Dag 60, mandag den 24. juli 2017
Filsø Naturlegeplads -  Sjelborg camping (Esbjerg): 27 km
Totalt på turen: 1015 km
Sjove dyr totalt: 25 harer. 6 rådyr. 3 egern.
Fangede 3 dåser
Dåser, totalt: 138

Det var da dejligt at have en nat, hvor jeg ikke blev kildet om næsen med nedfalden teltdug.
Der er koldere i det nye telt, og der kommer kondensvand men det vidste jeg godt.
Alt i alt er det nye udstyr godkendt.

Jeg så ikke et øje i min lejr, men til gengæld fik jeg selskab om natten. Det var en kat, der gerne ville hjælpe mig med at få sat skik på affaldet, og det gik han så i gang med.
Det er al ære værd, at man hjælper hinanden på den måde.

Det første stykke vej viste sig at være på grusvej, og jeg havde i alt 4 grusstrækninger i løbet af dagen.
Det var det rene Paris - Roubaix.
Det ene stykke valgte jeg selv af frygt for hovedvejen mellem Varde og Esbjerg, mens de andre blev mig påduttet.

Måske er den megen snak om møgvejr en anelse overdrevent, for jeg havde eksempelvis et fantastisk vejr hele dagen.
Og jeg startede ud gennem skønne landskaber og nød rigtig turen.
Kan vi blive enige om, at medierne gør for meget ud af vejret?
 

Pludselig standsede en taxi ved siden af mig. En mand steg ud og stilede hen mod mig.
Han sagde ingenting, men gav mig bare et krus med varm kaffe. Så gik han tilbage til bilen og returnerede med en pose med 2 smurte rundstykker og en anden pose med en kage.
Så ønskede han mig en god dag og forsvandt.
Jeg takkede nturligvis, men var en anelse forbavset.
Hvordan vidste han, at jeg kom der?
Hvordan viste han, at jeg fortrækker smurte håndværkere, og hvordan viste han, at jeg drikker sort kaffe?
Emdnu et af hverdagens små mysterier.
Men ualmindelig sødt af ham.
Og så skete det lige da jeg var kommet til Oksbøl: Jeg passerede de 1000 km.
Den gode nyhed røg ud, og så kan det nok være, at det væltede ind med hyggelige og søde hilsener.
Jeg havde ganske vist selv bedt om dem, men alligevel :-)
Jg var helt overvældet, men ualmindelig glad.
Tusind tak.
 

Jeg snakkede med rigtig mange mennesker i løbet af dagen, og det er altid skønt.
En af dem jeg snakkede med advarede mig om hovedvejen mellem Varde og Esbjerg, og den var ganske rigtig så giftigt, at jeg haltede af sted på en parallel grusvej.

Nu kom jeg til Varde Å, der dovnede af sted. "Næh, så skulle du se, hvordan Skjern Å bevæger sig", sagde jeg til den.
"Det kan enhver Å lære noget af."

Turen var rigelig lang for mig, men det skal jo passe med etaperne, og der indfandt sig ingen kriser af nogen art.
Mod slutning befandt jeg mig pludselig i Nationalpark Vadehavet. Det var jeg ikke rigtig forberedt på, men der var fantastisk smukt.

De sidste 5 km var på grusvej, og de var ikke helt flade. Jeg begynder også at kunne mærke stenene gennem min Brædstrup sandaler, så det må gerne være asfalt til mig.
Det var en anelse strabadserende til sidst.
 

Endelig dukkede campingpladsen op, og det viste sig heldigvis at være en god oplevelse.
Der er ca 500 pladser, men de er gemt godt væk  blandt et utal af buske og træer.
Den unge pige i receptionen fortalte mig, at hendes bedstefader egenhændigt havde plantet det hele.
Imponerende stykke arbejde.
Pladsen er stille og rolig, og her synes at være godt at være. Jeg slog teltet op på en teltplads, og ikke som i forfærdelige Nymindegab, hvor jeg blev puttet ind mellem nogle campingvogne.

I morgen når jeg vendepunktet, der er Rindby Camping. Jeg skal også besøge Turistkontoret i Nordby, hvor jeg plejer at få en krammer og kaffe.
I den rækkefølge.
Der er ca 18 km til Rindby herfra.
Jeg har en dags afspadsering på Fanø, inden eventyret går ind i sin sidste fase, der lyder på en tur tilbage til Skjern Å Camping på ca 61 km.
Og dermed skulle der være 79 km tilbage af turen + det løse.

Og det skulle vel ikke være umuligt at klare.