Dag 59, søndag den 23. juli 2017
Nymindegab Camping - Filsø Naturlegeplads : 18 km
Totalt på turen: 988 km
Sjove dyr totalt: 25 harer. 6 rådyr. 3 egern.
Dåser, totalt: 135
Jeg har været 3 gange på campingpladsen i Nymindegab: Første, sidste og eneste.
Det var overhovedet ikke noget for mig.
Men jeg fik da lavet, det jeg havde planlagt, og så tjener det vel ikke noget formål at dvæle mere ved det ophold.
LIge før jeg skulle til ro, knækkede endnu en teltstang.
Det var så den 3. af slagsen.
I forvejen var der ikke så god plads til fusserne i teltet pga min pilekvist, og liggeunderlaget gjorde også opmærksom på sig selv ved at poppe lidt, så ca halvdelen var poppet op.
"Nok er nok", tænkte jeg. "Nu gider jeg simpelthen ikke mere. Jeg har rigeligt at gøre med at vandre, og så skal jeg også beskæftige mig med udstyr, der slet ikke skulle være noget billigt skrammel."
"jamen, så prøver vi da noget billigt skrammel", sagde jeg til mig selv.
Jeg sov ikke så godt om natten grundet pladsmangel, men pludselig var natten næsten forbi, og en ny dejlig dag ventede.
Temaet for denne søndag havde længe været, hvor meget regn, der ville komme, og det var jeg rigtig spændt på.
Mens jeg nynnede for mig selv "We gotta get out of this place, if its the last thing we ever do" trillede jeg mit vogntog forbi den kollapsede hoppeborg og et dødsstille vandland.
Been there, done that, og så fandt jeg stien, der pegede mod Varde, og som gerne skulle føre mig til Filsø Naturlegepark.
Men først skulle jeg handle skrammel ind i Superbrugsen i Nørre Nebel ca 8 km ude.
Det var en fin tur dertil på stier og små veje og også en lillebitte afstikker til hovedvejen, hvor der ikke rigtig var nogen trafik.
Nørre Nebel ser ud til at være en god lille by, som jeg trissede gennem på vej mod Brugsen.
De havde lavet en lille cafe til mig, hvor jeg fik en kop kaffe.
Så gik jeg på opdagelse og fandt et selvoppusteligt liggeunderlag på 3 cm samt et kuppeltelt.
Begge dele var billigere end billigt, og jeg endte med at betale under 300 kr for disse to ting samt dagens indkøb, så det fortæller lidt om indkøbspriserne.
Der står, at teltet er waterproof, og det tror jeg ikke et øjeblik på.
3 cm er også for lidt underlag til mig, men nu skal jeg bare gennem de sidste få dage uden at tænke for meget på telt og underlag.
Jeg håber bestemt også at få penge eller andre varer i bytte for de to mislykkede turdeltagere, så det er ikke tiden til at købe dyrt ind.
Nok er nok.
Da jeg i 1995 cyklede til Nordkapp (og tilbage igen) havde jeg også til lejligheden indkøbt et kuppeltelt af billigste kvalitet, og jeg endte egentlig med at komme til at holde af det telt, så det gør jeg måske også denne gang.
Jeg skævede hele tiden mod himlen, og havde regnslag m.m klar, men der skete ikke rigtig noget. Af og til kom der et par dråber, men ikke noget særligt.
I en have så jeg en flok ænder. De var altså lavet af krydsfiner. Men det sjove var, at de var linket sammen med ståltråd, der også var sat fast omkring en cementstolpe.
Det kan vel kun være fordi nogle mennesker vil stjæle disse ænder?
Jeg kom til at tænke på, at flere sælgere ved landevejene af kartofler, jordbær m.m simpelthen opgiver forretningen, på grund af folks kæltringestreger. De tager varer uden at betale, eller de tager de penge, som andre har betalt.
Tænk at det er kommet så vidt. Det er da trist.
Efter Nørre Nebel kom det til at handle om dejlige små veje, der gik gennem skovstrækninger og rolige landskaber.
Med kun 2 km til min destination, skete der så noget.
Regnen tog til, og paraplyen måtte frem.
Og med en enkelt kilometer igen tog det rigtig fat, og tordenen rullede.
Det, synes jeg, var rigtig fint beregnet.
Det gik nemt med at finde Filsø Naturlegeplads.
Et skilt forklarer, at der er åbent hver dag, men der var ikke en sjæl, hvilket passede mig glimrende efter lørdagens tumult af mennesker.
Det er et rigtig fint sted. Mens kaskader af vand væltede ned, undersøgte jeg faciliteterne. Her en en fin bålhytte og et luksustoilet. Der er også strøm.
I en pause i uvejret fik jeg sat mit nye telt sammen, og lidt senere blev der endda tid til en morfar.
Der er virkelig meget plads, sammenlignet med det andet faldefærdige telt.
Og så håber jeg, der er ro på den front de sidste dage.
Herfra hvor jeg står, er der 41 km til Rindby Camping på Fanø.
Det bliver klaret på 2 dage, hvis der ikke kommer en mand i vejen med en slæde.
Og i morgen ryger også 1000 km-barrieren. Og det er jeg vældig tilfreds med.
Og også lidt stolt :-)