26. juni – 27. juli 2020
Dag 1 torsdag den 26. juni
Skjern til Krywilygård: 46 km totalt 46 km
Jeg tror, der er skønnest i Danmark. 2.0
En udvidet cykeltur fra Skjern til Harboøre.
”Vi er på vejen igen
Vi sku' lige en tur på vejen igen
Ud og se på hvordan landet ligger hen
Mig og så min kære følgesvend.”
Vi er i gang igen!
Dagen gik på ingen måde, som forventet; det vender vi tilbage til.
Jeg brugte lang tid om morgenen på at gøre alt klar til afgang.
Der skal lukkes, slukkes og tømmes, og der er garanti for, at ikke alt kommer med på rejsen.
Det der med forberedelserne er jeg ikke ret god til.
Jeg kan godt udføre øvelsen, men jeg bryder mig slet ikke om det.
Jeg synes, det er stressende, og det vil det blive ved med at være.
Jeg stod op ved 5 tiden efter det meste af natten at have spekuleret på om ketchup skal være i køleskabet eller udenfor.
Takket være et råd fra min gode ven i Middelbart forblev apparatet tilsluttet, og nu står ketchuppen og gasser sig i en behagelig temperatur.
Temperaturen i mit fortelt kan snildt nå op på 40 gr, så jeg regner med at blive ved med at have ketchuppen på køl.
Jeg besluttede at starte med en omvej.
Så var det på plads.
Jeg kørte fra start på stien langs åen, som viste sig at være fyldt med løst sand, så jeg sejlede af sted,
Derefter hoppede jeg på den ujævne cykelsti til Stauning, hvor jeg fik en sludder med en bekendt.
Jeg snakkede med en del cyklister i løbet af dagen.
Der var bl. a en ung mand fra Aarhus, der ville til Søndervig for at få en dukkert.
Derefter hjem med toget.
Der var også et elektrisk hollandsk par som godt nok havde boet i Finderup i mange år.
Som regel prøver jeg altid at få en snak i gang med mine medcyklister.
Det er normal ikke svært.
Så kom jeg til Ringkøbing, der nok er mere spændende end Skjern, men jeg vil langt hellere bo i Skjern.Gi´r det mening 🙂
Der er mange små hyggelige gader og restauranter, og det er der turisterne kommer.
Jeg kigger altid på Jens Galschiøts ”Survival of the fattest”, når jeg er i byen.
Den er blevet et yndet symbol på retfærdigheden og indgår i plakater verden over.
Det er en meget påtrængende skulptur, som ikke kan undgå at gøre indtryk på tilskuerne.
Så gik det ud af byen mod Søndervig.
Og der fik jeg besked om, at min overnatning måtte aflyses pga sygdom.
Jeg håber den pågældende snart er frisk igen.
Jeg vendte vogntoget og trillede tilbage til Ringkøbing.
Det mødte jeg McDonald.
De har aircon og kaffe, og jeg besluttede at holde et møde om overnatning med mig selv derinde.
Nu skal man bestille på en skærm.
Jeg fortalte maskinen, at jeg ville have en lille is og en lille kaffe.
Dernæst var jeg nødt til at fortælle maskinen, at jeg ikke ville have kage.
Jeg kiggede mig lidt omkring og opdagede nu, at de fleste af bordene i det næsten tomme lokale var fyldt med madrester.
Jeg blev ikke populær, de jeg bekendtgjorde, at det måske var en god ide at tørre bordene af.
Faktisk blev jeg totalt ignoreret.
Jeg kunne da også have holdt min mund, og fejet krummerne ned på gulvet med et flyvende ærme.
Men en stund senere gik en ung mand i gang med rengøringen.
De var slet ikke taknemlige for min støtte.
Jeg havde næsten besluttet mig til at lade mine ting blive stående i en barnlig protest, men da jeg hørte, at de tilbød at bringe varene ned for en ældre forvirret dame, forandrede jeg mening og ryddede pænt op efter mig.
Jeg skulle ud til Krywilygård, hvor der var en slags camping, som jeg fik fortalt det i telefonen.
Jeg troede først, det var et polsk ord, men I har garanteret allerede regnet ud, hvad det står for.
Jeg kom derud og konstaterede, at det var en stille og rolig plads, hvor jeg godt kunne holde ud at være.
Jeg faldt i snak med en flok unge mennesker, og de spurgte om jeg var interesseret i at være med til deres grill aften.
Tjah, hvorfor ikke, sagde jeg.
Det skal såmænd nok blive hyggeligt.
I morgen skal jeg besøge storkene i Bækmarksbro.
Jeg synes, jeg har fået en god start.
Hvad jeg havde glemt?
En forlængerledning 🙂
Dag 2 torsdag den 27. juni
Hee, Krywilygård: 48 km, totalt 94 km
Jeg tror, der er skønnest i Danmark. 2.0
En udvidet cykeltur fra Skjern til Harboøre.
Jeg var så heldig at blive inviteret med til Grill-sammenskuds-aften-spisning.
God mad i gode menneskers selskab.
Bedre bliver det da vist ikke.
En vidunderlig morgen åbenbarede sig for mig, da jeg ålede mig ud af Koldinghus.
De myg, mine nye venner havde lovet mig, udeblev og der var heller ingen dug.
Nok lige under 20 grader, og en svag vind.
Om nogle dage, når den kolde regn pisker ned, vil jeg blade tilbage til denne morgen og søge at genopleve stemningen.
Dette er et rigtig fint og roligt sted. Der er endda også en lille sø, hvor det fortælles, at en kæmpegedde cruiser rundt og bl. a ville nyde at slå tænderne i den halvtamme ælling, som en af pigerne her passer og plejer som et lille barn.
Alt er selvbetjening på pladsen, så jeg nød min morgenkaffe og sendte huslejen ud i æteren.
Jeg var noget betænkelig ved den første del af ruten og med god grund.
Der var en latterlig lille cykelstribe, som absolut intet var værd.
Jeg havde ikke kunnet finde en alternativ cykelrute til Bækmarksbro, og de lokale jeg talte med, beskrev også vejen fra Hee til Ulfborg som særdeles farlig.
Jeg flashede min nye sikkerhedsvest og klistrede mig til rabatten, men godt var det ikke.
Det var vejret derimod stadig, og temperaturen steg og steg dagen igennem, så vi endte lige under de 30 grader.
Vinden var min ven, og der var helt og aldeles fladt, hvis man fraregner en enkelt jernbanebro.
Selvom jeg svedte som en mosegris, generede varmen mig egentlig ikke.
Jeg føler mig i god form.
Jeg kan mærke det i nakkemusklerne, og mine hænder sover af og til, men alt i alt er jeg vældig tilfreds.
I Hee bevægede jeg mig langt tilbage i tiden, mens jeg hilste på I.C. Christensen.
Jeg synes, det generelt er fint med statuer fra fortiden.
I den senere tid har der været historier om statuer, der skændes eller ødelægges.
Jeg kan sagtens finde personer, jeg ikke vil se statuer af, men alt i alt synes jeg, man skal stå ved fortiden.
I George Orwells ”1984” findes der er ministerium, der hele tiden reviderer og ændrer fortiden.
Der skulle vi nødigt nå til.
I Ulfborg spottede jeg det lokale Værested, og jeg besluttede, at de nok gerne ville have besøg.
Det fik jeg ret i.
Der sad nogle stykker i haven og råhyggede, og da jeg var blevet forsynet med kaffe og ostemadder, hjalp jeg dem så godt jeg kunne med det.
Vi fik en fornuftig sludder om mange ting, og vi fandt også ud af, at de gerne ville have besøg af undertegnede engang i efteråret til at divertere med nogle seriøse røverhistorier.
Jeg var der en times tid og hjulede glad videre, for nu vidste jeg, at der ville komme en fin cykelsti efter Ulfborg, og den kunne jeg følge til Vemb.
Hvorfor har de cykelsti der og ikke på den anden strækning? Hmmm
Jeg havde ikke mod på endnu en tur på en minimalistisk cykelstribe, og fra Vemb kunne jeg skrue en alternativ rute sammen.
Den var betydelig længere og vildt snørklet, men rigtig flot, og så kan jeg da også smække nogle flere kilometer i regnskabet.
Folk jeg møder, er begyndt at snakke om en masse regn i morgen lørdag, men lad os nu se.
Men noget, tror jeg nu nok, vil ske.
Midt eftermiddag nåede jeg dagens camp, der er er et nedlagt landbrug i udkanten af Bækmarksbro.
Her mødte jeg mine søde værter.
Haven er vidunderlig med store træer.
Det giver indre ro at bevæge sig rundt mellem store træer.
I morgen skal jeg hilse på storkene, og derefter går turen til Struer.
Som noget ganske nyt får jeg følgeskab af en god ven.
Vi skal nok også til Hjerl Hede sammen.
Og derefter skal han klippe en hæk 🙂
Jeg har ingen hæk.
Dag 3 lørdag den 27. juni
Bækmarksbro - Struer : 35 km, totalt 129 km.
Jeg tror, der er skønnest i Danmark. 2.0
En udvidet cykeltur fra Skjern til Harboøre.
Inden jeg gik til ro om aftenen var jeg med ude at se på den udsigt husets beboere holdt så meget af.
Umiddelbart var der såmænd ikke noget særligt at få øje på, men da jeg fik forklaret, at dér byggede bæverne dæmning, og i dén skov holdt rævene til, så forekom det mig, at det hele vågnede til live.
Fantastisk udsigt.
Og spottede jeg ikke et rådyr i skovbrynet 🙂
Jeg havde fået at vide, at ræven muligvis ville komme på besøg hos mig i haven, men hvis han var der, så sov jeg fra ham.
Det var jeg lidt skuffet over.
Jeg vænner mig mere og mere til mit nye, gamle telt, og det forekommer mig større nu, end da jeg startede med at bruge det.
Jeg er glad for, at vi har fået et fornuftigt samarbejde.
Da jeg pakkede til denne tur, plagede det gamle telt om at komme med, men det afviste jeg kategorisk.
”Når vi er godt i gang, så knækker du en stang.
Jeg kender dig.
Nok er nok.”
Endnu en fantastisk morgen at vågne op til, og jeg kunne ovenikøbet nyde den på terrassen med en bolle og friskbrygget kaffe.
Havde jeg været en kat, havde man kunnet høre mig spinde af tilfredshed.
Endnu en gang kunne jeg sige af hjertet tak for et ualmindelig dejligt ophold.
We´ll meet again
dont know where dont know when,
but I know well meet again one sunny day.
Som noget helt ny skulle jeg køre dagens etape sammen med en god ven.
Ejnar kan se tilbage på en glorværdig karriere som Buschauffør.
Engang ville jeg gå fra Sdr. Felding til Sønder Omme, og da det var klaret, tog jeg bussen hjem.
Ejnar var min chauffør.
Vi faldt i snak, og det har vi gjort lige siden.
Vi mødtes denne dag ved en shelterlads i Bækmarksbro, og derfra satte vi kursen mod storkene, der har til huse lige uden for byen.
De var skam hjemme, og vi vinkede til dem fra en passende afstand, for man må ikke gå helt derhen.
De er voldsomt populære, og jeg selv er også fascineret af dem.
Måske fordi de er så sjældne på disse breddegrader?
Vi tog de obligatoriske selfies og kørte mod Klosterheden.
Et eventyr af H.C. Andersen
Storkene
På det sidste hus i en lille by stod der en storkerede. Storkemoderen sad i reden hos sine fire små unger, der stak hovedet frem med det lille sorte næb, for det var ikke blevet rødt endnu.
Et lille stykke derfra på tagryggen stod så strunk og stiv storkefaderen, han havde trukket det ene ben op under sig, for dog at have nogen ulejlighed, idet han stod skildvagt.
Man skulle tro, han var hugget ud af træ, så stille stod han; "det ser vist nok så fornemt ud, at min kone har en skildvagt ved reden!" tænkte han, "de kan jo ikke vide, at jeg er hendes mand, de tror vist, jeg er kommanderet til at stå her.
Det ser så raskt ud!" og så blev han ved at stå på det ene ben........
Klosterheden er et kæmpestort skovområde (5. største i Danmark) og Ejnar foreslog at vi tog grusvejene gennem området.
Mild og eftergivende som jeg nu engang er, bifaldt jeg naturligvis forslaget, selvom grus ikke er min spidskompetence.
Det er det samme med tennisspillere. Man har græsspecialister og grusspecialister.
Jeg er asfaltspecialist
Ejnar udnævnte bagefter skoven til at være ganske kedelig, for mange af træerne står i snorlige rækker, og stierne synes slået med en lineal.
Men nu står ”På cykel gennem Klosterheden” i hvert fald i vores CV.
Der kommer to nye Natur-nationalparker i Fussingø og Grib Skov, og der skal ikke plantes og reguleres.
Skoven skal passe sig selv.
Spændende planer.
Erfaren mand er god at gæste, og jo nærmere vi kom Struer jo flere skønne områder præsenterede Ejnar mig for.
Vi besøgte Naturskolen Kjærgaard Mølle, der ligger i et smukt bakket område.
Der var også et tomt hus der, hvor vi overvejede at flytte ind.
Der havde tidligere boet en naturvejleder.
Det trængte til en kærlig hånd, men vi skulle videre, så det trænger stadig til en kærlig hånd.
Jeg anbefaler interesserede at henvende sig til Struer Kommune.
Derfra kørte vi langs vandet hen til Ejnars Sommerhus.
En vidunderlig smuk tur, hvor vi ofte fandt bjerggearene frem.
Struer er en rigtig fin by, og vi kiggede også forbi havnen, hvor vi kørte på en bådebro uden gelænder overhovedet.
Jeg kunne lige se mig selv ligge og sprælle i havnebassinet og klamre mig til traileren.
Ikke optimalt.
”Når bare vi ikke møder nogen”, forklarede Ejnar.
Gisp!
Sommerhusene vi holder til i, er lige som jeg synes, de skal være.
Et perfekt sted til at slappe af.
Her er såedes ikke noget fjernsyn, og vi kommer nok ikke til at savne det.
Og slappe af, det gjorde vi så efter at have indtaget en fin sea fod frokost.
Vi har erfaret, at det regner kraftigt ikke så langt fra, hvor vi er, men midt eftermiddag var der ikke kommet en dråbe her.
Det trækker sammen, og vi slipper nok ikke.
Heldigvis har Ejnar været så fornuftig at forsyne huset med tag, så vi har intet at frygte.
Breaking news: 16.56 kom der en kraftig byge.
17.09. Det tordner i det fjerne, og regnen er hørt op.
Jeg kunne egentlig godt passe et job som erhvervsobservatør.
BT beskrev til morgen vejrsituationen som ”En tikkende bombe”.
Hold nu op med det hysteri og giv os bare en vejrudsigt.
Vi har planer om at cykle de ca. 20 km til Hjerl Hede i morgen, men hvis det regner hele dagen, vælger vi nok Plan B.
(Den har vi ikke lavet endnu)
Mit kompas peger på Venø og Lemvig.
På tirsdag bliver færgerne gratis for cyklende og gående, og selv om det garanteret ikke koster en formue at komme til Venø, vil jeg ikke derover dagen før, det bliver gratis 🙂
Mit telt har fået tildelt en fridag, for her står der en seng, som jeg i al hemmelighed har indgået en aftale med.
Det har været en ualmindelig fin dag på den udvidede cykeltur fra Skjern til Harboøre.
“I want to ride my bicycle bicycle bicycle; I want to ride my bicycle; I want to ride my bike; I want to ride my bicycle; I want to ride it where I like…; I don’t believe in Peter Pan, Frankenstein or Superman; All I wanna do is bicycle, bicycle, bicycle…”
Freddie Mercury, Queen, 1978
Dag 4 søndag den 28. juni
Struer – Hjerl Hede – Struer: 48 km, totalt 177 km.
Jeg tror, der er skønnest i Danmark. 2.0
En udvidet cykeltur fra Skjern til Harboøre.
Vi var temmelig skuffede over lørdagens uindfriede skybrudsvarsler her i Struer.
Det regnede lidt i 16 minutter, og terrassebrædderne var stadig halvtørre.
Vi havde ikke for alvor følelsen af at sidde på en tikkende bombe, som BT havde advaret os om.
Vi brugte resten af dagen på at snakke og drikke kaffe, så det var en herlig lørdag eftermiddag.
Vi snakker meget og vi drikker meget kaffe.
Det gør jo ikke noget,, at der er lidt format over tingene 🙂
Min far fik kørekort, da han var 52 år, og Hjerl Hede var et af de steder, hvor han turde køre hen fra Aabybro, hvor vi boede.
Skive udgjorde en udfordring, men det var stort, når vi nåede til Hjerl Hede dengang i 60´erne i vores Taunus 15 m Super.
Vi havde Nr. Sundby pladerne UP 24.517
Det var en fantastisk oplevelse.
Det var dengang, hvor skuespiller, Henry Jessen lallede rundt og spillede fuld mand.
Det var inden han blev landskendt i ”Fiskerne”.
Evnen til at begejstres aftager med alderen, men jeg vil stadig gerne derhen og se de ting, som jeg første gang så som stor dreng.
”Nu er vi på tur”, forklarede Ejnar.
Og vi var ganske rigtigt på vej til Hjerl Hede Frilandsmuseum.
Vi startede ud på stier langs vandet, og hele dagen var vi på stier eller mindre veje.
Let kuperet terræn.
Vejret var en anelse truende, men stadig lunt og til at holde ud.
Ca halvvejs ankom vi til den lille Stationsby Vinderup, hvor vi besøgte anlægget, der nærmest var en park.
Spændende område med statuer og andre ting, der kunne vække nysgerrigheden.
Også nogle store bure med fugle, var der blevet plads til.
Mange mindre samfund er begyndt at gøre en del ud af de grønne områder, de har at gøre godt med, og dette var usædvanlig fint.
Vi var ret imponerede.
Således opløftede fortsatte vi turen mod Hjerl Hede.
Vi var der ret tidligt og kunne konstatere, at man netop fra denne dag solgte billetterne til halv pris.
De havde stadig mange Corona-restriktioner, men der var ikke mange gæster, da vi startede, så vi behøvede ikke at stå i kø.
Receptionen er moderniseret, men resten var, som jeg huskede det fra min drengetid.
Og genkendelsens glæde kan være stor.
Ikke mange ting var levendegjort, men vi havde alligevel en dejlig tur rundt i området.
Stenalderfoket var ikke på plads, men bagerjomfruerne var hvor de skulle være, og vi sikrede os lidt dejligt bagværk.
Godkendt eller hvad? Spurgte vi hinanden på vej hjem.
Så absolut godkendt.
Især er det godt at mærke at de ”medvirkende” tager ejerskab for stedet.
De elsker at fortælle, og vi lyttede gerne.
Vel ankommet til Struer tog jeg alene hen til Buchholtzs hus. ”Vi har halv pris i hele juli”, forklarede de mig, og jeg bragte ikke på bane at vi stadig var i gang med at afvikle den 28. juni.
Jeg forsøgte med held at indsnuse husets stemning, og jeg kunne sagtens forstille mig digteren sidde ved sin skrivepult.
Jeppe Åkjær kom der.
Johan skjoldborg var gæst, og Johannes V. Jensen havde også været i det hus, hvor jeg nu opholdt mig.
Det var stort for mig.
Hjemme i kolonihaven havde Ejnar inviteret os til kaffe og is hos naboen, der syntes vældig tilfreds med det arrangement.
Det var jeg også.
Det var næsten som i Mormors kolonihavehus.
Resten af dagen slappede vi af.
Det er vi forbavsende gode til.
Det næste, jeg skal have ”vinget af”, er nok Venø.
Og derefter kommer der til at stå ”Lemvig” på de skilte, jeg kører efter.
Og snart kommer vi til Harboøre
Dag 5 mandag den 29. juni
Struer : 10 km, totalt 190 km.
Jeg tror, der er skønnest i Danmark. 2.0
En udvidet cykeltur fra Skjern til Harboøre.
Sidste dag med kliken, der i parentes bemærket består af undertegnede samt min gode ven Ejnar.
Jeg var langt henne i overvejelserne om at begynde at pakke mine sager, men så kom vi til at snakke om den hæk, der venter på at blive klippet.
Og i en ugeavis fandt vi også en omtale af et foredrag denne mandag om en bog, jeg sætter meget højt.
Det skulle foregå i en kirke i den anden ende af byen.
Nu kørte vi gennem den noget kuperede Struer by til Voldhøj kirke.
Vi ankom ret våde, men vi er kække unge mennesker og lader os slet ikke gå på af den slags.
Bogen er skrevet af Rachel Joyce og hedder ”Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd”.
Harold Fry bor i Sydengland, hvor han får et brev fra Queenie, hans tidligere kollega.
Hun er syg af kræft og vil nu sige farvel.
Harold skriver et brev og begiver sig hen til postkassen med det.
Men han beslutter sig i stedet til at aflevere brevet personligt hos Queenie, der bor i Nordengland 800 km væk.
En bog jeg varmt kan anbefale.
For få år siden var jeg godt i gang med forberedelserne til en Vandring i Harold Fry´s fodspor.
Jeg havde dengang vandret mere end 2000 km rundt i Jylland og på Fyn og følte mig klar til at gå de 1000 km, som Harolds tur endte med at blive på.
Jeg havde fået kontakt til Biblioteket i den by, hvor Harold ”startede” fra.
Så kom der noget i vejen, men turen er kun gemt, ikke glemt
Foredragsholderen var tidligere sognepræst fra Nr. Felding kirke, hvor min Farbror Viggo også havde været præst.
Det viste sig, at vi begge havde været til min Farbrors 80 års fødselsdag.
Pudsigt tilfælde.
Sammen med omkring 20 andre lyttede vi fornuftigt afsprittede og med god afstand til til beretningen om Harold Fry.
Det var en helt moderne kirke, hvor vi især beundrede altertavlen.
Ganske usædvanlig og tankevækkende.
Vi fik kaffe og et rundstykke inden vores næste holmgang med regnbygerne.
Nu var jeg kommet i tanker om, at jeg gerne ville besøge Parasollen, det sociale værested i Struer.
På vej derhen kørte vi gennem byens smukke anlæg.
Man har anlagt en lang række med stauder, der snor sig gennem anlægget.
Der kan man da tale om et blomsterhav.
Vi fik en lille hyggelig snak med de andre besøgende i Parasollen, og da jeg hørte, at der om kort tid kunne købes frikadeller med stuvet spidskål, var jeg solgt.
Det måtte jeg have med.
Ejnar kørte videre ud i samfundet.
Han endte i en genbrugs, hvorfra han bl. a medbragte en CD med Pia Raug.
Derfra kommer dagens lyriske indslag.
Jeg hyggede mig imens med dellerne og spidskålen.
Hold da op, hvor det smagte godt.
Der var meldt dagregn, og det så ud til at komme til at passe meget godt.
Men dermed røg vi ind i diverse problemer med den berømte hæk, der skulle klippes.
”Kan man klippe hæk i regnvejr”, ville jeg vide.
Vi blev enige om, at det kunne man vel nok, men det lå hele tiden under overfladen, at ingen af os i virkeligheden havde lyst til at klippe hæk.
Vi vidste også præcis, hvor i hækken en solsort har bygget rede, og det ender måske med, at vi venter til ungerne er fløjet fra reden 🙂
Men uanset resultatet af vore overvejelser er dag 6 nu officielt udnævnt til at være den dag, hvor jeg invaderer Venø.
Jeg må have forberedt en madpakke til overfarten, der varer 2 minutter.
Man skulle jo nødig gå til af sult.
Jeg har 7 km til færgeterminalen.
På Venø venter landets mindste kirke, og jeg agter at slå mig ned på Venø Klit Camping.
Når jeg har udforsket Venø, går turen i retning af lemvig, hvor jeg har fået et tip om at køre forbi Tørring Kirke og Golfbanen.
Harboøre ….
Thyborøn ….
Bedsted …...
Nationalpark Thy.
Del gerne dagbøgerne.
Jo flere læsere jo bedre 🙂
Jeg er godt klar over, at mange af mine følgere spekulerer på om vores hæk bliver klippet eller ej.
I skrivende stund har jeg anbragt mig således, at jeg kan holde solsorten under observation.
Det er et job, jeg tager særdeles alvorligt.
Jeg lover at tage et billede af hækken, inden jeg i morgen starter ”Rejsen til Venø”
Hej lille drøm
hvor ruller du hen
Du var en solplet på øjnene men
du har forvirret min hjerne
drømme er gjort af et klæbrigt spind
hvad skal det til at stirre sig blind
jorden er ingen stjerne
Pia Raug/Ebba Munk
Dag 6 - tirsdag den 30. juni
Struer – Venø: 16 km: , totalt 216) km. (+ 10 km efter deadline mandag)
Jeg tror, der er skønnest i Danmark. 2.0
En udvidet cykeltur fra Skjern til Harboøre.
”Du kan da også køre en tur til Venø, og så komme tilbage hertil”, lød det venlige forslag fra Ejnar mandag aften.
På det tidspunkt var vi allerede kommet frem til, at yr.no forventede omkring 30 mm i løbet af tirsdagen.
”Tak, men nej tak”, sagde jeg overmodigt og skævede fra den lune brændeovn til den silende regn udenfor.
”Nu er jeg på tur igen”.
Ejnar var ude for at inspicere hækken med de strittende grene.
Han havde mødt nogle humlebier, og det var nok også bedst at vente til hækken var afblomstret, så det …..
Den endelige afgørelse lød på, at vi heldigv..... desværre ikke kunne komme i gang, og vores tanker gik da også til solsortene, der var voldsomt flittige.
Jeg har i øvrigt besluttet, at jeg ikke vil være gartner i mit næste liv.
Der er tradition for, at mine ting spredes mere og mere, jo længere jeg er et sted.
Og efter nogle dage i Struer krævedes der nærmest en minesøger for at lokalisere alle mine ejendele.
Efter en intens morgenjagt mente jeg nu nok, at jeg havde fundet det meste.
Og alt skulle pakkes ned, så dagens 30 mm ikke endte i mine tasker.
Ikke helt simpelt.
Jeg handlede lidt ind i Brugsen på vej til færgen.
Der blev også tid til en snak med en flink dame og så af sted.
Der var kun omkring 6 km til færgen, og vinden var min ven.
Regnen var knap så venligsindet.
Fra den 1. juli er færgerne gratis, men jeg var jo dukket op den 30.
”Ja, så er færgerne jo gratis fra i morgen”, sagde jeg til færgemanden.
”Ja”, sagde han. ”Det bliver 25 kr.”
”Jeg er vist kommet en dag for tidligt.”
”Ja.”
Der sluttede samtalen, og 25 kroner skiftede ejer 🙂
Her føler jeg trang til at indskyde en bemærkning om at jeg netop har vundet en større gevinst i Danske Spil.
Og med de extra 50 kr i muldvarpen, slår færgebilletten ikke bunden ud af min økonomi.
Jeg nåede ikke at finde madpakken frem, eftersom turen varede ca 2 minutter.
Men så var jeg simpelthen ankommet til Venø.
Jeg lagde ud med ca 6 km til campingpladsen ad en rolig og lettere kuperet landevej.
Campingpladsen er lige efter mit hoved.
Stille og rolig og ikke smart med vandrutchebane og den slags nymodens tant og fjas, som de absolut ikke skal finde frem for min skyld.
Den flinke dame grinede lidt, da jeg spurgte, om det her var receptionen.
Det kunne vi da godt kalde det.
Regnen fossede ned, og jeg spurgte til en hytte.
Sådan en brugte de ikke på Venø, men de havde campingvogne, man kunne leje.
Det viste sig, at prisen var særdeles rimelig, og tanken om at slå telt op midt i et vandfald virkede ikke for alvor tillokkende på mig, så det krævede ikke lang betænkningstid at få afsluttet den handel.
Det viste sig at være en rigtig sød lille vogn med helt nyt fortelt.
Rigtig godt.
Jeg flyttede ind.
Naturligvis skulle jeg besøge den berømte kirke.
I kamp med Lodbjerg Kirke er den blevet kåret som landets mindste. Den er 12 x 6,2 m og man har måttet hænge højttalere op udenfor, fordi der ofte var for mange kirkegængere.
I skrivende stund må der kun være 12 kirkegængere.
I forgangne tider var det svært at få præster til øen, og det resulterede i nogle meget specielle præster.
Undertiden fik man præster der var bindegale og drikfældige. Beboerne på øen fik dobbelt straf, da præsten også var lærer i skolen.
I slutningen af 1700-tallet havde man Johannes Mathiesen Bakke, der både tævede skolebørnene og konfirmanderne og ikke tøvede med at ønske menigheden ”Fanden i vold”.
Jeg trillede ned til havnen, hvor jeg nød en kop kaffe.
Damen, der betjente mig, var rigtig sød og venlig.
Jeg følte mig velkommen.
Der sad i caféen en ung mand, der havde skåret foden slemt ved at soppe i vandet.
De lokale kunne fortælle, at skaldyrene vendte de åbne skaller opad i vandet, og de var skarpe som rageknive.
”Intet menneske ved sine fulde fem går i vandet her uden sko”, oplyste de med et sideblik til den unge mand, der sad tydeligt mærket på en stol med den skadede fod opad.
Kommende gæster på Venø kan skrive sig dette gode råd bag øret.
Der var ikke vejr til så meget andet end afslapning i mit nye ”home away from home”.
Og jeg er rigtig god til at slappe af.
Og jeg keder mig aldrig!
I morgen emigrerer jeg fra Venø for at bevæge mig over på den anden side af Lemvig.
Jeg er så heldig, at jeg allerede har fundet en overnatning der.
Og så er der kun få km til Harboøre, hvor rejsen slutter.
Hvis jeg beslutter mig til at køre en lille omvej vil det nok føre mig til Vestervig og derefter Hanstholm.
Og vi ved jo alle sammen, at fra Hanstholm er der kun 178 km til Skagen.
Skagen er ikke noget dumt sted at komme 🙂
Dag 7 - onsdag den 1. juli
Venø – Hove (Lemvig) : 42 km: , totalt 258 km.
Jeg tror, der er skønnest i Danmark. 2.0
En udvidet cykeltur fra Skjern til Harboøre.
I gårsdagens rapport delte jeg en del roser ud til campingpladsen på Venø.
Nogle af dem visnede desværre, som tiden gik.
Da jeg ankom, så jeg godt en større skare af unge mennesker.
Jeg er ikke helt klar over, hvorfor de var samlet, men de skulle i hvert fald hygge sig.
Tidligt på eftermiddagen begyndte de at spille høj musik, og det fortsatte de sådan set med …...meget længe.
Det karakteristiske ved den slags musik en en meget påtrængende bas.
Man kan høre bassen meget langt væk.
Man kan altid høre bassen.
Musikken fortsatte efterhånden, som dagen blev træt.
Det blev jeg også.
Af bassen.
Klokken blev faktisk 2 nat, inden de sidste bum-bum-bum stilnede af.
Jeg checkede stedets hjemmeside og under ”om” stod der: ”Der er ingen lukkelov om aftenen – men tænk på naboen, hvis musikken/snakken går lidt højt efter kl. 24.00.”
Yeah right.
Så blev jeg så meget klogere.
Morale: Man skal altid læse det ”med småt”.
Nu kan man sagtens få den tanke, at jeg i virkeligheden er en sur gammel mand, der ikke kan unde de unge mennesker en gang bum-bum-bum, når det nu engang er den måde, de hygger sig på.
Det vil jeg tænke lidt over, og så får I mit svar i morgen.
Det bliver et ”nej”.
Som ventet var der stille som graven på pladsen, da jeg forbavsende frisk gav mig i vej.
Jeg havde betalt husleje, så jeg lavede bare en røgsky, og væk var jeg.
Færgen afgik få minutter efter min ankomst, og så var jeg klar til dagens dont.
Venø: Check.
Jeg havde fået at vide, at der var 2 veje, jeg kunne vælge.
Der var den lige vej fra Struer, og den noget smukkere over Humlum.
Sidstnævnte var meget bakket, fik jeg oplyst.
Den slags udfordringer kan jeg ikke stå for.
Jeg har generelt store forventninger til min præstationsevne, inden det sjove starter.
Så jeg valgte bjergruten.
Og det blev virkelig en særdeles strabadserende tur.
Der var ganske rigtigt voldsomme bakker, men vinden var nu alligevel hovedfjenden.
Den var måske ikke så kraftig, men den var der ALTID.
Efter en 20-30 km, kan det godt mærkes, at den rammer lige på snuden, og ude ved vandet er der absolut ingen læ.
Venter man længe nok, kan man blive konge af Sverige, og da jeg havde ventet ret længe, smuttede jeg ind over grænsen til Lemvig.
Det gik næsten lodret nedad ind mod centrum af midten, og jeg var godt klar over, at det ville gå lige så stejlt opad ud ad byen.
Mit første mål var at hilse på i byens sociale Værested.
Jeg fik en god snak, kaffe og boller med ost.
Man føler sig altid velkommen i disse væresteder, og alle kan kigge indenfor.
Og så var det Thøger Larsen-tid.
For at drille havde man gemt museet, men sammen med en anden langturscyklist, jeg fandt på gaden, lokaliserede vi til sidst indgangen.
Jeg var mest interesseret i Thøger Larsen, og jeg fandt også en lille udstilling, hvor jeg bl. a så hans arbejdsværelse.
I en Netto smed jeg nogle penge efter noget frugt, og begyndte mentalt at forberede mig på ”muren” ud af byen.
For at skræmme mig havde de valgt at oplyse om, at jeg nu ramte de 7 %, men jeg var da ligeglad.
Op på den store klinge og så …...
Hmmm.
Naturligvis er der plads til lidt kunstnerisk frihed, men jeg kryber til korset og erkender, at jeg støvede det mindste gear af under opstigningen.
Fik jeg nævnt, at vinden fortsatte sine angreb?
Jeg fik tidligere et tip om at køre forbi golfbanen og Tørring Kirke.
Det ville have gjort turen 10-12 km længere, og jeg må indrømme, at jeg følte mig en smule brugt, så jeg kørte lige ud.
Gemt men ikke glemt.
Min camp var i en have ved en gammel præstegård i Hove, 5-6 km udenfor lemvig.
Der er vist tradition for at præstegårdshaver er store og dejlige, og det var denne bestemt også.
Jeg fandt havens største træ og monterede Koldinghus under det.
Jeg har en forkærlighed for store træer.
Det ser ud til, at vejret for en stund er færdig med sine regneøvelser, og det ville da være fint, om sagesløse langturscyklister så kan få lov til at passe deres arbejde.
Ekspeditionen slutter sådan set i Harboøre, der ligger 8 km fra min camp, men der er en lille mulighed for, at jeg kører en mindre omvej.
I øjeblikket er jeg i gang med Aksel Sandemoses ”En sømand går i land, så jeg bør vel besøge Nykøbing Mors.
Der bor også Knud Sørensen, der ligeledes findes i mit rejsebibliotek.
Nej, det er ikke noget let liv, vi har fået.
Sommernatsvise
Fuldmaanen smiler
til Jorden og tier.
Og Elskende færdes
paa Veje og Stier.
Og Sommernatshimlens
flygtige Blaanen
befærdes af Drømme
fra Jorden til Maanen.
Der hviskes betaget
af Karlen og Pigen,
der sværmes bevinget
paa Himmelstigen.
Kun enkelte Stjerner
flygtigt vaager
med stille Sølvblik
i salige Taager.
Og Mosekonen
ser op fra sin Bryggen
mod Manden i Maanen
med Kaalen paa Ryggen.
Thøger Larsen, Lemvig.
1875 – 1928.