Da jeg gik til ro onsdag aften ved 9 tiden, havde jeg svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde skulle komme til at gå normalt igen.
Men en god nats søvn gør underværker, og det gik langt bedre end forventet.
Nu hjalp det også meget, at vinden var gået et andet sted. Så er det pludselig ikke så koldt længere.
Om aftenen havde en nisse gemt mine tændstikker, men de var også dukket op igen, så jeg kunne bygge et bål af brænde jeg fandt her og der.
Så alt i alt var det ikke nogen dårlig start på dagen.
Jeg var på vejen ved 8 tiden. Pg.a helligdagen, Kr. Himmelfartsdagen, var der stille.
Jeg havde ikke mødt en sjæl ved spejderhytten, mens jeg var der.
Mit mål var Tistrup, og den første del af turen gik forbi Karlsgårde Sø, der er et ualmindelig smukt område.
Det sværeste var at gå ned af bakkerne, så strittede benene imod.
Ca. halvvejs passerede jeg "min" brugs i Sig, og det gav naturligvis anledning til en kaffepause.
Der er ikke så meget at berette om turen.
Jeg gik rigtig langsomt for ikke at volde skader på bentøjet.
Jeg kunne vel godt have klaret 30 km igen, men det ville være forbandet ubehageligt.
Så hellere tage den med ro og få lidt ud af dagen.
I aftes kunne jeg ikke rigtig nyde, at jeg var kommet i mål. Jeg var for smadret.
Ved 2 tiden drog jeg ind i Tistrup.
Nu vidste jeg præcis, hvor jeg skulle hen, og det gjorde det hele meget nemmere.
Hytten var fyldt med spejderledere og jeg fortalte lige, at nu var jeg her, og at de ikke skulle blive forskrækkede.
Det lovede de.
Nede ved hytterne arrangerede jeg alt mit skrammel og gik i gang med at brygge kaffe.
Så kan det ikke gå helt galt.
Vejret var skam bedre denne torsdag. Det blæste ikke så kraftigt, og det regnede ikke.
Den slags har man bare at være taknemlig for.
Meldingerne lyder på det samme vejr fredag.
Og så er jeg snart hjemme og kan være ligeglad med, hvordan vejret arter sig.
Mine ben giver sig lidt, men det sted under venstre fod, der måske have en vable på vej, nøjedes med at murre lidt.
Og lidt murren kan jman godt leve med.
Jeg var nødt til at sidde udendørs og skrive mine erindringer, for der var ikke andre muligheder.
det er svært at se skærmen, og jeg har sat en paraply over for bedre at kunne følge med.
Af og til forsvinder cursoren i lange tider.
Dem slags går lidt ud over digteriet.
Men i morgen kommer jeg under tag igen og kan rette lidt op på de værste fadæser.
15 km er en fornuftig distance for mig. Kommer jeg op på 3o eller lignende bliver det en prøvelse.
Også fordi jeg bevæger mig så langsomt frem gennem landskabet.
Hen under aften havde jeg bål.. Jeg sad mutters alene og skrålede: "Vi har lejrbål her"