Velkommen til det Herrens år 2021.
Planen er at læse mindst lige så meget som i 2020.
Altså mindst 100 bøger :-)
Og så er det jo bare med at komme i gang ..

Jeg har læst "Butterflies in November" af Auður Ava Olafsdottir.
2004 296 sider.
Bog nr. 101 jeg har læst i 2021. Nov 2021

Jeg var godt i gang med at fyre Auður på gråt papir.
Nu havde hun lige givet mig så mange gode oplevelser som jeg havde tilgodeset med en del stjerner.
Og så sad jeg med en bog, som var svær (umulig) at få hul på.
 

Hun lagde fra land med en prolog kaldet Zero, som jeg måtte læse flere gange.
Det hjalp ikke rigtigt.

Det sidste jeg gjorde, inden jeg lagde bogen fra mig var at læse "Zero" igen, hvorefter jeg hviskede Nåh ja.
Derfra smuttede vi over i kapitel 1, hvor hun startede med at køre en gås ihjel med sin bil.
Så var vi i gang.

Ganske vist var denne udgave på engelsk, men det burde ikke være derfor, der var problemer.

Vores hovedperson er en kvinde på 33 år. Hun har ingen navn.
Og en hovedperson skal da have et navn?
Eller hvad?

Og så opfører hun sig ualmindelig specielt.
Hun taler 11 sprog, og hun lever af at være korrekturlæser/oversætter.
Hun tilbringer en del tid sammen med sin tidligere mand, der nu har en elskerinde, men alligevel kommer han igen og igen for at hente tandbørster.
Han giver hende et fint ur i ”skilsmissegave”.

P. 49. ”At least I will know what time it is”, siger hun.

It's as if you just didn't want to grow up," says her husband, "doing your weird and careless things."

Den dybt underlige handling afsløres stort set i begyndelsen af bogen, hvor en spåkones forudsigelser sætter det hele i gang.

Auður ynder at skrive om rejser, og her kommer vores hovedperson på en rejse sammen med en venindes 4 årige døvstumme søn. Forinden har hun vundet en masse penge i et lotteri.
Dem har det umage par med i handskerummet.
22 millioner til hende og 22 millioner til drengen.
Hun skulle passe barnet en weekend, men det kommer til at vare hele vinteren.
 

Så her rejser en kvinde, der taler 11 sprog, sammen med en dreng, der ikke kan tale.
Turen foregår på Ringvejen, og sådan én fører som bekendt ingen steder hen.
På side 120 tænker pigen-uden-navn på sin far. Når de var på tur sagde han altid: ”We are on out way now”.
Og her starter så parrets roadtrip

Jeg fandt en form for ro i min læsning, og blev mere tilpas som turen skred frem.
I melllemtiden fik jeg lejlighed til at hilse på Audur på Bogmessen, og det var jeg glad for.
Hun virkede på mig som én der sagtens kunne have skrevet ”Butterflies in November”, og det er meget praktisk, eftersom hun har gjort netop det.
Jeg er nok ikke helt færdig med Butterflies efter første gennemlæsning, og det er da meget fint at have en opfattelse af, at der måske ligger mere guld og venter mellem linierne.

Der findes simpelthen en bog, der hedder ”Summary & Study Guide: Butterflies in November.This study guide includes the following sections: Plot Summary, Chapter Summaries & Analysis, characters, objects/Places, Themes, style, quotes, and topics for discussion.

Goodreads.com har 3193 ratings og det giver et snit på 3,36 stjerner (5)
Mange af læserne har haft det ligeså svært som Yours Truly, og ord som underlig og mærkelig går igen.
Alligevel er der noget specielt ved bogen.

"I need to go on my own first, then we can go somewhere together, if we still want to.”

De sidste 37 sider indeholder 47 madopskrifter og en enkelt strikkeopskrift.

Hvis nogen skulle bede mig om at forklare hverfor, er jeg lidt på bar bund.

Nye læsere af Nye Auður Ava Olafsdottir skal nok ikke lægge fra land med ”Butterflies in November”.

Jeg befandt mig for nogle år siden på den selvsamme ringvej på en Odysee, jeg måtte opgive.
Jeg har nu fået lyst til at gøre rundturen færdig.
 

Jeg har læst "Tænk på et tal" af Anders Bodelsen.
1968. 190 sider.
Bog nr. 100 jeg har læst i 2021. okt 2021

1-10=2894 sider. 11-20= 3241 21-30=3041 31-40=3770
41-50=2726 51-60=4110 61-70= 3371 71-80=3367 81-90=2552
91-100=2936
Total 1-100= 32008 sider. Gns. pr bog: 320 sider 
Dagligt gennemsnit: 87 sider.

Det er ikke helt tilfældigt, at jeg er kommet til at tænke på ”Tænk på et tal” netop nu.
Først og fremmest er det i respekt for Anders Bodelsen, der desværre har sat sit sidste punktum.
Jeg har gennem årene læst en del af hans bøger, som jeg har været rigtig glad for.
 

Og så er der det med at tænke på et tal.
Jeg tænker på tallet 100.
Og "Tænk på et tal" blev bog nr. 100 i år.
Noget godt er da kommet ud af Coronaens skygge.

Jeg er selv vældig tilfreds med denne kobling :-)

Det er snart 60 år, siden denne bog blev skrevet, og det kan man et eller andet sted godt mærke.
Bodelsen skrev intet de sidste 10 år af sit liv, og det skyldtes mest, at han havde en fornemmelse af rent sprogligt at være ude af trit med tiden.

Bogen foregår sidst i 60érne, hvor man sagde De til hinanden, kørte i skinnebus, og hvor 180.000 kr i en madkasse ville være næsten 2 mio kroner i 2021.

Det er svært præcist at formulere, hvorfor bogen virker lidt antikveret.
Plottet er nærmest genialt, men tempoet opleves som lidt slæbende.
Bodelsen var en kultiveret mand, men alligevel holder han sproget enkelt og letlæseligt.
Her er ikke mange sprogblomster og metaforer.
Bodelsen fortæller læseren, hvad der sker og hvad han kan se.
Det er let at følge med i.

Bankkassereren Flemming Borch finder ud af, at hans bank vil blive mål for et røveri.
Han forbereder sig ved at gemme en masse penge i sin madkasse, og derfor får røveren ikke ret meget ud af røveriet.
Borch låser madkassen ind i en bankboks, og han agter at vente, til der er ro omkring sagen.

Men forståeligt nok er røveren nu blevet sur.
Han finder ud af, hvad Borch har gang i, og han kontakter ham og beder ham om ”at tænke på et tal”.
Og så stalker han ham konstant.

Pludselig er Borch i alles søgelys, og han kommer længere og længere ud i problemerne.
Han har gemt nøglen til boksen i bunden af en flaske, som tilfældigt bliver smidt ud.
Nu har han for alvor problemer.
Samtidig er ordensmagten på sagen, og minsandten om ikke også der dukker en mystisk kvinde op.

Ødelægger det bogen, at nogle af de ting, der omtales i bogen, er forældede?

I banken siger man De til hinanden, og der er heller ikke de store problemer med at køre spirituskørsel.
Enhver læser må gøre op med sig selv om det er forstyrrende.

I 1925 skrev Johanns V. Jensen novellen ”Nåede de færgen?”, hvor et ungt par kører hen over Fyn i vanvittig fart for at nå færgen.
Men de hastigheder, der dengang var vanvittige, kan godt virke lidt komiske i dag.

”Han saa paa Speedometret. Viseren vibrede mellem 80 og 90”

Jo, der var fart på.

Det kan godt virke lidt forstyrrende, når man vel nok burde lægge 100 km oven i.

Anders Bodelsen har skrevet sig ind i den danske litteraturhistorie uanset om klokken slår og tiden går.

”Tænk på et tal” blev filmatiseret i 1969 med Henning Moritzen i rollen som Flemming Borch.

Kirsten Peüliche fik en Bodil for bedste kvindelige birolle som Miriam Levinsen (Bankfunktionær).
Filmen fik pæne anmeldelser for at virke troværdig, men ikke vildt spændende.
Jeg fik lyst til at (gen)se filmen, og den er slet ikke dårlig.
Men scenerne fra bankens hverdag virker virkelig som et levn fra fortiden.
Hvor var de dog høflige dengang.
 

Jeg har læst "Astrid Veronika " af Linda Olsson.
2005. 262 sider.
Bog nr. 99 jeg har læst i 2021. Nov 2021

Veronika ankommer en sen nat til et hus i en landsby, hvor hun skal skrive på en bog. Hun lægger sig til at sove i et hus, som ”endnu ikke kendte hende”.
Langsomt indretter hun sig og er klar til at skrive efter en uges tid. Hun erfarer, at den nærmeste nabo hedder Astrid, men kaldes Landsbyheksen.
Hun er menneskesky, men kommer alligevel i kontakt med Veronika.

Sideløbende med at vi følger de to kvinders voksende venskab, dykker vi ned i deres fortid.
Begge har frygtelige ting at bringe med fra deres tidligere liv.

Bogen skrider ganske langsomt frem, og jeg kunne godt forstille mig, bogen har flest kvindelige læsere.
Ordet ”Chicklit” ligger og lurer.
Bogen er såmænd udmærket, men jeg er en anelse tilbageholden med at fyre stjerner af.
Jeg forestiller mig ikke, at jeg farer hen på biblioteket og skraber til mig af alt, hvad Linda Olsson har begået.
Men den gode Linda kommer nok ikke til at mangle læsere.
Bogen er på dansk udkommet i mindst 80.000 eksemplarer.
Vi får aldrig at vide, hvorfor Astrid kaldes Heksen.
Det ville jeg ellers rigtig gerne have vidst.

Jeg kom til at tænke på Bjarne Jes Hansens fine tekst om den gamle spillemand i Sverige:

I de store skove nær ved Siljansøen,
bor en gammel spillemand, han venter kun på døden.
Huset som han bor i byggede han selv,
af træer som han fældede langs den blanke elv.

De to kvinder befinder sig også i en slags venteposition.
De venter på at komme videre med deres liv.
Og de kommer bestemt videre.
Det kan man jo komme på flere måder.

Jeg har læst "Man skulle nok have været der" af Thomas Korsgaard.
2021. 264 sider.
Bog nr. 98 jeg har læst i 2021. okt 2021

Så er vi kommet til 3. del af Thomas Korsgaards trilogi om Tue fra Skive.
Nu er han i København.

Han er ”Midnight Cowboy” tænkte jeg ved mig selv med tanke på den fantastiske film fra 1969 med Dustin Hoffman i en af hovedrollerne.
”Klovn” var det næste, jeg tænkte, når jeg skulle have rettet tæerne ud efter Tues tumlen rundt som en elefant i en glasbutik.Vi møder Tue efter at han er smidt ud af sin lejlighed.

Han har en palme med og ikke ret meget andet.
Den ved han heller ikke, hvad han skal gøre med.
Herefter er der egentlig ikke noget, der går rigtig godt.
Tue er avissælger med begrænset succes.
Han snyder sig til at sove på ”Avisen”, hvor han møver sig ind på kollegaen og overklassepigen Viktoria.
Han plager om at få lov til at bo hos hendes mor Merete i ”nogle dage”, og de lader ham modstræbende komme ind.
Det skulle de aldrig have gjort.
Han spiller gerne kortet med sin ”dysfunktionelle familie”.

De tager ham med til flere sociale arrangementer, og hver gang falder han igennem.

Man sidder hele tiden og håber på, at han bare for en enkelt gangs skyld kan træffe nogle rigtige beslutninger, men det sker stort set aldrig.
Sociale kompetencer er ikke absolut noget, man er født med, og der hvor Tur voksede op var det ikke noget, der blev brugt tid på.

Han bilder sin bøsseven Laurits ind, at det er ham, der bor der, og når Merete og Viktoria er væk, fjerner han designermøblerne og går i gang med at lave …...tarteletter.
Nytårsaften går det helt galt.
Det vælter ind med ubudne gæster, og Tue mister overblikket og kontrollen over begivenhederne.
En fest, hvor en eller anden brækker sig ned i en kasse med varer fra ”Aarstiderne” er aldrig rigtig succesfuld.

Hver gang Tue roder sig ud i noget, han ikke kan overskue, giver han sig selv et nyt navn.

Til allersidst i bogen bliver han kontaktet af to betjente, og til dem fortæller han, at han hedder Thomas.
Det er nok ikke tilfældigt.

Som altid skriver ”Thomas” kort og præcist.
Jeg synes nok bind 3 står en anelse svagere end de to første bind.
Jeg er helt vild med titlerne på de 3 bøger.

Anmelderne er ganske tilfredse med bogen, uden at de smider rundt med topkarakterer.
Jyllandsposten glæder sig til Thomas Korsgård skriver noget, hvor han ikke er inspireret af sit eget liv.
Den længsel kan jeg godt dele med dem.
Thomas Korsgaard hævder, at han udelukkende skriver fiktion.
Den tror vi ikke sådan for alvor på.

Thomas Korsgaard er stadig ganske ung, og dermed har man chancen for at ”følge” hans forfatterskab.
Det synes jeg helt bestemt, man burde benytte sig af.

Jeg har læst "Den folkekære stalinist" af Chris Holmsted Larsen.
2017. 431 sider.
Bog nr. 97 jeg har læst i 2021. Sep 2021

”Fandenivoldsk” er vist en meget passende beskrivelse af den legendariske dreng fra Mors, Carl Madsen, der senere skulle blive kendt som ”Den røde Sagfører.”

Han blev smidt ud af spejderkorpset, og i sin 11 år lange embedsperiode blev han bortvist fra Krigsministeriet, Kirkeministeriet og endelig Undervisningsministeriet og han skabte overalt utallige konflikter.
Den periode i hans liv beskrives af vennen Hans Sherfig i ”Den forsvundne Fuldægtig”.

Det var ikke nogen let bog at læse.
Det er svært stof for mig, og det flød aldrig som det skulle.
Madsen kan nok bedst beskrives med et ord, som aldrig nævnes i selve bogen.
Han var radikaliseret.
(”Ordet” bruges i en epilog.)
Sagen og partiet frem for alt.

Han tøvede ikke med at kritisere alt i sit eget land og samfund, men når det kom til Sovjetunionen og Østtyskland, havde han intet at sætte en finger på.
Ungarn 1956. Tjekkoslovakiet 1968.
Spurgte man Madsen, var det helt efter bogen.

Opgøret med værnemagerne efter krigen gik galt.
Det hjalp ikke på tingene, at CM blev taget for spirituskørsel og måtte i fængsel, og han mistede kørekortet.
Han var i det hele taget ret alkoholiseret.

Han og hustruen var helt uegnede til at tage sig af de plejebørn, de havde.
Plejesønnen grundlagde Weekend-Sex. Det var ikke noget, der passede den gamle Madsen.
Ret usædvanligt havde han et samarbejde med Stig Vendelkjærs Forlag.

I en grundig anmeldelse mener Information: ”Carl Madsen ejede ikke tvivlens nådegave.”
I 1962 besøgte han en fangelejr i Sovjetunionen, som han roste i høje toner.
Der er ikke dog tvivl om, at besøget var ”arrangeret”.

Han var meget aktiv i forbindelse med Vietnam-demonstrationerne og senere i Christania.

I 1975 blev han ekskluderet af DKP.
Der røg hans venskab med Hans Sherfig.
Der kom en form for forsoning til sidst, men Sherfig deltog ikke i Carl Madsens begravelse.
”Sagen” frem for alt.
Det var der i øvrigt ingen kommunister, der gjorde.
Men Stig Vendelkær var der.

Information slutter:
”Det er en glimrende biografi. Og hvor ville man dog gerne have overværet en dag i retten med Carl Madsen. ”

”HAN fik flere irettesættelser for ”foragt for retten”

og hold kæft hvor var det et godt show han lavede

Hold kæft mand hvor han kørte det godt

Det var fuldkommen rigtigt det han gjorde

han udstrålede simpelthen ”foragt for retten”

og der er intet ”retten”

trænger så meget til

som dyb foragt”.

”Onkel Danny fortæller”. 1974

Dan Turéll.
 

Jeg har læst "Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod" af Yu Hua.
1995. 265 sider.
Bog nr. 96 jeg har læst i 2021. okt 2021

Det kan ikke undre, at der opstår visse elementære problemer når man læser en kinesisk bog.

Navnene virker ens for danske læsere, og man kæmper en smule for at holde styr på personerne.

Men hav ingen frygt; jo mere man læser, jo nemmere bliver det.

Og pludselig oplever man, at personerne har fået liv, helt uden at man lagde mærke til det.

Vi hører lærer, at man kan sælge sit blod og få en forfærdelig masse penge for det.

Jeg fandt aldrig ud af, hvad de brugte dette blod til, og hvorfor det var så mange penge værd.
Jeg går ud fra, at så få benyttede sig af at sælge, fordi det var nedværdigende?

Dengang i 60érne kendte vi alle til Maos lille Røde.

Men i virkeligheden kendte de fleste af os ikke meget til, hvordan forholdene var i Kina.

Bogen med de 427 citater blev trykt i mere end 900 millioner kopier, og det var nok mest fordi, det var et krav, at enhver kineser skulle eje, læse og have bogen på sig altid i den sidste del af Maos styre.
Kunne man ikke på forlangende fremvise bogen, var man hjemfalden til straf.

Jeg har prøvet et huske, hvordan jeg så på Kina i de dage, men jeg tror da ikke, vi var klar over, at alt ikke var rosenrødt.

Xu Sanguan supplerer altså sin beskedne løn ved at sælge blod. Men han gør det alt for tit. Hans privatliv udstilles og det er ydmygende for alle i familien.

Vi følger familien gennem længere tid og er vidne til, hvor svært det er at leve under Formand Mao.

Bogen er skrevet i en meget speciel næsten eventyragtig stil, og det går op for os, at forholdene i Kina i de dage ikke minder om noget vi kender til.

Jeg har i øvrigt altid været en hund efter eventyr.

I begyndelsen gik det lidt trægt med læsningen, men lidt efter lidt flød det bare helt af sig selv.
 

Jeg forestiller mig gerne, at jeg ”tager en bog ind” gennem en tragt.
Nogle gange er det en stor tragt, mens der i andre tilkfælde er et lille hul, så indholdet kun langsomt render igennem.
Og minsandten om ikke der af og til også er filter i tragten.

Bogen er rigtig morsom af og til.

Det er eventyr jo.

Der går en del tid med at finde ud af, hvem der er far til den ældste søn, og hvilke konsekevenser det bør have for de implicerede. De to mulige barnefædre nægter på skift at have noget med drengen at gøre.

Han føler sig med god grund overset.

Nogle brugbare fornærmelser til arkivet fandt jeg også:

”I tre drenge. Jeres gode hjerter er blevet ædt op af hunde”.

”Jeg ved også godt hvem hans mor er. Hun er en udslidt sko.

Nu her, en bog senere, lader jeg tankerne gå tilbage til dengang jeg læste bogens første side.

Nåh, hvad har vi så her, tænkte jeg.

Og vi havde faktisk en spændende, rørende, morsom, interessant og gribende bog.

Jeg læste engeng i forbindelse med et studium Isac Asimov: Blodet livets flod.

Også i denne bog er blodet centralt.

Anmelderne er glade for bogen.

Jyllandsposten giver 6 ud af 6 stjerner

Da jeg var færdig med sidste side fik jeg en umanerlig lyst til stegt svinelever og risvin.

Det vil de fleste føle trang til efter at have smidt en hoben stjerne efter denne bog.

Og husk endelig at vinen skal være lunet.

Et godt råd til dem, der ikke forstår al den snak om svinelever og lunet risvin.
Læs bogen.

Jeg har læst "Lenni og Margots et hundrede år" af Marianne Cronin
2021. 366 sider.
Bog nr. 95 jeg har læst i 2021. okt 2021

Jeg var skræmt.
Sådan for alvor skræmt.

17-årige Lenni er uhelbredeligt syg, men siger alligevel tak til alt, hvad der kan bryde det monotome hospitalsliv.
Hun melder sig til et malekursus, hvor hun møder 83 årige Margot.
Tilsammen er de 100 år.

Jeg var skræmt ved tanken, om hvilke følelsesmæssige udfordringer sådan en bog ville byde mig.
Så gik jeg i gang.
Naturligvis gjorde jeg det.
Voksne mænd er ikke sådan at skræmme, og de græder aldrig.

P. 75. ”Et eller andet sted ude i verden er der mennesker, der har berørt os eller elsket os eller stukket af fra os. På den måde vil vi leve videre. Hvis vi vender tilbage til de steder, vi har været, så møder vi måske én, der engang gik forbi, men som glemte os igen, allerede inden vi var væk”

De to umage veninder beslutter sig til at lave 100 kunstværker fra deres samlede 100 år.
Vi dykker ned i deres tilværelser og præsenteres for de begivenheder, der formede deres liv.
Vi hører de historier, som har ført dem frem til, hvor rejsen ender.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg vil anbefale denne bog.
Men jeg har ikke fortrudt, at jeg læste den.
Lidt måske?

Er denne bog om et usædvanligt venskab lidt for meget tudebog?
Den engelsksprogede goodreads.com har mere end 2000 anmeldelser af bogen.
Bogen får 4,36 ud af 5 mulige.
Det er rigtig højt.
Jeg observerer, at langt de fleste anmeldere på den side er kvinder.
Jeg er overbevist om, at kvinder er mere tilbøjelige til at give sig hen, når man læser en rørende bog som denne.
Når jeg kan mærke, at jeg er ved at være ”ramt”, så kæmper jeg imod.

Marianne Cronin kommer fra England.
Hun er født i 1990, og hun var 7 år om at skrive bogen.

Piet Hein udtrykker ualmindelig smukt noget lignende i et af sine mange Gruks.

Du skal plante et træ.

Du skal gøre én gerning,

som lever, når du går i knæ,

en ting, som skal vare

og være til lykke og læ.

”Så nu vil vi male et billede, for hver år vi har levet. Et hundrede malerier, et for hvert år. Og selvom de alle ender i skraldespanden, så vil rengøringsmanden, der skal smide dem ud tænke. Hey, det er godt nok en hulens masse billeder.
Og vi vil have fortalt vores historie, vi vil have omsat den til hundrede billeder, så vi kan sige:* Lenni og Margo var her.”

”Lenni og Margo var her”.

Jeg har læst "Svaner bliver ikke skilt" af Auður Ava Ólafsdóttir
2012. 337 sider.
Bog nr. 94 jeg har læst i 2021. Sep 2021

Vi lægger fra land med en mand, der en nytårsaften 12 min før midnat springer ud som bøsse efter 11 års ægteskab.
Nede i kælderen bor der en dværg, der er samtaleterapeut om dagen og forfatter (under pseudonym) om natten, fordi hun ikke sover så meget.
Hun er altid lige i gang med at skrive om noget, der ligner det, der sker i Marias liv.
Så er vi i gang.

Vi holder os mest i huset, hvor Maria er centrum.
Hun håber hele tiden, at manden kommer tilbage.
Da han kommer det for at hente en hvid skjorte.
Maria og børnene tager på en kort tur til deres hytte.
De møder der en blikkenslager (og digter), der har skudt en hvid ræv.

I sine bøger bruger AAO undertiden et interessant litterært kunstgreb.
Hun fortæller en ting, og så lader hun tingene gentage eller forstærkes.

P. 139: ”Ikke desto mindre følte jeg det, som om han havde lidt”.
”Jeg følte det, som om han havde lidt, og jeg havde noget gange en fornemmelse af, at han stadig led, siger jeg til rådgiveren”. (Dværgen Perla)

Perla synes ikke på nogen måde at være hæmmet af sin dværgvækst, men lidt udfordringer kan der jo altid være.
”Kan du forestille dig, hvordan det er aldrig at vokse fra at se børn lige i øjnene, siger hun …..”

Marias mor kontakter hende og fortæller hende, at hendes biologiske far, som hun aldrig har set, gerne vil møde hende.
Det fylder hende ikke med begejstring.
Dværgen Perla render altid rundt med en notesbog og finder let inspiration til sine bøger:
P.152. ”Typisk siger Perla, Og nu møder han op for at gramse i fortiden over en frokost”.

Uanset hvad Perla finder på (og hun finder hele tiden på noget), så går Maria med til det.
Enten er hun fantastisk tålmodig, eller også tænker hun slet ikke på, at hun kan stemme hælene i.
Perla sprudler.

 

Maria møder så sin biologiske far, som hun beskriver som ”denne vildtfremmede mand, som forærede mig sit genmateriale og dermed slut”.
Imponerende hvor præcist tingene kan udtrykkes med få ord.

Trods de alvorlige begivenheder, beskrives det hele med en sær lethed. Og igen er der ingen onde mennesker.

Til sidst kommer Maria ud på en rejse.
Auður Ava Ólafsdóttir ynder at sende sine personer på rejse. Stednavne er ligegyldige, så vi kan kun gætte på, hvor hun rejser hen.

”Jeg har spekuleret en smule over slutningen, sagde Perla. Nu er jeg mest tilbøjelig til at lade min hovedperson komme sejlende hjem med barnet på et skib og se øen løfte sig af havet”.

Hvis teorien om at Perla henter sin inspiration i Marias liv holder stik, så kunne man jo godt forestille sig, at Maria vender hjem fra sin rejse med et barn.

Min mund er lukket med syv segl.

Jeg har nok i mine egne problemer.
Et nærværende problem er at jeg snart løber tør for Auður Ava Ólafsdóttir

Weekendavisen hævder, at denne roman hurtigt er glemt, mens Jyllandsposten mener:

Det er genialt at placere en psykoterapeut i kælderen, en forelsket ornitolog i nabohuset, en hængekøje i polarnatten og en enlig ravn på altanen, for det er udflugterne, udskejelserne og de små krummer af vanvid, som Auður Ava Ólafsdóttir gavmildt drysser ud over det alvorlige tema, der gør romanen så tindrende vidunderlig.

Til min store glæde har jeg noteret mig at Auður Ava Ólafsdóttir kommer til stede på Bogmessen i Bellacenteret i København.
Det er lørdag den 6. november på ”International Scene”.
Ses vi?

Jeg har læst "Stiklingen" af Auður Ava Ólafsdóttir
2009. 268 sider.
Bog nr. 92 jeg har læst i 2021. Sep 2021

”Der er brug for fortællinger, der giver håb”.

Inspireret af ”Ar” af samme forfatter, har jeg nu kastet mig over ”Stiklingen”.

Vi befinder os på allerøverste hylde.
På den hylde finder vi en usædvanlig smuk, men også vældig sær roman.
Og det er vel at mærke en bog, hvor der ikke optræder et eneste ondt menneske.

Vi er i Island, hvor vi møder den 22 årige Arnljotur.
Han bor sammen med sin far og sin evnesvage Tvillingbror Josef.

Han vil ikke studere, og er nu på vej til at blive gartner i en klosterhave et sted i det sydlige Europa.
Han har stiklinger af en ny rosensort med på rejsen.

En rose er den mest poetiske blomst, der findes.
 

Hans far er 77, og pylrer meget om ham ved afrejsen.
På vej i et fly til den unavngivne destination, får han ondt i maven.
Det viser sig at være blindtarmen, og han bliver opereret.

Efter et par dage kommer han hen til den lejlighed, han har lånt af en bekendt.

Historien bevæger sig langsomt frem, og det kan sagtens være en god ting.
Meget betegnende kører hans far ganske langsomt ud til lufthavnen med ham.

Vi følger stille og roligt hans færd, men der er afstikkere tilbage i tiden.
 

Vi er bl. a med, da hans mor ringer hjem, mens hun ligger dødeligt kvæstet efter en bilulykke.
Hun snakker med Arnljotur, der ikke opdager, at hun er døende.
Det går faderen voldsomt på, at han ikke var der til at snakke med hende for sidste gang.
Bittert erindrer han, at han var ude for at købe en forlængerledning.
En forlængerledning!

Vi hører også om det kvarte døgn i et drivhus, hvor Arn lavede et barn på sin vens veninde.
Det var bare noget, der lige skete.
Men konsekvenserne blev omfattende.

”Det må siges, at jeg på den del af rejsen som er tilbagelagt, har haft selskab af forskelligt, som tilfældigvis er drevet op på min strand i en regnvåd skov, såsom af skuespillerinden og hendes veninder”.

Ovenstående sætning er typisk for Auður Ava Olafsdottirs sprog.
Jeg har brugt lang tid på igen og igen at læse sætningen.
Jeg synes, den er så uendelig smuk.

Jeg kom til at tænke på Odysseus´ ti-årige hjemrejse fra Troja, hvor han undervejs møder utallige farer og fristelser.
Anljotur har også begivet sig ud på en odyssé, som er betegnelsen for en lang, eventyrlig og farefuld rejse.

Don´t tell me. Show me!

Jeg synes, jeg kender personerne i ”Stiklingen” rigtig godt.
Auður Ava Ólafsdóttir har vist mig, hvem de er.

Jeg synes, jeg kender moderen rigtig godt, når hun ringer hjem sekunder før hun er ved at forbløde og bl. a får fortalt, at de kan varme fiskefrikadellerne til aften.
 

Jeg synes, jeg kender faderen rigtig godt, når han går derhjemme med ulæselige opskrifter og forsøger at lave den hellefisksuppe, som moderen lavede.
Samtidig klynker han over, at det ikke var rigtigt, at hun skulle gå bort før ham.
 

Jeg synes jeg kender Arnljotur rigtig godt, når barnets kommende mor beder ham om at møde ham på en cafe, hvor hun fortæller, at hun er gravid.
”Jeg blev virkelig slået ud, og kunne ikke finde på andet end at kalde på tjeneren og bestille et glas mælk....”

”…..Plejer du at drikke mælk?”, spørger hun.

”Næ, egentlig ikke”

Arnljotur ankommer til klosteret efter at have overstået forskellige prøvelser.
Det er lidt Paradisets have, han er ankommet til og allegorien slutter bestemt ikke her.

En dag meddeler barnets moder ham, at hun gerne vil have ham til at passe barnet et stykke tid, mens hun arbejder med en opgave.
Hun planlægger at komme ned og aflevere Flora Sol til ham.
Fantastisk navn, ikke sandt?

Bogen skifter lidt karakter, efter at Arnljotur er ankommet til klosteret og langsomt integreres i den lille landsby.
Jeg havde det bedst med den første halvdel, men bogen, der er prosa forklædt som lyrik fortsætter med at være interessant.

Men her slutter referatet.
Historien om hvad der videre skete er dog ikke nogen hemmelighed.
Den findes på bogens sidste sider :-)

Søg og du skal finde.
 

Ps. Jeg har just bestilt ”Miss Island” af samme forfatter.
Den snupper jeg, når jeg er færdig med ”Svaner bliver ikke skilt”, der står og venter i min bogreol.

Pps. ”Der er brug for fortællinger, der giver håb. For vi lever i en tid, der ellers er præget af pessimisme, mener islandsk forfatter, der som kunsthistoriker er inspireret af kristendommen og sidste år modtog Nordisk Råds Litteraturpris for romanen "Ar" og nu på dansk er aktuel med "Stiklingen"

Jeg har læst "Vlado" af Vlado Kobas Lentz i samarbejde med Preben Lund..
2020. 236 sider.
Bog nr. 91 jeg har læst i 2021. Sep 2021

De fleste kender Vlado fra ”Politijagt”, og de fleste synes godt om ham.
Jeg synes også rigtig godt om Vlado og følger ham gerne på TV.
Det var interessant at læse om hans liv på landevejene.
Det er lidt svært at vide, hvad samarbejdet med Preben Lund går ud på, men sådan er det ofte med biografier.
I litteraturen kaldes det en spøgelsesforfatter, der defineres som en person der mod betaling skriver for en anden, der officielt står som forfatter.
Derfor ved vi reelt ikke noget om Vlados skriveevner.

Bogen er hyggelig og ret harmløs.
Måske endda en anelse tandløs.
Man kunne godt kalde den Politijagt i bogform.
Vi følger Vlado i en lang række episoder, og han forklarer grundigt, hvad han foretager sig og især hvorfor.
Jeg er overbevist om, at han er en fortræffelig betjent.
Jeg er også ret sikker på, at han er et godt og velmenende menneske.

Beretningerne virker lidt ens, og det kan være svært at bevare fokus.
 

Vi hører til slut lidt om Vlados opvækst i det tidligere Jugoslavien.
Han kom til Danmark som 9 årig, og man kan da roligt sige, at han er blevet 100 % integreret i det danske samfund.
Naturligvis har han ikke glemt, hvor han kom fra.
Jeg husker også, at han i en Politijagt kunne tale kroatisk med en udenlandsk chauffør.
Vlado er en fantastisk god repræsentant for det danske politi, mens jeg har lidt mindre tro på hans fremtid som forfatter.

Til slut kommer han ind på sin Tro.
I 2011 kom han i kontakt med Impact Church i Roskilde, der vist er det samme som Pinsekirken.
Det er da godt for ham, at han har fået et ståsted i livet i denne kirke.
Så ved jeg det.

Nogle læsere betegner bogen som ”Rigtig og forkert ifølge Vlado”, mens andre mener, at enhver burde læse bogen, inden de begiver sig ud i trafikken.

Bogen er ikke nogen stor litterær oplevelse, men den kan bestemt heller ikke skade nogen.

Jeg har læst (hørt) "Moby Dick" af Herman Melville.
1851. X sider.
Bog nr. 90 jeg har læst i 2021. Okt 2021

1-10=2894 sider. 11-20= 3241 21-30=3041 31-40=3770
41-50=2726 51-60=4110 61-70= 3371 71-80=3367 81-90=2552
Total 1-90= 29072 sider. Gns. pr bog: 323 sider 

”Kald mig Ismael”.
Sådan indledes en af alle tiders mest berømte bøger Moby Dick, som Herman Melville )MH) skrev i 1851, hvor han var 32 år gammel.
Han var fra Massachusetts, USA, og han forlod skolen som femtenårig.
Han forsøgte sig uden held som kontorist og lærer, inden han stak til søs, og derefter var han for altid grebet af ”Den evige attrå efter det fjerne”.
Han bygger på sine egne oplevelser ombord på Acushnet.
Han havde begrænset succes med sine bøger, men i 1920érne kom der fornyet interesse omkring hans forfatterskab.

Min lydbog var indlæst af skuespilleren Søren Elung Jensen, og jeg må desværre konstatere, at der er tale om en stærkt forkortet udgave.
Jeg er ikke helt tilfreds med tingenes tilstand. Det eneste rigtige ville være at læse den uforkortede udgave, så vi har en gang ”unfinished business” her.
Til mit forsvar skal siges, at jeg ikke vidste, hvad der var med på lydbogen.
Det er en af grundene til, at jeg foretrækker en ”papirbog”.
Læsning i anmeldelser fortæller mig, at den uforkortede udgave indeholder en masse fyldstof incl. mange sider om hvalanatomi.
Den er også ujævnt skrevet, og mange fortæller, at de må genlæse siderne.
Man kan også spørge, hvorfor den ikke blev værdsat, da den kom frem.
 

Blandt mine skatte har jeg flere hundrede eksemplarer af Illustrerede Klassikere, og nr. 17 er netop Moby Dick.
Jeg ejede også bladet for mange år siden, og det gjorde stort indtryk på mig.
Jeg var glad for at finde Moby Dick i den næsten komplette samling, jeg opkøbte for et par år siden. Det var et kært gensyn med de gamle billeder.
Bladet udkom i 1956, og det står til en pris af ca 100 kr. (antikvarisk.)

Moby Dick er en hvid hval, som jages af Kaptajn Ahab.
Hvalen har allerede taget hans ene ben, og han er besat af jagten på hvalen.
Alt er han villig til at ofre for at nå sit mål.
Og der ryger også en del søfolk i kampen på hvalen.
Rent faktisk alle på nær én.

Bogen har fået en berømmelse, der sent vil forsvinde.
Min påstand er, at ganske få mennesker har læst den uforkortede udgave.
Nok noget lignende, som det er tilfældet med James Joyce´s berømte Ulysses, som få har læst, men som mange kender.
Nu vi snakker om anmeldelser er der en enkelt, der står prentet med flammeskrift for mig.
Anmelderen beskrev ”Dronning Gåsefod” af Anatole France således: En bog som nogle ikke har læst”.
Elegant.
Jeg tillader mig at konstatere, at Moby Dick er vinget af.
Skulle man få lyst til at høre mere om Moby Dick, er Søren Elung Jensens lydbog en overkommelig opgave.

Jeg har læst "Den frie købmands søn" af Per Gammelgaard.
2010. 229 sider.
Bog nr. 88 jeg har læst i 2021. Sep 2021

Hvis du kan huske, at der engang var en sodavand, der hed Majami, har du noget at hente i denne fine lille bog.
Og hvis du ikke kender til Majami, så kig alligevel indenfor hos købmanden og få et lille indblik i ”De gode gamle dage”.

Kender du det, at man sidder og småklukker, mens man læser?
Det sker jævnt tit i denne bog.
Mest i begyndelsen.

Og så i slutningen.

Vi er i Ormslev og omegn nær Århus i begyndelsen af 60érne.
Jeg kender området ret godt, fordi det var et egnet sted for cykelløb arrangeret af klubberne i Århus.
Det er en morsom bog, rigtig morsom. (For det meste)
Og hyggelig. (For det meste)
Hyggelige bøger skal man ikke kimse af.

”Kejser Wilhelm havde hår som en grævling og fuldskæg ned til livremmen, men da han kom hjem igen var det hele væk. Han måtte knappe bukserne op og banke på træbenet, for at overbevise Varla om, at han virkelig var Kejseren i egen høje person”.

Jo, jo, der er så dejligt ude på landet :-)

Sproget er godt og ligetil.
Men et stykke ind i bogen sker der et eller andet.
Vi er vist på vej ind i noget, som Frank drømmer.
PG fabulerer og fantaserer, og underlige historier og beskrivelser dukker op.
 

”Jeg mærkede Poul Nielsens hånd på min skulder, og selv om det var en død mands hånd, gav den mig alligevel mod til at gå ind”. (i kirken).
 

Et helt kapitel kaldet ”Orms saga” fortæller om blodige hændelser mellem nogle vikinger.
Jeg har en formodning om, at det er noget Frank drømmer, men det strækker sig trods alt over 14 sider.
Det kan jeg dårligt få passet ind nogen steder.
Det er også muligt, at det skal være en fristil, som Frank har skrevet i skolen.
 

PG ynder at lege lidt med ordene, og det kommer han godt fra.
”Jeg trak fingrene gennem håret af hø og hørte en hånlatter fra hovedbunden”.

Hen i mod slutningen holder han lidt igen med at fantasere og fabulere.
Og så går det langt bedre.
Vi vil langt hellere vide mere om landsbyens originaler, som vist fandtes i enhver landsby.

Fra min egen verden husker jeg bl. Storbonden, Reserve-Jesus og Kren Dæwl.

Mange forfattere har beskæftiget sig med deres barndom.

Erling Jepsen kommer med beretninger om en dysfunktionel familie.
Aksel Sandemose ville gerne have hævn, og Hans Sherfig har også svært ved at tilgive og forstå, hvorfor, det var som det var.
Bjarne Nielsen Brovst fortæller med stor kærlighed om sin opvækst.

Hvis Per Gammelgaard havde været lidt mere struktureret og holdt lidt igen med de vilde fantasihistorier, havde det klædt bogen rigtig godt.
Jeg havde fuldstændig glemt, at der var en sodavand, der hed Majami.
Nu husker jeg det.
Ligesom jeg husker rigtig mange andre ting, nu vi snakker om dem.

Jeg er 3 måneder og 3 dage ældre end Per Gammelgaard, så det kan ikke undre nogen, at genkendelsens glæde var stor for mig.
Og så er jeg handelsuddannet, hvor man startede i en grå kittel, udstyret med en butikssaks, der i hvert fald kunne lukke øl op.
The clifters, anderumpe, Helen Shapiro, Elvis, Cliff, Lloyd( det er en bil), kondomer og så naturligvis Majami.
Alle disse ting bragte genkendelsens smil frem hos mig, men jeg igen og igen hviskede for mig selv: ”Nåh ja”.

Per Gammelgård bor nu i Frederikshavn.
Det kan da godt være, at jeg ….... :-)


 

Jeg har læst "Det store stilehæfte. Beviset. Den tredje løgn" af Agota Kristof.
2017. 112 sider + 140 sider + 109 sider = 361 sider .
Bogen er en samlet trilogi.
Bog nr. 87 jeg har læst i 2021. Okt 2021

Det sker, at man på TV hører følgende: ”Vi skal advare om meget voldsomme billeder.
Her kunne man have skrevet : ”Vi skal advare om meget voldsomme og chokerende hændelser.

Det gælder især ”Det store stilehæfte”.

De tre bøger er meget forskellige.
Den bedste er helt klart Stilehæftet, hvor jeg synes, jeg kan følge med.
I Beviset begynder det hele at blive mere diffust.
I Den tredje Løgn blev jeg helt hægtet af, og det irriterer mig voldsomt.
Hvad er løgn, og hvad er sandt?
Hvem er levende, og hvem er død.
Hvem eksisterer overhovedet?

Infomedia mener: ”Værket ender med at opløse sig selv”.
Jeg kan ikke anbefale, at man læser ”Den tredje løgn”, men du kan godt kaste dig over de to første bøger

Jeg spørger altid mig selv, hvad en forfatter vil mig.
Jeg håber en eller anden kan forklare mig, hvorfor alt går i opløsning i tredje bog.
Jeg vil bare gerne forstå det.
Giv mig en grund til at læse en bog, der opløser sig selv.
 

”Det store Stilehæfte”. Bind 1.
Vi befinder os i et ukendt krigshærget land.
En mor kommer og afleverer sine børn til deres bedstemor.
Lidt efter lidt finder vi ud af, at det er 2 tvillingedrenge.
Det skal vi selv regne ud.
Vi får ingen hjælp af forfatteren.
Ingen har navne i den første bog, der er skrevet i 1. person flertal/vi.
Det kan jeg ikke huske, at jeg har set før.

Bedstemoderen er ond og utilregnelig og vist også morder.
Hun ynder at kalde sine børnebørn horeunger.
Drengene udvikler metoder til at modstå de lidelser, der rammer dem.
De laver bl. a øvelser, hvor de faster, er ubevægelige eller vænner sig til smerte.
De har mange øvelser.

Bogen er skrevet i en abrupt staccatoagtig stil, der gør den meget let at læse.
Drengenes tale er ekstremt korte sætninger.
”Vi spiser en kylling hver søndag, hvad enten du vil det eller ej”.
De fremstår som psykopater, der altid til sidst får deres vilje med det, de bestemmer sig for. Deres ageren er umenneskelig.
Vi møder nogle af folkene i den lille landsby, bl. a præsten som de presser penge af, fordi han tidligere har opført sig uterligt overfor pigen Hareskår.
 

Moderen kommer tilbage med et lille nyt barn. Begge dræbes straks af en granat.
Jeg er ikke sikker på, at I har lyst til at vide, hvad der senere sker med deres jordiske rester.
 

Faderen kommer også tilbage, og også han mister livet pga tvillingerne.
Jeg tænkte: ”Det gjorde de to drenge bare ikke”.
Men det gjorde de.
 

Drengene skriver hver dag en krigsdagbog med skrivemateriale, som de har forlangt hos boghandleren.

Og hvor vil Agota Kristof hen med sin grusomme, men særdeles velskrevne drama?

Måske vil hun forklare, at krig kalder det værste frem i folk.
De forvandles til dyr, og de reagerer følgelig som dyr.
Bedstemoderen er virkelig ond og kaldes Heksen, men tvillingerne er endnu mere skræmmende.
De har absolut ingen filter.
Kristofs minimalistiske stil er helt blottet for sentimentalitet.
Det er aldrig synd for nogen.
Drengene gør masser af gode ting, men får de ros derfor forklarer de, at de slet ikke er gode.
”Vi er ikke gode”.
Og så skilles tvillingerne.

”Beviset.” Bind 2
Vi fortsætter, men i en noget anden stil.
En anelse mindre staccato.
Nu har personerne navne.
Tvillingen, der blev, hedder Lucas, og den anden hedder Claus.
Læg mærke til, at disse to navne består af de samme bogstaver.
Lucas er stadig psykopat.
Men en anelse mere menneskelig.
Han tager en omstrejfende pige og hendes vanskabte barn til sig.
Men da han møder enken Clara, der er bibliotekar, stalker han hende, indtil han får sin vilje.
Vi finder ikke helt ud af, hvad Lucas har gang i, men barnets mor forsvinder.
Han siger at hun er rejst bort, men barnet er sikker på, at hun er død.
Vi møder boghandleren Viktor, som sælger forretningen til Lucas

Barnet drilles og mobbes ekstremt, men nægter at give op og gå ud af skolen.

Vi springer langt frem i tiden, og måske kommer Claus, den anden tvilling hjem.
 

Den tredje Løgn. Bind 3.
”Jeg” er nu i fængsel, hvor han spiller skak med inspektøren og kort med fangevogteren.
Boghandleren er nu en kvinde.
Her bliver jeg fuldstændig koblet af.
Jeg læste færdig uden at fatte, hvad denne sammenblanding af tid, sted og alt muligt andet går ud på.
Referat lader sig ikke udføre.

Uforløst lagde jeg bogen fra mig.
 

Jeg har læst "Ar" af Auður Ava Olafsdottir.
2016. 250 sider.
Bog nr. 86 jeg har læst i 2021. Sep 2021

Jeg skal nok vare mig for at postulere, at AAO ikke er læst så meget i Danmark.
Jeg nævner kun i forbifarten, at jeg ikke har det store kendskab til hende og islandsk litteratur i det hele taget.
Det er ikke utænkeligt, at det er en fejl.
 

Igen oplever jeg en fordel ved at være medlem af en læsegruppe: Man præsenteres for bøger, man nok ikke ville have hevet ned fra hylden.
Og her står vi så med en rigtig underholdende bog om et selvmordsforsøg,
Det lyder grotesk, men det er ikke desto mindre sandt.
Vi møder Jonas Ebeneser, der er i slutningen af fyrrerne.
Har har haft en traumatiserende skilsmisse (Er de ikke alle det?).
 

Han finder også ud af, at han ikke er far til parrets eneste barn, en datter son han elsker højt.
Det viser sig så senere at være helt ligegyldigt, at han ikke er den biologiske far.
 

Han får en vandlilje tatoveret, måske er det en åkande, på brystet hen over de usynlige ar, han har ved hjertet.
 

Nu vil han begå selvmord.
Han ønsker ikke at blive fundet af nogen, han kender.
Derfor afhænder han sin forretning og køber en billet til det farligste land, han kan komme på.
Det er en enkeltbillet, han køber.
Vi hører aldrig om, hvilket land han rejser til.
Han forstiller sig, at han skal skrue en krog i loftet i forbindelse med selvmordet, så derfor har han sin boremaskine med.

I det ”farlige land” indlogerer han sig på et hotel, der knap hænger sammen.
På forunderlig vis får han sig rodet ind i mindre reparationer på hotellet.
Han har jo boremaskinen, husker I nok :-)
Derigennem kommer han til at kende nogle mennesker, og så er han i samme situation som før.
Han kan ikke lade dem komme og finde det afsjælede legeme.
Så hvordan skal han nu få taget livet af sig?
 

Det er der kommet en meget læseværdig bog ud af.
Jonas tager egentlig begivenhederne rimeligt afslappet, og falder forbavsende godt til i sit nye land.
Bogen er let at tage ind.
Den bevæger sig kronologisk frem, og læseren følger villigt med.
Bogen er fyldt med mere eller mindre kryptiske passager.
Der er citater fra et par islandske digtsamling, Nietzsche og Bibelen.
Jeg kan egentlig godt lide at læse disse citater.
Jeg har en svaghed for citater.
De forekommer mig ret kryptiske, og jeg er ikke helt klar over, hvorfor de er med.
Men smukke er de nu alligevel.

”Der er så mange stemmer i verden, og ingen af dem er uden betydning.

Jeg kan rigtig godt lide tanken om at tage et sted hen og få en ny start.
Jeg ved godt, at Jonas tager af sted for at komme over sine fysiske og mentale ar på den hårde måde, men i princippet er det spændende at konfrontere det ukendte.
Olafsdottir har modtaget adskillige litteraturpriser, og det synes jeg giver rigtig god mening.

Jeg skal i hvert fald have fat på Olafsdottirs bog ”Svaner bliver ikke skilt”.
Om ikke andet så fordi jeg synes titlen er så ufattelig smuk.

Litteratursiden mener: ”Det kan godt være, at de alle har ar på krop og sjæl, men derfor kan de jo godt give hinanden hånden. Man skal respektere og hjælpe hinanden med de midler, men nu engang har.

Er du en af dem, der sidder i ensomhed og jamrer over ikke at have en god bog at hygge sig med, vil du nok ikke fortryde at læse denne bog.

Jeg har læst "Strisser, strisser" af Maj Sjöwall & Per Wahlöö.
1970. 232 sider.
Bog nr. 85 jeg har læst i 2021. Sep 2021

Dette er den 6. bog i serien ”Roman om en forbrydelse”.
En rigmand/pamper/folkefjende bliver skudt, mens han står i en restaurant og holder tale.
Gerningsmanden forsvinder ud gennem et åbent vindue.
Nu starter jagten på gerningsmanden.
Folkene i Stockholm trækker på Kollegaerne i Malmö og såmænd også i København.
 

Titlen stammer fra en episode, hvor de tåbelige betjente Kristiansson og Kvant reagerer på et tilråb fra en treårig dreng: ”Polis, Polis, Potatismos!”

De marxistiske forfattere reagerer med god grund på, at de slimede og snu forretningsmænd går fri, mens den lille mand på gulvet får sin ”retfærdige” straf.
Martin Beck håber på, at morderen får en mild straf.

Igen og igen melder de alvidende forfattere sig ind i handlingen.

De gør det så elegant og relevant, at man ikke opfatter, at de ønsker at videregive deres syn på samfundet.

Den norske krimiforfatter Anne Holt om serien: ”De har efterladt et stort litterært værk, den højeste kanon, men også en vejledning til alle, der vover sig ind i denne krævende genre.
De lærte os at beskrive det store billede ved hjælp af den lille detalje, at sænke kameraet, at gå tæt på objektet – den forsømte, den fortabe, det almindelige menneske.”

Man lærer personerne at kende lidt efter lidt.
Der er f. eks Lennart Kollberg, en rigtig dygtig politimand.
Han har engang ved et uheld skudt en kollega i tjenesten, og nægter derfor at bære våben.
Til sidst bliver han så led ved det hele, at han siger op.
Han sætter sig ned og skriver om sine bevæggrunde.
Vi læser med.
Her får forfatterne en kærkommen lejlighed til at kommentere på det svenske samfund i de dage.
Det sker i Bind 9, Politimorderen.-

Beck lever i bedste velgående, selvom han aldrig har levet.
I skrivende stund er der lavet 42 TV-afsnit om Martin Beck & Co., der mere eller mindre direkte baserer sig på de 10 bøger.

Carl-Gustaf Lindsted, Keve Hjelm, Gösta Ekman og Peter Haber har alle været Martin Beck.
Ligesom de fleste har deres yndlings James Bond, kan man også vælge sin yndlings Martin Beck.
Jeg holder fast ved Peter Haber, som man i øvrigt kunne opleve som skurk i Milennium serien.
Det virkede helt forkert.

Samtlige 42 afsnit kan streames på C More.
Jeg kunne godt finde på at gense disse film.
Så burde jeg starte med nr 1 og langsomt følge figurernes udvikling.

Breaking news: Jeg fik startet på serien, men ikke med nr. 1. Jeg valgte ovennævnte titel ”Strisser, Strisser” fra 1993/94 med Gösta Ekman som Martin Beck.
Han var på det tidspunkt 53 år gammel, og det er da vist en passende Beck-alder.
Filmen var ikke ganske tro mod bogen, men det gjorde ikke så meget.
Det var en udmærket film.
Så er vi i gang :-)

Jeg har læst "Lou Reed" af Mick Wall.
2013. 227 sider.
Bog nr. 84 jeg har læst i 2021. Okt. 2021

”Holly came from Miami, F.L.A.

Hitch-hiked her way across the U.S.A.

Plucked her eyebrows on the way

Shaved her legs and then he was a she

She says, "Hey, babe,
Take a walk on the wild side

Her er det min tanke at du åbner Youtube og spiller ”Take a walk on the wild side”

Ikke så få af nutidens unge er en anelse misundelige på os, der var unge i 60érne.
Med god grund.
Det var dengang verden velsignede os med en overflod af kærlighed og ”peace”.

Ikke alt var dog så vidunderligt, som det syntes at være.
Enhver sag har 2 sider.
Mindst.

Det gamle ord ”Ta´ hva´du vil ha´, men betal hvad det koster” viste sig også gælde for de store rockstjerner.

Jeg var en af dem, der var vildt begejstret for Velvet Underground, som Lou Reed indspillede 4 albums sammen med, og dermed var jeg også begejstret for Lou Reed.
Men jeg vidste ikke så meget om ham.
For mig er musik og kunstner 2 sider af samme sag.

Derfor var jeg rigtig glad, da jeg faldt over denne biografi.

Hver eneste side, jeg læste i bogen, lod jeg være ledsaget af Lou Reeds musik.
Og især ”Walk on the wild side”.

Tak for hjælpen til ”Youtube” der hurtigt som en Ninja opfyldte ethvert af mine musikalske ønsker.
Dermed gjorde jeg et forsøg på for en kort stund at lade mig synke ned i Lou Reeds univers, hvor den fremherskende farve er ….. sort.

Må jeg ydmygt forslå, at du spiller ”Walk on the wild side” en gang til, mens du læser dette.
Du finder den nemt.
Men pas på!
Den er vanedannende.

Jeg elsker musik.
Moderne Jazz og dansktop gør mig sjældent sådan for alvor glad for nu at sige det diplomatisk, men der er jo så meget andet dejlig musik.
F. eks. noget af Lou Reeds musik.
 

Bogen følger Lou Reed gennem hans voldsomme og kontrastfylde karriere.
Vi møder Andy Warhol, Jim Morrison, John Cale, Nico og andre sære eksistenser, der krydsede klinger med Lou Reed.
David Bowie har også en fremtrædende plads i Lou Reeds liv.
Det er vel ikke så overraskende.
Bowie endte med at blive slået af Lou Reed på en restaurant.

Bogen er ikke noget litterært mesterværk, men den har givet mig ny viden om Lou Reed.
Hans liv var langt sværere end jeg anede.
Og nu ved jeg også, at ”Fløjlsrevolutionen” i Tjekkoslovakiet er opkaldt efter Velvet Underground.

Nogle har savnet en mere indgående omtale i bogen af hans seneste arbejde og hans sidste tid i denne den bedste af alle verdener.
Det oplevede jeg ikke som et problem.

And the colored girls go

”Doo do doo doo do do doo ...”

Til gengæld erfarede jeg, at den gode Lou Reed, der drønede rundt på en Kawasaki 750

mod slutningen af sin karriere stillede op i en reklame for en rød scooter.
I mørke.
Med solbriller.
Søg på Youtube: ”Lou Reed Honda scooter ad”

”Lou Reed og hans sange om junkier, transvestitter, mordere og flippere, hans besættelse af ludere og selvmord og stoffer og overdoser, havde været med til at forandre verden.”

Det hele sluttede i 2011, hvor han lavede ”Lulu” i et usandsynligt samarbejde med Metallica.

Andy Warhol stemplede ud efter en mislykket galdeblæreoperation, Nico væltede på sin cykel, og selvom Lou Reed var clean til sidst blev han indhentet af fortiden,
Han fik en levertransplantation, der ikke holdt.
Det skete den 27. oktober 2013, mens han udførte sine Tai Shi øvelser.
Det lyder egentlig ret fredfyldt.

”These are really rough times, and we really should try to be as nice to eachother as possible.”
Lou Reed.

”You know the expression ”God protects the fools and the drunks”?
I qualify for both.”
Lou Reed.

Jeg har læst "Brandbilen, der forsvandt" af Maj Sjöwall & Per Wahlö.
1969. 252 sider.
Bog nr. 83 jeg har læst i 2021. Sep 2021

Jeg husker endnu, da jeg første gang fik fat i et af de 10 bind i Maj Sjöwall og Per Wahlöös ”Roman om en forbrydelse”.
Her læste jeg noget, jeg aldrig havde set mage til.
Det var fantastisk spændende bøger, der tryllebandt mig fra første side.
Det gør de stadig.
Her kunne jeg læse om Martin Beck og Gunvald Larsson og alle de andre politifolk.
Jeg var solgt fra første kapitel.
Mange af de underordnede politifolk var usædvanligt ubegavede, og det kan simpelthen ikke passe, at der var så mange dumme politifolk i Sverige.

Men det hele var i realiteten et stunt, udført af de to forfattere, der var erklærede Marxister.
De var fyldt med social indignation, og i deres bøger ville de demonstrere, hvordan den svenske velfærdsstat havde svigtet manden på gulvet.

Men samtidig havde de held til at skrive 10 romaner, der udmærker sig ved sit klare sprog, humor, fantastiske personbeskrivelser og spænding, spænding og mere spænding.
 

De havde nok ikke selv regnet med, at de skulle komme til at danne skole, og at Martin Beck stadig ”lever” her langt ind i det nye årtusind.
 

Hvert bind skulle foregå i det år, hvor det udkom og det hele skulle være på i alt 300 kapitler.
Og forbrydelsen var i virkeligheden socialdemokraternes forræderi mod arbejderklassen.

Jeg skal ikke kunne sige, om de fik held med deres propaganda, men jeg har læst alle bind utallige gange, og jeg kan til enhver tid starte forfra – uden at være Marxist.

Jeg tvivler på, at de havde anet, at de skulle komme til at danne skole for den skandinaviske krimi med sin karakteristiske blanding af spænding, humor, social bevidsthed og psykologisk drama.
Per Wahlö døde allerede i 1975, mens Maj Sjöwall gik fra borde i 2020.
 

Hun kom ikke rigtig i gang med at skrive efter mandens bortgang, for hun følte sig ikke som forfatter; hun var snarere marxist.
I filmserien havde hun ofte små cameoroller. (Gæsteoptræden).
Om bøgernes succes har hun udtalt:
”Det er jo fantastisk, når så mange refererer til én som inspirationskilde. Man bliver jo lidt stolt”, erkender hun med et forsigtigt smil.

”Brandbilen er bind 5/kapitel 5 i serien, og regnes for noget af det bedste i romanen.
Under overvågning af et hus, bryder dette pludselig i flammer.

Det viser sig senere, at branden er påsat.
Og så går jagten på de ansvarlige i gang.
Hvad det har med en brandbil at gøre, må du selv finde ud af. :-)

I sidste bog i serien sidder nogle mennesker og spiller krydsordsspil.
En af dem vælger at lægge et ord med x.
”x som i Marx”, siger han.

Tilfældigt?
Ikke hvis man spørger mig.

Jeg vil godt lade mig inspirere af en berømt kritikers anmeldelse af et andet forfatterskab.
”Tænk at have Sjöwall og Wahlö til gode.”

Jeg har læst "Hvad man kan se herfra" af Mariana Leky.
2019. 311 sider.
Bog nr. 82 jeg har læst i 2021. Sep 2021

Der sker med jævne mellemrum, at jeg får fingre i en bog, som jeg har svært ved at få hold på, selvom den har fået fine anmeldelser eller er blevet mig anbefalet.

Det går mig altid lidt på, og jeg kæmper en brav kamp for at leve op til de forventninger, man har til mig som læser.
Jeg er også lige en smuttur omkring en teori , der går ud på, at det er en gang ”Kejserens Nye klæder” og at det ikke er mig, der fejler noget.

Denne bog handler bl. a om en ældre dame ved navn Selma.
Når hun drømmer om en Okapi betyder det, at en eller anden nær hende vil dø i løbet af 24 timer.
Det lød for mig så afsindigt og usædvanligt, at jeg fik fat på bogen.
Og jeg forberedte mig endnu grundigere.
Jeg besøgte Zoo i København for at beskue en okapi, så jeg var velforberedt.
Kom ikke og sig, at jeg ikke gør noget ud af de bøger, jeg besøger.
 

Omkring side 100 var jeg dog stadig i tvivl om, hvor ML ville hen.

Jeg skal oplyse, at jeg aldrig læser fuldbyrdede anmeldelser, før jeg er igennem bogen.
 

Jeg besluttede at lave en liste af nogle af bogens mange personer.
Selma. Drømmer om Okapier,
Bogens ”jeg”, en lille pige. 10 år. Luise. Selmas barnebarn
Martin. Hendes bedste ven, der går rundt og leger supervægtløfter med en pind, for at få folk til at klappe af ham.
Optikeren. Forelsket i Selma. Udnævner sig selv til ”Månedens medarbejder” selvom han er den eneste ansatte.
Palm. Fordrukken krybskytte med nogle bidske hunde. Senere afholdsmand med hang til bibelcitater.

Far. Fortæller at han nu vil på rejse i udlandet.
Hunden. Blanding af Irsk Ulvehund og cocker Spaniel.
Den må ikke hedde Smerte og hedder så i stedet Alaska.
Elsbeth. Halvdelen af byens befolkning besøger hende for at spørge, om hun har noget mod døden. Det har hun ikke. Hun har derimod noget mod hårdnakkede hæmorider og ufødte kalve, der ligger på tværs.
Elsbeth er så tyk, at hun må lægge et stykke guldtæppe over maven, når hun kører bil for at den ikke skal skrabe mod rattet.
Triste Marlies. Hendes 92 årige tante havde engang hængt sig i hendes køkken. Besvarer enhver henvendelse med ordene: ”Gå med dig”.
Häubel. Den gamle bondemand.
Frederik. Munk i et kloster i japan. Interesseret i Luise.

Nu følte jeg mig lidt tryggere. Det hjalp noget at få informationerne sat lidt i system, selvom jeg havde en klar fornemmelse af, at jeg ikke havde fået alle med.
Og jeg kan godt se, at det lyder som om der er sat vand over til et godt gammeldags freak-show.

Herefter kunne læsningen fortsætte.

Sproget er ualmindelig elegant og fyldt med pudsige formuleringer og ordspil.
Gad vide om tyske læsere opfatter det på samme måde?
Vi glemmer alt for ofte at prise oversætteren.

Den alvidende forfatter blander sig hele tiden:
P 92: ”Jeg vidste naturligvis ikke, at jeg et par dage senere ville stå på kirkegården og holde Selma i hånden i mine lidt for store søndagssko.”

På P 103 begynder 2. del.
Vi ved nu at ”jeg” hedder Luise. Vi ved også, der er gået 12 år.
Og drømmen med okapien medførte ganske rigtigt et dødsfald.
 

'”Er alle her endnu”, spurgte jeg.
”Nej”, sagde hun. ”Ikke alle er her mere. Men verden findes endnu. Hele verden minus en.”

Og du må læse bogen for at få at vide, hvem, der gik bort.

Og om der kommer flere.

Nu begyndte jeg at få fred med bogen.
Jeg forstod mere og mere, og selvom jeg ikke forstod alt, stillede jeg mig nu tilfreds med de uendeligt smukke og viise ord, jeg læste.
Roen kom til mig, og det var godt.
Jeg spekulerede på, om jeg kunne stille mig tilfreds med en bog fyldt med smukke ord, som jeg knap forstod.
Det burde jeg kunne.

Nu er far i udlandet, og Palm er blevet afholdsmand – og troende.
Selma har fået gigt, og Alaska lever stadig.

I anden del løber vi ind i en vidunderlig kærlighedshistorie.
Det er sjældent, jeg sidder og gnækker, når jeg læser en bog.
Det skete her til sidst.
Der er endnu sjældnere, at jeg får fugt i øjenkrogene, når jeg læser en bog.
 

I en scene danser vore venner om et usikkert juletræ,
Tilsidst holder optikeren fast i træet, mens man man danser og synger Glade Jul.
Imens sidder offeret for okapidrømmen oppe i himlen på en sky, tæt på Vorherre og vinker ned.

Der kom den lille fugtskade.

I Johannes 19:22 siger Pontius Pilatus som bekendt: ”Hvad jeg skrev, det skrev jeg”.

Jeg siger det samme om de ord jeg nedfældede undervejs på min rejse sammen med Selma.

Og her en bog senere sidder jeg stille og tænker lidt over den store oplevelse, som Mariana Leky har givet mig.
Nu ved jeg ting.
Jeg er stadig lidt i tvivl om, hvad hun vil mig, men jeg er ikke i tvivl om, at det vil falde på plads lidt efter lidt.
Og selv om det ikke gør, så giver det alligevel mening.

Jeg synes, du skal læse denne bog, men vær forberedt på, at den ikke ligner noget, du har læst tidligere.

”Hvis vi ser på noget, kan det forsvinde ud af vores synsfelt, men hvis vi ikke forsøger at se på det, kan det ikke forsvinde”

Af respekt for forfatterens hjemland har jeg kigget lidt på de tyske anmeldelser.
Her hedder det bl. a:

Mariana Leky hat eine rhythmische Sprache: Sie arbeitet mit Wiederholungen und kombiniert mit Vorliebe Dinge, die auf den ersten Blick und auch auf den zweiten nicht zusammengehören

Mariana Leky har et rytmisk sprog: Hun arbejder med gentagelser og kombinerer med forkærlighed ting, der ved første øjekast og også ved det andet øjekast ikke hører sammen.

”Man kan ikke altid selv bestemme hvilke eventyr, man er skabt til”.

Valgt til de tyske boghandleres favoritroman i 2017. Bogen har solgt mere end 250.000 eksemplarer alene i Tyskland.

Forbrugeroplysning: En nedsat studiegruppe er kommet frem til at okapi både kan udtales med tryk på 2. eller 3. stavelse

Tak Mariana Leky.

Jeg har læst "Ud og stjæle heste" af Per Petterson.
2003. 261 sider.
Bog nr. 81 jeg har læst i 2021. Sep 2021

Denne bog var ”lektien” i en af mine læsegrupper.
Jeg kendte ikke til forfatteren, men det behøver bestemt ikke at være nogen ulempe.
Bogen er skrevet i 1. person, og det kan godt give læseren en fornemmelse af at være tættere på bogens ”jeg”.

Vi møder Trond, og ad omveje får vi en del info om ham.
Han er 67 år i det Herrens år 1999.
Han bor i et lille ensomt hus langt ude i skoven.
Ikke noget tilfældigt hus, erfarer vi.
Jeg kom til at tænke på spillemanden ved Siljansøen.
Han møder sin nabo, som det viser sig, at han kender.
Bogen igennem flyttes vi frem og tilbage fra nutid til en fortid, hvor voldsomme begivenheder fandt sted.
En fortid, hvor Trond var 15 år.
Her var han sammen med nabodrengen Jon, der var ualmindelig speciel.
Jon kom hen til ham og spørger om han vil med ud og stjæle heste.
Det gør de nu ikke, men de ”låner” dem og rider på dem.

Bogen er langsom, og ligeså langsomt folder den gamle tragedie sig ud foran os.
Det er bestemt ikke et minus, at bogen er så træg,

PP vil nok fortælle os, at man aldrig slipper væk fra de begivenheder, der formede én, da man var barn eller et ungt menneske.
Eller de mennesker, der havde indflydelse på éns liv
Man kan lære at leve med en grum fortid, men den er bestandig.
 

Bogen handler også om forholdet mellem fædre og sønner.
Og Tronds far er blandet godt og grundigt ind i det drama, der foregik.
Det er også en bog om krig.
I det hele taget er denne lille perle en bog om rigtig mange ting.
Epicenteret findes omkring Jons mor.
Og er det ikke sådan, at begivenhederne i ens liv gerne blander sig ind i hinanden, så ingen længere ved, hvad der er årsag eller virkning.

Det er ikke nogen omfangsrig roman, men der er så mange lag i historien, at jeg havde behov for at tage notater for at få det hele med.

Det kan oplyses, at bogen er blevet filmatiseret med stor succes.

Bogrummet.dk mener: “Ud og stjæle heste” er en stor, lille roman, man vil ønske at læse flere gange for at få det hele med”

Jeg har læst "Hvem ringer klokkerne for" af Ernest Hemingway.
1940. 579 sider.
Bog nr. 80 jeg har læst i 2021. Sep 2021

1-10=2894 sider. 11-20= 3241 21-30=3041 31-40=3770
41-50=2726 51-60=4110 61-70= 3371 71-80=3367
Total 1-80= 26520 sider. Gns. pr bog: 332 sider 

“If we can win here, we can win everywhere...the world is a fine place and worth the fighting for, and I hate very much to leave it...”

Jeg forsøger gerne at snige nogle klassikere ind på min bogliste, og man finder næppe en mere klassisk klassiker end ”Hvem ringer klokkerne for?” Fra 1940.
Mange kender bogen og det berømte indledningscitat af John Donne, der slutter ”De ringer for dig”.
Det er en bog, som mange synes, de har læst, men selv om tiden ikke er løbet fra den, ligger den næppe læsbar på mange natborde.
En søgning på ”The best books of all time” indeholder ikke overraskende denne bog.
Plus et par andre af Hemingways bøger.

I 1937 rejste Hemingway til Spanien for at dække borgerkrigen for nogle aviser.
3 år senere udkom ”Hvem ringer klokkerne for?”

Det er historien om Robert Jordan, en ung amerikaner der kæmpede mod fascisterne i Spaniens bjerge.
I bund og grund skal gruppen sprænge en bro i luften, og man sidder med en fornemmelse af, at opgaven er ret umulig og egentlig ligegyldig.
Det er en historie om mod, loyalitet, nederlag og om at have den tragiske død som sit ideal.
For idealisten Robert Jorden er rede til at ofre sit liv for ”sagen”.
Det er også historien om Jordans kærlighed til den smukke Maria.
Og om forræderi.
Værket er på en gang unikt, smukt, stærkt, lidenskabeligt, klogt og særdeles brutalt.
Enhver form for krig er tåbelig, og borgerkrig er i særlig grad vanvittig.
 

Den regnes for at være en af de bedste krigsromaner, der er skrevet.
Jeg kan i flæng nævne ”Intet nyt fra Vestfronten” og ”Punkt 22” i den sammenhæng,
Afsnittene om likvideringen af en flok fascister og beskrivelserne af selve kamphandlingerne er virkelig barske og ubehagelige.
Heller ikke i denne bog kan EH ikke holde fingrene fra den tyrefægtning, jeg har så svært ved at holde ud.

Det er egentlig ikke svært at læse Hemingway.
Hans sprog er klart og præcist. Det kan skyldes hans arbejde som journalist.
Hans varemærke er kortfattede sætninger.
Han evner på eminent vis at gøre en dialog levende, og hans personbeskrivelser er uden sidestykke.
Man kan beskrive hans stil som minimalistisk.

Hvorfor er Hemingway så berømt?
Han var i det store og hele fantastisk til at sætte sit liv i scene.
Han er i fremtoning en stor, brovtende drukkenbolt, og det har bestemt ikke været en ulempe for hans image.
Og han er stadig et ikon og en legende.

Har du ikke læst noget af Hemingway er det ikke for sent.
Med en smule held kan du finde et bibliotek, der har enkelt af hans bøger stående.

Jeg har læst "Fantommanden" af Christine Jønck.
2020. 335 sider.
Bog nr. 79 jeg har læst i 2021. Sep 2021
Jeg valgte denne bog, fordi den stod med billedsiden udad på biblioteket.
Jeg har hørt fra en bibliotekar, at det har stor betydning for udlånet, at en bog står således.
Jeg blev fanget af forsideillustrationen.
Det kan man godt tænke lift over.
Bogen er bygget op omkring det uopklarede mord i Højbjerg i 1967 på Marie Lock-Hansen.
Efterforskningen har strakt sig over 40 år. Den har kostet 100.000 arbejdstimer, og der er afhørt 20.000 mennesker.
Intet under at sagen fik tilnavnet "Mordsagen der ikke vil dø"
Christine Jønck (JØ) mødtes i 2019 første gang af mange med sin hemmelige kilde "Vibeke", hvis mand kunne være morderen.
Bogen fortæller om Vibeke og hendes mand Hector.
Vi hører om deres liv og de begivenheder, der fører til mordet i Højbjerg.
Hector er ikke noget rart menneske.
Det er hans far og bror bestemt heller ikke.
Alle tre er voldelige psykopater og undertrykkende overfor deres koner.
Vibeke gør alt, hvad der står i hendes magt for at få tingene til at gå. Ikke mindst for at beskytte deres 2 børn.
Igen må man undre sig over, hvor mange kvinder der bliver hos deres voldelige ægtemand.
Dette er den ene del af bog, mens den anden handler om Hectors hemmelige liv  som spion i DDR.
Bogen er velskrevet og spændende.
Vi veksler mellem at få begivenhederne fra Hektors synsvinkel og Vibekes synsvinkel.
Man sidder hele tiden og håber på at der er noget ubehageligt i vente for Hektor.
Men for at finde ud af det, så må man læse bogen, hvor man også finder ud af, hvad "Fantommanden" dækker over.
Stevns Bibliotekerne har en meget fin 27 min lang podcast, hvor CØ interviees om sin bog.
Her nævner hun bl. a at bogen fik fine anmeldelser og en god lektørudtalelse.
Det synes jeg da nok, hun har fortjent.

Jeg har læst "Papa Hemingway" af A.E. Hotchner.
19?. 353 sider.
Bog nr. 78 jeg har læst i 2021. Aug 2021
Mit krav til en biografi er bl. a at jeg lærer noget nyt, og det kan man roligt sige, at jeg har gjort her.
Hemingway er en forfatter som man nærmest har pligt til at kende godt.
Sprogligt er bogen ikke noget særligt; den er ganske almindelig.
Men den er ganske underholdende og fyldt med anekdoter.
Hotchner var Hemingways gode ven, indtil dennes død i 1961.
Jeg var ikke klar over hvor kendt og feteret Hemingway i virkeligheden var. Han kendte Gud og hvermand.
Desværre får vi i denne bog en masse detaljer om tyrefægtning, som han var betaget af, og som jeg afskyr.
Gennem hans sidste leveår blev han mere og mere påvirket af sin psykiske sygdom, der beskriver som forfølgelsesvanvid.
Til sidst var han en pinsel at være sammen med.
Han kunne også være ubehagelig og agressiv, selv  mod sine kære.
Hen var bange for at gå bankerot, selv om han havde rigeligt med penge.
Han gik kort sagt fuldstændig op i limningen.
Til sidst syntes det bare at være et spørgsmål om tid, inden det lykkedes ham at tage livet af sig selv.
Og det var da en uendelig trist slutning på den store forfatters liv.

Jeg har læst "Salme ved rejsens afslutning" af Erik Fosnes Hansen.
2018. 397 sider.
Bog nr. 77 jeg har læst i 2021. Aug 2021
Nordmanden EFH forsøger her at skrive om 5 af de sagnomspundne musikere, der var ombord på Titanic.
Det er der kommet en ganske smuk og rørende bog ud af.
Og fiktiv, gør EFH selv opmærksom på.
Ingen ved præcist hvad der blev spullet da skibet gik ned. Det er kun gætterier.
Det kunne sagtens være Händels Largo,, som det er i denne roman.
Vi følger de 5 musikere gennem deres liv, indtil de, ganske tilfældigt, mødes ombord på Titanic.
Dette er også fiktivt, men det er et ganske godt litterært træk.
Selve forliset omtales ikke ret meget.
Jeg havde forventet, at vi hørte mere om det.
Hovedvægten er lagt på de 5 musikeres liv.
Kan anbefales.
 

Jeg har læst "En sidste melodi" af Lisa Genova.
2018. 279 sider.
Bog nr. 76 jeg har læst i 2021. Aug 2021
Richard er en berømt koncertpianist. Han blev 3 år tidligere skilt fra Karina, der gerne ville have dyrket jazzen, men Richard kom altid først.

Richard bliver ramt af den forfærdelige sygdom Als, og vi følger nedbrydningen af hans krop, som påvirker mange mennesker.
Mod sin vilje bliver Karina "indblandet". Richard bliver så dårlig, at hun føler hun er nødt til at hjælpe.
Som han bliver dårligere og dårligere involveres hun mere og mere.
Deres datter Grace påvirkes også.
Hun har altid følt sig sat til side til fordel for klaveret, men hun kan ikke se sin far gå til grunde uden at gøre noget.*
Bogen er velskrevet, og man bliver hurtigt indfanget af kampen mod als.
LIsa Genova har bærmest skabt sin egen genre.
Hun har i sine bøger beskrevet flere neurologiske dilemmaer.
Jeg har det lidt svært ved at hun dyrker sygdommen på den måde.
På den anden side kan det godt være et vink med en vognstang til alle om, at man skal "opføre sig prdentligt".
Pludselig kan det være for sent.
Richard erkender langsomt de fejl, han har har begået.
Jeg kommer til at tænke på tåreperseren "Love storyW" fra 1970.
Er det litteratur eller er det fælelsesporno?
Jeg sidder ikke til age med trang til at læse de andre bæger som LG har skrvet.

 

Jeg har læst "Fagre nye verden" af Aldous Huxley.
1932. 211 sider.
Bog nr. 75 jeg har læst i 2021. Juli 2021
Handlingen foregår i London i år 2540.

I romanen er jorden blevet til et verdenssamfund, ledet af 10 verdenspræsidenter.

Alle børn udklækkes i reagensglas på fødselsanstalter og rangeres efter arveanlæg, intelligens og fysik i 5 kaster, navngivet fra det græske alfabet - fra alphaer (højeste og mest intelligente) til epsiloner (laveste intelligens og fysik). Forældre i nutidig forstand findes ikke, og ord som "moder" og "fader" betragtes som stærkt upassende og vulgære.

Efter at være kommet ud af flasken opfostres børn af plejepersonale og indoktrineres via indoktrinering under søvn og pavlovske metoder til at hade alt, hvad der er naturligt, og elske alt, hvad der er kunstigt fremstillet. Dybere følelser, såsom kærlighed, sorg og forelskelse, forsøges undertrykt til fordel for flygtige glæder i form af erotik, spil, følefilm og det opiumslignende stof soma. Promiskuitet opmuntres fra en tidlig alder, og længerevarende forhold anses for stærkt upassende, ligesom isolation, individualitet og kritisk tænkning.

Vi følger Bernhard Marx, som er en udstødt Alfa. Han besøger et af de sjældne reservater.
Den vilde John kommer med hjem, og man beholder ham som et eksperiment.
John bliver forelsket, men hans udkårne lever slet ikke op til hans forventninger.
John får sværere og sværere ved at acceptere det samfund, han nu er en del af.
Det kan næsten kun gå forfærdeligt galt, og det gør det da også.

Det er en meget tankevækkende bog, der får én til at tænke alvorligt over den måde vi lever på, og den måde som samfundet fungerer på.
En ægte klassiker.

Jeg har læst "Lyn" af Ed McBain.
1984. 288 sider.
Bog nr. 74 jeg har læst i 2021. Juli 2021
EMB blev født i 1926 som Salvatore A. Lombino inden han i 1952 blev Evan Hunter. Hnb car også Ed McBain og flere andre.
Alle ting, der er gældende for en levbrødsforfatter, der sprøjter bøger ud.
Jeg har læst en del McBain bøger, og der er stort set alle bygget op på samme måde, så han kan nøjes med at fylde hullerne ud.
Man lærer lidt om politiets arbejde (måske), men hans bøger har kun ringe litterær værdi. 
DMB har skrevet mere end 50 bøger.
Om man har læst dem eller ej, er ikke rigtig vigtigt :-)
Lyn: Uhyggelige drab på unge piger, der findes hængt i lygtepæle, og en række tilsyneladende velplanlagte voldtægter sætter Station 87 i allerhøjeste beredskab.
Hurtigt opstår teorien, at forbrydelserne har forbindelse til hinanden på grund af deres fælles systematik.
De unge piger, som findes hængt, er alle løbere på eliteplan. De voldtagne piger er alle katolikker, og de er voldtaget af den samme mand 3-4 gange, tilsyneladende efter en nøje fastlagt plan, men hvor er forbindelsen?

Jeg har læst "Mercedesmanden" af Stephen King.
2014. 480 sider.
Bog nr. 73 jeg har læst i 2021. Juni 2021
Dette skulle efter sigende være den første rigtige krimi, som SK har skrevet.
Og dermed også renset for det overnaturlige islæt, som man godt kan køre lidt sur i.
Jeg fandt ud af, at jeg havde læst bogen før, men jeg jeg tog den alligevel hele vejen.
En mercedes pløjer ind i en menneskemængde, og gerningsmanden slipper fri.
Et år senere møder vi den nu pensionerede politimand Bill Hodges, der får et brev fra morderen.
Bill går nu i gang.
Læserne får at vide, hvem morderen er, og ham følger vi sideløbende.
Interessant detalje.
Den gode Bill Hodges får sig også rodet ind i en romance, som får rigeligt med farvelade efter min mening.
På mig virker det som et salgstrick.
Den kunne jeg godt have undværet.
Nogle af personerne står stærkt tilbage i billedet, bl. a den underlige Holly.
Rimelig krimi.
Skulle vist være bind 1 i en serie på tre.
Jeg tager gerne de to sidste med.

Jeg har læst "Johnny Madsen" af Anders Houmøller Thomsen.
2016. 165 sider.
Bog nr. 72 jeg har læst i 2021. Juni 2021

En ok biografi, men så heller ikke mere.
Den gode Johnny tager tingene mere afslappet end de fleste, og man sidder da heller ikke med en fornemmelse af, at han har lagt ret meget af sit hjerteblod i denne bog.
Jeg fik naturligvis lidt at vide om manden, som jeg personligt skatter højest når han er "Dalton".
Gaffa.dk mener: "Forsiden ligner noget, der er lavet med bind for øjnene, men ellers er bogen i høj grad læseværdig for alle, der holder af Johnny Madsens musik."

Jeg har læst "Helle Erobreren" af Andreas Morgenthaler og Marie Louise Tüxen.
2019. 280 sider.
Bog nr. 71 jeg har læst i 2021. Juni 2021

Fra starten var jeg lidt forundret over denne konstellation af forfattere.
AM er jeg bekendt med, mens jeg ikke kendte MLT.
Vi møder den midaldrende Helle Anja Jenning. Hun er midaldrende og en usædvanlig dygtig slagter.
Hun var i gang med en "god forretning", som endte med en sigtelse for bedrageri.
Hun har en datter på ca 20, som hun gerne vil gøre det godt for, men det går hele tiden galt.
En dag skal hun i aktivering på Nyk. F sygehus, hvor hun forveksles med en polsk stressramt læge.
Hun griber chancen og bliver lidt efter lidt accepteret som en dygtig narkoselæge.
Hun snyder og bedrager for at få bedrageriet til at vare ved.
Som læser funderer man over, hvordan hun kan slippe fra  dette stunt uden at ende i spjældet i mange år.
Det hele minder om "Klovn" i bogform, og man krummer mange tæer.
Men hun kommer gennem det hele på en måde, som ikke skal beskrives her.
Bogen er ganske sjov, og man kan ikke lade være med at sidde og holde med Helle, mens man omvendt også kan fælge de mange mennesker, hun skuffer og tager røven på.

Jeg har læst "Et bjerg af lægne" af Steffen Jacobsen.
2015. 387 sider.
Bog nr. 70 jeg har læst i 2021. Juni 2021

1-10=2894 sider. 11-20= 3241 21-30=3041 31-40=3770
41-50=2726 51-60=4110 61-70= 3371
Total 1-70= 23153 sider. Gns. pr bog: 331 sider 

Jeg har tidligere haft fat i SJ, der gerne benytter sig af en lidt hårdkogt stil og meget udpenslet vold.
Nogle vil sige unødvendigt udpenslet.
Vi er i Grønland, hvor geolog Peter Holm har lavet analyser, der indikerer, at et stort olieeventyr kan forventes.
Straks efter ankomsten til Kbhvn myrdes han. En rabiat miljøorganisation mistænkes, og et USB stik med fortrolige oplysninger mangler.
Mens Vicepolitiinspektør Lene Jensen afterforsker drabet, er privatdetektiven Michael Sander hyret af et olieselskab til at finde det manglende usb-stik.
De 2 kender hianden, og nu begynder en vild og blodig jagt.
Det hele kan virke noget indviklet, og SJ må da også ty til en masse forklaringer til sidst, så det på bedste Agatha Christie vis tydeliggøres, hvad der er sket.
Pæn underholdning. Lidt for makabert for denne anmelder.
Berlingske Tidende synes også, at det makabre tager overhpnd og tilføjer: Sproget er virksomt og uden alt for mange klicheer, og figurerne er lige så tilpas sære, at de passer ind i en god traditionel kriminalistisk profil. Man får med andre ord en læsevenlig, kraftfuld krimi. Uden de store dikkedarer.

Jeg har læst "Idealister" af Hans Sherfig.
1945. 263 sider.
Bog nr. 69 jeg har læst i 2021. Juni 2021

Her er en ægte klassiker, der dog ikke hører til Sherfigs allerskarpeste.
Vi møder en lang række mennesker, der alle er idealister.
HS spidder dem med sin skarpe pen, og udleverer dem til spot og spe.
Hans sarkasme er ond
Mange af personerne møder vi senere i Frydenholm, der er langt mere helstøbt.
Men her er han allerede i gang med at forme dem.
Flere af dem mødte vi allerede i Det forsømte forår.
Læseren bliver også informeret om, den tid, der venter.
Vi er sidst i 30érne og vi hører om støvletramp, og vi hører også, at der venter en stor tid for den svage og småkriminelle Olsen.
Her er HS den alvidende fortæller.
Idealisterne findes i mange afskygninger i bogen.
Nogle er religiøse, og nogle er filantroper.
Sherfig beskæftiger sig også her med det okkulte.
Vil man kende Sherfig hører Idealister med.
Sherfig var iøvrigt selv idealist.

Jeg har læst "Nedtælling til Mord" af Gretelise Holm.
2008. 293 sider.
Bog nr. 68 jeg har læst i 2021. Maj 2021

Bogen blev valgt fra en Genbrugs som ledsager på en cykeltur.
Vi møder den aldrende journalist Karin Sommer, der bliver inviteret til de baltiske lande og her får til budt et lukrativt job.
Bogen er politisk insoireret og plottet er at Integrationsministeren bliver myrdet.
Det ved læseren på forhåmd og mindes hele tiden herom gennem en netælling.
Bogen er ganske spændende og lidt "sin egen".
Nogle mener, at hun har læst hanne Vibeke Holst, men det er heller ikke den dårligste at ligge på hjul af.

Jeg har læst "True Grit" af Charles Portis.
1968. 205 sider.
Bog nr. 67 jeg har læst i 2021. Maj 2021

True Grit" er filmatiseret 2 gange.
Første gang med den noget overvurderede John Wayne og anden gang med den noget undervurderede Jeff Bridges.
Jeg var glad for begge film, så det var fint jeg også fik bogen vinget af.
Mattie er 14 år og er på en mission for at finde den mand, der dræbte hendes far.
Hun hyrer den noget alternative sheriff Rooster Cogburn, og Texas rangeren Labeuf slutter sig også til jagten.
Fimene holder sig tæt til bogen, hvor jeg naturligvis fik flere detaljer om jagten.
Den er veslkrevet og spændende og beskriver stærke viljer i aktion.
Mange taler ondt om Rooster Cogburn, men for  Mattie ender han med at stå som en ægte helt.
En rigtig fin lille bog,
 

Jeg har læst "Hekneveven" af Lars Mytting.
2020. 475 sider.
Bog nr. 66 jeg har læst i 2021. Maj 2021

Bogen er en fortsættelse af Søsterklokkerne, som jeg var meget begejstret for.
Denne bog kunne jeg kun få på norsk, men det gav ikke de store problemer sprogligt. Det går naturligvis langsommere, og især talesproget gav udfordringer.
Her kan man læse om siamesiske tvillinger, som væver fremtiden ind i deres vævearbejde.
Her er kirkeklokker, der ringer på havets bund.
Her er heftig lidenskab, brat død og overnaturlige kræfter, som kæmper for at samle det, som menneskene har adskilt.
Men LM farer ikke brat frem med disse underlige ting. Han får det nænsomt bygget ind i historien, så det føles ganske naturligt.
Og sikke en historie, han kan skrive.
Vi kommer langt omkring.
Vi er i Norge og Tyskland og også i England.
Man bliver ganske indfanget af den fantastiske historie, som samtidig er lærerig. Vi lærer en masse om mejeridrift, og også rensdyrjagt ved vi nu en del om.
Og mest af alt hører vi om stærke viljer.
De to første bind er fantastiske, og minsandten om jeg ikke har et 3. bind til gode.
Præsten Schweigaard laver en pagt med Gud om at de skal tales ved om mange år, 40 år var det vist.
Han er et spændende menneske.
Lars Mytting er god.
Rigtig god.
NRK Skriver: 
Mytting har skapt eit heilt univers som eg gler meg til å vende tilbake til i roman nummer tre, mens eg stålset meg mot dødsfallet eg veit må kome. Det er nemleg ein spådom her som enno ikkje er oppfylt.
VG mener:
Andreboken i Myttings planlagte trilogi, «Hekneveven», er et overflødighetshorn av en roman, rikholdig som trådene i en billedvev.

Jeg har læst "En lykkelig slutning" af Maren uthaug.
2004. 383 sider.
Bog nr. 65 jeg har læst i 2021. Maj 2021
Dette er den 3. roman, som Maren Uthaug (MU) fornøjer sine læsere med.
Det er en usædvanlig vild bog.
Og i det hele taget en usædvanlig bog.
Man kunne måske kalde det en bog om opfattelsen af døden og begravelsens historie i København gennem 7 generationer, men den handler om rigtig meget andet.
Vi møder Nicolas, der er bedemand, og han er desuden nekrofil.
Det er jo et emne, der ikke naturligt dukker op i mange sammenhænge, og her kan man spørge sig selv om, hvorfra MU har sin viden om dette emne.
Det indlysende svar er, at hun har lavet research.
Vi får meget at vide om, hvordan den slags foregår.
Mange vil sikkert rubricere den viden i an afdeling, man godt kunne kalde: "Unødvendig information".
Næste spørgsmål man kunne få lyst til at stille damen kunne dreje sig om, hvorfor hun har har valgt at skrive om bedemænd og nekrofili.
Vi møder en, masse personer, men heldigvis hedder alle mændene Christian, undtagen Nicolas.
Hans mor hedder Nina, men hun hedder egentlig Nina,
Udover de perioder, hvor hun hedder Nana. 
Og Nana Muskori synger da også pænt. Sikkert også pænere end Nina fra "Nina og Frederik".
Det ville egentlig have passet godt ind i historien, at Frederik fra duoen blev skudt i hovedet. på klods hold i Filippinerne i 1994.
Mændene benævnes Christian 1, Christian 2 osv.
Til hjælp får læserne et stamtræ, der vokser efterhånden som de groteske begivenheder skrider frem.
Ingen af vore personer synes at være helt normale, og nogle af dem har en særlig evne. De kan se og tale med de døde, som angiveligt konstant færdes blandt almindelige mennesker.

MU har sin helt egen skrivestil, som er ret ligetil at tage ind.
Hun skriver fabulerende og dragende.
En kort stund tvivlede jeg på, om jeg ville blive for påvirket af begivenhederne i bogen, men jeg besluttede mig alligevel til at fortsætte for til sidst at kunne sætte flueben ved Maran Uthaugs 3. roman.
Trods de mabre emnevalg, så er bogen ganske morsom.
Og det er da en præstation at kunne gøre det.
For eksempel er historien om den ikke ganske unge prostituerede Petra underholdende.
Hun hyres til at være vært for en af de ånder, som Christian elsker, således at han kan "forenes" med hende.
Petra bliver gravid men overlever ikke fødslen.
Bogen er ganske blottet for sentimentalitet.
MU har ikke noget, der er tabubelagt. Hun skriver glad og gerne om hvad som helst.
"Slægter skal følge slægters gang", hedder det flere gange i nogen.
Vore Nikolas sørger for, at det ikke kan ske :-)
Det bliver aldrig det samme at gå til begravelse igen.
Anmelderne er enigen om at det er en usædvanlig men samtidig fremragende bog.
Berlingske kalden den "vellykket"
Jeg erklærer mig enig.

 

Jeg har læst "Potensgiverne" af Karin Brink Holmquist.
2004. 214 sider.
Bog nr. 64 jeg har læst i 2021. Maj 2021
Vi møder søstrene Tilda og Elida på 72 og 78 år. De bor i en lille by i Sverige, og der sker ikke meget i deres liv.
Deres bror er ude efter deres hus, og han kunne godt tænke sig, at de kom på et hjem.
Og så flytter Alvar Klemens ind i nabohuset, og deres liv bliver med ét slag forandret.
De krøller hår og køber nye kjoler og gør sig til den for den venlige og sympatiske nye nabo.
De planlægger også et toilet indendøre i stedet for det skur i haven, de har klaret sig med.
De lægger mærke til at både en hare og en kat bliver "erotiske" ved at spise noget, som Alvar har lagt ved sine blomster.
De beslutter sig nu til at markedsføre et potensmiddel for at få penge til det nye badeværelse.
Man kommer straks til at holde af de to søde og velmende søstre, og man håber på, at den nye nabo ikke udnytter dem.
Fortælleteknikken er ligetil. Tingene skride frem kronologisk, og foirfatteren er med i begivemnhederne.
Det er rigtig interessant at høre om søstrenes tilgang til ting, som man normalt ikke forbinder med deres alder.
Det gælder eksempelvid det seksuelle.
Alt i alt er det en rigtig god oplevelse at være på eventyr med søstrene.
Men .....
Alligevel sidder jeg noget uforløst tilbage.
der bliver lagt op til en hel masse sidehistorier, men dem får vi aldrig.
Det er som om KBH kører træt og i stedet for at gøre tingene færdig lader hun det hele sive ud.
Vi hører aldrig om Alvar Klemens tanker med kontakten med Tilda og Elida.
Men han er vist bare flink, og der ligger i ngen anden dagsorden bag det.
En af søstrene får ondt i armen, og vi aner et hjerteanfald på vej.
Men nej.
Vi får nogle antydninger om hvidvask af penge, og man sidder og venter på, at søstrene bliver efterforsket for salg af deres potensmiddel.
Man forventer et opgør med broderen, da han finder ud af hvordan tingene hænger sammen, men han griner bare og der sker ikke mere.
Og dermed står vi tilbage med en vaskeægte "feel good" historie, og det er der sådan set ikke noget i vejen med.
Det var bare ikke lige det, jeg havde foventet.
Jeg  er ikke stødt på nogle anmeldere, der oplever dette savn af spænding, som jeg til dels oplevede.
Alle er enige om, at det er en sød og sjov historie fyldt med underfundig humor, og det kor kan jeg uden tøve tilskutte mig.

 

Jeg har læst "Et malet hus" af John Grisham.
2001. 333 sider.
Bog nr. 63 jeg har læst i 2021. Maj 2021
Ganske specielt skriver Grisham meget forskellige bøger. Han skriver meget om retsager, men i denne bog ser vi verden fra 7-årige Lukes synsvinkel.
Han bor ude på landet i 50ernes Arkansas, og familien dyrker bomuld.
Vi følger høsten gennem 6 uger.
Grisham er selv vokset op i Arkansa, og bogen skulle være inspireret af denne opvækst.
Det er nødvendigt at ansætte plukkere som daglejere og et hold mexicanere og et hold amerikanere fra bjergene flytter ind på farmen for at plukke bomuld.
Luke observerer hvad der sker omkring ham, og en dag bliver han vidne til et slagsmål, der løber af sporet og ender med dødelig udgang.
Luke ligger nu inde med farlig viden, som han ikke tør at dele med andre.
Senere bliver sejrherren i dette slagsmål stukket ihjel med en kniv, og også dette drab er Luke vidne til.
Vi følger Luke og hans familie gennem bomuldssæsonen, der til slut også ender med en katastrofal oversvømmelse.
Det er en bog jeg er ganske begejstret for, og som jeg varmt kan anbefale.
 

Jeg har læst "Gennem Glasvæggen" af Henning Jensen.
2020. 366 sider.
Bog nr. 62 jeg har læst i 2021. April 2021
De fleste af os kender jo Henning Jensen fra film og teater, og det faktum gør beretningen om hans liv/helvede med en depression  endnu mere interessant.
Jeg har personligt noget kendskab til behandlingssystemet, og det betyder også noget for læseoplevelsen.
Bogen er tilsyneladende skrevet af H.J selv, og det tæller også op,
Det er en beretning om et sammenbrud så totalt, at det er næsten ufatteligt.
Vi hører også en del om de mennesker, der troede de kunne hjælpe ham, men som gjorde ondt værre.
Bogen er velskrevet, og såmænd også af og til morsom, når healere og clairvoyante m.m. kaster sig over den stakkels skuespiller.
Jeg fik ret hurtigt "nok" af at høre beskrivelserne om, hvordan han oplevede nedturene. Det kører lidt i ring.
Jeg var mest "på", når han gik kronologisk frem med historien.
Men man kan jo også sige, at det er lykkedes for HJ at give mig et indtryk, hvordan det så ud indeni hans hoved, når helvede brød løs.
For der var kaos, totalt kaos.
Anmelderne synes at være enige om, at det er en fremragende bog.
Litteratursiden mener: "Gennem glasvæggen er en uafrystelig læseoplevelse".
Bog. nu: 
Skuespilleren Henning Jensen har skrevet en blændende erindringsbog om et liv med en tynd glasvæg, som konstant truer med at falde sammen og lade en livstruende depression strømme ind.

Jeg har læst "Dem jeg elsker elsker jeg" af Simon Lund og Ralf Christensen.
Kim Schumachers mange liv.
2020. 452 sider.
Bog nr. 61 jeg har læst i 2021. April 2021
En virkelig god biografi.
Jeg fulgte Kim Shumacher lidt på afstand i hans storhedstid.
Her får jeg en stor mængde informationer om hans spændende og alt for korte liv.
De fleste ved, at han blev offer for Aids, eller "Bøssesygen", som den hed i folkemunde, da den kom frem.
Jeg blev mest overrasket over at få at vide, hvor dygtig Sjum faktisk var, og hvor mange ting han magtede.
Jeg var ikke klar over at han i så høj grad var en sprogfornyer, og jeg vidste ikke at han oversatte film.
Han er ansvarlig for ordene "n'rd" og "Røvbanan"
Bogen følger ham fra vugge til grav.
Vi møder en masse af de mennesker, der betød noget for ham.
Vi hører også om hans familie, der i visse tilfælde får slag.
Det er en kærlig bog om en meget usædvanlig person.
Sjum var besat af at få mest muligt ud af sin taletid.
Det fik han desværre ikke.
Han blev kun 40
 

Jeg har læst "Regnmageren"af John Grisham.
1995. 431 sider.
Bog nr. 60 jeg har læst i 2021. April 2021

1-10=2894 sider. 11-20= 3241 21-30=3041 31-40=3770
41-50=2726 51-60=4110
Total 1-60= 19782 sider. Gns. pr bog: 330 sider
JG skriver vidt forskellige bøger, men fælles for dem alle er at han indfanger sine læsere med stor vituositet.
Her har vi en retssagsbog.Retssager er gode på film og TV, og det er det også i bogform.
Rudy Baylor er jurastuderende og som led i uddannelsen rådgiver han gratis i et ældrecenter.
Han møder bl. a et ægtepar, hvis søn har leukæmi og ikke kan få hjælp fra deres forsikring.
Rudy tager sagen og vi følger hans kamp for at få ret.
Det er også en kamp mod tiden, for den syge søn kan ikke holde lang tid.
Man lader sig i den grad indfange i kampen mod uretfærdighed.
JG er født i 1955.
Han er selv advokat. Han er stærkt præget af sit kristne livssyn, hvilket bl. a skulle komme til udtryk gennem hans arbejde for de svageste i samfundet.
(Jeg ved ikke lige, hvorfor man skal være kristen for at anlgge dette livssyn?)
JG har bl. a udgivet "Uskyldig dømt", der bygger på virkelige begivenheder.

Jeg har læst "Gæsten"af Jim Niklas Rådström.
2010. 177 sider.
Bog nr. 59 jeg har læst i 2021. April 2021
Bogen er bygget op omkring H.C.Andersens berømte og forfærdelige besøg hos Charles Dickens i 1857.
De to forfattere skrev inden besøget breve til hinanden, men Andersen forstod ikke engelsk og havde fået alle sine breve oversat.
Derfor forstod han ikke et ord af, hvad de sagde til ham.
Desuden var han yderst krævende.
F. eks forlangte han straks efter ankomaten en barber, men sådan én måtte han selv finde.
Besøget er virkelig værd at beskæftige sig med, men NR fabulerer alt for meget, og kan derfor ikke tilføje ret meget til beretningen om de tre uger med Andersen.
Disse fantasier kunne enhver vel have lavet.
Det hele er jævnt kedeligt.
Kan ikke anbefales.
 

Jeg har læst "Inside Alcatraz"af Jim Quillen.
1991. 376 sider.
Bog nr. 58 jeg har læst i 2021. April 2021
Jeg er så heldig, at jeg har fået lov til at besøge fængselsøen Alcatraz, og det gør historien om denne fange endnu mere interessant.
Det er dog ikke nogen stor biografi. Jeg syntes bedst om de første sider, hvor Jim beretter om sin barndom og opvækst, der naturligvis ikke var god.
Han er besat af at flygte fra de fængsler, han sidder i, men det lykkes aldrig.
Til sidst kommer han på ret køl, og han mere end antyder, at det har noget at gøre med, at han har mødt Jesus.
Og det er jo godt for ham.
Slutningen bliver lidt romantisk, men alt i alt var bogen interessant nok.
 

Jeg har læst "En historie om blindhed"af Josè Saramago.
1995. 295 sider.
Bog nr. 57 jeg har læst i 2021. April 2021
En mand holder for rødt lys i sin bil. Pludselig bliver han blind.
Yderst interessant tankegang.
Det viser sig hurtigt, at det er begyndelsen på en epedemi.
Vi ved ikke hvor vi er. Hverken land eller by eller navne giver mistanke om, hvor vi er.
Det kunne være hvorsomhelst.
Det første jeg hæftede mig ved var, at sætninbgerne var lange og svære.
Bogen er oversat fra portugisisk, og man ved jo aldrig, hvilken indlydelse oversætteren har haft.
Jeg spekulerer af og til  påom nogle forfattere gør sproget sværere end nødvendigt?
Måske er tanken gennem sproget at illustrere en stemning eller på anden vis forme bogen, som forfatteren vil.
Bogen er stort set skrevet uden afsnit. Det hele kommer væltende. Der er kapitler, men ingen opdelinger i teksten.
Selv direkte tale angives heller ikke specielt.
Ordet "Kafka" kom til mig.
Vi har ind i mellem den alvidende forfatter.
P. 86: "Blinde som de var  ville disse to hjælpere aldrig få at vide, at ligene de begravede netop var dem de tvivlrådigt havde talt om".
Jeg er lidt usikker på, hvorfor forfatteren pludselig blander sig.
 

Jeg har læst "Mig før dig "af Jojo Moyes.
2012. 439 sider.
Bog nr. 56 jeg har læst i 2021. April 2021
Denne bog var "lektier" i en af mine læsegrupper.
Ved første øjekast vurderede jeg den til at være en forfærdelig gang chick-lit, men starten var ret lovende.
Lou Clark mister sit job i en café. Hun er 26 år og kæreste med Patrick, men forholdet virker noget vaklende.
Vi møder Will Traynor, da han pga regn vælger at lade sin MC stå hjemme.
Det går alligevel galt.
Sproget i bogen er overraskende godt og ganske morsomt.
Det er lidt uklart, om bogen skrives i nutid eller datid.
P. 26: "Patrick kalder mig lækker, når han gerne vil lokke mig en tur i kanen, men han er også ret nem at gennemskue.
Vi havde snart kendt hinanden i syv år"Det er en tåreperser, men en dygtigt lavet tåreperser.
Jeg kom til at tænke på "Lovestory" som vi alle hulkede over i 1970.
 

Jeg har læst "Hvor flodkrebsene synger "af Delia Owens.
2018. 372 sider.
Bog nr. 55 jeg har læst i 2021. April 2021
Jeg Kya Clark (Marskpigen) vokser op i en sump i 50érne i North Carolina.
Hendes mor og søskende forlader en efter én familien.
Til sidst forsvinder også den voldelige far.
Hun vokser op helt alene, og gemmer sig, når nogen søger at kontakte hende.
Hun går i skole én dag. Latter og drilklerier holder hende hjemme.
Kya interesserer sig for naturen og hun erhverver sig en stor viden.
En dag findes egnens skørtejæger drøbt, og Kya mistænkes.
Det var egentlig en spændende bog, hvor jeg især var glad for første del, der hendler om henders barndom.
Det er altid interessant at læse om folk der imod alle odds klarer sig i vildmarken.
Jeg frygtede lidt, at der skulle gå Romanblad i det hele, men det skete ikke.
Jeg var rigtig godt underholdt.
 

Jeg har læst "Et forjættet land "af Barrack Obama.
2020. 862 sider.
Bog nr. 54 jeg har læst i 2021. April 2021
Jeg havde ret store forventninger til bogen, inden jeg gik i gang, fordi jeg vidste, at den havde fået usædvanligt gode anmeldelser.
Selvom jeg egentlig ikke kan sige noget dårligt om den voldsomt omfangsrige bog, så havde jeg meget svært ved at få mig arbejdet gennem hele værket.
Flere anmeldere beskriver, hvordan de susede gennem bogen, og det kan jeg ikke nikke genkendende til.
Der var fantastisk mange navne og detaljer, men vi kom også langt omkring.
Der stod ikke meget om den latterlige Donald Trump, men Obama havde OBS på ham.
Jeg har stor beundring for Obama, og jeg er glad for, at jeg fik bogen vinget af.

 

Jeg har læst "Ødemark "af Stina Jackson.
2020. 365 sider.
Bog nr. 53 jeg har læst i 2021. April 2021
Vi er igen i Lapland, hvor scenen minder om den, der blev sat i SJ`s første bog.
Vi befinder os simpelthen i byen Ødemark.
Vi har en genganger blandt personerne.
Det er betjenten Hassan, der er en rigtig pæn og regelret mand.
Resten er generelt utilpassede eller direkte dysfunktionelle.
Vores hovedperson er Liv, der bor sammen med sin tyranniske og ondskabsfulde far, Vidar samt sønnen Simon, der kun er underlig.
Der er lidt flere bipersoner i denne bog end i den første.
De er alle underlige.
Vidar forsvinder sporløst og snakken går.
Ingen brød sig om ham, men eftersøgningen foregår alligevel.
Litteratursiden kalder bogen :"Dyster, melankolsk og mørk fortælling om en families helt igennem triste tilværelse i en lille by i Sverige."
"Ødemark" er ualmindelig spændende og fængslende.
Og velskrevet.
Berlingske er begejstret og mener udover 5 af 6 stjerner: Jackson er en - bemærkelsesværdig - skønlitterær forfatter, der benytter sig af thrillergenrens effekter. Hun bruger sin psykologiske indsigt og medmenneskelige forståelse til ikke blot at skabe flerfacetterede figurer, men også til at beskrive og dissekere folk og fæ, når de interagerer med dels hinanden, dels deres egen selvopfattelse".
Jeg er lige så begejstret som Berlingske

Jeg har læst "Dimön"af Mariette Lindstein.
2020. 489 sider.
Bog nr. 52 jeg har læst i 2021. Marts 2021
Dette er 3. og sikkert ikke sidste bind i serien om sekten på Tågeøen.
Den var ikke udgivet på dansk, så jeg kastede mig over den svenske udgave.
Det går noget langsommere, men er bestemt ikke umuligt.
Det undrede mig, at dette 3. bind ikke var oversat, men nu kan jeg se, at dette bind ikke har samme kvaliteter som de to første.
"En bestseller er godt for bankkontoen", kunne godt være baggrunden for bogen.
Hvor de to første bøger var inspireret af forfatterens oplevelse med Scientology, er dette bind noget mere svævende.
Det er en anderledes bog.
Og den virker langt mindre relevant.
Og urealistisk.
Det er jo altid fristende at lade en succes køre videre, og det kunne det godt tyde på er ærindet her.
Der er nok gået omkring 20-25 år siden bind 2 sluttede med en dramatisk brand, hvor det var Sofia, der var omdrejningspunktet.
Her er det minsandten Sofias datter  Julia samt Franz´s søn Thor, der nærmest bor sammen med Julia.
Franz er færdig med sin straf og sin behandling.
Han har overlevet et slagtilfælde, og nu planlægger han et nyt stunt på Tågeøen.
Han finder 3 kontroversielle personer, som han overtaler til at komme til øen til en slags renselse.
En dyrplager (Storvildjæger), Tessa, en voldtægtsforbryder og en nazist.

Julia kommer med som journalist for et modeblad med eneret på begivenheden.
Fanz starter igen med sin hjernevask af de personer, der omgiver ham.
Bogen har ganske små kapitler, hvor vi hele tiden skifter mellem Franz´og Julia´s synsvinkel.
Tit får vi de samme begivenheder beskrevet fra begge synsvinkler.
Det allersidste kapitel er en slags sammendrag.
Efterhånden som jeg havde færre og færre sider tilbage i i bogen sad jeg og ventede på, at det hele skulle ende met en slags klimaks.
"Var det det?", spurgte jeg mig selv, da jeg lukkede bogen.
Der er ikke stor tvivl om, at ML fik lyst til at skrive endnu et bind til serien, der skulle handle om scientology.
Hun er garanteret i gang.
Og jeg er skuffet.
Den gider jeg ikke læse :-)
 

Jeg har læst "Sommermørke"af Stina Jackson.
2018. 304 sider.
Bog nr. 51 jeg har læst i 2021. Marts 2021
Dette er virkelig et pragteksemplar af en krimi.
Eller måske rettere en blanding af en krimi og en spændingsroman.
Vi er langt oppe i Sverige i nærheden af Arvidsjaur.
Lelle kører rundt på 3. år for at lede efter den datter, der forsvandt som 17. årig for 3 år siden.
En dag dlytter teenageren Meja og henders psykist ustabile mor tilegner. De flytter ind hos en mand, som moderen har mødt online.
En dag forsvinder endnu en pige.
Vi følger alle disse personer meget tæt, hvor vi bliver meget klogere på deres skrøbelige tilværelser.
Kapitlerne skifter mellem at handle om lelle og Meja.
Bogen er virkelig godt skruet sammen.
Her er intet spor af chciklit.
èn anmelder hæfter sig ved, at plottet halter lidt og at handlingen slæber sig af sted. Samme anmelder roser beskivelsen af atmosfæren i det lille søvninge samfund.
Belingske er mest begejstret og giver 5 ag 6 syjerner. De taler om en knugende kold thriller..
"Det er uhyggeligt, og så er det psykologisk pirrende, fordi Jackson med nænsomhed tegner portrætter af nogle af samfundet marginale eksistenser og af børn med ar på sjælen."
Også politiken kunne ønske sig mere fart over feket:lt"Selve krimihistorien om den forsvundne pige, som skærpes, ved at endnu en pige forsvinder sporløst, snegler sig af sted ad tilgroede skovstier og imellem småkriminelle miljøer og stille eksistenser."
 

Jeg har læst "Huset"af Frank Peretti og Ted Dekker.
2008. 441 sider.
Bog nr. 50 jeg har læst i 2021. Marts 2021

1-10=2894 sider. 11-20= 3241 21-30=3041 31-40=3770
41-50=2726
Total 1-50= 15672 sider. Gns. pr bog: 313 sider
Dette synes at være en dybt underlig bog.
2 forfattere af spændingsromaer er her gået sammen.
Jack og Stephanies bil bryder sammen på en afsides vej i Alabama.
De finder ly i et hus, hvor en galning tilsyneladende terroriserer en del mennesker.
Den første del af bogen går med, at de alle tonser rundt i huset, hvor de slår og skyder hinanden på kryds og tværs.
Halvvejs i bogen havde jeg endnu ikke styr på, hvad det hele egentlig drejer sig om.
Jeg havde endda svært ved at holde styr på personerne, hvorfor jeg måtte blade tilbage for at finde ud af, hvem de var.
Folk farer stadig rundt i huset, der tilsyneladende er levende.
Vi møder en masse mennesker, der er kopier af "vore venner".
På p. 397 får vi følgende fra Jack: "Han forsøgte panisk at finde mening i det, der skete, men kunne ikke rigtig samle sine bevidste tanker om det".
Velkommen i klubben :-)
På side 404: "Så blev manden suget ind i sig selv og blev til en snoet sæjle af sort tåge".
På et tidspunkt bringes Jesus på bane i eventuel skikkelse af en ung pige ved navn Susan.
Til sidst  i bogen er selvsamme Susan en engel.
Måske.
Alt i alt er det en ualmindelig tåbelig bog, som slet ikke kan anbefales.
Det er det rene tidsspilde.
Bibliotekets lektøre mener: En spændende og velskrevet gyser der fortjener at stå på biblioteket.
Tjah

Jeg har læst "Ekstremt hæjt & utrolig tæt på"af Jonathan Safran Foer.
2005. 348 sider.
Bog nr. 49 jeg har læst i 2021. Marts 2021
Meget omtalt bog, som voldte mig visse vanskeligheder.
Oskar er 9 år. Han bor i New York, og vi møder ham et års tid efter, at hans far er omkommet i World Trade Center.
Han har fundet en nøgle i sin fars efterladenskaber, og nu drager han ud for at finde ud af, hvor nøglen passer.
Det er en interessant færd, hvor han opsøger alle med navnet Black.
I en parallel historie følger vi drengens farmor, og denne del er meget svær at læse. Den er usammenhængende og fragmentarisk og skrevet i et mærkeligt sprog, men forfatteren har sikkert et mål med denne specielle stil.
Bogens typografi indgår også som en del af historien.
Et sted bliver linieafstanden ekytremt lille. Det hele bliver sværere og sværere at tyde, indtil det til sidst bliver sort og ulæseligt.
Jeg kunne godt lide at læse om den kloge drengs oplevelser, men jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at jeg ikke fuldt ud har forstået, hvor forfatteren vil hen.
På 15 sider bag i bogen finder man en utydelig faldende person.
En lille film kommer frem, hvis man scirper siderne gennem fingrene.
Det kan man også gøre baglæns.
Og det er vigtigt.
Filmen er fimatiseret, og jeg har bestilt filmen, for at få lidt mere hold på historien.
Jeg skylder nok forfatteren at læse bogen en gang mere.
 

Jeg har læst "Under dine vingers skygge"af Egon Clausen.
1991. 139 sider.
Bog nr. 48 jeg har læst i 2021. Marts 2021
Der er flere grunde til, at jeg er begejstret for EC.
Han er, som jeg, vokset op i et indremissionsk hjem og derudover bor jeg nu i det område, hvor han voksede op.
Hans far fylder meget i Egons liv, og "opgøret" med ham var en hård nød at knække.
EC tog afstand fra det, som faderen og alle andre i det lille samfund i Hemmet havde som deres livsgrundlag.
Denne bog handler om de første år i EC´s liv og det fortæller han levende og interessant om.
Bogen er fyldt med gode historier og anekdoter, og den er også rigtig humoristisk.
Jeg har tidligere haft den store fornøjelse at høre Egon Clausen fortælle, og det vil jeg gøre igen, når det lader sig gøre.Egon Clausen kan varmt anbefales.

 

Jeg har læst "Den lange dag"af Hans Sherfig.
1979. 75 sider.
Bog nr. 47 jeg har læst i 2021. Marts 2021
Sherfig har også skrevet enkelte rejsebeskrivelser.
Denne er resultatet af  en tur med tog, bus og skib til Nordkapp, som han foretog sammen med sin hustri i 1979.
Bogen er illustreret (pænt og lidt kedeligt) af fruen.
Sherfig kan ikke holde sig i skindet.
Han holder nødigt sine meninger tilbage. Bogen igennem spidser han sin pen og gennemborer, hvad der er ham imod.
Tyskerne generelt får en gevaldig rusketur, og han slår ubarmhjertiogt ned på Hans Egede, som han anser for en gemen imperalist.
Og det har han sikkert ret i.
Jeg har selv været på de fleste af de destinationer, som parret besøgte og det fylder mig med stor glæde at genkalde mig disse minder.
Fin lille bog af en af mine absolutte yndlingsforfattere.

P.37. Om tyske turister: Der er en dame, som klager forbitret i receptionen over værelse og seng: Der var en rift i hendes lagen, og dette er uhært - unerhört.
P.39: Om kvænangsfjeldet:   ... er det er turisthotel , hvor rutebilen holder en stund, og man kan gå lidt omkring og røre ved sneen.

P 48: Det koster syv kroner at slippe ind på det flade Nordkapp-plateau, men så kan man også se en buste af den franske konge Louis Philippe ....
P. 55. Om Hans Egede født i Trondenes Sogn:
Han mente, at der i Grønland endnu levede nordmænd, som enten måtte være hedninger eller katolikker og i hvert fald måtte omvendes til den rette tro.
 

Jeg har læst "Den døde mand"af Hans Sherfig.
1937. 124 sider.
Bog nr. 46 jeg har læst i 2021. Marts 2021
En lille bog, der er noget forskellig fra HS`s andre bøger.
Jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvor han vil hen med denne bog.
Bogen er centreret om  den selvhævdende og brovtende maler Hakon Brand, og hans omflakkende liv.
Af og til er han dybt alkoholiseret og andre tider afholdmand.
Lidt usædvanligt har bogen en fortæller, som simpelthen kaldes Sherfig.
Det husker jeg ikke fra andre bøger af HS.
Denne fortæller bryder sig ikke om Hakon Brand, men gang på gang involveres han alligevel i dennes liv.
Sherfig kan slet ikke lade være med at være morsom, og det er han da også her.
Som altid findes der selvbiografiske træk.
Hakon Brand opholder sig en del i Paris, som Sherfig var begejstret for.
I modsætning til USA.
Han er skam også i Svendborg.
Det er også en slags krimi, da vi oplever en slags mord/dødsfald.
En lille fin bog, som man også skal have med, hvis man ønsker at kende sin Sherfig.

Jeg har læst "Hardboiled wonderland og verdens ende"af Haruki Murakami.
1985. 490 sider.
Bog nr. 45 jeg har læst i 2021. Marts 2021
Jeg husker ikke, hvordan jeg fandt denne bog, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var noget kult, jeg havde fat i.
"Dybt underligt" er den første indskydelse.
For den sags skyld også den sidste :-)
Vi møder den sidste overlevende fra et hjerneeksperiment.
Vi møder også en vanvittig professor dybt nede under jorden og hans tykke barnebarn.
Der er også en sulten bibliotekar.
Parallelt er vi i "Verdens ende", der er en by omgærdet af en uovervindelig mur og bl. a befolket med enhjørninge, der bliver brændt, når de dør.
Vores helt skilles fra sin skygge, som han senere besøger af og til.
De to verdener nærmer sig hinanden.
Det lyder helt vanvittigt, når man ser det på tryk.
Alligevel er bogen smuk som et digt, og læseren (yours truly) er uden problemer klar til at tage det hele ind.
Det er svært at referere handlingen, og det er ligeså svært at beskrive den læseoplevelse, man sidder tilbage med.
Jeg kom til at tænke på bogen om en inder, der gemmer sig i et Ikea-klædeskab. (Romain Puertolas)

Litteratursiden mener: Forbered dig på en uforudsigelig rutsjetur, som du sikkert sent vil glemme. Hardboiled Wonderland og Verdens ende er rendyrket og udestilleret Murakami med masser af god underholdning og skæve påfund. Und dig selv en tur i Murakamis univers.

Kristeligt Dagblad beskriver Murakami som en blanding af kafka og H.C. Andersen.
Lyder plausibelt.
 

Man skal lægge mærke til oversætteren, der hedder Mette Holm. Hun har fået megen ros for sit arbejde.
Jeg må have fat i mere Murakami.

Jeg har læst "Afhopperen"af Robert Dam.
2011. 260 sider.
Bog nr. 44 jeg har læst i 2021. Marts 2021
Jeg bestilte denne bog, fordi jeg havde læst de tre bøger om "Sekten på Tågeøen" af Mariette Lindstein.
Disse bøger er baseret på forfatterens oplevelser med scientologi, som hun brød ud af.
Det er ufatteligt, hvordan denne sekt kan forføre svage og modtagelige individer.
Men det sker jo.
Her hører vi om Robert Dams liv med scientology.
Teorierne bag scientology forkommer at være ganske absurde men Robert Dam tager faktisk ikke afstand fra teorierne.
Han tager afstand fra den måde Scientology adminstrerer læren på.
Parallelt følger vi en historie om stifteren af scientology amerikaneren Ron L. Hubbard, der angiveligt var en science fiction forfatter - og gemen svindler.
Interessant bog, hvor man kan forsøge at se sig selv som aktør i et tilsvarende bedrag.

Jeg har læst "Fandens forår"af Niels Krause-Kjær.
2020. 299 sider.
Bog nr. 43 jeg har læst i 2021. Marts 2021
Dette er 3. bind om journalisten Ulrik Torp, og det føles som det gør, når man møder en god gammel ven igen.
Nu er UT blevet 57, og han har hverken penge eller arbejde.
Han lejer sig ind et sted, hvor han sidder sammen med nogle andre free lance skribenter.
Han kommer på sporet af en stor politisk sag, som han arbejder med, samtidig med at han kæmper med talrige andre problemer.
Han og konen bor til leje hos en svigersøn, de ikke synes om.
Han laver noget lusk, så de bliver nødt til at flytte.
Men hvor flytter man hen i København uden penge?
Plottet er ualmindelig godt skruet sammen.
Det virker troværdigt, og det gør Ulrik Torp også.
Af bipersonerne synes jeg rigtig godt om Emma, der ikke er journalist, men som kan så mange andre "sjove" ting.
Hvis der skulle dukke endnu et bind op i serien, er jeg klar.
I en enkelt sætning nævnes noget om en influenzalignende virus, der breder sig.
Første udgaven er fra oktober 2020, så hvis ikke det er et senere oplag, jeg har fået fat i, så er det meget forudseende.
Man siger at "erfaren mand er god at gæste", og eftersom NKK er en dreven rotte udi det poitiske spil, er det nok forklaringen på, at det hele giver så god mening.
 

Jeg har læst "Sort kaffe &hvide sokker"af 12 tidl. professionelle cykelryttere i samarbejde med Tonny Vorm.
2018. 249 sider.
Bog nr. 42 jeg har læst i 2021. Marts 2021
Jeg kunne forstille mig, at denne bog især henvender sig til folk med mere end almindelig intersse for cykelsport.
Men den kategori tilhører jeg da også :-)
For mig er det en umådelig interssant bog med anekdoter og udtaleser fra de cykelryttere, jeg har fulgt i rigtig mange år.
Jeg synes om de fleste af dem, men især gadedrengen Brian Holm er jeg fan af.
Bjarne Riis er den mindst udadvendte, men vi er jo alle forskellige.
Der var som sådan ikke noget, der kom overraskende for mig i bogen.
Det var trygt og hyggeligt at høre om løst og fast fra deres cykelkarrierer.
Jeg følte mig godt underholdt.

Feltet.dk mener:
Bogen er med dens fortællestil ganske let tilgængelig - og ganske underholdende, da man som læser bliver indviet i de forhold rytterne havde til hinanden, hierarkiet på holdene, de ansættelsesforhold de levede med, og ikke mindst træningsmetoderne. Og lad os bare sige det med det samme; det var et noget andet liv end nutidens cykelryttere oplever. Ikke at de har det lettere i dag, presset er nok større fra publikum og sponsorer, men dengang var forholdene mere beskedne, og rytterne havde ikke den samme support som i dag.
 

Jeg har læst "Dyndkongens datter"af Karen Dionne.
2018. 301 sider.
Bog nr. 41 jeg har læst i 2021. Marts 2021
Tidligere på året læste jeg med stor fornøjelse "Den onde søster" af samme forfatter.
Dyndkongens datter kendes fra et af H.C.Andersens eventyr, og det er interssant, at KD har hentet inspiration herfra.
Det er dog ét af H.C.Andersens minst kendte eventyr.
Man behøver ikke at "læse op" på Andersen, for bogen igennem får vi citater fra eventyret.
Her beskæftiger vi os også med ondskab.
Helens far kidnappede hendes mor, da hun var ca 15 år gammel.
Han holdt hende fanget og forbrød sig mod hende.
I mange år levede de i vildnisset uden strøm, vand o.l.
Vi kommer ind i bogen, hvor Helen er blevet gift og har 2 små piger.
Hendes far har siddet 15 år i fængsel.
Han dræber 2 vogtere, og Helen frygter, at han kommer efter hende.
Hun havde ikke lige fået forklaret sin mand om sin opvækst, og det bliver han skuffet over.
Hvad gør hun så nu?
Hendes frygt er velebegrundet, og jagten går ind. Men hvem jager hvem.
Det er en ualmindelig spændende bog om ufattelig ondskab.
Bogen er inspireret af KD´s egne oplevelser i vildmarken.
Bogrummet.dk mener:
Hvis du læser “Dyndkongens datter” som en spændingsroman, kan jeg frygte at du bliver skuffet. Som sagt er den meget mere end det, og netop derfor bør du unde dig selv at læse bogen

Jeg har læst "Idealisten"af Arne Hardis.
2008. 331 sider.
Bog nr. 40 jeg har læst i 2021. Marts 2021

1-10=2894 sider. 11-20= 3241 21-30=3041 31-40=3770
Total 1-40= 12946 sider. Gns. pr bog: 326 sider
Tilbage i 1961 fik jeg en dag en åbenbaring.
Jeg gik i 7. klasse, hvor vikaren for tysklæreren en dag besluttede, at han ville læse op for os.
Da var jeg solgt.
Den bog, han læste, var Sherfigs  "Det forsømte forår".
Aldrig havde jeg hørt noget så morsomt.
Siden da har jeg vandret med Sherfig.
Det siger sig selv, at jeg var glad, da jeg faldt over denne biografi.
Når jeg læser en biografi, vil jeg gerne lære noget om det menneske, som biografien handler om.
Og det gjorde jeg her.
Jeg kendte ikke til, hvordan det gik til, at han fik sin østrigske kone.
Ej heller, at han ikke kunne cykle.
Jeg vidste heller ikke, at han opholdt sig i længere tid i USA, og at han hadede landet.
Han startede som en kunstmaler, der også var forfatter, og han sluttede som en forfatter, der også var kunstmaler.
Han var først og fremmest kommunist.
På bogreolen stod partibogen sammen med hans værker.
Han var skræmmende trofast overfor partiet.
Han undsagde sin bedste ven Carl Madsen uden at tøve et sekund.
Det havde han ingen problemer med.
Jeg synes stadig, at Sherfig er en fantastisk forfatter, men hvor var han dog enøjet.
Han var lige så meget fange som de små mænd på Metropolitanskolen, hvor han svor hævn mod lærerne.

Jeg har læst "Bye bye Blackbird"af Jesper Stein.
2013. 365 sider.
Bog nr. 39 jeg har læst i 2021. Marts 2021
Dette er er bind 2 om den hårdkogte Axel Steen, der har sit virke som betjent på Nørrebro.
Jeg havde nogle betænkeligheder omkring bind 1, men denne gang var jeg meget bedre tilfreds.
Denne er vildt spændende.
Axel følger helst sine egne regler, men der ved han til gengæld også, hvad han vil.
Han kæmper med ekskonen, og sandelig også med dennes nye mand  Jens Jessen, der nu er hans overordnede.
I flere kapitler følger vi JJ`s synsvinkel, og det virker rigtig godt.
AS er på jagt efter en serievoldtægsforbryder + det løse, og Jesper Stein er direkte inspireret af den berygtede "Amagermanden".
Vi har nogle sidehistorier, og bl. a en episode, hvor han "ordner" en flok unge mennesker, der overfalder ham, mens han sover på en bænk.
Der sidder man uvilkårligt og godter sig.
Også en gruppe indvandrere, der bruger ukvemsord om hans 6 årige datter udfordrer han.
Axel Steen kæmper med tingene, og man kan næsten ikke lade være med at synes om ham.
Litteratursiden mener: ’Bye bye blackbird’ er en meget maskulin krimi. Sproget er lige på og hårdt, handlingen er barsk, og jeg er begejstret!
 

Jeg har læst "Sekten der genopstod"af Mariette Lindstein.
2017. 376 sider.
Bog nr. 38 jeg har læst i 2021. Marts 2021
Så skulle det handle om 2. bind i den lille serie om Via Terra.
Nu var jeg jo begyndt.
Her er Sofia flygtet fra øen, men det betyder på ingen måde, at hun får fred for Franz Oswald og hans ondskabsfulde tiltag. Handlingen er fængslende, og man sidder og konstant og håber på, at en eller anden vil pelse denne folkeforfører.
Det bølger frem og tilbage. Selv ikke under et længere ophold i USA får Sofia fred.
Det viser sig, at 3. bind ikke findes på biblioteket i dansk oversøttelse.
Det undrer mig noget.
Jeg har bestilt 3. bind på svensk, og jeg har også bestilt en bog om en Scinetology-afhopper.
Jeg vil finde ud af, om han har oplevet noget, der minder om Sofia mareridt.
 

Jeg har læst "Ribstyvene"af Ellen Berry.
2020. 337 sider.
Bog nr. 37 jeg har læst i 2021. Marts 2021
Jeg undrer mig over, hvad der har fået mig til at vælge denne bog.
Den har alt for lidt at byde på.
Det er fristilsformat holdt i Familiejournal-stil.
"Kommer der nogen substans", spurgte jeg mig selv, mens jeg driftede gennem bogen.
Det gjorde der sådan set ikke.
Ingen af personerne står lysende klart fremstillet.
De er klichéer og passer på den vis godt ind i denne "chick-lit" feelgood roman.


Allerede  på en af de første sider viser EB vej, da hun siger: "Mange år senere, skulle Lucy komme til at spekulere på.....".
Nu ved vi, at der bliver taget hånd om vores vej gennem denne bog.

Egentlig burde man slet ikke læse, hvad der står bag på en bog.
Man bør da starte med en "jomfruelig" bog?
Jeg vidste fra bagsiden, at Lucy uventet ville miste sin mand.
Hun sad og ventede på ham på side 58, hvorefter EB skifter til en helt anden scene.
15 sider senere får vi svaret på, hvad der skete.
Det virker noget manipulerende, når en forfatter navigerer rundt på denne måde.
Jeg må erkende, at jeg vil have svært ved at undlade at læse en "bagsidetekst".
Bogen var en stor skuffelse, og kan bestemt ikke anbefales.
Der findes så mange gode bøger. Tage én af dem.
Litteratursiden:_
Ribstyvene’ er en dejlig feel-good roman, men ikke en typisk en af slagsen. Den tragedie familien oplever, tager brodden af det hyggelige, og man efterlades desuden med en ret åben slutning, hvilket er ulig feel-good romanens løfte om en lykkelig slutning
Bogblogger.dk:
Er der noget bedre i disse måneder, hvor lyser svinder, og kulden kryber ind alle vegne, end at sætte sig godt til rette under et varmt tæppe med en hjertevarm feel good-roman om kærlighed, venskab, tab og håb? Ribstyvene har det hele!
Jo, der er noget, der er meget bedre. :-)
 

Jeg har læst "Sekten på Tågeøen"af Mariette Lindstein.
2015. 475 sider.
Bog nr. 36 jeg har læst i 2021. Feb 2021
Med 3 store bind bliver det et omfangsrigt værk, som ML giver os om den fiktive sekt Via Terra på den fiktive ø Tågeøen.
Det, der især gør historien interessant,  er  at ML igennem 20 år har været i kløerne på Scientology, uden at hun dermed påstår, at den sekt har handlet ligeså vanvittigt som Via Terra.
Men hun er helt sikkert inspireret af sine oplevelser.
Det starter altid med, at unge mennesker stifter bekendtskab med en spændende gruppe.
Det er ofte svage og udsatte unge, der er nemme at manipulere med.
Sofia Bauman deltager i et møde med den karismatiske leder Franz Oswald.
Hun får arrangeret et prøveophold på øen, der ikke overraskende udvikler sig på en måde så hun påludselig sidder fast og ikke længere kan slippe væk.
Det kan være svært at forstå at dette kan lade sig gøre, men det sker faktisk også i virkeligheden.
Under læsningen blev jeg ofte grebet af irritation, fordi Sofia aldrigt traf de fornuftige valg.
Skulle disciplene så slippe ud af sektens greb, så vil de gøre alt for at ødelægge deres liv.
Få minutters søgen på nettet på ordene "Scientology, afhopper" afslører en syndflod af tragiske historier.
Jeg har personligt gennem mit arbejde i al for høj grad haft kontakt til sekten Jehovas Vidner, der er eksperter ti at udstøde folk, der ikke længere vil støtte dem.
Det gælder endog deres egne børn.
Bogen er udmærket skrevet, og jeg havde svært ved at lægge den fra mig.
Der er et væld af små kapitler, men der er ikke mange skift til andre scener ved kapitelskift.
Man sidder og håber på, at denne ondskabsfulde leder får sin velfortjente straf, men han er ikke nem at indfange.
Det sker nok (Forhåbentligt) på de sidste sider i Bind 3.
Sideløbende findes af og til en historie i kursiv, der beskriver Osewalds vej til at være en ond og manipulerende leder.
Den virkede, især i bgyndelsen, som påklistret og  uden for nummer.
Alt i alt meget ingteressant og spoændende roman.

 

Jeg har læst "Uro"af Jesper Stein.
2012. 409 sider.
Bog nr. 35 jeg har læst i 2021. Feb 2021
Bogen fik pæne anmeldelser og beskrives flere steder son en noget hårdkogt krimi.
Jeg kan godt se, at sproget er lidt "kækt", og det er da ofte et plus, men jeg er alligevel ikke udelt begejstret.
Vores helt hedder Axel Steen, og han er lidt for glad for hash, han lider af dødsangst, og han har problemer med sit kærlighedsliv.
Jeg ved ikke, om man kan beskylde en forfatter ved navn Jesper for at skrive chicklit.
Men noget tyder på, at han kender sine svenske krimiforfattere godt.
Axel er fraskilt, og han har i bogen besøg af sin lille datter. Hende tager han med i lighuset, hvor hun vandrer alene og åbner skuffer med frosne lig.
Typisk chicklit at indrage sådan en scene.
Vi hører alt for meget om hans kærlighedsliv.
Han er naturligvis også en "ensom ulv".
Klichéerne står i kø for at komme til.
Alligevel er bogen ganske underholdende, og en interessant detalje er, at den foregår på Nørrebro.
 

Jeg mangler en betegnelse for det litterære kunstgreb, som  jeg foreløbig vil kalde "Den alvidende forfatter" :"Der var noget, der kløede på indersiden af hjernene, et sted Axel ikke kunne nå, men det forsvandt ikke. Der var et eller andet, som undslap ham ...."

JS har skrevet flere bøger om Axel Steen, men jeg føler mig ikke umiddelbart kaldet til at kaste mig over dem.
Dertil er bøgerne ikke nok epokegørende.
 

Jeg har læst ”Hvor der er fugle” Maren Uthaug.
2017. 301 sider.
Bog nr. 34 jeg har læst i 2021. Feb 2021
Dette er en fantastisk bog fra allerøverste hylde.
Noget af det første man fokuserer på ved en bog er selvsagt titlen, og denne titel er i sig selv smuk som et digt.
"Hvor der er fugle."
Vi starter i 1920 på øen med fyret, der ligger et par kilometer fra Uthaug.
Den gamle fyrmester er i gang med at tage afsked med livet for egen hånd.
Han tager sin hund med på den færd.
Derfra bevæger vi os til 1936, hvor vi følger begivenhederne fra Johans synsvinkel. Han er den nye fyrmester.
Hans liv udvikler sig på en måde, så man sagtens kunne forestille sig, at han også ville tage en dramatisk konsekvens af det.
Det gør han nu ikke.
Han bliver gift med Marie, selv om det er Hannah han vil have.
Og så bliver han fyrmester.
For at få jobbet skal han være gift.
Det kommer til at gå ud over Marie.
De får 2 børn. Darling og Valdemar, der er uden sprog og tror han er en kalv.
Der kommer også endnu et barn.
Marie hader sin svigermor, der beder hende om ikke at fine på et udenlandsk navn til pigen.
Selvfølgelig ikke, siger marie.
Barnet kommer til at hedde Darling.
Som lille bruger hun en del tid på at pine dyr og insekter.
Hvor det seneste barn kommer fra, er en viden, man gerne ville have undværet.
Senere følger vi begivenhederne fra Darlings synsvinkel.
Vi konfronteres med forskellige begivenheder, som vi tidligere oplevedeet med Johans øjne.
Og nu ser tingene ofte ganske anderledes ud.
Alle har det svært, og ingen er lykkelige.
Darling får muligheder for at komme til USA.
Når sandheden skal frem, så er hun nødt til at tage afsted.
Hun vender tilbage 10 år siden blot for at finde ud af, at tingene i Uthaug og på øen er gået deres ualmindelig skæve gang.
Med ét er hendes drømme og visioner banket tilbage til start.
Det er syptomatisk for de personer, vi møder i denne voldsomme og fantastiske roman, at de  igen og igen træffer forkerte valg, som de altid kommer til at betale prisen for.
Hver gang.
Deres skæbner føles troværdige, og man sidder og håber på at MU vil lade noget godt ske for dem.
Eller bare nogen af dem.
Der skal man nok ikke sætte barren for højt.
Kan varmt anbefales
 

Jeg har læser ”3 gamle drenge ” Jerome K. Jerome.
1900. 208 sider.
Bog nr. 33 jeg har læst i 2021. Feb 2021
Bogens titel vil nok forekomme nogle læsere bekendt, og det er da også efterfølgeren til "3 mand i en båd", der er tale om.
Jeg stiftede første gang bekendtskab med 3 mand i en båd, da jeg fandt et uddrag i den engelskbog vi havde i 6 eller 7. klasse.
Den udkom 11 år før denne bog.
Jeg var begejstret lige fra begyndelsen.
Det er i sig selv interessant i at læse en bog, der er 121 år gammel.
Man lærer uvilkårligt en del ved at læse sådan en bog.
Denne er også morsom, men dog slet ikke på højde med 3 mand i en båd, der er enestående morsom.
JKJ benytter sig i udstrakt grad af associationer.
"Jeg kendte engang en mand ..."
Og så kommer vi langt omkring.
Det er det samme i begge bøgerne om de 3 venner..
Jeg vover den påstand, at associationerne fylder mere end selve historien.
I denne bog skal vore 3 venner på cykeltur.
Der står i virkeligheden ganske lidt om at cykle.
Heller ikke som turistbog er bogen særæig anvendelig.
Bogen er genialt oversat af Jesper Ewald (1893 - 1969), som i øvrigt var bror til Poul Henningsen.
"Hvad vi trænger til", sagde Harris, "er forandring.
Og så er vi i gang i denne fine bog fra de dage, hvor vi skrev navneordene med stort.
Da jeg første gang læste bogen tilbage i 60érne gjorde bogen stort indtryk på mig.
Især afsnittet om mensur gjorde stort indtryk på mig.*Ikke mange ved i dag, hvad mensur er, men det kan skam slås op :-)
JKJ skrev "3 mænd i en båd", der i løbet af  20 år blev solgt i en million eksemplarer.
I de 131 år der er gået siden udgivelsen har den aldrig været ude af produktion.
Det kan jeg godt forstå.

"I Tyskland hører man nutildags en del om socialisme, men det er en socialisme, som kun vil blive despotisme under et andet navn. Individualisme har ikke bud til den tyske vælger. Han er villig til, ja ivrig efter at blive kontrolleret og styret i enhver henseende".
Således skrev Jerom K Jerome i året 1900.
Tankevækkende.
 

Jeg har læst ”Kongeriget ”  af Jo Nesbø.
2020. 525 sider.
Bog nr. 32 jeg har læst i 2021. Feb 2021
Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst JN`s bøger om den meget alternative Harry Hole.
Her har vi en helt anderledes enkeltstående roman.
Ved at læse den, blev jeg glædeligt overrasket over, hvor nemt jeg gled ind i handlingen og personernes karakteristika.
Det hele syntes så indlysende
Usædvanligt velskrevet.
Bogen er skrevet i første person, og Roy, bogens jeg-person er dermed bogens hovedperson.
Hans menneskelige kvaliteter synes i første omgang ganske tvivlsomme.
Senere viser det sig, at tingene ikke er som de ser ud til at være.
P. 278: Her møder vi den alvidende fortæller, der gennem Roy siger: "Lidet anede jeg, som man siger.
Netop udtrykket "som man siger" anvender Roy rigtig mange gange. Roy er ordblind, men en dygtig mekaniker. Han er lidt iagttager af de begivenheder, der hænder omkring ham.
Det hele er centreret omkring brødrene Roy og Carl. Rundt om dem er en lang række mennesker med Carls veninde, Shannon fra Barbados, i spidsen.
Alle synes at have skeletter i skabet i denne bog.
Den er voldsom og blodig og fyld med handlinger man næsten ikke drømmer om i sit værste mareridt.
Happy ending.
Det skal man nok ikke forvente fra Jo Nesbø.
Bogen beskriver sig selv påp bagsiden af min udgave som "mørk".
Også i den grad ,,, og grum
Vanvittig spændende bog som sagtens kunne have heddet "Lægn over lægn",
Anmelderne har gang i topkaraktererne for denne bog:
Jeg er enig.
 

Jeg har læst ”Svøm med dem, som drukner ” Lars Mytting.
2015. 443 sider.
Bog nr. 31 jeg har læst i 2021. Feb 2021
Denne bog var ikke LM´s debutroman, men den var hans store gennembrud. Jeg blev fristet til at læse denne bog efter den store oplevelse, jeg havde med "Søsterklokkerne".
Denne er også en speciel og fin bog men knap nok på højde med klokkerne.
Igen er der tale om en slægtsroman, der tilsyneladende betyder alt for LM.
I 1971 bliver et ungt norsk par dræbt i en fransk skov. De havde en 3 årig søn med. Han hed Edvard, og ham møder vi 20 år senere i Gudbrandsdalen i Norge.
Han er vokset op hos sine bedsteforældre, og han grubler meget over, hvad der egentlig skete i den skov.
Jagten på svarene fører ham først til Shetlandsøerne og derefter til Frankrig.
LM skriver levende og malende, og man skal holde ørerne stive, når man læser hans bøger.
I denne bog hører vi som en extra bonus om snedkerkunst, dyrkning af valnøddetræer og piberygning og mange andre ting, der optager Edvard.
Edvard drages på skift mellem 2 kvinder, der er vildt forskellige, og på den front sker der også en udvikling for ham.
Litteratursiden: Det er en skøn fortælling om slægt, savn, kærlighed og muligvis mord. Jeg kan på det varmeste anbefale den.
Bogen var ikke en åbenbaring for mig, som det var tilfældet med Søsterklokkerne.
Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at jeg burde have været mere opmærksom. Alternativt læse bogen en gang mere.
LM er en særdeles spændende forfatter.
 

Jeg har læst ”Den onde søster ” Karen Dionne.
2020. 319 sider.
Bog nr. 30 jeg har læst i 2021. Feb 2021
1-10=2894 sider. 11-20= 3241 sider 21-30=3041
Total 1-30= 9174 sider. Gns. pr bog: 306 sider
Thriller/spændingsroman.
Velskrevet og svær at lægge fra sig.
Bogen har et før-spor og et nu-spor.
Vi starter i nutiden, hvor vi møder 26 årige Rachel, der i 15 år har siddet isoleret på et psykiatrisk opholdssted, fordi hun regner med, at hun har dræbt sine forældre.
Hun finder ud af, at det måske alligevel ikke er tilfældet.
Hun lader sig udskrive for at begive sig langt ud i vildnisset, hvor hendes forældre har en luksushytte.
Vi går tilbage i tiden og følger moderens synsvinkel.
Rachels søster Diana er psykopat, og det viser sig, at hun har haft en finger med i spilllet ved flere uhyggelige begivenheder.
I den øde skov udvikles éns forhold til naturen, og f. eks kan Rachel (måske) snakke med dyrene.
Hun kan også komme tæt på bjørnene.
Det lyder nu noget usandsynligt.
Jeg var ret godt underholdt med denne til tider ret voldsomme beretning.
Anmelderne er ret enige om, at bogen er spændende og uhyggelig:
Bogfidusen mener: Man bliver draget ind i handlingen, der indeholder et hav af overraskende twists

Jeg har læst ”Pigerne fra Englandsbåden” Lone Theils.
2015. 326 sider.
Bog nr. 29 jeg har læst i 2021. Feb 2021
Jeg fandt ud af, at jeg havde læst denne bog før. Men der var så længe siden, at jeg knap kunne huske, hvad der gik for sig.
Jeg gik til sagen med en fornemmelse af, at jeg havde fat i en ganske særlig krimi.
Jeg må desværre konstatere, at det ikke helt er tilfældet.
Journalist Nors Sand køber en gammel kuffert, som viser sig at indeholde billeder af nogle forsvundne danske piger.
Hun finder uf af pigernes identitet og sporene fører hende til England, hvor pigerne forsvandt.
Her kommer hun i kontakt med nogle meget hemmelighedsfulde efterforskere, og dermed har vi den klassiske sammensætning Journalist - Politimand.
Nora har samtidig kvaler med sit kærlighedsliv, og dem hører vi en masse om.
Side 271: "Der var noget ved den bogreol".
Her indrages læserne aktivt.
Vi sidder og spekulere på, hvad der mon kan være med den reol?
Lignende fremgangsmåde møder vi flere steder.
Endnu mere klassisk bliver det, da Nora til sidst får en direkte ordre om, at hun skal melde sig på den lokale politoistation, da hun er i overhængende fare.
Gæt hvad hun gør.
Ritigt.
Hun skal bare lige ......
Og derfor finder vi hende kort efter bastet og bundet og stort set dødsens.
Heldigvis har hun lært Kick boksning :-)

Bogen er uanset hvad underholdende og spændende.
Og såmænd også velskrevet.
Men den tilføjer bestemt ikke noget nyt til genren.
Bogfidusen:

Bogen er Lone Theils debutroman, og det tegner sørme godt for hendes fremtidige forfatterskab. Historien er intens, spændende og nervepirrende. Plottet hænger rigtig flot sammen. En meget imponerende debut.

At forfatteren selv har været journalist og boet i England professionelt er meget tydeligt. Beskrivelsen af London og englændernes måde at være på især overfor danskere bliver flot beskrevet i passager i bogen.

Litteratursiden:
Bogen låner i sin udformning fra femikrimi-genren, da Lone Theils vælger at introducere Noras gamle gymnasieven, Andreas, som er betjent i Danmark. Andreas vil gerne være mere end venner, og hurtigt bliver forkludringen af Noras følelsesliv også en del af krimiens historie.

Jeg har læst ”Dukkebarnet” Inger Gammelgaard Madsen.
2008. 368 sider.
Bog nr. 29 jeg har læst i 2021. Feb 2021
I starten formodede jeg, at jeg havde fået fat i noget ganske særligt.
Som siderne forsvandt, kom jeg frem til, at vi nok befinder os i toppen af den gode mellemkvalitet.
Sproget er ganske godt og malende.
Vores "helt" hedder Roland (Rolando) og stammer fra Napoli.
Han er sidst i 50érne og ganke rar at være i selskab med.
Heller ikke i denne serie undgår vi den klassiske journalist.
Hun hedder Anne og vi får ovenikøbet pressefotografen Kamilla med.
En 10 årig pige findes myrdet, og så går efterforskningen i gang.
Journalisten er ganske forventeligt langt fremme i skoene.
Undervejs overhaler hun endda politiet, og det får naturligvis alvorlige følger.
De havde jeg gættet.
Anne og kamilla har begge "lig i lasten, og så begynder det at lugte lidt af chicklit :-)
Flere klicheèr: På side 265 siger Roland: "Hvad var det han overså?"
På side 307 er han ikke kommet meget længere: "Noget gnavede".
Jeg har ikke sidetallet for hvornår det holdt op med at gnave.
Vi følger handlingen med forskellige synsvinkler, og ender med en stor mængde ledetråde.
Nok også for mange.
Uanset det forudsigelige var jeg rimelig godt underholdt.
Der er en del cliffhangers, og det viser sig, at der er mindst 13 bind i serien.
Jeg tager muligvis nogle flere.
En lektørudtalelse fremkalder bekræftende nik fra Yours truly:
Bogen overrasker eller tilfører ikke genren noget nyt ud over at tilføre krimihylderne endnu en spændende historie og endnu en (dansk!) krimiforfatter, der ikke er blodfornyende, men endnu et bud på en krimiprinsesse. Velkommen til og lad os se, hvordan det hele udvikler sig

Kulturkapellet:
Problemet er, at der i dette tilfælde er tale om en færdigblanding, hvor der ikke kommer noget som helst nyt ud af foretagendet. Alligevel kan man selvfølgelig spørge: Når nu alle de nævnte ingredienser er til stede, hvorfor lykkes det så ikke at blande dem sammen til et spiseligt brød?

Først og fremmest fordi Inger Gammelgaard Madsen forbryder sig mod den mest elementære regel i krimier såvel som i al anden litteratur: Don’t tell it, show it. Hun overlader ikke meget til læseren.

Jeg har læst ”Kort over Canada” af Dorthe Nors.
2018. 137 sider.
Bog nr. 28 jeg har læst i 2021. Feb 2021
Jeg har tidligere med stor tilfredshed læst "Spejl, skulder, blink" af samme forfatter, og det var grunden til, at jeg kastede mig over denne lille novellesamling.
Der er i alt 14 noveller.
Jeg kan læse bag på bogen, at der er tale om fortættede tekster, der slår døren op til store rum.
Jeg så ingen åbne døre til hverken små eller store rum.
Jeg fattede ikke en brik af, hvor vi var på vej hen.
Med stor irritation satte jeg hver gang min lid til næste novelle.
Det skulle jeg så ikke have gjort.
Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af at have spildt min tid.
Det er aldrig rart.
Nu er jeg spændt på, om jeg kan læse frenragende anmeldelser af bogen.
Det er ofte sket for mig.
Jeg skriver altid mine egne anmeldelser inden jeg kaster mig over, hvad andre måtte mene......

... Tænkte jeg det ikke nok.
Litteratursiden mener:

Dorthe Nors lykkes til fulde med at underholde og udfordre sin læser i disse kringlede og finurlige noveller.

Senere hedder det:
Dorthe Nors stil er finurlig, sjov og kringlet. Sætningerne vikler sig ind i hinanden, så man mister stedsansen og nærmest farer vild i, hvad det nu egentlig handlede om. Det er ligesom tanker, der springer hid og did, løsrevet i tid og rum.

Jeg har da ikke ret meget lyst til at glemme, hvad det egentlig handler om.

Litteraturnu:
KORT OVER CANADA af Dorthe Nors er en systematisk opsat novellesamling, der er forvirrende og kaotisk i sine korte fortællinger om hverdagen. Det er dét, den vinder på.

Ok. Godt vi fik sat det hele på plads.
Bogen kan ikke anbefales.
Der findes så mange gode bøger, at det ikke burde være nødvendigt ligefrem at opsøge kaos :-)

Jeg synes stadig jeg spildt min tid.

Jeg har læst ”Mørkeland” af Niels Krause-Kjær.
2019. 299 sider.
Bog nr. 27 jeg har læst i 2021. Feb 2021
Dette er efterfølgeren til Kongekabale, der udkom 20 år før denne.
Jeg har læst de to bøger med få dages mellemrum.
Også her følger vi Ulrik Torp, der nu er midt i 50érne og han er nu kontanthjælpsmodtager.
Bogen er meget forskellig fra Kongekabale.
Her minder den mere om den klassise krimi. Vi kommer noget tøttere  på Ulrik Topr. Vi hører om hans dagligdag og hans ualmindelig forstående kone.
Han har også problemer med helbredet, som vi konfronteres med.
Plottet handler om nogle mord i den politiske verden, og det viser sig, at fokus er på valgsvindel i forbindelse med et folketingsvalg.
Torp kommer i aktivering på Dagbladet, der er den avis, hvor han tidligere var stjernereporter.
Han fpr kontakt til de nye medarbejde på redaktionen, og må erfare, at ikke alt er som det ser ud til at være.
Mos slutn ingen løver vi ind i en gevaldig "Cliff hanger"

Jeg har læst ”Palle Sørensen, Politimorder” af Fran Bøgh.
2007. 195 sider.
Bog nr. 26 jeg har læst i 2021. Feb 2021
Jeg husker ganske tydeligt, den dag, hvor de 4 politifolk blev myrdet af Palle Sørensen.
Jeg husker, at den ene betjent kom fra Gjøl, der ligger ikke langt fra min fødeby.
Det gjorde stort indtryk på mig.
Bogen om Palle Sørensen er velskrevet.
Om det var bedre at "tie ham ihjel" kan man sagtens mene.
Vi bevæger os kronologisk frem i Palle Sørensens liv.
Hans hjem var egentlig ok, men alligevel udviklede han sig til at være en narcissistisk person uden ret megen empati.
Inden mordene havde han siddet 11 år i fængsel.
Han sad i fængsel i 33 år, og det var i høj grad fordi samfundet, forståeligt nok, ville hævne sig på ham.
En løsladelse ville i høj grad krænke folks retsbevidsthed.
Til sidst slap han dog ud, og levede sine sidste år i en ældrebolig i Valby, hvor han kom godt ud af det med sine omgivelser.
Han mente selv, at havde destrueret sit liv, og det kan man kun give ham ret i.
 

Jeg har læst ”Det der er værre” af Lars Kjædegaard.
2016. 302 sider.
Bog nr. 25 jeg har læst i 2021.
Den 9. bog i serien om Thor Belling og Anita Hvid.
Det var egentlig meningen, at jeg ville have læst alle 13 bøger, men nu har jeg 10 stk på CVèt og føler mig rustet til at sige, at jeg har været der.
Her støder vi på en mand, der kommer ud af fængslet efter at have siddet næsten 10 år for et mord, han erkendte, men som han ikke havde begået.
Kort tid efter bliver han selv dræbt.
Whodunnit?
I bogens start opklarer Anita et mord, som intet har med det aktuelle mysterium at gøre.
Også en gang numerologi klistres på bogen.
Jeg kan godt lide Barnaby/Hvid & Belling, men det hænder man vil mere end det.

Jeg har læst ”Kongekabale” af Niels Krause-Kjær.
2000. 235 sider.
Bog nr. 24 jeg har læst i 2021.
Spændende bog. En politisk thriller. 
Det ser vi ikke ofte i Danmark.
Bogen er angiveligt strikket sammen over virkelige begivenheder, nemlig kampen om at blive formand i Det konservative Folkeparti sidst i 90érne.
Det skulle dreje sig om Hans Engell og Per Stig Møller.
Lederen af Det demokratiske Parti kommer alvorligt til skade ved en trafikulykke, hvor hans hustru omkommer.
Straks starter magtkampen om, hvem, der skal stå i spidsen, når/hvis han dør.
Det er ikke kønt.
Alle midler tages i brug.
Journalisten Ulrik Torp arbejder med sagen.
Langsomt men sikkert ser han sine idealer smuldre, hvorpå han selv tager affære.
Det får store konsekvenser for ham.
Bogen blev filmatiseret med Søren Pilmark, Lars Mikkelsen og Anders W Berthelsen i de største roller..
Filmen blev en stor succes og modtag bl. a otte Robert priser.
Efter at bogen blev udgivet fik NKK flere trusler om injuriesager, men han hævdede, at alt var fiktivt.
Ingen af "hovedpersonerne" havde lyst til at lade sig interview, efter at filmen var udgivet.

Jeg har læst ”Et skrig til himlen” af Lars Kjædegaard.
2017. 286 sider.
Bog nr. 23 jeg har læst i 2021.
Jeg er uforvarende kommet til at læse nr. 11 i serien on Thor Belling og Anita Hvid, hvor jeg troede, det var nummer 9.
Det er nu ikke nogen katastrofe.
Jeg har nu læst så mange af bøger fra serien, at jeg er tæt på at synes, at jeg har været der.
Det har langtfra været litterære åbenbaringer.
Her er vi i et nyt univers, nemlig en fiktiv ø i det sydfynske øhav.
Det valg ligger lige til højrebenet, når man nu mener, at LK hver gang jager en ny slags gerningssted til sine forbrydelser.
Igen harmløs og uforpligtigende underholdning.
En litteraturanmelder myrdes. Vi får eksempler på hendes anmeldelser, og de er så grove, at de virker ganske uralistiske.
Gad vide om LK har læst lignende om sig selv? Det tror jeg nu ikke.
Samtidig bliver en ung pige myrdet.
Igen indlogerer Thor og Anita sig et hyggeligt sted.
Efter denne læser jeg én mere bog om Thor og Anita, og så må de lære at klare sig uden min hjælp :-)

Jeg har læst ”Søsterklokkerne” af Lars Mytting.
2019. 445 sider.
Bog nr. 22 jeg har læst i 2021.
Her er vi på øverste hylde.
LK har skrevet en fantastisk historisk roman, der fænger og fængsler.
På en lille gård i Gudbrandsdalen kommer tvillingesøstrene Halfrid og Gunhild Hekne til verden.
De er sammenvoksede, og det viser sig, at de kan væve de mest utrolige billedtæpper.
Efter deres død støber man til deres minde et par klokker, der i de kommende århundreder ringer over dalen.
De kan endda ringe af sig selv.
Livet går videre og en dag kommer en tysk arkitekt til stedet for at tegne og nedtage kirken.
Vi møder også den lokale præst.
19-årige Astrid gør tjeneste i præstegården, og følger kløgtigt med i alt.
LK "maler" med sine ord Gudbrandsdalen, så man synes, man er der. Han maler personerne, så de står lyslevende for os.
Skæbnen eller måske klokkerne råder, og begivenhederne udvikler sig dramatisk og alligevel rørende.
En stor oplevelse venter læserne af denne bog.
Forfatterweb:”Søsterklokkerne” er både en historisk slægtsroman og et storslået drama med en intens intrige, der handler om kærlighed, om kampen mellem ’det moderne’ og ’det gamle’ repræsenteret ved eksempelvis smukt håndværk, mellem by og land, og mellem tro og tvivl. Desuden er det – ikke mindst for Kai Schweigaards vedkommende – en prægtig udviklingshistorie.
 

Jeg har læst ”En god gerning” af Kate Atkinson.
2006. 448 sider.
Bog nr. 21 jeg har læst i 2021.
Man skal være vågen for at følge med i, hvad der sker i KA`s bøger.
Vores ikke særlig hårdtslående helt er Jackson Brodie, tidligere politimand og privatdetektiv.
Han er i Edinburgh sammen med en veninde.
Han overværet et trafikuheld, der udvikler sig voldsomt.
Vi følger nu flere personer, der på en eller anden måde var blandet ind i begivenhederne omkring uheldet.
Sproget er levende og afvekslende, og resultatet er noget, man ikke oplever i ret mange bøger.
Personerne fremstår levende og spændende.
Det er ikke så ligetil at give et referat af begivenhederne, men der er bestemt meget at komme efter.
Kan varmt anbefales.

 

Jeg har læst ”Skakten” af Lars Kjædegaard.
2016. 299 sider.
Bog nr. 20 jeg har læst i 2021.
1-10=2894 sider. 11-20= 3241 sider
Total 1-20= 6135 sider. Gns. pr bog: 306 sider

Dette er bog nr. 9 i serien om Thor Belling og Anita Hvid.
LK arbejder i hver bog med nye scenarier, som han gerne vil afprøve.
På den måde kommer vi langt omkring.
En psykolog forsvinder, men det sker af og til, hævder hendes mand Stig Kretscmer.
Samtidig laver han en aftale om at hjemmeundervise Jane, en 16årig fremmelig pige.
En kontroversiel politiker myrdes med en slangebøsse, og senere myrdes borgmesteren i Farum med bue og pil.
Og så går Thor og Anita i gang.
Ganske spændende krimi, der dog er langt fra at være et mesterværk.
God underholdning, let at kapere.
I bogen optæder en filippinsk aupair-pige.
Hun hedder Nam Thip og kommer fra Manilla.
Byen hedder altså Manila, og nam Thip er ikke et almindeligt fil. navn; snarere vietnamesisk.
Det kunne jeg godt tænke mig at høre forfatterens kommentarer til :-)

Jeg har læst ”De stumme piger” af Steffen Jacobsen.
2020. 285 sider.
Bog nr. 19 jeg har læst i 2021.
Før jeg fik fingre i denne bog, var jeg omkring nogle chicklit-bøger.
Det blev jeg grundigt træt af, så det var dejligt at komme i gang med "De stumme piger".
Vi starter med mordet på den dømte voldtægtsforbryder Gordon Nimb.
Og det er et yderst voldsomt og ubehageligt drab.
Alle er enige om, at Nimb var et dumt svin, men alligevel giver det ikke ret til at likvidere ham.
Vores efterforsker er Tanya, der søger hjælp hos sin tidligere mentor. Hun får hjælp af sin nye kollega Kadeem Forrashi.
De stumme piger er muslimske ofre. På grund af deres æresbegreber kan de ikke berette om de overgreb, de blev udsat for.
Det er en rigtyig voldsom bog; ikke for sarte sjæle.
SJ skriver godt, og man er virkelig godt underholdt.
Overraskende slutninger er altid velkomne.
Jeg vil gerne læse mere af Steffen Jacobsen.

Jeg har læst ”Svar hvis du kan høre mig” af Ninni Schulman.
2013. 440 sider.
Bog nr. 18 jeg har læst i 2021.
Dette er den 3. lange bog af NS, jeg har læst i den senere tid om journalisten Magdalena og politifolkene på den anden side.
Bøgerne er spændende, og det er lykkedes dem at fange mig ind, men de har for lidt at byde på.
Det er chicklit, så det vil noget.
Nu gider jeg ikke læse om babyer, der får tænder eller alle mulige problemer med hovedpersonernes privatliv.
Vi starter i klassisk Agatha Christie-stil.
Der sker et mord i  en lille gruppe af jægerne.
Vi får at vide, at morderen findes i ghruppen.
Politichef Petra var med i selskabet og er derfor inhabil.
Hun kommer nu alligevel med i arbejdet.
Journalisten Magdalena er på barsel, men hun kan heller ikke holde sig væk.
Så klassisk som noget kan være.
Bogen er fyldt med klichéer:
P 406: " ...Der var noget, der ikke stemte, men hun kunne ikke sætte fingeren på det".
Nu har jeg giver NS tre chancer.
Hun får ikke flere.
Der findes så mange fine krimier.
Find en anden.

Jeg har læst ”Døden i Harkaberg” af Lars Kjædegaard.
2015. 317 sider.
Bog nr. 17 jeg har læst i 2021.
Dette er den 7. bog i serien om Thor Belling og Anita Hvid.
Det lader til at LK finder kortbogen frem, når han skal skrive en ny bog i serien, hvorefter han vælger en skueplads.
Denne gang er vi så havnet i Midtsverige.
Thor er på vej på ferie, da han på en motorvejscafeteria oplever, at en dansk kvinde forsvinder. Han hjælper manden med at søge, men i første omgang uden held.
Parret bor lige i nærheden, og Thor følger med manden hjem.
Efter nogen tid kontakter de politiet, og det bliver arrangeret, at Thor skal assistere det svenske politi.
Anita bliver involveret i sagen ved at tage kontakt til parrets venner og familie i Danmark.
Og så går jagten i gang.
Bogen er ok spændende, og jeg kan rigtig godt lide Thor og Anita.
Især Thor har en fornuftig undstilling til livets tildragelser.
Der er lidt boheme over den måde, de to finder ud af det på.
Jeg går snart i gang med bind nr. 8 i serien.
 

Jeg har læst ”Drengen der holdt op med at græde” af Ninni Sshulman.
2012. 396 sider.
Bog nr. 16 jeg har læst i 2021.
Dette er da helt bestemt en spændende krimi, men jeg føler mig lidt "forført" af en bog, der sagtens kan betegnes som chicklit.
Her veksles flittigt mellem personernes arbejde med at opklare/skrive om forbrydelserne.
Og naturligvis bliver hendes dreng mobbet i skolen.
Det er lige efter bogen.
Magdalena er journalisten, som altid halter efter nyheder om de forbrydelser, som vores politivenner skal opklare.
Her der der indtil flere mordbrande, der skal opklares.
Men jeg er altså godt underholdt og har svært ved at lægge bogen fra mig, men samtidig sidder jeg med en fornemmelse af, at der er langt til loftet.
Jeg kan godt lide de titler de danske udgaver af   NS`s krimier.
Og der er rigtig flotte forsider på de udgaver jeg har læst.

Jeg har læst ”Blomstermanden” af Lars Kjædegaard.
2014. 264 sider.
Bog nr. 15 jeg har læst i 2021.
Dette er den 6. bog i serien om Thor og Anita.
Jeg så et sted serien beskrevet som værende fra den øvertse halvdel af midtergruppen.
Det er hyggekrimier, så man uvægerligt tænker "Barnaby".
Som jeg i øvrigt synes godt om.
I denne bog møder vi  straks "skurken", som er noget så sjældent som en lejemorder.
En ny synsvinkel fra LK, der tilsyneladende afprøver alle mulige handlingsforløb i sine krimier.
Først bliver to jurister skudt. Senere skyder lejemorderen den, der bestilte drabene.
Der ved vi mere end Thor og Anita, men det gør det ikke mindre spændende at følge opklaringsarbejdet.
Thor og Anita arbejder også lidt med deres indbyrdes forhold, der som regel fungerer ganske fint.
Spændende bog i et nyt miljø.
Jeg har det godt med Thor og Anitas tilbagelænede syn på tilværelsen.
Men er det realistisk.
De er lidt livsnydere, og det er ganske dejligt.
Bind 7 ligger allerede klar til mig.

Jeg har læst ”Kastanjemanden” af Søren Sveistrup.
2018. 522 sider.
Bog nr. 14 jeg har læst i 2021.
Dette er en usædvanlig krimi, og samtidig er det en usædvanlig god krimi.
Med sine 522 sider er den også usædvanlig lang.
SS kender vi som forfatter til TV-serien Forbrydelsen.
Bogen starter tilbage i 1989, hvor vi befinder os midt i et blodigt drama, der naturligvis er optakten til bogen.
Næsten en hel familie dræbes voldsomt, og da den secne er udspillet, bevæger vi os frem til nutiden.
Vi har 2 hovedpersoner. Vi har Hess, der en "sendt hjem#" fra Europol, og så har har vi den enerådige Naia Thulin, der bliver sat på sagen, da en yngre kvinde findes myrdet. Den dræbte har fået sin ene hånd skøret af, og på scenen finder efterforskerne en kastanjemand.
Snart finder et nyt drab sted, og vore 2 venner kæmper med at løse gåden.
Vi præsenteres for en ualmindelig spændende og troværdig handling.
Bogen er særdeles voldelig og grum, og SS går lige til grænsen med sine udpenslinger af begivenhederne.
Thulin og Hess beskrives virkelig godt. Her har vi to "ensomme ulve" der forsøger at samarbejde.
*Bogen kan varmt anbefales.
Hvis Hess og Thulin igen dukker op i den samme historie, vil jeg stå på spring for at være med.

Jeg har læst ”Sorte Sø” af Lars Kjædegaard.
2013. 261 sider.
Bog nr. 13 jeg har læst i 2021.
Dette er den 5. bog i serien om Hvid og Belling.
Nu er jeg begyndt på serien, og jeg arbejder mig stille og roligt gennem alle 11 bind.
Det er klassiske krimier af en rimelig kvalitet.
LK synes at placere sine krimier i skiftende lokaliteter og miljøer.
På den måde kommer vi også lidt rundt i Danmark.
I denne bog er vi landet på Silkeborg-Egnen.
Det betyder jo, at Anita og Thor skal overnatte ude, og så sker der jo altid lidt for de to på kærlighedsfronten.
Det er altid et af temaerne i bøgerne.
Og de er begge vældig sympatiske, så det er fint at følge med i deres gøren og laden.
En mand omkommer i en skov ved Silkeborg.
Han har fået lov til at bo i skoven af den lokale skovrider.
Angiveligt skulle han lide af PST, men det viser sig, at han aldrig har været ved hæren.
Og hvem er han så?
Anita og Thor flytter først ind på et lokalt B&B, og så går de i gang.
De finder nogle foruroligende malerier, som den afdøde Jens Lokk har begået.
Langsomt redes trådene ud i den indviklede sag.
Generelt vurderes serien om Hvid og Belling til at være i den gode del af mellemklassen, og det er jeg enig i.
Politiken giver 4 af seks stjerner og tilføjer:
Blandt et anløbet galleri af perfektionistiske skovridere, politifolk, pensionister, pornofabrikanter, psykologer, særlinge og verdensfjerne kulturforbrugere lunter handlingen og opklaringen jævnt af sted i den blanding af let ironi og let melankoli, Lars Kjædegaard har gjort til sit varemærke
 

Jeg har læst ”Grøn Himmel” af Rolf Bagger.
2019. 116 sider.
Bog nr. 12 jeg har læst i 2021.
Bogen er trist og hjeteskærende fra ende til anden.
Vi er i Nordjylland, hvor vi møder et aldrende ægtepar.
De er i færd med at skille sig af med deres sommerhus, fordi det overtsiger deres kræfter at passe det.
Manden mener, at det er en handel, de har været enig om.
Konen er knap så sikker.
De magter ikke længere at kommunikere.
Kontakten med naboer og familien er også akavet og problematisk
Manden er inde på, at konen er blevet lidt dement, men hvad med ham selv?
Hun siger underlige ting, når de er sammen med andre, og hun er ekspert i at straffe ham med tavshed.
Det er måske værd at bemærke, at forfatteren i udgivelsesåret er 84 år gammel, så det er ikke utænkeligt, at han taler om noget, han er bekendt med.
Stilen virker fristilsagtig, men det er måske tilsigtet.
Hvor må det være forfærdeligt for mennesker, der mod afslutningen af rejsen kan se på, at alt smuldrer mellem fingrene på dem.
 

Jeg har læst ”Etta og Otto og Russel og James” af Emma Hooper.
2014. 341 sider.
Bog nr. 11 jeg har læst i 2021.
Overordet set er romanen nærmest poetisk, svævende og drømmende.
Og ualmindlig mystisk.
Vi er i Canada, hvor den 83-årige Etta beslutter sig til at vandre til havet flere tusinde kilometer væk.
Hun er ved at blive glemsom, og har en seddel med med de nødvendigste data.
Tilbage sidder Otto.
Og måske også Russell, der altid har elsket Etta.
Russel tager afsted for at finde Etta, mens Otto bliver tilbage for at lave dyr af papamaché.
Etta har selskab af en ”talende” prærieulv ved navn James.
Bogen farer hele tiden frem og tilbage mellem nutid og fortid.
Af og til lægger man knap mærke til, hvor man er.
Identitetsskift forekommer vist også.
Som bogen skrider frem, bliver tingene mere og mere blandet sammen.
Måske for at skildre det, der sker i hovedet på den gamle kvinde.
Jeg blev noget irriteret over ikke at kunne følge med i handlingen.
Hvad er drøm, og hvad er virkeligheden?
Måske er det forfatterens mening at præsentere mig for et digt i prosaform?
Emma Hoopers debutroman var for mig en stor læseoplevelse med megen visdom og humor. Bogen består af mange små afsnit, som tilsammen tegner fine billeder af personerne, og jeg mindes ikke at hæve læst noget lignende. 

Bogrummet.dk:

“Etta og Otto og Russell og James” er en af den slags bøger hvor man efter endt læsning, sidder med en fornemmelse af at al fremtidig læsning vil være spild af tid. Chancen for igen at få en sådan læseoplevelse, er ikke umiddelbart overhængende. 

Det sker rigtig ofte, at jeg læser anmeldelser, som jeg har svært ved at være enige om.
Det gør mig en anelse bekymret.
Jeg funderer altså stadig over, hvor James, den talende prærieulv, kommer ind i billedet.

Jeg har læst "Familiehistorier"  af  Kate Atkinson.
2004 347 sider
Bog nr. 10 jeg har læst i 2021.
Bøgerne 1-10 = 2894 sider.
Her har vi en ganske usædvanlig krimi.
Det første jeg hæfter mig til, er det smukke, malende og  særdeles afvekslende sprog.
Det er også morsont.
Sjældent har jeg set så fine personbeskrivelser.
Det er ikke noget, man kommer hurtigt igennem, men det er virkelig noget at hente.
Først præsenteres vi for 3 "sager":
Den første handler om en besynderlig familie, hvor den yngste 3 årige datter forsvinder efter at have sovet i et telt i haven sammen med sin storsøster.
Næste sag er om en usædvanlig overvægtig mand, der får sin datter ansat i det advokatfirma, hvor han er partner.
På pigens første arbejdsdag kommer en mand ind i firmaet og stikker hende ihjel med en kniv.
Den sidste sag handler om en kvinde og mor til en baby,  der føler sit ægteskab så belastende, at hun dræber sin mand med en økse.
Nu kommer  Jackson Brodie på banen.
Det viser sig at stakkels Jackson selv bærer rundt på Sag nr. 4.
I øvrigt er Jackson så lang fra at være en helt, som man næsten kan komme.
Han har tandpine, og i øvrigt er hans liv kaotisk.
Lige så stille løber alle sagerne sammen i et spor, og man skal virkelig være vågen for at holde styr på det hele.
Der er stil over Kate Atkinsosn bøger.
Jeg er fan.
Kan varmt anbefales.

 

Jeg har læst "En læser bliver til"  af  Birthe Rønn Hornbech.
2020 189 sider
Bog nr. 9 jeg har læst i 2021.
Jeg havde ganske store forventninger til denne bog.
For én, der er "superlæser" er det interessant at se, hvordan andre er "kommet i gang".
Jeg blev rigtig skuffet.
BRB og jeg selv har nok været omkring de samme forfattere.
Vi har læst Herman Bang, I.P. Jacobsen og Johs V. jensen.
Men under læsningen har vi brugt vidt forskellige briller.
En under-overskrift i denne bog kunne sagtens være "Gud er stor".
Det er milevidt fra mit udganspunkt. når jeg læser.
Nu har jeg læst bogen, og det kan jeg ikke bruge til så meget.
Jeg beholder mine briller på :-)
Og jeg kan hilse at sige, at læseoplevelserne ikke fejler noget, selv om man ikke altid har fokus på, at Gud er stor.
Enhver er salig i sin tro, og fred være med det.
 

Jeg har læst "Pigen med sne i håret"  af  Ninni Schulman.
2010 395 sider
Bog nr. 8 jeg har læst i 2021.
Rigtig klassisk krimi - som jeg næsten ikke kunne lægge fra mig.
NS følger nærmest krimiens ABC.
Vi har 2 politifolk Petra Wilander og Christer Berglund.
Begge har masser af  hjemlige problemer, som vi følger meget nøje.
Nok også for meget.
Dernæst har vi en frustreret journalist, som står i problemer til halsen.
Men historien er spændende nok, så jeg lod mig villigt indfange.
Vi kommer ind, hvor en sekstenårig pige forsvinder.
Hun eftersøges i lang tid, indtil man pludselig finder et lig af en ung pige.
Men det er ikke hende.
Så har vi pludselig 2 forbrydelser.
Journalisten kæmper en hård kamp for at få fingre i førstehåndsoplysninger.
Hendes indsats obstrueres konstant af problemer med søn og eksmand.
Tro mod denne krimitype begiver hun sig i aktion, der i første omgang  går galt.
Det vidste jeg jo.
Bogen er nok rigtig god for chicklit elskere.
Jeg tager næste bind i serien med også :-)
Gyldendal:Pigen med sne i håret modtog fantastiske anmeldelser over hele linjen og er første krimi i serien om journalisten Magdalena og politibetjentene Petra og Christer fra Hagfors Politi
Bogfidusen.dk:
 Romanen er en debutroman og er dette taget i betragtning en rigtig underholdende en af slagsen. Historien hænger godt sammen og persongalleriet er tilpas spændende til at give bogen en god substans. Bogen er spændende og svær at lægge fra sig Den omhandler følsomme emner som Trafficking, skilsmisse, delebørn og ensomhed.
 

Jeg har læst "Goyas hund"  af Lars Kjædegaard.
2012 258 sider
Bog nr. 7 jeg har læst i 2021.
Dette er 4. bog i serien om Hvid og Belling.
En berømt dansk forfatter findes knivdræbt i Spanien. Det bliver en opgave for Anita, der hermed for første gang bliver leder af en efterforskning.
Hun kender forfatteren og er især begejstret for en bog, han har skrevet.
(Det evige sted)
Hjemme i Danmark arbejder Thor med oplysninger fra den døende gangster Lothar Zolle. Her får han nærmest 3 mordere foræret af den gavmilde gangster.
Anita føler sig usikker, men Thor hjælper fra sidelinjen.
Jeg har det bedst, når de to hjælper hinanden med de forskellige udfordringer.
På linie med de 3 første bøger, har vi med en klassisk krimi at gøre.
Lidt adstadigt tempo, hvor vi i bøgerne arbejder os igennem forskellige miljøer.
Det er lidt hyggeligt og ganske god underholdning, og jeg sidder lidt med en fornemmelse af, at det minde om Barnaby.
Jeg erfarer, at LK har planer om at skrive 40 romaner med Thor og Belling i førersædet.
Det er godt nok mange :-)
Anita og Thor bor "ingen steder", og det gør det jo nememre for forfatteren.
Men der er masser af stednavne i bogen,
Bl. a hører vi i denne bog om et mord i Aabybro i 1983.
Jeg kender godt Aabybro, eftersom jeg er født der, men jeg  har ingen erindring om et uopklaret mord tilbage i firserne.
Fiktivt? Det er muligt.
LK er ret god til at "tegne" personerne for mig.
I denne bog var jeg godt underholdt i selskab med den psykisk syge Asbjørn.
Jeg springer også på Bind 5.
 

Jeg har læst "Hvornår kommer der en god historie"  af Kate Atkinson.
2008 334 sider
Bog nr. 6 jeg har læst i 2021.
Spændende og temmelig usædvanlig krimi.
Af rigtig gode ting kan nævnes boegens ualmindelig interessante og velbeskrevne personer.
I Devon i England oplever seksårige  Joanna at hendes mor, hendes søster og dres hun bliver stukket ihjel.
Hun gemmer sig i en kornmark.
30 år senere bliver morderen Andrew Decker løsladt efter at have afsonet sin straf.
Den 6årige en nu  Dr. Joanna Hunter.
Hun har et barn, der passes af den 16 årige Reggie.
Pludselig er Joanna væk.
Reggie kontakter politiet med vicekriminalinspektør Louise Monroe har travlt med en sag om hustruvold, så hun får hjælp af sinn gamle ven Jackson Brodie.
En af teorierne går på at Decker vil gå efter Joanna.
Men hvad nu hvis Joanna går efter Decker.
Dette er faktisk en klog krimi. Der ligger meget gemt i denne spændende thriller.
Som barnepigens prisværdige livsfilosofi lyder: "Vi er alle sammen alene, derfor må vi tage os af hinanden.
Ovenstående er Rggies ord.
Jeg skal læse mere af Kate Atkinson.

Jeg har læst "Skal vi knalde mens vi venter"  af Mikael Strøm Eriksen.
2019 206 sider
Bog nr. 5 jeg har læst i 2021.
Ganske underholdende lille roman.
Ditlev opfører sig lidt som en teenager, men han er altså 33 år.
Da vi møder ham, er hans kæreste Helena netop skredet.
Nu kører det lidt frem og tilbage i tiden, hvor vi præsenteres for alle de piger, Ditlev har været sammen med.
Vi går lidt tæt på hans seksuelle udfoldelser, og det er jo altid morsomt.
Helena mødte han ombord på et fly til Spanien.
Hun var på vej for at finde en eller anden spanier, hun kunne være sammen med.
Det blev så Ditlev i stedet for.
Ditlev laver utallige dumheder, og der går undertiden lidt "Klovn" i den.
Han har svært ved at acceptere, at Helena er væk, og han kæmper hårdt for at få hende tilbage.
Det forhindrer ham ikke i at jagte ethvert skørt, han møder.
Jeg er lidt usikker på, hvad budskabet er i denne bog.
Bogen, der ikke er chickklit, men dicklit beretter om, at Ditlev nok er sin egen værste fjende.
Men hvem af os, har ikke dummet sig?
Hvem, kaster den første sten :-)

 

Jeg har læst "Vejen går gennem luften"  af Inge pedersen.
2017 301 sider
Bog nr. 4 jeg har læst i 2021.
Dette er 3. bind i en slags serie om den unge pige ,der helt sikkert er Inge Pedersen.
Hun kommer fra Vendsyssel og kommer på et mindre Vestjysk seminarium.
Jeg kommer selv fra Vendsyssel og studerede på et mindre jysk seminarium, og det gør den selvsagt intereessant for mig.
Vi hopper gennem hendes uddannelse, som IP nænsomt levendegør for os gennem sin eminente brug af sproget.
"Men en morgen vågner jeg ved, at mørket er skrumpet".
Smukkere kan det vel ikke siges.
Alle kan have stor fornøjelse og få en stor læseoplevelse ved at følge IP i hendes 3 bøger.
Hun har modtaget talrige priser, og det kan jeg sandelig godt forstå.
 

DJeg har læst "Refugium"  Anita Albers.
2020  294 sider
Bog nr 3 jeg har læst i 2021. 

Refugium betyder ”tilflugtssted”. Inden for biologien er det et sted, hvor dyr og planter kan overleve i ellers hårde tider.
Et eller andet sted i landet møder vi Juliane. Hendes 2 døtre er flyttet hjemmefra, og hun er blevet separeret fra Max.
Hendes moster er netop afgået ved døden, og nu besøger hun det hus, hvor hun som stor pige var på besøg.
Dengang kendte hun drengen Janus, som hun sidst så, da han kom til skade ved en faldulykke.
Hun møder igen Janus, der nu er gift og passer sin kræftsyge kone.
Juliane er nu tvunget til at forholde sig til sit liv og alle de mennesker, der optræder i hendes liv.
Skal hun blive boende, hvad med Max, hvorfor hader hendes døtre hende?
 

Det er en særdeles vedkommende og veskrevet bog.
Personere bliver ualmindelig godt beskrevet. Vi føler med Juliane og forståt at uanset hvad hun bestemer sig til, vil det gøre ondt på nogen.
Bogrummet.dk skriver:
Refugium handler om relationer mellem mennesker, både når de går godt og især når de smuldrer. Lige så meget handler den om den personlige udvikling et menneske kommer i når alting ændrer sig. For hvem er man, når man ikke længere ser sig selv i relation til andre, men blot er sig selv? Bogen er velskrevet og godt komponeret, og jeg nød læsningen af den hele vejen igennem. Gårdens landlige idyl gør bogen hyggelig på trods af hovedtemaerne skilsmisse og skilleveje, og kan bestemt anbefales.
Generelt smukke anmeldelser
 

Jeg har læst "En perfekt datter"  Amanda Prowse.
2016  285 sider
Bog nr 2 jeg har læst i 2021. 

Chicklit, men ganske velskrevet chicklit.

Jacks har et par teenagebørn, og så passer hun sin mor, der er dement.
Hendes mand er lidt blevet en vane.
Ikke noget spændende liv

Hun har nogle (mange) uindfriede drømme, og dem går vi i ca hverandet kapitel 19 år tilbage for at finde.
Langsomt men sikkert vokser tingene hende over hovedet.
En kæreste fra gamle dage spøger også.
Man bliver fanget ind af handlingen, men bogen har for lidt at byde på.
Vi møder selvsagt kæresten fra det gamle liv i det nye liv, og vi finder ud af, om man kan skrue tiden tilbage.
Man kan ikke undgå at blive grebet af handlingen.
Især gjorde det indtryk at læse om, hvordan den demente mor kan forpeste livet for Jacks, og det bringer nogel relevante spørgsmål frem.
Er det i orden, at man tager sådan en opgave på sig i stedet for at overlade den demente til professionelle?
Jacks forsøger at udleve sine egne uopfyldte drømme gennem datteren.
Det er altid en dårlig ide.
Amanda Prowse får ikke mange krydser på min huskeliste med forfattere, jeg skal holde et vågent øje med.

Jeg har læst "Tour de Chambre "  Tine Høgh.
2016  285 sider
Bog nr 1 jeg har læst i 2021. 

"Hvad er nu det", var min første tanke, da jeg lukkede denne bog op.
Med enkelte undtagelser består bogen af små sætningsblokke, og der er endda store mellemrum mellem disse blokke.
Lidt efter lidt vænnede jeg mig til det, og det gik op for mig, at der stod mindst lige så meget mellem tekstblokkene.
Hemingway blev kendt for at skrive bøger som mindede om isbjerge. 
Kun lidt stak op over overfladen. Det meste var under vandet, og det skulle læserne selv regne ud.
Sådan er det vist også her.
Asta bliver inviteret til en mindehøjtidelighed for  en ven, der døde for 10 år siden.
Nu går det frem og tilbage mellem nutid og fortid.
Meget af historien foregår på et kollegium.
Jeg har selv boet på et kollegium og kender godt til de "underlige" ting, der kan foregå sådan et sted.
Det endte med, at jeg fløj gennem bogen, mens mit indre jeg opdaterede hele tiden med det der manglende.
På den måde blev det lidt til min bog.
Berlingske Tidende giver 6 ud af 6 stjerner og tilføjer:
Tine Høegs »Tour de chambre« er en formidabel, fortvivlet og morsom rejse frem og tilbage mellem ungdom og voksenliv – med kærligheden som en stadig udfordring og skabelse som en udvej.