Dag minus 3 - Søndag den 22. juni 2003

 

Der er det samme hver gang. Man bliver altid færdig i allersidste øjeblik – eller lidt senere.

Man tror aldrig, at man når det, men sådan skal det åbenbart være.

Det var denne dag, hvor Frans skulle ankomme til Danmark. Jeg skulle hente ham i lufthavnen i Billund kl. 16.10. Og heldigvis var han der. Han var i et vældigt humør. Sammen med sin kone har han de sidste godt 14 dage været rundt i Tjekkiet og Ungarn, og her til slut havde de opholdt sig en lille uges tid i London, hvor deres yngste søn arbejder.

Men nu var konen taget tilbage til Syd Afrika, og hermed var Frans klar til at starte på sit usædvanlige cykeleventyr. Og han var ganske tydeligt kommet til Danmark for at opleve noget.

Vi havde en behagelig tur til Ellidshøj, der mildest talt ikke minder meget om Cape Town.

Vi fik først et herligt aftensmåltid og sludrede lidt, inden vi gik en tur i landsbyen. Vi har en kirke, der er omkring 900 år gammel, og så gamle huse findes slet ikke i RSA(Republic of South Africa), så den kunne han godt lide.

Vi så lidt på cykel- og trailerparken og han tog sin medbragte sadel frem. Den er lidt bredere og blødere end den ”hans” cykel er monteret med, og den skal vi have skruet på. Han havde også sine egne pedaler med. Men det bliver i morgen.

Denne første aften gik med at sludre om alt og ingenting. Vi kiggede også lidt på Danmarkskortet. Frans har det på samme måde som mig med kort. Til stor undren for mange andre kan vi sidde og glo på kort i timevis, og det er let for os at forestille os, hvordan det vil være, når vi kommer til at køre der.

Og bagefter sidder vi så kigger på kortet og forsøger at komme i tanker om, hvordan det var at køre der.

I morgen er jeg desværre arbejdsramt om formiddagen, da en hård og uforstående chef forlanger at, vi holder møde om næste års arbejde. Det havde han altså ikke behøvet at gøre for min skyld.

Om aftenen skal vi til Hadsund, hvor jeg har fået lov at være med i TV-Nords Sct. Hans-aftens program. Jeg har forklaret Frans om denne specielle skik med afbrænding af hekse og fællessang om bålet, og det bliver spændende at se, hvad han siger til det.

Selv om dette var en minusdag ifølge kalenderen, blev det alligevel en plusdag, når man kigger på indholdet.

Holger C. Andersen

Rejsearrangør