Mandag den 11. maj 2015.
Dag 6.
Forum - Fanø: 20 km.
Totalt: 105 km

"Vor mand  fra Djursland " er inde på, at det stille lejrliv kan være problematisk om aftenen. "Det er for koldt til at sidde udenfor og for tidligt at gå i seng", siger han
Det er helt rigtigt, men for mig er det bare en af de ulemper, man må tage med. I Tistrup kunne jeg sidde i en spejderhytte med lys og bål, men i Forum havde jeg kun mit telt.
Og det er så lille, at jeg ikke engang kan sidde på knæ. Men så indretter jeg mig efter forholdene.
Min sol-oplader har også en lommelygte, og så kan jeg læse.
I Forum var jeg i posen allerede lidt efter kl. 9, og det var netop fordi det var for koldt at sidde ude.
Og jeg syntes også, det var rigelig tidligt at kalde det en dag, men intet at gøre.
Men det varede altså ikke ret længe, inden bogen faldt ud af mine små uskyldige næver.
Og så sov jeg helt til klokken 5, ganske vist afbrudt af mine deltagelser i Natp....... brigade.
Jeg fik pakket og betalt min husleje, der løb op i 20 kroner incl forbrug..
Jeg tog afsked med den søde økologiske familie, der virkede særdeles oversskudagtige. Og det er skønt at være vidne til.
Det var ret nemt at pakke. Der var ingen dug og ingen snegle. Og heller ingen regn.
Og så af sted.
Jeg fulgte hovedvejen (cykelstien) til Tarp, hvor vejdirektoratet sendte mig ud på nogle mindre veje på vej mod Esbjerg.
og der så jeg en bager.
Jeg ville hellere have haft en tankstation, men ingen spurgte mig, og bageren kunne da også levere kaffe og kage. Lille kaffe 14 kr og stor kaffe 23 kr. Det er for dyrt. Heldigvis fangede jeg en flaske, og en dåse, så min lille kaffe kom ned i 12 kroner.
Vejrudsigten lovede mig fantastiske vejr.
De sagde, at der kommer op til 20 gr, men det varer kun én dag.
Jamen 1 dag er bedre end 0 dage.

 

Folk, der kender mig, ved, at jeg er noget af det mest lovlydige, der findes. Hvis jeg ser et skilt, vil jeg uvilkårligt rette mig efter det, for det skal man jo,
Og da jeg læste på et skilt at færdsel på isen var forbudt, rettede jeg mig bare efter det.
Under andre omstændigheder ville jeg måske nok have afprøvet denne is, men nu stod der jo udtrykkeligt, at man ikke måtte.

Lige efter Tarp gik det galt.
Jeg havde fulgt cykel-skiltene mod Esbjerg, og det var fint nok.
Jeg havde affundet mig med, at jeg ikke måtte gå på motortrafikvejen, men nu ville jeg til Esbjerg.
Og så delte den forb. sti sig i to.
Ikke et skilt.
Ingen at spørge.
Er man på cykel, kan man i sådan en situation liste ud og tjekke forholdene en kilometer eller 2, men det er ikke så nemt, når man går.
Hvert skridt er "kostbart".
Jeg traf et valg, og der gik ikke lang tid, før jeg ikke anede, hvor jeg var.
Jeg forsøgte med kort og GPS, men der gik lang tid, inden jeg fandt et sted, hvor jeg måtte gå.
Nu befandt jeg mig pludselig i industrikvarteret.
Det var et fint industrikvarter. Hvis man ville opstille en top 50 over de bedste industrikvarterer i landet, ville dette sikkert have scoret pænt.
Jeg havde bare ikke lyst til at se dette industrikvarter,
Nu fandt jeg retningen mod Esbjerg og befandt mig nu i et villakvarter. Jeg kunne gå og blive ganske imponeret over, hvor fint de holdt deres haver.
Senere blev der boligblokke, og endelig fandt jeg rute 12, som var den vej, jeg startede ud på om morgenen. Grrrrrrr
Jeg invaderede en Netto for at indkøbe æbler, kartoffelsalat og bananer.
Det kostede 31 kr.
Bagved stod der 3 unge mennesker, der købte 1 pose chips og en energidrik. De kom af med 32 kr.
Det er dyrt at være ung i dagens Danmark.
Omvejen irriterede mig, og jeg vidste heller ikke præcis, hvor mange kilometer, der løb på.
Det så jeg kun én løsning på.
Jeg måtte indkøbe en skridtæller.
Det skete i gågaden i Esbjerg i et apotek.
Samtidig fik jeg noget læbepomade (Da jeg var en lille pige kaldte jeg det læbepromenade)
Mit ansigt og hænder brændte efter en dag i sol og vind.
Læberne hang i laser.
Når man for eftertiden møder mig, og skal fortælle børnebørnene om den der farende svend vil man nu sige: "Ham med skridttælleren"
Men nu står jeg overfor det næste problem.
Hvor lange er mine skridt

Det var nemt at finde færgen.
Den ligger lige for enden af Rute 12; i ved den vej der går direkte fra Forum til havnen . Grrrrrrr igen
Det kostede 25 kr at komme over. Barnevognen kørte gratis.
Jeg nåede ikke at blive søsyg på den 12 minutter lange tur.
Første gang på Fanø.
Husene så hyggelige ud, og næsten alle syntes at snakke tysk.
Jeg fandt turistkontoret, hvor jeg lige skulle have en sludder med Ragnhild, som jeg kender godt.
Hun skænkede mig en kop kaffe, og det var lige hvad jeg trængte til.
Tak for kaffe Ragnhild.
Og så gik det videre mod en af de 4 campingpladser, hvor jeg gik efter en lille én med få stjerner.
Den første hed Tempo, men de var gået ned i Tempo, for de holdt nemlig lukket.
Jeg var indstillet på at slutte dagen der, men bagpoterne måtte i gang igen. Efter nogen tøven og modvilje bevægede benene sig igen.
Jeg passerede en stor campingplads, der kaldte sig familieplads.
Det lød støjende, så jeg gik hen til Rindby Camping, hvor alt var småt og godt. Jeg følte mig hjemme med det samme.

Og hvordan er almentilstanden så?
Benene og fødderne har det langt bedre. Jeg tror såmænd aldrig det bliver helt godt, men mindre kan gøre det.
Det største problem efter denne dag var, at mit ansigt blussede og brændte efter solen og vinden.
Det er ikke farligt, men noget generende.
Jeg spurgte efter prisen på en hytte, og det ville for 2 dage løbe op i næsten 600 kr.
Jeg var fristet, men endte med at købe en plads til mit telt for en total på 156 kr for 2 dage.
Godt at fornuften sejrede.


 

 

Nu har jeg så bevist for mig selv, at jeg kunne gå fra Sønder Felding til Fanø.
Nu bliver jeg her et par dage og soler mig i succesen.
Og så må jeg jo bevise, at jeg også kan gå fra Fanø til Sønder Felding.
I dag målte jeg mig til, at jeg går lidt under 4 km i timen. Jeg gør intet for at presse farten i vejret.
Og jeg er jo kommer frem hver dag indtil nu.
Jeg var lidt i tvivl om, hvor meget mine ting ville fylde i barnevognen.
Det er nemmere at pakke ned i barnevognen, end det er på min cykeltrailer.
Umiddelbart er det ikke så hårdt at skubbe barnevognen, som jeg havde regnet med.
Men jeg er nu alligevel godt brugt efter hver dag.
Denne eftermiddag præsterede jeg at sidde ret op og ned og falde i søvn med en kop kaffe i hånden.
Og det er egentlig en enestående præstation