Bog nr. 100 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Wendys vidunderlige verden" af Marianne Verge.
2010. 127 sider.
Det er en rigtig sød bog, som det tog mig lidt tid at vænne mig til.
De fleste af os kender en Wendy fra Peter Pan, og da en af mændene i bogen hedder Peter, kan vi nemt regne ud, at det handler om jagten på det gode liv og drømmen om ikke at blive voksen.
Wendy eller Anne-Mette, som hun hedder i virkeligheden bor sammen med filminstruktøren Peter, som finder en anden.
Det er han meget åben omkring, og da da Wendy spørger ind til, hvad han havde gang i forklarer han, at han blev ramt af lynet, da han mødte Anna. Og Wendy var der jo selv, så hun burde da vide det.
Sådan én er naturligvis ikke værd at samle på, men Wendy er ret ulykkelig indtil hun en dag får et strygejern i hovedet, og da forandrer hendes liv sig.
Hun møder Anders, der er fra Randers, og ham er der mere bund i.
Vi møder kredsen omkring Wendy, der er en ganske spændende flok.
Vi møder minsandten også Jørgen leth, der vist også kæmper for ikke at blive voksen.
Alt i alt en fin debut for MV, selvom der bestemt ikke er tale om et nanebrydende mesterværk.

Bog nr. 99 jeg  har læst i 2017.
Jeg har læst "Paa Gjengrodde stier" af Knut Hamsun.
1949.185 sider.
Dette er det sidste verden fik fra den elskede og Hadede Knut Hamsuns hånd.
Her beskriver han sin almindelige hverdag som varetægtsfange.
Han synes ikke at forstå eller anerkende, hvad der har ramt ham.
Bogen anses af mange for at være en af de mærkeligste i norsk litteraturhistorie.
Når man læser dette værk, har man svært ved at tro, at den 90 årige forfatter har "varigt svækkede åndevner",
Han beskriver tværtimod kirurgisk nøjagtigt, hvad der hænder ham, og hvordan man koster rundt med ham.
Hamsun døde 19. februar 1952 på gården Nørholm, hvor han også var "fange" til sidst.
Da havde han i mere end 70 år været i tjeneste hos ordene.
"Processen mod Hamsun" af Thorkild Hansen kan også anbefales.
 

Bog nr. 98 jeg har læst i 2017
"Er der vilje er der vej" Af Niels Ole Frederiksen
2006.  94 sider.

En lille sød bog om udbryderkongen Carl August Lorentzen, der i 1949 flygtede fra Horsens Statsfængsel.
Det tog ham 8 måneder at lave den 18 meter lange tunnel.
Man har helt ondt af ham, da han efter kun 6 dage bliver fanget igen.
Den gårejer, der angav ham fik ikke færre end 15 trusselsbreve.
Der kan man bare se :-)
 

Bog nr. 97 jeg har læst i 2017
"Fodrejse ad tilgroede stier"af Egon Clausen
2010 165 sider.
Det er en rigtig velskrevet og veloplagt bog, som nok kun kan have interesse, hvis man bor i eller kommer fra egnen omkring Skjern.
Det gør EC, der er født og opvokset i Hemmet.
Han var i en årrække ansat i Danmarks Radio.
Jeg havde fornøjelsen af at opleve EC til et foredrag i Skjern, og han var rigtig god til at fortælle.
Det gav mig lyst til at læse bogen, hvor man følger ham på vandringer i området.
Han snakker med folk, hvor han kommer frem, og naturligvis er der mange, der har en historie at fortælle.
Spændende lille bog.
 

Bog nr. 96 jeg har læst i 2017.
"Drabsafdelingen" af Steen Christensen
1995. 189 sider

Man skulle ikke umiddelbart tro, at legetøj og mord har ret meget med hinanden at gøre. Men ikke desto mindre bliver politimanden John Møller kaldt ud til et mord på en legetøjsforhandler på Østerbro i København. Mordet er iscenesat som et såkaldt 'demomord', så Møller og hans sjak må løbe stærkt for at forhindre, at morderen slår til igen. Steen Christensen (1944-1998) var en dansk forfatter, pianist og komponist og cand. mag i dansk og latin. Steen Christensen udmærkede sig ved sine skarpe og fine ragtime kompositioner og spillede igennem årene i en lang række bands og orkestre. Hans akademiske baggrund gjorde, at han blev ansat som adjunkt i gymnasieskolen. Steen Christensen debuterede som forfatter i 1987 med novellesamlingen 'Johnnys afdeling'. Han udgav sidenhen en række bøger, ofte i krimi- og thrillergenren. Steen Christensen modtog i 1995 Det Danske Kriminalakademis debutantpris for Drabsafdelingen.

Bog nr. 95 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Den sidste akt" af Mari Jungstedt.
2012. 287 sider.
Dette er bind 10 i serien om Anders Knutas og Karin og Johan.
Jeg gad vide, hvor mange bøger, der er planlagt i serien. De fleste andre serier når ikke meget længere. Wallander sluttede med bind 10.
Her går det videre med forbrydelserne på Gotland, mens vi sideløbende følger "vore venner". Knutas er nu blevet skilt, hvad han ikke fatter en lyd af.
Karin har fået kontakt til den datter, hun måttte give fra sig, da hun var ganske ung.
Johan har det som regel ok, uden at det er helt fantastisk.
Der er folkemøde på Gotland og en kontroversiel forfatter og debattør, Eika Malm findes myrdet.
Mysteriet opklares, og dermed er vi klar til bind 11.
Jeg følger med :-)
 

Bog nr. 94 Jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Og halsen af en svane" af Inge Pedersen.
2006 161 sider
Vi er i Nordjylland under krigen, hvor vi følger en unavngiven lille pige, og vi oplever krigsttiden gennem hende.
I den alder er det ikke alt, man forstår, og som læser får man heller ikke alt at vide.
Det var en stil, jeg skulle bruge lidt tid på at vænne mig til.

Fra litteratursiden.
Målgruppen er ikke kun forfatterens samtidige, også yngre aldersgrupper (nok mest kvinder!) vil glæde sig over disse medrivende barndomserindringer, der også er en stor sproglig oplevelse.

Mest kvinder? Hmmmmmmm

Bog nr. 93 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Volvo Lastvagner" af Erlend Loe
2005. 234 sider.
Igen en rigtig god bog af EL, men den er dog ikke så fantastisk som Doppler.
I "Doppler" er der ingen slinger i valsen. Den er vanvittig hele vejen, men her begynder han at hale lidt i land.
Den tamme elg Bongo forlader ham, og han søn vælger også at drage hjem til mor igen.
Der er stadig mange vildt sjove ting.
Der er f.eks den meget gamle Maj Britt, som gerne vil have sex med Doppler, fordi han er så velrudrustet.
Det vil han ikke.
Hans spejder-kursus hos Von Borring er også herligt.
 

Fra Litteratursiden:

Selvom bogen er ustyrlig morsom, kan man nogle gange blive lidt træt af den Anders Lund Madsenske "glad i låget" metastil, hvor forfatteren selv kommenterer begivenheder i bogen. Nogle gange ret morsomt, men for det meste ret plat og lamt.

Har du aldrig læst Loe før, kan det måske være en idé at starte med "Doppler", men "Volvo Lastvagnar" er bestemt også værd at læse, specielt hvis man holder af skæve eksistenser og humor.

Bog nr. 92 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Doppler" af Erland Loe
2004. 176 sider.
Bogen er gennemført vanvittig hele vejen igennem, og det er så grotesk, at det bliver ualmindelig underholdende.
Doppler er familiefar med to børn og udmærket arbejde.
En dag vælter han på cykel, og da han kommer til sig selv beslutter han sig til at lave om på alt og flytte ud i skoven, hvor han vil bo i et telt.
Han nedkæmper en elg, og senere bruger han det røgede kød til at bytte sig til alt muligt.
Den efterladte elgkalv bliver hans bedste ven og følger ham i alt.
Konnen kommer af og til på besøg, og senere beslutter han sig til, at hans søn også skal bo i skoven.
Han får flere følgere, og det irriterer ham, da han helst vil være alene.
Bogen slutter med at han rejser "videre" med elg og barn.
Det er morsomt at læse om en mand, der gør det, som mange nok kunne have lyst til.
Doppler gennemfører uden de store problemer, men så let vil det nok ikke gå i virkeligheden.
Det er helt urealistisk, at det kunne gå sådan til i virkeligheden, men underholdende er det.
Sprogligt er der ikke de store dikkedarer; det er nemt at læse og følge med i eventyret, for et eventyr er det under alle omstændigheder.
Og i et ventyr kan alt ske, ikke sandt?
Bogen kan varmt anbefales.
 

Bog nr. 91 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Den der blinker er bange for døden" af Knud Romer.
2006. 177 sider.
Det er noget barsk læsning, når man hører om KR`s opvækst i Nykøbing Falster, hvor mobning og social isolation var en del af hverdagen.
Alt sammen fordi hans mor var tysker.
Det er altid svært at forstå mobning, og at hans kammerater er uvidende om den kultur hans moder repræsenterer, kan aldrig være en undskyldning, men måske nok en forklaring.

Bogen er ikke så let at læse. Det var lidt svært for mig at fastholde linien i bogen. Den er holdt i en malende stil, hvor det er svært af finde pauser. Det gør mig gerne lidt irriteret, for jeg synes, det går  noget ud over budskabet. Men det er måske en del af budskabet?

"Selv om jeg flyttede fra Nykøbing, kom jeg adrig væk", siger KR mod slutningen af bogen.
Stakkels mand

Bogen slutter med hans mors afsked med livet, og det var desværre en afsked, der på ingen måde var fredfyldt.

Det var også rigtig trist, som så meget andet i deres liv.
 

Bog nr. 90 jeg hr læst i 2017.
Jeg har læst "Det fjerde offer" af Mari Jungstedt.
2011. 313 sider.
9. bog i serien om Anders Knutas, Karin og Johan.
Temaet i denne bog er omsorgskvens og de uhyggelige konsekvenser, det kan få.
MJ vølger gerne et nyt emne til hver bog, og hun laver så en rimelig god research, så plottet kan hænge sammen.
Her møder vi pigen Terese, der bliver et offer for omfattende svigt. Først for sent indser hun at hun volder enorm skade på sine omgivelser og folk hun egentlig holder af.
Vi kigger også indenfor hos rockerne og igen er bogen ganske underholdende.
Men igen kan man konstatere, at MJ aldrig vil blive nomineret til Nobelprisen i litteratur.
Men mindre kan jo også gøre det :-)

Bog nr. 89 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Når en dør lukkes" af Jane Korsgaard
2015.121 sider.
I denne selvbiografiske bog fortæller JK om livet efter en blodprop.
Vi hører ikke meget om selve blodproppen. I stedet er der fokus på tiden efter.
JK var en velfungerende Mensa-karriere kvinder, og nu kan hun stort set ingenting.
Dette er en skæbne, der kan ramme enhver, og derfor er bogen interessant. Langsomt arbejder JK sig tilbage til en tålelig tilværelse, hvor hun dog må erkende, at hun aldrig bliver helt rask igen.
Samtidig plages hun også af epileptiske anfald.
Det er lærerig læsning, og man kan kum imponeres over JK.
Som en sidehistorie hører vi også om hendes alt for dominerende mor, som hun dog ender med at få en slags fed med.
Bogen er holdt i et enkelt sprog.
Billedet på forsiden er sløret i den en side, og det er præcis sådan at JK oplver sig selv.
 

Bog nr. 88 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst  "Den farlige leg" af Mari Jungstedt.
2010. 339 sider.
Dette er den 8. bog i serien om Anders Knutas.
Denne gang er vi i modeverdenen, der er en spændende verden for unge piger, men den er også uhyre farlig.
Her er masser af mennesker, der er mere end klar til at udnytte modellerne.
Vi møder modellerne Agnes og Jenny, der begge kommer fra Gotland.
En af bagmændene bliver overfaldet og smadret til ukendelighed og en anden bliver dræbt.
Virkeligheden rammer begge pigerne hårdt, og det får katastrofale følger.
Knutas og Karin jager gerningsmanden, og endnu en gang varer det en rum tid, inden deres søgen peger i den rigtige retning. Præcis som det foregår i de andre bøger.
MJ har lavet grundig research i modeverdenen, og det gør bogen rigtig vedkommende.
Og det er en skræmmende verden, der præsenteres for os.
Bogen har masser af cliffhangers i den fortsatte historie om vore hovedpersoner. De har hver deres at kæmpe mod, og der er egentlig ikke nogen af dem, der har det godt.
Man kan ikke lade være med at fundere over, hvor mange bøger MJ har tænkt sig udgive i denne serie.
Der kom 10 bøger om Wallander, og det tal har vi forlængst passeret her.
 

Bog nr. 87 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Den dobbelte tavshed" af Mari Jungstedt.
2009. 332 sider.
Dette er den 7. bog om Anders Knutas og hans kolleger med TV-manden Johan på sidelinien.
En større flok familier fra et villakverter i Visby deler alt med hinanden. Det gælder børnepasning, havearbejde, middag fester og bekymringer.
Da vi møder dem, deltager de i en Bergman-uge på Fårø, men undervejs går det helt galt
2 af dem forsvinder og findes senere myrdet.
Som det ofte er tilfældet i MJ´s bøger, er vi i første omgang på vildspor, men lidt efter lidt finder vi ud af, at disse familier har endnu mere, de deler, og det skulle de aldrig have gjort.
Det er lidt en uendelig historie at følge vore venner i deres liv, men der sker da lidt i hver bog.
Men endnu en gang er det ganske underholdende læsning, og nu er jeg snart fuldstændig opdateret med Mari Jungstedts bøger.
 

Bog nr. 86 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst  "Som pesten" af Hanne-Vibeke Holst.
2017. 683 sider.
Det første man bemærker, er hvor gigantisk og omfangsrig denne bog er. Dette i sig selv kan skræmme adskillige læsere væk.
Bogen handler om en influenza-epidemi, der løber løbsk. Og dette i sig selv er slet ikke urealistisk.
I det hele tiden sidder man med en fornemmelse af, at alt hvad der sker i bogen, faktisk godt kunne være virkelighed. Og det er unægteligt skræmmende.
Vores heltinde er Karoline, som helt igennem er et godt menneske. Det er mere, end man kan sige om hendes mand, der får stor betydning for hele dramaets udvikling.
Han har haft en forfærdelig barndom, og det er han aldrig kommet over.
Sygdommen kræver mange ofre verden over. Vi møder nogle af dem, og HVH gør meget ud af, at vi kommer så tæt på personerne som muligt.
De bliver ualmindelig godt beskrevet. Selv bipersoner giver hun "ansigter". Også selv om vi kun møder dem på en halv side. Et eksempel er et par chauffører på en medicintransport, der bliver overfaldet. Vi hører også lidt om deres liv og hvad de er for nogle personer. Det virker godt og vekommende.
Enkelte anmeldere bemærker, at der er vodsomt mange detaljer i værket. "Hun behøvede vel ikke at have alt med", spørger de.
Men det har hun bestemt ment.
Hun tager alt med.
Vi farer frem og tilbage mellem forskellige lande, og vi kommer det meste af kolden rundt.
Alle historierne hænger sammen, og det er forbavsende nemt at holde styr på, hvordan det hele er kædet sammen.
Der har ligget et enormt researcharbejde til grund for bogen. Imponerende stort. Jeg har ikke fundet eksempler på, at det halter med researchen. Alt lader til at være i orden.
Vi kommer rigtig godt ind på livet af vore hovedpersoner, mens vi flytter fra den ene scene til den anden.
Vi synes bestemt ikke om dem alle, men vi får indblik i deres handlemåde.
Det var en oplevelse for mig at læse dette storværk, og jeg kom langt hurtigere igennem, end jeg havde forventet.
Bogen er næsten lige så fantastisk som "Knud den Store" selvom man umuligt kan sammenligne de to romaner.
Jeg er stor fan af Hanne-Vibeke Holst, og det er ikke ret meget farvet af, at vi begge er vendelboer :-)
 

Bog nr. 85 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Gud-hjem-tid" af Poul Duedal.
2017. 99 sider.
Hvornår begyndte mennesker at gøre brug af ure? Hvornår fik man fælles køreplaner.
Vidste du, at urene i begyndelsen kun havde én viser?
I denne bog får vi en historisk gennemgang af udviklingen i vores forhold til tiden, og hvordan vi lærte at bruge tiden lidt efter lidt.
Det er ganske overraskende at få at vide, hvor sent vi får fælles tidsregning for hele jordens befolkning.
Vi skal helt hen til 1975 før franskmændende overgiver sig, og selv internt i Danmark har der været kaos pga mange forskellige udregninger.
Bogen er ganske interessant og faktisk ganske morsom.
Og jeg tør godt garantere for, at læserne mange gang vil blive overrasket over de forklaringer, de får at høre.
Her får vi svar på en masse spørgsmål, vi ikke vidste, at vi havde.
Og det er da interessant :-)
 

Bog nr. 84 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Glasslottet" af Jeanette Walls
2005. 389 sider.
Det er en selvbiografisk roman, om en mildest talt speciel familie og deres mindst lige så specielle liv.
Vi følger Jeanette og hendes søøskende gennem hele deres opvækst.
Man fristes til at kalde det en opvækst med konstantomsorgssvigt.
Det er de utroligste ting, som både moderen og faderen udsætter børneflokken for.
Men med en enkelt undtagelse klarer de sig igennem.
Det er en  vekskrevet og vedkommende bog, der bevæger sig kronologisk frem indtil Jeannett har fået sig etableret med familie og karriere.
Det er ikke en hadefuld bog, og hun har ikke et opgør hun må igennem.
Det var bare sådan det var, og det kunne der ikke laves om.
Bogen er blevet filmatiseret med Woodel Harrelson i rollen som den vanvittige far, og den håber jeg at få lejlighed til at oplve,

Infomedia
»Gå under, eller svøm!«, sådan lyder den alkoholiserede fars jernhårde pædagogik. De flyvsk kreative, men psykisk svage forældre sætter en ære i at være utilpassede og fortrænger hermed ansvaret for børnenes fysiske og mentale sundhed. Men modstand gør modig og stærk.

Anmelderne er godt tilfredse med bogen. der er almindelig enighed om, at det ikke er jordens største romankunst, men den er morsom og velskrevet.

Bog nr. 83 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Den mørke Engels" af  MariJungstedt.
2008. 292 sider.
Dette er den 6. bog om Anders og Knutas. Ja, nu synes jeg næsten jeg kender dem.
Men i denne bog finder Knutas ud af, at der er noget, han ikke ved om Karin, som bærer på en frygtelig hemmelighed.
En festarrangør omkommer, da han drikker gift, men han var måske ikke målet.
Egoisme og mangel på etapi og måske endda decideret ondskab  er grunden til de forfærdelige begivenheder, der igen udspiller sig på Gotland.
Historierne er naturligvis forskellige fra gang til gang, men der er virkelig mange bøger, jeg skal have spist.
Og det gør jeg også.

 

Dette er bog nr. 82 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Skibet der forsvandt" af Lars Halskov og Martin halskov
2008. 302 sider.
Dette er en bog om Hans Hedtofts gådefulde forlis, og det er en ualmindelig spændende og fængslende beretning.
Vi hører om optakten til sejladsen og vi bliver ført ind i de overvejelser der lå bag beslutningen om at sejle på Grønland om vinteren.
Dernæst bliver vi præsenteret for nogle af de mennesker, der skulle med på rejsen, og det er stærk læsning, fordi vi ved, at hver og en omkommer ved forliset.
Vi følger med på rejsen indtil det øjeblik, hvor det sidste signal sendes ud i æteren.
Derefter er alt tavshed, og der an kun gisnes om, hvor forfærdeligt et endeligt disse mennesker fik.
Rigtig mange mennesker fik deres liv ødelagt ved dette forlis, og derfor er det ekstra uhyggeligt at høre om, hvilke motiver en række mennesker havde til at ønske skibet sendt afsted.
Efter katastrofen bliver vi om de lidelser de efterladte må gennemgå. De får slet ikke de erstaninger de kan tilkomme fra "Grønlandsfonden", der administrerede de penge der blev samlet ind til ofrene for katastrofen.
Der ligger grundig research bag bogen, men man kan uden tvivl finde mennesker, der slet ikke vil være enig i de to forfatteres konklusioner.
Som læser sidder man tilbage med en klar fornemmels af at 2 x Halskovs beretning er meget tæt på sandheden.

Berlingske Tidende.
Det er en stor skamplet, de to journalister – og brødre – Lars og Morten Halskov har sat sig for at afdække og præsentere i dokumentarskildringen »Skibet der forsvandt. Historien om Hans Hedtofts gådefulde forlis.«

En bog, der så vidt vides ikke bringer nye afsløringer på banen om baggrunden og det mulige ansvar for forliset. At en daværende enerådig og forfængelig socialdemokratisk grønlandsminister, Johannes Kjærbøl, sandsynligvis pressede den Kongelige Grønlandske Handels kaptajner til at anbefale vintersejlads på Grønland mod bedre vidende, er en kendt sag. Ligeledes spørgsmålstegnene ved skibets konstruktion, som gjorde det knap så synkefrit og robust som forventet. Og Grønlandsfonden har også haft sine ture i medierne.

Bog nr. 81 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Hestens fødselsdag" af Sidsel Falsig Pedersen.
2014. 117 sider.
Det er en rigtig interessant bog skrevet i en minimalistisk stil.
Den handler egentlig ikke rigtig om noget.
Vi møder en yngre kvinde, da hun starter på en nyt job som rengøringsassistent i en forlystelsespark.
Hun blev fyret fra sit tidligere job, bl. a fordi hun "kom til" at bide chefen i armen.
Det kan jo ske.
Alt er en lille smule svært for hende. Der er ikke meget hun kan finde ud af. Men lidt efter lidt vænner hun sig til det nye job.
Og så finder hun en broche, som en eller anden har tabt på gulvet.
Hun tager dernæst på en charterferie. Det er hun heller ikke god til.
Man føler rigtig med hende, fordi det altsammen er så velkendt.
Fin bog.
 

Bog nr. 80 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Ulf Larsen" af Jack London.
1904. 276 sider.
Dette er Londons 3. udgivelse og nok hans størster suucces. Den første del af bogen er den bedste, mens det er den gængse opfattelse at bogen daler i kvalitet, da vi introduceres for den kvindelige hovedperson.
Bogens første halvdel  var færdig i 1903, og det var omkring det tidspunkt, at han mødte sit livs kærlighed.
Læserne var chokerede over at læse om live på Ghost, hvor "Hump" endte efter at være blevet shanghaiet i forbindelse med et færgeforlis.
Med 113 år oåp bagen er Ulf Larsen stadig vildt spændende og fængslende, og det i sig selv er fantastisk.
Jack London skrev sine 50 bøger på 17 år.
Jeg stiftede første gang nekendtskab med Ulf Larsen i forbindelse med serien Illustrerede Klassikere, som jeg var helt vild med.
De satte mig for alvor i gang med læsningen.
Han tilbragte sine sidste år på en gård i Californien. Det blev ikke til noget med hans livs kærlighed. Han forsøgte at få kontakt til sin tidligere kone. Uden held. Heller ikke hans 2 døtre ville vide af ham. Han drak mere og mere, og det gjorde naturligvis ikke hans bøger bedre.
Den 21. november 1916 gik Jack London ind i sot arbejdsværelse, hvor han indtog en dødelig dosis morfinsulfat.
Han blev kun omkring 40 år gammel.
Trist, trist,


 

Bog nr. 79 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "I denne søde sommertid" af Mari Jungsted.
2007. 299 sider.
Dette er den 5. bog i serien om Anders Knutas og Karin Jacobsson og så Johan Berg, der er TV-journalist.
Jeg synes nok, at MJ udvikler sig mere og mere som serien skrider frem, og jeg er stadig udmærket underholdt.
En gotlandsk familiefar blever her brutalt myrdet med ét skud i hovedet og 7 i maven.
Mordvåbenet er en gammel russisk pistol. Efterforskningen går i retning af østeuropæiske smuglere og lyssky byggeaffærer, men svaret findes et helt andet sted.
Johan kæmper for at få styr på sit forhold til Emma, og det er aldrig nemt.
 

Bog nr. 78 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Den døende dandy" af  Mari Jungstedt.
332 sider. 2016.
Dette er den 4. bog i serien med Anders Knutas og hans kolleger, samt TV-journalisten Johan.
Der er igen sket et mord på Gotland, og vore venner går ufortøvet i gang med at løse mysteriet.
Nu er jeg jo begyndt at følge disse mennesker, så nu vil jeg have det hele med.:-)
En lokal kunsthandler findes klynget op i en port ved ringmuren i Visby. Det viser sig, at han var lange henne i forberedelserne til at forlade sin hustur, men hvor skulle han hen?
Knutas har også sit at kæmpe med, men endnu værre er det med TV-journalisten Johan og hans Emma, der har fået et fælles barn, men stadig ikke kan finde ud af det.
Johan udsætter her både sig selv og barnet for fare, og Emma reagerer ved straks at afbryde deres forhold.
Stadig ikke stor kunst, men ret nemt at følge med i og ganske underholdenende.

Bogfidusen:
Bogen er velskrevet og hun formår at få handlingen til at hænge flot sammen.

Den bærer præg af at Mari Jungstedt har brugt lang tid på undersøgelser forud for denne bog, hvilket er dejligt. Kan godt lide det historiske islæt der er i denne bog.

Bog nr. 77 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Stå fast" af Svend Brinkmann
2014. 148 sider.
Dette er en meget omtalt og også tildels anmelderrost bog om oprør mod tidens udviklingstvang.
Jeg må desværre nok erkende, at jeg ikke fik noget ud af bogen udover stor irritation.
De anviste veje, føler jeg ikke kan give mig noget som helst. Jeg forstår ikke, hvor manden vil hen.
Jeg erfarer så, at SB har en ironisk indfaldsvinkel, men det kan jeg desværre ikke følge med i.
Men hvis manden gerne vil lave spas, så er det da fint nok med mig.
 

Bog nr. 76 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Djævelens advokat" af Sanne Udsen.
216 sider. 2007.
Sarah Bethelsen er fraskilt politiassessor, og her møder vi hende, da hun skal på weekendtur med et advokatfrmas årlige seminar.
I bedste Agatha Christie stil myrdes én af deltagerne, og vi ved, at morderen er til stede på seminaret.

Sarah er rigtig sjov, og det er interessant at være vidne til alt det, hun roder sig ud i.
Hun er rigtig langt fra at være politisk korrekt, og hun har svært ved at finde sin plads i flokken.
Et par betjente i skikkelse af 2 lokale og irriterende ordenshåndhævere leger Dupont og Dupond, og de laver en samarbejdsaftale med Sarah, som de kender af omtale.
De kender hende også fra en sag, der gik knap så godt.
Alt i alt er der en let og lystig stemning i bogen, og det er egentlig ganske forfriskende.
Jeg synes nok, at  Sanne Udsen har fundet sin egen stil.
Og det er en god stil
 

Bog nr. 75 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Mord på Museet" af Bent Stenbakken.
2017. 185 sider.
BS er uddannet bibliotekar og journalist, og her forsøger han sig som kimi-forfatter. Han er fra Frederikshavn, og her er krimigåden henlagt til Skagens kunstnerliv, hvor en fordrukken journalist myrdes.
Krøyers "Hip, hip hurra" der er et af mine yndlingsbilleder, drages også ind i historien, og det er ganske interessant.
Jeg havde ikke nogen åbenbaring ved at læse denne bog, men den var heller ikke vildt dårligt.
Godt forsøgt
 

Lektørudtalelse

Bog nr. 74 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst  "Alle Guds børn" af Sanne Udsen.
2008. 271 sider.
AU har skrevet mange forskellige slags bøger, og dette er hendes 2. forsøg som Krimiforfatter.
det er hun sluppet godt fra.
Vi møder Sarah Bertelsen, der er blevet ansat på et fint advokatkontor.
Hun har rigtig svæOKrt ved at opføre sig politisk korrekt. Bare en lille ting som at gå med den jakke, som chefen forlanger er en udfordring for hende.
Det er en rigtig morsom bog, og det var lidt uventet. Sarah har stor appetit på livets goder (læs: mænd), og det giver hende nogle problemer. (mange)
Krimidelen består af 3 makabre mord, som Sarah naurligvis får styr på.
Overraskende god  historie.
 

Bog nr. 73 jeg hr læst i 2017.
Jeg har læst "Den inderste Kreds" af Mari Jungstedt.
2005. 335 sider.
Dette er den 3. bog om Knutas på Gotland, og selvom vi på ingen måde har en kandidat til store litteratur-priser, så vil jeg arbejde mig gennem hele samlingen.
Der er ikke de store overaskelser i bogen, og alt er ret forudsigeligt. Vi er stadig på Gotlaand, hvor vi følger Anders Mnutas og kredsen omkring ham. Han synes at have det lidt dårligt med sig selv.
I næste række har vi så TV-manden Johan og hans hold. Johan er også "interessant" pga af hans forhold til Emma. Et forhold, der går op og ned.
MJ har en lille forkærlighed for disse chicklit- ting.
Krimihistorien handler om nogle mystiske mord, og vi hører om en lokl gruppe af Asa-tro-dyrkere.
Vi snuser også lidt til Gotlands historie.
MJ benytter sif af mange gode gamle krimi-kneb. Vi hører et par steder om Knutas´indre monolog, hvor han et par gangle er liiiiige ved at komme i tanker om noget vigtigt.
Den er set før.
Der er ikke megen humor i bogen, som MJ gerne vil have så socialrrealsitisk som muligt.
Slutningen eer lidt tynd, og MJ må ty til selv, gennem Knutas,  at forklare lidt om, hvordan tingene hænger sammen.
 

Bog nr. 72 jeg har læst  i 2017
Jeg har læst "True grit" af Bear Gryllis.
2014. 311 sider.
Bogen så lovende ud, og den handler om opdagelsesrejsende, bjergbestigere, fangeflugter og mere af den slags, som jeg synes er både spændende og interessant.
Men alligevel er vi langt fra en topkarakter.
Historierne er spændende nok, men det hele er holdt i en "Det  Bedste" stil, hvor vi aldrig kommer i dybden med noget som helst.
Når man har læst en af de mange forskellige historier sidder man tilbage med en fornemmelse af, at dette var en stærkt forkortet udgave.
Som dreng læste jeg med stor fornøjelse "Illustrerede klassikere". Nej "stor fornøjelse" er ikke det rigtige ord. Jeg elskede dem. Og mange af disse tegneserier har jeg senere læst som bøger.
Forfatteren her har en lidt overfrisk sæson, og så har han en irriterende vane med at henvende sig direkte til læseren:
"Jeg ved ikke med jer, men hvis jeg var blevet forrådt af 4 afghanske gedehyrder, så ville jeg være på vagt over at skulle stole på flere lokale."
Jeg vil rigtig gerne læse om Amundsen og alle de andre. Rigtig gerne.
Men jeg får ikke nok her.
Måske er det bare ment som en appetitvækker?
 

Bog nr. 71 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Den svævende tankbestyrer" af Bent Vinn Nielsen.
2014. 245 sider.
"For i Helvede"
Da jeg gik i gang med at læse bogen, var jeg først ved at smide den langt væk.
Jeg skulle bruge nogen tid til at vænne mig til den specielle måde, den var skrevet på.
Der er hele tiden brugt ekstremt korte sætninger. Det hænder også, at opbygningn af sætningerne ikke er korrekt.
Men langsomt blev jeg fanget ind, og det gik op for mig, at bogen havde ualmindelig mange kvaliteter.
"For i Helvede".
Vores hovedperson Magnus Andersen slynger ofte dette kraftudtryk ud, som også er helt specielt.
BVN kommer fra Sulsted nord for Aalborg, og jeg må krybe til korset og tilstå, at jeg ikke kendte ham.
Og det er flovt for en vendelbo.
Forfatteren bruger de store byers navne, og vi cirkler omkring Aalborg og Nørresundby, mens "hovedbyen", den lille landsby Vårslev er opdigtet.
Men det kunne såmænd godt være Sulsted.
Vi møder Magnus, da han er bestyrer af en tankstation uden kunder, men vi hører også om de andre steder, han har arbejdet. Han har været i en bank, og han har også haft en kiosk.
Han er rigtig god til tal, og han hjælper gerne en doven kollega med lidt regnskaber. Og regnskaber er noget, han har styr på.
Bogen er rigtig morsom på en underfundig måde.
På et tidspunkt ser Magnus og hans pige på en lejlighed, han har anskaffet sig. Pigen er godt i gang med at forberede, hvordan den skal indrettes, men Magnus kan altså oplyse hende om, at hun ikke skal være der. Han skal bo der alene.
Der er en del, der forsøger at tage røven på Magnus, men han tager alting ualmindeli roligt og slipper fra det hele med skindet på næsen.
Vi følger mange skæbner omkring ham, og det er ikke alle, det går lige godt for.
Bogen får fornemme anmeldelser hele raden rundt. Der er stor begejstring.
Forståeligt.
"For i Helvede"
 

Information.
Det lønner sig at vente med at mene noget som helst om Bent Vinn Nielsens nye, sært stille roman. Man er nødt til først at lære den at kende. Lytte sig ind på dens specielle diktion og vænne sig til en underlig kantet kombination af varme og vrængende vrissen. Samt, sådan lidt efterhånden, finde sig i, at der sker så lidt. Se i øjnene, at et ækelt drab på en luder kan gøres til en biting i en bog, og at en Beckett-agtig roman sagtens kan have sin handling henlagt til Aalborg og omegn uden derfor at miste mystik.
 

Bog nr. 70 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Kakerlakkerne" af Jo Nesbø.
2010 346 sider.
Dette er den 2. bog om den fordrukne og yderst alternative Harry Hole, og denne gang finder vi ham i Thailand, hvor han skal opklare mordet på den norske ambassadør på et bordel.
Ordren er, at han ikke skal "plaske for meget i vandet".
Men sådan er den gode Harry altså ikke. Han plasker altid rigtig meget og han får rodet godt i grundigt op i en masse snavs.
Igen samarbejder han med lokale politifolk, nøjagtig som han gjorde, da vi første gang mødte ham i Australien.
Der er knap så meget gang i løjerne i denne 2. bog, men man ved aldrig, hvad han finder på.
Man sidder også og venter på, at filmen skal knække for ham, og at han begiver sig i sine lasters vold, og det gør han naturligvis også .... til sidst.
Man har stadig lyst til at følge Harry Hole i hans kamp mod forbrydere verden over.

Litteratursiden:
Nesbø skriver godt, spændingen bygges sikkert op, og afsløringen kommer som en stor overraskelse. Han har herlige portrætter af både Harry og de thailandske politifolk, ligesom det "norske" miljø i Thailand bliver særdeles farverigt beskrevet, både de rige forretningsfolk, de mere lyssky men ligeså rige forbrydere og et ret forlorent ambassademiljø. Eneste anke mod Nesbøs romaner er, at fremtiden bliver tegnet endog meget sort - men ikke urealistisk. Begge de til dansk oversatte romaner foregår i eksotiske miljøer, hvor der er utrolig varmt. Og det bidrager til bogens stemning. Kan anbefales på det varmeste!

Bog nr. 69 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "I denne stille nat" af Mari Jungstedt.
333 sider.
Dette er den anden bog i serien om Anders Knuteas og hans kolleger på Gotland.
Her følger vi 2 spor. Det er mordet på den fordrukne fotograf  Henry Dahlstrøm og eftersøgningen af den 14-årige Fanny, der forsvinder en mørk aften.
De to sager har tilsyneladende ikke noget med hinanden at gøre, men begge lever under kaotiske forhold, som lidt efter lidt bliver afsløret.
Samtidig roder TV-manden Johan Berg sig ind i en forfærdelig bunke problemer, som man næsten ikke kan forestille sig, at han kommer fra uden mén.
Det er godt, at  vi kommer så tæt på vore hovedpersoner, og vi kommer hele raden rundt i beskrivelsen af deres problemer.
Plottet er godt og troværdigt, men Fanny står lidt svagt i billedet, og selv om vi får forklaringen på det hele, så siver hendes historie lidt ud.
Der er forløbig 12 bøger i serien, og nu tager jeg dem fra en ende af.

Anmelderne er ikke vildt begejstrede for bogen. Således skriver Politiken:
Opklaringsarbejdet er nydeligt, og plottet er forholdsvist effektivt, så man er, hvad den del angår, rimeligt underholdt. Men der er heller ikke så meget mere godt at sige om sagen, for personerne er beskrevet helt uden psykologisk dramatik, miljøskildringerne er overfladiske, og sproget er slapt som tre stykker nyskåret saltkød (det er dog ikke oversætterens skyld). Banaliteterne står kort sagt i kø, og man savner en indre nødvendighed; at noget sættes i spil - at der er en ambition om noget andet og mere end at være en kopi af Liza Marklund.
 

Bog nr. 68 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Den unge Grundtvigs lidelser" af Bjarne Nielsen Brovst.
2005. 212 sider.
Det er virkelig ikke nemt at læse Grundtvigs tekster, så dette er en af de bøger, som jeg kommer igennem ved at sætte mig for at læse 50 sider om dagen.
Jeg havde regnet med, at det ville være nemmere at forstå, men både ord og sætningsopbygninger er meget anderledes end i dag.
Og hvad har jeg så lært?
Jeg har hørt meget om Grundtvigs familie og hans kærlighedskvaler i de unge år.
Jeg læste også at G. fik en søn i en meget sen alder i sit andet ægteskab, og det gav stor ballade.
Midt  i bogen springer vi netop hen til sønnen Frederik Langes lidelser og så tilbage igen til 1803.
Bogen virkede på mig for flagrende, og jeg ville nok gerne have, at tingene skred mere kronologisk frem , men det er så ikke i denne bog.
Jeg kunne jo også havde sat mig ordentlig ind i tingene, og dermed have fundet ud af, at dette er den 3. bog BNB har skrevet om Grundtvig.
 

Lektørudtalelse:
Bjarne Nielsen Brovst var meget grundig i sin brug af kilder i de to første bøger om Grundtvig, Grundtvigs slægt og barndom, (2003) og Den unge Grundtvig og en familietragedie, (2004). Denne grundighed fortsætter. I denne bog om den unge mands lidelser når vi ikke længere i livsforløbet end fra 1801 til 1804. Den unge mand er forvirret, han er ikke kommet over familietragedien i den forrige bog, og lider samtidig, som Werther, af ulykkelig kærlighed.

Bog nr. 67 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Den du ikke ser" af Mari Jungstedt.
2003. 357 sider.
Dette er den første bog med Kriminalkommisær Anders Knutas og kriminalassistent Karin Jacobsson. På et sidespor finder vi TV-journalist Johan Berg. Det er langt fra første gang, at en person fra medieverdenen fungerer på denne måde.
En sådan person kan "hentes ind" for at sætte skub i begivenhederne, og denne person kan handle mere frit end kriminalfolkene.
Vi er på Gotland, hvor Helena Hillerstrøm bliver dræbt efter en noget animeret fest.
Senere sker der 2 andre mord.
Dette er en typisk whodunnit-roman, og langsomt og sikkert nærmer vore venner sig opklaringen.
Den "alvidende" forfatter kan ikke holde sig i skindet. Hun lader af og til vores morder komme med kryptiske meldinger, der naturligvis giver mere og mere mening, som historien skrider frem.
Det er også set før.
Vi får personerne rigtig godt beskevet, og vi synes godt om vore 2 hovedpersoner.
Vi følger opklaringen i et roligt tempo, og plottet virker sandsynligt.
Det kunne sagtens finde sted i virkeligheden.
Men får stor lyst til at følge Anders og Karin på deres andre eventyr; også selv om af vanvare er "kommet til" at læse bind 11 i serien.
Det kan man jo ikke gøre ugjort.

 

Bog nr. 66 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst  "Flagermusmanden" af Jo Nesbø.
2000. 344 sider.
Dette er den første bog af foreløbig 11 om den meget alternative Harry Hole. Han er mildest talt ikke autoritetstro, og klarer sig kun igennem, fordi han i bund og grund er en god politimand.
I denne bog bliver Harry sendt til Australien for at hjælpe med opklaringen af  mordet på en ung norsk pige.
Han bliver mødt i lufthavnen af Andrew Kensington, der er aboriginal kriminalbetjent.
Sammen går de ud i nattelivet, hvor der hverken er godt eller trygt at færdes.
Harry Hole støder på en lang række barske eksistenser i jagten på gerningsmanden, og bl. a  møder han en svensk pige, som han bliver rigtig glad for.
Harry har et alvorligt problem. Han er alkoholiker, og han balancerer konstant på en knivsæg.
På et tidspunkt går alting for alvor galt, og så falder han i igen.
Og når Harry drikker, så drikker han igennem.
Gennem spiritustågerne kæmper han stadig med at opklare mordet, og det lykkes da også.

Bog nr. 65 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Vagabondliv" af Jack London.
2008  190 sider.
Bogen er skrevet i 1907.
Bogen springer lidt frem og tilbage, men man får et ganske godt indblik i det ikke ufarlige vagabondliv i USA omkring århundredeskiftet.
Den slutter lidt underligt - mere eller mindre uden slutning.

Jack London havde et spændende og usædvanligt liv, som det nok er værd at læse om.
 

Med humor og spænding fortæller Jack London om livet som vagabond i USA i slutningen af 1800-tallet. Det er en historie om sammenhold og hakkeorden mellem landevejens rejsende svende.

Jack London beskriver, hvordan man farefuldt, men gratis, kommer med godstoget, hvordan man ved hjælp af lidt løgn og godt humør kan få sig et måltid mad eller komme ud af den slemmeste knibe, og hvordan vagabonden hele tiden skal holde sig ude af politiets øje for ikke at ende i fængsel.

Amerikaneren Jack London (1876-1916) førte et eventyrligt liv som sømand, vagabond, guldgraver, krigskorrespondent m.m. Fra sit omtumlede liv hentede han stof til en lang række uhyre populære romaner, hvor handlingen – levende, romantisk og naturalistisk – ofte foregår i ødemarken.

Bog nr. 64 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst Under huden" af Belinda Bauer..
2013. 213 sider.
For ikke så lang tid siden læste jeg "Dyster viden" af samme forfatter. Den handlede om en dreng, der begyndte at skrive sammen med en seriemorder. Den bog havde jeg det svært med, men med denne bog gik det langt bedre.
Her møder vi den unge "Patrick Fort", der lider af Aspergers syndrom. Alligevel starter han på et anatomikurses for kommende retsmedicinere.
Hans indgangsvinkel til  tingene er  meget langt fra at være normal, og det giver faktisk adskillige komiske situationer. Ganske få mennesker forstår noget af den måde, han reagerer på, og de anser ham for at være dårligt begavet, men det er langt fra at være tilfældet.
Da han begynder med at dissekere, får han mistanke om, at hans "patient" ikke er afgået ved døden på en naturlig måde.
Han holder fast ved sit og fortsætter sine undersøgelser, selv om alle ryster på hovedet af ham.
Man kommer til at holde af og med Patrick, der forfølger sine mål uanfægtet af sine begrænsninger.
Rigtig spændende bog.
 

Bog nr. 63 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Thit - den sidste valkyrie" af Jens Andersen.
1990. 297 sider.
Ikke mange kender eller læser i dag Thit Jensen, men hun har bestemt sin plads i dansk litteratur og dansk historie.
Vi følger i denne bog Thit fra vugge til grav.
Vi hører om hendes mere og mere anstrengte forhold til den berømte bror Johannes V. Jensen.
Men vi får heller ikke her forklaringen på, hvad der førte til de 2 søskendes bitre fjendskab.
Det er ikke en letlæselig bog, og Thit Jensen er overhovedet ikke let at læse.
Skulle man få lyst til at fange an, kunne man måske starte med Stygge Krumpen.
Mest kendt blev hun nok for sin indsats for kvindernes ligeberettigelse, og hun blev en skattet foredragsholder.
Hun kunne samle flere tusind tilhørere, og da hun var bedst, kunne hun nærmest selv bestemme sit honorar.
Vi hører også om hendes forhold til spiritismen, som hun troede fuldt og fast på.
Thit Jensen er gemt men ikke glemt.
 

Bog nr. 62 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Dilemma" af Jørgen Hartung Nielsen.
2007. 211 sider.
Niels er en ung lærer, som uforvarende hvirvles ind i et bandeopgør, da en ung skræmt kvinde pludselig banker på hans dør med en historie om, at hun bliver forfulgt og er i livsfare.
Skal man være rigtig flink, kan man med lidt god vilje kalde denne bog for en hverdagskrimi, for det der sker virker nærmest som en appendix på deres almindelige liv.
Som læser sidder man af og til og tænker: "Er det det?", for man har svært ved at lade sig hidse op af begivenhederne.
Normalt er slutningen på en krimi et klimaks, men her virker det nærmest som en fuser, og vore hovedpersoner synes at tænke: "Nåh, vi skal vel også videre med vores liv".
Niels kaster sig ud i eventyrene uden de store overvejelser, og det virker noget urealsitisk.
Bestemt ikke nogen stor oplevelse.

Dilemma er en nervepirrende og meget velskrevet krimi.

Disse pæne ord er skrevet af det forlag, som bogen er udgivet på, (Cadeau), og det ville da være underligt, om de havde skrevet andet :-)

Lektørudtalelse

Bog nr. 61 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Du går ikke alene" af Mari Jungstedt.
2013 241 sider.
En toårig pige forsvinder, og Karin Jacobsson leder efterforskningen sammen med Anders Knutas, der egentlig er sygemeldt. Knutas er sådan set vores helt, og dette er bog nr. 11 i serien om ham.
Denne bog kan godt læses selvstændigt, og man får egentlig det bedste indtryk af vores hovedpersoner. De er godt beskrevet, og vi følger dem også "bag facaden".
Opklaringen af sagen skrider lige så stille frem, indtil vi rammer klimaks og opklaringen.
Ganske god underholdning.

Fra "Litteratursiden":
En rigtig pageturner, der er hurtigt læst. Både på grund af det flydende og lettilgængelige sprog, men bestemt også fordi, den er meget svær at lægge fra sig. Meget anbefalelsesværdig krimi, som kan læses uafhængigt, men jeg ville dog foretrække at læse de foregående bøger i serien først. De fleste er rigtig spændende, og det er rart at kunne følge Karin Jacobsson, Anders Knutas og alle de andre fra starten.
 

Bog nr. 60 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Blod i dans" af Gard Sveen
2016. 282 sider.
Det var da så ubetinget den ringeste bog, jeg har læst i meget lang tid.
Vi har en forsvunden teenager, en død seriemorder og en mystisk sekt som Tommy Bergmann skal få styr på.
Der er ind imellem en forfærdelig masse vold, som er ret ubehageligt at læse om, men en formildende omstændighed er, at det virker mindre voldsomt, fordi jeg havde mere end almindelig svært ved at følge handlingen.
Normalt kan det lade sig gøre at læse en bog fra en serie uden at være helt på Herrens mark, men her går det helt galt. Og jeg har ikke planer om nu at læse de første bøger.
Stor skuffelse.

Politiken:
 ...Men historien har et stort problem. Nye læsere kan næppe begynde her. Noget gelassen forudsættes ' Helvede åbent' at være præsent hos læseren, her gives meget få glimt af, hvad der væsentligt er foregået i førnutid i intrigens logistik. Nogle norske anmeldere mener, at dette bind burde have været en del af det forrige bind. Men så ville bogen blive alt for lang.
 

Bog nr. 59 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Dyster viden" af Belinda Bauer.
2010. 278 sider.
Det var en lidt underlig bog, der lidt efter lidt sived ud mellem fingerene på mig og ikke rigtig blev til noget.
En dreng forsvandt for 18 år siden. Kun hans mor tror på, at han er i live. hendes barnebarn Steven på 12 år agter at finde den forsvundnes lig, og derfor graver han i vildskab på heden.
En dag lærer han om brevskrivning og han skriver et brev til den formodede pædofile morder Arnold Avery, der straks begynder at korrespondere med ham.
Brevvekslingen tager til og Avery beslutter sig til at flygte og finde Steven.
Jeg kan godt følge med i handlingen, men jeg synes der er for mange der opfører sig helt absurd.
Det virker søg og slet ikke realistisk.
Helt galt bliver det mod slutningen, hvor jeg måtte genlæse nogle sider, for at finde ud af, hvad der egentlig skete.
Det fængede mig ikke rigtigt.
Bogen modtog pæne anmeldelser, men vurderes af mange til mere at være en psykologisk thriller end en krimi.
 

Bog nr. 58 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Pigen med sne i håret" af Ninni Schulman
2010. 395 sider.
Dette er den første bog i serien om  politifolkene Petra Wilander og Christer Berglund samt journalisten Magdalena Hansson.
Jeg har tidligere læst en bog fra serien, som jeg havde svært ved at få hold på, men med denne går det langt bedre.
Titlen kunne godt minde om "Pigen der legede med ilden", og jeg spekulerede på, om NS havde ladet sig inspirere der?
En smuk titel er det, men jeg synes ikke den får mig til at tænke på noget fra bogen.
Det lyder nærmest poetisk, men der er så absolut intet poetisk ved de ofre, vi møder her.
En 16 årig pige forsvinder, og vore 3 venner starter eftersøgningen.
Det er langt fra første gang at en krimi præsenterer en journalist på sidelinien. En sådan kan nærmest virke som en katalysator, hvis tingene går lidt i stå.
Vi lærer alle vores hovedpersoner at kende, og de har alle deres at kæmpe med, som de fleste mennesker i virkeligheden har.
Der går også lidt chicklit i foretagendet, men det tager ikke for alvor overhånd.
Plottet er ganske spændende og sikkert alt for realistisk og personbeskrivelserne er rigtig gode.

Jeg skriver altid mine egne anmeldelser, inden jeg læser andres. Med hensyn til personbeskrivelerne er det da interessant at 2 medier kommer frem til aldeles modsatte konklusioner.

Info media:
Ninni Schulman tegner et levende portræt af miljøet i den midtsvenske by, og hendes personkarakteristikker er stærke. Tilsat et spændende og realistisk plot, og resultatet er faktisk glimrende.

Weekendavisen:
Her ligger læseren tilbage som en vandmand i en ørken og tørster efter rammende personbeskrivelser. Giv mig lidt Thomas Mann. Giv os en smule Dickens. Træt os med Durrells personbeskrivelser i Alexandriakvartetten.

Bog nr. 57 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Dødens pendul" af Jonas Mostrøm.
2004. 262 sider.
1. bog i en trilogi med Johan Axberg.
En ældre dame dør, og alt tyder på det er af naturlige årsager.
Men hendes ur mangler,
Hendes søn slår alarm, men bliver i begyndelsen afvist.
Men nu sker der mange flere dødsfald, der minder om det første.
Og hver gang mangler der et ur.
Det står mere og mere klart, at der er en galning løs derude, og nu bliver det en sag for Johan Axberg.
Ham kan vi godt lide.
Vi bliver godt informeret om både hans arbejde og hjemlige forhold, og ikke alt er ligetil for ham.
En anden vigtig biperson er hans gode ven Jensen, som også er indover opklaringen.
Også han kæmper med mange ting.
Og så kan jeg ikke komme i tanker om, at jeg har læst om noget pendul :-)
Jeg må havde fingre i de andre Axberg-bøger.

Bog nr. 56 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Hjertets dannelse" af Erling Jepsen.
2015. 300 sider.
Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst om Erling Jepsens "sønderjyske farm", men selv om vi er i samme område var det så som så med begejstringen for denne bog.
Vi er syd for Kongeåen, og det der ligger nord for den tæller li`som ikke med. Her nævnes Vejen som et godt eksempel.
I landsbyen Bramstrup har man dannet et privat grænseværn under ledelse af byens spidser.
Deres arbejde udvikler sig fra at fange overløbere til at indfange unge piger. Nogle af dem installeres på et bordel i byen,
En dag kommer Christian til byen. Han er studerende og skal lave research til sit speciale.
Da han læser i de gamle kirkebøger, opdager han, at noget er helt galt.
Jeg havde svært ved at fastholde interessen undervejs, og jeg blev vældig forstyrret, da H.C. Andersen pludselig optræder i et sidespor. Jeg begriber ikke hvorfor?
Jeg er ikke helt klar over, hvad EJ i det hele taget vil med denne bog.
Han behersker også her sproget ganske eminent og mange passager er rigtig morsomme.
Den halvsenile cykelhandler Falle er for alvor sjov, da han finder på at fylde et udstillingsvindue med udtjente cykler.
Folk valfarter dertil for at mindes de gode tider med netop deres cykel.
Jeg havde fornemmelsen af at flakke hid og did, og jeg kom ikke rigtig til at kende personerne.
Min kære EJ, far er ikke vred, far er skuffet.

Bog nr. 55 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Du er ikke alene" af Chris McDonald.
2011. 454 sider.
Det er en meget interessant bog, der sagtens kunne have heddet "I min faders skygge".
Jeg stødte første gang på CMD i den fantastiske TV-udsendelse "Uturn", der handlede om et træningsprogram, han lavede for en gruppe af "syge" mennesker.
"Kan det mon lade sig gøre at ....." sagde han.
Det var min opfattelse at CMD var Superman, men efter at have læst denne bog, har jeg en helt anden opfattelse.
Han er et menneske, der har haft sine dæmoner at kæmpe i mod, og dem møder vi her.
Det var slet ikke, hvad jeg havde forventet af bogen, men jeg lærte at vænne mig til det.
CMD`s far fylder rigtig meget i bogen. Vi hører igen og igen om den betydning, han har haft for ham i hans liv. Moderen er der også, men hun er næsten usynlig her.
Jeg kan sagtens følge ham, eftersom jeg hvert år mindes min egen far den 8. oktober, hvor han i 2017 kunne være fyldt  109 år.
CMD`s far var pilot, og da han blev pensioneret blev livet for svært for ham og han røg ud i et alkoholmisbrug og led samtidig af stor overvægt.
Det kommer han ud af, men rammes så af kræft, som de giver udtryk for et et resutat af hans usunde livsstil.
Vi er med da han bestiger Kilimanjaro som 70 år, og mens han efter al sandsynlighed allerede var kræftramt.
Vi følger CMD´s gennem alle hans udfordringer, og vi er også med, da han balancerer på kanten af det livsfarlige, da han kører Race across America.
Netop denne tur har speciel interesse for denne skribent, der selv har cyklet tværs over Ameria.
Dog i mere adstadigt tempo :-)
Der er meget lommefilosfi, men jeg synes at CMD har opnået så meget at jeg lytter til ham.
Jeg synes at han kan være stolt af det han har opnået, og
Jeg er fan af Chris McDonald.

Mange har allerede valgt at lade sig inspirere af Chris MacDonalds åbenhjertige og ærlige fortælling om det unikke bånd til faderen, Cal MacDonald, faderens kræftforløb og død samt Chris MacDonalds turbulente teenage år.

Bog nr. 54 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Harens øjne" af Martin Krogh Andersen
2017. 129 sider.
Det er en rigtig interessant lille bog.
Vi starter "In media res".
En sommerdag i 1998 standser en bil i et øde landskab for at sætte en lille dreng af. Det er drengens mor, der dropper ham, og nu skal drengens morfar passe ham.
Vi ser bogen igennem på, hvad der sker ud fra drengens synsvinkel.
Han er en lille dreng og forstår ikke så meget.
Og derfor forstår læseren fra begyndelsen heller ikke så meget.
Men drengen lærer lidt efter, og det samme gør læseren.
Han har ikke noget navn, og vi får heller ikke at vide, hvor gammel han er.
Ud fra det han oplever, kan vi regne ud, at han er omkring de seks. På et tidspunkt bliver han spurgt, om han ikke snart skal i skole.
Aha, siger vi som læsere. Tak for den nye oplysning, nu blev vi så meget klogere.Vi finder ud af, at drengens far er fra Tyrkiet og nok på jagt efter ham.
Morfar Arne er ikke helt til pæn brug. Han laver falske penge og han udstopper de dyr, han går og finder.
Og så har han vist noget gæld, som ubehagelige typer søger at drive ind.
Han kommer fuld hjem et eller andet sted fra, og han kan også finde på at drikke drengen fuld.
Lidt på afstand finder vi Hedvig, der må fælde et træ for at kunne følge med i, hvad der foregår.
Nogle af os husker, hvor stærkt vi oplevede tingene i barndommen, og det bliver der fint givet udtryk for her.
Vi er med drengen her, når han ikke vil spise svinekød, og vi plukker stikkelsbær sammen med ham.
En af Arnes venner  har et godt øje til den lille dreng, og fortæller ham, at han endelig ikke må sige til andre, hvordan de leger.
Den er hørt før.
MKA skriver rigtig godt. han bruger ikke børnesprog, men alligevel sidder man med en følelse af at være sammen med drengen om hans opdagelser.
Vi kender drengen godt, selvom vi aldrig hører hans navn.
En meget speciel og rigtig fin  lille bog.
 

Bog nr. 53 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Natmanden" af Jørn Lier Horst.
2011. 280 sider.
Vi er sammen med drabschef William Wisting og hans datter Line, der er journalaist på VG. Og så er vi naturligvis i Norge,
En morgen finder man et hoved sat på en stage på torvet i Larvik.
Det er en ganske ung pige fra Østen, og senere finder man også en strandvasker. Far og datter har et fortrinligt samarbejde, men jagten på de kyniske gerningsmænd er ikke ufarlig.
Jeg havde svært ved at komme i gear fra starten, og Wisting og datter fremstår som en anelse kønsløse bogen igennem.
Der er ikke meget Harry Hole over den gode Wisting.
JLH er selv politimand og har indgående kendskab til samfundets bærme.
Pigen er brutalt blevet likvideret, og det beskrives indgående, hvordan det gik til.
Det er for stærk kost for mig.
Der findes flere bøger med den gode Wisting, og nu kender jeg familien lidt, så jeg kunne godt tage et kapitel mere.
Anmelderne er noget forbeholdne uden dog at skyde bogen helt sønder og sammen.
Der nævnes en forjaget slutning og en noget uengageret forfatter.
Vi er absolut ikke rendt ind i Wallanders efterfølger.


 

Bog. nr 52 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "To sekunder i Byron Hemmings liv" af Rachel Joyce.
2013. 361 sider.
Her har vi en ganske usædvanlig og smuk bog, hvor det kan være en smule svært at være sikker på, hvor RJ vil hen.
 

I 1972 besluttede man at lægge 2 sekunder til tiden for at skabe balance mellem den faktiske tid og jordens rotation.
Det bekymrer den 11 årige Byron rigtig meget, og mens det sker, begår hans mor en fatal fejl, der får katastrofal betydning for en masse mennesker.
Måske skyldet det de forsvundne sekunder?
Vi møder en lang række personer i kredsen omkring Byron, og de er alle som én dybt underlige.
Hans far er der af og til og fører ellers en skyggetilværelse i familien. Han dukker gerne op i weekenden, hvor alle spiller deres roller, for at han skal tro, de har det godt og følger hans instrukser.
Hans mor arbejder ikke mere, fordi hans far synes, hun skal være hjemme og passe børnene. Der refereres kort til hendes tidligere arbejde, som vist ikke var helt som det skulle være.
Der kunne sagtens skrives en ny bog om moderens liv, og også om søster Lucy som forsvinder uden de store foklaringer.

Og netop søster Lucy virker ret normal, eller så normal som man kan være i det selskab.
 

P.g.a moderens fejl kommer Beverley og datteren Jeanie tæt ind på familien.
Beverley er en manipulerende og beregnende underklasse mokke, der helt og aldeles kører moderen over.
Moderen har ramt datteren Jeanie let med sin bil, men kører bare videre. Efter en måneds tid bringer Byron "ulykken" på bane, og moderen kontakter familen, hvor det viser sig, at pigen har fået et lille sår på det ene knæ.
I skyldfølelse overdænger moderen familien med gaver, og det udvikler sig ganske grotesk.
Senere viser det sig at den lille pige er blevet lam, og Beverley trænger nu til mange ting, og det vigtigste af alt er, at hun får et orgel.
Det får hun naturligvis.

På sidelinien finder vi hele tiden Byrons nørdede ven James, der lægger planer for alt, hvad der sker i Byrons liv. Han og Byron ringer og skriver sammen, fordi James har forbud mod at komme hos Byron efter en næsten fatal episode ved deres havedam.
Den lamme pige har en skinne på det skadede ben, men James finder ud af, at det ikke var det ben, hun kom til skade med.
 

Langsomt men sikkert krakelerer overfladen, og alt går i opløsning. Ingen kommer videre derfra uden gevaldige skår i glasuren.

Samtidig følger vi et andet spor, hvor vi møder Jim, der er psykisk ustabilt og kæmper med sine tvangstanker og ritualer.
Man tror, det er et parallelt spor, men det viser sig, at det egentlig er Byrons spor med en stor tidsforskydning.
 

Personerne bliver beskrevet, så man ser dem lyslevende for sig. Det kan være svært at forstå, at de reagerer som de gør.
 

Det vi tror, er hele handlingen, udspiller sig over en ret kort periode, inden det hele elegant fletter sig sammen til sidst på en måde, man ikke havde set komme.
 

Jeg kom til at tænke på Carson McCullars "Hjertet er en ensom vandrer" fra 1940, hvor temaet er menneskets ubodelige ensomhed.
Den kan hun sagtens have læst.
 

Man spekulerer på, om R. J. laver en "Wallander"til sidst. Jeg har altså svært ved at tilgive Mankell, at han behandlede sit "barn" som han gjorde. Læst evt. 10. bind om Wallander.
 

Om det går Byron på samme måde, er man nok nødt til at læse bogen for at finde ud af.
Bogen er slet ikke uden humor, og scenen hvor Jims chef har været på "krammekursus" er ubetalelig morsom og samtidig grotesk. Det skal hans ansatte da også prøve.
Og det gør de da også - iført tåbelige orange hatte.
 

Det er ikke en bog, som man bare lægger fra sig, efter at man har læst den.
Den bider sig fast og giver stor tanke til eftertanke.
Denne bog er stor kunst.

 

Bog nr. 51 jeg har læst i 2018´7.
Jeg har læst "Pigerne fra Englandsbåden" af Lone Theils.
2015. 326 sider.
Ganske interessant bog, hvor jeg dog står tilbage med fornemmelsen af, at værket ikke er ganske selvstændigt. Jeg fornemmer inspirationer fra andre krimier, og det er da også fint nok.
2 danske piger forsvandt fra Englandsfærgen i 1985. Mange år senere finder journalsiten Nora Sand en kuffert hos en marskandiser i en lille engelsk by.
Hun øjner en god historie, og så går det løs.
Nogle gange kan virkeligheden overgå fantasien, og det var noget af et lykketræf, at hun fandt kufferten.

Undervejs møder vi mange mennesker, som hun beskriver ganske godt.
LT kører en del frem efter den gamle model fra krimier med den ensomme ulv, der til sidst klarer det hele uden at lytte til gode råd.
Den kender vi så godt.
Hun møder også en seriemorder, som lige så godt kunne have været "kannibalen" Hannibal Lechter:

Der går også chicklit i det hele, når vi møder Andreas. Den del af historien kunne jeg nemt have undværet.
Nora Sand bliver smadret halvt ihjel, hvilket er lige efter bogen, men hun er alligevel så frisk, at hun klarer de problemer, der opstår.
Jeg fik god underholdning, og jeg kunne da godt finde på at læse mere af LT.
Det kunne da også være, at det blev bedre :-)

Anmelderne er generelt glade for bogen:

Ifølge forlaget er Lone Theils' roman inspireret af en virkelig hændelse, hvor nogle fotos af ukendte piger, taget på Københavns Hovedbanegård, for et par år siden dukkede op hos en amerikansk seriemorder.

Hvis det er tilfældet, må man sige, at Lone Theils får rigtig meget ud af dette input.

Hun kan tydeligvis noget med sproget, hvilket ikke er en selvfølge i en tid, hvor det virker, som om en underskov af mindre forlag er skudt op med den ene formål at sende krimier på markedet med det resultat, at alt ikke er lutter lagkage.

Men med Theils' debut bliver man som læser ikke skuffet.

Først og fremmest kan hun skrive, og selvom skriveriet er hendes metier, er der langt fra journalistikken til forfatterskabet. Men hun har også en god historie, hun brænder for at fortælle, og det mærker man tydeligt som læser.

Bog nr. 50 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Svar hvis du kan høre mig" af Ninni Schulman
2013. 440 sider.
Der synes ikke at være nogen ende på de svenske krimiforfattere, der tumler frem over stepperne.
NS er helt klar en af de bedre af dem.
Bogen er lidt speciel, fordi der ikke er nogle spring frem og tilbage i tid. Det er der ganske ofte i krimier.
Her bevæger handlingen sig langsomt frem gennem en uges tid, inden vi når klimaks.
Vi er på elgjagt, og en af deltagerne er Petra Wilander, der dermed er inhabil i jagten på morderen af en af jagtens deltagere.
Her har vi en god gammel Agatha Christie teknik, hvor alle de mistænkte er samlet, og morderen dermed kendt.
Dermed er den gode gamle whodunit opstilling en realitet.
Der går lidt chicklit i historien, men det tager ikke helt overhånd.
Der optræder også en 13 årig pige i historien. Hun er med på jagten og er forsvundet et par dage efterfølgende.
Det har skadet hende mentalt, og der er ingen tvivl om, at NS bruger hende som et bindeled til kommende historier. Hun bliver slet ikke gjort færdig her.
Der er mange personer, men man kan godt følge med.
Sproget er enkelt og slet ikke dårligt.
En af vores personer er udstyret med en baby, der har ondt for tænder, og dette barn er ved at drive folk omkring hende til vanvid. Det bliver rigtig godt beskrevet, og man kan næsten høre ungen skrige. Men det kan altå også drive læserne til vanvid.
Vi kommer ret godt ind på livet af vores personer, og vi også et indblik i, hvordan deres liv er skruet sammen.
Jeg vil gerne læse mere af NS, men dette er desværre bind nr. 3 i serien. Jeg skal nu alligevel have fat i de 2 første.
NS har fine titler til sine værker, og man kommer lidt til at tænke på lignende titler hos Stig Larsson.
Alt i alt en fin bog.

Politiken
Der er ikke så få kvinder, der er ikke så lidt forbitrede over deres mænds (manglende) deltagelse i projekt børnefamilie, og det kan, afhængigt af smag, blive ikke så lidt enerverende at læse om børnenes tænder igen og igen.

Det forekommer også utroværdigt, at politiet f. eks. lader et kronvidne være ubeskyttet, men hovedfortællingen er fint komponeret, og Schulman kan nagle frygt og gys i de øde beliggende svenske hjem.

Bog nr. 49 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Trappen og tågen" af  Anita Lillevang
2007. 235 sider.
Det er en ualmindelig dårlig bog, men det hænder jo, at man løber ind i noget fra den kategori.
Mens jeg sidder og skal skrive lidt om bogen, kan jeg simpelthen ikke komme i tanker om noget fra bogen, der handler om tåge og trapper.
Bogen er skrevet i Jeg-form og vores hovedperson er en forvirret og samspilsramt journalist fra Sjælland, der kommer til en mindre by i Østjylland, hvor hun skal skrive et festskrift for et vogmandsfirma.
Hun klynker og vi hører en del om hendes nedtur, hvor hun bl. a af og til kobler af med stoffer skyllet ned med alkohol.
Hun møder en betjent, der er meget bedre end ridderen på den hvide hest. Han er virkelig et fund.
Vores mordgåder bliver opklaret uden at det får spændingen til at stige voldsomt.
Man sidder faktisk og er ganske uinteresseret i Carlas liv.
En person fra socialvæsenet forklarer hende at det vil blive svært for hende at få hendes 2 anbragte børn.
Hvorfor har du valgt dine børn fra, bleiver hun spurgt.
"Jeg har ikke valgt mine børn fra, jeg har valgt mig selv fra" forklarer hun.
Litteratursiden er helt uenig med mig:

Man får sympati for hende og undrer sig over, hvor tæt hun kommer på begivenhederne i den lille provinsby. Som læser savner man dog noget af den frækhed/barskhed, som detektivkvinder plejer at være i besiddelse af. Til gengæld finder man her en lun humor.

Fortællestilen er stille og rolig, man taber ikke plottet eller tråden, men ender med at få en sandsynlig slutning.

Femikrimi-genren er hermed suppleret med en gedigen, god forfatter som nok skal sørge for at videreudvikle Carla Jensen og hendes univers i kommende krimier.

Bog nr. 48 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Svinene" af Carl-Johan Vallgren.
2015. 343 sider.Jorma Hedlund har egentlig afsluttet sin kriminelle karriere, men får et tip om en pengetransport.
Det viser sig, at det ikke er et helt almindelig tip og alt går galt.
Vi møder den utraditionelle Danny katz, som søger at få styr på, hvad der foregår.
Vi bevæger os ind i Stockholms pornoverden, og det er ikke noget køn verden.
Katz er en hård hund, og ham kan vi godt lide.
Han har været clean i 10 år, men den verden slipper man aldrig ud af.
Jeg havde en smule svært ved at følge med, for der var mange personer, men når jeg slog hælene i, var det en spændende bog.
Men ikke nogen åbenbaring.
 

Bog nr. 47 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Rotter i Pattaya" af Maik Jensen.
2016. 287 sider.
En lidt mærkelig bog, der handler om danske mænd, der uafhængigt af hinanden tumler rundt i Pattaya, Thailand.
Der er nok en 8-10 stykker, og handlingen bevæger sig rundt fra den ene til den anden. Der er så mange, at jeg ofte måtte tænke mig om for at huske, hvem der nu er i hovedrollen.
Der er ikke rigtig norgen af dem, der opfører sig normalt. Der er en, der ser ånder, og der er en anden, der er kommet for at drikke sig ihjel.
Der er også mennesker, der rejser til det land for at få en god oplevelse og ikke kun for at flippe totalt ud i et udsvævende liv.
Det er bestemt ikke noget rosenrødt billede man får af Pattaya.
Hvis jeg nogen steder mødte mennesker, der minder om disse gutter, ville jeg nok gå over på det andet fortov.
Ikke nogen stor bog.
 

Bog nr. 46 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Hilsner fra de døde" af Stuart Macbride.
2016. 416 sider.
En krimi der også har sine sjove ting. Det er mest den dybt underlige retspsykolog, der er morsom at følge.
Ganske ofte læser man krimier, hvor sproget ganske simpelt hen er for dårlig, men det er ikke tilfældet her.
En ganske udmærket bog.

Kriminalbetjent Ash Henderson arbejder med en grum sag. Seriemorderen som nyhedsmediet kalder "Birthday-boy" har i flere år kidnappet og myrdet teenagerpiger. Pigerne bliver taget et par dage før deres 13 års fødselsdag og myrdet på årsdagen.

Forældrene til pigerne får hvert år et "fødselsdagskort" på døtrenes fødselsdag, Hvert år et nyt kort hvor der medfølger et foto. For hver gang bliver motivet værre og værre at se på - den viser torturen datteren har været udsat for, trin for trin - år efter år. Ingen har kunnet finde ligene af pigerne og ingen har kunnet finde "Birthday-boy"

Ash har en hemmelighed. Hans egen datter Rebekka, er et af ofrene for denne grumme morder. Men Ash ved at hvis hans chef ved dette, bliver han taget af sagen og han ønsker intet andet i denne verden, end at fange svinet og give han, hvad han fortjener.

Ash bliver yderligere udfordret da han møder sin nye makker. Retspsykologen, Alice McDonald.

Hun er den mest forsigtige person verden endnu har set. Hun tør ikke flyve, er bange for små rum og tør ikke trykke et nyt bekendtskab i hånden, tænk hvis han/hun ikke har vasket hænder sidst de var på toilettet.

Helt privat er Ash en dybt forgældet skildsmisseramt mand. Han er ikke så moralsk som man måske burde være i hans stilling, han benytter sit politiskilt til at afpresse vaneforbryderne, så han kan få afviklet noget af sin gæld til en hårdkogt lånehaj.

Bog nr. 45 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Ifølge Lukas" af Carsten Andersen.
2011. 308 sider.
En krimi med tilbehør.
Lukas Winter mister sin far, som han hader. Der sker et andet dødsfald, da en af Lukas´gamle bekendte bliver dræbt, mens han passer sit job som sikkerhedsvagt i en galopstald.
Lukas får til opgave at skrive en historie om det og undervejs arbejder han også med at opklare mordgåden.
Vi tror i lang tid, at mordet har noget med galopmiljøet at gøre, men det har det overhovedet ikke.
Bogen er skrevet i et ganske flot sprog, og vi kommer til at kende Lukas godt. Han er tilsyneladende skadet af sine barndomsoplevelser, og bogen handler også om hans liv, der er ganske spændende.
Vi kommer godt omkring i landet, og CA går lidt hemmeligt med, hvor vi er i Jylland. Vi hører om en fregat, der ikke sejler, og det tyder på Ebeltoft, men det skal nok forestille at være Århus.
Der er en del sidehistorier, der ender som blinde spor. Vi får ikke for alvor at vide, hvad der var med den far udover, at han ikke var der.
En spændende ting er, at der mellem hvert kapitel findes små breve fra Lukas til sin far, og det er klart at han lidt efter lidt mister respekten for faderen.
Men der bliver ikke fulgt op på de små breve.
Lukas møder også en mystisk pige med hareskår, men hun forsvinder næste morgen, og hun forsvinder også ud af historien.
Så hvad hulen laver hun så i vores historie?
Behandlingen af mordgåden er fin, men man sidder lidt uforløst efter at have læst bogen.
Jeg kunne sagtens finde på at læse mere af Carsten Andersen.

Fra Information.
Det var ikke nemt at læse sig igennem Carsten Andersens nyeste roman, Ifølge Lukas. Havde bogen så bare været himmelråbende dårlig, men det er den ikke, den er det hårdeste, en bog måske kan byde sin læser at være, og det er virkelig kedelighed. Støt arbejdende sig fremad i et trægt tempo med en rungende redundans af langsommelig forklaring og fuldstændig ligegyldige miljøbeskrivelser. Ufattelige gentagelser, ufatteligt.

Bog nr. 44 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Dan Lynge - Mit dobbeltliv":
2005. 198 sider.
Det er en ubehagelig bog om en ubehagelig mand.
Og så passer det hele jo sammen.
Jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke er eller nogensinde har været i den verden, som Dan Lynge beretter om. Det handler i bund og grund om, at han valgte at blive meddeler eller stikker, som det også benævnes.
Det gjorde han vist for at beskytte sin familie, da han oplevede forfølgelser  efter at han var kommet i "bad standing".
DL virker meget selvforherligende, og selv om han ikke spiller nogen forfulgt uskyldighed, så har man mange forklaringer på, hvorfor det gik som det gjorde.
Hans far får en stor del af skylden.
Disse grupperinger er så ualmindelig uinteressante.
 

Den tidligere rocker og politiagent (f. 1957) beretter om opvæksten på Vestegnen, facinationen af motorcykler, der førte ham ind i 1970'ernes spirende rockermiljø. Om mødet med vilde engle, hurtige damer og korrupte politibetjente og om våbensmugling, attentater og drabsforsøg
 

Bog nr. 43 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Dyrlægens Johannes" (Johannes V. Jensen og Himmerland) af Vagn Prebjørn Jensen.
1996 132 sider.
Selv om jeg ikke er født i Himmerland, er det alligevel min egn, og Johannes V. Jensen er også "min" forfatter.
Jeg slugte Kongens fald, og jeg var med til at fejre hans 100-årsdag i 1973. Jeg besøgte Fusijama i 1998, hvor han var i 1904 og hviskede for mig selv "Da jeg så Fusijama brast den sidste drøm om en anden virkelighed end den der der."
Han har været med mig alle dage.
I denne bog beskrives hans forhold til hjemegenen, der af mange grunde blev temmelig anstrengt.
Jeg kender alle lokaliteterne der, og det var spændende at høre om hans forhold til spiritismen og folkene på hjemegenen.
JHV var en meget kompliceret person, og det beskrives også her.
En rigtig spændende lille bog, der gav mig en masse ny viden om en af landets allerstørste forfattere.
Har man ikke læst "Himmerlandshistorier" har man en oplevelse til gode.
 

Bog nr. 42 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Meldt savnet" af Linda Castillo
2011. 352 sider.
Vi er i et lille Amish-samfund i USA, hvor Politichef Kate Burkholder og efterforsker John Tomasetti forsøger at finde flere forsvundne Amish teenage piger.
Burkholder voksede op som Amish, og har derfor gode forudsætninger for at forstå den tankegang, der præger dette underlige samfund.
Det er spændende at læse om Amish, og her lærer man meget om deres liv. Personerne er godt og levende beskrevet, så det hele bliver rigtig spændende.Selve opklaringen af forbrydelsen følger de gammelkendte krimi-regler, og det er meget godt.
De

L.C. har tidligere skrevet 3 bøger om Burholder, og dem kunne jeg godt finde på at kaste mig over.

 

Bog nr. 41 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Babysitteren" af Sofie Sarenbrabt.
2015 339 sider.
Emma Skøld er kriminalinspektør og hun vågher i en hospitalsseng efter 5 måneder i coma. Hun havde en ulykke i forbindelse med en ridetur.
Hendes mand kristoffer beder sin tidligere kæreste om at hjælpe med at passe barnet, og det er hun glad for.
Alt for glad for. Emma vågner af sin coma og undrer sig over hvad der er sket.
Skjuler Kristoffer noget for hende, og var det overhovedet en ulykke.
Hun fortæller en kollega om sine mistanke, og han går i gang med at hjælpe hende med at få det hele opklaret.

Og så går alt helt, helt galt.
Vi føæger opklaringsarbejdet, og der kommer også en forklari ng på, hvordan ti gene hænder sammen.
Men det er ikke slutningen på de uhyggelige hændelser.
Der er meget mere i vente.
SS skriver  i et let læseligt sprog, og man bliver hurtigt grebet af handlingen.
Slutningen er for alvor overraskende.
Den havde jeg slet ikke set komme.
SS har skrevet andre bøger, og dem skal jeg nok have fat i,

 

Bog nr. 40 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Slangehuset" af S. J. Bolton.
2009. 400 sider.
Clara Benning er en dyrlæge, der er dyrlæge i en lille engelsk landsby. Hendes tilværelse er hæmmet af de skader, hun pådrog sig efter et hundeoverfald, da hun var baby.
Pludselig vrimler det med slanger i landsbyen. Flest er snoge, men de finder også en taipan, der er en af verdens giftigste slanger.
Og så går det løs med opklaringen af det mysterium.
Der er rigtig mange personer med, og det kan være en smule svært at følge med i handlingen.
Der er også lidt lovestory blandet ind i det hele.
Ikke noget mesterværk, men det er altid spændende at læse om slanger.
Fra Litteratursiden:
’Slangehuset’ er umådeligt velskrevet. Og meget informativ, da man får en del faktuel viden om slanger! Med flair for effektive virkemidler opbygger Bolton en atmosfære af lurende ondskab der brager ud i et rystende klimaks. Alle karakterer er klart tegnede, og det er i særdeleshed et fint psykologisk portræt af Clara, der har fået en hård start på livet. Men trods de mindre behagelige omstændigheder vågner hun nu til nyt liv med accept af, at indre skønhed er langt mere værd end ydre, og at evnen til at elske og blive elsket er alle menneskers særlige privilegium.
 

Bog nr. 39 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Venter i mørket" af Helene Tursten.
2010. 301 sider.
Dette er er 9. bog i serien om Irene Huss, og her handler det om en mand, der lurer på kvinder i ly af mørket.
Der er hverken motiv eller spor at gå efter, og det gør det jo ikke nemmere.
Irene Huss bliver selv et af ofrene, og hun oplever flere mærkelige hændelser.
Også hendes upopulære chef bliver offer.
Men selvfølgelig finder de til sidst forbryderen, som imidlertid ikke er så nem at fange.
Til slut ender Irene Huss i en situation, hvor hun må fortage et valg. Det valg hun tager er fuldt forståeligt, men det er så langt fra at være politisk korrekt, som noget kan være.
Men man forstår til fulde hendes handling.
Jeg kan ikke i skrivende stund huske, hvor mange Irene Huss bøger, jeg har læst.
 

1 Den knuste tang-hest, 2001
2. Nattevagt, 2003
3 Tatoveret torso, 2002
4 Glasdjævlen, 2004
5 Guldkalven, 2005
6 Ilddansen, 2006
7 Manden med det lille ansigt, 2007
8 Det lunefulde net, 2009
9 Venter i mørket, 2012
10 I skjul af skyggerne.  2012

Bog nr. 38 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Tak for sidst" af Erik Hauervig.
2014. 398 sider.
Man kan næsten sige, at Hauervigs bøger om Bjørn Assing og de andre politifiolk er én lang historie. Der er ikke meget forandring. Der kommer nogle forbrydere på banen i hver bog, og politifolkene får kradset lidt i overfladen, men kommer aldrig til bunds i noget.
Det er sikkert virkeligheden, men noget trist er det.
Her i den 3. bog er det nogle krigsveteraner, der planlægger og udfører et stort kup, der kunne være Olsen banden værdigt.
De er alle så skadede af deres erfaringer, at det går gruelig galt.
Der er masser af sidehistorier, så der er mange ting læseren skal forholde sig til.

 – pensioneret kriminalassistent med 42 års tjeneste i politiet. Var i 10 år kontaktmand til prostitutionsmiljøet i station Citys område. Var sideløbende også sagsbehandler af anden grim kriminalitet og modtog 2007 diagnosen PTSD og måtte overgå til administrativt arbejde. Han fortsatte dog sine forbindelser til flere af de organisationer, som hjælper kvinderne i prostitutionsmiljøet. Går ind for et forbud mod sexkøb og øget socialhjælp til ofrene. Har afholdt flere foredrag om prostitutionsmiljøet.

Bog nr. 37 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Uden hæmninger" af Erik Hauervig.
2016. 325 sider.
Det er den sidst udkomne bog i serien om Bjørn Agger og hans team. Her er han kommet til en ny afdeling pga samarbejdsvanskeligheder med den tidligere afdeling, men så vidt jeg kan se laver han ca det samme.
Bøgerne er meget stereotype, og det er de samme forbrydere og skarnsfolk, de kæmper mod, og man kører lidt træt i den stil efterhånden.
Men nu har jeg besluttet at læse, det der findes.
 

Bog nr. 36 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst"Route 66 morderen" af Becky Masterman.
2012. 351 sider. Brigid Quinn er en pensionret FBI agent, der må lære at leve med at en "lokkedue" mistede livet i et set-up som hun var ansvarlig for.
Mange år senere finder man liget, og en mand tilstår mordet. Men er det ham, der i virkeligheden er morderen. Og hvis det ikke er, så er den rigtige morder stadig derude.
Bogen er holdt i en kæk amerikank stil, som man lige skal vænne sig til. Og det er da lidt morsomt at den lille grå dame stadig husker det hun lærte som agent.
Lidt efter lidt bliver man indfanget af den spændende handling, og slutningen fejler skam ikke noget.
 

Fra Litteratursiden.
Historien er spændende, sproget flydende, og man graver ivrigt sammen med Brigid efter forklaringen på, hvad der egentlig foregår, og hvem morderen er. Der sker mystiske begivenheder, som tydeligvis har med sagen at gøre – men på hvilken måde? Slutningen er overraskende og brutal, og Brigid får brug for al sin styrke og mod.

Bog nr. 35 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst Nemesis af Erik Hauervig.
2013. 349 sider.
Dette er den 3. bog i serien om Bjørn Agger, og man kommer jo efterhånden til at kende hovedpersonerne.
Her er bestemt ikke tale om noget litterært mesterværk, men det er da ganske god underholdning.
Politiet fortsætter kampen mod bombeattentater, likvideringer, kvindehandler og meget mere.
Det er meget sort/hvidt, og jeg er ikke sikker på, at det harmonerer med virkeligheden.
Vi springer næsten for meget rundt mellem grupperingerne, og det hele er lidt for steorotypt.
 

Bog nr. 34 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst Det onde netværk" af Erik Hauervig.
2012. 321 sider.
3 tyrkere overfalder og voldtager en ansat på en massageklinik, og det sætter en kæderaktion i gang i de forskellige grupper af bander og rockere.
Dette er EH´s første bog i serien med Bjørn Agger, og han kender miljøet til bunds fra sit arbejde som politimand.
Historien er ganske spændende og godt bygget op. Sproget er ikke vildt spændende og jeg mangler bedre personbeskrivelser.
Eksempelvis synes de fleste at bruge ordet "Papkasse" som skældsord. Beskrivelsen af omgangstonen virker noget anstrengt.
Synsvinklen skifter hele tiden, og det virker ganske godt.
Nu er jeg begyndt, og jeg tager hele rækken af Hauervig-bøger med.

En interessant krimi. Kriminalassistent klar med debutkrimi om Vesterbros hårde prostitutionsmiljø. Det er tydeligt, at Vesterbro-kriminalassistenten Erik Hauervig har et indgående kendskab til prostitution, kvinde- og narkohandel i København. I denne rolige krimi har han ladet sig inspirere af en række virkelige sager og man får et godt indblik i de kriminelle miljøer - både de laveste og de mest mondæne. Bogen er ’ikke den store skrivekunst’ men alligevel ganske interessant som en slags vesterbrosk nøgle-kriminalroman.

Bog nr. 33 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst Solstrejf" af Claus Hagstrøm.
2016. 354 sider.
Kristian Wang er en dybt alkoholiseret konsulent, der bliver tilknyttet politiet. Sammen med kriminalbetjenten Signe Keldsen arbejder han sig ind i SM-miljøet, hvor Signe K. er mere end almindelig godt kendt.
Det virker som om de fleste af de mennesker de støder på har deres gang i SM-miljøet, og vi får beskrevet i detaljer, hvorden de når til derees grænser og mange gange også overskrider dem.
Der er planlagt 5 bøger om den forhutlede konsulent, og jeg stiller snok op, når den næste er tilgængelig.åmænd
Det er egentlig ganske ubehagelig læsning. KW kæmper mod sine dæmoner og taber som regel.
Mine grænser for voldelige beskrivelser var ganske tæt på at blive overskredet, hvis de da ikke blev overskredet.

Fra  Litteratursiden.
Claus Hagstrøm er ny på den danske krimiscene. Debutromanen giver smæk for alle pengene; bogstavligt talt! Der er fart over feltet, og man skal være forberedt på, at handlingen inkluderer en hel del hård sex. Men hvis man ikke er sart, er dette en underholdende og velskrevet krimi. Der er tænkt over personerne og plottet, og selvom hovedpersonen falder lidt i den stereotype kategori, ”enlig, alkoholiseret tidligere politimand”, så har han alligevel nogle træk, der gør, at man kommer til at holde af og med ham.
 

Bog nr. 32 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Voldsspiralem" af Erik Hauervig 2015.
434 sider
Jeg skulle lige vænne mig til den kontante stil, der faktisk ikke giver plads til mange personbeskrivelser, men lidt efter lidt kommer man alligevel til at kende vores hovedpersoner.
E:H har selv været politimand i det betændte område omkring Vesterbro, og det gør det hele mere troværdigt.
Vi præsenteres ellers for kynisme og afstumpethed uden sidestykke, men det skal desværre nok passe, at der er korrekt beskrevet.
Kodeordet er penge, og der er mange, der vil gøre alt for penge.
Desværre var det bind 4 i serien på 5 om Bjørn Agger jeg fik fat i først, men senere har jeg læst nr 1 og bestilt de øvrige.
Nu er jeg nødt til at vide, hvordan det går med Bjørn Agger.

Bog nr. 31 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Natstorm" af Johan Theorin
2010. 413 sider.

Johan Theorin har planlagt at skrive en serie på fire krimier om Øland og dens skiftende vejrlig. Tidligere udkom ”Skumringstimen”, som er første del i kvartetten, og nu kan man så opleve den selvstændige fortsættelse. Den har fået titlen ”Natstorm”, der henviser til de hårde vinterstorme der raser på Øland.

Hvor ”Skumringstimen” gav en fornemmelse af tåge, tungsind og fortællingens kraft, så får ”Natstorm” formidlet en dragende følelse af uhygge, sorg og frostklar kulde.

Historiens omdrejningspunkt er Gården på Åludden, et rigtigt spøgelseshus, der har stået tomt i lang tid. Gården er bygget op af drivtømmer fra et skibsforlis i en natlig storm for over 100 år siden, og meget tyder på, at dette træ er særligt modtageligt for døde sjæle. Så da parret Katrine og Joakim flytter ind med deres to børn, vækkes de døde mure til live, og snart begynder der at ske mystiske ting, der bringer både tragedie og uhygge med sig. Jeg kan egentlig bedre lide krimier end spøgelsesromaner, men for en gangs skyld var det da meget underholdende.

Bog nr. 30 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Perfekt mord" af Elsebeth Halkendorff
2015. 325 sider.
Det var ikke nogen særlig stor oplevelse.
En masse mennesker i landet får unødvendig psykofarmaka.
Den unge studerende Sofie Branting undrer sig og mener noget er galt.
Det viser sig, at en lang række læger ordinerer den medicin for at der skal sælges endnu mere medicin, og mange svage anvendes som forsøgspersoner.
EH har selv fået for meget af den slags medicin, og har dermed en god sag.
Om der er noget om snakken skal jeg lade være usagt, men det lyder ikke sandsynligt, at der svindles så meget som der gør.
Selve bogen var svær at komme igennem.
Personerne er dårligt beskrevet og bliver aldrig vedkommende.
Den selvtægtsbølge de sætter i gang er også svær at tro på.
Vi har de onde og de gode, så vi ved, hvem vi skal holde med.
Selv den "overraskende" slutning virkede som noget af en fuser.
Ikke nogen god bog.

Hun mener, at den etablerede psykiatri blæser til heksejagt ved at medicinere raske mennesker med depressionspiller, som hun kalder stærkt adfærdsændrende og ødelæggende medicin. Psykiaterne burde i stedet for tage sig af de ægte sindslidende, lyder det fra Elsebeth Halckendorff.

Men den sammenligning må stå for egen regning. Patientforeningens bestyrelse bad fluks Elsebeth Halckendorff om at gå ud og præcisere, at ytringerne ikke ligger på linje med Patientforeningens holdning. Det nægtede Elsebeth Halckendorff, som derfor fik frataget sit hverv som fungerende formand. Hun har nu trukket sig helt ud af foreningen og dannet en ny forening, Institut for Patientrettigheder

Bog nr. 29 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Fra min Faders skygge" af Sebastian Klein. (Danni Travn)
302 sider.
Sidste år besøgte jeg bogmassen i Bella Centeret.
Det var en stor oplevelse for mig, og en af de forfattere jeg mødte der, var Sebastian Klein, der fortalte om sin bog "Fra min faders skygge".
Nu har jeg haft den store glæde at læse bogen. På messen gjorde SK et stort nummer ud af at sige, at der ikke var tale om et opgør med hans far.
Jeg er nærmest vokset op med Jesper Klein, og satte stor pris på hans talent og skæve påfund.
Jeg glemmer ikke nemt reportagerne fra Tirana hav og indsø, som albanerne ikke var vilde med.
Og sikke en triumf det var, da Erhard jacobsen troede at der var mange medvirkende i en udsendelse, hvor alle roller blev varetaget af Jesper Klein.
For mig er en biografi god, når jeg efter at have læst bogen sidder inde med en viden, jeg ikke havde før, og det gjorde jeg virkelig her.
SK fortæller kronologisk om sit liv og sin opvækst, og vi skal helt hen omkring side 200, før vi hører et ord om JK´s alkoholmisbrug.
Det kom som en overraskelse for de fleste og også for SK.
Det virker som en ærlig bog, der kommer fra hjertet. Det skinner igennem, at det ikke altid var nemt at være søn af et geni, og det var heller ikke nemt at være enebarn.
Det var han så heller ikke, for han havde en halvsøster, som gjorde hvad hun kunne i de svære tider med sygdom.
Jesper Klein hadede sport, men ikke desto mindre spillede han gerne bordtennis med Sebastian.
Han ville gøre alt for den søn.
En rigtig fin bog er det.
 

Dette er bog nr. 28, jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Hilsner fra de døde" af Stuart Macbride.
2012. 446 sider.
Ash henderson´s datter Rebeca blev kidnappet for 5 år siden af "The Birthday Boy. Et år senere modtog han det første fødselsdags kort, der viser, hvordan pigen langsomt tortureres til døde,
Han holder det hemmeligt, at hans datter en en af de mange piger, der er blevet kidnappet, fordi han frygter at blive fjernet fra efterforskningen.
En dybt underlig psykiater tilknyttes eftersøgningen, hvor hun bl. a skal lave gerningsmandsprofil.
Dette er en usædvanlig voldelig bog, der på intet tidspunkt er politisk korrekt.
Ash hopper gerne på en mistænkts skinneben, så det brækker, og hvis han har fået fat i den forkerte, finder de på en god historie.
Han er tilsyneladende ikke bange for noget. Han er så lidt bange, at det virker unaturligt.
Samspillet mellem Ash og psykiateren er ubetaligt morsomt, så man skiftes mellem at more sig højlydt og væmmes. Personbeskrivelserne er ualmindelig gode, mans man har lidt svært ved at tro på selve plottet.
Ash skylder også alt for mange penge til de helt forkerte mennesker, og kan han ikke betale tilbage til tiden, har de deres barske metoder.
Dette er den første bog om Ash Henderson, og jeg stiller nok op i køen til den næste.
 

Bog nr. 27 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Blind retfærdighed" af Bruce Alaxander.
1997, 261 sider.
Ikke nok med, at det er en gammel bog. Den foregår også i 1768, og så er den holdt i en gammeldags skrivestil.
Bl. a starter hvert kapitel med en lille forklaring om, hvad læseren kan vente sig. Dette fænomen kendes også fra Kaptajn Marryats drengebøger.
Også sproget er gammeldags.
Alt dette gør bogen en smule tung at komme igennem.

Vi hører om den blinde dommer Sir John Fielding og hans møde med den 13. årige Jeremy Proctor.
Sammen opklarer de en forbrydelse, og i den forbindelse optræder unge Jeremy som dommerens øjne.
Til trods for at han er blind er Sir John ganske genial i sit opklaringsarbejde.
Samtidig er han en retfærdig og ædel mand. I det hele taget er der meget sort-hvidt i bogen, der alt i alt var interessant læsning.

Bruce Alexander Cook (1932 – November 9, 2003) was an American journalist and author who also wrote under the pseudonym Bruce Alexander, creating historical novels about a blind 18th-century Englishman and also a 20th-century Mexican-American detective.

Bog nr. 26 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "En mand ved navn Ove" af Fredrik Bachman.
213. 323 sider.
Ove er 59 år, og han kører Saab. Ove blander sig i alt, og han ved bedst.
Ove er kværulantisk, pedantisk og egenrådig.
Han er simpelthen ikke til at hold eud.
En dag køer den nyindflyttede nabo ind i Oves postkasse og siden bliver intet det samme.
En tåbelig kat insisterer på at flytte ind hos Ove, som hævder, at han hader den.
Efterhånden som bogen skrider frem kommer vi for alvor til at holde af Ove, og de mange kvaliteter han har, som han sørger for at holde godt skjult.
Ove forsøger flere gange at tage livet af sig, men bliver altid forstyrret. Jeg kommer til at tænke på Jørgen Ryg i Selvmorderskolen, hvor han forsøger at begå selvmord ved at skyde sig gennem munden. Han har hørt at det virker bedst, når munden er fyldt med væske, men han har kun elefantøl, som han hver gang kommer til at sluge.
Snart glemmer han, hvad han er i færd med.
Dette er slet og ret en fantastisk bog, som jeg er umådelig glad for at have læst.
Jeg er fan af Ove.

Bog nr. 25 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Kongemordet" af Hanne Vibeke Holst.
2005. 488 sider.
En rigtig spændende og vedkommende bog. Det er sikkert endnu engang HVH´s barndom og den faderfigur, der ikke var som hun kunne ønske det.
Hun har virkelig været gennem mange lidelser.
Gert er en dominerende mand, der gør havd han kan for at undertrykke sin kone.
Der er både fysisk og psykisk vold. han skyr ingen midler.
Men som i et eventyr sker retfærdigheden fyldest i denne bog. Og når det sker sidder man faktisk og godter sig, fordi det var rpæcis hvad det dumme svin havde fortjent.

Fra Litteratursiden:

Med denne forrygende, samfundskritiske roman viser feministen, at det så langt fra er umoderne at gi' mændene med grovfilen.

Med humor og selvironi træder hun på gaspedalen. Hold fast eller du ryger af... Romanen handler om politik og kærlighed. Den følger derfor to spor: det politiske med baggrund i formandsopgøret i Socialdemokratiet, hvor personerne er genkendelige aktører på den politiske scene, og det mere fiktive, hvor hovedpersonen er Linda. På en effektiv og underholdende måde lader forfatteren sporene sig blande med hinanden.

Gert har for mange år siden giftet sig med Linda, en sexet københavnerpige med baggrund i arbejderklassen, og gennem 30 år har han på alle måder tyranniseret hende, selvom hun gør alt for at være ham tilpas. Linda er nu dybt alkoholiseret og lever et meget isoleret liv.

Ind i historien er også flettet sidehandlinger og sidepersoner, der får selvstændigt liv, bl.a. historien om Yasemin, en tyrkisk pige, der flygter fra et tvangsægteskab. Også hun bliver udsat for ikke blot psykisk, men også fysisk vold.

Hanne-Vibeke Holst skriver på en stor indignation, men med humor og selvironi og uden at være hverken firkantet eller entydig, og i et sprog, der er billedrigt, effektivt, rapt og vittigt.

Kongemordet er en stor samtidsroman, hvis hovedtema er vold mod kvinder, og bogen er et vægtigt indlæg i samfundsdebatten.

Bog nr. 24 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Blodhøst" af S. J. Bolton
2010. 492 sider.
Familen Fletcher flytter ind i et hus på heden i Nordengland, og straks vælter skeletterne i bogstaveligste forstand ud af skabet.
Masser af mennesker på stedet har hemmeligheder, der bliver afsløret lidt efter lidt. Der er egentlig mange hovedpersoner i denne lidt krøllede roamn, hvor man skal holde tungen lige i munden for at følge med. Jeg er ikke 100 % begejstret for bogen. Den er for indviklet, og jeg mistede af og til overblikket.
Men da også ret uhyggelig.

Fra Litteratursiden.
Uvejr afdækker to ”ekstra” slemt tilredte små pigelig i barnegrav. Gysende uhyggelig gotisk thriller med alle genrens hårrejsende mystiske kendetegn ....

... Det smerter altid at læse om, hvordan en grusom ulykkelig barndom er altødelæggende for et menneskeliv og derfor ofte uvægerligt fører videre til vanvid og forbrydelse. Dette er forfatterens 3. pageturner med suveræn suspence og et intelligent psykologisk plot. Kan hænde at psykologen og præsten er en anelse for modige og forfølger sagen lidt for insisterende, men egentlig var jeg flintrende ligeglad, mens jeg med høj puls og tilbageholdt åndedræt blev drevet frem side efter side.

Bog nr. 23 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "En lykkelig kvinde" af Hanne Vibeke Holst.
1998. 416 sider.
Therese-trilogien III
Hver gang jeg læser noget af hende er det i håbet om at få en åbenbaring, som det skete, da jeg læste hendes fantastiske "Knud den Store".
Det sker ikke her.
Det er en bog i den såkaldte Chick-lit genre, og det er ikke det, jeg er mest vild med.
Men også denne bog omhandler forkert eller manglende kontakt med en faderskikkelse.
Det betyder vist rigtig meget for hende.
Stadig underligt at Knud Holst, der vist også følte sig som Knud den Store, skulle blive overhalet indenom litterært af både sin kone og datter.
Står hovmod for fald?
Jeg vil da sikkert fortsætte med at læse bøger af HVH, for det kunne da være, der kom endnu en perle.

Den toogtrediveårige tv-reporter Therese Skårup fra er en lykkelig kvinde med mand, barn, nyt hus og et prestigefyldt job. Men kun når hun tager skyklapper på. Hendes far, der netop er vendt hjem fra sit tyveårige eksil i Spanien, dør, og kort efter sendes Therese på en reportagerejse til Budapest, hvor hun som en af få journalister har fået adgang til den internationale storfinansmand Peter Lucas. I Budapest forelsker hun sig i Lucas' ven, filmfotografen Miklós.
Hjemme igen i København åbner Therese sin fars kasse med efterladte papirer, og ud slipper endelig alle fortielserne, der sammen med forelskelsen i den mystiske Miklós truer med at nedbryde hendes vanlige selvsikkerhed og den tryghed, som hun og hendes mand desperat har forsøgt at bygge op. Hendes liv og selvopfattelse bliver sat på spidsen, og hun må træffe afgørende valg

Bog nr. 22 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Sort sensommer" af Inger Wolf.
2006. 284 sider.
Den enlige mor Anna Kiehl vender ikke hjem fra en løbetur, og næste dag findes hun myrdet.
Det er en sag for Vicekriminalkommisær Daniel Trokic og hans modsætning, den farverige IT-specialist Lisa Kornelius.
Det er ikke noget mesterværk, men jeg kunne sagtens finde på at læse de 8 efterfølgende bøger om Trokic, der er halv kroat, og et ganske spændende bekendtskab.
 

Bog nr. 21 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Hypnosemorderen" af Poul Martinsen.
266 sider
Hvis en forfatter havde "digtet" en lignende historie, ville man have været imponeret over hans gode fantasi, men dette er den skinbarlige virkelighed.
Her følger vi Palle Hardrup tæt, men hvordan tingene i virkeligheden hang sammen fandt jeg aldrig ud af.
Blev han hypnotiseret af Bjørn Schouw Nielsen til at begå mord eller ej?
Jeg læste for mange år siden den bog Bjørn Schouw Nielsen skrev om sagen, og også den gang syntes jeg, det var vildt spændende.
Jeg har aldrig prøvet at blive hypnotiseret, men jeg kunne godt tænke mig at prøve det.
Men jeg ved ikke om jeg tør.
Umådelig interessant bog.
 

Bog nr. 20 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Drabscheferne-De største sager" af Kurt Kragh og Ove Dahl. 269 sider 2016.
Bogen er skrevet i samarbejde med Stine Bolther, der selv skriver krimier.
Disse to herrer har jeg set utallige gange på TV, og jeg har egentlig altid haft et godt indtryk af dem. De virker tillidsvækkende, og det er meget interessant for mig at læse om deres sager. Bogen former sig som en slags samtale mellem de to, og det virker ganske godt. Nogle af sagerne kan jeg huske fra dengang de fandt sted, og især gjorde den skræmmende "Amagermand" indtryk på mig.
Spændende læsning.
 

Det er spændende læsning. Fordi drabssager nu engang er spændende ud over det smertelige og tragiske, de rummer. Drabssagerne og opklaringen af disse har et enormt spændingselement. Næsten mere end man finder i virkeligheden -fordi virkeligheden altid overgår fantasien.

Bog nr. 19 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Det perfekte mord" af Stine Bolther.
270 Sider.
Bogen handler om danske giftmord, og det er beretninger, som jeg normalt godt kan lide at læse, men denne er lidt tynd i det.
Bogens hovedperson er patologen Bent Kæmpe, og vi hører meget om, hvordaan hans arbejde har gjort en forskel.
Nogle af mysterierne blev aldrig opklarede, og så sidder man som læser lidt uforløst.
Stine Bolther arbejder som kriminalreporter på Ekstrabladet, og hun skriver selv krimier.
Det kunne hun godt have gjort bedre.
 

Bog nr. 18 jeg har læst i 2017.
Jeg har læst "Kød og Blod" af John Harvey.
2014. 404 sider.
Det er den 3. bog om Frank Elder jeg har læst. Desværre er det nr. 1 i serien, og jeg kom til at læde de to andre først.
Det var ikke så godt, men ikke katastrofalt.
Frank Elder er pensioneret, og han bliver ofte indkaldt til at assistere i sager, der minder om dem han arbejdede med, daa han var i tjeneste.
Her møder vi den evige taber Shane Donald, på kun 17 år, og sammen med sin ven fra fængslet fremkalder han katastrofer og uhyggelige begivenheder, hvor han end vender sig.
Personerne er ualmindelig godt beskrevet. Man kommer til at synes om Frank, og man kommer til at hade Shane.
De voldelige overgreb bliver grundigt beskrevet, og det er barske sager.
Frank Elder har også problemer på hjemmefronten, og det udvikler sig til sidst på en måde der får uoverskuelige konsekvenser for Frank Elder og hans famile.
Hvis der kommer flere bøger om Frank Elder er jeg helt sikkert på banen.
De 3 jeg allerede har læst var vildt spændende og trækker med lethed 5 stjerner hjem.

Bog nr. 17 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Dødens spiral" af Bente Nimb.
351 sider
Det viste sig at være en ganske spændende krimi, af en forfatter, der ikke er helt ny.
Bente Nimb er rent faktisk født i 1940, men det mærker man slet ikke.

Hun debuterede som krimiforfatter i 2001 efter at have været i ejendomsbranchen i mere end 35 år.
Det er sejt gjort.
Her møder vi den kontroversielle Martin Bjergmark, der er rigtig spændende og godt beskrevet.
Og sandelig om ikke en af "vore helte" bliver er offer.
Det er ikke ofte det sker.
Jeg har bestilt 3 bøger mere af Bente Nimb.
 

Bog nr. 16 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Aske og støv" af John Harvey.
2005. 377 sider.
Det er anden bog i serien om den sympatiske viceekriminalkommisær Frank Elder  og hans kamp mod ondskaben og også kampen mod hans egne dæmoner.
Hans egen datter blev tidligere holdt fanget og anholdt af en fyr, som Elder var på jagt efter.
Det præger hans liv i alt for høj grad.
Og hans ekskone har han også problemer med.
Jeg har desværre fået læst bøgerne i omvendt rækkefølge, men det får være.
Det er rigtig spændende bøger, og Frank Elder er rigtig vekommende, og man ønsker ham alt godt.
Jeg synes personbeskrivelserne er rigtig gode.

Fra Litteratursiden:
Wauw! Britiske Harvey mestrer i den grad den moderne krimi. Mord, voldtægt, perversiteter, magtbegær og politikorruption er ingredienserne i "Aske og støv", og det er i topklasse.

"Aske og støv" er den anden selvstændige krimi i serien med den pensionerede kriminalkommisær Frank Elder. Ligesom den første bog "Kød og blod" er den hårdkogt, nervepirrende og intelligent. POKå første side bliver læseren slynget ind i det barske politiunivers, og spændingskurven stiger stødt derefter.

Bog nr. 15 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Gamle Hansen" af Birgitte Lorentzen.
316 sider.
Jeg har været glad for boksning hele mit liv, og det er ikke for meget at side, at jeg er "vokset op" med Jørgen Hansen.
Fra jeg var 16-17 år var jeg fast gæst ved Aalborg Boksealliances stævner, og der var Jørgen Hansen en af stjernerne.
Han er en spændende personlighed, og i denne bog fik jeg mange spændende oplysninger om ham. Han havde mange vaner, der nærmest var af autistisk karakter. Han gik f. eks altid i seng kl 22 uanset hvad, og han spiste altid til aften kl 18. Ikke 5 min før og ikke 5 min efter. Kl. 18.
Jeg er bekendt med, at der har været en del polemik om bogens forfatter og om hvordan hun har udnyttet hans tiltagende demens, men det er svært at udtale sig om på afstand.
Jeg var rigtig godt tilfreds med denne bog.

Slagkraftig bog om den gamle Hansen: Birgitte Lorentzens bog om den ni-dobbelte europamester, Jørgen “Gamle” Hansen er en hjertevarm fortælling, om en af dansk idræts mærkværdigeste  karrierer  – og en skæbnefortælling om et sårbart menneske.  *****  JYDSKE VESTKYSTEN

Bog nr. 14 jeg har læst i 2017
Jeg har læst "Remains of innocence" af J.A. Jance
2015. Ca 300 sider

Sheriff Joanna Brady must solve two perplexing cases that may be tied together in New York Times best-selling author J. A. Jance's thrilling tale of suspense that brings to life Arizona's Cochise County and the desert Southwest in all its beauty and mystery.

An old woman, a hoarder, is dying of emphysema in Great Barrington, Massachusetts. In cleaning out her house, her daughter, Liza Machett, discovers a fortune in hundred dollar bills hidden in the tall stacks of books and magazines that crowd every corner.

Tracing the money's origins will take Liza on a journey that will end in Cochise County, where Sheriff Joanna Brady is embroiled in a personal mystery of her own. A man she considers a family friend is found dead at the bottom of a hole in a limestone cavern near Bisbee. And now there is the mystery of Liza and the money. Are the two disparate cases connected? It's up to Joanna to find out

Judith Ann Jance is the top 10 New York Times bestselling author of the Joanna Brady series; the J. P. Beaumont series; three interrelated thrillers featuring the Walker family; and Edge of Evil, the first in a series featuring Ali Reynolds. Born in South Dakota and brought up in Bisbee, Arizona, Jance lives with her husband in Seattle, Washington, and Tucson, Arizona.

Bog nr. 13 jeg har læst i 2017 (april)
Jeg har læst "Hævn" af Stine Bolther.
2009. 270 Sider.

Lise Toft er kriminalreporter ved Dagens Nyheder, og hun bliver sat på sagen, da landets Justitsminister Niels Henrik Hoff og hans hustru Marianne findes myrdet.
Det er en bog, hvor forskellige voldsscener bliver udførligt beskrevet. Det er ret voldsomt.
Vi følger Lise i hendes jagt på den gode historie, og hun balancerer gang på gang på kanten af god presseetik. Og det er en grænse som hun ofte overskriver.
Bogens forfatter Stine Bolther er selv kriminalreporter ved Ekstrabladet, og det må være den hun er inspireret af. Hvis det foregår som beskrevet her, er det ikke godt.
Voldsscenerbe var idt for voldsomme for mig, og det tog mig også et stykke tid inden jeg blev faget af handlingen, men det skete til sidst.
Plottet er fint nok, men der er forskellige løse ender. Bl. a hører vi om et overfald, som Lise har været udsat for, men det svæver mest i periferien.
Jeg spekulerede på om forfatteren har skrevet en bog mere, hvor det blev omtalt, men det synes ikke at være tilfældet.
LB har skrevet/redigeret andre bøger om virkeligheedens kriminalsager, og den slags er jeg en hund efter.
 

Fra Bogblogger:
I “Hævn” følger vi den unge kriminalreporter og single Lise Toft. Hun hvivles mere og mere ind i opklaringen og til sidst brænder tampen. Bogen er skrevet fra kriminalreporterens vinkel og derfor får vi overvejelser om kildebeskyttelse, presseetik, og prioritering af stoffet i formiddagsavisen med – og det er netop dette der gør, at bogen skiller sig ud fra den stadig stigende bunke af krimier. Stine Bolther har gennem 9 år selv arbejdet som kriminalreporter, og der er ingen tvivl om, at hun ved hvad den type arbejde går ud på.
 

Bog nr. 12 jeg har læst i 2017 (april)
Jeg har læst "Lys og mørke" af John Harvevy.
2006. 357 sider.
Pensioneret kriminalinspektør Frank Elder kontaktes af sin fraskilte kone, som vil have ham til at undersøge en venindes pludselige forsvinden. Da veninden findes død, sker det under omstændigheder, der er helt identiske med et kvindemord otte år tidligere, som Elder aldrig fik opklaret.
Dette er 3. selvstændige bind om den sympatiske Frank Elder, og jeg skal også have fat i de andre.
Det var en spændende og velskrevet bog, og jeg vil gerne vide mere om Elders univers.

Bog nr. 11 jeg har læst i 2017 (april)

Jeg har læst "Brændte sjæle" af Inger Wolf.
2016. 333 sider.
Anton Jørgensen meldes savnet, og Henrik Dam fra Østjyllands politi allierer sig med psykiater Chr. Falk.
Det er mest Christian vi følger, mens han forfølger de forskellige spor. Han ryger pot og det viser sig, at den dræbte har magiske svampe i sin lejlighed. Vi kommer langt omkring og undervejs flirter Christian også med et LSD-trip.

Det viste sig at være en ganske spændende bog med masser af fogreninger, inden mordet opklares. Jeg tror nok ikke helt på det vi hører om svampe og stoffer, men spændende var det.
Lidt pudsigt med en efterforsker, der viser ganske normale menneskelige træk.
Jeg vil godt læse mere af Inger Wolf.

Inger Wolf (født 1971 i Herning) er en dansk forfatter og oversætter.

Inger Wolf har en bachelorgrad i engelsk fra Handelshøjskolen og har arbejdet som oversætter på freelance basis. Hun debuterede som forfatter i 2000 med romanen Sidespring. S16it gennembrud fik hun med kriminalromanen Sort sensommer (2006), for hvilken hun modtog Det Danske Kriminalakademis diplom for bedste debut[1], og som er blevet solgt til Holland, Norge og Tyskland. Bogen er den første i en serie på indtil videre seks bøger med vicekriminalkommissær Daniel Trokic og IT-specialisten Lisa Kornelius i hovedrollerne. I august 2014 kommer Det perfekte sted at dø, den syvende bog i serien.

Bog nr. 10 jeg har læst i 2017 (april)

Jeg har læst "Døden danske mazurka" af Erik Enegren.
2010. 377 sider,
Emil Bergelund opdager ved sin fars død, at han er adopteret.Han går i gang med at søge sine rødder, og det bringer ham i første omgang til Bornholm.
Samtidig findes en mang hængt i Vestsjælland, og det er en sag for Kriminalinspektør Kern.
De to sager ender med at blive flettet sammen.
Jeg blev aldrig for alvor fanget af denne bog. Der var et utal af personer, og jeg sad gang på gang og tænkte: Og hvem er så det.
Beskrivelserne er også for upræcise.
Bergelunds efterforskning bringer ham tilbage til tiden omkring 2. verdenskrig. Her har han et smart kunstgreb: Når vi hører om personer der mødets for mange år siden hopper vi lige tilbage og går ind i deres samtale. Godt lavet.
Jeg kunne godt finde på at give menden en chance mere med en af hans andre bøger.

Fra Krimisiden:
Det er en pageturner af en krimi. Den er velskrevet og med nogle spændende historier der på fin vis fletter sig ind i hinanden. Forfatteren kender givetvis en del til 2. verdenskrig og fortæller Marias historie på fin vis. Et fint miks af nutid og tilbageblik til krigens tid giver historien mere fylde, og gør at historien bliver afviklet i et fint tempo. Og på en meget interessant måde.
Jeg kunne godt tænke mig at læse mere fra denne forfatters hånd.

 

Bog nr. 9 jeg har læst i 2017 (april)
Jeg har læst "Skyggemanden" af Poul Erik Larsson.
2014. 391 sider.
Det var ikke en forfatter, jeg kendte til i forvejen, og han kommer nok heller ikke på listen over mine yndlingsforfattere.
En gammel vandrehistorie vækkes til live, da en dreng forsvinder. Sideløbende med denne sag har Marcus Falck 3 uforklarige mord.
Inegn af personerne står lyslevende for mig. PEL forsøger at give dem karakter, men det lykes ikke rigtig. Han forsøger også at invi os i efterforskernes privatliv, men det virker lidt halvhjertet.
Det minder mig lidt om en "Jan-bog" for voksne. Det var lige den slags mysterier, han fik sig rodet ind i.
Det kan da godt være at jeg vil læse en af hans andre bøger for at give hem en chance, for værre var det altså heller ikke.
PEL forsøger sig af og til med at være "alvidende". Det er f.eks en sitauation hvor efterforskerne kommer til et æde hus for at søge en person.
Samtidig er vi hos personen inde i uset, der skjuler sig.
Det virker ikke rigtig godt.
Jeg kan ikke svinge mig op tiul mere end 3 stjerner.

Bog nr. 8 jeg har læst i 2017 (marts)
Jeg har læst "Sleep no more" af Greg Iles.
2002. 464 sider.
Det viste sig faktisk at være en spændende og også ganske interessant bog.
John Waters er en succesfuld forretningsmand. En dag møder han en kvinder der kigger ham i øjnene og siger "soon".
Og pludselig bliver han konfronteret med fortiden, og den var ikke altid lige nem.
Jeg havde forventet en krimi, men denne bog handler mest om sjælevandring.
Plottet er totslt urealistisk men spændende at læse om.
Jeg var rigtig god underholdt.

Fra Goodreads.

I'm kind of a sucker for any novel or movie that Stephen King recommends. It may not always pay off when it comes to movies, but when it comes to good books, King has rarely steered me wrong. It's because of King that I discovered one of my favorite authors, Laura Lippman.

I didn't come to Greg Iles through King. I picked up his novel "Turning Angel" and was hooked immediately. Most Iles books are those that I'd classify as "books that own me" while reading them. I keep wanting to go and do other necessary things, but I can't because I just have to read "one more chapter" to find out what happens next.

So, combine the fact that I already like Iles with a front cover blurb by King and I find myself wondering why I hadn't read "Sleep No More" before now

Bog nr. 7 jeg har læst i 2017 (marts)

Jeg har læst "Five ways to kill a man" af Alex Gray.
2010. 418 sider.

En uforusigelig morder er løs i Glasgows gader og eksperimenterer  med døden. Det starter med brutal vold og så går det videre med gift, drukning under jagten på nye og bedre måeder at dræbe på.

Den bog fik jeg aldrig krammet på. Den var skrevet i et vanskeligt sprog der gjorde at læsningen sjælden for alvor skred frem.

Personerne lærte jeg aldrig rigtig at kende, men jeg fik mig kæmpet igennem, nu hvor jeg var begyndt på den.

Fra "Goodreads.
This is the 7th in the DCI Lorimer series, but it was the first (and last) I decided to try. It is called "Five Ways to Kill a Man", and in the first 5 chapters the reader finds out the first, second, and third ways, with a cold killer in Glasgow taking lives in vastly different ways. I was intrigued to find out the other two ways, so I read on, only to realize at about page 100 that one of those ways is to bore a reader to death with pointless drivel like descriptions of the city of Glasgow, nursing homes, people drinking tea, some cop's wife's illness, people drinking more tea, and what birds are eating at the feeder...zzzzzzz, snore...I could take no more and put it down to read something good, so I'll never know the 5th way. Perhaps it is to slit one's own wrists if this is the only book in the house to read? (less)
 

Bog nr. 6 jeg har læst i 2017 (februar)

Jeg har læst ”Critical mass” af David Hagberg.
1992.461 sider.

Vi begynder i Japan, da den første atombombe sprang i Hiroshima i 1945. Her sker der forfærdelige ting. Isawa Nakamura overlevede bomben, men miste mange han holdt af. Han vier sit liv til at fåhævn over maerikanerne.

Mange år senere møder vi Kirk McGarvey, der tdligere arbejdede for CIA.
Nakamura dræber mennesker der står McGarvej nær, og han bliver involveret i jagten på den farlige bombe.
McGarvey er nærmest en usårlig énmandshær, men da hans ekskone og datter bliver kidnappet får han problemer.

Vi følger jagten over det meste af kloden, og den er ganske interessant og spændende.

Bog nr. 5 jeg har læst i 2017 (februar)
Jeg har læst "The murder game" af Beverley Barton.
2008.  430 sider.
Griffin Powell er privatdetektiv og Nicole Baxter er FBI agent. Sammen har de i  sin tid uskadeliggjort en seriemorder, og nu er en ny af slagsen på færde.
De er ikke særlig gode venner, men morderen ringer til dem begge på skift, og tvinger dem til at arbejde sammen.
Og naturligvis udvikler det sig.
Bogen er såmænd ganske spændende men det romatiske kunne jeg godt have undværet.
Når morderen ringer har han nogle spor, som han vil drille dem med. Han ri nger rigtig mange gange. I betragtning af at bogen udkom i 2008 er det en gåde for mig, at ingen søger at spore samtalerne. Det bliver overhovedet ikke nævnt.
Historien går sin gang og vi ender rigtig tæt på noget, der kunne beskrives som "happy ending".

Fra "Goodreads".
This was a great read, a book I had a hard time putting down--it was that riveting for me! It had loads of suspense, a really creepy, deranged villain, a brave, kick a** heroine, and a smart, loving, swoon-worthy hero.
Although this book could be read as a stand alone, it is the follow up to a previous book titled, "The Dying Game", in which the hero and heroine of this book had significant roles.
The heroine, FBI agent Nicole Baxter, first meets the hero, Private Investigator Griffin Powell, in "The Dying Game", where they both had a hand in taking down a sadistic serial killer.

Bog nr. 4 jeg har læst i 2017 (februar)

Jeg har læst "Sphere" af Michael Chrichton.
1987.371 sider.
Det er en gammel bog, og det kan godt mærkes. Den lugter såmænd også gammel.
En flok videnskabsmønd bliver kaldt til noget, de tror er et forlist skib, men i virkeligheden er det et rumfartøj fra fremtiden.
Og det har ligget der i hundredevis af år.
Så er stilen slået an. det er en god, gammel SF-roman, som med garanti aldrig vil skaffe forfatteren et Nobel-pris.
Men den er såmænd ganske underholdende.

Sphere is a novel written by author Michael Crichton that was published in 1987. The novel was adapted into the film Sphere in 1998.

The story follows Norman Johnson, a psychologist engaged by the United States Navy, who joins a team of scientists assembled to examine a spacecraft of unknown origin discovered on the bottom of the Pacific Ocean. The novel begins as a science fiction story but quickly transforms into a psychological thriller, developing into an exploration of the nature of the human imagination.

The book was made into the film Sphere in 1998, directed by Barry Levinson, with a cast including Dustin Hoffman (Norman Johnson, renamed Norman Goodman), Samuel L. Jackson (Harry Adams), Peter Coyote (Harold Barnes), Liev Schreiber (Ted Fielding), and Sharon Stone (Beth Halpern, renamed Beth Halperin).

The film largely follows the novel, although there are differences. The film received negative reviews from critics and has been described as "bombing" at the box office. Rated 12% by Rotten Tomatoes (audience score of 39%) with the consensus opinion: "Sphere features an A-level cast working with B-grade material, with a story seen previously in superior science-fiction films". Film critic Roger Ebert described Sphere as "a watered-down take on the sci-fi classic Solaris by Stanislaw Lem, which was made into an immeasurably better film by Andrei Tarkovsky".

Bog nr. 3 jeg har læst i 2017 (februar)
Jeg har læst "Survival of the fittest" af Jonathan kellerman
1997. 519 sider

The daughter of a diplomat disappears on a school field trip–lured into the Santa Monica mountains and killed in cold blood. Her father denies the possibility of a political motive. There are no signs of struggle, no evidence of sexual assault, leaving psychologist Alex Delaware and his friend LAPD homicide detective Milo Sturgis to pose the disturbing question: Why?

Working together with Daniel Sharavi, a brilliant Israeli police inspector, Delaware and Sturgis soon find themselves ensnared in one of the darkest, most menacing cases of their careers. And when death strikes again, it is Alex who must go undercover, alone, to expose an unthinkable conspiracy of self-righteous brutality and total contempt for human life. (less)

Fra "Goodreads".

The Kellermans (husband, wife, and son) write mystery and suspense novels. I appreciate all three authors and enjoy the books for distraction and figuring out who did it or how the person is going to get caught. I've read so many of Jonathan's books that there are certain passages I expect to find. If he didn't include driving directions from one spot in L.A. to another, it wouldn't be Jonathan's book. If Milo didn't scrub his face with his hands a dozen times per book, or wolf down sandwiches in the psychologist's kitchen, I'd suspect someone else wrote it. I like the books enough to keep checking them out of the library and buzzing through the whole family's contributions.

I do not think of them as great literature, but I don't expect them to be. They fill that great need for "snack" books. And I don't have to to the gym to work of the calories, either.

Bog nr. 2 jeg har læst i 2017 (februar)

Jeg har læst "Up country" af  Nelson Demille.
2002. 859 sider.
Her var jeg heldig at ramle ind i en usædvanlig spændende interessant bog, der mest foregår i Vietnam. Paul Bogen skrider lige så stille af sted samtidig med, at 2 nærmers afslutningen.
Vi får en enorm mænge fakta om Vietnam og også om krigen, som Nordvietnam rent faktisk vandt, selvom de led enorme tab.
Ualmindelig spændende. men uendelig lang.
En læser fandt ud af, at der mere end 800 gange stod, at Susan "lit up". Så har vi på det nærmeste forstået, at hun er ryger.
 

Fra Goodreads.com

Nelson DeMille is a brilliant storyteller. Though this brick of a book was over 700 pages, I couldn't put it down, for the sheer suspense of it all. I've met Vietnam Veterans and heard some stories when I was a teen. It was a horrible war, senseless to a lot of Americans and with age comes knowledge and wisdom. The shocking knowledge that anyone is capable of 'madness' follows the wisdom to understand the emotional stress of that type of war. DeMille has described his views and personal experiences nicely in this novel. However, I've heard factual stories that would give you nightmares for months, and these were closer to 'home'. I read somewhere that John Travolta might be doing this book as a film but that was many years ago. A production company still has the film rights but not sure what happened there. The first Paul Brenner book, The General's Daughter, was a great movie.

Bog nr. 1 jeg har læst i 2017 (februar)
Jeg har læst "Fatal Burn" af Lisa Jackson.
2006 . 510 sider

The police don't believe Shannon Flannery when she says someone is out there, watching her, trying to kill her. The only person on her side is Travis Settler. The former Special Forces agent is convinced Shannon's dark past has something to do with the disappearance of his daughter, Dani--a child whose connection to Shannon is just the beginning of a nightmare. . .

Det er en ok bog. God underholdning, og det er ikke svært at holde ineressen fanget. Det er bestemt ikke noget mesterværk, men en udmærket spændingsroman.
Vor "helt" får kidnappet sin adopterede datter, og det hele hønger sammen til vi finder ud af sandheden.
Jeg læste bogen, mens jeg opholdt mig i Asien. I en biks der hedder "Book sale" kan man købe brugte amerikanske bøger. De fleste er noget bras, men det sker, at man finder noget godt. Jeg har faktisk også set danske forfttere der.