Rejsen til Botswana september 2019

Det blev en fantastisk tur. Præcis som jeg havde drømt om.

Dag 1. 13/9 - 2021  Gabarone Dag 1. 
Dag 2  14/9 - 2019 Masser af for lidt cykler
Dag 3 15/9 - 2019  No country for McDonald. 
Dag 4 16/9- 2019  Meanwhile in Botswana
Dag 5. 17/9  - 2019 Hic sunt dracones 
Dag 6 17/9 - 2021  Masser af for lidt cykler.
Dag 7 18/9 - 2021  
Dag 8 19/9 - 2021  Thapong Visual Artscentre
Dag 10  20/9 - 2019 Cyklerne, cyklerne, cyklernes kor 
Dag 11. 21/9 - 2019. Mokolodi Nature Reserve
Dag 12. 22/9 - 2019. Zebra Way - Zebra Drive. 
Dag 13. 23/9 - 2019.  Iskcon Botswana Temple
Dag 14. 24/9 - 2019.  Hjemme hos.
Dag 15. 25/9 - 2019. The three Dikgosi Monument.
Dag 16. 26/9 - 2021  Game reserve - Not
Dag 17. 27/9 - 2021 Detektivbureauet og Speedy Motors
Dag 19. 29/9- 2019. Lazy Sunday afternoon.
Dag 20 30/9 - 2021  Independence Day
Dag 21 1/10 - 2019 The Joker.
Dag 22. 2/10 - 2019. Montezumas Hævn - light.
Dag 23. 3/10 - 2019 The National Museum - Not
Dag 24. 4/10 - 2019. Karrykylling og solskin.
Dag 25. 5/10 - 2019.Parfume og strippere.
Dag 26. 6/10 -2019.  Bogjagten
Dag 27. 7/10 - 2019   Sæt kryds i kalenderen
Dag 28. 8/10 - 2019. Det summer op Obaldo.
Dag 29. 9/10 - 2019.Holstebro og småpenge.
Dag 30. 10/10 - 2019.  Game City Mall og lidt om Hjemis
Dag 31 11/10 - 2019    På mission for Danmark
Dag 32 12/10 - 2019 Tiden er en knap.
Dag 33  13/10 - 2019 Ude i bushen
Dag 34
Dag 35Dag 36 16/10 - 2019: Sidste dag i Gabs
Dag 37 17/10 - 2019:

Home

Muenchen
september 12, 2019
En lille nem tur på under 1,5 timer. Meget stille her sammenlignet med Kbhvn. Gratis hurtig WiFi og nemt at få strøm. Næste etape er på mere end 10 timer og bringer mig til Johannesburg. Botswana har samme tid som DK. Jeg forventer at få en god nats søvn. Her er 23 grader og i morgen ryger vi langt over de 30 grader

I Gabarone
september 13
Det var ikke nogen voldsomt strabadserende rejse for at komme til Botswana. Flyet fra München til Johannesburg var kun halvt fyldt, så jeg havde masser af plads.
Ingen jetlag fordi der ikke er nogen tidsforskel.
Sikkerhedsskontrollen var fredelig hele vejen.
Flyet til Gaborone var meget lille, og det var lufthavnen sandelig også.
Der var kun passagererne fra vores lille minifly.
Min bagage var skam også dukket op.
Jeg fik vekslet nogle Euro og fik fat på en taxi til de 16 km ind til byen.
Det kostede 125 pula, og det var vist rimeligt nok.
Vi fandt ret nemt min bolig, der ligger i et fredeligt kvarter.
Alt er brunt og afsvedent her. Der har ikke været regn i måneder, men de mener, den kommer i oktober.
Vi kom op på 33 grader, men det føltes ikke så slemt.
Min vært hedder Brian, og han er en flink mand. Jeg har booket gennem AirBnB. Foreløbig for 5 nætter, men jeg tager nok flere nætter her.
Det passer mig fint her.
Der er fælles bad og toilet, og jeg må bruge køkkenet.
Der er udmærket wifi.
Da jeg havde pakket ud, besluttede jeg mig til at gå en tur. Jeg havde lokaliseret en Mall et par kilometer fra huset.
Her er venstrekørsel, så man skal lige huske at kigge til den rigtige side.
Jeg fandt Mallén, der mere var en gade med småboder og gadekøkkener.
På intet tidspunkt så jeg andre hvide end mig selv, men det generer ikke mig, og det det synes heller ikke at genere de andre ?
Jeg satsede på det sikre her den første dag, da jeg investerede i noget spicy kylling, men jeg skal snart prøve de gadekøkkener.
Nu skal jeg have en god lang søvn, og så regner jeg med at besøge biblioteket i morgen.
Jeg vil gerne have fat på et bykort.
Jeg havde en plan om at få fat på en cykel, men endnu har jeg ikke set så meget som én cykel.
Jeg har fundet et par cykelforretninger, som jeg skal have kigget nærmere på.
Dagens vandring: 7 km. Totalt på turen 19 km

Masser af for lidt cykler
september 14, 2019 
Søvnen er knap nok kommet på plads endnu, men det skal nok komme.
Temperaturen falder om natten, og det er næsten køligt om morgenen.
Denne dag sneg vi os igen op på 33 grader, og der er ikke et sekund, hvor en sky på himlen kan anes. 
Jeg indrømmer, at der gled rigeligt med sodavand ned, og det er noget jeg skal arbejde med.
Jeg lagde fra land ved 10-tiden, og missionen var cykelforretning, boghandel og bibliotek.
Jeg nåede 2 ud af 3.
Nu kender jeg vejen, og så føles den kortere.
I løbet af dagen så jeg totalt 2 cykler og 3 hvide turister samt 2 tiggere.
I markedsgaden lod jeg mig friste af en kæmpestor hotdog, som var rigtig god.Jeg spurgte damen om jeg måtte tage nogle billeder.
Det måtte jeg bestemt ikke.
Det var skidt af en eller anden grund, men jeg kunne forstå, at det vat knap så galt, hvis jeg betalte for at tage billedet.
Næh tak.
Efter at jeg havde fortæret min hotdog spurgte hun så, om jeg ville tage et billede.
Jeg forklarede hende, at hvis det var så slemt, så sprang jeg over.
Den tyggede hun lidt på.
Så satte jeg kursen mod den cykelforretning, jeg havde fundet.
Der var stille, meget stille.
En kraftigt tatoveret ung mand hyggede sig med en gang heavy og var nok lidt irriteret over at en af de der kunder igen kom rendende.
Til sidst gik jeg hen til ham: “Lejer I cykler ud”.
Nej.
Så var samtalen li´som gået i stå.
Jeg kiggede lidt på lageret med brugte cykler.
Jeg fik opmærksomheden længe nok til at få at vide, at en udfaset bedstemorcykel kunne erhverves for 1600 Pula.
Så orkede han heller ikke mere.
Jeg lod handelstalentet hvile i fred, mens jeg funderede over, hvad man vil med en cykelforretning i en by uden cyklister.
Måske er han ansat til at sørge for, at det der irriterende cykleri ikke breder sig.
Tænk bare på København
Så vat det tid til kontrolbesøg i en boghandel.
Jeg spurgte simpelthen, om de havde bøger af Alexander MCall Smith.
Og det havde de skam.
En hylde fuld.
Et eksemplar koster 150 Pula, og nu har I jo allerede lært, at det svarer til 93 kr
Til slut købte jeg et Botswana simcard. Det var noget af en prøvelse. Damen ringede et sted hen, og en mand ville have en forfærdelig masse oplysninger, og også mit pasnummer.
Det vat altså bare et simkort.
Så var jeg også blevet træt, og med tasken fyldt med vand, traskede jeg hjem.
Jeg har ikke helt opgivet det der med cyklen. Der er flere forretninger, og det kan da ikke være værre end den første

No country for McDonald
september 15, 2019
Jeg har ladet mig fortælle, at der ikke findes McDo i Botswana. Det kan man godt lige tænke over. I dag passerede jeg forresten KFC.
Når jeg er ude at rejse, kan jeg godt lide at tænke, at jeg ikke er på ferie. Jeg bor der. Sådan oplever jeg det med Filippinerne, og jeg er i gang med noget lignende her. Det lyder vist fjollet, men det giver mening for mig
Nu har jeg så fundet ud af, at BSW nærmest lukker ned om søndagen. Vi kan godt lide at slappe af efter en hård arbejdsuge, forklarede min vært. Det lyder egentlig meget fornuftigt.Og der var også vældig stille downtown.
Jeg er slet ikke færdig med mit cykel projekt. En fb-gruppe er på jagt, og jeg har 3 nye adresser at undersøge.
Jeg ser kun få, der ryger i det offentlige rum. Jeg ser kun få skod på gaden. Jeg ser ingen,der kæver bajere på en bænk. Derimod har jeg kigget på en fodboldkamp, der blev afviklet på en rød sandbane. OMG
Jeg har planer om en safari lørdag. Det bliver ca 15 km herfra. Det har jeg Store forventninger til.At dyrene i Afrika er sultne …
I morges fik jeg morgenmad på en halvfin restaurant. Jeg spurgte den behagelige unge mand, om han kendte Damernes Detektivbureau nr 1. Det gjorde han ikke.Han vidste heller ikke hvad Bush Tea var for noget. Jeg er ikke særlig overrasket.

Meanwhile in Botswana
september 16, 2019 
Jeg er langtfra frisvømmer i WordPress, og så sent som i går “mistede” jeg en del guldkorn, og det er rigtig ærgerligt, netop fordi det var …..Guldkorn. Programmet kan en forfærdelig masse, som jeg måske, måske ikke får styr på engang.
Jeg må hele tiden anstrenge mig for at huske, hvor det lige er, at bilerne kommer farende fra. ……….Nåh hvad, det er jo almindeligt nu om stunder, at der er en masse problemer med Venstre.
Just a little joke of mine.
Jeg får oplyst, at der er omkring 17 % luftfugtighed i dag. Det lyder da helt vildt.
Ørkenagtigt?
Definitionen på en ørken er bl. a, at der falder under 250 mm nedbør om året.
Og så bliver der koldt om natten. Her falder temperaturerne også betragteligt om natten.
Jeg glemte at opdatere min vandreliste. Lørdag gik jeg 11 km og søndag blev det til 9 km, hvilket bringer totalen op på 38 km. 
Denne fine dag kan jeg tilføje hele 14 km, så det nu hedder 52 km
Jeg har fået hold i ryggen. Sikkert af flysæderne. Det varer gerne nogle dage. Og det er møgirriterende.Det kan også være, at ryggen er slidt op. Nåh skidt pyt.
I dag prøvede jeg en del ny ting. Jeg havde fået at vide, at der var en cykelbiks i nærheden af lufthavnen. Det er ca 10 km fra byen, så jeg besluttede at prøve de offentlige transportmidler. Man stiller sig ved et busstop og så kommer der en van, der kører et sted hen.
Jeg fandt en, der kørte mod lufthaven. Det koster kun 4 pula for en tur.
Jeg kom hen til et kæmpestort indkøbscenter, hvor det efter en del besvær lykkedes mig at finde cyklerne.
Det var en virkelig flot shop, og jeg fik en snak med de flinke folk der. De havde desværre ingen lejecykler, men de gav mig adressen på et sted, hvor der måske var nogen.
De forklarede mig, at cykler her kun bruges af folk, der træner. 
Ingen kunne drømme om at cykle til arbejde.

Jeg kiggede mig lidt omkring i en boghandel og så, at de simpelthen havde en turistbog om Danmark. Det havde jeg ikke ventet.
Og så endda kraftigt nedsat.

Jeg fik prøvet minibussen, og jeg kom et stykke videre med cykelprojektet,
Jeg er 100 % sikker på, at der er mange, der ikke fatter, hvorfor det er så vigtigt for mig, men det er nu engang min verden.
Det var nemt at komme tilbage, for alle bilerne kørte ind til byen. I en boghandel fik jeg et bykort. Det kostede lidt dyrt, men nu har jeg det. Personalet var ret sløvt, og det lykkedes dem at irritere mig.
Det er normalt ikke svært.
Næste nye ting var mad fra et gadekøkken, som jeg købte af en ualmindelig sød traditionelt bygget dame.
Og så var der græskar, som Mma Ramotswe er så glad for.
Jeg glemte at spørge, om jeg måtte tage et billede af hende. Det gør jeg næste gang, for jeg kan godt lide at vende tilbage til en god oplevelse.
Hvis I sidder med spørgsmål angående nattelivet i Gaborone, så kigger I nok det forkerte sted, for jeg føler ikke den store trang til at udforske det område.
Ud på eftermiddagen bliver jeg gerne så ualmindelig træt, at jeg trasker hjem.
Der er sikkert gang i den et eller andet sted, og fred være med det.
Jeg har gode nyheder til mine kære læsere.
I morgen kommer der en solstrålehistorie fra den allerøverste hylde, og så vil jeg også udbrede mig lidt om drager.
På latin.
I kan såmænd godt begynde at glæde jer.
I må rigtig gerne kommentere. Det er så morsomt, at jeg skal godkende alle kommentarer, og jeg er naturligvis benhård, men retfærdig
Mentalt notat til mig selv:”Husk en anden gang at få lidt flere vandre-kilometer i benene før et eventyr. Når du går omkring 10 km om dagen uden at være ordentligt forberedt, vil det kunne mærkes

Hic sunt Dracones
september 17,
Oh Vandringsmand.
Mine ben ville gerne have en pause, så det blev kun til 6 km. gang. Totalen er nu 58 km
Jeg ville på biblioteket.
Det havde jeg store forventninger til.
Jeg vidste godt, hvor det lå, og fandt efter en tid indgangen.
Der var dødsstille derinde.
Og det var ikke fordi, der var tomt.
Først skulle jeg opgive navn og skrive under på noget.
Min rygsæk røg i et skab.
Jeg kom nu ind i et meget stort lokale, hvor der sad ca 70-80 mennesker og arbejdede.
I total tavshed.
Jeg sendte en venlig tanke til dagplejemødrene på Skjern Bibliotek.
Der var ingen bøger i det lokale.
De stod i det næste lokale.
Det var langt mindre og indeholdt 8-10 reoler med bøger.
Jeg fandt en opdeling af materialet, og det gik snart op for mig, at udvalget af engelsksproget skønlitteratur var yderst begrænset.
Stort set alle bøger havde en 20-30 år eller mere på bagen.
Jeg fandt “En sælgers død”, men det var ikke rigtig noget.
Jeg endte med at læse om Gabarone og Botswana i en ældgammel bog, hvor jeg bl. a kunne læse, at der var 200.000 indnyggere i byen.
Nu er der vist 600.000.
Man skal lære, så længe man har lever, og nu ved jeg, at bibliotekerne i Botswana mest er beregnet til at studere i.
Det der med udlånet kommer nok lidt senere.
Jeg skubbede forsigtigt min stol på plads og listede af.
Her findes drager
I gamle dage oplevede kartograferne undertiden store problemer med uudforskede områder på de kort, de skulle lave. Kortene blev ofte forsynet med hvide pletter og den oplysende tekst hic sunt dracones/her findes drager. 
Jeg er skam blevet spurgt, om jeg har set nogle drager. Og nu har jeg mit bykort, der er helt uden hvide pletter og dragetekster. Dog har jeg set nogle firben, men de tæller vist ikke rigtigt med.
Gadesælgeren.
For et par dage siden var jeg på vej hjem fra byen, da jeg passerede en gadebod. Jeg er altid tørstig her, og den dag var ingen undtagelse.
Jeg havde nogle ting med hjem, bl a en plastpose med nogle varer. 
Den satte jeg fra mig, mens jeg fandt nogle Pula frem, og så glemte jeg alt om den. 
Senere på dagen fandt jeg ud af, at posen manglede. 
Jeg regnede ud, hvor det var, jeg havde glemt den og gik derhen, men da havde de pakket sammen. 
Dagen efter kom jeg forbi igen, og damen råbte mig an. Hun ville vide, om jeg havde købt cola dagen før, og om jeg havde glemt en pose.
Jeg bekræftede begge dele.
Nu gik hun lidt væk og fandt min pose, som hun gav til mig.
Jeg så lidt betuttet på hende.
Det var da dejligt at møde så ærligt en menneske, sagde jeg.
Hun forklarede mig, at hun ikke kunne drømme om at snyde sine kunder.
Jeg købte en ny cola, og jeg kan da godt afsløre, at jeg var noget rundhåndet med drikkepengene

Min blog handler rigtig meget om Mma Ramotswe og hendes verden, og det bliver ikke mindre, kan jeg afsløre. 
Denne lille episode er som taget ud af historien om Damernes Detektivbureau nr 1. 
Kan det virkelig passe, tænkte jeg mange gange, når jeg læste om Botswana, og det ser det faktisk ud til, at det kan.
Sidste: Så fik jeg lov til at tage et billede af den søde dame.
Faders Vilje.
Det var min far, der startede det hele. Han var flittig gæst på biblioteket i Aabybro, og han kom hjem med Pelle Haleløs, som han læste for os. 
Snart begyndte jeg selv at stave mig igennem bøgerne, og jeg fik den ene åbenbaring efter den anden. 
Jeg var solgt. 
Jeg husker endnu mit lånernummer i skolen. 
Nr 511. 
De andre grinede, når jeg slæbte stakke af bøger hjem, men jeg læste dem faktisk.
Mit liv blev fyldt med bøger, og sådan har det været lige siden.

Jeg har en rigtig god ven, som også elsker bøger. 
Vi giver af og til hinanden tips om gode bøger. 
En dag kom ham med en bog, som jeg aldrig havde set før: Damernes Detektiv Bureau nr 1.
En spøjs titel. 
Og da gik jeg i gang. 
Bøgerne skrider ualmindelig langsomt frem, og der er så mange gentagelser, at det virker helt eventyragtigt. 
Utallige gange hører vi om den lille hvide varevogn, og utallige gange hører vi, at Mma Makutsi fik 97 % i maskinskrivning. 
Men vi hører ikke de ting én gang for meget. 
Vi arbejdede os stille og roligt gennem alle bøger, vist 13 stk.
Vi oplevede nærmest en følelse af tomhed, da vi var færdige. 
Der må jeg ned, sagde jeg, og få dage efter havde jeg smidt penge efter en billet til Gaborone. 
Man kan vist godt sige, at Damernes Detektivbureau nr 1 kom til at forandre mit liv.
Jeg forventer ikke, at andre får det samme ud af bekendtskabet med Precious Ramotswe,selv om jeg under alle at løbe ind i en litterær oplevelse. Men hvad med dig? 
Har du læst en bog, der forandrede dit liv? 
Det vil jeg rigtig gerne høre om

Dag 8. Onsdag den 18. september 2019
Vandret: 13 km. Totalt 71 km
Min ryg driller stadig, men er det ikke, som om det går lidt bedre? Det værste er, når jeg kravler ud af sengen om morgenen. Det kan ikke være et kønt syn.
Men efter et stykke tid har jeg så nogenlunde fået vredet kroppen hen i en position, der er til at holde ud.
Jeg har masser af varmecreme derhjemme, men kom det med på pakkelisten? Næ næ. Jeg tror, jeg smutter ind på et apotek, og ser, hvad de har på lager.

Jeg er så glad for min cykel
Jeg er kommet lidt videre med mine cykelplaner, og det ser ikke for godt ud.
Den fine cykelforretning gav mig et nummer, jeg kunne kontakte, og der er kommet svar tilbage om, at jeg godt kan leje en cykel.
De nævner også, at prisen er 395 Pula pr dag. 
Altså ca 250 kr.
Det gør jeg bare ikke.
Nu har jeg så kontaktet en cykelklub. Det kan være de har en udfaset MTB, der trænger til at blive luftet.
Jeg meldte tilbage til cykeludlejerne, at det var for dyrt, og nu har de svaret tilbage, at der er discount, hvis man lejer for flere uger. 
Med det udgangspunkt kan jeg ikke forestille mig at det vil ende ud med noget jeg kan kalde en fornuftig pris. 
Safari
Så går det bedre med weekendens planer om safari. Jeg har en kontakt, der er i gang. Første oplysninger går ud på, at det koster 150 Pula pr person for en 2 timers køretur. Jeg vil så gerne se en flodhest, men jeg har ikke styr på hvilke skabninger, der drøner rundt i området.
Kreditkort.
Da jeg var dreng, boede jeg ca 20 km fra Aalborg, den store forjættede by. 
Det var altid en oplevelse at komme der. 
Vi købte sko i City (ballon) og tøj i Boston. 
Jeg husker stadig, at jeg med stor interesse kiggede på de skilte, der sad på butikkerne: Diners, Americans Express, og hvad der nu ellers var. Jeg vidste ikke helt, hvad det var, men jeg mente nok, at det var noget attraktivt for de rige. 
Tiden er gået og nu svinger jeg hjemmevant med mit Visa kort, så det nærmest bliver rødglødende, men rig er jeg nu aldrig blevet.
Jeg kan godt savne den troskyldige og naive tilgang til tingene, som vi havde som børn, og den der fantastiske evne til for alvor at kunne begejstres
Botanisk have. 
Det lyder jo spændende, og det var hovedprogrammet denne dag. Stedet lå ca 4 – 5 km væk, og jeg ville gå derud. 
Det forløb meget godt. 
På vejen besøgte jeg en kunstudstilling som jeg fortæller om senere. Skiltningen til haven var mangelfuld, men med flere små afstikkere fandt jeg derhen.
Ved indgangen sad en ung mand. 
Hos ham skulle jeg skrives i mandtal. 
Et skilt bad mig følge den anviste sti, og det gjorde jeg så. Det havde jeg sikkert skrevet under på, at jeg ville.
Nu kommer så et af de vigtige spørgsmål: Kan der gro noget i en ørken uden vand?
Nej vel? 
Og her var der ingen vanding. 
Og derfor ikke noget der groede. 
Jeg kan godt huske Disney’s Den levende Ørken, men jeg havde ikke rigtig mod på at blive der natten over og se om der kom liv.
Jeg gik rundt og så ikke noget der groede og ingen skilte der forklarede hvad der skulle have groet.Ekspeditionen var under 1000 m og dermed var Gaborone Botaniske Have vinget af. 
Et besøg der ikke for alvor vil gå over i historien. 
Højdepunktet var helt klart, da 2 vortesvin fes over stien lige foran mig.
Inden jeg gik videre fik jeg en sludder med den unge mand, og vi blev enige om, at det var er kedeligt job, han havde.

Jeg arbejder på, at forstå, hvordan man kommer rundt i byen.
Jeg har fundet ud af, at de Minivans, man bruger hedder Combi. 
Der står numre og navne på dem, så det er muligt at finde ud af, hvor turen går hen.
På vej hjem fra Den blomstrende Have nuppede jeg en Combi. 
Der er ikke megen plads, og kommer man ind forinden, er det svært at komme ud, især når man ikke ved, hvor man skal hen.
Folk kigger mildt interesseret på mig, når jeg kanter mig ind i vognen, og i dette tilfælde havde jeg regnet med, at den nok havde endestation et sted midt i byen. 
Den endte ganske rigtigt ved Railway Mall, hvor der også er en slags Combistop.
Så ved jeg det.
Eftersom det kun koster 4 Pula for en tur, kan jeg sagtens bruge dem til at finde lidt ud af, hvilke skatte byen gemmer på.

Coming up: Jeg vil fortælle lidt om det spændende kunstmuseum, jeg besøgte i dag. 
Der er en 3. cykelforetning, som jeg skal besøge.
Det er snart Safaritid.
Og så har jeg fostret en ualmindelig god ide. 
Jeg må dog erkende, at jeg af og til står alene tilbage med begejstringen, når jeg løfter sløret for et nyt spændende tiltag.
Det skal dog ikke på nogen måde forhindre mig i at blive ved ?

Thapong Visual Artscentre
september 19
Lille sky gik morgentur ….. 
Bare ikke i Gaborone
Vandring: 9 km. totalt 80 km
Mine fødder spurgte om vi kunne tage det lidt med ro denne dag. 
Jeg mener, at jeg kan se frem til et fonuftigt fremtidigt samarbejde med mine fødder, så jeg sagde ok.
Derfor blev jagten på den 3. cykelforetning udskudt.
I stedet blev dagen til en jagt på penge, som jeg udbreder mig lidt om nedenfor. 
Jeg sendte penge til mig selv gennem Worldremit, og det var ikke så simpelt at finde stedet, hvor jeg kunne hente pengene. 
Min GPS bragte mig på afveje, men så har jeg da lært, at jeg ikke kan bruge den med få meters nøjagtighed.
Men kontoret blev fundet, og oplivet af den succes gav jeg mig selv en Combi-tur, hvor jeg kom til at sidde på forsædet. 
Så går det langt nemmere.
Derefter trissede jeg tilbage igen, og efter at havde købt forskellige småting gik jeg hjem, og jeg gjorde fødderne opmærksomme på, at det var midt på eftermiddagen.
Den efterretning blev modtaget med tilfredshed.
Min værts bedstemor er her igen, og vi fik en lille sludder.
Hun ville gerne vide, hvordan jeg var tilfreds med hendes by, og den fik ikke for lidt med rosende ord
Men jeg er også ualmindelig godt tilfreds.
Det hele glider afsted i et roligt tempo. Det er bare dejligt.
Hjemme på værelset bruger jeg hver dag rigtig meget tid på at gøre det attraktivt for jer, mine kære følgere at være med i Botswana.
Vi husker jo alle de kloge ord: TTT: Ting tager tid.
Mit fjernsyn virker ikke, og det behøver det overhovedet ikke at gøre, mens jeg er her.
Thapong Visual Artcentre.
Bag den smukke titel gemmer der sig et spændende kunstmuseum, og en café hvis navn lyder rigtig bekendt. The No. 1 Ladies coffeehouse. 
Jeg kom tilfældigt forbi og lod tankerne gå tilbage til det fantastiske Nolde- museum, jeg nylig besøgte. 
Jeg så først noget moderne kunst, der var alt for avanceret for mig. 
Jeg gik videre og kom til et rum, hvor 2 kunstnere var i gang med at arrangere deres billeder. 
Jeg har det sådan, at jeg gerne vil se, om en kunstner virkelig kan male (en hest), inden jeg giver dem lov til at “klat mæ måling”, som Hausgaard ville have sagt det. 
Disse 2 kunne godt male en hest. 
Vi fik en hyggelig sludder, og jeg erfarede, at priserne spændte fra 100 Pula og op til 2500 Pula. Vist rimeligt nok
Lonely Planet tilbyder et arrangement, hvor man oplever Botswanas kultur. Sammen med folk fra mange lande, er man gæst i et privat hjem. 
Her vil der være en buffet med lokal mad. 
Man vil få forklaret, hvad man spiser, og mens man spiser alt hvad man kan, spilles der lokal musik. 
Man får også mulighed for helt eller delvis at iføre sig lokal klædedragt for at gøre det så autentisk som muligt. 
Hele showet koster 400 kr. 
Det lyder alt sammen rigtig fint, og det er ikke en tanke, der er fremmed for mig. 
Men jeg har en endnu bedre idé, når jeg selv skal sige det. 
Det er alligevel ikke helt autentisk, når man arrangerer det på den måde. Jeg er helt med på, at det er ganske fantastisk at være gæst i et privat hjem, og det har jeg heldigvis haft lejlighed til i nogle af de mange lande, jeg har besøgt. 
Jeg har bl. a fået Sushi i Japan, og jeg har spist kål i Polen, og det er vildt spændende. 
Min plan her går ud på at få lov til at besøge min nye veninde, den ærlige gadesælger, og hendes familie. 
Jeg har faktisk allerede haft følere ude, da jeg spurgte, hvad der er “nice Botswana food”. 
Både hun og hendes mand havde masser af forslag, og var straks usikre på, om jeg nu kunne lide deres mad. 
Jeg forklarede, at det var underordnet om jeg kunne lide det.
Det vigtigste var at få lov at smage. De er naturligvis ikke rige og jeg skal da betale maden. 
Nu er ideen plantet, og det skal nok komme op igen, når jeg køber min daglige cola.
Ja de penge ...
Pula, kwarta, kroner. 
Penge har vi altid brug for, hvor i verden vi end befinder os og hvad pengene nu hedder 
Jeg var engang i Filippinerne, hvor Nets lukkede min konto, fordi de undrede sig over, hvorfor der blev handlet derfra. 
Det var ualmindelig ubehageligt. 
Pula kan ikke købes i Dk, så jeg havde euro og dollars med. 
Sådan lige for at komme i gang. 
Her I Botswana kan jeg tilsyneladende højst hæve 700 Pula i ATM og det er ikke nok. 
Og så betaler jeg vist gebyr både her og hisset. 
Så kommer vi til Plan B. 
Jeg sender penge til mig selv. 
I dette tilfælde gennem World Remit, som er hurtigt, let at finde ud af og helt pålideligt. 
Første gang er lidt besværligt, men næste gang er man i systemet, og så tager det få sekunder. 
Og så giver det sådan en dejlig fornemmelse at være god ved sig selv
I morgen bliver det nok Cykelforretningen.
På ventelisten står bl. a byens museum og et stort monument.
Og der dukker hele tiden nye ting frem

Cyklerne, cyklerne, cyklernes kor …
september 20
Dag 10. Fredag den 20. september 2019
Dagens kilometertal 10 km. Totalt 90 km.
Jeg er godt klar over, at I alle sammen spekulerer på, hvordan det går med mit hold i ryggen. 
Nogen har sågar næsten spurgt til det.
Jeg er glad for at kunne sige, at det går støt fremad. 
Jeg kan allerede ligge i sengen uden stok.
Sådan et hold gør altså umanerlig ondt.
Til gengæld kan jeg oplyse, at jeg har fået en lille ømhed på højre læg, og den skade står det enhver frit for at spørge til.
Det skal ikke komme an på det.
Biksen, der ikke var der.
Så fik jeg styr på den 3. Cykelbiks, som blev dagens hovedmål. 
Adressen var i den sydlige udkant af byen ved noget, der hedder Game City Mall. 
Jeg kom derud med 2x combi og mente nok, jeg havde styr på, hvor biksen var. 
Det havde jeg også og så alligevel ikke. 
Jeg fandt nemlig ud af, at forretningen var flyttet. 
Og da jeg fandt ud af, hvor den var flyttet hen, gik det op for mig, at det var den selv samme forretning jeg besøgte tidligere ved Airport Junction. 
Og de kunne ikke hjælpe mig. 
Nu ser det sort ud. 
Jeg kunne godt finde på at standse en cyklist på gaden og spørge, om jeg kunne leje hans cykel. 
Problemet er, at der ikke er nogle cyklister at standse.
Jeg burde have været opmærksom på, at det var den samme cykelbiks, men nu fik jeg turen, og derfra hvor jeg stod havde jeg en imponerende udsigt til Kgale Hill.
Se dig lige for.
Det er for alvor svært at huske, hvor bilerne kommer fra. Jeg prøver virkelig. Der er heller ingen lys for fodgængerne, selvom der er overgange. Man må kigge efter bilernes trafiklys, men hvis der er flere baner, kan det være ret uoverskueligt. Man standser ikke ved striberne, fordi der står en stakkels dansk opdagelsesrejsende og tripper for at komme over. 
Jeg har oplevet tilsvarende i London, hvor man endda ser skilte, der formaner turisterne om, hvilken retning, de skal kigge i. 
Det kommer ikke til at ske her.
Getting around. 
Jeg arbejder hårdt på at blive klogere på, hvordan man kommer rundt. Og jeg lærer lidt hver dag. Når man venter ved stoppestedet, er der en rigtig god anledning til at komme i snak med folk. Og de vil gerne hjælpe. Forsædet er det bedste, og ellers skal man ikke gemmes for langt væk.
Så har man combi-taxierne. Det virker på samme måde, men her koster det 5 Pula. Priserne her er generelt ikke lave, men transport er rørende billigt. Man kan også få taxi til special price, men det har jeg ikke prøvet endnu.
Så skulle det være safari-tid i morgen.
Det er ikke kommet helt på plads, men I ved, African Time ?

Mokolodi Nature Reserve
september 21, 2019 
Dag 11 lørdag den 21. September 2019.
Gangvortegymnastik: 9 km. Total 99 km
AirBnB
Det er første gang jeg stifter bekendtskab med AirBnB, og det synes jeg er en rigtig spændende ting. 
Der er utallige muligheder for overnatning her i Gabarone, men det er ikke særlig billigt. 
AirBnB kan man få for en tredjedel af prisen. Jeg mener, jeg betaler 115 pr nat. 
Det er naturligvis ikke luksus, men jeg kan godt lide det simple. 
Men nu skal jeg alligevel flytte. 
Jeg har booket få dage ad gangen for at have mulighed for noget andet. Jeg havde besluttet mig til at booke for en halv snes dage på det første sted, men den 25. September var optaget. Og kun den dag. 
Det giver ingen mening at finde et sted for en enkelt nat og så vende tilbage. Så fantastisk er det altså heller ikke. 
Så min søde vært Brian får altså én overnatning i stedet for de 10, jeg mindst havde planlagt.
Men det gør ikke så meget for mig. Det er helt spændende at flytte til en ny bydel
Jeg fandt ganske let et nyt sted, som jeg har booket for 3 dage. Hvis det er et godt sted, må jeg skynde mig at booke noget mere. 
Huset ligger ca 6 km herfra, og det er stadig inde i byen.
Vild med dans.
Jeg følger naturligvis med i nyhederne, selv om jeg befinder mig i Botswana.
Nu ved jeg, hvem der er næstformand i venstre.
I min jagt på nyhederne, er det svært at undgå at læse om Vild med dans og lignende udsendelser.
Jeg har én gang set et afsnit af X-faktor, og det var fordi jeg kendte en af deltagerne lidt.
Ellers undgår jeg dem allesammen.
De er populære, og fred være med det.
Min indvending er, at det hele fremstilles, som om det betyder noget
Det har jeg det svært med.
Nåh, lad mig nu tage fat på dagens begivenheder inden jeg får rodet jeres kongehus ind i det ?
Kolomodi.
Dagen bød på et besøg i Kolomodi Naturreservat. Jeg havde selskab af en god ven, og det er jo altid rart.
Kolomodi ligger ca 15 km fra byen, og vi kørte derudaf med lokal bus. 
Det er altid umådeligt interssant.
Vi stod af ved vejen, der ført hrn til Kolomodi og så et skilt der sagde 1,5 km. I 33 graders varme. 
Uden skygge.
Heldigvis blv vi samlet op af en van, der kom forbi. Det er normalt at hjælpe hvis man kan.
Det kostede 150 pula at få en tur, men der var rabat, så det blev til 120 pula per person.
Inklusive en sodavand og en pose chips.
Sammen med os var en familie med 2 små børn. 
Søde mennesker og velopdragne børn.
Vores guide fortalte, at det ikke var det bedste tidspunkt (14.00) pga varmen, men det var der ikke noget at gøre ved.
Han fortalte også, at det ville blive en rigtig ublid og hoppende tur.
Det må jeg nok sige. 
Jeg frygtede at mine nyrer vill blive ryster løse.
Det varede et stykke tid, inden vi så en kanin, men den hørte ikke med til de vilde dyr.
I løbet af turen mødte vi impalera, gazeller og andre hjortedyr.
En masse vortesvin.
Og så mødte vi en noget sky giraf, og højdepunktet var, da vi kom hen til et par næsehorn.
Selv om vi ikke så vildt mange dyr, så var det alligevel en fantastisk tur.
Bushen er enestående smuk.
Vi så desværre ingen sort mamba, men de er der skam, forklarede guiden.
De kommer aldrig frem i så stærk en hede.
Jeg var rigtig godt tilfreds med turen, og da vi skulle hjem fik vi kørelejlighed med vores nye venner fra turen.
Det var vi rigtig glade for.
Jeg blev sat af ved en Mall, og købte noget, jeg troede var en pizza.
Mma Ramotswe lagde mærke til kvinden, der stod henne ved bluserne.
Hun havde en æske i hånden og tog noget op af den, der lignede Mopani orme.
“Mopani orme”, spurgte Mma Ramotswe.
Hun tilbød posen til Mma Ramotswe, som tog en af de tørrede træorme og puttede den i munden.
Det var en delikatesse, hun simpelthen ikke kunne modstå.
Min gode ven har lovet at tilberede nogle orme til mig næste lørdag.
Det glæder jeg mig til, eller noget

Zebra Way – Zebra Drive.
september 22,
Dag 12, søndag den 22. september 2019
Jeg fik gået 13 km, og så er totalen oppe på 112 km
“Hun fandt huset først på en hjørnegrund på Zebra Drive. Det var dyrt, og hun besluttede at tage et lån i noget af det, så hun også kunne få råd til at købe et andet sted til forretningen”.

Nu var dagen kommet, hvor jeg skulle besøge den gade, hvor Mma Ramotswe boede, og jeg skulle også se hendes hus. 
Jeg ved jo godt,at alle personerne og for den sags skyld også selve Gabarone som vi kender det fra bogen, er fiktion. 
Ikke desto mindre var det et specielt øjeblik for mig, da jeg drejede ned ad Zebra Way (Zebra Drive), og jeg forventede halvt om halvt at møde den lille skæve hvide varevogn ,men det skete dog ikke. 
Zebra Way er en lille pæn vej for det bedre borgerskab. 
Jeg fandt også frem til huset, hvor vi leger, at hun boede. 
Men ingen inviterede på Red Bush the.
Hun var garanteret ude på en opgave, så naturligvis havde hun ikke tid til at være selskabelig. 
Vi ses Mma Precious Ramotswe, mumlede jeg for mig selv, da jeg gik videre.
Langturscyklisten
Under besøget i Kolomodi Nature Reserve fik jeg øje på noget, der altid får mig til at vågne op. 
En langturscyklist. 
Jeg angreb uden tøven. 
Jeg ser mig selv være på vej derude, og jeg må straks høre nærmere. 
Ham her var en af de helt seje. 
Han var engelsk/græsk, og han var på vej fra Cape Town til Ægypten. 
Intet mindre. 
Hverken udstyr eller cykel var fancy, men det er jo heller ikke det vigtigste. Det vigtigste foregår oppe i hovedet. Det ved jeg alt om ?
Når jeg forhåbentlig næste år cykler rundt oppe i Sverige, vil jeg elske, hvis et eller andet gammelt fjollehoved kommer hen og sludrer. 
Vi snakkede længe om hans tur og blev enige om, at når han nu havde overlevet Sydafrika, var det værste overstået. 
Da vi noget senere kørte ude i bushen mødte vi ham. 
Han var ude at spadsere en lille tur .
I ride my bicycle to ride my bicycle 
A Zen proverb about bicycling:

A Zen teacher saw five of his students returning from the market, riding their bicycles.  When they arrived at the monastery and dismounted their bicycles, the teacher asked the students, “Why are you riding your bicycles?”

The first student said, “It is the bicycle that is carrying the sack of potatoes.  I am glad that my back has escaped the pain of bearing the weight”

The teacher was glad and said, “You are a smart boy.  When you become old you will be saved of a hunch back unlike me.”

The second student had a different answer.  “I love to have my eyes over the trees and the sprawling fields as I go riding,” he said.  The teacher commented, “You have your eyes open and you see the world.”

The third student came up with yet a different answer and said, “When I ride I am content to chant ‘nam myoho renge kyo.'”

The teacher spoke these words of appreciation, “Your mind will roll with ease like a newly trued wheel.”

The fourth student said, “Riding my bicycle I live in perfect harmony of things.”  The pleased teacher said, “You are actually riding the golden path of non-harming or non-violence.”

The fifth student said, “I ride my bicycle to ride my bicycle.”

The teacher walked up to him and sat at his feet and said, “I am your disciple!” 
Gå for at gå.
Vi ved nu, at der ikke er ret mange her, der cykler for at cykle.
Der er heller ikke mange, der går for at gå.
Og især ikke i middagsheden, hvor skygge er en by i Namibia.
Men jeg således traskede af sted, holdt en bil ind ved siden af mig, og en venlig herre spurgte, om jeg var ok.
Jeg fortalte ham, at jeg havde det ganske fortrinligt, og at jeg bare var ude at gå.
“Men tak fordi du spurgte, sagde jeg, inden han satte af sted igen:
Det varmede faktisk med sådan en omsorg.
Gæstelærer.
En gang var jeg gæstelærer i Durbani Sydafrika og på et tidspunkt sad jeg sammen ,med klassens lærer på læreværelset.
“Hvor mange sorte, hvide og farvede børn er der i klassen”, spurgte jeg, uden at jeg længere kan huske, hvorfor jeg ville vide det..
Hun tænkte sig om et stund lang.
“Det ved jeg faktisk ikke”, sagde hun.
Der er jo en interessant betragtning.
Hun så børn og ikke andet.
Jeg kan også godt et kort øjeblik glemme, hvem jeg egentlig er ?
I morgen skal I med i et hinduistisk tempel.
Var det noget? ?

Zebra Way – Zebra Drive.
september 22, 2019  
Dag 12, søndag den 22. september 2019
Jeg fik gået 13 km, og så er totalen oppe på 112 km
“Hun fandt huset først på en hjørnegrund på Zebra Drive. Det var dyrt, og hun besluttede at tage et lån i noget af det, så hun også kunne få råd til at købe et andet sted til forretningen”.

Nu var dagen kommet, hvor jeg skulle besøge den gade, hvor Mma Ramotswe boede, og jeg skulle også se hendes hus. 
Jeg ved jo godt,at alle personerne og for den sags skyld også selve Gabarone som vi kender det fra bogen, er fiktion. 
Ikke desto mindre var det et specielt øjeblik for mig, da jeg drejede ned ad Zebra Way (Zebra Drive), og jeg forventede halvt om halvt at møde den lille skæve hvide varevogn ,men det skete dog ikke. 
Zebra Way er en lille pæn vej for det bedre borgerskab. 
Jeg fandt også frem til huset, hvor vi leger, at hun boede. 
Men ingen inviterede på Red Bush the.
Hun var garanteret ude på en opgave, så naturligvis havde hun ikke tid til at være selskabelig. 
Vi ses Mma Precious Ramotswe, mumlede jeg for mig selv, da jeg gik videre.
Langturscyklisten
Under besøget i Kolomodi Nature Reserve fik jeg øje på noget, der altid får mig til at vågne op. 
En langturscyklist. 
Jeg angreb uden tøven. 
Jeg ser mig selv være på vej derude, og jeg må straks høre nærmere. 
Ham her var en af de helt seje. 
Han var engelsk/græsk, og han var på vej fra Cape Town til Ægypten. 
Intet mindre. 
Hverken udstyr eller cykel var fancy, men det er jo heller ikke det vigtigste. Det vigtigste foregår oppe i hovedet. Det ved jeg alt om ?
Når jeg forhåbentlig næste år cykler rundt oppe i Sverige, vil jeg elske, hvis et eller andet gammelt fjollehoved kommer hen og sludrer. 
Vi snakkede længe om hans tur og blev enige om, at når han nu havde overlevet Sydafrika, var det værste overstået. 
Da vi noget senere kørte ude i bushen mødte vi ham. 
Han var ude at spadsere en lille tur .
I ride my bicycle to ride my bicycle 
A Zen proverb about bicycling:

A Zen teacher saw five of his students returning from the market, riding their bicycles.  When they arrived at the monastery and dismounted their bicycles, the teacher asked the students, “Why are you riding your bicycles?”

The first student said, “It is the bicycle that is carrying the sack of potatoes.  I am glad that my back has escaped the pain of bearing the weight”

The teacher was glad and said, “You are a smart boy.  When you become old you will be saved of a hunch back unlike me.”

The second student had a different answer.  “I love to have my eyes over the trees and the sprawling fields as I go riding,” he said.  The teacher commented, “You have your eyes open and you see the world.”

The third student came up with yet a different answer and said, “When I ride I am content to chant ‘nam myoho renge kyo.'”

The teacher spoke these words of appreciation, “Your mind will roll with ease like a newly trued wheel.”

The fourth student said, “Riding my bicycle I live in perfect harmony of things.”  The pleased teacher said, “You are actually riding the golden path of non-harming or non-violence.”

The fifth student said, “I ride my bicycle to ride my bicycle.”

The teacher walked up to him and sat at his feet and said, “I am your disciple!” 
Gå for at gå.
Vi ved nu, at der ikke er ret mange her, der cykler for at cykle.
Der er heller ikke mange, der går for at gå.
Og især ikke i middagsheden, hvor skygge er en by i Namibia.
Men jeg således traskede af sted, holdt en bil ind ved siden af mig, og en venlig herre spurgte, om jeg var ok.
Jeg fortalte ham, at jeg havde det ganske fortrinligt, og at jeg bare var ude at gå.
“Men tak fordi du spurgte, sagde jeg, inden han satte af sted igen:
Det varmede faktisk med sådan en omsorg.
Gæstelærer.
En gang var jeg gæstelærer i Durbani Sydafrika og på et tidspunkt sad jeg sammen ,med klassens lærer på læreværelset.
“Hvor mange sorte, hvide og farvede børn er der i klassen”, spurgte jeg, uden at jeg længere kan huske, hvorfor jeg ville vide det..
Hun tænkte sig om et stund lang.
“Det ved jeg faktisk ikke”, sagde hun.
Der er jo en interessant betragtning.
Hun så børn og ikke andet.
Jeg kan også godt et kort øjeblik glemme, hvem jeg egentlig er ?
I morgen skal I med i et hinduistisk tempel.
Var det noget? ?

Hjemme hos …
september 24, 2019 
Dag 14. Tirsdag den 24 september.
Gennemført til fods: 1 km. Total 123 km.

Et lille ønske.
Nu har vi jo været sammen i Botswana nogen tid, og skulle I få lyst til en lille kommentar, til hvad der sker, så er I velkomne til det.
Jeg kan rigtig godt lide at skrive for mange mennesker, og skulle I endda få lyst til at dele xplorer48.dk med andre, er I yderst velkomne til at “sprede det glade budskab.”
Og nu skal vi i byen ?
Jeg havde set frem til at besøge mine nye venner fra gadeboden i deres hjem. Ideen var først og fremmest at få lov til at smage den mad, som de lokale spiser. 
Det var det, som som Lonely Planet tilbød, men jeg vurderer min aften med disse søde mennesker langt højere end noget, som Lonely Planet kan give mig. 
Det her var den ægte vare.
Men det var lige så meget for at se, hvordan almindelige mennesker lever her.
Jeg var jo godt klar over, at de ikke var de rigeste mennesker i byen, så forinden havde jeg været forbi boden med nogle Pula, så jeg var sikker på, at de ikke havde udgifter på mit besøg.
Jeg vidste godt, at de boede et godt stykke fra boden. 
Der var for mange andre boder, der hvor de boede, forklarede de, så derfor havde de fundet et sted, hvor de ikke havde den store konkurrence.
Vi havde aftalt, at jeg skulle komme derhen kl 6, og de var ved at pakke ned, da jeg kom mødte op.
De har bil, og selvom det er en vældig gammel bil, så har de altså bil.
Jeg fandt snart ud af, at det med at have en bil var noget meget vigtigt.
Det var en Toyota med automatgear, som bruges i de fleste biler her.
Vi kørte først forbi mit hus, så han vidste, hvor han skulle aflevere mig bagefter.
De boede lidt mere simpelt, end jeg havde ventet. 
Vi gik ind i en mørk fabriksagtig bygning, hvor de havde deres rum.
Familien består af 4 personer, og de råder over et enkelt rum, der ikke er særlig stort.
Der var ingen elektricitet, og der var ikke vand lagt ind.
Jeg spurgte ikke om, hvordan de gjorde med bad og toilet.
De var overhovedet ikke flove over, hvordan de boede, og det synes jeg er en flot ting.
Vi er, som vi er, og hvis ikke andre kan affinde sig med det, så er det bare ærgerligt.
Konen samlede madvarerne sammen og forsvandt udenfor for at tilberede dem. 
Der var et komfur i rummet, men det virkede vist ikke.
Imens snakkede jeg med manden og også med datteren.
De var lidt benovede over, at jeg var rejst til Botswana, fordi jeg havde læst en bog. 
Jeg havde bogen med, så de kunne se den.
Jeg skulle høre godt efter for at forstå alt, hvad de sagde, for den lokale accent og udtale giver mig nogle problemer.
Efter nogen tid kom konen tilbage og arrangerede nogle skåle på gulvet, med de ting vi skulle spise.
Jeg kan ikke helt gøre rede for, hvad vi fik, men der var noget oksekød og forskellige former for grøntsager.
Inden vi spiste, kom fruen rundt med en skål med vand, hvor vi kunne vaske hænder.
Jeg fik en gevaldig portion mad, og jeg blev nødt til at bede hende om, at lægge lidt tilbage igen.
Jeg fik også en ske, for jeg er ikke så god til at spise med fingrene.
Det meste af det smagte mig rigtig godt, og de var glade, da jeg roste deres mad.
Det ville jeg nu have gjort under alle omstændigheder.
Det er ikke godt at vide, hvad der gik gennem familiens hoveder, når de havde mig siddende sammen med dem.
Jeg håber, de syntes det var godt at møde en fremmed, der kan blive deres ven.
Sådan havde jeg det i hvert fald selv.
Jeg havde en lille gave med. Det var et drikkekrus, dansk design, som jeg havde købt i Frederiksbergcenteret.
Det vakte stor tilfredshed.
Store Flyttedag
Jeg havde aftalt med Brian, at jeg ville checke ud kl. 10, fordi der ville komme em ny gæst. 
Det var ikke nogen gribende afsked. 
Brian var der slet ikke, og han var heller ikke forbi for at sige farvel:
Det havde han heller ikke lovet mig, men jeg syntes nu, det var en anelse underligt.
So be it.
Men jeg kunne først checke ind det nye sted kl 15.30, så jeg måtte finde et sted at gøre af mig selv. 
Jeg overvejede biblioteket, men der kunne jeg hverken få vådt eller tørt. 
Jeg fandt så en lille Mall i nærheden af det nye sted, og det var både hyggeligt og fredeligt. 
Jeg lod mig friste af en frisør, og jeg fik både klipning og hårvask for 50 pula. 
Det trængte jeg virkelig til. 
Næste fristelse, som jeg slet ikke kæmpede imod, var en kinesisk restaurant, der serverede stegte nudler med sea food og med en stor balje kinesisk the, var der ved at være styr på det hele.
Så manglede der bare 2 timer. Men for én der engang har ventet 17 timer i Hong Kong lufthavn, er det ikke noget at snakke om
Hvad er Gps?
Det var slet ikke så slemt. 
Der var altid noget at se på. 
Da det var tid, fangede jeg en taxi. 
Det var en inder med sin lille søn på bagsædet.
Han havde lidt svært ved at finde vej. 
Jeg havde Gps slået til, og sådan en havde han aldrig set før. 
Han skreg af grin, da han kunne følge sin bil på skærmen. 
Det var dog det mest utrolige, syntes han.
“Er det os”, ville han vide, da vi som en blå prik sejlede hen over skærmen. 
Det var det da. 
Jeg ved ikke hvordan han ellers ville have fundet derhen. 
Men vi fandt det skam.
Nu er jeg godt installeret i mit nye home way from home, men nu forslår jeg, at vi venter med det til i morgen.
Så har I noget at glæde jer til

The three Dikgosi monument.
Jeg tror, jeg bliver godt tilfreds med det sted, jeg er flyttet til. 
Det ligger på den anden side af bymidten, men stadig ikke langt fra centrum. 
Det ligger på en lille, stille vej, hvor freden kun forstyrres af talrige hundes galpen.
Man må gå ud fra, at det er vagthunde, men derfor kunne de da godt holde deres kæft.
Min nye vært hedder Nino, og han tog imod mig i går. 
Han er fransklærer og lader til at være et behageligt menneske.
Da han havde vist mig rundt, gik vi et sted hen og fik en kop kaffe. 
Det kunne jeg godt lide.
Han bor ikke selv i huset, der er ganske stort og med plads til mange mennesker. 
Der er andre logerende, som jeg endnu ikke har set.
Der er to badeværelser, og det ser ud til, at jeg i øjeblikket har det ene for mig selv.
Der er også et stort dejligt køkken, som jeg må bruge. 
Endvidere en dagligstue, hvor jeg nok ikke vil komme meget.
Mit værelse har godt med skabsplads. 
Der er en dejlig seng og en ventilator, som der sjældent er brug for.
Loftsbelysningen mangler, men der er en sengelampe, der sagtens kan dække mit behov.
Og så har jeg en arbejdsplads, hvor jeg kan sidde og skrive. 
Det manglede jeg det sted, jeg boede før.
Jeg måtte selv konstruere en arbejdsplads.
Det er rigtig vigtigt for mig
Nino kender en mand, der var med, da filmene om Precious Ramotswe blev optaget. 
Ham vil han introducere mig til.
Og så er der en anden beboer, der hedder David. 
Nino forklarede, at han ejer en cykel, som han aldrig har brugt.
Den gamle Opdagelsesrejsende vejrer straks morgenluft :-) 
The Three Dikgosi Monument er en bronzeskulptur i the Central Business Statuerne viser tre dikgosi (stammehøvdinge): Khama III of the Bangwato, Sebele I of the Bakwena, and Bathoen I of the Bangwaketse. 
Forskellige events er blevet afholdt ved monumentet, f. eks Miss Independence Botswana 2008. 
Monumentet er den mest besøgte turistattraktion i Gabarone.

Dagens mission var et besøg ved det berømte monument.
Der var kun få kilometer at gå.
Og nu havde jeg skam fået skyer på himlen, og der var slet ikke varmt længere.
Jeg savnede næsten en lille trøje :-)
Statuerne er 5 meter høje, så de var nemme at finde. 
Men der var hegn rundt om, som jeg begyndte at følge, indtil jeg kom til indgangen.
Straks jeg kom ind, gik en ung mand hen imod mig.
Han forklarede, at han var Timothy, og at han var min guide for dagen.
Og så fik jeg ellers den store tur med landets historie.
Han var et leksikon af oplysninger. 
Han talte en anelse hurtigt, så jeg missede lidt her og der.
Det var rigtig interessant, og det varede mere end en halv time at komme rundt.
Selve statuerne var lavet af en gruppe af mennesker i Korea og, det havde givet lidt mislyd, da de blev sat op.
Men flotte var de bestemt, og jeg kom faktisk til at tænke på det imponerende kunstværk "Mennesket ved havet" i Esbjerg.
Vi kom til vejs ende, og jeg skulle både registreres og udfylde spørgeskema.
Det kostede ikke noget, forklarede Timothy, men en erkendtlighed til guiden ville der da blive set på med milde øjne.
Timothy fik sin erkendtlighed. 

 Et trist møde.
Jeg gik rundt i området ved stationen, som jeg så ofte gør. 
Der sker rigtig mange ting, og der er meget at kigge på.
Jeg faldt i snak med en hvid mand, der bar rundt på et lille barn på en 3-4 år.
Han var nok en 35-45 år, og han lignede en, der godt kunne klare en pint eller to.
Han så faktisk temmelig slidt ud.
Han ville godt vide, hvem jeg var, og hvad jeg lavede der.
Han fortalte, at han kun var der p.g.a sin søn, og at han ikke kunne fordrage at være der. 
Han havde intet til overs for de mennesker, der boede der.
De levede som i stenalderen, og det ville aldrig blive anderledes.
De var fattige mennesker i et fattigt land, og det var sådan, det var.
Jeg indvendte, at jeg da ellers havde mødt mange flinke mennesker.
"Det er fordi du er hvid", oplyste han mig om.
Han var vældig bitter, og begyndte at fortælle om, hvad hans kone monstro lavede netop da.
Han boede i den nordlige del af byen, men jeg fandt aldrig ud af, hvor han skulle hen med drengen
Jeg kunne mærke, at han gik ud over mit gode humør, og jeg følte ikke den store trang til at fortsætte bekendtskabet.
Jeg opfandt pludselig et ærinde i en af de butikker, vi kom forbi.
Det var da egentlig et rigtig trist møde, som jeg natuligvis ikke kunne lade være med at fundere over. 
Netop i dag fik jeg sendt teksten til "The boxer" af en, der står mig meget nær. 
Jeg kunne da godt forestille mig, at min engelske "ven", havde fået en masse tæsk.
Man kunne måske også forestille sig, at han var god til at tage opstilling på øretævernes holdeplads. 
Netop i dag fik jeg sendt teksten til "The boxer" af en, der står mig meget nær. 
Jeg kunne da godt forestille mig, at min engelske "ven", havde fået en masse tæsk.
Man kunne måske også forestille sig, at han var god til at tage opstilling på øretævernes holdeplads.

The singer describes his struggles to overcome loneliness and poverty in New York City. The final verse switches to a third-person sketch of a boxer, who, despite the effects of "every glove that laid him down or cut him till he cried out","I am leaving, I am leaving"—"but", the lyrics continue, "the fighter still remains." 

The Boxer.
In the clearing stands a boxer
And a fighter by his trade
And he carries the reminders
Of ev'ry glove that laid him down
Or cut him till he cried out
In his anger and his shame
"I am leaving, I am leaving"
But the fighter still remains
 
Game Reserve – Not
Dag 16. Torsdag den 26 september.
Vandret 7 km. Total 140 km.
Incl de 10 km jeg glemte i går. 
Jørgen Rygs bokser blev spurgt:
Hvor mange kampe har du haft? 
100. 
Hvor mange har du tabt? 
100. 
Nåh ja, man kan jo ikke vinde hver gang. 
Jeg kastede mig også denne fine septemberdag ud i en lille kamp, som jeg ikke vandt. 
Jeg havde fundet på, at jeg ville i The Game Reserve. 
Det er en mindre safaripark, der ligger næsten inde i byen. 
De har ikke nogen af de store farlige dyr, men dog zebraer og kuduer m.m
De har ingen ture, man kan køre med på, så jeg agtede at gå rundt selv. Jeg mener, at jeg har læst et sted, at det var muligt. 
Der var 8 km derud, så jeg hyrede en taxi. 
Han satte mig af ved indgangen 
Han ville gerne have kørt mig rundt derinde, men jeg havde ikke megen fidus til ham, og jeg gad ikke at forhandle en pris med ham. 
Ring til mig, sagde han. 
Det lovede jeg. 
Den proces bliver dog lidt vanskeliggjort af, at jeg ikke har hans nummer.
Jeg fandt nu ud af, at man slet ikke måtte cykle eller gå rundt. 
Det var vist mest pga slangerne, og det kunne jeg ikke gøre noget ved. 
Hvis sorte manbaer sniger sig rundt, er det ikke godt.
Jeg mener stadig, at jeg har læst et sted, at man kan gå derinde. 
Jeg skal nok finde stedet :-)

Ved I forresten, hvilken farve en sort mamba har?
Ha ha, det hørte jeg godt.
Næh nej, den er slet ikke sort :-)

Ny plan. 
Jeg ville gøre mig til for de turister, der kom og ville køre rundt. 
Rigtig fin plan, men der var et lille problem. 
Der kom ingen. 
En bil fyldt med koreanere kom ud, men det kunne jeg ikke bruge til noget.
Da jeg havde stået der en time, var jeg løbet tør for nye planer, så jeg gik tilbage til den store vej. 
Jeg tog den første Combi der kom, og regnede med, at den nok gik et sted hen. 
Man fik mig anbragt på forsædet, og dermed havde de scoret det første point. 
Efter nogen tid blev chaufføren betænkelig på mine vegne og spurgte, om jeg var blevet væk. 
Jeg fortalte ham, at jeg bare var på tur og benyttede lejligheden til at rose hans kørsel. 
Det var noget, han kunne lide. 
Det viste sig, at vi skulle til stationen og den kendte jeg rigtig godt. 
Turen gennem hele byen kostede 4 Pula (2,50 kr), så jeg var stor i slaget og stak ham 10 pula.
Jeg vil gerne give lidt drikkepenge, hvis det er fortjent. 
Jeg købte lidt lokalt mad, inden jeg vandrede hjem.
Jeg checkede lige med Kiwi-kuren, om jeg måtte få en lille is, og det var inden for lovens rammer.
En is koster kun 3-4 kroner. 
Hjemme på matriklen var der strømafbrydelse, og den slags er altid irriterende. 
Jeg er stærkt afhængig af strøm, det indrømmer jeg gerne.
Men den kom snart igen.
I morgen skal jeg mødes med en mand, der var med til at optage filmene med Mma Precious Ramotswe. 
Jeg ved ikke, hvad der skal ske, men han ringer til mig fredag morgen.
Lørdag skal jeg på ormekur.
Jeg skal besøge en god ven, der har lovet at stege nogle orme til os.
Hun bor i en by, der ligger omkring 20 km fra byen, så det bliver sjovt at se bushen. 
Der ligger altid mindst en bog på mit natbord, og det skal der gøre.
Jeg fører omhyggeligt statistik over de bøger, jeg læser.
Det er ikke alle mine følgere, der er begejstret for det, så derfor lægger jeg dem sidst, så det er nemt at springe over.

I disse dage er der VM i cykling.
Det ville jeg god tnok gerne have set, men men kan jo ikke blæse og gå over åen efter vand med mel i munden :-) 
Jeg har læst "Da trifitterne kom" af John Wyndham
1950. 260 sider.
Bog nr 32 jeg har læst i 2019. 
En klassisk science fiction roman, som jeg tidligere har stiftet bekendtskab med. 
Jeg så filmen, der er lavet efter bogen, først i 60erne, og den var jeg vældig tilfreds med. 
Jeg mener også, jeg har læst bogen før.
Bogen handler om civilisationens undergang, da nogle planter overtager kontrollen med jorden.
De starter med at blinde langt de fleste mennesker på jorden, og så går det ellers slag i slag. 
Planterne er uhyre tålmodige, og de giver aldrig op.
Naturligvis er bogen gammel, men den er ganske velskrevet.
Vi følger de forskellige gruppers arbejde med at organisere sig, og vi oplever, hvordan civilisationens fernis langsomt skrælles af.
Kampen for at overleve står tilbage.
Bogen handler naturligvis om trifitterne, men mindst lige så meget om, hvordan mennesker reagerer i ekstreme situationer.
Jeg var ikke voldsomt tilfreds med bogens slutning, men da forfatteren ikke længere er iblandt os har jeg ingen steder at gå hen med mine indvendinger :-)
Og jeg må nok erkende, at bogens slutning er ganske sandsynlig.

Detektivbureauet og speedy Motors
Dag 17. Fredag den 27 september.
Vandret 6 km. Total 146 km.
 
Damernes Detektivbureau Nr. 1
Min vært Nino havde lovet at introducere mig til en mand, der havde været med, da de optog TV-filmene og spillefilmen tilbage i 2007.
Det havde jeg set frem til, og jeg blev ringet op af manden, der aftalte med mig at jeg ville blive afhentet fredag morgen.
Jeg var naturligvis klar, og dermed mødte jeg første gang Africa, som han hed. 
Flot navn.
Han havde taget sin søde kone Laura med.
Jeg inviterede på morgenmad, og vi blev enige om, at det skulle finde sted på The No 1 Ladies Cafe.
Der havde jeg været før, men jeg ville gerne derhen igen.
Vi kom derhen og fik bestilt noget morgenmad, og så gik snakken.
Jeg følte mig rigtig på bølgelængde med de to, og jeg havde masser af spørgsmål. Han fortalte, at han aldrig havde fået læst bøgerne, men han kendte naturligvis handlingen ud og ind fra manuskripterne.
Han havde netop taget et manuskript med og også nogle private fotos fra optagelserne.
De kommer her lidt efter lidt.
Han arbejdede dengang med isolering, og han var mest blevet hyret til at lave praktiske ting, men han havde også været med i et afsnit som politimand.
Han foreslog at vi kørte rundt og kiggede på lokaliteterne. 
Alt var desværre væk, men vi kunne se, hvor kulisserne havde stået.
Han og mange andre havde været kede af, at man ikke havde fundet det nødvendigt at bevare kulisserne, men de ansvarlige syntes ikke, det var noget,
Og nu er det for sent.
Det var dagen før en forlænget weekend, og trafikken var håbløs.
Hele tiden gik snakken, og jeg fik en utrolig masse ting at vide om optagelserne og også om Gaborone og Botswana i det hele taget.
Vi så først det sted, hvor Detektivbureauet var blevet bygget op, og han pegede ud, hvor det havde stået.
Intet tilbage.
Dernæst kørte vi hen til Speedy Motors, hvor Mr. J. L. B. Matekoni havde haft sit værksted
Der var i det mindste lidt af bygningen tilbage.
Vi kom forbi en vej, hvor selvbestaltede mekanikere tilbød reparationer i vejkanten.
Det havde måske været noget for de to dovne lærlinge fra Speedy Motors.
 Jeg ville aldrig nogensinde have kunnet finde frem til disse lokaliteter på egen hånd. Jeg er meget heldig, at jeg mødte denne mand.
Vi kunne sagtens blive rigtig gode venner, og jeg synes, at vi allerede er godt på vej.
Jeg blev inviteret til at komme og besøge dem i deres hjem, inden jeg tager af sted, og det tog jeg imod med stor glæde.
Når den dag kommer, vil jeg have en gave med til dem, og jeg har allerede bestemt, hvad det skal være.
Det skal være en bog, der hedder Damernes Detektivbureau Nr. !.
Mon ikke det vil være en perfekt gave :-)
 
Cyklerne. Never ending story
Nu ved jeg sådan set, hvad jeg skal vide om cyklerne her. 
Jeg har fået oplyst, at det skal koste mig 130 pula per dag at leje den cykel, der befinder sig her i huset.
Det er naturligvis langt billigere and de 400 pula, de andre forlangte, men det er stadig 80 kr.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det koster mig 4 pula at køre gennem hele byen i en Combi, og en "special trip" i en taxi koster 30 pula. 
Jeg syntes simpelthen ikke, det giver god mening.
Samtidig er jeg heller ikke sikker på, at jeg er helt på bølgelængde med cyklens ejer, der på forhånd blev beskrevet for mig som en "businessman".
Han kunne sagtens have snakket mig til at leje dyret, men det var der ikke sådan lagt op til. 
Mad.
En af mine mange følgere er kommet mig til undsætning, og det er jeg altid yderst taknemlig for:
Jeg har læst lidt i din dagbog fra Botswana, og du havde bla. noget mad, som du ikke lige vidste hvad var.
Det ligner zaza fra Zimbabwe, som er majsmel kogt i vand. 
Hedebølge
Man kan roligt sige, at temperaturerne er noget svingende. 
Nu har vi haft et par dage med temperaturer lige over de 20 grader, og natten til fredag skulle vi komme helt ned på 9 grader.
Men så ugen efter rammer vi 38 grader.
Mindst.
Den danske varmerekord er på 36,4, og rekorden i Botswana er 44 grader. 
In a statement on Tuesday night, the department warned that extremely high temperatures ranging from 38°C to 41°C are expected over the western half of Botswana extending into the southeastern parts of the country.
It advised members of the public in the affected areas to take precautionary measures to protect themselves from these adverse weather conditions. 
Der findes en del, som jeg ikke kan fatte....
Jeg ser ikke fodbold. Det er mange år siden det fik en ende. 
Jeg sad en dag og kiggede på en kamp, da det gik op for mig, at jeg var ligeglad, hvem der vandt.
Så sluttede det.
Men jeg følger da lidt med. 
Aab er stadig lidt mit hold, og jeg synes det er rigtig fornøjeligt, når Hobro vinder.
Nu læser jeg, at en spiller har fået stjålet et ur til en værdi af mere end 500.000 kr fra sit omklædningsrum.
Er det kun mig, der undrer sig over, hvordan man kan finde på, at tage sådan et ur med i et omklædningsrum? 

Ormekuren udsat
Dag 18. Lørdag den 28 september.
Vandret 11 km. Total 157 km. 
Dagen skulle bruges på en tur til Ramotswa, der ligger ca 24 km fra Gabarone.
Jeg mødtes med en god ven ved stationen, og så fulgtes vi derud.
Vi forsøgte at købe nogle af de berømte orme, men de var udsolgt alle steder.
Vi blev enige om, at udsætte projektet nogle dage.
Det skal nok komme.
Mandag er Independence-dag i Gabarone, og trafikken er helt vanvittig.
Alle skal et eller andet sted hen.

Vi var heldige at få siddepladser i den totalt overfyldte bus.
Det ser ud til, at hedebølgen er lidt afblæst.
Det værste skulle blive næste lørdag med 36 grader. 

Efter ankomsten til Ramotswa købte vi lidt ind og tog en taxi til vores destination. De 6 kr pr. person kan der godt blive råd til.
Familien boede i et lillebitte hus. 
Den består af 4 personer. 
Det kan ikke være let.
Fjernsynet kørte, og for første gang i 18 dage så jeg TV. 
Jeg har ikke savnet det synderligt, men jeg har da hele tiden fokus på, at det er i morgen søndag, at der køres VM i cykling. :-(
Vi hyggesnakkede, og jeg fik lov til at kigge i den 12-årige datters skolebøger. 
Det så flot ud, og de forklarede da også stolte, at hun klarede sig fint i skolen. 
Ud på eftermiddagen trængte jeg til at komme hjem til mig selv, og jeg sprang på bussen til Gaberone.
Den var heldigvis ikke overfyldt.
Stationen var et kaos af rejselystne mennesker, og jeg kunne se de enormt lange køer ved alle busserne.
Jeg var glad for, at jeg kunne nøjes med de 3 km til mit hjem.
Jeg fik købt lidt, inden jeg dappede hjemad.
Jeg følte mig en anelse brugt, og dagbogen bliver ikke så lang i dag.
Men skal vi ikke råde bod på det i morgen? 

Lazy Sunday Afternoon
Dag 19. Søndag den 29 september.
Vandret 9 km. Total 166 km. 
VM til Danmark
I kan tro jeg fulgte med. 
Og hvor ville jeg gerne have set det. 
Men det blev så ikke denne gang.
Jeg havde bestemt ikke forventet dette resultat, men når løbet bliver langt og hårdt nok, kan alt ske. 
Og det var Van der Poel der blev sat af, Sagan der halsede bagefter og spurt kanonen Trentin, der blev slået i spurten. 
Sådan. 
Jeg blev så opløftet, at jeg besluttede mig for at gå ud og fejre det.
Det er ikke hver dag man får en dansk verdensmester. 
Tillykke til os allesammen.
 Jeg havde besluttet, at det skulle være en doven dag, men der sker jo altid noget.
Jeg bor lige ved siden af Hare Krishna templet, så jeg fandt på at spise morgenmad der.
Jeg ved ikke, hvad jeg fik, men der var the til.
Og det smagte godt.
Og de er ualmindelig søde

Jeg sludrede lidt med den moragtige inder, der serverede, og jeg fandt ud af, at tilhængerne bor rundt omkring, og så samles de ved templet.
Hun taler ikke Seswana.
Jeg kan godt lide at komme der.
Der er en god karma
(Er det ikke sådan, det hedder?) 

Det viser sig, at der er hele 2 helligdage, så der er stadig kaos af rejsende i byen.
Jeg gik lidt rundt og kiggede.
Fik en lille is, og gik hjem igen.
Om eftermiddagen "så" jeg cykelløb, og så var det jo, at jeg var nødt til at gå ud og fejre det.
I morgen vil jeg fortælle lidt om medgift, og der vil også komme et billede af en cykelsti
Skulle du sidde og kede dig, så har jeg en lille opgave her, som du kan fornøje dig med. 
De invasive arter.
Jeg læste et sted, at rigtig mange københavnere er trætte af turister. 
De gider ikke længere træde til, hvis de ser en turist stå og fedte med et kort eller en smartphone.
De har fået nok.
Og det er ikke, fordi folk er blevet mere uvenlige, end de var for år tilbage, hvor man gerne gav en hjælpende hånd.
Der er simpelthen for mange turister.
Man orker ikke at begynde at hjælpe, for det får aldrig ende.
Besøgende ved Den lille havfrue skal være mere end almindelig heldig for ikke at få en japaner eller kineser med på billedet.
De kommer i horder.

Det er lidt svært at få øje på en løsning på problemet, som man også kender andre steder i landet.
Mange småbyer langs den jyske vestkyst står totalt i turismens tegn, og også der er der blevet meldt ud, at grænsen er nået.
F. eks. kan et besøg i Søndervig på en dejlig sommerdag hurtigt vokse én over hovedet.
Vaskebjørnen og mårhunden er invasive arter, der breder sig i landet, og turisten er vel også en invasiv art.
Forskellen er bare, at turisterne har penge med.
Og hvordan er det nu lige det er: "Money talks" :-)
Jeg husker en gammel tekst fra Hjørring-revyen, hvor et ægtepar havde lejet deres hus ud til turisterne.
I stedet opholdt de sig i bryggerset.
Med pengene :-)
Man kunne jo også tage en tur til Gabarone, men der finder man jo ikke Den lille Havfrue. 
Grab and run.
Mine venner her siger til mig, at jeg skal være mere forsigtigt.
De har sikkert ret.
Her i Gabarone har man et udtryk, der hedder grab and run.
Man griber lynhurtigt en værdigenstand fra en uopmærksom turist, og så løber man.
Jeg skal huske at lukke min taske, og jeg skal tænke over, hvor jeg har min telefon og mit kamera.
Jeg ved det godt.
Problemet er naturligvis størst i lavindkomst-områderne og om natten
Jeg ligner ikke en million, men naturligvis er jeg bedre stillet end de aller fattigste her.
Jeg prøver at være forudseende.
Jeg går ikke ud om natten.
Jeg bringer ikke alle mine værdigenstande med mig, når jeg går ud.
Mine kreditkort er gemt i mit værelse bag 3 låste døre.
Jeg medbringer en kopi af mit pas.
Det værste jeg kan miste er næsten min telefon, der har mange vigtige informationer.
Hvis jeg skulle blive udsat for en gang Grab and Run, vil det irritere mig voldsomt, men det vil ikke være jordens undergang.
Sidste gang jeg røg ud i noget snavs var på Hjørring, banegård, af alle steder.
Min tegnebog blev listet ud af min (åbne) taske.
(Gid gerningsmandens røv måtte klø, og hans arme være for korte) 
Vigtig information.
Er I klar over, at der ikke findes kanariefugle på Kanarieøerne.
Det sammer gælder Jomfruøerne.
Heller ingen Kanariefugle. 

Dag 20. Mandag den 30 september.
Vandret 13 km. Total 179 km.

Jeg havde været i gang med at undersøge, om der var nogle arrangementer i anledning af Independence Day, men jeg havde ikke kunnet finde noget.
Men så kom Nino Vært, og spurgte, om jeg ville med hen til en festlighed, der blev afholdt på en nærliggende skole.
Om jeg ville.
Egentlig skulle man helst have en blazer på, men da jeg ikke råder over den slags udstyr, måtte jeg komme i min polo Shirt.
Ikke én løftede et øjenbryn.
Hovedtemaet var “Gratis mad”, og den slags er jo altid fint.
Vi var der ret tidligt, og Nino hilste på en masse mennesker, og han var så venligt at introducere mig til nogle af dem.
Vi kom ind i et stort lokale, hvor man var begyndt at rigge til med mad, borde og stole.
Salen fyldtes langsomt, og jeg var den eneste “tilløber”.
Jeg blev budt velkommen og blev inviteret til at sidde oppe foran sammen med The Councelor og de andre vigtige personer.
Heldigvis fik jeg det forpurret, så jeg fik lov til at sidde nede blandt folket.
Men jeg slap ikke for at blive præsenteret, og Nino gavn mig tegn, da jeg skulle rejse mig op og smile.
Der var en del taler, som jeg naturligvis ikke forstod noget af, men jeg klappede da sammen med alle de andre.
Så skulle vi synge fødselsdagssang.
Jeg sad en tid og funderede over, hvem der havde fødselsdag, indtil det gik op for mig, at det var Botswana.
The Councelor fik en tallerken med mad bragt op, og han bad en lille bøn over den.
Vi sang naturligvis også nationalsangen.
I får ikke så mange billeder, for det er ikke velset, at man tager billeder af den slags begivenheder.
Så blev der sunget nogle sange, og det var enormt smukt at høre på. Flerstemmig sang som denne, har jeg hørt på Grønland, og det her mindede om det.
Der forstod jeg heller ikke et ord.
Så blev der sagt værsgo, og folk stillede op i lange rækker.
Nino og jeg selv fik maden leveret på vores pladser.
Hmmmmm.
Jeg faldt i snak med en mand, der sad ved siden af mig. Han var sikkerhedsvagt og rigtig venlig og interesseret, og vi byttede naturligvis email adresser mm.
Efter at vi havde spist vores lækre mad, gik Nino rundt og sagde farvel til en masse mennesker.
Jeg fulgte bagefter og gjorde det samme.
Sådan en begivenhed er det ikke ret mange turister beskåret át opleve og jeg følte mig meget heldig.
Det sagde jeg naturligvis til Nino, og det blev han glad for at høre.
Han spurgte om jeg kunne tænke mig at besøge en landsby langt ude i Bushen.
Det var noget med at sidde omkring et bål og synge og danse .
Jeg skulle regne med en overnatning.
Den er jeg med på, sagde jeg straks.
Nu må vi se, om det bliver til noget.
Jeg er bare så klar.

Om lidt er kaffen klar.
Så skete det. På den 19. dag fandt jeg en fin café i et super marked 2,4 km fra mit hus.
Og så kostede det kun 14.50 Pula (9 kr).
Det er faktisk billigere end Brugsen i Skjern.
Det er en kilde til stor forbavselse for folk her, at jeg ikke bruger hverken sukker eller mælk. De er nødt til at spørge en ekstra gang for at være sikre på, at de har hørt rigtigt.

8 køer
Du kender sikkert udtrykket medgift og regner med, at det er noget, der hører en svunden tid til.
Måske nok i Danmark, men ikke i Botswana.
Her skal der stadig betales medgift, og det er normalt 8 køer.
Men da man ikke sådan har køer som lagervare længere, veksler man det til pula.
Og så ender vi gerne på 10-15000 pula.
Og det er bare for at få lov til at gifte sig
“Asking from the groom’s family for the bride to be married”
Faktisk skal man også betale et beløb for at få lov til at spørge.
Så kommer festen oveni.
300 gæster eller flere er ikke usædvanligt
Alt det her er sådan set ikke noget brudeparret har nogen indflydelse på.
Det forventes, at det er sådan.
Ellers bliver man mere end almindelig upopulær.
Et bryllup kan sagtens løbe op i 150.000 til 300.000 pula.
For én dag.
Nu be´r jeg Dem Fru Heilbunth.
Så mange penge har de færreste på kontoen, så det mest almindelige er at tage et lån.
“Det bødes der for i mange år, som kun var en stakket glæde” 😉

Jeg snakkede med en mand, som har en ikke giftefærdig datter.
Han syntes, der var helt i orden, at han fik noget ud af det, når hun skulle afsættes.
“Jeg har brugt mange penge på min datter, og det er nærmest en form for investering.”
Begge mine døtre er godt gift, og jeg begynder da at fundere over, om der ikke er noget, der hedder medgift med tilbagevirkende kraft 🙂
Spøg til side, jeg er glad for, at noget lignende ikke findes i gode gamle Danmark

Haves: Cykelsti. Søges: Cykler.
Har du prøvet at cykle i København?
Det går vildt for sig.
Der er for det første rigtig mange cykler, og de har næsten alle samme dagsorden: Vi vil frem.
Man skal se sig ualmindelig godt for, for de kommer fra alle sider.
ganske skræmmende.
Skældsordene fyger gerne gennem luften, hvis man formaster sig til at komme i vejen for den lycraklædte ældre herre, når han må lade sig sinke i nogle få sekunder.
Eller hvad med en el-ladcykel, der også fylder den del af stien, hvor du troede du skulle være?
Der er en rigtig fin cykelsti langs den store vej ud til hvor jeg bor her i Gaborone.
Den er bred, og den har fin asfalt.
Den kunne såmænd godt ligne an af de gode cykelstier i København.
Der er dog en lille forskel.
Her er ingen cykler.

“The magic thing about home is that it feels good to leave, and it feels even better to come back.”

The National Museum - Not
 Dag 23. Torsdag den 3. oktober.
March: 14 km. Total 213 km 

Det blev da en rigtig fin dag. Der var næsten køligt fra morgenstunden, og vi kom ikke over 30 grader på noget tidspunkt.
Det blæste endda en smule.
Men som dagen skrider frem stiger temperaturen.
Måske kommer der regn i næste uge.
Jeg har næsten glemt, hvad regn er for en størrelse.
National Museum
Det var så dagen, hvor jeg ville have The National Museum vinget af.
Det ligger for enden af The Main Mall, så det var nemt at finde.
Med friske og raske skridt gik jeg hen mod indgangen, hvor jeg desværre løb ind i et mindre problem.
Museet var lukket.
Uden at gøre sig den ulejlighed at orientere mig, var de gået i gang med en større renovering.
Jeg gik lidt rundt og kiggede, når jeg nu alligevel var det.
Det viste sig, at de havde fine toiletter.
Men Montezuma var ikke længere min fjende, så jeg lavede bare et mentalt notat, hvis nu jeg skulle opleve noget, man godt ville kunne kalde “Montezuma vender tilbage”
The National Museum vinget af.
Der findes et ord der hedder “Share your blessings”.
Jeg synes det er så fint, at man kan dele noget af det, man har.
Og det efterlevede jeg til fulde denne dag.
Jeg sendte penge til mig selv.
De kender mig godt i Unimoney, hvor jeg indkasserer de penge, jeg har sendt.
Vi får altid en hyggelig sludder.
Hernede sværger man meget til kontanter.
Det resulterer i vældig lange køer ved ATM, maskinerne.
Det må de jo om.
Jo, man skal være god ved sig, så længe man har sig.
Og nu har jeg pula igen
Tak skal jeg ha`:-)
Den fotogene Pølsedame.
En af de første dage jeg var her, spurgte jeg en pølsedame, om jeg måtte tage et billede af hende.
Det måtte jeg kun, hvis jeg ville betale for det.
Den episode har irriteret mig lige siden, ja, det har faktisk gået mig lidt på.
I dag fik jeg så endelig lov til at fotografere en anden sød pølsedame.
Uden at betale.
Vi fik en hyggelig sludder, og hun fortalte, at hun sad der hver dag, efter at hun var blevet skadet i en trafikulykke i 2015.
De allerfleste her vil rigtig gerne snakke.
Et stort smil og et par ord, så er vi i gang.
Pølserne hedder Russian, og det er der ingen, der kan give en forklaring på.
Men hvad pokker, vi har da også wienerpølser i Danmark.
En russian er så stor som underarmen på en veludviklet 5 års dreng, og den er dejlig krydret.
Altså ikke underarmen.
Til gengæld er brødet bare hevet ud af en pose, uden at der er gjort noget ved det.
Retten falder snildt ind under Kiwi-kuren, så der er ikke noget at bekymre sig over.
Sådan en hotdog koster 6 kr, og med de priser er det nemt at være rundhåndet med drikkepengene.
Jeg er rigtig glad for, at jeg fik rettet op på den trælse pølse-model-oplevelse.
At være Naturfotograf.
Det går ualmindelig godt med min nye karriere som naturfotograf.
De nye visitkort er bestilt, og snart sender jeg en pressemeddelelse ud, hvor jeg tilbyder mine tjenester.
Indtil da øver jeg mig dagligt.
I dag, da jeg sad og tænkte på ingenting over en kop kaffe i en cafe, så jeg min chance for at træde i karakter.
Der sad en fugl på gulvet.
Det er netop evnen til at få øje på disse situationer, der af og til dukker op, som ikke er enhver beskåret.
Deri ligger forskellen på en amatør og en ægte naturfotograf.
Sagt i al fortrolighed har jeg store forventninger til de muligheder, der åbner sig for mig.
Talent kan ikke holdes nede.
Jeg deler gerne mine naturoplevelser med jer.
Nyd bare øjeblikket storhed.
Vær vågne, så kommer chancen også til jer. 

Dag 24. Fredag den 4. oktober.
Gangvorteøvelse 9 km. Total 222 km. 
Jeg havde besluttet mig til at holde en dovne-dag, og det gjorde jeg da sådan set også.
Men der løber alligevel nogle kilometer på lidt efter lidt.
Jeg har allerede været her så længe, at jeg har fået nogle rutiner.
Jeg er rigtig glad for rutiner.
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Jeg gik, som jeg plejer, hen til Rail Park Mall, hvor der altid er sort af mennesker.
Der har jeg fundet et lille hyggeligt spisested, der ikke er for dyrt. 
Og så serverer de Botswana mad.
Den flinke pige der forklarer mig gerne, hvad der er i gryderne, og så prøver jeg lidt forskelligt.
Det er bestemt ikke alt, jeg synes om :-)
Det er et sted, hvor der kommer masser af stamkunder, og jeg bliver også genkendt, når jeg kommer.
Men jeg skiller mig jo også lidt ud fysisk, selv om jeg af og til glemmer, at jeg ikke er sort.
Karrykylling er altid godt, og dertil fik jeg en hvid dims, der kaldes dumpling. 
Den er noget svær at tygge sig igennem.
Jeg føler mig godt tilpas der, og der er altid lidt drikkepenge inkluderet.
Jeg har en fornemmelse af, at man ikke scorer de højeste lønninger på at stå i sådan et køkken. 
Så er der dømt middagspause, og når der som i dag er 33 grader, kan det godt anbefales at holde sig lidt i ro.
Sidst på eftermiddagen klinger det af, og der kom simpelthen et par regndråber.
Nok under 25 stk, men de var der.
Jeg bor nærmest i en ørken lige nu, og jeg spurgte én af mine venner, hvad der sker, når der kommer rigeligt med regn.
"Bli´r der grønt?", ville jeg vide.
Han fortalte mig, at det nærmest er som en eksplosion. På få dage er hele landskabet ukendeligt.
Ikke meget tyder på, at jeg kommer til at opleve det denne gang.
Sent på eftermiddagen sniger jeg mig hen til en Mall, der ligger lidt tættere på.
Der køber jeg lidt aftensmad. 
Der er forskellige gryder, og så peger man ud, hvad man vil ha.
Det bliver pakket ind, og så har man en færdigret.
Jeg valgte kylling, ris og en salat.

Udenfor står fristelserne i kø
De sælger shake.
Jeg er ikke svær at overtale.
"Hør nu lige her", siger jeg til mig selv.
"Nu har du lige hørt, at der er 11 grader i Danmark.
Det er nu, du kan sidde i + 30 grader og nyde en shake.
De fører dem ikke engang i Brugsen i Skjern.
Gå du nu ind og køb en shake."
Og det gør jeg så. 

Dag 25. Lørdag den 5. oktober.
walking 4 km. Total 226 km. 
Dumela til jer allesammen.
Det er meget vigtigt, at vi siger dumela, når vi hilser på hinanden.
Hvis jeg glemmer det, kan folk godt kikke bestemt på mig, mens de gentager: Dumela.
Så forstår jeg budskabet:
Dumela
I fedter rundt med udsigt til nattefrost, mens det her i Botswana er ved at være rigtig varmt. 
En gang i Filippinerne havde jeg besøg af en gæst, og da hun kom ud af lufthavnen, bemærkede hun om varmen:"Det er da ikke så slemt". 
Næh, men det bliver det. 
Man kan nemlig ikke rigtig gemme sig for varmen. 
Den er der hele tiden. 
Her er der dog en del køligere om natten, men om dagen er heden en trofast følgesvend. 
Tirsdag og onsdag varsles op til 36 grader.
Det er altså ret tæt på den danske varmerekord på 36, 4 grader.
Vi husker jo alle, at det var i Holstebro den 10. august 1975.

Næste weekend er jeg inviteret hjem til filmmanden Africa og hans familie. 
Det glæder jeg mig meget til. 
De skal have en gave, og jeg ved præcis, hvad det skal være.
Africa deltog i optagelserne til tv-serien om Mma Precious Ramotswe, og han kender handlingen ud og ind, men han har ikke læst nogen af bøgerne.
Der er 2 boghandlere her i nærheden, men de er virkelig ikke gode. 
Den ene har dog en del bøger om Damernes Detektivbureau nr. 1, men de har ikke det første bind. 
Og det er det, jeg går efter.
I udkanten af byen ligger der noget, der hedder Airport Junction, og der er der et kæmpestort indkøbscenter.
Der skal jeg ud.
Jeg ved også, at jeg skal med den Combi, der går til Block 8, for at komme dertil.
Jeg har godt nok lært meget, siden jeg kom hertil :-)
Keikumetse.
Denne lørdag skulle jeg møde en god ven, der havde skaffet noget parfume til mig. 
Hun er lærer, men har en lille sideforretning med salg af parfume. 
Det køber hun i Johannesburg i Sydafrika, og normalt har hun en bodyguard med, når hun handler der.
Nu havde hun pakket nogle flasker, som jeg kunne købe.
Jeg havde fundet på, at vi kunne gå i biografen. 
Der er et teater ca 1 km fra mit hus. og der skulle vi mødes.
Jeg kender Philippine time og nu kender jeg også African time.
Men tilsidst kom hun da.
Jeg ville helst have set Joker, men som ventet valgte hun Hustler med Jennifer Lopez.
Billetterne er noget billigere end i Danmark, 36 kr pr stk.
Vi forsynede os også, som kunne det være Danmark, med popcorn og Cola.
Hun fik også lov til at vælge, hvor vi skulle sidde, og hun valgte 1. række, hvor jeg ikke kunne fordrage at sidde.
Så der sad vi naturligvis.
Man er vel Gentleman.
Filmen var ok uden at være en åbenbaring. 
Jeg er lige lykkelig, om jeg har set den eller ej.
Den handler om en flok strippere, der finder på, at de kunne bedøve deres kunder, og så malke deres bankkonti.
Det gik godt en tid, men til sidst revnede ballonen naturligvis. 
Efter filmen tog vi ud til Botswana Craft, hvor der er en pæn restaurant.
Der var også et par stykker i Biocenteret, men de var alt for fancy til, at jeg kunne føle mig tilpas der.
Efter et hyggeligt måltid tog jeg hjem til mig selv.
Nu rigeligt forsynet med parfume.
Noget af det er til mænd, men jeg kan ikke rigtig se mig selv sprøjte mig med parfume, inden jeg går ud. 
Værd at bemærke: Mine orme er stadig ikke til at opdrive.
(Og det er ikke noget, jeg bare finder på)

 
Dag 26. Søndag den 6. oktober.
Gang 10 km. Total 236 km. 
Endnu en dejlig lun dag med temperaturer op til 34 grader.
Jeg tog ud til en af forstæderne på jagt efter en bog.
Der faldt jeg i snak med en pensioneret sagfører.
Det endte med, at vi i hans bil. kørte hen til en anden bydel, hvor han mente at vide, at der var en forretning, der handlede med brugte bøger.
Den var desværre lukket pga søndag 

Dag 27. Mandag den 7. oktober.
Gang 10 km. Total 246 km. 
Rejseforedrag
Vi er i den heldige situation, at vi som nogle af de første kan løfte sløret for et spændende arrangement.
Det drejer sig om et rejseforedrag, der nok har titlen:
"Den enoghalvfjerdsårige der læste en bog om Afrika og forsvandt."
Foredraget handler om jagten på en fiktiv romanfigur ved navn Mma Precious Ramotswe, og det handler også om, hvordan det er at købe en flybillet til Botswana, et næsten ukendt land i Afrika, bevæge sig ud af flyveren og så sige: "Nåh, hvad så der"?

Foredraget finder sted onsdag den 18. marts kl 14.30 på et af bibliotekerne i Ringkøbing - Skjern Kommune. 
(Sandsynligvis Ringkøbing.
Skulle det nu forholde sig sådan, kære læser, at du af uransagelige grunde har fundet på at bo langt væk fra Ringkøbing-Skjern Kommune, kan vi kun opfordre dig til, at du kontakter en forening nær dig, og spørger, om ikke det var noget for dem?
Der er endnu få ledige datoer i tiden fra 18. oktober til 19. november og igen efter 6. februar 2020
Det er langtfra gratis, men det er der vel ikke så mange gode ting, der er :-) 

Min dag.
Jeg har et par faste steder, hvor jeg godt kan lide at komme.
Jeg har et kaffested, og et frokoststed.
Jeg bliver modtaget med en smil og et Dumela.
Og en lille sludder er der også altid tid til.
Det gør mig glad i låget at komme sådanne steder.
Denne dag besøgte jeg begge steder, inden jeg gik hjem og fik en halv time på ryggen inden biografbesøget.
Temperaturen fik lige en tand mere, således at vi kom op på de 35 grader.
Nu behøver de ikke at skrue mere op for varmen for min skyld,
Men det gør de :-)
Going home
Når man er ude at flyve, oplever man på et tidspunkt, at der kommer en meddelelse over højttalerne:
"Kaptajnen har nu startet indflyvningen til "Hvor det nu er, man skal hen".
Det sker faktisk lang tid før, man er i mål.
Jeg har det lidt på samme måde her.
Jeg har en uges tid tilbage, og jeg begynder så småt at starte "indflyvningen" til Skjern.
De sidste steder skal besøges, beholdningen af valuta skal afstemmes, og så er der det med pasalubong.
Pasalubong er et udtryk fra Filippinerne, og det dækker over en lille gave, som man har med til venner og familie fra den rejse, man har været på.
Det er noget, man går meget op i der, og det er da også en lille sød skik.
Det falder bestemt ikke nemt for mig at finde den helt rigtige pasalubong, men heldigvis er ingen forpligtiget ud over sine evner.
Det er mig magtpåliggende at finde noget, der er produceret i det pågældende land.
Det er fuldstændig hul i hovedet at købe noget, der står Botswana på, når man så finder ud af, at der i bunden står "Made in China" 

Joker.
Så fik jeg set "Joker", som jeg havde planlagt. 
Jeg gik til en eftermiddagsforestilling, og vi var 3 i biografen. 
Priserne er en tredjedel af danske priser.
Jeg havde store forventninger til filmen, og jeg blev ikke skuffet.
Jeg tror ikke, der kan herske nogen tvivl om, at Joaquin Phoenix render med prisen for årets bedste skuespillerpræstation.
Der har været skrevet så meget om filmen, at det ikke er nødvendigt, at jeg giver mig af med nogen form for referat.
Det er en fantastisk film, som jeg varmt kan anbefale.
Vær forberedt på, at det er en trøstesløs og meget voldelig film.
Ikke for sarte sjæle.
Joakim Grundahl siger i Politiken: "Jeg vil vove den påstand, at hvis du ser "Joker", vil du aldrig glemme Joaquin Phoenix´s ansigt som Arthur Fleck".
Lad det være udgangsbønnen,
Jeg faldt over dette fine lille digt. 
Forfatteren er angivet som Georg Brandes, men det har jeg lidt svært ved at tro på.
Slet ikke hans stil.
Men jeg ved også, at han havde et rigtig nært forhold til Norge, så man ved jo aldrig. 
Dagen i dag er en merkelig dag.
Den er din.
Dagen i går slapp deg ut av hendene.
Den kan ikke få annet innhold enn du alt har gitt den.
Dagen i morgen har du ikke noe løfte på.
du vet ikke om du kan regne med å råde over den.
Men dagen i dag er det eneste du kan være sikker på.
Den kan du fylle med hva du vil.
Benytt deg av det.

I dag skal du glede et annet menneske
I dag kan du hjelpe en annen.
I dag kan du leve slik at du i kveld er glad for at du er til.
Dagen i dag er en betydningsfull dag.
Den Er Din. 
Georg Brandes 

Det summer op Obaldo.
Dag 28. Tirsdag den 8. oktober.
Gang 7 km. Total 253 km. 
Vi bliver lidt i litteraturens verden, hvor vi så godt kan lide at opholde os.
Mange af os husker endnu "Tudemarie" af Marie Andersen og Gudrun Eriksens "Ungerne i Bjørnegade 5".
I sidstnævnte møder vi børnene Hanne, Ida og Obaldo,
Og ikke mindst deres far Anton Læsting.
Når børnene i ugens løb overtræder husets regler, kigger faderen bestemt på dem og siger: "Det summer op".
Og så banker han dem om lørdagen.
Det er da en pædagogik, der vil noget.

Jeg har det lidt på samme måde med varmen her: 
Det summer op. 
Og på et tidspunkt er man fyldt op og gemmer sig :-)
Sådan havde jeg det lidt denne morgen, hvor jeg valgte at tage en taxi ind til byen. 35 grader i en skygge, der ikke er der.
Det koster 18 kr for "a special trip", så det er til at overskue.
Så vandrede jeg lidt frem og tilbage i Main Mall i jagten på lokalt producerede ting.
Jeg fandt bl. a en dame, der sad og nørklede med nogle perlearmbånd.
Jeg synes ikke, det er fantastisk kunsthåndværk, men jeg ved i det mindste, det er produceret her, så der røg lidt ned i indkøbskurven. 
Efter et par timers forløb tog jeg en Combi hen til stationen, hvor jeg handlede lidt ind, inden jeg gik hjem.
Jeg nød faktisk at være tidligt hjemme, og jeg har heldigvis en rigtig god seng. 

At tænke i indlæg.
Jeg har skrevet dagbøger i adskillige årtier, men det er første gang, jeg skriver i en blog.
Jeg har ofte fået at vide, at det allerbedste ville være, om jeg kun skrev på Facebook.
Det har jeg absolut ingen planer om.
Hvis mine planer om ekspeditionen Nord 2020 bliver ført ud i livet, vil jeg bruge diverse "Rejsegrupper" på Facebook, fordi jeg kan nå ud til rigtig mange.
Men generelt stoler jeg ikke på Facebook.
Hidtil har jeg skrevet i et program, der hedder mono.net, og det har bestemt sine store begrænsninger,
En af fordelene ved en blog er, at man kan få kommentarer. 
Dem får jeg nu ikke ret mange af, og det er da heller ikke alle, der har lyst til at skrive offentligt. 
Jeg skriver i Wordpress, og det er et program, der kan rigtig meget. 
Jeg kan både bruge PC og smartphone.
Mono.net kan ikke anvendes på Smartphone, og det er rigtig dårligt til at autogemme mit arbejde.
Jeg har godt nok ofte ærgret mig over timers arbejde, der forsvandt.
Billedbehandlingen er heller ikke god.
Jeg er blevet bedre til at bruge Wordpress, men jeg har rigtig meget at lære endnu
Jeg har hørt om mennesker, der holdt op med at skrive deres blogs, fordi de hele tiden tænkte på, hvordan det de nu oplevede, kunne blive til et indlæg.
Den tankegang kan jeg godt følge.
Det svarer til at jeg som pantsamler hele tiden kigger efter dåser og flasker.
Det bliver en besættelse.
Hvor lang tid skal man så bruge på en Blog?
Jeg kan kun svare for mig selv, og svaret er enkelt: Utallige timer.
TTT = Ting Ta´r Tid.

Som 9 årig skrev Ernest Hemingway: "I intend to travel and write"
Ikke nogen dum plan min gode Hemingway :-)
Om 10 dage er jeg tilbage i Skjern, så får vi se ....
Men det fortsætter under ingen omstændigheder, som det kører nu ... 
Fader min
På denne dag kunne min gode far være blevet 111 år.
Jeg mindes ham altid på denne dag.
Han betød så meget for mig.
Man hører så tit om, at nogen har behov for at gøre op med deres fortid og ønsker et ansvar placeret, fordi det nu gik, som det gjorde.
Jeg er så lykkelig, at jeg kan se tilbage på en vidunderlig barndom.
Jeg har ikke noget, jeg skal have gjort op med. 

Dag 29. Onsdag den 9. oktober.
Gang 10 km. Total 263 km. 
Det siges, at man skal prøve alting her i livet mindst én gang.
Jeg kan sagtens komme i tanker om flere ting, som det ikke er nogen god ide at prøve, men lad nu det ligge.
I dag prøvede jeg i hvert fald, hvordan de havde det den der augustdag i Holstebro i 1975, hvor de ramte 36,4 grader.
De havde det varmt
Her er rekorden 44 grader, og det håber jeg ikke, vi når i nærheden af.
36 grader er rigtig varmt, selvom luftfugtigheden er lav.
I Borris har de en luftfugtighed på 92% i dag, mens den i Gaborone er på 5 %.
"Its terrible", siger de lokale, og det er det virkelig også.
Der er ikke ret meget godt at sige om så høje temperaturer.
Nogle af de problemer, som Botswana kæmper med er tørke og ørkendannelse.
Det er ikke svært at forstå.
Jeg har været her næsten en måned, og der er ingen regn faldet overhovedet.
De må have nogle gode dybe boringer, for der er vand nok i hanerne.
Jeg kan se på det hele, at jeg ikke kommer til at opleve regn, mens jeg er her. 

Mine gadesælgervenner
Jeg besluttede mig til at tage en Combi et par gange. 
Første gang hen til Stationen, hvorfra jeg gik hen til Main Mall, hvor alle gadesælgerne holder til.
Nogle er ret aggressive, mens andre er søde og afdæmpede.
Der lægger jeg min handel.
Men nu har jeg nok de pasalubong, jeg skal bruge.
Inden jeg gik videre, forærede jeg mig selv en Milkshake på en grill restaurant.
Nu bevægede jeg mig hen mod det sted, hvor jeg boede før.
Jeg ville hilse på mine gadesælgervenner og sige tak for denne gang.
De var der begge to, og de blev glade for at se mig.
Jeg købte en cola for at støtte biksen, og så havde jeg en lille gave med til dem.
I lang tid har jeg gemt små mønter i en plastpose.
Vi har 5, 10, 25 og 50 Thebe mønter. 
5 Thebe er ca 3 øre, så de er ikke meget værd.
Med mindre der er nok af dem.
Jeg gav hende posen, og jeg kunne godt se, at der skulle tælles, og det skulle være nu.
"Hvor mange var der så?" ville jeg vide.
"Det blev til 33 pula", fortalte hun med et stort smil.
Not bad :-)
De fortalte nu, at de havde ventet på mig og var helt nervøse for, om jeg kom og sagde farvel.
Konen havde sendt nogle billeder op til sin mor i Francistowm, og hun fortalte, at vi var velkomne der, og hun havde allerede regnet ud, at vi skulle blive der 3 dage.
(Francistown ligger 500 km nord for Gaborone)
Det havde været så godt at komme op til hendes landsby, men jeg er løbet tør for dage, så det må blive en anden gang.
"Hvornår kommer du så igen", spurgte hun
Ja nu får vi se.
De foreslog, at vi skulle mødes lørdag eller søndag, men jeg har et par andre aftaler, så jeg ved ikke, om det kan blive til noget.
Godt at se dem igen. 

Jeg tog en Combi til stationen, og til mit yndlingsfrokoststed.
Nu har jeg en ide, om hvilken slags mad, jeg skal bestille, for der er virkelig noget af det, jeg aldrig kommer til at synes om.
Men jeg prøver. 
Jeg vil savne de venner og bekendte, jeg har fået her og der.
Og det er faktisk noget af det, der betyder allermest for mig.
Jeg kommer måske aldrig til at se dem igen, men alligevel betyder det rigtig meget, at vi har haft det godt sammen. 

Jeg sidder i min kaffebar. 
Her er også et yngre koreansk par,som jeg har set før. 
De sidder ved hvert sit bord. 
Med hver deres mad. 
Af og til taler de sammen fra hver deres hjørne. 
Højlydt. 
Alt for højlydt
De har naturligvis gang i hver sin telefon, hvor de snakker med nogen eller afspiller et eller andet. 
Højt.
Alt for højt
Vildt underligt. 
Man mærker tydeligt, at her har vi de to mest betydningsfulde personer i byen.
People are Strange 

Dag 30. Torsdag den 10. oktober.
Gang 8 km. Total 271 km. 
Dagens rejse bragte mig til den meget store Game city Mall ved foden af Ngale Hill. 
Det blev til en taxi tur. 
It´s not always.
Det forekommer mig, at mange af forretningerne handler med det samme. Tøj og mode og den slags. 
Men nu var det sådan, at jeg var på jagt efter morgenmad med kaffe. 
Ikke nogen let opgave. 
Men til sidst lykkedes det da. 
Og så fik jeg bacon, æg og toast. 
Jeg har rigtig svært ved at starte dagen med stegt kylling, chips og cola. 
Fin restaurant med venlig betjening og ingen høj musik. 
Sådan skal det være. 
Så er vi i gang. 
Og prisen var ikke urovækkende. 
Nu slentrer jeg lidt rundt og kigger. 
Jeg mangler ikke rigtigt noget, så jeg oser bare. 
Der er også et tv, der viser en eller anden rugby kamp. 
Det er stort her og især i Sydafrika, men mig fænger det ikke. 
Jeg glæder mig altid på forhånd. når jeg besøger sådan en stor Mall.
Men jeg bliver skuffet hver eneste gang.
Jeg kører hurtigt sur i det og vil hjem.
Værst er det, hvis jeg er sådan et sted sammen med en damemenneske af det modsatte køn.
Det klarer jeg ikke.
Jeg bliver urimelig, og skal anbringes et sted, hvor de serverer kaffe. 
Snart daffede jeg ud til det nærmeste busstop, hvor jeg fangede en Combi.
De ender alle ved Stationen, og det område kender jeg efterhånden ud og ind.
Altid fest og farver der, altid noget at se på.
Det endte med, at jeg går i supermarkedet for at købe lidt ind.
Jeg har fundet ud af, at de har budding.
Dejlig gul budding.
Sådan en spandfuld er bl. a udset til at være min aftensmad.
Det ville jeg ikke have gættet på, før jeg kom herned :-) 
Jeg indrømmer det blankt. 
Jeg er afhængig. 
Jeg har et misbrug, som jeg bliver nødt til at kæmpe imod:
Jeg har svært ved at holde mig fra Ekstrabladet. 
Næsten daglig lokker de mig svage sjæl med deres vildledende overskrifter og tåbelige pseudonyheder. 
For få dage siden læste jeg overskriften: 
"Rocklegende forsvundet." 
Det viste sig så at Nick Cave ledte efter sit sande musikalske jeg. 
På et album....
Jamen altså ... 
I aften udløses spændingen, kunne jeg så læse i dag. 
Nåda, hvad kan det dog være. 
Der drejer sig så om et program, der hedder Gift ved første Blik, som jeg aldrig har set og aldrig skal se. 
Der fangede de mig igen. 
De er rigtig dygtige til at lave de der kioskbaskere, og jeg plumper bare i. 
Men nu skal det også være slut. 
Ikke mere noget med at finde ud af, hvad der f. eks. gemmer sig bag overskriften: "Havde sex med teenagedatters venner". 
Øhhhhhhh, jeg nåede lige at se, at det var en 42-årig kvinde fra Californien, men det var også sidste gang 

“The magic thing about home is that it feels good to leave, and it feels even better to come back.” 

Sidste dag i Gabs
Kender I det der med at man ikke kan få nok af at rejse? Sådan en følelse overfaldt mig, da jeg var kommet til Billund. Det gik op for mig at jeg ville noget mere. Så nu er jeg på vej til Esbjerg! 

Tiden er en knap.
Dag 32. Lørdag den 12. oktober.
Gang 10 km. Total 293 km 
Jeg er ved at løbe tør for dage, så mit store organisationstalent kommer på en alvorlig prøve, når jeg skal have alting til at gå op i en højere enhed.
Der er jo bl. a min mission for Danmark at tage højde for, og det var en detalje, jeg arbejdede på sidst på eftermiddagen.
Men først til noget helt andet.
Hvis jeg har en aftale kl 11, så er det kl 11 og ikke hverken 10 min før eller efter.
Sådan er vi vist mange, der har det.
Der findes noget, der hedder Philippine Time og også noget, der hedder African time.
I kan næsten regne ud, hvad det er.
Engang i Sydafrika var der en mand, der kom 3 dage for sent til et møde.
Han blev bebrejdet den sene ankomst, hvortil han lettere forundret bemærkede: "Men nu er jeg her".
Jeg skulle mødes med min lærerkollega Keitumetse, og det gav mig lejlighed til et nyt møde med African time.
Man kan lige så godt lade være med at sige noget. Det nytter ikke en dyt. 
"Hvor længe har du siddet her", spurgte hun.
"Jeg er næsten lige kommet", løj jeg uden at blinke.
Vi fik en hyggelig snak, og det inkluderede naturligvis også et måltid.
Hun siger, hun keder sig i Ramotswa ca 24 km fra Gabs.
"Jamen hvad laver du så der", ville jeg vide.
"Jeg arbejder der."
Jeg havde næsten glemt, at der er nogen, der på den måde er ramt.
Uanset hvad måtte vi sige farvel.
Mine venner vil altid gerne vide, hvornår jeg kommer igen.
Det ved jeg jo absolut ingenting om, men jeg siger, at pludselig, så er jeg der nok igen.
Og det kan da også godt være.
Jeg ville f. eks. nemt kunne fungere som rejseleder her nede.
I skal bare sige til,så laver vi et program til jer. 
Nu gik jeg på jagt efter Lillian.
Det er hende med armbåndet og livremmen, som jeg har fået en bestilling på.
Men sådan en mission er ikke noget, men bare lige kommer cyklende til.
Især ikke, når man ikke har en cykel.
Alle damerne sidder henne i Main Mall i det man med lidt god vilje kunne kalde gågaden.
Jeg var ikke mere end lige kommet derhen, da jeg blev råbt an.
De damer har styr på, hvad der foregår.
De ser alt.
"Din ven er her ikke i dag", fortalte de mig.
"Men jeg er her, og jeg hedder Victoria."
Så skal jeg love for der blev lukket op for samtalens sluser.
Jeg snakkede i lang tid med Victoria, mens hendes veninde fulgte nøje med i, hvad der skete.
Jeg måtte forklare, hvad det var, som Lillan havde til mig.
Nej, det havde de altså ikke, men vi kunne da se på alt det andet.
Og det hele endte naturligvis med, at jeg købte et armbånd af Victoria.
Det passede hende vældigt. No pun intended :-)
Vi fik også lavet en fint billede, så jeg kan vise, at det ikke er bare er noget, jeg er kommet cyklende til.
Kommer du så igen på mandag, spurgte de kære damer.
Og det gør jeg jo nok. 
Og vejrudsigten.
Jeg plejer at bruge to vejrudsigter.
Jeg bruger DMI og yr.no
Så tager jeg den, der er bedst.
Yr kan nok lidt mere.
Hvis man fodrer programmet rigtigt, kan man få temperaturerne i 2 lande samtidig.
Det er lidt smart, og det lykkedes mig at få det til at virke efter nogle få forsøg.
 På vej hjem mødte jeg en ny hjemismand.
Også iført budcykel og båthorn.
Jeg var rigtig træt, for varmen var kommet tilbage.
En pause var påkrævet.
Den unge mand var travlt optaget af at fortære en is.
Det kan man jo ikke fortænke ham i.
Jeg sagde, at jeg godt ville have en mage til, for den så så god ud.
Den kostede 6 pula, men jeg stak ham en tier, og lod ham beholde resten.
Jeg var glad for isen, der stadig var billig og han var glad for handelen og drikkepengene.
Det kører bare :-) 

Dag 34. Mandag den 14. oktober.
Gang 6 km. Total 304 km 
Den sidste dag før man drager hjem er altid en underlig dag.
Der er naturligvis de mange praktiske ting, man må forholde sig til.
Husk nu at få tandbørsten med. 
Er der ting du mangler at købe osv.
Men så er der jo også det der med, at man ser tilbage på et tidsrum og forsøger af inde ud af, om alt var, som det skulle være.
Fik du set det, du ville?
Fik du lavet de ting, du havde planlagt?
Svarede det til dine forventninger?
I 1998 cyklede jeg i 5 uger rundt i Japan, og da jeg kom hjem, forekom det mig, at det var et vildt underligt land at være i.
Jeg var faktisk ganske utilfreds.
Men som tiden gik fandt jeg ud af, at mine oplevelser der havde været så specielle, at det varede en rum tid, før det hele faldt på plads. 
Nu er det en rejse jeg ser tilbage på med begejstring
Min indgang til opholdet i Gaborone har været lidt det samme.
Jeg rejste til et land som jeg ikke vidste ret meget om, hvorpå jeg steg ud af flyveren, kiggede mig omkring og sagde: Hva´så der?
Jeg tror nok, at de fleste mennesker ville ønske sig lidt mere viden om, hvad der ville komme til at ske, men synes det er allermest spændende på den måde.
Og det er med vilje, jeg ikke taler om min ferie i Botswana.
Jeg har ikke været på ferie, jeg har boet her i 5 uger.
Jeg har lært, lyttet og oplevet.
Og jeg fik set, det jeg ville. 
Jeg så et opslag fra en der manglede en cykelmakker på en tur fra Dakar til København. Jeg må jo nok, efter at have konsulteret min gulnede dåbsattest, konkludere, at det er slut med de helt vilde ture. 
I tankerne var jeg allerede langt ude i Sahara. Tjah...alt har sin tid 
Jeg fik faktisk en rigtig travl dag.
Jeg var her og der og alle vegne.
Jeg fik faktisk en rigtig travl dag.
Jeg var her og der og alle vegne.

Aftenen sluttede med, at jeg var ude og spise grillkyllinger sammen med mine søde venner fra Broadhurst. 
Inden da lykkedes det mig langt om længe at finde den forsvundne Lillian.
Det passede hende vældigt at blive fundet.
Vi havde en lang snak om længden på bælter.
Ingen af os var vist de helt rigtige til at afprøve de forskellige længder, hun havde.
Vi overvejede at indfange en forbipasserende ungmø i passende størrelse, men vi gik fra det igen, og forsøgte at gætte på, hvad jeg havde brug for 
Dag 37. Torsdag den 17. oktober.
Gang 0 km. Total 305 km
Så er det tid til at få afsluttet eventyret fra Botswana.
Der kom lidt flyvende opdateringer under rejsen hjem, men lad os prøve at få lidt styr på, hvad der hændte undervejs.
Efter en total ventetid på 15 timer i Johannesburg kom vi allerede af sted kl 3 om natten. Flyet var kun halvt fyldt op, så jeg havde en hel række for mig selv. I Frankfurt fik jeg min puter narkotestet. Det gør mig altid nervøs selv om jeg ved der ikke er noget. Så var vi en hel flok der skulle have nye billetter og det var ret dramatisk. Mod reglerne fik jeg lov til at flyve til Billund. Ikke flere kræfter til et besøg i København. 
Nu begynder det at være rigtig sjovt. Mit fly med planlagt afgang til kl. 19 ser nu ud til at afgå kl 3 i nat. Her er ingen fra flyselskabet og ingen forklarer noget som helst. Ikke voldsomt imponerende. 
Rejsehjemdagbog:

Så blev mit fly mindst 2 timer forsinket. Dermed mister jeg mit fly fra Frankfurt. God only knows hvornår jeg rammer Danmark 
Når man har 8 timer i en lufthavn er der god tid til at finde ud af tingene. Jeg fandt en restaurant hvor de modtager Pula. Og de har bottomless kaffe 
Det gik nemt med at finde en taxi. Africa og Laura kom og sagde farvel. Det var et lillebitte fly de havde ofret på turen til Joburg. Vi var præcis 22 passagerer. Så skal jeg bare have 8 timer til at gå her i Joburg. Jeg ville veksle 270 Pula men der skal være mindst 300 Pula. Hmmm 
Turen hjem gik ikke helt som forventet.
Starten var rigtig god.
Jeg var indstillet på at skulle vente 7 timer i lufthavnen i Johannesburg.
Men det blev til meget mere.
Pludselig dukkede der et skilt op på skærmen, hvor der stod: Delayed 02.00 +
Der var en del diskussion om, hvad det betød. 
Nogle mente, at det betød 2 timers udsættelse.

Enkelte mente, at det betød kl 2 om natten, men det lød for usandsynligt.
Tiden gik, og mit "hold" blev gentagne gange jaget væk fra gaten, fordi den skulle bruges til en anden afgang.
Ingen fra Lufthansa kom og forklarede noget som helst.
Tiden gik.
Pludselig skiftede teksten til 03.00 +
Nu var man blevet klar over, at det betød kl 3 om natten.
Man gik en tur, fandt en ny stol og ellers ...... ingen ting.
Lidt før kl. 2 begyndte man at gøre klar, og et Lufthansa fly blev kørt frem.
Ingen forklarede noget.
Derfra blev det sådan set en ganske almindelig rejse. Bare 8 timer forsinket.
Da vi var kommet i luften blev der nævnt noget om en motor, og vi blev takket for vores forståelse.
Hmmmm, jeg ved nu ikke rigtig. 

Kort tid før vi landede, fik vi forklaret, at de ikke vidste noget om, hvordan det ville gå med de mange ombookinger i Frankfurt.
Men først skulle vi gennem security check, og den var skrap i Frankfurt. 
Nu skulle alle vi med ubrugelige billetter henvende os i Customer service, hvor der sad 6 damer klar.
Folk var trætte og en del ret sure, så det var ikke nogen nem opgave for damerne.
Jeg skulle bare til Danmark, mens andre havde en en række connecting flights.
Jeg stod ved side af en dame, der skulle til USA, og det var ikke let at få på plads.
Tiden gik, og jeg følte mig en anelse brugt, så jeg fik mere og mere lyst til at sætte kursen mod Skjern.
Jeg havde svært ved at se mig selv være maksimalt social sammen med børn og børnebørn - også selv om de er søde.
Derfor spurgte jeg til Billund, da det blev min tur.
Det var ikke helt legalt, mente damen, men det blev arrangeret.
Jeg gik derfra med en billet til Billund samt en spisebillet på 10 Euro.
Den vekslede jeg til en sandwich og en spand kaffe.
Ved gaten var der mere dramatik.
Afgangen før Billund var til Toulose, og efter at gaten var lukket, kom en yngre dame drønende.
Hun demonstrerede med løb på stedet, hvordan hun havde løbet for at komme derhen, men lige meget hjalp det.
Alle ved, at en lukket gate forbliver lukket.
Først blev hun vred, og så blev hun ked af det, inden hun tilsidst slæbte sig derfra.
Gad vide, hvordan hun skulle komme til Toulose?

I flyet til Billund sad der 2 herrer foran mig, og den ene havde hvad jeg ville kalde umanerlig dyb og skærende stemme.
Jeg kunne ikke se ham, men jeg sad og brugte tiden på at forestille mig, hvordan han så ud.
Sådan en stemme kommer normalt ikke af sig selv. 
Det kræver, at man virkelig anstrenger sig og nok ikke med sunde aktiviteter.
Da vi stod af flyet, sneg jeg mig til finde ud af, hvordan han så ud.
Han lignede sin stemme. 
Min bagage havde andre planer, end jeg havde.
Og den kom ikke til Billund sammen med mig.
Sammen med en ualmindelig venlig dame, fik jeg lavet det nødvendige papirarbejde.
En herre fra udlandet manglede også sin bagage.
Det gav ham store udfordringer.
Damen forklarede, at det skete ofte at bagage halter bagefter, og de havde tit ondt af dem, det gik ud over.
Nyt problem:
Jeg var egentlig slet ikke beregnet il at rejse til Billund.
Derfor stod mig bagage som sendt til København.
Ergo måtte de ikke køre ud med den. Jeg skulle selv hente den.
Det var der jo ikke noget at gøre ved.
Vi fandt også ud af, at kufferten stadig stod i Frankfurt.
Jeg forlod lufthavnsbygningen.
Hvordan skulle jeg komme til Skjern?
1. Bus til Grindsted. 2 Bus til Kibæk (Måske) 3. Tog til Skjern.
Lidt usikkert.
Jeg sprang først på bussen til Grindsted.
Jeg ringede til en af mine gode venner, og vi fandt frem til, at hvis jeg tog til Esbjerg, så ville han hente mig der.
Således blev det.
Det var jeg yderst taknemlig for.
Efter en god snak i Skjern suppleret med et par røde pølser følte jeg mig klar til at begive mig ud på campingpladsen.
Det varede ikke længe, før jeg faldt hen.
Onsdag kom en mand fra lufthavnen med min kuffert :-) 
That is true,' said Mma Potokwane sadly. 'There are many temptations in this life, but cake is probably one of the biggest of them.” 
Dermed sluttede eventyret om Maa Precious Ramotswe
Jeg håber,du nød rejsen.
Det gjorde jeg i hvert fald.