Dag 10. 15. maj 2015
Tistrup - Ølgod: 13 km. Totalt 162 km.
Vinden bærer hjemad.
Det var virkelig en smuk morgen. Der var ikke en vind, der rørte sig fra morgenstunden. Duerne kurrede, og de andre navnløse fugle puslede med det, som fugle nu fordriver deres morgener med.
Mit bål fra aftenen før sendte stadig røgsignaler. Når vinden er tavs, er det næsten lige meget med temperaturen. Så er det bare dejligt.
Mens jeg nød morgenkaffen, brød jeg lejren ned for at kaste mig ud i turen til Ølgod.
Allerede inden jeg forlod området, så jeg et rådyr, og jeg fandt også en golfkugle.
Jeg aner ikke, hvordan denne golfkugle var endt der, men nu følger den med mig.
Hele turen foregik på små hyggelige veje. En enkelt vandringsmand, Ryf, passerede og også nogle motionscyklister.
Bondemanden var travlt optaget af at sprede møg og gylle. Jeg lod tankerne gå til den tid, hvor min far spredte møg. Møget kom på en pindevogn, og blev spredt med en greb. Der var ikke noget der hed gylle. Ajlen var i en tønde for sig. De redskaber bonden benytter sig af i dag ligner noget fra en rumstation.
Et sted kom jeg forbi et hus, der lignede noget, der hørte hjemme på en herregård. Gavlene var smukt dekorerede og i det hele taget var der gjort en masse ud af, at huset skulle fremtræde smukt.
Samtidig var murene skæve og hældede i alle mulige retninger.
Jeg fandt aldrig ud af, hvorfor dette hus skilte sig så markant ud fra alle andre huse i området.
Det er ikke utænkeligt, at det var heksens hus, jeg havde opdaget.
Pludselig kom et lille tog forbi. Det var "ekspressen" mellem Skjern og Århus, der hyggede sig gennem landskabet. Nogle steder havde bondemanden sin egen overskæring. Han skulle bare love at passe på toget.
Jeg var stadig mærket af den lange 30 km tur, jeg kastede mig ud i forleden dag. Der var såmænd mange steder, der gjorde ondt. Denne dag var det mest lægmusklerne, der drillede.
Det var naturligvis ikke noget, der hindrede mig i at komme fremad, men det hindrede mig i at komme hurtigt fremad.
Men jeg skulle jo ikke så langt, så hvis en nødsituation opstod, kunne jeg lægge mig på hænder og knæ og kravle i mål.
Pludselig stod jeg foran et mejeri museum.
Det var Hjeddng Mejerimuseum, der gerne ville vise mig, hvad de havde.
Man skulle ringe til et nummer og forsikre om, at man var et ordentligt menneske, og så fik man en kode til låsen.
Det skulle jeg da lige prøve, og det var skam et lille sødt museum.
Og jeg havde jo ikke drømt om, at jeg skulle på museum denne dag.
Turen nærmer sig sin afslutning, og det kunne være på sin plads at se på ting fra mit udstyr, der virkede, og noget, der ikke var så godt.
Mit kogesæt er uundværligt. Det er let at bruge og let at pakke ud og væk igen bagefter.
Det er heller ikke specielt billigt, men det virker nærmest uopslideligt.
Min husholdningssprit har jeg slet ikke været tilfreds med. Jeg foretrækker denatureret kogesprit. Denne sprit har en ubehagelig lugt, og det brænder ikke godt nok.
Det kan bruges, hvis man ikke har andet, og det var hvad de havde til mig i den elendige Brugs i Næsbjerg.
Klokken var kun lidt over 12, da jeg ankom til campinpladsen.
Jeg var meget træt og trængte så ubetinget til en morfar.
Kunne jeg have gået længere?
Ja, det kunne jeg vel nok, men det havde været decideret ubehageligt.
Der var fest og glade dage på campingpladsen. De glade ellert-ejere skulle lege sammen en hel weekend, og de viste med glæde frem af deres skatte.
En enkelt var kørt herop fra Bayern, og vedkommende skulle have strøm på 12 gange.
Om det er lidt eller meget kan jeg ikke rigtig finde ud af.
Det havde været nemmere, hvis turen kunne være gjort i ét hug, men det kan deres legetøj ikke klare.
Travle mænd ska´ha en hobby
en de rigtig ka´gå op i.
Og så var der fødselsdagsfest.En ung mand fyldte 30, og der var sat et stort telt op, hvor gæsterne skulle være.
De begyndte at ankomme omkring det tidspunkt, hvor jeg fik en bid brød, og jeg kunne følge med i det hele og også festens udvikling.
Men det var en yderst sober sammenkomst.
Der blev holdt taler og sunget sange, og de så alle glade og tilfredse ud,
Jeg havde egentlig regnet med en masse skrig og skrål, og derfor havde jeg anbragt mit lille telt lang væk fra orkanens øje, men midt eftermiddag opførte alle sig eksemplarisk.
Hyggeligt.
I morgen skulle jeg gerne ankomme til mit hjem i Sønder Felding.
Der mangler ca. 23 km, og selv om min gamle krop ikke fungerer optimalt, regner jeg med at kunne klare det.
Der er en shelter plads ca midtvejs i Hoven, men denne by er så ualmindelig kedelig. Der er intet at tage sig til.
Derfor satser jeg på at klare hele strækningen.
Det ser ud til, at jeg får en masse vand i hovedet, men så kan jeg glæde mig til at komme hjem og slappe lidt af.
Det synes jeg ærlig talt, jeg har fortjent.