Den unge vandringsmand
Min flirt med vandringen er slet ikke af ny dato.
Jeg kan faktisk se tilbage på en "karriere" som vandringsmand, skønt det ikke er noget jeg tænker på med stor glæde.
Først i 70érne skulle vi alle ud at gå. Det var især Fodslaw, der havde stor gennemslagskraft.
Her og der og allevegne var der marcher, man kunne melde sig til.
Der var varierende længder, og så var der gerne en "kongeetape" på 30 km for de seje. Man betalte et beløb for at være med, og så fik man forplejning undervejs og ikke mindst en medalje
Det skulle jeg også prøve.
Jeg fik fat i noget, der med lidt god vilje kunne gøre det ud for et par vandresko og startede træningen.
Det blev aldrig en success.
Jeg ville jo gerne være sådan en, der gik fra alle de andre, men sådan så virkeligheden ikke ud.
De kunne allsammen sætte mig af derude, og de så ikke ud, som om det trættede dem synderligt.
Ydmygende.
Jeg led.
Jeg havde altid ondt et eller sted på en fod, og jeg fik vabler, der skulle stikkes, så blod og materie flød.
Ikke behageligt.
Der var også nogle lange marcher, der gerne varede over 2 dage.
Jeg var med i Jættemarchen ved Suldrup, der bød på 2 x 45 km over 2 dage.
Og jeg kom da igennem.
Jeg skulle også være med i den helt store: Hærvejsmarchen med 2 x 45 km.
Den første dag gik rimeligt. Der var naturligvis de samme problemer som altid; smerter og hud, der revnede.
Vi skulle overnatte i en stor sal, hvor jeg aldrig fandt ro, og den næste morgen stillede jeg til start uden søvn, og med et par bagpoter, der klagede sig lige fra start.
Og sådan fortsatte det hele dagen, bare værre og værre.
Og jeg fik mig da haltet i mål.
Fødderne var lasede og blodige, og jeg kunne næsten ikke gå.
Det varede nok en lille uges tid, inden jeg gik normalt igen.
Lidt efter lidt gik det op for mig, at det nok ikke var i vandresporten, jeg skulle til tops.
Jeg mener, at kunne huske, at jeg gik den sidste march i 1977 omkring Sønderborg.
Det var så den karriere.
Jeg blev lidt forbavset over at erfare, at både Fodslaw og Hærvejsmarchen trives i bedste velgående.
De kunne altså sagtens klare sig uden min support.
Det kunne da egentlig være skægt at tage en tur med dem igen.
Men det skulle så nok ikke være 2 x 45 km :-)