Dag 64. Lørdag den 23. juli 2016
Aabenraa - Mellerup
Gang:  25 km. Totalt på turen: 1000 km
Sponsorkontrakter for 14.580 kr
Dåser og flasker denne dag:  0. Totalt på turen:  105

Sjove dyr jeg har mødt denne dag:  0
Totalt: 5 rådyr, 14 harer, 1 grævling, 1 pindsvin.

Ca 8 arbejdsdage tilbage.

Jeg kom ikke af sted kl meget tidligt, men lidt tidligt var det vist for os alle, efter at vi havde hygget os ved det berømte beach party.
Om natten kunne jeg ikke finde ud af, hvor jeg var. Jeg mente, at jeg var i et kloster, og munkene gik rundt og passede på mig.
En rigtig skøn drøm.

 

Efter morgenkaffen fik jeg samlet (de fleste af) min ting. Der var stor interesse for at følge mig på vej, og de fulgte rent faktisk med et par kilometer.
Rigtig hyggeligt.
Jeg er altid glad for at være i Aabenraa.

Tak til Hans og Joy fordi jeg måtte være hos jer.

Og så angreb jeg bakken mod Rødekro. Den var nu ikke så giftig som ventet, men den trak da lidt tænder ud.
Min telefon var desværre afgået ved døden. Den havde længe trængt til udskiftning, så det var ingen katastrofe.
Min plan var at købe en telefon i Aldi i Rødekro, og jeg kom da også derind, men de havde solgt den sidste.
Jeg spurgte mig lidt for for at finde ud af, om der var andre forretninger, der solgte telefoner. Jeg forsøgte Brugsen uden held.
Jeg fortsatte ud af byen.
Men hvornår kunne jeg så få en telefon? I Esbjerg? Det gik jo slet ikke.
Sporenstregs kørte jeg hen til en tankstation og spurgte, om de ville passe vognen, mens jeg tog til Aabenraa.
Det ville de gerne.
Jeg bordede en bus til Aabenraa og gik ned i gågaden. I Telia butikken solgte de skam telefoner, og jeg fik da også lov til at købe en.
Og så var jeg vendt tilbage til den fagre IT-verden.
Jeg sprang på en bus den anden vej, og hele ekspeditionen tog ikke særlig lang tid.
Så gik det mod Hellevad. Nu var det virkelig varmt, men det gik mig ikke på, som det gjorde, da jeg gik mod Aabenraa fra Rinkenæs.

Jeg vidste ikke, om der var vand på pladsen, så jeg bad en frughandler hjælpe mig med et par flasker. Vi fik samtidig en hyggelig sludder, og han sponsorerede også en pose gulerødder.
Flink mand.
Jeg vidste godt, at alt var lukket pga sommerferie på centeret, som jeg havde snakket med for at par dage siden.
Men shelterne kunne jeg jo godt bruge.
Der var to vandhaner ved shelteret, men der var ingen vand.
Til gengæld var der lagt strøm ind.
Det med bordene og bænkene havde de glemt ved shelterne.
Centeret er en leder skole for FDF´spejdere, og i skolegården fandt jeg det bord, jeg kunne sidde ved.

Jeg har sendt mine dagbøger til et par grupper på Facebook bl. a en, der hedder "For os der bruger shelter".
Dem skriver jeg så ikke til mere, for i går opdagede jeg, at jeg var blevet forment adgang til at skrive der.
De holdt mig ud i 63 dage, og det er da rigtig godt klaret :-)

Rent tilfældigt landede jeg præcis på det eftertragtede 1000 km mærke i dag.
Det har jeg glædet mig til længe.
Og nu ved vi, at hvis man går fra Sønder Felding til Mellerup, så er det en tur på 1000 km, hvis man går over Thisted og Frederikshavn.
Det kan man da godt tænke lidt over.

 

 

Jeg har en formodning om, hvordan resten af ekspeditionen vil forløbe.
Meget kan stadig ændre sig, men det kunne sagtens ligne det, jeg skriver om nedenfor.
Den sidste del af ekspeditionen er ikke i detaljer endnu.



8. Lørdag 23. juli: Mellerup - Arrild: 18 km
Søndag 24. juli: Arrild - Egebæk-Hviding: 22 km
7. Mandag 25. juli: Egebæk-Hviding- Darum  Camping: 23 km.
6. Tirsdag 26. juli: Darum Camping: Esbjerg Havn : 17 kM
                   Færgehavn Nordby: Rindby Camp: 3 km

 

* 30. juli: Fødselsdagsfest i Herning *
Søndag 31. juli: Retur fra Herning

 

5. Ma 1. august: Rindby Camping, Fanø- Forum: 18 km
4. Tirsdag 2. august: Forum - Næsbjerg: 14 km.

3. Ons 3. august:Næsbjerg -Tistrup: 14 km
2. To 4. august: Tistrup - Ølgod Camping: 14 km
1. Fr. 5. august: Ølgod  Camping - Sønder Felding: 23 km

Dag 65. Søndag den 24. juli 2016
Mellerup- Arrild
Gang:  19 km. Totalt på turen: 1019 km
Sponsorkontrakter for 14.580 kr
Dåser og flasker denne dag:  1. Totalt på turen:  106

Sjove dyr jeg har mødt denne dag:  0
Totalt: 5 rådyr, 14 harer, 1 grævling, 1 pindsvin.

Ca 8 arbejdsdage tilbage.
Der var ikke et øje på pladsen i Mellerup på noget tidspunkt. Men det er jeg jo så vant til.
Det viste sig, at det var en snegleplads.
En enkelt af slagsen havde jeg delt telt med. Yuk,

Jeg var på landevejen ved 6.30 tiden, og det er sådan, jeg bedst kan lide det.
Solen var fremme, og det var allerede varmt. Og det blev varmere og varmere som dagen skred frem.

På grund af søndag og mindre veje, var der ikke megen trafik. Det kunne nærmest minde om bilfri søndag af og til.
I Agerskov fandt jeg en købmand. Jeg havde ikke fået morgenmad, og her fik jeg en venlig ung mand til at smøre mig et par håndværkere.
Jeg spurgte om kaffe, men det havde de ikke.
Men lidt senere kom en sød dame hen til mig med en kop kaffe ude fra baglokalet.
"Det koster gratis", forklarede hun.
Fin service.

Videre gik det. Landskabet denne dag vil jeg beskrive som stort og med højt til loftet. Ganske kønt egentlig.
Overvejende fladt, og ingen bakker der kunne kalde tårerne frem hos en gammel vandringsmand.

Jeg havde købt lidt sodavand hos købmanden, men jeg var alligevel nødt til at bede om vand på en gård.

Egentlig skete der ikke noget særligt på dag 65. Jeg fik sat mine kilometer i banken, og det var det.

Jeg kom til Arrild, hvor jeg skulle hen til spejderhytten. Men ordet hytte kan ikke bruges om den fine bygning, de har. Det ligner nærmest et kongrescenter.
Alt er aflåst med undtagelse af et handicaptoilet. Der er også en vandhane.
Igen var jeg den eneste på pladsen. Shelterne ligger ca 50 m væk, og de ligger i højt græs. Der er helller ikke borde og bænke.
I betragtnimg af at jeg er alene her, agter jeg at slå teltet op tæt på faciiteterne.
Det er langt nemmere.

Arrild er en by med kun 315 indbyggere, men her er også en ferieby og en campingplads med 400 huse til udlejning.
Det kan mærkes på byen. De har også en Brugs, og den ligger helt udenfor bygrænsen, men i nærheden af Feriebyen.

 

I morgen skal jeg til en privat teltplads syd for Ribe.
Og så er der ikke langt til Esbjerg.

 

 

Jeg har en formodning om, hvordan resten af ekspeditionen vil forløbe.
Meget kan stadig ændre sig, men det kunne sagtens ligne det, jeg skriver om nedenfor.
Den sidste del af ekspeditionen er ikke i detaljer endnu.



8. Søndag 24. juli: Arrild - Egebæk-Hviding: 22 km
7. Mandag 25. juli: Egebæk-Hviding- Darum  Camping: 23 km.
6. Tirsdag 26. juli: Darum Camping: Esbjerg Havn : 17 kM
                   Færgehavn Nordby: Rindby Camp: 3 km

 

* 30. juli: Fødselsdagsfest i Herning *
Søndag 31. juli: Retur fra Herning

 

5. Ma 1. august: Rindby Camping, Fanø- Forum: 18 km
4. Tirsdag 2. august: Forum - Næsbjerg: 14 km.

3. Ons 3. august:Næsbjerg -Tistrup: 14 km
2. To 4. august: Tistrup - Ølgod Camping: 14 km
1. Fr. 5. august: Ølgod  Camping - Sønder Felding: 23 km

 

Dag 66. Mandag den 25. juli 2016
Arrild - Egebæk (Ribe)
Gang:  23 km. Totalt på turen: 1042 km
Sponsorkontrakter for 14.580 kr
Dåser og flasker denne dag:  1. Totalt på turen:  107

Sjove dyr jeg har mødt denne dag:  1 hare
Totalt: 5 rådyr, 15 harer, 1 grævling, 1 pindsvin.

Ca 7 arbejdsdage tilbage.

Som forventet så jeg ikke en levende sjæl, mens jeg opholdt mig ved Egernhytten.
Derfor lod jeg mit telt stå, hvor det stod.
I løbet af natten kom der en temmelig tæt tåge.
Da jeg stod op ved 6 tiden, var tågen der stadig og alt var drivende vådt.
Det var så skovsneglenes terræn.
Der var utallige. Det er svært at sætte et tal på, men de var overalt.
2 havde søgt asyl i teltet.
Afvist!
Mens jeg pakkede teltet ned, pirkede jeg rigtig mange af de små djævle væk med en teltpløk.
Det var virkelig ulækkert.
Jeg slæbte tingene op på den overdækkede terrasse, hvor der var tørt.
Jeg var spændt på, om dagen igen ville blive bagende varm, men vi nåede ikke søndagens varmegrader.

Hele dagen færdedes jeg på små søde veje med minimal trafik. Jeg tror ikke, jeg hidtil på turen har set så få biler.
Det var pandekagefladt hele dagen.

I Gånsager spurgte jeg om vej hos en dame, der pakkede mad til pensionister. Jeg forklarede, at jeg også var pensionist, og så fik jeg en kop kaffe.
Senere passerede hun mig i sin bil, og hun standsede et øjeblik for at snakke.

Næste trussel fra dyreriget var hestebremserne. Når de har sat sig, bliver de siddende. De kan ikke viftes væk, de skal klaskes.
Deres bid gør ganske ondt.
Jeg gik meget gennem skov og hedearealer, og der kunne de lide at overfalde uskyldige.

Jeg så en kanin, der opførte sig underligt. Den var ikke særlig bange. Den standsede op og kiggede, inden den løb ind i en have.
Lidt senere mødte jeg huset ejer. Det var en ældre dame, der havde været ude at gå.
Hun fortalte, at haren stort set boede hos hende.
Jeg talte den nu alligevel med i min statistik.
Vi snakkede lidt, men jeg kunne simpelthen ikke være i fred for bremserne, så vi blev enige om at bevæge os.
De dygtigste af bremserne kan sagtens slå ned på en ældre vandringsmand i bevægelse.

I Roager købte jeg lidt ind i Brugsen, inden jeg tog det sidste stykke.
Jeg havde spottet en lille vej, der førte hen til lejren, men den kunne jeg først ikke finde.
Det viste sig, at det var en markvej, og den fulgte jeg en 2-3 km.
Lejren var ret fantastisk.
Der er shelter og borde og bænke.
Og så har gæsterne eget bad, toilet og køkken.
Det er sjældent, man oplever så fin en lejr.

Der er naturligvis også strøm.

Det eneste jeg så mangler er et et sted, hvor jeg kan sidde i ly for et eventuelt regnvejr, for det ser ud til at det stabile sommervejr er gået et andet sted.
Jeg fik også en byge på første del af turen i dag.
Var det 1½ dag vi havde sommer uden regn?
Tjah

Det er flinke mennesker og fine forhold her, så jeg pønser på at blive en dag mere, hvor jeg så vil tage en tur til Ribe, der ligger få km herfra.
Jeg skal bare have det til at passe, så jeg kan rejse til Herning på lørdag.


 

Jeg har en formodning om, hvordan resten af ekspeditionen vil forløbe.
Meget kan stadig ændre sig, men det kunne sagtens ligne det, jeg skriver om nedenfor.
Den sidste del af ekspeditionen er ikke i detaljer endnu.




7. Mandag 25. juli: Egebæk-Hviding- Darum  Camping: 23 km.
6. Tirsdag 26. juli: Darum Camping: Esbjerg Havn : 17 kM
                   Færgehavn Nordby: Rindby Camp: 3 km

 

* 30. juli: Fødselsdagsfest i Herning *
Søndag 31. juli: Retur fra Herning

5. Ma 1. august: Rindby Camping, Fanø- Forum: 18 km
4. Tirsdag 2. august: Forum - Næsbjerg: 14 km.

3. Ons 3. august:Næsbjerg -Tistrup: 14 km
2. To 4. august: Tistrup - Ølgod Camping: 14 km
1. Fr. 5. august: Ølgod  Camping - Sønder Felding: 23 km

Dag 67. Mandag den 25. juli 2016
Egebæk (Ribe)
Gang:  0 km. Totalt på turen: 1042 km
Sponsorkontrakter for 14.650 kr
Dåser og flasker denne dag:  0. Totalt på turen:  107

Sjove dyr jeg har mødt denne dag:  0
Totalt: 5 rådyr, 15 harer, 1 grævling, 1 pindsvin.

Ca 7 arbejdsdage tilbage.

Som tidligere nævnt blev det til endnu en dag her i den fine lejr i Egebæk.
Jeg havde glædet mig til at sove længe, men det lader sig åbenbart ikke gøre:
Jeg stod lige så tidligt op, som jeg plejer.
Men jeg behøvede så ikke at tage teltet ned.
Måske har det noget at gøre med, at jeg for første gang på den lange rejse er blevet forkølet. Den slags kommer til enhver, men det er da skønnest at være fri for.

Jeg gik en tur op i byen (1,7 km), hvor jeg fik lidt med hjem fra Brugsen,
Det var underligt at gå uden barnevognen.
Midt på formiddagen besluttede jeg så at tage på en lille tur til Ribe.
Det er en ualmindelig kort tur. Det tager 6 minutter med toget.
Det er den tur, der vil tage mig 1½ time, når jeg er på vandring i morgen.
Det var en hyggelig tur, og så var jeg i Ribe.
Der var fyldt med turister, der gik rundt og beundrede den smukke bymidte.
Det gik op for mig, at jeg slet ikke kunne finde ud af at være turist for en dag:
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre med mig selv.
Jeg fulgte med strømmen, der ledte mig hen til pladsen foran Domkirken.
Der var vi så allesammen. Der var guidede foredrag og billedtagning.
Jeg fik øje på en mand, der var på cykeltur, og ham gik jeg hen og snakkede med.
Han var mere interessant, forekom det mig.
Det var Leif fra Kolding, der var i Ribe for at vende, når han havde spist sin medbragte madpakke.
Vi fik en hyggelig snak.

 

Hvad skulle jeg så?
Jeg indså, at mit turist-gen var opbrugt for den dag.
Jeg vendte omkring og gik hen og fangede toget tilbage til Hviding, som stationen hedder.
Tilbage på pladsen lavede jeg ikke noget særligt.
Jeg tog en lille morfar i teltet, og snakkede også lidt med de behagelige værter.
Der findes et shelter mere. Det ligger nede ved en lille sø.
Folkene her på denne gård har gang i præcis lige så meget som den økologiske landmand, jeg boede hos i Brønderslev.
Overalt er der projekter der er gået i gang, eller projekter der skal gå i gang.
En ganske imponerende aktivitet.
Jeg kan blive helt forpuster bare af at tænke på det.
Hvis mine kære læsere har et ærinde i Ribe, kan jeg varmt anbefale, at man overvejer at bo her.
Det kan kun anbefales.

Og så kunne jeg i dag gøre noget, jeg ikke har gjort et stykke tid: Jeg kunne opdatere listen med øresponsorer.
Og det var rigtig skønt.
Tak for støtten til mit projekt.

Og så blev det faktisk til 10 km gang denne dag.
Men det tæller ikke med i regnskabet :-)

 

Jeg formoder resten af ekspeditionen vil forløbe sådan ca som skrevet nedenfor.
Meget kan stadig ændre sig, men det kunne sagtens ligne det.
Den sidste del af ekspeditionen er ikke i detaljer endnu.




7.  Onsdag den 27. juli: Egebæk-Hviding- Darum  Camping: 23 km.
6. Torsdag den 28. juli: Darum Camping: Esbjerg Havn : 17 kM
                   Færgehavn Nordby: Rindby Camp: 3 km

 

* 30. juli: Fødselsdagsfest i Herning *
Søndag 31. juli: Retur fra Herning

5. Ma 1. august: Rindby Camping, Fanø- Forum: 18 km
4. Tirsdag 2. august: Forum - Næsbjerg: 14 km.

3. Ons 3. august:Næsbjerg -Tistrup: 14 km
2. To 4. august: Tistrup - Ølgod Camping: 14 km
1. Fr. 5. august: Ølgod  Camping - Sønder Felding: 23 km

Dag 68. Onsdag den 27. juli 2016
Egebæk (Ribe) - St. Darum (Esbjerg)
Gang:  24 km. Totalt på turen: 1066 km
Sponsorkontrakter for 14.650 kr
Dåser og flasker denne dag:  0. Totalt på turen:  107

Sjove dyr jeg har mødt denne dag:  0
Totalt: 5 rådyr, 15 harer, 1 grævling, 1 pindsvin.

Ca 6 arbejdsdage tilbage.

Min forkølelse var kommet til det stadium, hvor næsen løb. Det holdt mig lidt vågen om natten.
Og så voldte min mave mig problemer, og det skabte nogen tumult. Det er vist den slags, der også kaldes Montezumas hævn.

Igen må jeg konstatere, at problemerne på denne ekspedition altid er overraskende. Jeg troede, jeg skulle beskæftige mig med plastre og vablebehandling, men bortset fra de 2 første dage, har der ikke været noget.
Men det betyder så også, at jeg har et fornuftigt lager af plastre.

Vejret var perfekt vandrevejr, da jeg lagde ud ved 6.30 tiden.
Jeg havde ikke styr på, hvordan jeg kom til Ribe, men det viste sig, at der var en fin cykelrute hele vejen.
Den tog jeg simpelthen.

 

Hele dagen havde jeg pandekagefladt landskab. Ikke en eneste rynke skulle forceres.
* In memory of Mount Daugård*

 

Rundt om Ribe er der en ringvej. Den skulle jeg så ikke bruge. Jeg gik lige gennem byen og ud på den anden side.
Jeg hilste igen på Domkirken og konstaterede, at hele midtbyen var oversået med boder af enhver slags.
Det kan da sagtens hænde sig, at jeg kommer tilbge ved lejlighed og køber lidt gode sager.

Jeg har stor fornøjelse af min shelter app. Den siger præcis, hvor jeg befinder mig, og så er det nemt at finde vej.
Men den skelner ikke mellem grusveje og små asfaltveje, så på et tidspunkt narrede den mig ud på et par km grusvej.
Det er jeg meget lidt begejstret for.

 

På den anden side af Ribe fandt jeg endnu en stille vej, hvor der var minimal trafik. Og der var nogle dejlige skilte, hvor der var 3-4 km til næste destination.
Det er langt lettere at gå 4+ 4 km, end det er at gå 8 km.

Jeg hilste på mange, men snakkede ikke med voldsomt mange.
Jeg fik vand i Kirken i Farup, og fik en sludder med en mand, der forklarede mig, at graveren havde kontor i en flere hundrede år gammel bygning.
Det, synes jeg, er dejligt

På et tidspunkt troede jeg, der var sat vand over til en hyggelig samtale.
En bil standsede og en glad dame sprang ud.
Hun havde noget i hænderne, som hun kom hen og ville vise mig.
"Hvad har du der", ville jeg vide.
"Det er vagttårnet", forklarede hun.
"Det kender jeg godt", bemærkede jeg, og jeg kan oplyse at vore veje skiltes få sekunder efter at de ord var udtalt.
Tjah

 

Min lejr lå i St. Darum, og jeg skal være ærlig og tilstå, at jeg ikke havde kendskab til byens eksistens, før jeg nu kom til den.

Der kom en regnbyge, lige da jeg kom til byen, og jeg ventede i et busskur sammen med et par damer. De fortalte, at det var en fin lille plads med rigtig søde værter. Og så havde de jo et væksthus.

Jeg måtte give damerne ret, da jeg meldte mig i receptionen. Campingmutter var rigtig sød.
Hun fandt en plads til mig foran en campingvogn, hvor hun vidste at ejeren var taget på ferie.
Og det var et udsøgt sted, for der var en rod.
Jeg har altid ønsket at have en lejrplads med egen rod.

Nu fik jeg lige rost pladsen så voldsomt, men der er altså en hund, der gør hele tiden. Jeg har kigget den ud, og det synes ikke at genere ejerne.
Jeg mener nu, at man skal holde sig fra campingpladser, hvis ikke man kan få sin hund til at holde kaje.
Den slags bringer mig straks op i det røde felt, men jeg har lovet mig selv at lade være med at starte nogle konflikter.

Jeg havde insisteret på at få en plads i nærheden af væksthuset, og der gik heller ikke lang tid, inden jeg flyttede ind der.
Det er rigtig smukt indrettet, og det er yderst afslappende at sidde inde i sådan et kæmpe drivhus,
Det var da en herlig ide, at de skifte fra svømmepøl til væksthus.
Men mister sikkert nogel børnefamilier, men så får man jo nok noget andet,

 

Det var egentlig en fin dag på landevejen, hvor bremseklodserne desværre af forskellige grunde slæbte på.

I morgen går turen til Fanø, og dermed rammer jeg vendepunktet for sidste års træningstur til Fanø.
Jeg skal hen på turistkontoret og hilse på Ragnhild, og jeg skal bo på Rindby Campingplads igen.
Der ligger fancy pladser lige i nærheden, men de må klare sig uden mig.

Og så skal jeg lige lave mit stunt med at tage til Herning lørdag.
Jeg har fået lov at sove i gangen hos mine venner, og det skal nok blive fint.

Hvis alt går efter planen, tøffer jeg ind på pladsen foran Dagli´brugsen i Sønder Felding fredag den 5. august.
Kommer du forbi, kan vi skåle i abrikosvand :-)

Jeg formoder resten af ekspeditionen vil forløbe sådan ca som skrevet nedenfor.
Meget kan stadig ændre sig, men det kunne sagtens ligne det.
Den sidste del af ekspeditionen er ikke i detaljer endnu.

6. Torsdag den 28. juli: Darum Camping: Esbjerg Havn : 17 km.
                   Færgehavn Nordby: Rindby Camp: 3 km

 

* 30. juli: Fødselsdagsfest i Herning *
Søndag 31. juli: Retur fra Herning

 

5. Ma 1. august: Rindby Camping, Fanø- Forum: 18 km
4. Tirsdag 2. august: Forum - Næsbjerg: 14 km.

3. Ons 3. august:Næsbjerg -Tistrup: 14 km
2. To 4. august: Tistrup - Ølgod Camping: 14 km
1. Fr. 5. august: Ølgod  Camping - Sønder Felding: 23 km

Dag 69. Torsdag den 28. juli 2016
St. Darum (Esbjerg) - Rindby (Fanø)
Gang:  20 km. Totalt på turen: 1086 km
Sponsorkontrakter for 14.650 kr
Dåser og flasker denne dag:  o. Totalt på turen:  107

Sjove dyr jeg har mødt denne dag:  1 kanin
Totalt: 5 rådyr, 15 harer, 1 grævling, 1 pindsvin, 1 kanin.

Ca 5 arbejdsdage tilbage.

Jeg havde jo insisteret på at slå telet op i nærheden af væksthuset, og så snart jeg kunne, flyttede jeg ind i dette fantastiske lokale.
Forskellige ting er forbudt her. Bl. a må man ikke sove her.
Jeg kan sagtens forstå forbudet, for alle ville elske at sove her.
Der kom nogle gevaldige  byger, og af og til checkede jeg, om jeg havde regnsikret min lejr godt nok.
Det var ikke helt tosset.

Væksthuset er kæmpestort, og jeg tvivler på, at det nogensinde bliver fyldt op. 3 våde franske cyklister sad her en stund, men ellers var det kun mig.
Hver regndråbe der falder, kan man høre. Det er helt vildt.

Men det regnede af i løbet af natten, så jeg kunne stå op til den herligste morgen.
Jeg havde god tid. Jeg var stået op lidt efter 5 og jeg havde en aftale om, at jeg kunne checke ud 7.15.
Det viste sig, at jeg med det samme kom ind på en stille og rolig vej, som jeg kunne følge helt til Esbjerg.
Af og til var det landevej, men der var også strækninger med cykelstier.
Dejligt med en hel dag uden trafik.

Men der var masser af cyklister, der nød det fine vejr.
Heller ikke denne dag var der bakker overhovedet.
Og etapen var også lidt kortere end de foregående dage.
Og det gjorde ingenting.

Da jeg nærmede mig Esbjerg, kunne jeg høre sang og musik.
Det viste sig, at jeg passerede lige forbi pladsen, hvor de netop denne dag afholdt grøn koncert.
Sikke et vejr de havde til koncerten.
Jacob Haugård var i gang med mikrofonprøver, da jeg passerede.
Jeg havde ingen drømme om at være med der. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle stille op med mig selv.

Det var nemt at finde vej til havnen. Og jeg kendte jo området omkring Fanøfærgen fra sidste år.
Og nu optræder der ikke flere ukendte strækninger på min ekspedition. Nu er det en gentagelse af sidste års "ben nr. 2"

Der var vildt mange mennesker ved færgen. Senere hørte jeg, at man havde haft problemer med en færge, og selv gående havde oplevet mere end en times ventetid.
Men jeg kom ombord 5 minutter efter at jeg var ankommet.
Lidt heldig har man da lov at være.

Det tager ca 10-12 minutter at sejle over, så det er omme før man aner det.

Mit første mål var Fanø Turistkontor, hvor min gode ven Ragnhild arbejder.
Der er skabt en tradition for, at hver eneste gang jeg er på vandretur til Fanø, så kigger jeg ind og får en kop kaffe og en god snak.

Og begge gange har det været en rigtig god kaffe.

 

I Nordby var der sort af turister, men efterhånden som jeg bevægede mig væk fra færgehavnen tyndede det ud.
Jeg havde et ærinde i Superbrugsen, og det havde alle de andre tilsyneladende også.

Og så skulle det handle om de sidste 3 km ud til pladsen.
Det var også på Rindby camping jeg overnattede sidste år, og det er nok min absolutte yndlingsplads.
Her er ualmindelig stille og roligt, og værtsparret er søde og sympatiske. Vi fik en god snak, og jeg var så heldig at få den samme plads, som jeg havde sidste år.
Nogle ting havde jeg glemt, men når jeg bevægede mig rundt på pladsen, kunne jeg sige nåh ja. Det var sådan det så ud.

Ragnhild var forbi på vej fra arbejde. Vi sad sammen med værtsparret og havde en hyggelig stund.
 

Før jeg fik set mig om, var det meste af dagen gået, og jeg behøvede ikke at spekulere på, hvad jeg skulle fordrive tiden med.
Og nu venter 3 fridage.
I morgen tager jeg en tur til Esbjerg, hvor jeg har et par ærinder.

Jeg formoder resten af ekspeditionen vil forløbe sådan ca som skrevet nedenfor.
Noget kan stadig ændre sig, men det kunne sagtens ligne det.
Den sidste del af ekspeditionen er ikke i detaljer endnu.


Fredag den 29. juli: Rindby Camp: 3 km: Hviledag

* Lørdag den 30. juli: Fødselsdagsfest i Herning *
Søndag 31. juli: Retur fra Herning

 

5. Ma 1. august: Rindby Camping, Fanø- Forum: 18 km
4. Tirsdag 2. august: Forum - Næsbjerg: 14 km.

3. Ons 3. august:Næsbjerg -Tistrup: 14 km
2. To 4. august: Tistrup - Ølgod Camping: 14 km
1. Fr. 5. august: Ølgod  Camping - Sønder Felding: 23 km

Bortset fra den sidste etape er det relativt korte dagsmarcher. Jeg klarer så let som ingenting den sidste, fordi jeg er blevet lovet stegt flæsk med persillesovs, når jeg er i mål.
Yummy.

Det forventes at blive fredag den 5. august mellem kl 12 -15
 

Dag 70. Fredag den 29. juli 2016
Rindby (Fanø) - Esbjerg - Rindby
Gang:  0 km. Totalt på turen: 1086 km
Sponsorkontrakter for 14.650 kr
Dåser og flasker denne dag:  0. Totalt på turen:  107

Sjove dyr jeg har mødt denne dag:  1 flok sæler
Totalt: 5 rådyr, 15 harer, 1 grævling, 1 pindsvin, 1 kanin, 1 flok sæler.

Ca 5 arbejdsdage tilbage.

Det bliver altså dejligt, når jeg snart slipper for at sætte telt op og tage telt ned i én uendelighed. Det indrømmer jeg gerne.
Og denne dag kunne det få lov til at blive stående.
Jeg skulle nemlig på tur.

 

Jeg var som sædvanligt tidligt ude og nød det herlige vejr på vandreturen ind til havnen i Nordby.
Men jeg savnede nu lidt barnevognen.

 

Kort før færgelejet fik jeg øje på en lille sandø, hvor der var liv og glade dage.
En flok sæler fik dagen til at gå der, og det så ud til, at de hyggede sig.
Det var et dejligt syn.

Jeg kom ombord på færgen øjeblikkelig.
Jeg havde regnet med, at jeg skulle gå fra færgelejet i Esbjerg og op til terminalen, men bus nr. 5 holdt simpelthen og ventede på mig.
Jeg blev helt rørt over den betænksomhed.

 

Jeg nød busturen gennem Esbjerg by, som jeg ikke kender særlig godt.
Vi skulle langt ud for at komme til Storcentret og Bilka.
Det var nok nærmest 5 km, men det gjorde ingenting.
Bussen holdt ved Storcentret, men mit ærinde var i Bilka, hvis store skilte jeg kunne se fra busstoppestedet.
Der var 700 m derhen, og det kunne ikke rigtig udmatte mig.

Det viste sig, at de havde det samme seje morgenmadstilbud, som Bilka i Herning har. Buffet for 10 kr m/kaffe som tilkøb.
Det kunne jeg ikke stå for, og snart var jeg i gang med kaffen og håndværkerne. Det er ikke luksusmorgenmad, men alligevel ganske udmærket.
For et stykke tid siden købte jeg en (dyr) neglebørste i Matas, men den knækkede i går midt over. Nu købte jeg en billigere børste her, og det skal nok vise sig, at den holder længere.
Også en neglefil fandt på forunderlig vis vej til min kurv.

Og så oplevede jeg igen et af hverdagens mysterier. Hvorfor er man tvunget til at købe 2 pakker tandpasta ad gangen?

Jeg vil altså selv bestemme, om jeg vil have en eller 2. Man kan købe babytandpasta i enkelte pakker, men det valgte jeg nu fra.
Så det blev 2 pakker, og de skal såmænd også nok blive brugt.

Jeg fik afsluttet mit ærinde, og så kunne jeg sådan set godt tage tilbage igen.
Så jeg foretog det hele en gang til i omvendt rækkefølge. Og denne gang holdt bussen til Sønderho og ventede på mig.
Det er altså udstrakt service.

 

Jeg besluttede mig til at tage med til Sønderho for turens skyld, men inden da skulle vi virkelig rundt i Nordby.
Han besøgte alle de fine steder, ja selv skolen fik en æresrunde, selv om den er lukket. Et sted kørte han ud ad en lille sidevej, hvor han bakkede for at komme modsat.
Og da vi kom til stranden valgte han at køre der en kilometers penge. På stranden!
Vældig interessant tur.
Men til sidst satte han kursen mod Sønderho. På vejen passerede vi et utal af cyklister, men det er godt, at der er cykelsti alle 10 km.
Og ganske fladt er der naturligvis.

 

Jeg blev leveret ved døren til min campingplads, og den udflugt kostede mig 12.50 kr.
Det var godt givet ud.

Og så var det tid til en morfar.

Resten af dagen dryssede jeg lidt rundt og begyndte at fundere over, hvad jeg skal slæbe med på turen til Herning i morgen.
Jeg skal i hvert fald have min luftmadras med, for jeg er blevet opgraderet til at sove på gangen hos mine venner.
Det skal nok blive en fantastisk førdselsdagsfest på "Den kinesiske Mur".
Kommer du til Herning kære læser, skulle du ofre et besøg på "Muren" på dig selv.
Det var ikke en hviledag, jeg havde brug for. Det var uddelukkende af praktiske grunde.
Det har kun været i Aabenraa, jeg trængte.

Jeg skal lige oplyse, at jeg rent faktisk fik gået 7 km denne dag.
Men de tæller ikke med i det store regnskab.

Sluresultatet bliver nok mellem 1150 og 1160 km.
Og det er langt mere end 2 millioner skridt:-)

 

 

Jeg formoder resten af ekspeditionen vil forløbe sådan ca som skrevet nedenfor.
Noget kan stadig ændre sig, men det kunne sagtens ligne det.
Den sidste del af ekspeditionen er ikke i detaljer endnu.


 

* Lørdag den 30. juli: Fødselsdagsfest i Herning *
Søndag 31. juli: Retur fra Herning

 

5. Ma 1. august: Rindby Camping, Fanø- Forum: 18 km
4. Tirsdag 2. august: Forum - Næsbjerg: 14 km.

3. Ons 3. august:Næsbjerg -Tistrup: 14 km
2. To 4. august: Tistrup - Ølgod Camping: 14 km
1. Fr. 5. august: Ølgod  Camping - Sønder Felding: 23 km

Bortset fra den sidste etape er det relativt korte dagsmarcher. Jeg klarer så let som ingenting den sidste, fordi jeg er blevet lovet stegt flæsk med persillesovs, når jeg er i mål.
Yummy.

Det forventes at blive fredag den 5. august mellem kl 12 -15