Dag minus 30.
Det lader sig vanskeligt gøre at standse tiden.
Jeg synes, det var i går, at jeg var 15 år og ikke kunne vente på at jeg blev 16 og måtte køre på knallert.
Den dag kom også, og jeg kørte skam knallert.
Og nu sidder jeg 59 år senere og venter på at komme ud at cykle.
Verden er underfuld.
I mellemtiden er jeg blevet så gammel, at jeg har lov til at være exetren...exentrac....centr..... mærkelig, og det er heldigt, for der er noget, jeg har glemt at huske.
Det ligger nu fast, at det hele starter fra Holger Danskes Plads i Skjern den 5. maj kl. 10.
Og så har vi balladen.
Der var en ualmindelig flink mand, der sagde, at jeg måtte komme til et brunkulslsleje og være. Jeg tror, det var Abildå.
Jeg tog naturligvis en kopi og gemte den ….. et sted. Hmmmmm
Vil du ikke godt sende mig en besked igen, for jeg vil rigtig gerne ende der den 5. maj?
Næste stop derefter bliver Ikast, hvor jeg har fundet en skøn have.
Nordpå går det mod Viborg og mod Himmerland.
Lidt usikkert, hvad jeg finder der.
Jeg skal nu nok finde noget.
Vi kender jo alle Matthæus Kap 7, hvor der står ”quaerite et invenietis”/ ”søger og du skal finde”.
Årestrup, Mjels, Egense, Frederikshavn skal helst også sættes på landkortet.
Og så …..
”Og så tænker jeg på Sverige
Hvor sol står op over hvidhårede piger
Åh Sverige.”
Jeg vil på stedet fralægge mig ethvert ansvar for det der med de hvidhårede piger.
Det skyldes ene og alene Allan Olsen.
Det bliver i begyndelsen langt mere udfordrende at køre i Sverige.
Jeg skal lige ind i rytmen igen.
Jeg har nu det 3. batteri i ordre.
At køre med ét batteri anser jeg for at være umuligt.
Jeg vurderer, at det rigtige er 3.
Knap nok fuldstændig gratis.
Jeg regner med at anskaffe mig noget mobilt wifi efter ankomsten til Sverige.
Det har jeg før anvendt.
Der skal jo skrives dagbog hver dag.
Og den skal også gerne udkomme.
”Avisen skal ud” som redaktør Tryksen alias salig Jesper Klein altid sagde,
Kæde og krans er nye, og der skal nyt bagdæk på.
Jeg har en større klinge i ordre, men den er ikke vildt vigtig.
De fleste af os kan godt lide succesoplevelser, så jeg anvender igen mindstekravet for kørte kilometer pr dag.
Det er 9 km.
Jeg er stolt over at kunne sige, at det lykkedes mig hver eneste dag på de to testture til Ulstrup og Glyngøre.
Et stort problem er at finde ud af, om jeg skal lade skægget stå.
Det gør jeg nok ikke, for jeg er tidligere blevet oplyst om, at jeg ser 10 år ældre med skæg, og når de skal lægges oveni dem jeg har, så er der virkelig mange.
Er der nogen der har kendskab til langturscyklister derude, der er mere end 75 år?
Hvis man gør det godt i den alder imponerer man alle, og går det galt, så vil folk sige, at det er der ikke noget sige til, så gammel du er.
Smart ikke?
Sørg nu for at have det rigtig godt, så skal det nok gå alt sammen.
Den gamle Cyklist.
”Nord2023 gennemføres som et fundraising-projekt til fordel for fattige børn i Filippinerne og Tanzania i Samarbejde med Afro-Asia Educare.
Læs mere på bikingdane.dk ”