Dag 64, fredag den 28. juli 2017
Forum, Alslev - Horne: 25 km
Totalt på turen: 1079 km
Sjove dyr totalt: 25 harer. 8 rådyr. 3 egern, 1 flodkrebs.
Dåser, totalt: 139
Min nye ven Mossi Hund var hele tiden klar til at hjælpe mig, og især satte han en ære i at sidde en halv meter fra mig og stirre intenst, hvis jeg indtog nogen form for føde.
Så vi havde skam en hyggelig aften i Forum.
Mine værter passede deres, og jeg passede mit.
Som sædvanlig gik jeg tidligt til ro, og nu har jeg jo plads til at løfte hovedet, hvis jeg skulle få sådanne lyster.
Da jeg vågnede næste morgen, var det begyndt at regne, og hyppige og voldsomme regnbyger, skulle blive mine tro følgesvende den udslagne dag.
Efter ca 7 km på cykelsti nåede jeg til den sydlige del af Varde, hvor jeg købte ind i en Netto, og hos naboen Circle K fik jeg en lille kop kaffe som var stor nok til ikke at være latterlig.
Jeg købte også nogle billige sokker hos Netto, fordi jeg allerede var blevet gennemblødt.
Jeg fik en sludder med 2 border collies og deres far, og i det hele taget snakkede jeg med mange i løbet af dagen.
En bedstefar standsede mig lidt senere, for han ville godt have, at de børnebørn han havde med, skulle høre lidt om turen.
Så gik det ud af byen på en nogenlunde fredelig vej, indtil jeg kom til det sted, hvor den ramte Hovedvej 11, der er en rigtig ond vej.
Mit mål var Lyne, som hovedvejen skærer, og jeg havde håbet, der var cykelsti dertil, men det var der slet ikke,
Defor var jeg nødt til at søge ud på prærien, hvor der var rigtig flot, men det ville også bringe min total for dagen op på ca 35 km, og så var der jo også kampen mod regnen.
Men hovedvejen var under ingen omstændigheder en mulighed, så det var bare med at komme i gang.
På et tidspunkt mødte jeg en traktor, og chaufførern havde lagt mærke til mig, og da jeg kom et par kilometer længere frem, stod han og ventede på mig.
Han havde et krus the i den ene hånd og en pakke isvafler i den anden hånd.
Det syntes han, jeg kunne trænge til, og hvor havde han dog ret.
Vi fik en god snak. Det viste sig, at han var fra Ukraine. Han snekkede lidt dansk og flydende engelsk.
Han havde arbejdet på en gård i flere år, men nu var det snart slut, for han fik ikke udfordringer nok, syntes han.
Det er meget opløftende med den slags oplevelser på en lang, hård og våd dag.
Jg gik og gik, men det var som der stadig var lige mange kilometer tilbage.
Nu kom jeg gennem Horne, der er en sød lille landsby, og netop som jeg var kommet igennem, gorde jeg dagens gode fund.
Der lå minsandten en fantastisk flot shelterplads, og helt tilfældigt spottede jeg den gennem træerne.
Det skulle undersøges.
Der var alt hvad en mødig vandringsmand kunne trænge til.
Nydeligt multtoilet og et gigantisk overdækket langbord, hvor jeg lige kunne passe ind.
Og der var endda lagt strøm ind.
Alternativet var at jeg skulle kaste mig ud i 10 nye og våde kilometer, så det tog mig ikke lang tid at beslutte mig til at flytte ind på den fine plads.
Den tilhører KFUM-spejderne, og jeg regner med, at det er i orden at jeg overnatter.
Det gør jeg i hvert fald.
Ja, der kan man bare se. Det havde jeg ikke regnet med, da jeg vågnede i morges.
Og så er jeg langsomt men sikkert ved at løbe tør for landevej.
I morgen skal jeg overnatte et sted i nærheden af Skjern, og der er ikke sket ændringer i planerne for søndag.
Vi mødes ved Holger Danske i Skjern ca. kl 10.30, og så er der middag i Værestedet kl 12.
Så vidt jeg kan se bliver min rejse i morgen til et sted i nærheden af Skjern en våd affære.
Men jeg kan godt sige allerede nu, at på mandag vil jeg være fløjtende ligeglad med, hvordan vejret arter sig.
Også i den grad :-)