
Hvis det var mig, ville jeg lære ”Det forsømte Forår” udenad.
Her kommer ikke noget referat af Det forsømte forår”.
Det burde være unødvendigt.
Engang så jeg Anatole Frances´ ”Dronning Gåsefod” beskrevet som en bog, som nogle mennesker ikke har læst.

”Det forsømte Forår” er en sådan en bog, som nogle mennesker ikke har læst.

Læg mærke til formatet af denne udgave.
Det er en Tranebog, den succesfyldte serie, Gyldendal begyndte at udsende fra 1959.
De første 258 udgivelser havde et nummer på ryggen.
Det forsømte Forår er nummer 33, mens Dronning Gåsefod er nr, 64.

”Verden var ung og grøn og saftig. Og man lod alle sine forår gå til spilde. Og det er sent nu.”

Tænk at have Sherfig til gode.

Jeg håber ikke, du har ladet dine ”forår” gå til spilde.

Jeg har læst "Døden kører Audi" af Kristian Bang Voss.
2012. 230 sider.
Bog nr. 99/100 jeg har læst i 2022. Okt 2022

Asger dummer sig og mister alt.
Arbejde, kone, bolig osv.
Det er sådan set hans egen skyld, men galt går det uanset hvad.
En tid sover han på en sofa hos en ven, der til sidst forlanger, at han får et job.
For hans egen skyld, som man siger.
Det bliver som handicapmedhjælper for Waldemar, der nok er det sygeste menneske i verden.
Han er kun i live, fordi han vil.
Han bor i en forfærdelig ghetto, der kaldes Stentofte.
Havde den været virkelighed, havde den nok ligget ved Høje Tåstrup.
Et trøstesløst område.

Hvis alt dette var blevet nøgternt beskrevet, ville vi have fået en trist og ulykkelig historie.
Men den gode kristian Bang Voss mestrer at gøre det til morsom og rigtig underholdende læsning.
Især i begyndelsen.
Vi oplever en række absurde og grinagtige episoder.

Og det er da egentlig ganske smart.
Vi får de samme oplsyninger, som vi ville have fået, hvis forfatteren havde grædt øjnene ud, men så har vi fået et godt grin for de samme penge.

F. eks kommer en flok kunder i et supermarked i slagsmål om frosne kyllinger på tilbud.
Waldemar hugger til sidst et par stykker og gemmer dem på maven.

På et møde med en sagsbehandler undrer Asger sig over, at denne sidder og flår hår ud af næsen.
Asger reagerer, og det var så det møde.

Waldemar læser om en healer i Marokko, og ham vil han gerne besøge.

Her bliver bogen til en beretning om et roadtrip.
I Frankrig falder de indenfor i et kunstnerkollektiv, og det har også sine konsekvenser.
Waldemar er glad for kontanter, og derfor har de alle deres penge i plastikposer.
En polsk pige finder ud af det, og så er hun historie.
Sammen med pengene.
En tur på Casino i Monaco har en gunstig virkning på deres økonomi.

Herfra synes jeg, Kristian Bang Voss mister grebet om historien.
Døden i den sorte Audi virker nu lidt syret.

Healeren i Marokko viser sig at være et antiklimaks, og herefter er bogen slet ikke morsom længere.

”Døden kører Audi” har gjort stort indtryk på anmelderne.
Berlingske mener:
”Døden kører Audi” er socialrealisme af den slags, der retter et kritisk blik mod det etablerede, og loyalt skildrer de udstødtes vilkår og eksistens.
Der er stor smerte i denne bog, men også humor, medmenneskelighed og håb.”
 

Bang Voss:
Jeg holder øje med dig.

Jeg har læst "Mysteriet i Genbrugsen" af Anna Grue.
2020. 303 sider.
Bog nr. 97/100 jeg har læst i 2022. Nov 2022

Anna Grue sprang ud som krimiforfatter helt tilbage i 2005.
Dette er det første bind med den trivelige Anne-Maj i hovedrollen.
Jeg erfarer, at der allerede findes yderligere 2 bind i serien.
Det er en sød og lidt harmløs ”Barnaby” på skrift.
Anne-Maj er efterlønner. Hun elsker mad, og sådan ser hun også ud.
Vi møder også Anne-Majs datter og barnebarn, og det er bestemt karakterer, der kan bygges videre på

Anne-Maj hjælper til i en Genbrugs, og da der begynder at ske dødsfald blandt personalet, fatter hun mistanke om, at der ikke er tale om naturlige dødsfald.
Anna Grue kender garanteret sin Miss Marple ud og ind, og vores Anne-Maj blander sig også i opklaringsarbejdet.
Det lykkes hende minsandten at etablere et ret venskabeligt forhold til en ung opdager, der endda orienterer hende om, hvordan opklaringsarbejdet skrider frem.

Det lyder en anelse usandsynligt.

Bogen er holdt i en kæk og lidt overstadig stil.
Det bliver aldrig grimt og ubehageligt at læse med.
Her kan alle være med.
Alt er pænt og ordentligt.
Flere anmeldere har bemærket, at Anne-maj minder rigtig meget om Miss Marple.
Alle er enige om at det er en rigtig hyggekrimi.
Det siger Anna Grue endda selv.
Der er rigtig meget om mad og hunde, og knap så meget om selve kriminalgåden.
Jeg var da også rimeligt godt underholdt, men jeg er ikke sikker på, at jeg vil følge Anne-Maj på hendes videre færd.
Det er nok lidt for harmløst efter min smag.

Jeg har læst "Natten er jordens skygge" af Jens-Martin Eriksen.
2022. 198 sider.
Bog nr. 96/100 jeg har læst i 2022. Okt 2022

De fleste af os kan godt lide at læse bøger, der handler om det sted eller de forhold, vi kommer fra.
Hvis man nikker genkendende til begreber som Goliath, Gøglerbåden, Tyren, Norden eller Jennerjahn, er der stor sandsynlighed for, at man har et tæt forhold til Aalborg.
Denne bog bringer også mig tilbage til barndommens land i og omkring Aalborg.
Jens-Martin Eriksen dykker ned i sine barndomsminder og beskriver som øjebliksbilleder alle disse ting, han som stor dreng oplevede.
Dengang i 1960érne hvor han var 12-13 år gammel
I ultrakorte kapitler beskriver han i nærmest kalejdoskopisk form de steder, mennesker og begivenheder, der havde betydning for ham.
Bogen vil utvivlsomt have størst interesse for vi børn af Aalborg, men kan naturligvis også læses af dem, der vil høre om et barns udvikling.
Jeg sidder en smule uforløst tilbage.
Jeg sidder med en fornemmelse af at JME ikke går i dybden med tingene.
Det virker ufærdigt på mig.
Det skyldes utvivlsomt, at begivenhederne ses med den store drengs øjne og ikke ud fra den voksne forfatters synsvinkel.
Det er helt sikkert den rigtige måde at gøre det på, men for læseren kan det virke lidt overfladisk.
”Alt i romanen er sanset af drengen”, skriver Kristeligt Dagblad meget smukt.
De mange korte nålestik ned i fortiden fik mig mange gange til at tænke ”Nåh ja”.
Det varer kun et øjeblik, så er vi videre til det næste.
Jeg tyr igen til Kristelig Dagblads fine anmeldelse:
”Jens-Martin Eriksens ”Natten er jordens skygge” er mesterlig prosa. Når man har læst den lille roman, sidder man tilbage med en skøn frustration over, at det allerede er slut. Det var så stort undervejs. Heldigvis vinker genlæsningen forude i horisonten. Tak for turen”.

For denne anmelder er der ikke langt ned til erindringer, der minder om Jens-Martin Eriksens.
Og de erindrer går ikke væk.
Det skal de heller ikke.

Georgia, Georgia
The whole day through
This old sweet song,
keeps Georgia on my mind.

Aalborg, Aalborg
The whole day through
This old sweet song
Keeps Aalborg on my mind.

Og du skal ikke så meget som tænke på at skrive Aalborg med Å.

Jeg har læst "Hjertets dannelse" af Erling Jepsen.
2015. 300 sider.
Bog nr. 95/100 jeg har læst i 2022. Okt 2022

Med Erling Jepsen er det ofte således, at man enten elsker ham eller hader ham.
Men sin specielle stil deler han virkelig vandene.
Jeg hører normalt til den gruppe læsere, der sætter ham meget højt, men i denne bog er jeg lidt i tvivl om, hvor han tager mig hen.

En fremmed kommer til byen.
Vi er naturligvis i hans elskede Sønderjylland i den fiktive landsby Bramstrup, hvor en rækker besynderlige personer præsenteres for de undrende læsere.
Det er der ikke noget usædvanligt i.
Mange af dem ”holder øje”.

Vi møder også en kat med en underlig gang.
Den er engang blevet skudt gennem hovedet, og har dermed fået ”Det hvide snit”, som har gjort den omgængelig.
Alligevel bliver den pelset og smidt i åen.
Jeg er usikker på hvorfor.

Normalt sætter Jepsen med sin vanvittige og groteske humor fokus på sine oplevelser som barn og ung, men her er det bl. a traficcing og indvandrerfrygt, der er hovedtemaerne.
H. C. Andersen optræder som en slags tidsrejsende.
Jeg er rigtig glad for H. C. Andersen, men jeg har en anelse svært ved at passe ham ind i Jepsens grænseland.
Andersen besøger bl. a sindssygehospitalet i Augustenborg, hvor han er lige ved at blive indlagt.
Dette hospital har Jepsen tidligere gjort brug af, men hvad ideen er denne gang, er jeg usikker på.
Erling Jepsen har som altid en vidunderlig skrivestil og en fornem beherskelse af sproget.
 

I denne bog farer han ud og ind ad hovedhistorien, og efterlader derfor mig på perronen.
De fleste anmeldere lufter også visse forbehold for ”hjertets dannelse”.
Weekendavisen konkluderer:
”Når Jepsen er bedst – og det er han i store dele af roman – skriver han formfuldendt om det vanvittige”.

Jeg har læst "En skidt knægt" af Henning Jensen.
2022. 328 sider.
Bog nr. 94/100 jeg har læst i 2022. Aug 2022

For ikke så længe siden læste jeg med stor fornøjelse Henning Jensens første bog ”Gennem glasvæggen” fra 2020.
I den tegnede han et billede af, hvordan det er at leve med hyppige depressioner.

Henning Jensen har mere på hjerte.
I ”En skidt knægt” beretter han om sin opvækst i et dysfunktionel familie, hvor en altdominerende mor satte dagsordenen med urimeligheder så grove, at det trodser enhver beskrivelse.
Det er i virkeligheden en bog om en moder, der helt tydeligt kæmper med mentale problemer.

Henning Jensen skriver ualmindelig godt.
Og det er en åbenhjertig og hjerteskærende fortælling, han har til os.

En række anekdoter fra teaterverdenen mod slutningen af bogen virker malplaceret, men ellers er bogen ualmindelig velkomponeret.
Og der er ikke noget, der tyder på, at Henning Jensen har haft hjælp til skrivearbejdet.
Det kan han godt selv.

Læg mærke til billedet på forsiden.
Henning Jensen ser sur ud.
Det var faktisk et problem for ham, at han altid fremstod sur og arrogant, men det var han ikke.

Mit første møde med Henning Jensen fandt sted i 1974, hvor jeg hyggede mig med filmen ”19 røde roser”.

Han var 48 år gammel, da hans moder døde, og siden har han ”set” hendes ansigt for sig.
”Hun siger ingenting. Blikket er hverken godmodigt eller bebrejdende, hun er der bare”, siger han i et interview til Weekendavisen.

Det er den moder, der konstant fortæller ham, at han er en skidt knægt, og at hun skammer sig over ham.

Han skrev bogen i en høj alder for at slippe ud af moderens greb.
Han forstår til en vis grad moderen, men han kan under ingen omstændigheder tilgive hende.
Dertil har hun voldt for megen skade.

”Jeg er kommet frem til, at jeg ikke fortryder noget. Jeg er den, jeg er, og jeg har levet det liv, jeg har levet. Det kunne ikke være anderledes.”

Det er en smuk biografi uden forsonende glemsel, som varmt kan anbefales.

Jeg har læst "Nattelinjen" af Inger Gammelgaard Madsen.
2020. 383 sider.
Bog nr. 93/100 jeg har læst i 2022. Aug 2022

Maja får et foruroligende opkald på børnetelefonens natlinje. Da hun senere hører om et ægtepar ved Skødstrup, der findes myrdet sammen med 2 af deres børn frygter hun, det har noget med opkaldet at gøre, for der mangler et barn.
Den italienskfødte Rolando Benito er på sagen.

Da han kører sit barnebarn hjem fra en fest, møder de en kæmpestor hund på vejen. Den har blod på en pote, og de tager den med hjem.

Det viser sig, at Nattelinjen er nr. 13 i en serie om Rolando, og nu ærgrer det mig lidt, at jeg har lavet en fejl ved ikke at kaste mig over nr. 1.
Jeg mener ikke at kende til Inger Gammelgaard Madsen på forhånd, og det kan undre mig, for det lader til at være en forrygende god krimiserie.
Jeg ved ikke, hvor hun har gemt sig, men hun er i hvert fald gået under min radar.

Den moderne krimi arbejder lidt på flere fronter.
Vi har stadig vores helte, men der er en tendens til, at vi også følger med på hjemmefronten, og således også her.
Rolando er en rolig mand, men jeg fornemmer, at hans familie har været på banen i et tidligere bind.

Bogen foregår omkring Århus, og det gør det en anelse mere nærværende for ”yours truly”.
Vi kan alle sammen godt lide at læse om noget, vi kender rigtig godt.
Forfatteren bor i Vejlby-Risskov.

Bogen er velsignet med en ualmindelig spændende forside.
Den er designet af Inger Gammelgaard Madsen selv, og da hun har en uddannelse som grafik tegner med i bagagen, er det ikke så overraskende..
Hendes bøger er oversat til 29 forskellige sprog.
Det er fornuftigt håndværk, uden at vi når tinderne.

Jeg har endnu til gode at finde ud af, hvorfor IGM vælger at lade sin helt være af italiensk afstemning.
Det skal der såmænd nok være en god grund til.
Hun fortæller følgende om Rolando:

Rolando Benito er født i Napoli i Syditalien i 1958. Hans far var carabiniere i det italienske militærpoliti og bekæmpede mafiaen, men han blev dræbt af La Camorra, den napolitanske mafia, da Rolando var fire år gammel. Hans mor var nødt til at flygte med ham og valgte Danmark og Aarhus, hvor hun havde en dansk gift søster bosat.

Jeg tør godt lade anmeldelsen af Nattelinjen gå hånd i hånd med en anbefaling af Inger Gammelgaard Madsen.

Jeg har læst "Streng Frost" af R. D. Wingfield. # 4
1995. 366 sider.
Bog nr. 92/100 jeg har læst i 2022. Okt 2022

”It ain´t over till the fat lady sings.

Jeg havde den der fornemmelse, som næsten enhver opdager har i en krimi.
”Der var et eller andet, han havde overset.
Det lå lige for, men han kunne ikke kalde det frem”.

Jeg havde simpelthen glemt et allerede læst bind af Frostserien.
Jeg har tidligere hævdet, at det er næsten umuligt at skelne alle bøgerne fra hinanden pga de næsten enslydende titler, og det er der hermed ført bevis for.
Læg dertil at alle bøgerne er skåret over samme læst.
Under en generel oprydning dukkede ”Streng Frost” op

En dreng findes død i en affaldsdynge, kvalt og med en finger skåret af.
En anden dreng savnes.
En psykopat prikker babier med en kniv mens de ligger i deres vugger.
En 15 år gammel pige bliver borført, men findes nøgen i vejsiden.
En småkriminel findes med 3 fingerspidser skåret af.
3 små børn myrdes, og deres mor findes i en jernbanetunnel.
En ejer af et supermarked får tilsendt et krav om løsepenge for den savnede dreng, ledsaget af en af drengens fingre.

Jack Frost er sjusket og ulydig, åbenmundet og frygtløs.
Han sejler fra krise til krise mens hans ”Modus operandi” står i vejen for hans usædvanlige evner for opklaringsarbejde.

Vi slutter af med nogle meldinger fra læserne:

1 Det er en skam at Wingfield skrev så lidt med Frost, som han gjorde.

2 Det er Frost, som han er bedst, når han undviger reglerne og de overordnedes ordrer, når de står i vejen for hans måde at løse forbrydelserne på, især når der står liv på spil.

3 Jeg er begyndt at vænne mig til, at kvinder kaldes for køer”.

4 Det her er Guld!

5 En ting som jeg finder forfriskende realistisk er at Frost ikke kun arbejder på en enkelt sag, som det er tilfældet med det meste politiarbejde.

6 ”Som sædvanlig kyler Frost bogen med spillereglerne langt væk.”

7 Denne roman ville have haft godt af noget seriøs redigering, specielt når Frost er pervers og han selv og andre opfører sig sexistisk”.

8. Plottene er gode og personerne er godt portrætterede, men forvent ikke Frost fra Fjerneren.

Jeg har læst "Vinterens Frost" af R. D. Wingfield.
2001.416 sider.
Bog nr. 91/100 jeg har læst i 2022. Okt 2022

Så nåede jeg til vejs ende med Frost.
Frost og Yours Truly har været på en god rejse sammen.

Hovedforbrydelserne i denne bog er mord på en række prostituerede og bortførelse og drab af to småpiger.

Der er vildt mange forbrydelser i fiktive Denton tæt på London.
I dette bind var der brug for 100 sider mere end i de andre bøger for at komme omkring alle bestialiteterne.

Faktisk er der ikke den store forskel på bøgerne.
De er bygget op på samme måde, og der sker i vid udstrækning de samme ting.
Jeg er godt underholdt, så det gør ikke mig noget.
Og gentagelser er ikke nødvendigvis af det onde.
Bogen har et glimrende plot.
Frost prøver sig lidt frem, og læserne følger lydigt med.

Mange af politifolkene fremstilles som løsgående missiler, og hvor meget de minder om de ”rigtige” politifolk vides ikke.
Det kunne være morsomt at høre hvad den gode Mr. Wingfield har at sige om sine sexistiske omtaler af kvinder.
Det er den detalje, som de fleste modstandere af bogen hæfter sig ved.

Noget af det morsomste er Frosts samtaler med Inspektør Mullet, som ikke aner, hvornår han laver sjov eller er alvorlig.
Mullett er i øvrigt en karrikatur af en overordnet politimand.
Han må være et udslag af Wingfields kunstneriske frihed.
En morsom biperson er den kvindegale DC ”Taffy” Morgan.

Der er meget at hente hos Frost.

Jeg har læst "Bob og Daphnes kærlighed" af Han B. Aalberse
1955. 323 sider.
Bog nr. 90/100 jeg har læst i 2022. Okt 2022

Bog og Daphne er to højt begavede hollandske børn i pubertetsalderen.
De er meget forelskede i hinanden.

Bogen kan nærmest karakteriseres som et erotisk eventyr, der på grund af åbenhjertigheden i de erotiske scener forargede mange, da den i sin tid udkom i Holland.
Første oplag blev beslaglagt men senere frigivet.
Bøgerne om de to er skrevet under pseudonym og udkom tilbage i 1955.
Jeg læste bogen for mere end 50 år siden og husker den som meget ”frigjort” og interessant
Sådan oplevede jeg den ikke denne gang.
Langt fra.
Sproget virker kunstigt og alt for højtideligt, og alt i alt er den en smule kedelig.
Og jeg er jo ret beset på et andet sted i livet, end da jeg læste den første gang.

Andre forfattere har bevæget sig i samme genre.
Man kan nævne Henry Miller og norske Agnar Mykle.
Andre berømte bøger i genren er ”Fanny Hill” og ”Den duftende have”.
Vores egen Soya har også været der med romanen ”17” fra 1953.

Jeg har også #2 af eventyret om Bob og daphne i min besiddelse, men den får lov til at gøre #1 selskab tilbage til magasinet.
Lidt er der trods alt sket på 50 år.
 

Jeg har læst "Nattens Frost" af R. D. Wingfield. # 3
1995. 353 sider.
Bog nr. 89/100 jeg har læst i 2022. Okt 2022

Det nye i dette bind i Frostserien er, at de alle har fået influenza.
Naturligvis med undtagelse af Frost selv.

Der er også altid en ny assistent til Frost, og de korser sig alle, når de ser hans metoder.
Han svindler og bedrager, og det gør han slet ikke på samme måde i filmene.
Alle bøgerne er prydet med et billede af filmens Frost, som de naturigvis håber på kan øge salget.
De to Frost-er er i virkeligheden så forskellige, at den nærmer sig falsk varebetegnelse at have TV-Frost på bogforsiden.
Chefen Mullett fremstilles i bøgerne som snobbet, inkompetent og villig til at gå langt for at opnå sine mål.
Han er totalt uden forsonende sider.

Bogens bipersoner præsenteres ofte på en speciel måde.
Forfatteren lader dem få øje på et umage par.
Den ene beskrives f. eks. som lurvet i en beskidt gammel regnfrakke og et langt jordfarvet. Halstørklæde.
Prøv at tænke over, hvilke associationer ”jordfarvet” giver.
Wingfield formår at give en karakteristik af en person bare ved at nævne en farve.
Stor er deres forbavselse, når de erfarer, at den mærkelige mand er en slags chef for opklaringsarbejdet.
”Der stod to mænd, den ene mørkhåret, ung og velklædt, den anden ældre med begyndende måne og iført en krøllet regnfrakke, der havde set bedre dage”.

Også verberne anvendes aktivt.
Frost slentrer eller dasker.
Han lader sig ”dumpe ned i en stol”.

Jeg er faldet over et par sproglige udtryk. jeg ikke er bekendt med.
Man skumlæser en tekst.
Kraften anvendes som et forstærkende udtryk

Mange læsere kalder ”Nattens Frost” en af de bedste om den snavsede lille detektiv.

Kvindelige læsere kan også godt få øje på bogens kvaliteter, selv om udtrykkene Bitch eller cow fyger gennem luften.
Frost kan endda finde på at bruge udtrykkene om ofrene.

Han forklarer et sted at hans opførsel redder ham gennem de grufulde oplevelser, han udsættes for.

De personer der udsættes for hans ”vid” er ofte usikre på hvornår han laver sjov og hvornår han er alvorlig.

Frost ender som regel med at nå til noget, der minder om opklaring af sagerne.
Og så er der en kødrand af overordnede der står klar til at tage æren for at det gik som det gik.

Jeg er Frostfan. Hvad fan er du?
 

Jeg har læst "Let Frost" af R. D. Wingfield.
1993. 335 sider.
Bog nr. 88/100 jeg har læst i 2022. Aug 2022

Så er vi kommet til bind 2 i serien om den kontroversielle Jack Frost.
Jeg er vild med Frost, men jeg kan godt se, at der ikke er den store variation i, hvad der sker i bøgerne.
Men det gør ikke noget for mig.
Der er nye skurke og nye mord, mens Frost buser på, som en elefant i en glasbutik, og det synes jeg er enormt underholdende.
Der findes 6 bøger med Frost, og jeg har allerede læst 1, 2 og 6 og jeg tager bestemt de sidste med.

Nr. 3 er klar til mig.
Jeg er også snart færdig med de 42 afsnit at TV-serien om Frost, så det varer ikke længe, før jeg kan vinge ham af.

Det var netop ”Let frost” der førte til, at de succesfulde TV-udsendelser blev produceret.

Bøgerne er næsten 30 år gamle, og det skinner igennem af og til.
I Let Frost møder vi en detektiv med skæg. Det biver der gjort en del grin med.
Man ryger, når og hvor man vil.
Tiltaleformerne virker forældede.
Kvindesynet er gammeldags. Det handler meget om alder og babser.

Hovedhistorien er en narkoman, der ligger i sølet på et offentligt toilet.
Senere føjes der nogle voldtægter til og en flugtbilist møder vi os.
Plus det løse.

Der er rigtig mange ting blandet sammen, så man kan sagtens forstå, at Frost glemmer halvdelen.
Rent faktisk er han i denne bog i gang med 5 forskellige forbrydelser uden at Wingfield mister kontrollen.
Det er imponerende.

Frost hader papirarbejde.
Han har blik for samfundets svageste.
Han er underbetalt.

Om planlægning:
”Planer? Siden hvornår er jeg begyndt at lave planer. Jeg braser bare ind og håber det bedste.”

Jeg har svært ved at lægge Frost fra mig, når jeg først er kommet i gang.

Jeg har læst "Den tid det tager" af Hanne Ørstavik.
2000. 228 sider.
Bog nr. 86/100 jeg har læst i 2022. Aug 2022

Fra kategorien ”let at læse, svær at glemme”.

Signe og Ellen, mor og barn pager peberkager.
Stemningen er god. Alt er godt.
Far Ejnar kommer til og spiller noget musik efter at Ellen er kommet i seng.
De begynder at danse og kæle, da telefonen ringer.
Det er Signes far og mor, der vil besøge dem dagen efter sammen med hendes bror.
Hyggen er væk.
Ellen kigger sig om og får øje på et hul i sofaen, som hun må lappe.
Hun hidser sig mere og mere op.
Ejnar går. Senere kommer han ind og siger: ”Vi kan ikke have det på den måde”, siger han.
Nej, siger hun samtykkende.
Scenen er sat.

Vi begiver os nu tilbage til den tid, hvor Signe var 13 år.
Vi nærmer os julen, der ikke bliver, som Signe kunne ønske det.
Denne del fylder det meste af bogen, og Hanne Ørstavik viser os på fornemste vis, hvorfor Signe ender med at synes, at livet er næsten umuligt at klare.
Vi er lidt usikre på, om det er faderens eller moderens skyld, at de alle lider og har et miserabelt liv, men stemningen er isnende og uhyggelig.

Konsekvenserne er nemme at få øje på.
Sådan ødelægger man et liv.

Bogen er særdeles velskrevet, og vi bliver på smukkeste vis præsenteret for et liv i Finmarken, hvor der altid er mørkt om vinteren.

Signe siger fra.
Efter 17 år siger hun fra.
Hun klarer ikke en jul sammen med forældrene, der insisterer på at lade, som om alting altid har fungeret for den lille familie.

Det er hård og krævende læsning.
Vi føler med Signe, og man sidder tilbage med håbet om, at hun kommer videre med sit liv.
Man kan godt have sine tvivl.

Jeg kunne godt ryste lidt på hånden, næste gang jeg griber ud efter en bog af Hanne Østavik.

Kristeligt Dagblad skriver:
”Den tager ikke parti for andre end de børn, der ender i en umulig krydsild, skildrer lavmælt og intenst årsagerne til de kriser, som 1990ér kvinden Signe og hendes generation befinder sig i. Men romanen giver også en smule håb. Ingen konflikt kan vare evigt.”
 

Hanne Ørstavik,åp født i Tana Finmarken i 1969, har absolut et mellemværende med eksistensen. Der kredses om identitetsproblematikker, familiære konflikter, tro, sorg, selvmord, begær, magt og afmagt, som skildres med indfølt psykologisk sans og rammende præcision og dybde. Forfatterskabet præges af en insisterende alvor, og det kan være direkte ubehageligt at læse.

Jeg har læst "Frost ved juletid" af R. D. Wingfield
1993. 262 sider.
Bog nr. 85/100 jeg har læst i 2022. Okt 2022

Så lykkedes det mig minsandten at få fat i første bind af bøgerne om den totalt umulige, men samtidig fantastisk dygtige Jack Frost.
Det var en udsøgt fornøjelse.
Den er ikke tilgængelig fra mit daglige bibliotek, men en opgradering til bibliotek.dk gav pote.
Jeg er nu nået så langt i min Frost-analyse, at jeg kan konkludere, at bøgernes Frost og TV-seriens Frost nærmest kun har navnet tilfælles.
De er vidt forskellige.

I denne bog er en lille pige Tracey forsvundet på vej hjem fra søndagsskole.
Hendes mor er prostitueret og har en kunde, da hun skal hente barnet.
Frost får Politidirektørens nevø på slæb i opklaringsarbejdet, og den unge mand får en hård tid udsat for Frosts bidende sarkasme.
Karakteristisk for Frost er at han er velsignet med varierende assistenter
En synsk gammel kattekone sætter Frost på sporet af et begravet lig, og det giver 2 sager for de samme penge.

Bogen præges af et noget gammeldags kvindesyn. Udgivelsesåret giver nok en del af forklaringen på det.
It´s a man´s world.

Man går ikke af vejen for smålumre bemærkninger, og ingen kvinder presser sig frem på rollelisten.
Plottet hænger rigtig godt sammen, og har skam også en noget overraskende slutning.

Jeg synes godt om Frost, som trods sin glemsomhed og veludviklede civile ulydighed alligevel arbejder helhjertet for at løse sine opgaver.

Der findes ikke rigtig nogle anmeldelser af ”Frost ved juletid” på dansk, men goodreads.com kan levere.
Mange (kvinder) kommenterer bogens kvindesyn, men generelt er der stor tilfredshed med bøgerne, som også kan anbefales herfra.

”Let Frost, som er nr. 2 i serien er allerede bestilt til levering her i republikken.

Jeg har læst "Med Palle og Foss til Orienten" af Palle Huld og Elith Foss.
1937.134 sider.
Bog nr. 84/100 jeg har læst i 2022. Okt. 2022

Der er gået et par år, siden de to gavtyve kørte Middelhavet rundt, og i 1937 får de igen lyst til at komme på tur.
Allerhelst vil de køre hele vejen gennem Rusland, men det opgiver de dog.
I stedet falder valget på Orienten, hvilket udlagt vil sige Irak og Persien/Iran.
Den officielle forklaring lyder på, at de skal besøge ingeniørfirmaet Kampsax, der var med til at bygge den 1000 km lange Transiranske Jernbane fra den Persiske Bugt til Det Kaspiske Hav.

De får lavet de nødvendige aftaler, og med kort tids forberedelse drøner de afsted.

Igen er bogen holdt i en let og kæk tone, der måske nok piller dramatikken en smule ud af ekspeditionen.
Men man skal ikke ikke tage fejl af turens farlighed.
Det er en virkelig risikabel rejse, de begiver sig ud på, hvor de største udfordringer kommer i ørkenområderne.

”Og nu har shahen fornylig trodset den muhamedanske gejstlighed og forbudt kvinderne at bære slør”

”Et er i hvertfald sikkert. Der er rivende fremgang i landet”

The Imperial State of Iran, known as the Imperial State of Persia from December 15, 1925 to March 21, 1935) was the official name of Iran under rule of the Pahlavi dynasty.

Det er virkelig interessant at høre om de forskellige lande og sammenligne dem med, hvordan landene ser ud i 2022.

Og der kan man så konstatere, at Iran nu er langt mere tilbagestående end de var i 1937.
Skammeligt.

Vi hører en masse om Kampsax, og det er jo også dem, der har finansieret ekspeditionen.

Jeg kom til at tænke på de berømte Jan-bøger skrevet af Knud Meister og Carlo Andersen.
De havde altid et ønske om at tilføje læserne en smule kultur.
De havde udnævnt den trivelige Erling til at være et historisk orakel og komme med historiske udlægninger.

De havde altid held med at rose de danske ingeniører, præcis som det sker i denne bog.

Men de to gæve gutter havde en fantastisk tur.

Tilbage i Danmark blev de begge to anerkendte skuespillere.
Elith Foss gjorde sig mest i komiske roller.
Han gik bort i 1972 i en alder af kun 61 år.

Palle Huld holdt noget længere.
Han nærmede sig de 100 år, inden han stemplede ud.
Tak for sangen til de to Herrer.

Jeg har læst "Iskoldt had" af Robert Pobi.
2019. 388 sider.
Bog nr. 83/100 jeg har læst i 2022. Okt 2022

For mig er forfatter og værk to sider af samme sag.
Derfor prøvede jeg at få lidt info om Robert Pobi, som jeg ikke kendte til.
Ikke nogen let sag.
”Due to his private nature, he does not do instagram, Facebook, Twitter, Snapchat, TikTok or any other social media.
He rarely does writers´ conferences, events, book signing or interview.”

For mig lugter det langt væk af, at hans bøger er skrevet under pseudonym, men bøgerne fejler nu ikke noget.

Vi er ovre i den genre, hvor Dashiel Hammet og Raymond Chandler huserede.
Det er den hårdkogte og kontante stil, som Dan Turell også satte pris på.
Det gør jeg såmænd også selv.

Lucas Page er næsten at sammenligne med Robocop.
I samfundets tjeneste (FBI) mistede han et ben, en arm og et øje.
Efter det han ynder at kalde Hændelsen, trak han sig tilbage, men nu har man igen brug for hans specielle evner.
Han er genial til at regne matematiske problemstillinger ud som ingen anden.
En mand bliver skudt i et forfærdeligt vejr, og ingen aner, hvor drabsmanden har befundet sig.
Men Page har denne næste overnaturlig evne til at ”læse” gerningsstedet, og trods familiens protester lader han sig overtale til at hjælpe.
Hans makker bliver en kvindelig sort betjent, der bliver vidne til hans ageren, der er ret alternativ.
”Du har da vist ikke mange venner”, bemærker hun.
Hun er til gengæld tankelæser.

Drabsmanden slår til igen, og så er vi i gang.

Bogen hedder på engelsk ”City of windows”, og jeg kiggede lige ind ad vinduet hos goodreads.com for at se, hvad de havde på hjerte.
Langt de fleste var enige om, at det var en vanvittig spændende thriller.
Nogle klagede over, at det var en politisk roman, og en enkelt nægtede at læse den fordi han kunne mærke forfatterens foragt for Trump.
Der er vist også almindelig enighed om, at bogens begivenheder tangerer det usandsynlige.
Jeg kørte lidt træt i den friske og temmelig forudsigelige stil, så jeg sidder ikke tilbage med det store behov for at læse mere af denne forfatter, hvem han så end er.
Nu er Robert Pobi så vinget af.

Kun Politiken slår til med en anmeldelse.
De noterer sig, at bogen er samfundskritisk på grund af de mange våben alle synes at råde over, og de bemærker også et stort antal tekniske detaljer.

De meget rosende ord man kan læse på bogens forside, er skrevet af en anden krimiforfatter.
Det kunne man da godt tænke lidt over.

Jeg har læst "Ensomheden i Lydia Ernemans liv" af Rune Christiansen.
2015. 249 sider.
Bog nr. 81/100 jeg har læst i 2022. Sep 2022

Jeg har et lille problem.
Jeg læser i en anmeldelse: ”Den norske forfatter Rune Christiansen har skrevet en pragtfuld roman om at være alene”

Det er da en fin lille bog skrevet meget poetisk, men jeg har lidt svært ved at nå frem til ordet ”pragtfuld”.
Jeg synes faktisk, den var en smule kedelig.

Det er en fortælling om en svensk dyrlæge. Historien bevæger sig frem i et adstadigt tempo.
Vi følger hende på arbejdet, hun mister sine forældre, hun møder en mand og de får et barn.

Alle disse ting, der sker i et normalt liv.

Som læser sidder jeg og savner et eller andet.
Bogen er prisbelønnet, og alligevel sidder jeg og savnet et eller andet.

Jeg har faktisk svært ved at spotte Lydias ensomhed.
Mit eneste håb er nu, at mine norske venner forklarer mig, hvor det er, at jeg fejler.

Jeg kan godt tvivle på mig selv, når stort set alle andre finder frem til ordet ”pragtfuld”.

Men uanset hvor dum man føler sig, skal man altid huske på. at Den lille Rødhætte ikke kunne regne ud at en talende ulv ikke var hendes bedstemor.

Jeg har læst "Jeppe Aakjær Et moderne livs fortælling" af Knud Peder Jensen.
2002. 434 sider.
Bog nr. 80/100 jeg har læst i 2022. Aug 2022

Der hviler en velsignet ro over denne biografi.
Man fornemmer, at det vil tage tid at komme igennem bogen, for det er grundigt arbejde.
Vi starter med at at konstatere, at Aakjær både var agitator og digter, og at det er digteren, der huskes.
Vi introduceres til det moderne gennembruds Georg Brandes og folkemindesamleren Evald Tang Kristensen.
Begge fik betydning for Aakjær.
Vi følger ham kronologisk gennem hans liv.
Han var angiveligt ikke altid et nemt menneske at være sammen med.
Hans tid sammen med Marie Bregendahl beskrives indgående.
Hele vejen igennem finder vi nogle af hans utallige digte.
Han forsømte ikke nogen lejlighed til at skrive et digt.
Mange af dem vil man i dag finde er ”lidt for meget”, men flere af hans digte står tilbage som mesterlige.
Rigtig mange kender hans digte/sange, men kendskabet til forfatteren selv bliver mindre og mindre, som tiden går.

”At finde til dagen og vejen” fyldte meget i hans liv.
Der var næsten altid pengemangel.
Stort set hele tiden.

I 1919 var der indbudt til Nordisk forfatterstævne. Kongen mødte op, men der blev ikke delt ordner ud.
Jeppe Aakjær om monarkiet og ordner: ”Jeg ville hellere have båret en spytklat vundet på Københavns gader end noget i den retning. Jeg har ikke noget mod at tale med landets konge under lige former, men derfor ophører jeg ikke med at være republikaner og ”ordensforagter”, som jeg altid var.”

Gode ord for en republikaner fra manden, der også gik med planer om at ”Jydernes hus” i København, der skulle hedde ”E bindstouw”.
”Vi savner herinde et samlingssted, hvor vi kan finde os hjemligt til mode.”
Han var ganske langt med planerne og fik sågar foretræde for Zahle, der imidlertid havde rigeligt at gøre med forberedelserne til folkeafstemningen i Slesvig i 1920.
Kort tid efter kom der blankt afslag og efter et par måneders forløb blev planen endeligt opgivet.

Når det stod i hans magt, havde han næsten brutalt fjernet alt det, der lå mellem ham og arbejdet.
Inklusive hustru Nanna.
I 1923 ville Nanna besøge ham i København, og han lovede at finde et værelse til hende.
Det var ikke noget, der faldt i god jord hos hende.

Til søsterens og svogerens sølvbryllup i 1928 holdt han en tale, der sluttede således: ”Skal der tales om intellektuel eller åndelig udrustning, så kan det vist uden fortrydelse siges, at Vorherre overfor Frederik og Kirsten har vist sig som en meget sparsommelig mand ...”
Den bemærkning blev husket i generationer der på egnen.

De sidste år havde han store problemer med sit helbred. Han havde diabetes, vrøvl med tyktarmen, koldbrand i et ben og hjerteproblemer.
Nanna røg cigarer, mens Jeppe hverken røg eller drak.

Den 22. april 1930 gik han efter morgenkaffen ned i haven med et skuffejern.
Kl. 10.30 fandt Nanna og en besøgende veninde ham på en havegang.
Det fortælles, at han havde et smil på læben.
Den dag i dag står hans arbejdsværelse urørt.

Hans urne blev nedsat i et stykke hedejord, han fik foræret, da han fyldte 50.
På gravstedet blev sat en sten med et vers, han skrev, da han i 1920 lå syg med den spanske syge:
Her standsed de glade klange
Her sattes mit livsens maal
Det er asken af usungne sange
Der hviler i denne skaal.


Det er en rigtig fin biografi.
Jeg har fået rigtig meget nyt at vide om Jeppe Aakjær.
Ikke altid noget der får mig til at sætte pris på hans menneskelige egenskaber.

Jeg har læst "Vor Nimbusfærd" af Palle Huld og Elith Voss.
1935.153 sider.
Bog nr. 79/100 jeg har læst i 2022. Sep 2022

Det er ret fantastisk at åbne en bog og se, at der står MCMXXXV som udgivelsesår.

Det betyder altså 1935.
Hvis man åbner bogen og stikker næsen ind mellem bladene mærkes også en umiskendelig luft af ”Magasin”.

Sproget virker egentlig ikke gammeldags, men tiden, der beskrives, er naturligvis en anden.
Bogen er holdt i en særdeles let tone og er virkelig morsom.

”Bolleå” fik man først i 1948, og navneord skrives med stort. Også indtil 1948.
Ændringen skete 3 dage inden jeg blev født.
Interessant.

Bogen er illustreret af Gunnar Hansen, der var reklamechef hos Fisker & Nielsen. (Nilfisk, Nimbus).

Vor Nimbusfærd – en rejse gennem nitten lande på 59 dage.

”Hvem af os der først fik Idéen til den Tur, vi nu vil fortælle om….”… ja, det ved de ikke, de to Nimbuskørere Elith Foss og Palle Huld. Til hverdag var de to ansat på Det Kongelige Teater som skuespillere, men i fritiden var de begge opsat på at få spænding og udsyn til verden. Lidt tøvende gik snakken: Hvor skal vi tage hen? og efter en snak blev det ikke Sibirien (for mange ulve), men: ”I stedet for blev vi enige om at gaa over på Kommunebibliotekets Læsesal og laane alt, hvad der fandtes af Landkort; og her dæmrede den Plan, at vi skulle køre omkring Middelhavet. Ned gennem Europa til Spanien, forcere hele Afrikas Nordkyst, op gennem Palæstina, Syrien og Lilleasien – og over Tyrkiet, Balkanstaterne hjem.”

De starter med at køre gennem Tyskland, som de Heiler” sig igennem.
”...Det er dog forbavsende, så dårligt de forstår Tysk – vi må ustandselig gentage det, vi siger til dem”.

Jeg sagde jo, den var morsom.
 

Det siger sig selv, at trafikken bevægede sig langsommere i 1933.
”... Det kan nok være, at ”Bussen” fik kniven, som det hedder på motorsprog; vi kørte 80-100 km i timen, og de eneste, der kunne holde trit med os, var Naziførerne ...”

”På landevejene møder vi nu for første gang Zigeunere. De kommer kørende i gamle gøglervogne.....Lasede og snavsede ser de ud, og med et underligt skulende blik – vi skal vist passe på dem, særlig om aftenen, naar vi telter; de stjæler jo som ravne de sorte Djævle”.

P. 59: ”Kolonien Tripolitanien er en mønsterkoloni; man mærker Mussolines aand alle Vegne ...”

Det lykkedes også de to gavtyve at gøre brug af det N-ord, der i dag er helt utilstedeligt.

Der er ikke lagt op til at de to skuespillere skal have nogle litterære priser for deres skrivekunst, men det er jo heller ikke derfor bogen i høj grad er værd at beskæftige sig med.
Udover at det er modigt af de to eventyrere at tage turen, så kan man læse bogen som et historisk dokument.

Ualmindelig interessant læsning.

Ih hvor ville jeg gerne have haft en Nimbus.

Jeg har læst "De andre" af Mikael Josephsen.
2021. 255 sider.
Bog nr. 77/100 jeg har læst i 2022. Sep 22.

- I kølvandet på heroinen findes der kun tabere.
Hvis man var i tvivl om det, bliver man bestyrket i denne antagelse ved at læse Mikael Josephsens kollektivroman.
”Konen”, ”Slagteren” og Bo præsenterer os for den ene uhyrlige begivenhed efter den anden.
Det er barsk læsning, men man er ikke i tvivl om, at det er sådan det forgår, når staklerne febrilsk undersøger kroppen for at finde en åre, der stadig kan skydes i.

Der findes et litterært udtryk, man kalder ”transportafsnit”: Hvordan bærer forfatteren sig ad med at holde historien kørende?
Den slags ser Politiken lidt rigeligt af i bogen, der ellers er velskrevet og klar og præcis i sit sprog.

Ganske interessant er det at Låsby-Svendsen optræder i bogen.
Han fremstilles som de fleste nok opfatter ham: Ikke noget godt og anstændigt menneske.
Mildest talt.
Jeg blev noget overrasket over at finde ham på rollelisten.
Har man som forfatter lov til at indflette virkelige personer, levende eller døde, i historien?

Politiken står lidt alene med sin forsigtige vurdering af bogen.
Info media skriver således: " De andre" er en bog, alle bør læse. Den giver et fantastisk indblik i livet som hjemløs, misbruger og psykisk syg. Om kampen for at overleve, om udsigten til en bedre fremtid og om det håb, der trods alt er der, om, at alting bliver bedre i morgen.

Berlingske mener: ”Mikael Josephsen fungerer. Han er en af de gode. Og ikke spor kedelig.”

Jeg var rigtig godt tilfreds med bogen.
Det er en ærlig og hudløs beretning om samfundets skyggesider.
Vi ved såmænd godt, de findes, men det gør ikke noget, at Mikael Josephsen roder godt og grundigt rundt i det åbne sår.

Jeg har læst "Evas sidste nat" af Øbro og Tornbjerg.
2013. 349 sider.
Bog nr. 75/100 jeg har læst i 2022. Sep 22.
Jeg havde egentlig besluttet, at jeg ville lade Katrine Wraa lave sine gerningsmandsprofiler uden min hjælp, men så opdagede jeg, at jeg allerede havde slæbt bind 3 hjem.
Da jeg kiggede lidt i det så jeg, at den så ud til at handle om russisk gas m.v og så blev det hele pludseligt ganske aktuelt.
Katrine har fundet ud af, at Nathan, som hun troede var hendes far, slet ikke er det.
Hendes mor var i Rusland, kort før Katrine blev født, og det tyder på, at hendes undfangelse kan være sket i Rusland.
Hun bliver involveret i mordet på en russiske journalist. Igen alt for aktuelt her i 2022.

P 189: ”Katrine klipsede skiltet fast på reverset af sin korte mørkeblå blazer som hun, med velsiddende mørke jeans og et par højhælede sorte pumps med en god, solid hællyd, havde iført sig for den afstivende effekt.”

Er det sådan noget her, der foranlediger Femina til at hælde 5 stjerner ud over bogen?
Chick lit?

Hvad er Chick-let: ”A type of fiction, typically focusing on the social lives and relationships of young professional women, and often aimed at readers with similar experiences". In slang, young women are called chicks, hence the name "Chick Lit".

Readers with similar experiences?
Jeg erklærer mig selv for ”ikke skyldig”.

Forfatter A : ”Skal vi ikke lade Katrine blive interesseret i den der ”russiske forbindelse”.
Forfatter B: ”God ide, det gør vi da”.
Vi kan også gøre Jens så jaloux, at han går på værtshus og møder en jordemoderstuderende”.
Forfatter A: ”Det her bliver en rigtig fin bog”.

Nu kunne man godt tænke sig, at en af forskellene på dig og mig er at jeg ved, hvordan det spænder af med den der jordemoderstuderende.
Jeg kan dog afsløre, at Jens blev så plakatfuld, at han hverken kunne gå eller stå.
Min mund er lukket med 7 segl. Du får ikke mere at vide.

De to forfattere har haft en heldig hånd med at gisne om, hvordan problemerne med den russiske gas kunne udvikle sig.
ZubovGaz hedder selskabet i denne bog, og det må vel være Gazprom i den virkelige verden?
De digtede historien i 2013.
Vi er meget klogere her i 2022.
Plottet virker ganske realistisk.
Der er måske ikke så meget krimi over dette bind af histoien om Katrine Wraa, men det klæder faktisk bogen., da jeg mener, at de som krimiforfattere er for forudsigelige.

Stafetten skal jo bringes videre, så vi får lige en ”bombe” af en begivenhed i forholdet mellem Jens og Katrine.
Og minsandten om der ikke er aldeles overraskende nyt i sagen om Katrines ”nye far”.

Selv om jeg var noget bedre tilfreds med dette bind, er jeg stadig indstillet på at lade Jens og Katrine klare ærterne selv.
Indtil videre.

Fra bibliotekets lektørudtalelse: Overbevisende, letlæst spændingsroman om Katrine Wraas jagt på sandheden om sine forældre, der fletter sig sammen med journalisten Jakob Wilders pres for at færdiggøre en kompromitterende dokumentar, der vil chokere både den danske og russiske regering. Den kolde krig er alligevel ikke helt død, og man er glimrende underholdt
 

Jeg har læst "Engang eventyrer -altid eventyrer" af Claus Rudbeck.
2012. 229 sider.
Bog nr. 74/100 jeg har læst i 2022. Sep 2022

Dette er en uhyre venlig og kærlig bog om skuespilleren Palle Huld.
For rigtig mange år siden læste jeg om Palle Huld og Elith Foss og deres tur på en Nimbus-motorcykel.

En dag i 2006 mødte teatermanden Claus Rudbeck ham ved Sortedamssøen.
Da var Palle Huld blevet 94 år gammel.
De falder i snak, og det ender med, at et venskab udvikler sig.
Claus begynder at besøge Palle Huld på det plejehjem, hvor han bor, og Palle Huld begynder at fortælle ham om sit liv og sine mange oplevelser.
Palle Huld er hvad man må betegne som en fin gammel mand.
Der er stil over ham, og selv om han er gammel, giver han rigtig meget af sig selv til sine omgivelser.
Deres venskab varede 4 år, inden Palle Huld gik bort i alder af 98 år.

Bogen er naturligvis mest interessant, hvis man kender lidt til Palle Huld eller har eventyrblod i årerne, men historien om Claus Rudbecks møde med Palle er rørende og vedkommende.
Det har jeg i øvrigt fortalt til Claus Rudbeck, og det blev han glad for.

Vidste du, at Palle Huld var med i Matador?

I en lektørudtalelse hedder det:

”En usædvanlig og sympatisk samtalebog der tegner et portræt af skuespilleren Palle Huld og af hans venskab i sine sidste år med bogens forfatter, den unge skuespiller Claus, og med især ældre erindringslæsere som oplagt målgruppe.”

Ældre erindringslæsere?
Skøn betegnelse.

På rad og række i min reol står nu:

Jorden rundt i 44 dage af Palle.
Vor Nimbusfærd.
Med Palle og Voss til Orienten.

En gang eventyrer – altid eventyrer.

Jeg har læst "Passager 23" af Sebastian Fitzek.
2021 397 sider.
Bog nr. 73/100 jeg har læst i 2022. Sep 2022

Skibet er ladet med vold, mord og voldtægt.
Her har vi noget så sjældent som en tysk krimi eller rettere spændingsroman.
Den foregår på et krydstogtskib.
Vi starter, som så mange gange før, med en prolog.
En psykopat er i gang med på bestialsk vis at aflive sit offer.
Vi får pænt mange detaljer.

I selve bogen er Martin Schwarz i gang med at infiltrere en virkelig syg seance.
En Hiv-smittet mand skal voldtage en 12 årig dreng, mens betalende tilskuere kigger på.
Så bliver det vist ikke meget barskere.

Men den historie har ikke noget at gøre med vores historie.

5 år tidligere forsvandt hans kone og 10 årige søn fra Krydstogtsskibet ”Sultan of the Seas”.
Nu kommer han i besiddelse af en bamse, som drengen havde med.
Så går det løs.

Bogen er lidt overlæsset, men spændende.
Ingenting er som vi troede det var, og handlingen drejes gang på gang.
Martin får så mange slag, at man må undre sig over, at han kan holde til det.
Det er lidt, som når Bruce Willis i sine velmagtsdage kørte på.

Handlingen er forbudt for børn; det går virkelig vildt for sig.
Læseren skal også holde tungen lige i munden for at kunne følge med.

Hen mod slutningen træder forfatteren endda ind i historien, efter at vi troede bogen var slut.
”Vi mangler lige forklaringen på prologen”, siger Sebastian Fiztek til os, og så får vi lige den med.
Den var så heller ikke det, vi troede.

Det er så sjældent, at jeg læser tyske bøger, så jeg kunne godt finde på at sætte Fiztek på min liste en anden gang.
Biblioteket har mindst 7 andre bøger af samme forfatter til mig.
Èn af dem er på tysk. :-)
Det er ikke en skrivestil, man møder ret tit.

Hvorfor den hedder Patient 23?
Det får man naturligvis også forklaringen på

Jeg har læst "Drengene fra Nickel" af Colson Whitehead.
2019. 266 sider.
Bog nr. 72/100 jeg har læst i 2022. Sep 2022

I en prolog hører vi, hvordan en flok arkæologistuderende afdækker en hemmelig gravplads ved drengehjemmet Nickel i Florida..
Den har de indsatte drenge vidst besked om altid, men nu kan det ikke skjules længere.

Selve bogen indledes med en præsentation af Elwood, der er både klog og retskaffen.
Og sort.
Han har store planer for sit liv.
Hans liv forandres for altid, da han kommer op at køre på stop med en biltyv.
Han anses for at være medskyldig og sendes til opdragelsesanstalten Nickel.

Bogen er fiktion, men jeg føler mig desværre overbevist om, at den ondskab og de grusomheder vi hører om i denne velskrevne bog sagtens kunne være sande.

Colson Whitehead strør ikke om sig med tidsangivelser, men der kommer nogle hints.
Vi hører, at Cassius Clay skal møde Sonny Liston, og vi ved jo alle, at det foregik den 25. februar 1964, hvor Liston ikke kom ud til 7. omgang.

Martin Luther King er med os hele vejen.

Elwood og de andre drenge på Nickel får brug for evnen til at lide.

Ondskab og korruption hænger som en tung dyne over Nickel.
”Gør dog noget”, tænker man, men hvor skulle den indsats komme fra?

Elwood gør noget, men er prisen for høj?

For nylig kæmpede jeg lidt med Colson Whiteheads ”Den underjordiske jernbane”, hvor jeg finder denne bog langt lettere at arbejde med.

I lang tid går vi kronologisk frem, mens der mod slutningen kommer hop i både tid og sted.
Men bogen er virkelig velskrevet.

Til sidst får historien en meget uventet drejning, som jeg ikke havde forudset.
Bogen kan anbefales, for ingen af os har ret til at lukke øjnene helt for disse uhyrlige tilstande.

Litteratursiden kalder bogen ubærlig og nødvendig.
Det er lige hvad den er

Læg mærke til forsiden.
Den er en integreret del af bogen.

Goodreads.com´s læsere ender med 4,25 ud af 5 stjerner, og her hedder det bl. a:
 

”As soon as I closed the book, I just sat for at least two hours, paralyzed, did nothing, lost, confused, agitated, speechless, deeply, wholeheartedly, painfully sorry for the characters and all the suffering they had to endure.

Jeg har læst "Kære Andreas" af Alex Madsen.
2022. 202 sider.
Bog nr. 71/100 jeg har læst i 2022. Sep 2022

Vores hovedperson (Morfar) bor alene i et etagebyggeri.
Da vi kommer ind i hans liv, er han i gang med sine rutiner, som bl. a handler om at hente avisen.
Hans liv består mest af rutiner.
Vel nærmest kun af rutiner.
Denne dag ligger der et håndskrevet brev i posten, hvilket er meget usædvanligt.
Det viser sig, at det er fra hans 12årige barnebarn Andreas, som han ikke har haft kontakt til i 10 år.
Da han endelig får sig arrangeret med at læse brevet, viser det sig, at Andreas lidt skriver på foranledning af sin lærer, som gerne vil have eleverne til at skrive noget i hånden.
Men Andreas undrer sig også over, at familien ikke har kontakt til hinanden, som han har set, det foregår i andre familier.
Brevet gør stort indtryk på Morfar.
Han får med stort møje skrevet et brev til Andreas, hvor han fortæller ham, at de godt kan skrive sammen, men der er 2 regler.
Han skal fortælle sin mor, at det sker, og han må stille ét spørgsmål pr. brev.
Han skal også svare på ét spørgsmål.

Vi kommer godt i gang med historien. Sproget er klart og præcist, og vi kommer hurtigt hen til det det handler om: Den dysfunktionelle familie.
Alex Madsen har ikke behov for at fortælle os om, hvor vi er, og hvornår vi er der.
Eller om vejret for den sags skyld.
Hans ærinde er ganske anderledes.
Skyld og dårlig samvittighed.

Andreas fortæller i et brev om en ”talende” solsort og lidt senere om en ulykke, han har set.

Morfar bliver mere og mere påvirket og fortryder næsten, at han er startet på brevvekslingen.
Og Andreas spørger igen, hvorfor de aldrig snakker eller ser hinanden.

Morfar er så påvirket af brevene at han finder et godt gemt familiealbum.
Vi erfarer, at han til en fest holdt en slags ”afskedstale”, inden han forsvandt.
Vi hører også, at hans kone tog sit liv 2 år senere. Det fortalte Andreas´mor ham. Han deltog i begravelsen uden at snakke med nogen.
Alle synes at mene, at han er skyld i selvmordet.
Han beslutter sig til at opsøge Jonna, sin gamle kæreste, som er sidst i fyrrerne.

Morfar beslutter sig til at rejse op og snakke med Jonna. Det foregår med tog, og han er skræmt af tunnelen. Han skal over 2 broer, og turen tager 4 timer.
Det kunne godt være Aalborg.
Han snakker med Jonna resten af dagen. Han ville gerne være blevet men: ”Hendes latter klinger af, og lyset i hendes øjne slukkes langsomt.”
 

Noget har ændret sig.
Da han vågner op norgenen efter turen til Jonna, kan han ikke kende sit hus. Han bliver urolig og bestiller en tid hos lægen. Da han får det bedre, aflyser han.
Han går på en cafe, hvor servitricen er lidt urolig for ham.
Jonna kan han ikke snakke med, men hvad med den unge kvinde i cafeén?
Han beslutter sig til at forsøge, hvilket viser sig at være en dårlig ide.

Han får besøg af en gammel ven, og han får sig endelig taget sammen til at møde sin datter.

Hvordan det spænder af, finder du ud af ved at invitere dig selv indenfor i Morfars verden.

Historien tager nu en drejning, der vender alting på hovedet.
Tingene hang slet ikke sammen, som vi troede.
Det er faktisk værre, end det så ud til.

Den havde jeg ikke set komme.

Hvis du nogensinde har haft dårlig samvittighed, kan du godt kaste dig over denne lille fine bog.
Den er velskrevet og let at læse.
Der er et par steder, hvor jeg synes historien er svag i kompositionen, men det forhindrer ikke, at man får lidt at tænke over.
Og det kan vi jo alle sammen trænge til, ikke sandt?

Jeg har læst "Dobbelte ruder" af Haralldora Thoroddsen.
2020. 111 sider.
Bog nr. x/100 jeg har læst i 2022. Sep 2022

En meget kort bog fra min læsekreds.
Jeg noterer mig først, at sproget er afmålt og tilstræbt kortfattet.
Formålet med det kan vel være at illustrere stemningen hos vores 75årige hovedperson.
Det virkede lidt irriterende på mig i første omgang.
Forfatteren debuterede som skønlitterær forfatter med denne bog i en alder af 66, og desværre er hun ikke længere iblandt os.

P 43: ”Hendes krop er en forladt rede”.
Og hendes krop ser sådan ud, fordi hun er 75 år gammel.
Alligevel forelsker hun sig, og til trods for omverdens modvilje beslutter hun at flytte sammen med sin nye ven, Sverrir, der er tidligere kirurg.

”Altså de er bange for, at hun er ved at blive indviklet i noget stads”
Sådan er støtten hun får fra sin ene søn.

Tingene går ikke, som de to havde planlagt.
Præcist som det ofte går i livet.

Forfatteren modtog EU´s litteraturpris for bogen, og der er meget at hente, selvom den ikke er omfangsrig.

Strøet omkring i bogen findes små ”fyndagtige” sætninger, der nærmest kan betragtes som øjebliksbilleder hos vor unavngivne hovedperson.

”En stær promenerer nonchalant langs Lindargata.”

”Duft af gran, det ene vindue hedensk, det andet kristent.”

”Hvad vil de hende, de korte grå striber af dagslys?”

Man mærker at Haralldora er lyriker; ja bogen er nærmest som et digt i sig selv.
Den er meget poetisk.
Vær sikker på at titlen ”Dobbelte ruder” er dobbelt i sig selv.
En lille bog, let at læse, svær at glemme.

Jeg har læst "Djævelens ansigt" af Øbro og Tornbjerg.
2017. 505 sider.
Bog nr. 69/100 jeg har læst i 2022. Sep 2022

Dette er den 2. bog i serien om Katrine Wraa, og jeg forestiller mig, at det er den sidste, jeg kaster mig over i denne omgang.
Min konklusion er at det gode ægtepar har for lidt at byde på.
Der er for meget Jan-bog og ordinært krimihalløj efter min smag.
Og der går da vist også lidt chicklit i historien.
Vi fortsætter i samme spor som bind 1.
En afbrændt bil findes med et kvindelig på forsædet.
Det bringer vore venner i nærkontakt med bandemiljøet og magtfulde bagmænd.
Katrine har igen problemer med at blive accepteret.

Vi skifter hele tiden synsvinkel.
Vi er både hos Katrine og Jens, og vi er også hos de småkriminelle og bagmændene.
Det virker lidt flagrende, og samtidig har vi også en indre monolog kørende, skrevet i kursiv, med en endnu ukendt person.
Sikkert én, der er meget skyldig i et eller andet.
Den metode blev også anvendt i bind 1.
Det hele virker ret fortænkt.

Jens og Katrine kan ikke holde fingrene for sig selv. De indleder et forhold, der naturligvis ikke er en god ting, når de er kollegaer.
Men det giver forfatterne lejlighed til at få smidt lidt kærlighed ind i historien, og det skal der jo være i chicklit.
”Hun stønnede og rullede med på bølgerne, der skyllede heftigt ind over hende”.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, om det er den kvindelige eller mandlige forfatter, der står bag den hede sætning.

Og vi skal naturligvis også høre lidt om, hvad de spiser, og hvordan de tilbereder det.
Og det har jeg svært ved at kapere.

Mod slutningen sættes tempoet betragteligt op, og det klæder historien.
Fornuftigt sørger forfatterne for at holde nogle af forbryderne ude af politiets søgelys, så der kan være noget at bygge videre på i kommende bind, hvis de skulle mangle nogle ”bad guys”.
Og den ubehagelige kollega har endnu ikke fået den retfærdige straf, der venter på ham.
En ny dør åbnes, da det viser sig, at Katrines far, nok slet ikke er hendes rigtige far.
Og hvad med Jens´s datter Simone?
Uha, uha, der er meget at skrive om her.

Der findes mindst 6 bind om Katrine Wraa, og det kan da godt være, jeg senere kaster mig over dem, men ellers vil jeg for en stund fokusere på noget andet.
Jeg kan umuligt nå at læse alle de bøger, jeg gerne ville, så jeg tillader mig at vælge og vrage.
Og vælge fra.
Sorry Katrine.

Jeg har læst "Skrig under vand" af Øbro og Tornbjerg..
2010. 309 sider.
Bog nr. 68/100 jeg har læst i 2022. Aug 2022

Her har vi et ægtepar, der går i gang med en krimiserie.
Det lader de til at være kommet rimeligt godt fra.

Vi møder Katrine Wraa, der har været i England i længere tid som profileringsekspert og psykolog.
Hun bliver headhuntet af det danske politi.
På hendes første dag på jobbet sker der et mord på en fødselslæge.
En tjetjener, der har mistet sin kone efter en fødsel, mistænkes.
Det kan ikke forbavse læserne, at ikke alle er begejstret for den nye ekspert.
Især er der en kollega, der hedder Torsten, som hele tiden stiller spørgsmål ved hendes arbejde.
Hvis det skal gå ”efter bogen” skal han nok blive sat på plads.
Lige så lille er overraskelsen, når vi erfarer, at Katrine har noget med ”i bagagen”.

Katrine enes godt med kollegaen Jens, og det lægger de andre også mærke til.
Det er også helt efter bogen, at de begge kæmper med private problemer.
Bogen er velskrevet og tempofyldt og også ganske vedkommende.
Med jævne mellemrum har vi flash back til en lille piges ubehagelige barndom.
Og vi tror ikke et øjeblik på, at tjetjeneren er morderen.

Opklaringsarbejdet går sin gang, og igen følger vi konstant reglerne for en krimi, da Katrine ender med at komme i stor livsfare.
Gæt hvem der redder hende?
Den ubehagelige kollega rammes ikke af nemesis i denne bog. Det havde jeg regnet ud, for der kommer flere bind af det gode ægtepar.

Alt i alt er man såmænd godt underholdt.
Det hele er så harmløst, at det er tæt på at blive tandløst.
Lidt for ordinært.
Alt for ordinært.
Bogen lanceres som skrevet af Øbro og Tornbjerg.
Jeg tillader mig at antage, at det er forlagets ide.
Det er ikke første gang, at en krimi skrives af et par.
Der er jo Ellery Queen (2 fætre) og det danske søskendepar Lotte og Søren Hammer.
Og ikke ikke mindst de legendariske 10 bind ”Roman om en forbrydelse” af Sjöwahl og Wahöö.
Men al respekt for dette gode ægtepar, kommer de ikke i nærheden af de berømte svenskere.
(Du er nødt til at kende Sjöwahl og Wahlöö)

Weekendavisen kalder det ”grumt forudsigeligt”.
Infomedia: ”Skrig under vand er simpelthen en hamrende god krimi."
Jyllandsposten: Plottet er effektivt om end strukturen er velkendt i genren.
Information: ”Der er intet at udsætte på Øbro/Tornbjergs veltrimmede krimi – andet end det væsentlige at en habil krimilæser meget hurtigt er klar over, hvem morderen er, og så gå gassen ligesom af ballonen.”
Nu er der ikke ret meget, der hindrer dig i at finde ud af, om du skal læse denne krimi.

Jeg har læst "Den underjordiske jernbane" af Colson Whitehead.
2016. 298 sider.
Bog nr. 67/100 jeg har læst i 2022. Aug 2022

Når jeg læser en bog, spørger jeg gerne mig selv om, hvorfor værket overhovedet er kommet til verden.
Det kan være forbavsende svært at finde ud af.
Måske er det et simpelt og meget forståeligt ønske om at skaffe sig en indtægt?
Eller har forfatteren et budskab, som det er meget vigtigt, at resten af verden er bekendt med?
Colson Whitehead blev født i New York i 1969, og trods sit efternavn er han sort.
Og det er af væsentlig betydning, når man skriver en bog om de sortes forhold i slavetiden.
De fleste af os kender eller kender til Harriet Beecher Stowes bog fra 1852 ”Onkel Toms Hytte”, og det var præcis den bog, jeg fik referencer til, da jeg stødte på grusomhederne i denne bog om Coras liv og flugt.
”Onkel Toms hytte” gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, da jeg læste den som stor dreng.

Colson Whiteheads ærinde kunne være, at sikre sig, at vi ikke fortrænger de uforståelige grusomheder, der fandt sted.
Han vil nok også sikre sig, at vi forstår, hvor slemt det egentlig var.

Cora er slave på en bomuldsfarm i Georgia. Alle har det hårdt, men hun har det ekstra slemt, fordi hun også skiller sig ud blandt sine egne.
Caesar, en ny slave på farmen, fortæller hende om den underjordiske jernbane, og de beslutter at stikke af.
Bliver de fanget, bliver de naturligvis dræbt, men de kan forvente adskillige pinsler og tortur, inden de når dertil

Bogen virker lidt flagrende.
Jeg ved ikke lige, hvor vi er på vej hen, men der er rigeligt med grusomheder, og der er rigeligt med eksempler på de hvides brutale opførsel overfor de sorte, og vi får vished for, at de ikke betragter dem som menneskelige væsener.
Whitehead sammenligner et sted sin Cora som en, der rejser gennem forskellige verdener, ligesom det skete i ”Gullivers rejser”,

Vi møder Arnold Ridgeway, der er slavefanger. Vi hører om hans opvækst og udvikling. Engang ødelagte han en Mr. Carter, der ikke syntes om slavehandelen.
Ham møder Cora undervejs.
Vi møder rigtig mange grimme typer.

Intet sted i bogen har vi en tidsangivelse.
Men vi ved, at slaveriet blev afskaffet efter Borgerkrigen i 1865.
De første slaver ankom i 1619, og det antages, at omkring 4 millioner afrikanere blev sendt til USA.
International slavehandel blev forbudt i 1808.


Jeg var fascineret af titlen: ”Den underjordiske jernbane”.
Jeg ”fik” nogle billeder af et tog, der kørte langt under jorden.
Men sådan hænger det jo ikke sammen.
Som jeg forstår det, så er toget nærmest et billede på den undergrundsbevægelse, der fandtes til støtte for slaverne.
Det lykkedes mig aldrig at få helt hold på denne bog.
Jeg forsøgte at vinde med, men jeg følte mig ganske tit koblet af under Coras rejse.

De fleste af os har prøvet at få fingre i en prisbelønnet bog, og så spekulere over, hvorfor bogen vandt denne pris.
Jeg indrømmer at jeg i enkelte tilfælde er kommet til at tænke på ”Kejserens nye Klæder”.

Denne bog vandt Pullitzerprisen i 2017 og begrundelsen for dette valg lyder således:
“For a smart melding of realism and allegory that combines the violence of slavery and the drama of escape in a myth that speaks to contemporary America,” read the Pulitzer judges’ note about Whitehead’s win.

Forfatteren reagerede på nyheden på Twitter:

Giddy-up, motherfucker!
— colson whitehead (@colsonwhitehead) April 10, 2017

Giddy-up er den ordre, man giver en hest for at få den i kvik galop.

Der kan man bare se.

P.261: ”Vi har de nyeste lokomotiver og de ældste maskiner, og vi har dræsiner som den der.
Den kører til steder vi kender, og til steder vi ikke kender. Vi har den her tunnel lige her, lige under os, og ingen ved, hvor den fører hen.”

Oprah Winfrey har sin egen Bogklub, selvfølgelig har hun det, og hun har på et tidspunkt sat fokus på netop denne bog.
Bogen er udgivet med forskellige forsider, men den Oprah har fat i, er udformet præcis som den danske, jeg har læst.

Der er masser af bøger, der er lettere at læse end denne.

”Jeg vågner op hver morgen i et hus, der blev bygget af slaver” sagde Michelle Obana engang på The Democratic National Convention.

Tankevækkende.

 

Jeg har læst "Jeppe og Marie" af Bjarne Nielsen Brovst.
1990. 369 sider.
Bog nr. 66/100 jeg har læst i 2022. Aug 2022

Det er kun få uger siden, jeg besøgte Jeppe Åkjærs digterhus i Jenle nord for Skive.

Det var en stor oplevelse for mig.
Med mig på rejsen havde jeg denne bog, som jeg nu med stor fornøjelse har læst.
Når jeg læser en biografi vil jeg gerne vide mere om den eller de personer, bogen handler om.
Det gjorde jeg virkelig her.
Jo mere jeg læste, des mere gik det op for mig, hvor lidt jeg i virkeligheden vidste om Jeppe Åkjær.
Jeg er bekendt med mange af de ting, han har skrevet, men hans liv som sådan vidste jeg ikke meget om.
Han var mere ”vild”, end jeg troede.
Denne bog handler om hans unge år, hvor han knap nok var kommet i gang med sin digtergerning.
Han var noget af en prøvelse at være sammen med for de fleste, og det gik heller ikke for godt med hans forhold til Marie Bregendahl, som denne bog handler om

Han læste utrolig mange bøger, og det synes jeg da godt om.
Han skrev en forfærdelig mange breve.
Og de var lange og svulstige.
Det har ofte undret mig, hvor mange og lange breve, der blev skrevet i de tider.
Denne bog bygger på mere end 3000 brevsider skrevet mellem de to.
Man kan næsten sige, at brevene levede deres eget liv.
Dette sættes yderligere i relief, når man hører, at Jeppe og Marie havde svært ved at tale sammen, når de endelig var sammen.
Det gik langt bedre i brevene.
Og så er der naturligvis noget, der er helt galt.

Deres forhold påvirkedes i høj grad af deres mangel på økonomiske midler.
Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at Jeppe godt kunne have lagt sig lidt mere i selen, for at skaffe mad på bordet.
Men han skulle det ene, og han skulle det andet.
Han kan godt virke noget selvcentreret.

Han kom skævt ind på livet af de fleste mennesker, han mødte.
Den gode lærer Jacobsen, der støttede ham, da han var helt ung, kørte han over med sine provokerende foredrag, der i øvrigt sendte ham i fængsel.
Det var interessant at høre om det Helvede på jord, han oplevede ved militæret.
Han var indkaldt få uger, inden han blev kasseret pga dårligt syn, men det var ikke en tilværelse, der passede ham.
Præcis det har jeg stor forståelse for.
Hans store forbillede var Bjørnstjerne Bjørnson, og det var en stor dag, da denne dukkede op på den højskole, hvor Åkjær var ansat.

Slutfacit er, at jeg har lyst til at vide mere om Jeppe Åkjær.
Bogen er særdeles velskrevet, som det altid er tilfældet, når man læser noget af højskolemanden Bjarne Nielsen Brovst.
Jeg er minsandten ved at tro, at han har læst lige så meget som Jeppe Åkjær.

Jeg har læst "Lille mand – Hvad nu?" af Hans Fallada
1932. 581 sider.
Bog nr. 65/100 jeg har læst i 2022. Juli 2022

Dette er en af det 20. århundredes mest skattede romaner.
Og med god grund.
Vi møder Pinneberg, den lille ufaglærte bogholder, der senere bliver herreekviperingsekspedient.
Han og konen med tilnavnet Lamseben, styrer direkte mod afgrunden i form af total fattigdom og samfundets ydmygelse af dem.

Men hvor mange skuffelser kan sådan et menneske klare – og så alligevel holde selvværdet oppe?

De får et lille barn og kæmper indædt, for at få enderne til at mødes.
En umulig opgave.
Dette er kort tid inden ragnarok bryder ud i Tyskland i form af Hitlers magtovertagelse.
Trods det dystre emne er bogen holdt i en underholdende og ganske munter stil.

Trods den megen modgang giver de ikke op.
Især gør Lamseben meget for at bevare sit positive livssyn.
Der er bl. a en scene, hvor Pinnebergs mors elsker tager de unge mennesker ud i byen.
Der har de virkelig en fornøjelig aften.

Man kommer til at tænke på Kjeld Abells ”Melodien der blev væk” fra 1935, når man læser denne bog.
Og selve talemåden ”Lille mand hvad nu” vinder nok genklang hos de fleste.
Bogen er omfangsrig, men ikke svær at tage ind.

Hvert kapitel indledes med en lille historie om, hvad kapitlet har til os.

Det virker utrolig godt:
 

”Lamsebens lyriske moderfølelser, hun får besøg, bliver Frue og ser sig i et spejl.

Der bliver ikke talt om penge hele aftenen”.

Det er i sig selv forbavsende, hvor lidt antikveret historien fremstår.
Den blev første gang oversat til dansk i 1933.
Figuren Gitte Graa læser den i ”Matador”.
Det gjorde alle!
Hans Fallada skrev andre bøger, men dette er hans mest kendte.
Hans skrivestil kaldes på tysk ”Neue Sachlichkeit”, der kendetegnes ved en præcis detalje og journalistisk gengivelse af de faktiske omstændigheder.

Og forfatteren selv?
I virkeligheden er navnet Hans Fallada et pseudonym dannet af navne fra Grimms eventyr.
Han forsøgte at begå selvmord som 18årig.
Skønt han var alkoholiker og morfinist, havde han forskellige småjobs, dog afbrudt af diverse ophold i fængslerne pga bedrageri.
Han blev kun 57 år.
Han døde af et hjerteanfald.

Nye læsere kan begynde her.
De vil ikke fortryde det.

Jeg har læst "Tove Jansson Arbejde og kærlighed" af Tuula Karjalainen.
2021.290 sider.
Bog nr. 63/100 jeg har læst i 2022. Juni 2022

”Skynd dig nu elskede, skynd dig at elske.
Dagene mørkner minut for minut.
Tænd vore lys, vi nærmer os natten,
snart er den blomstrende sommer slut.”

Hvad er en god biografi?
Det er et spørgsmål jeg ofte har stillet mig selv, og i denne biografi synes jeg, at Tuula Karjalainen har givet mig et svar, jeg kan bruge.

”Når man skriver en biografi bevæger man sig uvægerligt ind i et andet menneskes verden og begynder næsten at leve vedkommendes liv, som i en parallel virkeligheden.”


Tove Jansson er et usædvanlig spændende menneske og også inspirerende.
I 1938 rejste hun ud i Europa og besøgte bl. a Vesuv i Italien. Hun havde drømt om at tilbringe en nat alene for foden af vulkanen, men fik det ikke gjort.
Jeg forstår hende til fulde. I 1998 besøgte jeg Mt. Fuji i Japan og tilbragte en nat alene for foden af bjerget.
Jeg føler stor glæde ved at have dette lillebitte fælleskab med Tove Jansson.

Hendes mor betød alt for hende, mens hendes forhold til faderen var fyldt med had blandet med kærlighed.
Sammen med sin bror henvendte hun sig til Tongaøerne, som de ønskede at flytte til.
De fik besked om, at Tonga ikke ønske at modtage dem.
Tænk at få sådan en ide.

Bogen følger Tove Jansson gennem hele hendes liv.
Vi hører meget om de mænd og ikke mindst kvinder, der fik betydning for hende.
Også krigens grusomheder fik stor betydning for hendes liv.
Vinterkrigen og fortsættelseskrigen betød meget for Tove.

Tove Janssons livsstil var ikke typisk for den tid hun levede i.
Hun havde et motto: ”Taler du fremtidens sprog, så tag dig i agt for dine samtidige”.
Tove levede på polsk med Atos, og samtidig havde hun et lidenskabeligt forhold til Vivica.
Sladderen gik.
Helt frem til 1971 var homoseksualitet forbudt i Finland, og man betragtede det også som værende en stor synd.

Tove var svær at sætte i bås kunstnerisk. Hun hyldede princippet ”Kunsten for kunstens skyld”. Den burde ikke bruges i sociale eller revolutionære sammenhænge.
Den opfattelse deltes ikke af hendes kunstnervenner.
Men når snakken faldt på krig og fascisme var hun stålsat.
Hun var overbevist pacifist og kompromisløs i sine holdninger til krig.

Hendes frihed var vigtigst af alt. Hun blev aldrig gift og fik ingen børn. Det er paradoksalt at hun alligevel endte med at blive elsket af millioner af børn.

Hendes ”hovedværk” er naturligvis Mumitroldene.
Hun forklarede, at hun skabte Mumiverdenen for at kunne slippe væk fra hverdagen.
På et tidspunkt indgik hun en kontrakt om produktion af Mumi-striber, men det kom til at fylde alt for meget, og hun frigjorde sig fra den forpligtigelse.
Hun blev så træt af Mumi, at hun lod sin bror overtage dem.
I dag er det næsten kun Mumitroldene, hun huskes for.
For mig er det morsomt at tænke på, at hun blev født tilbage i 1914, 5 dage før min mor.

Bogen fader lige så stille ud.
Tove bliver ramt af kræft og nænsomt skånes vi for at høre om hendes sidste svære tid.
En præst spurgte hende om hun havde tænkt over det evige liv.
”Ja, det venter jeg ivrigt på – og jeg håber det bliver en behagelig overraskelse”

Det er en smuk biografi om et smukt menneske.
En dejlig oplevelse.
Tove Jansson får sidste ord med sit digt ”Høstvise”


Vejen hjem var mørk og lang og ingen har jeg mødt,
snart bli'r aftenerne kølige og sene.

Kom her og trøst mig lidt, for nu er jeg temlig træt,
og med èt så forfærdelig alene.
Jeg havde aldrig anet at mørket var så stort,
går og tænker på alt det som man burde,
der var så mange ting, jeg sku' ha' sagt og gjort,
og det var jo så lidt jeg turde.

Skynd dig nu elskede, skynd dig at elske.
Dagene mørkner minut for minut.
Tænd vore lys, vi nærmer os natten,
snart er den blomstrende sommer slut.

Jeg leder efter noget, som vi måske glemte helt,
og som du kunne hjælpe mig at finde.
En sommer går forbi, den er så alt for kort,
den er drømmen om det, vi kunne vinde.
Men du vil måske komme før skumringen bli'r blå
og før engene er tørre og tomme.
Måske finder vi hinanden, måske så vi hitter på,
så det blomstrer dagen er omme.

Skynd dig nu elskede, skynd dig at elske...

Nu blæser stormen ude, og låser som'rens dør,
det er for sent nu at undres og lede.
Jeg elsker måske mindre, end jeg gjorde før,
men mere end du vil få at vide.
Nu ser vi alle lysglimt på efterårets kyst,
hører bølgerne slå imod stranden.
Et eneste er vigtigt, og det er hjertets lyst
og at vi må være sammen med hinanden.

Jeg har læst "Tilgivelse" af Yrsa Sigurdardottir.
2016. 435 sider.
Bog nr. 62 jeg har læst i 2022. Juni 2022

Jeg synes godt om Politimanden Huldar og psykoterapeuten Freyjar.
Jeg synes godt om deres indstilling til tingene.
Og det er en stærkt medvirkende årsag til, at jeg også synes godt om bogen.
Det er mit 3. møde med de 2 på slap line i Reykjavik, og denne bog er mindst lige så god som de to første.
Det overordnede emne er mobning.
Hvor langt er man villig til at gå for at stoppe mobbere, der ikke let lader sig standse.
Er man villig til at gå hele vejen?
Det tror jeg godt, man kan forestille sig.
Teenagepigen Stella bliver brutalt myrdet i en biograf, hvor hun arbejder.
Senere rammer samme skæbne en dreng, der ligeledes likvideres på bestialsk og grusom vis.
De var ikke altid søde mod deres medmennesker.
Er det en retfærdig hævn, der nu rammer dem?

Huldar kæmper på jobbet mod sin kvindelige chef, som han ”kom til” at have seksuelt samkvem med efter en stor fest.
Nu ignorerer hun ham og giver ham tåbelige opgaver i forbindelse med opklaringen.
Men Huldar er ikke nem at holde tilbage.
Freyjar har også nok at se til i sit privatliv. Hun bor i sin fængslede brors miserable lejlighed, hvor hun passer hans store hund.
Og af og til også hans datter Saga, når moderen har travlt.
Saga smiler aldrig, men finder ud af det sammen med Freyjar.
Jeg har lidt fidus til Saga. Hun er et spændende barn.
Og så kan hun godt lide Huldar.
Det skal nok blive nyttigt i kommende bind.

Amelderne er enige om, at Yrsa skriver godt og medrivende.
Spændingskurven er stigende, og det er simpelthen en god krimi.

Politiken mener:

Sigurdurdóttir er en fin stemningsfuld beskriver af sit samfund oppe i det høje nord, hvor stovte mænd og selvstændige kvinder er af få ord. Sådan som når der på sagavis står: »Heldigvis var Huldur vred og en hel del stærkere end Jóel, så han havde forklaret ham sagen med sine knyttede næver«. Jamen, det lo de meget af den vinter! Et fordomsfuldt skarn har engang sagt, at islændinge er nordmænd med humor. Hvilket selvfølgelig er noget vås.

Jeg synes nu ikke, der er meget ”Island” over bøgerne. De kunne foregå hvor som helst.
Men Yrsa hun er virkelig dødbringende.

Hvis vi nu ser på den virkelige verden, så er Honduras nummer 1 på listen over flest drab pr. 100.000 indbyggere. De har en mordrate på 91,6.

Danmark er nr. 176 på listen med 0,8 og Island ligger nr 164 med en mordrate på 0,9.

Hvis vi kigger på en liste over fredeligste lande, så er Island nr. 1. Danmark er nr. 5, mens Afghanistan er det mindst fredelige.

Jeg har besøgt Island en enkelt gang, og jeg følte mig ikke specielt truet ved den lejlighed.

Huldar, Freyjar og yours truly.
Vi fortsætter sammen.
Drøm videre Yrsa.

Jeg har læst "Offer uden ansigt" af Stefan Ahnhem.
2014. 475 sider.
Bog nr. 61/100 jeg har læst i 2022. Juni 2022

Dette er første bind i serien om Fabian Risk, og det er også mit første møde med Stefan Ahnhem. Han blev født i Stockholm i 1966.
Men han er ikke ny i krimi-genren.
Han har mange års erfaring som manuskriptforfatter på serier som Wallander og Irene Huss.
Han fik lyst til at forny krimigenren, og det synes jeg nok, han er lykkedes med.
En sløjdlærer findes myrdet, og Fabian Risk bliver sat på den sag.
Man finder et gammelt klassebillede, hvor offerets ansigt er krydset over.
Det står klart, at gerningsmanden har flere ofre på sin liste.
Hvem bliver den næste?
Og Fabian Risk har selv gået i den klasse.
Scenen er sat.

Fabian Risk er vild, men dedikeret.
Han er uforudsigelig, men han skaber også resultater.
Han går til grænsen og ganske ofte over den.
Naturligvis er han ikke den store succes som ægtemand og far.

Det er en barsk bog.
Rigtig barsk.
Nu ved jeg f. eks. Hvad ”a columbian necktie er”.
Det er en viden, jeg gerne ville have været foruden.

Gerningsmanden er et monster, men Ahnhem forsøger samtidig at forklare årsagen til at han blev det.
Lidt interessant er det, at Fabian Risk i denne bog har et omfattende samarbejde med det danske politi.
Det skyldes at Ahnhem er dansk gift og bor i København.
Det er i øvrigt hans hustru, der har oversat hans bøger til dansk.
Interessant detalje.

Efter udgivelsen af ”Morder uden ansigt” købte Nordisk Film filmrettighederne til de efterfølgende bøger i serien.
Ganske usædvanligt.

Ahnhem fortæller til bog.dk hvordan han definerer en god krimi:

”Der er to ting. Først og fremmest skal den være ’unputdownable’.
Efter de første fire sider skal du føle, at dét her kan du ikke lade være med at læse.
For det andet skal den være overraskende.
Du skal simpelthen sidde med følelsen af, at dét her har du aldrig læst før.
Du har måske læst 100 krimier, men en rigtig god krimi skal få dig til at føle, som var det din første krimi. ”

Jeg synes, at ”Offer uden ansigt” lever op til disse krav.
Bogen er omfangsrig, men ikke til at komme væk fra.
Og Fabian Risk er også ganske speciel.

Ahnhem mener, at alt skal kunne lade sig gøre i hans bøger – selv hvis det betyder, at han må tage livet af sin hovedperson.
Man har flere gange oplevet, at en forfatter bekendtgør, hvor mange bind, han har planlagt. Det er ofte 10, angiveligt inspireret af Sjöwahl og Wahlöö
Men efter 6 bind er Fabian Risk altså stadig i live.
Han og jeg er ikke færdige med hinanden.
 

Jeg har læst "Svalens graf" af Sissel-Jo Gazan.
2013. 471 sider.
Bog nr. 59 jeg har læst i 2022. Juni 2022

Dette er 2. uafhængige bog om Søren Marhauge.
En intelligent videnskabskrimi.
Vi får lige genopfrisket, hvordan han har det med Anna og hendes barn Lily, og også om hans arbejdsforhold.
En professor, Kristian Storm begår (måske) selvmord, og i forbindelse med udredningen bliver Søren så irriteret, at han siger op.
Nu kommer det frem, at der måske er tale om mord pga nogle børnevacciner, og Søren begynder at efterforske – uden skilt.
Marie Skov har fået rådgivning af Storm, og hendes verden falder sammen, da han nu pludselig er væk.

Sissel-Jo Gazan gør rigtig meget ud af sin personbeskrivelse.
Hun indfører nærmest en historie i historien, for at vi skal lære dem at kende.
Over 20 sider får vi en grundig indføring i Maries historie.
Hun tager sig tid til at forklare os baggrunden, for sine personer.
Det synes jeg er ualmindelig godt.

I det hele taget er jeg begejstret for Sissel-Jo Gazan.
Jeg er imponeret over den måde, hun inddrager videnskaben i sine bøger.
Det gør naturligvis bøgerne ganske indviklede. Man skal i den grad holde ørerne stive.

Jeg var vild med ”Dinosaurens fjer”, men jeg synes ”Svalens Graf” er lige så god.

Jeg kan varmt anbefale ”Svalens gaf”. Det er en virkelig god bog.
Og jeg kan garantere, at næste gang der er nyt om Søren Marhauge er jeg med i køen.
Sissel-Jo Gazan har også skrevet andre bøger, som jeg skal have læst.
Men jeg tager det lidt i små bidder, for hendes bøger fylder rigtig meget.

Breaking news: Hendes nyeste bog ”Uglens øje” er snart tilgængelig.

”Forfatteren Sissel-Jo Gazan fik i 2008 et stort bestsellergennembrud med Dinosaurens Fjer. Bogen er læst af over 110.000 læsere herhjemme, blev valgt som ’Årtiets krimi’ af Danmarks Radio og er oversat til 16 sprog.

Hendes nye bog, Svalens graf, er en passioneret relationsroman og en intelligent videnskabskrimi om en rystende sandhed, som den unge biolog Marie Skov opdager i de data om børnevaccinationer, hendes professor indsamlede i Afrika, inden han begik selvmord.
Politimanden Søren Marhauge nægter at lukke sagen som et selvmord og bevæger sig mildest talt tæt på grænsen for lovligt politiarbejde.
Sissel-Jo Gazan er en usædvanlig spændende forfatter og et spændende menneske.
Man mærker hendes rodløshed, og hun kommer langt omkring.
”Et barn for sig” fra 1997 blev mest skrevet i Filippinerne, hvor hun boede fordi hun blev forelsket i en guldgraver.
”Vigtigt om Ludmilla” blev skrevet under et to måneders stipendiat i Hamborg.

Jeg har læst "Midnatsbiblioteket" af Matt Haig.
2020. 287 sider.
Bog nr. 58/100 jeg har læst i 2022. Maj 2022

What a life?

”Mellem livet og døden er der et bibliotek.
Og i det bibliotek fortsætter bogreolerne i det uendelige.
Hver bog giver dig mulighed for at prøve et andet liv, som du kunne have levet.
Muligheden for at se, hvordan dit liv ville have været, hvis du havde truffet andre valg.”

Nora Seed tæller ned til det øjeblik, hvor hun beslutter sig for at dø:

19 år, 27 timer, 5 timer og nu er hun i biblioteket og måske sammen med sin gamle biliotekar Fru Elms.

Alle bøger er grønne med èn undtagelse. En af bøgerne er grå og hedder ”Fortrydelsernes bog”.
Den kigger Nora i først, og så begynder hun at prøve de liv, hun kunne have haft.

Da jeg var barn havde jeg et had/kærlighedsforhold til H. C Andersens eventyr.
Jeg frygtede hans engle og hans dødsriger.
I ”Historien om en moder” tager han os også med ind i en slags ingenmandsland, hvor den ulykkelige moder får mulighed for at ændre livets gang
 

”Og saa gik de ind i Dødens store Drivhuus, hvor Blomster og Træer voxte underligt imellem hverandre. Der stode fine Hyazinther under Glasklokker, og der stode store bomstærke Pioner; der voxte Vandplanter, nogle saa friske, andre halvsyge, Vandsnogene lagde sig paa dem, og sorte Krebs klemte dem om Stilken. Der stode deilige Palmetræer, Ege og Plataner, der stod Petersillie og blomstrende Timian; hvert Træ og hver Blomst havde sit Navn, de vare hver et Menneskeliv.”

Er alting fastlagt, eller kan man ændre sin skæbne?
H. C. Andersens moder tør ikke.

Nora Seed/ Matt Haig har ikke andre muligheder tilbage.

Midnatsbiblioteket er en utrolig populær bog.
Stort set alle er enige om, at det er en spændende ide at lade bøgerne repræsentere forskellige valgmuligheder i livet.

Men hvor bogen udvikler sig til at blive en slags manual for mennesker, der har ondt i livet, er der mange læsere, der står af.

Som stor dreng og ung mand var jeg vild med science fiction bøger, og det er nok grunden til at jeg i vid udstrækning var ”med” Nora, når hun valgte.
Jeg kan godt lide science fiction, hvis bare den ikke giver sig ud for at være noget andet.
”Midnatsbiblioteket” gjorde under alle omstændigheder stort indtryk på mig.

Matt Haig har selv kæmpet med psykiske problemer, og man kan nemt forestille sig ham i samme situation som Nora.

En læser sammenligner bogen med en lækkert udseende kage.
Men når man spiser den, finder man ud af, at smagen ikke var helt, som man forventede den.

Rigtig mange kunstnere har beskæftiget sig med samme emne.
Der er f. eks filmen Groundhog Day, hvor Bill Murray hver dag vågner op til den samme morgen.

Eller hvad med H. G. Wells tidsmaskinen?

Og hvordan går det så med Nora?
Finder hun en udgave af sit liv, som hun kan være i?
Hvis du vil vide det er du nødt til at finde dit lånerkort og besøge ”Midnats biblioteket.

Cher:
If I could turn back time
If I could find a way
I'd take back those words that have hurt you
And you'd stay

The road not taken by Robert Frost

Two roads diverged in a yellow wood,
And sorry I could not travel both
And be one traveler, long I stood
And looked down one as far as I could

I shall be telling this with a sigh
Somewhere ages and ages hence:
Two roads diverged in a wood, and I and I-
I took the one less traveled by,
And that has made, has made all the difference.

Jeg har læst "Den flyvende Yorkshireman" af Eric Knight.
1948/1946. 227 sider.
Bog nr. 57/100 jeg har læst i 2022. Juni 2022

Du kender udmærket Eric Knight.
Du ved det bare ikke.
Men hvis du nu får at vide, at han skrev ”Lassie come home” i 1940, så er du nok på rette vej.
For Lassie ved jeg, at du kender.
Han skrev bogen med stolthed og en antydning af hjemve, mens han var i eksil i USA.

Jeg stødte første gang på Sam Small midt i 60érne og jeg var solgt med det samme.
Det var noget af det sjoveste, jeg havde læst.

Rundt om i bogen findes små digte, der ikke er oversat.
Mere end 50 år efter mit første møde med Sam Small kan jeg uden tøven deklamere flere af disse digte.

”A yorkshireman born and a Yorkshireman bred
Strong in the arms but weak in the head”

Sam Small er en lille trind mand fra Yorkshire.
Og folk derfra er meget specielle.
Vi lader os introducere til folket der, da en amerikaner kommer ind på pubben The Spread Eagle, og forsøger at komme i snak med de lokale, the lads of Polkingthorpe Brig
Jeg har engang haft fornøjelsen af at besøge sådan en landlig pub i Midtengland, og det mindede meget om Sam Smalls pub.
Mit besøg mundede ud i at jeg næste dag fik en tjans som medhjælper på en lastbil, der skulle til Birmingham.
Mindeværdigt.

Sam Small er kendt for sine anekdoter og løgnehistorier, men han kan altså også flyve.
Tro flytter bjerge, hævder Sam Small.

Han har også opfundet en dims til fabrikken, der gør ham til en holden mand.

”Never come Monday.”
Og så var der den mandag morgen, hvor Sam vågnede op og kunne mærke, det var søndag.
Det forklarede han til sine kammerater, der så gik hjem.
Næste morgen var det det samme.
Hvornår kommer I så, skreg chefen.
Tjah sagde Sam, vi plejer da at komme, når det er lønningsdag.
Det blev det så.

Vi får også forklaringen på, hvordan Rudolf Hess endte i england midt under 2. verdenskrig.
 

Og så var der den unge pige, der havde været en hund.
Sams kone Mully er ikke helt tilfreds med den forklaring.

Jeg klukker stadig af grin, mere end 50 år siden jeg første gang mødte Sam Small.
Det er så hyggeligt, så ualmindelig hyggeligt.
Og det skal man da slet ikke kimse af.

You can always tell the Irish
You can always tell the Dutch
You can always tell a Yankee,
but you cannot tell him much.

”The Flying Yorkshireman which is originally a compilation of 10 of his great stories is superb collection that every humour lover would love to keep in his collection. ”

”Well, you'll have to read to believe how he learned to fly like a bird, by faith;
how he changed a dog into a lass and back again;
how he coped with the two selves of his split personality;
and how he was called upon to explain the tricky foreign phrase, droit de seigneur, which said in effect that the duke of the neighboring parish was required by law to go to bed wih Ian Cawper's Mary Ann the night of their wedding ”

Jeg har læst "Manden uden hjerte" af Camilla Grebe og Åsa Träff.
2014. 411 sider.
Bog nr. 56/100  jeg har læst i 2022. Juni 2022 
De to søstre har slået krogen i mig, og for 3. gang kaster vi os over en omgangs opklaringsarbejde sammen.
Jeg begynder at kende psykoterapeuten Siri Bergman rigtig godt.
I bind 2 gik det helt galt med hendes klinik, og nu er hun blevet profileringsekspert hos politiet.
Hendes tidligere gode kollega Aina, er nu blevet Persona non Grata efter at hun opholdt sig under nogle forkerte lagener.
Siri nægter nu at kendes ved hende, men lur mig om vi ikke senere igen vil kunne finde hende på rollelisten.
En antikvitetshandler findes myrdet på bestialsk vis.
Bl. a har han mistet et øje, og hans hjerte er blevet fjernet fra kroppen.
Han er bøsse og bliver fundet af sin partner.
Der er bestemt en mistanke om, at hans seksuelle orientering har noget med hans død at gøre.
The sisters of Mersey kan godt lide at drille læserne ved at placere os i  scener, hvor vi ikke aner, hvem vi er sammen med.
Pludselig er vi sammen med 18-årige Jens, der spiser middag sammen med sin bedrevidende far og sin trætte mor.
Senere er Jens på vej til en date. På vejen vil han købe cigaretter, og opdager, at hans mor også ser ud til at have en date.
Efter en lille pause møder Jens Jussi, der senere vil blive myrdet.
Her bliver virkelig smidt madding  ud for at fange læserne.
Jeg sporer en lille irritation hos mig selv, fordi jeg ikke bare får at vide, ”hvad der sker”.
I det hele taget holder The sisters of Mercy sig til manualen for krimiforfattere.
Se bare her: 
”Noget gnaver, irriterer i min bevidsthed, men jeg er usikker på hvad det er.”
Grebe og Träff er håndværkere, ikke kunstnere.
Det hele munder ud i et gevaldigt opgør, der heldigvis ender i en form for forløsning.
Og hendes tidligere veninde Aina?
Jeg fik naturligvis ret.

Jeg har læst "Hævn" af Yrsa Sigurdardottir.
2015. 454 sider.
Bog nr. 55  jeg har læst i 2022. Maj 2022 

Dette er bind 2 i serien om politimanden Huldar og psykologen Freyja.
Vi er på Island, men bogen kunne være foregået alle mulige andre steder.
Jeg sidder og mobiliserer en mindre skuffelse over at forfatteren i så ringe grad har inddraget det specielt islandske.
Når dette er sagt, så var jeg ganske godt underholdt efter at have læst dette digre værk.
Jeg kan godt lide Huldar.
Han fremtræder ganske menneskeligt.
Han går i byen, indtager for meget alkohol og dummer sig eftertrykkeligt, inden han næste morgen møder ind på jobbet med gevaldige tømmermænd.
Jeg har en ven, der har oplevet noget tilsvarende.

De islandske navne kræver, at jeg koncentrerer mig for at holde dem adskilt fra hinanden.

Grundhistorien i bogen er, at en 8 årig pige forsvinder.
I en sidehistorie gemmer en utilpasset teenagedreng et brev med voldsomme trusler i en tidskapsel.
Da kapslen åbnes 10 år senere frygter myndighederne, at en vendetta er nært forestående.
Nu er det sådan, at sidehistorier i en krimi har en påfaldende tendens til at forenes, og sådan går det såmænd også her.

Man kan sidde med en fornemmelse af at Yrsa Sigurdardottir, som bogen skrider frem, tænker at handlingen er ved at løbe lidt af sporet.
Hun bruger den klassiske metode med at lade aktørerne snakke tingene igennem, og hen mod slutningen snakkes der virkelig meget.
Hun lader også Freyja møde en ”menig” betjent, mens hun venter på et møde.
Hun bruger tiden til at spørge den unge betjent ud om opklaringsarbejdet.
Og læserne får samtidig en chance for at blive lidt opdateret.

Jeg var godt tilfreds med bind 1, mens jeg nok havde forventet mig lidt mere af ”Hævn.
Bind 3 hedder ”Aske”, og i den optræder et afhugget hoved på Vestmannaøerne.
Det vil naturligvis ikke gå glip af, så den er på vej til mig.
Jeg er også spændt på om Huldar og Freyja ”finder ud af det”.

Men ”Hævn” byder skam også på afhuggede legemesdele.
Faktisk er den ganske voldsom.
Den er så barsk, at selv medlemmer af ordensmagten bliver upasselige.

Mange svigter, og mange føler sig svigtede.
Hævn vil for mange føles naturligt i sådanne situationer.
I en scene opdager Freyja, at en mand sidder i sin bil og overvejer sit hævntogt.
Hun tager fat i ham og fortæller ham at hun forstår hans ønske om hævn.
Hun fortæller ham også, at konsekvenserne er så enorme for en lang række mennesker.

Jyllandsposten (5/6) mener:"Hævn", er en langsomt fortalt og ubønhørligt fremadskridende historie om ofre og bødler i familier med tradition for misbrug og pædofili. Politimanden Huldar og børnepsykologen Freyja forsøger at rette op på et vaklende forhold, mens de nærmest snubler mod opklaringen af diverse bestialske forbrydelser. Det er velgørende anderledes nordisk noir - med en tyk streg under "noir.". 

Defenition:Nordic Noir eller Scandinavian Noir er en genre indenfor krimi og thriller, som blev etableret i 1990'erne i litteraturen og TV-verdenen. Hvornår den præcis blev etableret, og hvad der var den udløsende faktor, er der vist ingen der ved, men svenskeren Henning Mankell refereres oftest som Nordic Noirs fader 

 Mankell er stor, men jeg er stadig sur på ham, fordi han i den sidste bog om Kurt Wallander gør ham dement og ude af stand til at genkende sit eget barnebarn.

Bo Tao Michaëlis definerer:
"Nordic Noir adskiller sig fra klassisk roman noir/film noir ved at foregå i et tilsyneladende velfungerende velfærdssamfund. Nordic noirs 'mørke' er langt mere kollektivt samfundsbetinget end den klassiske hvor verden på forhånd er af lave og det enkelte individ magtesløs rammes af skæbnen. Nordisk Noir er således mindre fatalistisk 'græsk tragedie' mere ' Ibsens naturalistiske teater' for at bruge en teatralsk metaforisk sammenligning. Kort sagt den sorte håbløshed er mere skabt af socialt kausale omstændigheder end en eller anden skæbnesvanger tilfældighed".

Hold øje med  Yrsa Sigurdardottir.
I et interview udtaler hun: ”Jeg bryder mig ikke om perfekte personer, og jeg kender heller ikke nogen. Den type personer er nok et ret skandinavisk træk. Vi kan lide antihelten, og det begynder allerede, når vi er børn. Vi elsker Anders And, men ikke Mickey Mouse.” 

Jeg har læst "Den lukkede bog" af Jette Kaarsbøl.
2007. 217 sider.
Bog nr. 52/100 jeg har læst i 2022. Juni 2022 

Jeg erindrer ikke, hvordan denne bog havnede i min varetægt.
Og fra starten var jeg inde på, at det også var en stor fejl.

Jeg blev overrasket af de meget korte og knappe sætninger i denne bog, og jeg kiggede efter, om jeg skulle have fået fat i en børnebog.
Næh, det var skam en voksenbog.
Jeg fandt ud af, at Jette Kaarsbøl er født i 1961. Jeg fandt også ud af, at dette er hendes debutbog og at hun faktisk fik de gyldne laurbær for den.
Der står foran i bogen, at den er bearbejdet af Torben Petersen.
Jeg forstod ikke, hvad det betød.

Bogen var på vej tilbage på hylden, men jeg måtte nødvendigvis finde ud af, hvad der berettigede den til at modtage de Gyldne Laurbær.
Og det var en fornuftig beslutning, for bogen havde mere at byde på end først antaget.

Vi starter i 1933, hvor en pige observerer, at en gammel kone sidder helt stille ved sit vindue.
Det viser sig, at hun er sovet ind.

Vi drager nu tilbage til 1875, hvor den gamle er en ung pige, Frederikke i det bedre borgerskab.
Hun står for at skulle giftes med Christian, som hun ikke er forelsket i.
Det er hun derimod i Frederik, der får arrangeret et fornuftsægteskab, som hun ikke forstår rækkevidden af.
Men det kommer hun til.
Det viser sig, at Frederik er fødselslæge, og samtidig hjælper med at foretage ulovlige aborter.

Vi bevæger os frem og tilbage i tiden, og mærker effekten af de begivenheder, der udspiller sig i 1875.
Frederikkes drømme og forhåbninger fortoner sig, som tiden går.
Og til sidst sidder hun som en bitter gammel kone ved vinduet.

Bogen har langt flere lag, end jeg først troede. Vi får et klart billede af de forskellige kulturer i 2 tidsaldre.
Vi møder det bedre borgerskab, men også håndværkere og tjenestepiger.
Bogen kan også ses som et indlæg i kvinders ret til abort og som en beskrivelse af homoseksuelles forhold i tidligere tider.

Vi mindes også om, at man skal være varsom med, hvordan man lever sit liv.
Bogen er skrevet i en meget speciel stil. Jette Kårsbøl magter at skrive om begivenheder uden egentlig at omtale dem.

”Han er stærk. Han bærer hende ind i soveværelset.
Ernst Madsen er ikke en mand, der går før arbejdet er færdigt”.

Vi hører ikke en lyd om, hvad der faktisk sker i soveværelset.
Men det er vist heller ikke nødvendigt.

Jeg havde det lidt som de krimihelte, jeg læser om. Der var et eller andet galt. Jeg kunne bare ikke komme i tanker om det.
Men pludselig gik det op for mig, hvad der var galt.
Litteratursiden snakkede om at bogen havde 535 sider, men mit eksemplar havde kun 217 .
Ok, tænkte jeg. Det er simpelthen en forkortet udgave, jeg har haft fat i.
Den gode Torben Pedersen som jeg nævnte i indledningen har simpelthen skåret næsten 300 sider sider væk.
På den ene siden er jeg godt tilfreds med, at de iagttagelser jeg gjorde i begyndelsen var korrekte, men på den anden side irriterer det mig, at jeg har læst den forkortede udgave.
Det passer mig bestemt ikke.
Og jeg synes det er pinligt, at jeg fik valgt en forkert udgave, som ganske vist stod øverst på listen over mine valgmuligheder.
Men som er bekendt er det for sent at gå over åen efter vand, når bjørnen er skudt, så fred være med det.
Nu har jeg så kun én overvejelse tilbage.
Skal jeg kaste mig over den uforkortede udgave?
Jeg har endnu ikke fattet betydningen af titlen 

Jeg har læst "Før du døde" af Grebe &Träff.
2012. 429 sider.
Bog nr. 51/100 jeg har læst i 2022. Maj 2022

Dette er det 3. bind af de svenske søstre om psykoterapeuten Siri Bergmann.

Siri har det vist egentlig godt med mand, barn og kolleger.
Eller har hun?

De bor i det hus, hvor hun engang boede med sin tidligere mand Stefan, som omkom i en drukneulykke.
Hun beslutter sig til at rydde op og rydde ud i de ting, der stadig står tilbage efter Stefan.
Men pludselig finder hun en kobling mellem hans død og et uopklaret drab i en park i Stockholm.
Og så er der da vist sat vand over til et fortættet drama.

Men ikke hvis man spørger Politiken, der er ganske irriteret:

”Gigantisk pludrende garneret med den ligegyldige dagligdags detaljerigdom, der desværre er vokset i litteraturen, siden Facebook blev opfundet. ”

Helt så bombastisk er jeg nok ikke i min vurdering, men der er da ganske rigtigt mange detaljer og ting, der kan undre én.
Plottet virker temmelig urealistisk, og man undrer sig ofte over, hvor ordensmagten er henne. Det er mest Siris énmandshær, der tromler frem.
Vi møder perifert en betjent eller 2, men det er så også det.

Vi følger Siris arbejde som psykoteratepeut, og det er ganske interessant.
Interessant er det også, at hun tilsyneladende har brug for lige så meget hjælp, som dem hun skal hjælpe.

”Kender vi egentlig de mennesker, som er tæt på os”, spørger Siri.
Hun finder ud af, at det gør hun slet ikke.
Og det er ikke nogen behagelig erkendelse at nå frem til.

Politiken udtrykker i sin anmeldelse håb om, at dette er det sidste, man hører til Siri Bergmann.
Desværre for dem har de gode søstre yderligere skrevet ”Manden uden hjerte”.
I den bog er Siris klinik blevet lukket efter dramatiske begivenheder, og det søger hun at forstå.
Samtidig findes en antikvitetshandler myrdet.
Sammen med politiet udarbejder Siri en gerningsmandsprofil.

”Stensikker underholdning”, hævder ”Alt for Damerne”, der i øvrigt aldrig forekommer i de anmeldelser, som bibliotekerne omtaler.
 

Det er langt fra første gang at 2 forfattere skriver sammen.
Tilbage i 1929 skrev fætrene Frederic Dannay og Manfred Bennington Lee krimier sammen. Deres pseudonym Ellery Queen lyder sikkert bekendt for nogle.

Jeg lod mig endnu engang lokke af de to svenske søstre, og ”Manden uden hjerte” er allerede på vej til mig.

Jeg har læst "Snehvide skal dø" af Nele Neuhaus.

2016. 451 sider.

Bog nr. 50/100 jeg har læst i 2022. Maj 2022

Mange af os husker tydeligt TV-serien Der Alte, der startede i 1977, og hvor Siegfried Lowitz i mere end 400 afsnit viste os vejen.
Og de har skam også krimiforfattere i Tyskland.
Her tager vi fat på Nele Neuhaus fra 1967 og hendes første bind i serien om Pia Kirchoff og Oliver von Bodenstein.

Vi kommer i gang med en vanlig prolog, inden vi starter begivenhederne.

De fleste bøger er opdelt i kapitler.
Det kan være for at markere et skift i lokationen eller et spring i tiden.
Normalt er det gavnligt for læsbarheden med kapitler.
De kan naturligvis have numre, og her for nylig læste jeg en bog, hvor de første 3 ord i hvert kapitel var skrevet med fede typer.
Her starter vi med ”Torsdag den 6. november 2008”, der efterfølges af ”Fredag den 7. november 2008” osv.
Yderst traditionelt.

Tobias Sartorius lukkes ud af fængsel efter en dom på 10 år for drab på unge piger.
Han hævder, at han er uskyldig.
Men alle ved jo, at fængslerne er fyldt med uskyldige mennesker.
Han vender tilbage til sit barndomshjem, hvor hans fars forretning er ødelagt af naboernes uvilje.
Og de mener ikke, at Tobias bør slippe for yderligere straf.
Og de påtager sig også gerne, at udføre denne ekstrastraf.

Tobias beslutter sig for at finde ud af, hvad der skete.

En kvinde bliver smidt 5-6 meter ned på en trafikeret vej, hvor hun kvæstes kritisk.
Hun hedder Rita Cramer og viser sig at være mor til Tobias.

Pia Kirchoff og Oliver von Bodenstein sætter i gang.
De er ganske sympatiske.
Bogen er en mainstram-krimi, hvor vi sådan kommer rundt om det meste.
Vi har en forbrydelse, men vi følger også med i en række menneskers tilværelse, både de gode og de onde.
Jeg var lidt spændt på dette møde med en tysk krimi.
Det bød ikke på de store sensationer eller følelsesmæssige udsving, så jeg er egentlig en anelse skuffet.
Jeg har nylig oplevet, at de islandske krimier var noget ganske specielt, men denne bog er lige som de fleste andre krimier.
Personerne har tyske navne og stednavnene er tyske, men ellers er alt, som det ”plejer at være”.
Og det er jo egentlig ikke godt nok.

Det irriterer mig lidt at Frau Neuhaus har en tilbøjelighed til at strø om sig med indbagte cliffhangers, hvorpå hun giver sig i kast med et andet hjørne af historien.
Hvis man eksempelvis bliver præsenteret for en mumie vil jeg altså ikke vente i lang tid for at høre mere derom.
Hun kan heller ikke nære sig for at lade sine helte opleve at ”Der var et eller andet, der lå og generede ham. Han kunne ikke lige komme i tanker om ...”

Der er mange personer på scenen og mod slutningen er det, som om det hele eksploderer.
Der er så mange ting vi lige skal have afklaret, inden von Bodenstein kan holde fyraften.

Jeg har læst en udmærket og traditionel krimi, men den ultimative læseoplevelse fik jeg ikke.
Langt fra.

Jeg har læst "Den ærlige bedrager" af Tove Jansson.
1982. 209 sider.
Bog nr. 48/100 jeg har læst i 2022. Maj 2022

Du kender Tove Jansson rigtig godt, men det er ikke sikkert, du ved det.
Men hvis du nu får at vide, at hun skrev den første af 9 bøger om Mumitroldene i 1945, så er jeg sikker på, at du er med igen.
Men Tove Jansson kunne så mange andre ting.

Her har hun skrevet en bog, der er let at læse, men svær at glemme.

I kanten af verden bor den aldrende børnebogsillustrator Anna og den unge Katri.
Katri bor sammen med sin fåmælte og lidt naive bror Mats og en schäferhund uden navn.
Dette manglende navn vækker en del forargelse på egnen.
En hund skal da hedde noget.
Katri har gule øjne. Hun smiler aldrig, og så kan hun regne.
Hun har også regnet ud, at Anna har penge.
Katri er respekteret for sine talkundskaber og frygtet for sin særhed.
Mats tænker kun på både.
Derfor tænker Katri både på både og penge.


Anna bor i en villa, der ligner en kanin.
Det siger egnens folk i hvert fald.
Annas billeder indeholder altid kaniner.
Hun sælger godt og har rigeligt med penge.

Katri har en plan. Hun ser på Annas hus og tænker:
”Der bor hun. Der kommer Mats og jeg også til at bo. Men jeg må vente. Jeg må tænke mig nøje om, inden jeg giver denne Anna Aemelin en vigtig plads i mit liv”.

Og Katri får sig indyndet hos Anna. Hun flytter ind i Kaninhuset sammen med Mats og hunden.
Hun gør sig selv til sekretær for Anna og rydder op i ….. alt.
F. eks ender de fleste af Annas møbler ude på isen, og når det engang begynder at tø forsvinder de vel af sig selv.
Midlerne bliver større, men Annas visioner forsvinder.
Og så er det, at hun giver hunden et navn.

Det sner hele tiden og alle følger godt med i, hvad der foregår i Kaninhuset,


Information: ”Så snart dyret fornemmer, at menneskene ikke bare snyder sig selv, men også vil have den ind i sit spind, begynder alt at løbe af sporet. Den ærlige bedrager er en allegorisk thriller sådan må den forunderlige genrebetegnelse lyde fra nu af! ”

Tove Jansson kæler for sproget, inden hun eventyragtigt maler sine personer for os.
Og hvem er egentlig den ærlige bedrager?
”Den ærlige bedrager” er en underlig og forunderlig bog.
Kan varmt anbefales.

Tove Jansson er så spændende et menneske at jeg måtte have fat i hendes biografi, der omtales med følgende lovende ord:

”Den er rigt illustreret og tegner et seriøst og respektfuldt portræt af en kunstner og kvinde, der hverken personligt eller professionelt lod sig begrænse af omverdens normer og tidens tendenser. ”

Jeg har en stor indbygget sympati for mennesker, der ikke lader sig begrænse.

Jeg har læst "DNA" af Yrsa Sigurdardottir.
2014. 480 sider.
Bog nr. 47/100 jeg har læst i 2022. Maj 2022

Jeg er ved at udvikle en forkærlighed for islandsk litteratur, herunder krimier.
Jeg ved ikke, om det er den barske natur, der inspirerer til de vilde historie, eller om der bare er mange gode islandske forfattere.

Jeg ved ikke, hvad man kalder en ”pageturner” på dansk, men sådan én er det i hvert fald.
Jeg blev for alvor indfanget.
Den er vildt spændende.

Vi starter i 1984, hvor de sociale myndigheder skal tage stilling til, hvad man gør med 3 børn.

De skal anbringes men ingen vil tage dem alle sammen, så de 2 brødre bliver adskilt fra sine 2 brødre.

Her sidder læseren med en klar fornemmelse af, at denne adskillelse får betydning for vores historie.

Næste scene er sat i 2015, hvor en mor er alene hjemme med 3 børn.

Hun finder ud af, at en mand er inde i huset.

Han overfalder hende og ender med at dræbe hende.
Med en støvsuger!

Politiet kommer til stede og finder moderen dræbt.

De finder til sidst en lille pige under moderens seng.

Det bliver den noget atypiske politimand Huldar, der leder opklaringen.
Man er fuldstændig på bar bund.
Snart bliver endnu en kvinde dræbt på bestialsk vis.

Under opklaringen skal Huldar arbejde sammen med psykologen Freyja.
Det er lidt pinligt for de kender hinanden fra en alkoholfyldt aften i byen, der gik galt.
De skal nu nok blive gode venner efterhånden som serien udgives.
Og der er mindst 6 bind.

Der er ganske mange personer i bogen, men efterhånden som tiden går finder vi ud af, hvilken betydning de har i sagen.

Der dukker nogle mærkelige tal-beskeder på kortbølgenettet.
De virker kryptiske og ganske uforståelige.
Men giv tid.
Også den del kommer der styr på.

Infomedia er rimelig godt underholdt:

' DNA' er ingen sprudlende vulkan af løs snak, hvor man(d) slår gækken løs. Dens humor er stille og lille som en mundlam nullermand, og mænd og kvinder har rygsække fulde af fortidens smerte og barndommens sår. Sigurdurdottir skriver omhyggeligt og omstændeligt og langsomt i luntetrav eller snarere nationalhestens særegne gangart, tølt - med mange stop undervejs, hvor alt tager den tid, det tager.

”Den gamle Anmelder” er også rigtig godt underholdt.
Og bog nr 2 er netop bestilt.

Jeg har læst "Drengen i kufferten" af Kåberbøl/Friis.
2008. 336 sider.
Bog nr. 45/100 jeg har læst i 2022. Maj 2022

Bogen har 2 forfattere, og man kan godt undre sig over, hvordan det foregår.

Skiftes man til at skrive et kapitel eller hvordan foregår det?
De to er den succesfulde fantasyforfatter Lene Kaaberbøl og Agnete Friis.

”Vi skrev hver vore afsnit. Vi havde regnet med, at vi bagefter ville være nødt til at skrive den andens afsnit igennem, så vi kunne ramme en ensartet tone, men det var overhovedet ikke nødvendigt. Ikke engang vores redaktør på forlaget kunne se, hvem der havde skrevet hvad,” fortæller Agnete Friis

Forfatterweb.dk beskriver denne bog som en medrivende og hæsblæsende omgang spænding, global i sit udsyn med hjerte for de udstødte og en udtalt forståelse for udfordringerne i et moderne liv.

Det har jeg brugt en del tid på at fundere over, for jeg havde ikke den bedste oplevelse med værket, og jeg nægter at skrive under på ovenstående.
Den er såmænd ganske velskrevet, men den fængede ikke rigtig hos mig.
Jeg kæmpede med at holde styr på alle personernes navne, og de litauske navne gjorde det ikke bedre.
Jeg bliver så irriteret, når jeg mister det store overblik.

I 2008 modtog bogen en pris for årets bedste spændingsroman.

Nina Borg er Røde Kors sygeplejerske, og med i en tilkaldegruppe.
Hendes veninde beder hende hente en kuffert på Hovedbanegården, og den viser sig at indeholde en lille dreng på ca 3 år.
Nina beslutter sig til at finde ud af, hvem drengen er, og hvordan han er havnet i kufferten.
Det er en farlig leg, og Nina er i stor fare.
Hun drøner rundt med drengen i lang tid, og det virker temmelig usandsynligt.
Der er flere sidehistorier og en masse personer.
Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg flere gange spurgte mig selv: Hvem er det nu lige det er.
Jeg vil bestemt ikke afvise, at det kan være min fejl.
På side 255 fik jeg en vigtig oplysning, der gav mig et hint om, hvad ideen med den bortførte dreng var.
Det endelige opgør finder sted i en ubehagelig blodig slutstrid i en villa i København.

Temaerne i bogen er sådan set gode nok.
Ordet Chicklit ligger hele tiden lige for, men det er der jo mange, der synes om.

Er det en krimi?

Der er ikke rigtig noget opklaringsarbejde andet end det, som Florence Nightingale/Nina Borg står for.

”Mortens puls larmede i hans ører. Nina.
Hvad Fanden var der sket?”

 mine ord, Morten.

Der findes flere bøger i serien.
Nina Borg, you go your way and I go mine.

Jeg har læst "Sort angst" af Grebe/ Träff.
2012. 389 sider.
Bog nr. 44 jeg har læst i 2022. Maj 2022

”Sort angst” er 2. bog ud af 5 i serien om Psykoterapeuten Siri Bergman

I en noget barsk intro møder vi en 4 årig pige, der sidder og tegner. Hendes mor står og koger spaghetti. Vi hører om Henrik, der helst vil drikke øl og se travløb.
Det dundrer på døren, og da moderen lukker op, opstår der tumult.
Det udvikler sig til et voldsomt overfald, og moderen bliver dræbt.
Whodunit?

2 måneder tidligere er Siri til møde med sin chef.
De skal deltage i et forskningsprojekt om selvhjælpsgrupper for voldsramte kvinder.
Og det kan vel ikke komme bag på nogen, at disse kvinder kommer til at trække tråde til drabet på den lille piges mor.
Psykoterapeuten Siri er stadig hovedperson, og hun har stadig brug for lige så meget hjælp, som de kvinder hun er sat til at hjælpe.
Hun har tilbøjelighed til at søge trøst på bunden af vinflasken, men da hun bliver gravid sætter hun proppen i.
Hun har tidligere haft et traumatisk forløb med et afbrudt svangerskab med en anden mand, der omkom ved en drukneulykke.

Jeg spekulerer på, hvordan 2 søstre bærer sig af med at skrive bøger sammen?

Men den er egentlig ganske velskrevet og spændende.

Der er ikke så meget opklaringsarbejde i bogen, men meget praktisk har søstrene gjort Siris nye mand til politimand, så der har vi indfaldsvinklen til forbrydelsernes opklaring.
Ellers handler det om de dilemmaer, som personerne sættes i.

Det er en god ting, at vi hører (lærer) en masse om vold i hjemmet, men det har vi da vist hørt så mange gange før.
Men søstrene søger også at gøre klart for enhver, at tingene ikke altid er, som de ser ud til.

Bogen igennem følger vi med i en ung mands journal fra de forskellige steder, hvor han har haft problemer.
Problemerne bliver ikke mindre, som tiden går, men de bliver anderledes.
Der gik et stykke tid, inden det gik op for mig, hvad journalerne skulle gøre godt for.
 

Bogen slutter med en kort epilog, der er foregået 8 måneder før bogens nutidsspor.
Jeg kan slet ikke finde ud af, hvordan den skal forstås.
Jeg er ikke i tvivl om, at teksten er skabt for at give et mere nuanceret billede af vores gerningsmand, men jeg forstår den simpelthen ikke.
Og det irriterer mig noget så grusomt.

Bortset fra dette ”hul” i forståelsen, oplevede jeg bogen som velskrevet og besjælet af ønsket om at få flest mulige nuancer med, før man dømmer og bedømmer.

Nu har jeg så fået vinget 2 af søstrenes bøger af.
Jeg overvejede at lade det være godt med det, men nu er jeg alligevel kommet til at bestille seriens 3. bind.
Det bliver af en anmelder kaldt pludrende og facebook-opslags-agtigt, og han tilføjer ønsket om at 3. bind så bliver det sidste.

Set i bagkolgskabens ulideligt skarpe lys ved vi nu, at det ikke blev tilfældet.

Camilla Grebe og Åsa Träff afsluttede deres fælles projekt om psykologen i politiets tjeneste Siri Bergman efter 5 bind.

Jeg har læst "Under sneen" af Yrsa Sigurdardottir.
2020. 351 sider.
Bog nr. 43 jeg har læst i 2022. Maj 2022

Efter en prolog er der en lille pigesko, der manifesterer sig i en gemt og glemt kasse i et hus, der bliver solgt af 2 brødre, der er vokset op der.
Den viser sig at tilhøre en ukendt søster.

Et redningshold bevæger sig ud i det svært tilgængelige islandske højland for at finde en gruppe forsvundne personer.

Derefter skruer vi tiden 1 uge tilbage , hvor vi følger den gruppe, der senere bliver dem, der skal eftersøges.
I de efterfølgende veksler vi hele tiden mellem disse grupper.

Det er smart gjort at veksle mellem begivenhederne med en uges mellemrum.
Det lykkes rigtig godt for YS at fremmane snestormenes inferno, så vi glæder os over, at det ikke er os, der sidder der og fryser.
Hun formår også på fornem vis at skabe en rigtig uhyggelig atmosfære.
”Godt det ikke er mig”, der vandrer rundt på de snedækkede stier ude i ødemarken, tænker man.

Samtidig sker der underlige ting på en isoleret radarstation.

Jeg afslører vist ikke nogen statshemmeligheder ved at fortælle, at alle sporene løber sammen.

Yrsa Sigurdardottir er ganske produktiv. Hun har skrevet krimier og sågar børnebøger, men her har vi vist ramt den genre, der hedder Thrillere.
Ja måske endda gysere.
Den er virkelig uhyggelig.
Jeg er overbevist om, at hun har lænet sig godt og grundigt op af Stephen Kings bøger.
Men her er hans store skove skiftet ud med den islandske ødemark.
Det bliver det ikke mindre skræmmende af.

Der er en talemåde, der siger, at der findes mere mellem himmel og jord end det blotte øje kan se. Og det er en talemåde, et flertal af danskere er enige i.

En undersøgelse, Epinion har foretaget for DR viser, at 63 procent af danskere er enige eller helt enige i udsagnet om, at der er mere mellem himmel og jord, end vi kan se og måle.

Hvis man tilhører disse 63 % vil man nemt kunne lade sig overbevise om, at der findes spøgelser ved at læse denne bog.
Jeg har det lidt som den Vantro Thomas, der skal have fingrene i naglegabene for at bliver overbevist.

Ganske vist får handlingen i ”under sneen” en ”uventet” drejning til allersidst, men der er altså nu alligevel et eller andet med den lille pige, der har mistet sin ene sko.
Hende møder vi af og til.
Men én sko.

Vi søger sammen med gruppen efter de forsvundne.
Vi ved mere end dem.
Vi ved, at det er gået helt galt for gruppen.
Mens vi hopper frem og tilbage, finder vi langsomt ud af, hvad der i virkeligheden skete derude.
Det er godt sat sammen.
Uheldene ramler ned over gruppen, som endte derude efter en animeret fest.
Og tømmermænd er ikke nogen god følgesvend under de forhold.
Og for pokker, hvor er der dog koldt derude.
En af dem har holdt sig pinligt ædru. Hmmmmm

Har du lyst til et koldt gys?
”Under sneen.” kan varmt (koldt) anbefales.

Jeg har læst "I det fjerne" af Hernan Diaz.
2017. 319 sider.
Bog nr. 42 jeg har læst i 2022. April 2022

Håkans forunderlige rejse gennem Amerika.

”En kæmpestor mand dukker op fra et hul i isen.
Han hænger lidt på kanten, inden han border den indefrosne skonnert.
Over et bål på skonnertens dæk spinder manden en ende.
Han beretter om en usandsynlig rejse over det amerikanske kontinent fra vest til øst.

Engang i det 19. århundrede er drengen Håkan Söderström sammen med sin storebror Linus på vej fra Sverige til Amerika.
Undervejs bliver de væk fra hinanden, og Håkan ender i San Francisco, mens han formoder, at Linus er endt i New York.
Uden at kende sproget og uden at have midler overhovedet tager Håkan af sted for at finde sin bror.
Han bliver kendt som Høgen. (hawk). Hawk can/ Håkan.

Vi, som læser med, har det ligesom Håkan.
Vi aner ikke, hvor vi er, vi ved kun, at vi er på vej over USA.
Og tro mig, når jeg siger, at det er mere end 6000 km.
Da jeg havde fundet ud af, at jeg ikke kunne følge Håkans rejse gennem staterne på et kort, slog jeg mig til tåls med den melankolske og drømmeagtige stemning, som beskriver hans færd.
Tiden går, men det må den gerne.

Vi hører navnene New York og San Francisco. Illinois nævnes, men vi kommer ikke der.

Håkan vokser virkelig meget og antager en absurd størrelse.
Han har kræfter som en bjørn.

Der er Den fede dame uden tænder, der udnytter ham
Der er botanikeren Lorimer, der introducerer Håkan til læren om evolutionen ved Saladillo saltsøen. Der kunne være en saltsø i det nordlige Utah.
Indianerlejren bliver overfaldet, og vi møder den korthårede indianer.
Håkan bliver fanget af sheriffen, der skærer i hans arm.
Et freakshow af farverige og utrolige personager ramler ind i vores søgende ven Håkan.

Han får fat på en hest og et æsel. Hesten Pingo spiser sand, og Håkan forsøger at operere den.
Den lykkes sådan set, men efter komplikationer må han tage afsked med sin kære hest.

Håkan er hele tiden på vej til New York for at møde sin bror Linus.
En lang, lang rejse, som måske aldrig ender.

Det er meget tænkeligt, at Hernan Diaz har ladet sig inspirere af Odysseus ti-årige hjemrejse fra Troja.
Undervejs møder han utallige farer og fristelser.
Mennesker lader sig fascinere og fange af forunderlige rejser.
Spåkvinden, som vi kender fra forskellige tegninger siger vist altid: ”Og du vil komme ud på en lang rejse”.
Man kan også forestille sig Håkans forunderlige rejse som en robinsonade.
Selvom han er sammen med mennesker af og til, er han lige så isoleret som Robinson Crusoe.
Hernan Diaz er flygtet fra Argentina til Sverige.
Han kender til at være undervejs.
”I det fjerne” er en fatastisk læseoplevelse, og er vi ikke alle til hver en tid undervejs?
Kan varmt anbefales.
Post scriptum: Kig godt på tegningen på bogens omslag.

All my life's a circle;
Sunrise and sundown;
Moon rolls thru the nighttime;
Till the daybreak comes around.

All my life's a circle;
But I can't tell you why;
Season's spinning round again;
The years keep rollin' by.
Harry Chapin

ller om 'Datteren' til Gyldendals Forfattertalks - Gyldent efterå

Jeg har læst "Jeg ser dig" af Camilla Grebe/Åsa Träff.
2009. 376 sider.
Bog nr. 41 jeg har læst i 2022. Maj 2022

Siri Bergman er Psykoterepaut. Hun deler en klinik med 2 andre.
Siri er 34 år.
Hun er enke og bor afsides alene med sin kat.
Siri skal hjælpe andre, men er selv en plaget sjæl.

Bogen starter med et lille stykke tekst skrevet i et andet sprog end resten af bogen.
Også sat op med andre typer.
Det er en af den slags tekster, som man ved, man først forstår, som historien skrider frem.
Af og til møder vi lignende tekster i bogen.
Det er naturligvis vores ”morder”, som vi lærer at kende på den måde.
Et velkendt ”kneb”.

Nærmest i journalform møder vi nogle af Siris patienter.
Drypvis forsynes vi med små lunser af info, og vi erfarer, at Siris mand hed Stefan og at han omkom ved en drukneulykke.

Historien skrives i 1. person, og vi bliver hurtigt fanget ind af historien om Siri.
Jeg føler allerede begyndende glæde ved tanken om, at der findes 3 bøger mere om Siri Bergmann.

Efter de første sider undrer det mig noget, at disse 2 damer, der endda er søstre, er ukendte for mig.

Lidt efter lidt strammes nettet om Siri, Hun føler sig iagttaget.
I bedste Agatha Christie stil har vi et begrænset udvalg af kandidater til rollen som den skyldige.
Jeg lykkedes ikke med at regne sammenhængen ud, og jeg gik såmænd også på en ”indbygget” finte.

Bogen minder om den regn af svenske krimier, vi kender, men jeg synes den holder sig i toppen p.g.a den elementære spænding, det høje sproglige niveau og de interessante problemstillinger.

Politiken er såre tilfreds og ledsager 5 af 6 stjerner med følgende:
 

”Med substans pointerer romanen, at ' syg' og ' rask' er normative størrelser. Den syge kan være den raske, og dem vi tror, vi kender, kan vise sig at være rablende bag facaden. Så ' take care out there'!. ”

Så fik vi den at tænke over.

Bind 2 i serien om Siri Bergmann hedder ”Sort angst”.
Den står allerede og venter.

SSireteren' til Gyldendals Forfattertalks - Gyldent efterå

Jeg har læst "Øen" af Ragnar Jónasson.
2016. 330 sider.
Bog nr. 40 jeg har læst i 2022. Maj 2022

Øen er 2. bind i den eminente trilogi om Hulda fra Island.
Fremragende bog.
Ganske usædvanligt er vi 15 år tidligere end 1. bind.
Historien går baglæns.
I 1987 rejste det unge par Benedikt og pigen Katla i al hemmelighed til et sommerhus på en vanskeligt tilgængelig ø.
Vi får ikke straks det hele fortalt, men vi ved, at det ender helt galt med Katla.
I 1997 ankommer Hulda til den samme ø, hvor 4 unge mennesker inkl. Bendikt har opholdt sig.
De skulle angiveligt mindes 10 året for Katla.
Nu er de 3 tilbage.

Vi følger alle personerne med skiftende synsvinkler.
Udover at være overset efterforsker er Hulda optaget af sin egen historie.
Datteren Dimma tog sit liv, og 2 år efter gik manden Jon bort.
Hulda er også en tur i USA for at finde sporene af sin far, der var udstationeret amerikansk soldat i Island.
Hulda, Hulda. Du skulle bare vide.

Jonasson sørger for, at vi hele tiden mangler netop de oplysninger, der kan give det store overblik

Lidt mere end halvvejs i bogen er vi med Hulda på vej ud til øen.
Det er tid at opklare sagerne.
Hun er kaldt til som særlig kyndig, og ved ikke så meget om, hvad der venter hende.
Hulda møder de unge mennesker, og gennem hende lærer vi nu, hvordan de ser ud, og hvordan de er.
Vi er stadig ikke klar over, hvad der er galt.
Vi famler sammen med Hulda, og det er en god fornemmelse.

Lykkes det Hulda at løse mysterierne?
Tjah, hvem ved?
Hulda er en dygtig efterforsker, selvom hun føler sig forbigået og langt fra påskønnet.

I bogens sidste afsnit dvæler Hulda en stund ved sin moders grav.
Tankerne flyver, og hun funderer over, hvad fremtiden bringer til hende:

”...Når hun blev pensionist, var det måske på tide at finde en rar man og begynde på en frisk.”

Bogen igennem har vi været sammen med Hulda under hendes efterforskning.
Begivenhederne er et godt eksempel på at lives leves forlæns, men skal forstås baglæns.
Nu er det os læsere, der er alvidende, for vi ved fra trilogiens første del ”Mørket”, hvor det kommer til at gå med Hulda.

Hulda, Hulda. Du skulle bare vide.

Jeg er begejstret for Ragnar Jónasson.
Det er en dyster og melankolsk bog, der både rører og bevæger én.
Man synes, man kender Island ganske godt, og personerne virker levende og vedkommende.

Infomedia mener:
”Men i forhold til de mange danske krimier med høj cigarføring, rask humør, kæk kvinde og charmant karl et sted i hovedstad eller provins kan jeg ikke lade være med at understrege, at en islandsk krimi gerne byder på andet end hurtig underholdning. Kanske man mangler lidt humor undervejs i det smukke, men særmærkede Island. ”
 

Må jeg anbefale, at du begynder med ”Mørket” og sammen med Hulda bevæger dig tilbage i tiden, så kan jeg næsten godt garantere, at du før en usædvanlig litterær oplevelse.
Bind 3 står klar på min bogreol, og jeg ved allerede nu, at jeg vil savne Huldas selskab.

Jeg har læst "Opkald fra en engel" af Guillaume Musso.
2011. 407 sider.
Bog nr. 39 jeg har læst i 2022. April 2022

Vi er i JFK-lufthavnen i New York.
Madeline fra Paris har travlt, og det samme har Jonathan fra San Franscisco.

De støder sammen, og i tumulten får de forbyttet deres ganske ens mobiltelefoner.
På vej væk når de begge at svine den anden godt og grundigt til.

Det plot synes jeg, er rigtig godt regnet ud.

Vel hjemme opdager begge efter opkald og beskeder på deres telefoner, hvad der er sket.

Begge fristes til at kigge lidt på, hvad der ellers gemmer sig på telefonen, og begge ender med at sætte sig godt og grundigt ind i den andens hemmeligheder.
Det stunt kunne de fleste vist lade sig friste af .

Og så er scenen sat.

Det viser sig, at Madelins telefon indeholder en lang række hemmelige filer, og historien tager nu en ny retning.
Og blomstersælgeren Madeline viser sig at have en fortid som engelsk politikvinde.
Nu bliver det farligt.

Bogen er en thriller tilsat en kærlighedshistorie, eller også er det omvendt.

Jeg var vældig med på løjerne i begyndelsen af bogen, men jeg mistede lidt pusten.

Lidt sprogligt:
S 373 :Jonathan fyldte mere kaffe i den unge kvindes kop

S 364: Ved Chelsea Market førte promenaden ind i en tunnel gennem en husblok, så franskmanden var i sikkerhed for en stund.

Den unge kvinde er Madeline og franskmanden er Jonathan.
Hvorfor skal de pludselig have disse betegnelser?

”De satte sig ved samme bord som dagen før og bestilte kaffe, yoghurt og cornflakes.”

Hmm, hvad skal jeg bruge denne information til?
Og så får jeg ikke engang at vide, hvilken smag den yoghurt havde.

”Den her historie begyndte blodigt, og den vil ende blodigt.”
Han vidste endnu ikke, i hvor høj grad hun havde ret.

Eller i min omskrivning:
Franskmanden vidste endnu ikke, i hvor høj grad den unge kvinde havde ret.

Hvorom alting er, så vil den alvidende forfatter råde os til at tage det sidste blodige stykke med.

Masser af klicheer.

På bogens omslag fortæller en anonym læser: ”Jeg sværger, at det er en af de bedste bøger jeg har læst”.
Fyld, unødvendigt fyld.
Anonyme anmeldelser svarer til at firmaer skriver anonymt og rosende om sig selv på trustpilot.
Det kan vi ikke bruge til noget.

Jeg citerer ”Den gamle Læsehest”: Jeg sværger, at det ikke er en af de bedste bøger, jeg har læst.

Jeg har læst "Kvinden der ikke blev fundet" af Remigiusz Mroz. .
2022. 396 sider.
Bog nr. 38 jeg har læst i 2022. April 2022

Jeg har lidt svært ved at komme i gang med lydbøger, men her gjorde jeg endnu et forsøg med 10 timers oplæsning.
Jeg får læst alt for lidt, så jeg vil gerne inkludere lydbøgerne i min læsning.

Jeg savner stadig at kunne blade rundt i bogen, men der er da også fordele ved lydbogen.
Man behøver eksempelvis ikke at tænke på, hvordan polske navne udtales.
Og man er jo også sikker på, at få det hele med …... hvis ikke man sidder og nikker med hovedet.
Det skriver jeg for en ven.
Jeg synes alligevel, jeg er kommet frem til en slags forklaring på, hvorfor det går lidt trægt med mine lydbøger.
Jeg er simpelthen bedre til at danne billeder, ud fra det jeg læser selv, i forhold til det jeg får læst op.
Jeg prøvede at ”lægge mærke” til, hvordan det går til, at man danner disse billeder. Men det er en proces, jeg ikke rigtig kan få hold på.

Vi er i Polen, hvor Werner på en strand netop har friet til Ewa.
En gruppe mænd angriber dem og ender med at voldtage Ewa.
Efterfølgende er hun sporløst forsvundet.
Werner føler, at hans liv er ødelagt.

10 år senere dukker der pludselig et billede op af hende, sammen med et opslag fra en mand, der søger hende.
Werner prøver at kontakte manden, men pludselig er alt slettet.
Nu hyrer Werner et detektivbureau til at hjælpe sig.
Tingene er ikke, hvad de ser ud til at være.
Det gælder også bureauet.

Synsvinklen skifter nu meller Werner og Detektivbureauet, der repræsenteres af ejeren Robert, hustruen Kasandra og medhjælperen Jola.
Robert er kontrollerende og ekstremt voldelig og er i det hele taget et ualmindelig ubehageligt bekendtskab.

Werners bedste ven Blitz bliver myrdet, og vi finder igen ud af, at tingene slet ikke er som vi regnede med.
Bedst som vi tror, at vi er på rette vej, tvinges vi til endnu en kursændring.
Og det vi dernæst får at vide, viser sig minsandten også at være helt anderledes, end vi troede.
Robert er stadig ekstremt voldelig overfor Kasandra, der nu beder Werner om hjælp.
De kommunikerer udelukkende via krypterede tekster.
Og så dukker der pludselig noget op, der tyder på at Ewa er i live.
Tror Werner.

Remigiusz Mroz er privat meget optaget af vold i hjemmet, og det er der rigeligt af i denne bog.
Det er en underlig ting, for stort set alle kan se, at det er helt utilstedeligt, men alligevel er krisecentrene fyldt med ofre for voldelige partnere.
Det gælder Polen og Danmark og sikkert alle andre lande.

Undervejs tvivler vi på, at der findes nogen farbar vej ud af problemerne for Werner og Kasandra.

Det gør der heller ikke for alle.
Slutningen får endnu en drejning, der på stedet afliver enhver mulighed for happy ending.

Mroz er bestsllerforfatter i Polen. Han er fra 1987, og udgives her på dansk for første gang.
Har er advokat, men er nu forfatter på fuldtid.

Bogen er velskrevet og ganske spændende.
Og temmelig voldelig.

Den kan jeg godt anbefale.

Jeg har læst "Den højeste retfærdighed" af Dag Öhrlund.
2021. 318 sider.
Bog nr. 37 jeg har læst i 2022. Maj 2022

Det er bind 2 i serien om dommeren Suzanne og hendes vege veninde Jessica.
I bind 1 tog begivenhederne langsomt fart, da både Suzanne og Jessica så sig nødsagede til at udrydde mennesker, der kom dem på tværs.
De indledte et samarbejde, hvor Suzanne styrede det hele.
I denne bog myrdes der løs fra starten.
Suzanne bliver mere og mere psykopatisk, mens Jessicas nerver bliver mere og mere flossede.
Som noget nyt kombinerer Suzanne nu grusomhederne med en heftig trang til perverteret sex.
Jessica er nu så involveret, at hendes ønske om at slippe af krogen ikke længere er en mulighed.

Denne åbenlyse mangel på realisme irriterede mig en overgang. Imidlertid blev jeg så grebet af begivenhederne, at jeg var nødt til at finde ud af, hvordan det hele endte.
Jeg lovede samtidig mig selv, at hvis der var et 3, bind ville jeg lade de 2 vilde damer klare problemerne selv.
Jeg læste videre.
En af bogens mange urimeligheder er, at politiet ikke synes at komme opklaringen nærmere.
Det kan simpelthen ikke passe.

Bogen får én til at antage, at stort set alle har en eller anden skyggeside, som bare er gemt væk, og som vil dukke op til overfladen, hvis omstændighederne byder det.
Det kan der måske godt være lidt sandhed i.
Jeg tror nu ikke, at ret mange dommere drømmer om at drage ud og straffe dem, der slap med for mild en dom.

I erkendelse af, at jeg ikke kan nå at læse alle bøger, har jeg besluttet at give Dag Öhrlund en pause.

Anmelderne synes at have brugt deres krudt på andre bøger, men jeg er ikke sådan at skjule noget for, så jeg kiggede lige over sundet for at få en rask melding.
Her konstaterer jeg, at Ewert Truut vist også optræder i ”Den højeste retfærdighed.”

Dag Öhrlund, tidigare mest känd för succéböckerna om psykopaten Christopher Silfverbielke, har innan han blev författare arbetat som journalist och fotograf. Öhrlund har också skrivit flera kriminalromaner om den buttre och tjurige kommissarien Ewert Truut, som på kort tid blev en läsarfavorit.

Som vanligt när det gäller Dag Öhrlunds böcker är underhållningsfaktorn hög.
Mats Garme, Ölandsbladet

Jeg har læst "Mørket" af Ragnar Jónasson.
2015. 323 sider.
Bog nr. 35 jeg har læst i 2022. April 2022

Af og til får jeg en fornemmelse af, at bøger har deres eget liv.
Nogle stritter imod med piggene, og nogle er yderst medgørlige.
Denne bog er ”nem”.
Den vil gerne læses.
Historien om Hulda glider ned, som var den smurt i olie.
Det betyder ikke, at den er indholdsløs eller uspændende.
Tværtimod.
Den er et lille mesterværk.

Vellommen til øverste hylde.

Hulda er politiefterforsker ved Reykjavik Politi.
Hun er tæt på pensionsalderen, men bliver overhalet indenom, da hendes chef fortæller, at en ung mand straks skal overtage hendes job og hendes kontor.
Hun får allernådigst lov til at bruge den sidste del af sit arbejdsliv på en Cold Case.
Vi, der læser med, holder med Hulda, for hvad ligner det at behandle hende på den måde efter et langt arbejdsliv?
Og vi godter os en smule, da Hulda holder en vigtig oplysning om sin nuværende sag tilbage.
Det kan de selv finde ud af , kan de.
Det gør de så også.
Og så er Fanden løs.

Hulda vælger en sag om en ung russisk kvinde, der havde søgt asyl og beskyttelse, men i stedet endte sit liv på en mørk strand.
Hulda går i gang.
Det viser sig, at hun har stukket hånden i en hvepserede.

Du har, som jeg, sikkert undret dig over, hvorfor bogen hedder mørke?
Jeg kan fortælle så meget, at du vil vide det, lige før du når til side 200 i bogen :-)

Et litterært begreb i krimigenren kendes som ”whodunnit”.
Hvem gjorde det? Var det butleren?
Man har fokus på gåden om, hvem der begik forbrydelsen.
Hvis man anskuer bogen fra den synsvinkel, kan jeg afsløre, at jeg ikke var i nærheden af at pege den skyldige ud.

Slutningen på bogen gjorde stort indtryk på mig, fordi der skete noget, som slet ikke blev omtalt.
Vi vidste bare, at det var sket.

I øvrigt er slutningen begyndelsen.
Mørket er første del af en trilogi og anden del foregår 25 år tidligere.

Beskrivelsen af Island?
Næsten som at være der.

Hvis du vil have et godt grin, skal du søge et andet sted, for der er meget lidt at more sig over i ”Mørket”.

Men den har så meget andet at byde på.
Jeg er begejstret.

Bind 2 og bind 3 har jeg allerede i køen på min bogreol..

Tænk at have Ragnar Jónasson til gode.

Jeg har læst "Peter den Store – en bog om Peter Malberg" af Carsten Bethelsen.
1998. 226 sider.
Bog nr. 34 jeg har læst i 2022. Marts 2022

Som tiden går glider Peter Malberg mere og mere i glemmebogen.
Mange aner ikke, hvem han var.
Det er lidt trist, for han var et spændende menneske og en glimrende skuespiller.
Måske husker de fleste ham for en rolle i en Morten Korch film eller måske endda som den første onkel Anders i Far til fire.
Men han var så meget andet.

Tilnavnet Peter den Store opnåede han for sin rolle som Balder Svanemose fra 1930.
Han spillede en lummer plattenslager i stykket, som faktisk hed ”Peter den Store”.
I 1952 svor Peter malberg, at han aldrig mere ville spille Balder Svanemose.
Da havde han spillet 1300 gange.
Men inden det sluttede, kom han helt op på 1500 gange.
Han spillede talrige andre roller, hvor han ”brugte” Balder Svanemoses karakter.

Ukendt for de fleste, incl. Yours Truly, havde Malberg en flot karriere som stumfilmstjerne.
Gennem 20 år blev det til ca 50 film.
Bogen gennemgår em del af filmene, der virker støvede og glemte, men i mange anmeldelser fremhæves Malbergs præstationer.
Ofte for hans maskeringer.

I 1934 startede Malberg sin karriere i tonefilmene.
Man var spændt på at høre hans stemme, men var rimeligt tilfredse.
I næsten alle optrædender hyldes Peter Malberg for sin maskeringskunst.
Den var ganske enestående.

I en biografi forventer jeg at læse ting, jeg ikke vidste om før.
Her er talrige.
Peter Malberg var en laps. Han gik ingen steder uden skarpe pressefolder og en charmeklud.
Han brugte tidligt toupé.
Altid.
Den var uhyre vigtig for ham, og han kunne godt finde på at spørge vennerne, om den sad ordentligt.
Han var en gnier. Han nænnede simpelthen ikke at bruge penge. Da han indspillede Far til Fire og Onkel Sofus havde han en dobbeltrolle.
Og så mente han også, at han skulle have dobbelt honorar.
Det fik han.

En af hans bedste filroller var i ”Bolettes brudefærd”.
Den genså jeg samtig med at jeg læste bogen.
Skøn gammel film.
Det var min hyldest til skuespilleren fra Århus med den sjællandske accent.
Synge kan han også.
”Du er min øjesten”, ”Jeg har min hest, jeg har min Lasso”.
Lyder det bekendt?
Min favorit er ”Den spillemand snapped fiolen fra væg” fra 1951.
(Youtube er din ven.)

”Bind dit Skørt og flet dit Haar,
læg an dit Hovedklæde.
I Præstevænget Dansen gaar
med Fryd og megen Glæde.”

Holger Drachman

Jeg har læst "Vilde Svaner" af Jung Chang.
1991. 618 sider.
Bog nr. 33 jeg har læst i 2022. April 2022

I en særdeles omfangsrig og omfattende roman fortæller Jung Chang om 3 generationer i det 20. århundredes Kina.
En mammut af en bog.
Det drejer sig om hendes bedstemor, hendes mor og endelig hende selv.
Hun er født i 1952, og bogen udkom i 1991.
Det er en utrolig beretning om måder at leve på, som er ganske ulig, hvad vi kender til i vesten.
Vi hører om indsnørede fødder, som ødelagde enhver livskvalitet. 
Vi hører om konkubiner, og vi hører om Maos Kulturrevolution, der bragte så store menneskelige lidelser med sig.

Den enorme bog er ikke vanskelig at tage ind.
Jung Chang beretter for os i et enkelt og dagligdags sprog. 
Historien skrider frem i et tempo, der giver læseren mulighed for at få sjælen med.
Jung Chang stræber ikke efter svulstige beskrivelser og poetiske vendinger.
Hun har noget på hjerte.
Hun vil berette om en befolkning, der blev diktaturets redskab.
Som magthaver kan man komme langt ved at holde et land i frygt og uvidenhed, men der vil altid være mennesker, der som Jung Chang vil kæmpe for at få deres meninger og holdninger frem.
Også selv om man kommer fra et land, hvor kvinder ikke blev regnet for meget.
Det er en barsk og hård historie, men det er verden da vist også af og til.

I Kina er hendes bøger forbudte, men det gør dem ikke mindre væsentlige.

Da jeg var ung og kåd med de kåde var Mao og hans lære et sturt, sturt nummer.
Jeg husker ikke, at jeg gik rundt med Maos lille røde og strøede om mig med citater, men det var der da vist mange, der gjorde.
Men i virkeligheden var han en grum despot, der kun havde sig selv og sine i tankerne.
Grusomhederne var ubegribelige, og mange har sikkert tænkt, da han gik bordt, at nu havde vi set den sidste tyran.
Det viste sig desværre, at være fuldstændig forkert.

Jeg synes, at jeg fik meget at vide om Kina ved at læse denne bog. Også mange ting, der kom fuldstændig bag på mig.
Jeg må faktisk erkende, at jeg har været ret uvidende om Kinas historie.
Jeg erindrer dog, at jeg engang har læst Tom Kristensens ”Bokserdrengen” fra 1964.
Jeg husker også, at den gjorde stort indtryk på mig.

Fra Wikipedia.
 Bogen har vundet to priser: I 1992 vandt den NCR bogprisen og i 1993 British Book of the Year, hvilket den kunne indstilles til, da Jung Chang i dag bor i London.
Bogen er bandlyst i Folkerepublikken Kina, da regeringen mener, at den indeholder usandheder. Den eksisterer kun i Folkerepublikken Kina i ulovligt producerede eller indsmuglede kopier fra Hongkong eller Taiwan. Uden for Kina er den blevet rost som et informativt indblik i kinesernes hverdag under kulturrevolutionen, men har også et mindre antal kritikere.

Tak for anbefalingen af bogen R.K.
Jeg sender med glæde anbefalingen videre.

Litteratursiden mener: 
For mig er ”Vilde svaner” en fantastisk bog. Den er velskrevet og letlæst trods sine godt 600 sider, og den giver et indblik i en tid og en verden, jeg ikke havde mødt før. Kinas historie indeholder så mange fortællinger og epoker, at det er svært at forholde sig til. 

Amarikanske Goodreads.com melder om mere end 100.000 vurderinger, og det bringer den op på imponerende 4,25 (5)

”The story of three generations in twentieth-century China that blends the intimacy of memoir and the panoramic sweep of eyewitness history—a bestselling classic in thirty languages with more than ten million copies sold around the world, now with a new introduction from the author.” 

Jeg har læst "Uro" af Jesper Stein.
2012. 409 sider.
Bog nr. 32 jeg har læst i 2022. April 2022

Jeg var ret  imponeret over bogens intro.
Vi starter med en  våd drøm, der går over i en indre monolog.
En opringning vækker Axel Steen, urobetjent, der går ud og kigger sig i spejlet, hvor vi ser med.
Vi ser blå øjne, gråsort hår og rynker.
2 pletter på brystkassen efter ekg-klistermærker for 6 gang på et år fortæller os om Axels dødsangst.
Han tager sin puls.
Og så er vi i gang.

Hvis nogen spørger, om jeg kan anbefale en moderne krimi, kunne jeg da godt stange denne bog ud.
Den er sådan lidt klassisk i det hele.
Axel har knas på hjemmefronten, hans overordnede lover ham bål og brand, hvis han fucker up, og vi er nogenlunde sikker på, at han finder ud af det hele til sidst.

Han kan såmænd også finde på at sparke en dør ind uden at have de nødvendige tilladelser.
Dirke har han naturligvis også.
Vi har også den gode gamle med at der er et eller andet der, nager ham. Han er liiiiiiige ved at komme i tanker om det.
Nåda, siger læseren, hvad mon det dog kan være?
Den bruger Jesper Stein flittigt.

Vi er på Nørrebro, hvor der kæmpes om Ungdomshuset på Jagtvej.
En mand findes kvalt.
Er det en af de autonome?
Har politiet noget med det at gøre?
Axel Steen er sådan lidt over det hele.
Han træder en masse over tæerne, mens han er i gang med opklaringen.
Samtidig skal han passe sin 5-årige datter Emma.
Moderen synes f. eks. Ikke, at det er helt i orden, at den lille pige går på opdagelse i lighuset, mens Axel burde passe hende.
Emma synes, de gamle mænd i skufferne er noget kolde, og det har hun vist ret i.
Vi bliver også tilgodeset med nogle sexscener, så der er lidt for enhver sag.

Det er ikke et af litteraturens mirakler, vi præsenteres for, men jeg følte mig egentlig godt underholdt.
Undervejs fandt jeg endda ud af, at jeg havde læst bogen før.

De fleste anmeldere er også udmærket tilfredse.
Det er ganske interessant at lægge mærke til, hvad Weeekendavisens anmelder hæfter sig ved.
Hvor er det godt, at vi ikke har en facitliste, vi kan slå op i.

Information.
Jyllands-Postens tidligere krimireporter og nuværende litteraturskribent ( født 1965) debuterer med en titel, der har alt, hvad genren kræver: En hovedperson, der står knivskarpt, en raffineret sprogtone og ikke mindst en medrivende intrige med bund i kulisser og spændinger, der genkendes fra virkeligheden. 

Weekendavisen.
Axel Steen i Uro er så drønirriterende, at man hurtigt mister al interesse for hans liv generelt og specifikt bliver ret ligeglad med det mord, han forsøger at opklare i slowmotion.

Berlingske.
Det er sjældent, at man lægger en krimi fra sig efter endt læsning og i dén grad tror på historien 

Jeg har læst "Hvide blomster" af Sissel-Jo Gazan.
2020. 505 sider.
Bog nr. 31 jeg har læst i 2022. April 2022

Bogen har rigtig mange sider, og man får også opfattelsen af, at det giver forfatteren lejlighed til at få alt det med, hun finder vigtigt.
Og der er mange ting, der er vigtige for denne forfatter.
Vi møder de to 13 årige kusiner Tessa og Jenny.
Jenny er vores fortæller.
Hun er en ualmindelig klog pige.
Bogen holdes i første person, og i en stakåndet stil præsenteres vi for en lang række farverige personer omkring Jenny.
Man kunne også kalde mange af personerne dybt underlige
Alt ses fra Jennys synsvinkel.
Vi er på Samsø, og Bettina, Tessas 17 årige søster er forsvundet.

Jeg har lidt svært ved at få hold på, hvilken slags litteratur, jeg er i gang med.
Det er vel ikke en krimi, skønt indtil flere mord forekommer, men jeg vil forsigtigt lægge ud med at kalde det en speciel bog på den gode måde.
Bogen har ualmindelig mange små kapitler, og det gør faktisk læsningen nemmere.
Den er som nævnt skrevet i 1. person, og ind i mellem optræder vores ”heltinde” Jenny som alvidende forfatter:
”Siden har jeg også tænkt på den stund. En time efter var alt forandret.”
 

Et smart litterært kneb, der får læseren til at fundere over, hvad der mon skal ske i den næste time.
Det ved Jenny nemlig.

Kristeligt Dagblad skriver: ”Forbrydelser og hævn tilsat tatoveringer og blomster på Samsø.”
Og så hugger de til med at give 6 ud af 6 stjerner.
Man skal passe på med den slags anmeldelser, for man kan jo ikke rigtig komme højere.

Jeg holder mig lig de fleste andre anmeldere lidt lavere på skalaen, og det handler lidt om, at jeg føler mig overvældet af bogens mange ord.
Der er for mange personer, som der skal holdes styr på, og der er for mange sidehistorier.
Bogen beskæftiger sig bl. a med botanik og tatovering, og det mærkes at Gazan har lavet grundig research.
Imponerende grundigt.
Alene det gør hende til en væsentlig forfatter.

Bogen er særdeles velskrevet og kunne man tænke sig en bog der handler om grumme forbrydelser og hævn samt tatoveringer og blomster på Samsø, er det bare med at komme i gang med ”Hvide blomster”

Jeg vil holde et åbent øje med Sissel-Jo Gazan.

Jeg har læst "Alle vi børn af Fru Brath" af Thomas Ubbesen.
2021. 304 sider.
Bog nr. 29 jeg har læst i 2022. April 2022

Der er ikke gået mange måneder, siden jeg sidst læste denne fremragende bog.I et øjebliks kådhed kom jeg til at forslå bogen i en af mine læsegrupper, og inden jeg havde fået set mig om, måtte jeg i gang med bogen igen.Det gjorde nu ikke så meget, for så kunne jeg bare se på bogen fra andre synsvinkler.

Thomas Ubbesens skolegang minder rigtig meget om min egen.
Han er 10 år yngre end mig, men vi var begge elever i en 2 klasset skole ude på landet, hvor der jo er så skønt.
Vi havde begge to ingen faglige udfordringer, men vi så de andres kamp.
Ikke alle lærer salmevers lige godt.
Og ingen 9-årige ser formålet med det

S. 53: ”Det er acceptabelt ikke at være hellig, hvis gården er veldreven ….”
S. 66: ”Men Fru Brath tager ikke mod spørgsmål og diskuter ikke med børn”.

Første del handler om den tid, hvor han gik i 1. og 2. klasse.
Han fortæller, som han husker det, og det kan sagtens være, at noget huskes anderledes end det var i virkeligheden.

Uretfærdigheder og forskellige former for krænkelser fyldte meget.

I 2. del tager drengen tilbage til barndomslandet.
Men nu er han blevet 64 år, ligesom alle hans klassekammerater.
Han træffer mange, og mange af dem husker godt, hvordan den tid var.
Nogle enkelte husker ikke det samme som Thomas, eller også har de fortrængt det.
En enkelt siger ganske enkelt ”Nej”, da Thomas gerne vil snakke med ham.
Det gør for ondt.

Thomas vil også gerne sige undskyld.
Han opsøger en af pigerne, som havde det særlig hårdt,

Min Fru Brath hed Fru Jensen, og jeg har, præcis som Thomas gjorde det, opsøgt en af mine klassekammerater for at sige undskyld.
Jeg mobbede nok ikke, men jeg sagde heller ikke fra.

Mange vil synes, at bogen kan forekomme en anelse langtrukken med lidt for mange detaljer og informationer.
Jeg var så optaget af historien, at jeg tog hvert eneste ord ind.

De fleste af os har gået i skole.
Nogle af os husker dele af de salmevers, vi skulle lære udenad.

”Og myldre djævle frem på jord og os opsluge ville.
Vi frygter dog ej fare stor, de deres trusler spilde.”

Kunne man ikke leve op til dette krav, risikerede man at blive slået i hovedet.

”Herren er nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab. Herren er god mod alle, hans barmhjertighed gælder alle hans skabninger.” Salme 145,8-9.

Folkeskolen: ”Fru Brath tugtede dem alle, men nogle mere end andre og de fattige, de ordblinde og de generelt svage allermest.”

Se ovenstående bibelcitat.

Kan du lide at læse en gyser, kunne det da godt være, du skal kigge indenfor hos Fru Brath.

Jeg har læst "7 gode råd hvis du absolut skal på sportsferie fordi din farfar har fået en rejse af sin ven Bent." af Katja Vesselbo Døssing .
2021. 179 sider.
Bog nr. 28 jeg har læst i 2022. Marts 2022

Ingen skal komme og sige, at jeg ikke favner bredt, når jeg nu også tager en børnebog under kærlig behandling.

Jeg blev indfanget af den vanvittige titel og et ydmygt ønske om et godt og tiltrængt grin.
Og bogen er da også momentvis morsom og underholdende.
Vi er sammen med 11 årige Hugo, der sammen med sin besynderlige familie rejser til Lanzarote.
Og så går alt galt.
Resultatet er en blanding af ”Klovn” og ”Min søsters børn” i bogform.
Og det er da sjovt, når Hugo taber sine badebukser i poolen, og når Farfar falder ned i vulkankrateret, men problemet er, at der sker noget vildt hele tiden.
”Hvad skal jeg nu finde på?” synes forfatteren at tænke, inden hun lader den flotte surfinstruktør trække i et kyllingekostume.
Det er for meget og for ofte.

Det er ikke første gang, at Katja Vesselbo Døssing, journalist og cand. mag. i moderne kultur og fransk, skriver om Hugo, og når det nu kan sælges, så er det da ganske forståeligt.
Det ville jeg også have gjort.

Bogen består af korte afsnit med dobbelt linieafstand, hvilket er et noget usædvanligt format.
Enkelte gange hjælper den alvidende forfatter læseren lidt på vej, og lidt hjælp kan vi da alle have brug for,
”Og nu tænker du nok, at Farfar og Hugo...”
Nej, det havde jeg nok ikke rigtig tænkt over.

Skulle den gode Katja bede mig om et råd kunne det da være, at hun kunne bruge lidt færre slapsticks.
Men på den anden side bryder jeg mig heller ikke spor om ”Klovn” og ”Min søsters børn”, så det hele munder lige så stille ud i, at problemet ikke er afsenderen med modtageren.
Men endnu er min boghylde ikke tom.
Vi ses måske en anden gang katja.