Lørdag den 16. maj
Dag 11.
Ølgod - Sønder Felding: 22 km.
Totalt 185 km.
Det var nogle stabile festaber, der deltog i den 30 års fødselsdag.
De startede jo ved 13-tiden, og så regnede jeg med, at de var slidt op til aften.
Slet ikke.
Og da jeg gik til ro ved 9 tiden, tog pokker ved dem. De havde fundet et orkester frem til anledningen, og en formildende omstændighed var det, at de spillede noget musik, som jeg godt kunne lide.
Under andre omstændigheder.
Men hvad skulle jeg gøre andet end at vende og dreje mig. Jeg havde anbragt mit telt så langt væk som muligt, men mod store forstærkere med indbygget bas, kæmper selv guderne forgæves.
"Skal de dog ikke snart hjem", spurgte jeg mig selv, da vi passerede midnat.
Og et sted mellem 1 og 2 lod de sidste branderter sig så transportere hjem. Jeg kunne høre på stemmelejet, at det hovedsagelig drejede sig om kvindelige damer af det modsatte køn.
Så blev der ro.
Mit leje var så umageligt at jeg vågnede ved 5 tiden, uanset hvor lang tid har jeg havde sovet.
6 graders varme og ringe vind.
Godkendt.
Ingen regn.
Godkendt.
Jeg slæbte al mit skrammel op til et bord for at undgå at pakke sammen i det dugvåde græs.
Pladsen var stille.
Kun en enkelt af ellert-folket listede ind på toilettet.
Fødelsdagsgæsterne var der ingen spor af. En del berusede køretøjer var ladt alene tilbage.
Hvis jeg havde vidst, hvor de boede henne, skulle jeg have listet hen og vækket dem med noget skønsang.
Men lad mig slå fast, at selskabet ikke gjorde nogetsomhelst forkert. Jeg ville selv have gjort ligeså, om jeg havde været i deres sted.
Det er bare lidt uheldigt at tage sagesløse campister som gidsler.
Og så bar vinden hjemad.
Jeg vidste præcis, at der lå en tankstation ved indgangen til Ølgod.
Der var jeg 6.46, og jeg fik en sludder med en lokal beboer, indtil tanken åbnede kl 7.
Og efter den snak og den fine morgenmad, var jeg rustet til at tage på vej.
Nu viste det sig, at jeg havde medvind, og at den ville følge mig hele vejen.
Det gjorde det hele nemmere.
Kroppen klagede ikke så voldsomt i begyndelsen. Jeg havde lovet den hvile og fred, når vi kom til Sønder Felding.
Jeg gik hele dagen på hovedvejen, hvor der var en pæn bred stribe det meste af vejen.
Og sådan en tidlig lørdag morgen er der ikke mange biler.
Og strækningen trængte til at blive støvsuget, for jeg samlede i alt 8 dåser op.
10.08 passerede jeg rundkørslen ved Hoven.
En mand, jeg talte med tidligere, havde fortalt mig, at der engang var 2 kolonialhandler, 1 bager samt 1 tankstation i byen.
Sådan tager man langsomt livet af udkants-Danmark.
Og jeg svigtede dem også denne morgen og styrede direkte mod Sønder Felding.
Lidt om skilte.
Som rejsende til fods eller på cykel er man meget focuseret på de skilte, man møder.
Det kan være morsomme navne. Nede ved Sønder Omme ligger "Bøvl" og på Djursland har jeg kørt i "Mørke".
Og så er der afstands-opgivelserne.
Udenfor Oslo står der "Trondheim 540 km". Jamen for Hulen. Det skilt følger jo én i dagevis.
Næh, må jeg bede om "Silkeborg" 3 km eller sådan noget lignende.
Denne dag gjorde jeg store øjne, da jeg så disse 2 skilte vise mig afstanden til Herning.
De stod med 15 meters mellemrum, og de kan jo ikke begge være korrekte?
Kunne man forestille sig, at en nogenlunde velbegavet vejmand ville havde undret sig en kende ved dette syn?
For de fleste bilister er det underordnet, men ikke for "yours truly
Videre gik det.
Lidt efter lidt begyndte det at værke her og der, men nedtællingen var i gang, og jo hurtigere jeg kom frem, jo hurtigere ville jeg kunne lade mig falde ned på sofaen.
Den bebudede regn ankom til mig 3 km før Sønder Felding, men på dette sene tidspunkt havde jeg kun en hånlatter til overs for den.Jeg nøjedes med at beskytte mit elektroniske grej, og lod den ellers regne og bløde, som det fandt det for godt at gøre.
Og lidt efter kl 13 var det hele så forbi.
Der stod simpelthen Sønder Felding på byskiltet.
Direkte adspurgt synes jeg jo ikke, at en total på 185 km lyder af noget særligt, men det har skisme været hårdt derude at få dem halet i hus.
Jeg har været meget tilfreds med, at jeg fik slæbt barnevognen med hele vejen rundt.
Og det bedste var, at somme havde så meget mod, at jeg gik og lignede en farende svend.
"Det er det laveste, man kan synke til", sagde man til mig med gru i stemmen..
Hvordan kan du dog gøre det?
Jeg er kun ked af, at jeg ikke lignede en "farende svend" endnu mere.
Og aldrig har jeg da hilst på så mange mennesker på en tur før.
"Det var sgu da et smart køretøj", råbte en dame på Fanø efter mig.
Og det havde hun så evig ret i.
Jeg kunne sikkert med fordel have ventet 3 uger og dermed haft langt bedre vejr, men jeg er nu så utålmodig.
Jeg kunne også sagtens have haft noget bedre fodtøj, men om få dage er mine bagpoter klar igen.
Jeg kunne sagtens finde på noget tilsvarende en anden gang.
Nu ved jeg, hvordan man gør :-)
Kære dagbog.
Pilatus svarede: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg"
Ja, sådan har vi det jo. Det kræver et forbavsende stort arbejde at få sådan en dagbog op at stå, så man er da nødt til at stå ved det.
Da Hemingway var en stor dreng skrev han: "I intend to travel and write".
Og hvad der er godt nok til Hemingway er også godt nok til mig.
Jeg elsker at arbejde med mine tekster, og når jeg lader dem flyve, er jeg som regel selv yderst tilfreds.
Der har været op til 50 læsere hver dag, og det er jeg rigtig glad for.
"Æventyr på Fodreisen" slutter her.
Lige indtil jeg ikke skriver mere, vil jeg hver dag her på bikingdane.dk skrive en smule om det jeg nu går og fedter med.
Det er længe siden, jeg har været efter jeres Kong Henrik, og jeres Prins Joachim, som I elsker at betale for.
De får sikkert en tur nu. Jeg har ladet dem hvile, mens jeg hyggede mig med
Æventyr på Fodreisen
Mine "dimser".
Skridttæller.
Jeg har tidligere haft skridttællere, for jeg kunne godt lide, hvad de lovede mig.
Desværre blev jeg altid skuffet, for det viste sig altid, at tælleren ikke havde virket under hele turen.
Og bare der er den mindste pause, så er det hele ødelagt.
Nu prøver jeg igen, og starten er langt bedre. Det er heller ikke nogen billig model. den kostede 245 kr. hos apotekeren i Esbjerg.
Og den er intelligent.
Når man starter et forløb venter den 4 sek for at se, om man virkelig er begyndt at gå.
Viser det sig at være tilfældet går den de 4 sekunder tilbage og tager dem med.
En dims, der tænker selv. Det er da værd at tænke lidt over.
Jeg har nu brugt den en lille uges tid, og nu har jeg reguleret min skridtlængde fra 54 cm til 59 cm. Den lille forskel bliver skam til noget på lange ture.
Mine "dimser".
Solcelle oplader til smartphone.
Denne oplader har været med på hele min tur, men jeg kan desværre ikke sige, om den fungerer korrekt.
Det ligger jo i luften, at der skal sol til en solcelleoplader, og det har været en mangelvare på denne tur.
Der findes modeller, der kun virker, når man får energi fra solen, men denne model har et batteri.
Dette batteri kan også oplades fra lysnettet, og det har jeg måttet klare mig med i første omgang.
Den har også en rigtig velfungerende lommelygte.
Der fås billigere modeller end denne, som har kostet 345 kr.
Den er købt online hos et firma, som jeg lige nu har glemt navnet på.
Jeg bliver aldrig vandringsmand.
Det vidste jeg nu godt, før jeg kastede mig ud i denne ekspedition, og der er ikke sket noget, der fik mig til at ændre mening.
Dengang tilbage i ca. 1976-77 var det moderne at vandre. "Fodslaw" arrangerede marcher her og der, og jeg skulle også være med.
Men allerede dengang fandt jeg ud af, at det ikke var der, mit talent lå.
Småsludrende damer fik det til at se let ud, når de overhalede mig, men det var aldrig let for mig.
Dengang gjorde jeg meget ud af, at skaffe det rigtige udstyr, men lige meget hvad jeg gjorde, fik jeg vabler og sår, og det gjorde ondt både her og der.
En af mine værste oplvelser fra dengang var Hærvejsmarchen omkring Viborg, hvor vi skulle gå 2 x 45 km.
Første dagen gik rimeligt, selv om jeg nok led, men det var for intet at regne mod andendagens pinsler.
Min fødder var fyldt med vabler, der insisterede på at lukke deres væsker ud, og samtidig have jeg smerter over hele kroppen, lige på nær det yderste led af venstre lillefinger.
Det holdt hårdt, men men jeg sled og led mig gennem den fulde distance, og jeg mener, det tog mig en uges tid, inden smerterne og skaderne var nogenlunde forsvundet.
Så var det, jeg fandt ud af, at det det stort set aldrig gjorde ondt, når jeg cyklede. Jeg fik ingen skader og de småsludrende damer have ikke en chance for at følge med.
Og jeg klarede mig ganske glimrende i de væddeløb, jeg stillede op til.
Det skal naturligvis ikke forhindre mig i at vandre, når og hvor det passer mig, og konceptet med barnevognen, var ualmindelig morsomt.
Men cyklingen er og bliver min sport.