Tirsdag den 16. august 2016
Gang: 4 km. Totalt i 2016: 1876 km
Cykling 10 km. Totalt i 2016 16 km :-)
Efter at jeg gennem 77 dage har skrevet en masse for en hel masse, er det nu på tide at vende tilbage til den daglige rutine, hvor jeg udbreder mig om min hverdag for nogle få læsere.
Barnevognen er parkeret, og det var ikke så let at gøre som man kunne tro, selv om jeg længe havde glædet mig til at afslutte turen.
Jeg havde næsten levet mig ind i min vagabond-identitet, men nu behøver jeg ikke at bevæge mig fra sted til sted hver dag.
Nu bor jeg i en campingvogn på Skjern Å, Camping, og den boligform har jeg endnu ikke "vinget af".
Takket være gode venners hjælp er jeg næsten etableret.
Jeg har vognen, og jeg har et fortelt. Ingen af delene er vild luksus, men det har jeg heller ikke lyst til.
Og nu har jeg fået et gulv ude i forteltet og har fået sat noget op, der tager trækken under vognen.
Jeg har også en petroleumskamin nu. Det der sidder i vognen virker ikke. Den nye ligger i flyverskjul og er klar til at varme mig.
For mig er det rigtig spændende at flytte til et sted, hvor man er ukendt med de fleste ting, og jeg glæder mig til at udforske Skjern og omegn
Skjern har 7770 indbyggere, og det er for mig en god størrelse.
Her er et hav af forretninger. Lidl ligger 600 m fra pladsen, og der er ca 2,5 km ind til centrum af midten.
Jeg har allerede meldt mig på biblioteket, og jeg udforsker de andre ting lidt efter lidt.
I går kom de fleste af mine ting ud til campingvognen.
Der skal minimeres lidt, og det er jeg også god til.
I øjeblikket har jeg kun den knallert, jeg har erhvervet mig. Min elskede Honda kunne ikke mere, og det er ikke det bedste bytte, jeg har lavet, men jeg kan komme rundt.
I dag var jeg ude at trille en lille tur på min formidable racer.
Det er mange måneder, siden jeg sidst var på nakken af cyklen, så 10 km er en fornuftig start.
Og det er en af de få ting, jeg ved noget om :-)
Onsdag den 17. august 2016
Gang: 6 km. Totalt i 2016: 1882 km
Cykling 0 km. Totalt i 2016 16 km :-)
Elsker vi ikke alle at have noget at se frem til?
Jeg skal f. eks. til fætter/kusine fest i Ulsted sidst i denne måned.
Det har altid forekommet mig, at alle snakkede om fætter/kusine fester, men det er første gang jeg er løbet ind i sådan en begivenhed.
Og det skal nok blive hyggeligt.
Vi skal til Ulsted.
Ulsted ligger mellem Hals og Aalborg og råder over nordjyllands dårligste fodboldhold.
http://www.tv2nord.dk/ulsted
Og det synes jeg er ualmindelig morsomt. Langt sjovere and den sædvanlige fodboldsnak. :-)
Flokken, der skal samles, går under betegnelsen Klemmens klan. Jeg hedder selv Clemmen, selv om det staves med C. (Jeg ved ikke hvorfor)
Denne dag havde jeg et ærinde i Sønder Felding, som jeg nok savner en lille smule.
Man kommer dertil ved at tage toget til Kibæk og bus resten af vejen, eller man kan tage en skolebus direkte til Sønder Felding.
Og det var den rejseform, jeg valgte. En af mine gode venner kørte bussen og jeg var den eneste passager. Man kan nok undre sig over, hvordan man får det regnskab til at hænge sammen.
Turen gik over Borris, og det var en smuk tur.
Jeg besluttede i øvrigt, at jeg ville køre ud til endestationen med samtlige busruter fra Skjern.
Jeg har nu snakket med næsten alle de andre, der bor her på "Sletten".
Jeg synes ikke, det er et godt navn, men det kalder de det altså.
Det er, som forventet, meget forskellige mennesker, og det, synes jeg, er spændende.
Jeg går hen og hilser på, når der er et nyt ansigt, og nu har jeg faktisk været raden rundt.
Søde og venlige mennesker.
Præcis som jeg havde regnet med.
I morgen vil jeg stræbe efter at komme lidt til bunds i mine mange ting.
Det ville være dejligt, om jeg kunne finde mit pas :-)
Torsdag den 18. august 2016
Gang: 4 km. Totalt i 2016: 1886 km
Cykling 0 km. Totalt i 2016 16 km :-)
Det blev igen en dag med flot vejr. Sådan noget bliver hurtigt en vane. Og når man bor i campingvogn skifter "indendørstemperaturen" hurtigt.
Det går planmæssigt med at pakke ud. Ikke hurtigt, bare planmæssigt. Denne dag fandt jeg mit pas og fluemækkeren.
Det var en god fangst.
For enden af min vej ligger der noget, der hedder "Værestedet".
De skriver om sig selv: Café Værestedet er en café og et værested for ensomme, socialt udsatte - ja alle voksne uanset køn, alder og etnisk herkomst.
Det sad jeg så og kiggede på.
Ensom er jeg overhovedet ikke, og socialt udsat synes jeg heller ikke, jeg er.
Men derimod syntes jeg nok, jeg kunne passes ind i kategorien "Voksne uanset køn".
Så jeg troppede op lidt før 12.
Som forventet var der kun venlige og flinke mennesker. Der var nok en 7-8 gæster. Man fortalte mig, at dagens ret var koteletter i fad. Det var jeg nu klar over, for det stod på deres hjemmeside.
Der blev serveret i fade, og der var ikke portionsanretninger, som jeg havde regnet med.
Tilbehøret var en god sovs og bagte kartofler.
Og der var rigeligt.
Jeg tog, til jeg begyndte at skamme mig, men fadene blev skam ikke tømte.
Normalt er der kun èn ret, men denne torsdag var der koldskål oven i hatten.
Hele herligheden kostede 45 kroner. Jeg ved ikke, hvor meget jeg vil komme der, men nu kender jeg til det,
Stedet har forskellige arrangementer og senere på dagen bestemte jeg mig til at gå derhen igen og tilbyde dem et rejseforedrag uden beregning.
Det blev de meget glade for, og vi satte endda dato på.
Det bliver torsdag den 3. november kl 19.
Hvis du er i nærheden af Skjern den aften, er jeg sikker på, at du er velkommen.
Sidst på dagen kørte jeg en tur på knallerten. Jeg skulle naturligvis have taget cyklen, men knallerten stod yderst.
Jeg kørte lidt rundt på må og få. Jeg kan allerede nu konstatere, at der findes smukke naturområder omkring Skjern, og jeg kan også se, at det er langt nemmere at finde gode cykelveje her.
Pludselig kom jeg til Bundsbæk Mølle, og det forekom mig at se bekendt ud.
Det gik nu op for mig, at jeg var kommet ind på Den gamle Vandringsmands Rute. Jeg var blot gået i den modsatte retning.
Det var ganske pudsigt.
I morgen er der gadeløb i Herning. Havde jeg nu boet i Sønder Felding havde jeg været udelukket på forhånd, fordi der ikke var busser om aftenen.
Men nu hvor jeg bor i Skjern, ser det helt anderledes ud.
Nu kan jeg tage et tog til Skjern, efter at cykelløbet slutter kl. 21, så det kunne da godt være, der er sat vand over til ...
En dag i Herning
Fredag den 19. august 2016
Gang: 4 km. Totalt i 2016: 1890 km
Cykling 22 km. Totalt i 2016 38 km :-)
Den gamle Vandringsmand:
Der er allerede mange, der har sat vandrepenge ind på den spærrede konto i Sydbank. Og det er jo dejligt, selv om der er lang tid til at pengene skal bruges.
Jeg opdaterer, så snart jeg kan, men da jeg ikke har adgang til kontoen, må jeg vente på nyt fra "administrator".
Vi har fået en indbetaling, der figurerer på vores konto den 16. august, hvor vi ikke har noget navn. Så hvis du, kære læser, ikke er blevt "vinget af" på listen, vil jeg gerne høre fra dig.
Ja, det blev så ikke til noget med turen til Herning for at se cykelløb.
Det er nu gået op for mig, at man har forsynet de enkelte dage i en måned med numre, så man bedre kan holde styr på dem.
Og ved at nærlæse gårsdagens avis fandt jeg ud af, at de kørte det omtalte cykelløb den 12. august.
Det er ikke overvældende sandsynligt, at de stadig drøner rundt i gaderne, så jeg valgte at blive hjemme.
Jeg tør godt karakterisere dagens vejr som vidunderligt, og det gav så anledning til en cykeltur.
Den involverede (naturligvis) vejene omkring Skjern Å, som jeg aldrig bliver træt af at nyde synet af. En del af de små veje ender i grusveje, som jeg helst ikke vil ud på, men det lærer jeg jo lidt efter lidt.
Det gik godt med at cykle. Jeg får ikke rigtig ondt nogen steder. Jeg kan mest mærke det i nakken, og det er ganske naturligt efter så mange måneders pause.
Jeg er stadig ikke kommet helt over at måtte sige farvel til min Honda Lead Motorcykel.
Jeg bestemte mig til at besøge den lokale MC biks og se, hvad de kunne byde på.
Jeg går efter præcis den samme slags cykel, så jeg kiggede ikke engang på de store maskiner, der nemt kan koste langt over 100.000 kr.
Men i rækken af cykler stod der en Suzuki Scooter på 110 kubik, og det var præcis sådan en, jeg var på udkig efter.
Min Honda Lead procuceres ikke længere, men Honda har også en scooter.
Begge modeller koster ca 17.000 kr. I betragtning af at jeg gav 16.000 kr for min Honda for ca 12 år siden, lyder det jo rimeligt nok.
Det er slet ikke noget jeg overvejer lige nu, men det kunne nu være skønt.
Og jeg har for nylig kunne sætte 2 lottogevinster på i alt 83 kr ind på bogen, så jeg er allerede godt på vej.
Jeg kørte lidt rundt i byen og kiggede mig omkring. Jeg begynder at finde ud af, hvor tingene er at finde.
Jeg kunne godt tænke mig at lære samtlige gadenavne udenad, men det der med indlæring går langsommere end tidligere.
Resten af dagen puslede jeg rundt i mit telt og fik lidt mere på plads. Der er mange steder, man kan gemme ting og sager i en campingvogn, så det ender med, at jeg får plads til det meste.
I morgen bliver et af højdepunkt en omgang fødselsdagskaffe ned rundstykker om formiddagen.
Jo, der er mange ting, man kan gå og glæde sig til.
Lørdag den 20. august 2016
Gang: 0 km. Totalt i 2016: 1890 km
Cykling o km. Totalt i 2016 38 km :-)
Jeg var inviteret til fødselsdagskaffe midt formiddag, og indtil da sørgede jeg bl. a for at vildmandsskægget holdt sig væk.
Jeg er ved at lave/have nogle rutiner for, hvordan jeg kommer omkring ved bad, opvask, tøjvask med mere.
Det hele foregår jo lidt anderledes, end jeg er vant til.
Det var rigtig hyggeligt at få lov til at være med til fødselsdagen. Det gav mig mulighed for at hilse på nogle af de andre fastliggere, og det er helt bestemt søde og rare mennesker.
Vi fik rundstykker med alt muligt godt tilbehør.
Det var ualmindelig lækkert.
Jeg indtog ret meget kaffe, og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor meget kaffe, der egentlig kan være indeni en campist.
Omkring middagstid sagde vi farvel og tak til hinanden. Jeg gik tilbage till min plads og fortsatte med at lave orden og rydde op.
Jeg når en lille smule længere hver dag, men jeg kan ikke have alt mit skrammel her.
Det må tilbage til mit fjernlager.
Og den slags har jeg faktisk 3 af fordelt over det meste af Jylland.
Det er jo ganske praktisk.
Regnen holdt igen sit indtog, og der kom vist en hel del.
Da den endelig kom op, havde jeg mistet lysten til at give mig i kast med større eventyr.
Søndag skal jeg fortsætte i samme boldgade som lørdag. Dog skal jeg nok ikke regne med at blive inviteret til fødselsdag igen :-)
Næste lørdag går turen til Nordjylland.
Jeg har allerede sikret mig orange billetter både ud og hjem.
På vej hjem fra Nordjylland kommer jeg endda en lille tur til Struer.
Bortset fra den underlige campingplads, de har, så er det skam en fin by.
Måske er der nogen der kan huske Jesper Kleins fantastiske præstation som Tryksen i Jullerup Færgeby fra 1982.
Han kæmpede hver dag en hård kamp for at få avisen færdig, for "avisen skal ud".
Jeg kan et citat, der sådan ca handler om det samme.
Uha, den er barsk :-)
"Jeg ved ej hvor på jordens rund
jeg møde skal min sidste stund -
èt ved jeg, som altid skal gøres:
Journalen den skal føres"
Johannes Jørgensen
Søndag den 21. august 2016
Gang: 3 km. Totalt i 2016: 1893 km
Cykling 0 km. Totalt i 2016 38 km :-)
Det er dejligt, at jeg nu kan tillade mig at være doven uden at have dårlig samvittighed. Jeg var i gang 77 dage i træk, og dagbogen blev udsendt hver evige eneste dag.
Nåh ja, lidt dårlig sanvittighed kan jeg vel altid finde frem, når jeg vender mig i min gode seng, for man skal aldrig hvile på laurbærrene.
Min campingvogn begynder snart at ligne et hjem.
Men det skal tænkes grundigt igennem, inden jeg finder det rigtige sted til dette og hint.
Og det er stadig ikke nemt at gå fra den ene ende til den anden uden at falde over noget.
Formiddagen gik med at ordne og regere i vognen.
Ved 12-tiden gik jeg op til Værestedet for at indtage søndagsmiddagen.
Det var karbonader med kartofler og grønærter.
De serverer god solid husmandskost, som jeg kan lide det.
Ikke noget med gourmetmad her. (Men det kan jeg altså også godt lide.)
Hmmmm ved nærmere eftertanke er min livret "mad".
Endnu engang kunne jeg konstatere, at der var rigeligt.
Det var egentlig bedre, om dette store måltid var om aftenen, for det sætter lidt en dæmper på aktiviteterne om eftermiddagen, når man fylder sig.
Jeg tilbragte nogen tid denne søndag sammen med mine gode troldevenner.
De hører jo til den del af menneskeheden, der er arbejdsramte, så ud på eftermiddagen tog de hjem til mig selv.
Jeg er jo allerede hjemme ved mig selv
Der var noget cykelløb i Spanien, som jeg var nødt til at forholde mig til.
Ja vi har hver vores kors at bære.
I morgen er der mandag.
Og vejret skulle blive fornemt.
Fik jeg nævnt, at jeg også har fri om mandagen?