Lørdag den 8. april 2017
Gang: 7 km. Totalt i 2017: 300 km
Cykling 0 km. Totalt i 2017 6 km :-)
Træningslejren er slut for denne gang, og der er gået en del tid med at bringe "Mit hjem på hjul" tilbage til vanlig standard.
Det kan ikke undgås, at der bliver fugtigt og klamt i løbet af vinteren, men nu er foråret ankommet, og så ser det hele meget lysere ud.
Jeg er rigtig glad for at være tilbage igen, og jeg skal i gang med at gøre klar til Vandringen 2017, der starter fredag den 26. maj fra "Holger Danske" i Skjern.
Jeg har allerede besttilt et nyt telt, og det er på vej.
Det bliver igen Lightent1, og dermed regner jeg med, at jeg kan bruge stængerne fra det gamle telt som reserve.
Det næste bliver at smide penge efter vandresandaler og en ny sovepose. Disse ting er også allerede i ordre.
Jo, fint skal det være.
Og denne vandring bliver foretaget med Selfiestick, og den er faktisk anvendt til billederne fra denne dag.
Vejret denne lørdag er rigtig dejligt, og rygterne vil vide, at det bliver endnu bedre i morgen. Hvad der så kommer derefter er der ingen der ved. Men der er vel ingen grund til at bekymre sig om det nu.
Der er stadig stille på campingpladsen. Sæsonen er ikke startet, men det sker meget snart. Når fiskesæsonen starter vil det vælte ind med gæster.
I morgen er det dagen for Paris-Roubaix, der nok er et af de smukkeste cykelløb, der findes. Løbet kan følges i sin fulde udstrækning på indtil flere kanaler. Det vil de fleste nok finde kedeligt, men jeg nyder hvert sekund.
Inden jeg starter min vandring den 26. maj skal jeg besøge min søde familie i København, og der bliver vist også tid til et besøg hos mine gode venner i Hjørring. De har fået ny hund, der minsandten hedder Mille. Hende glæder jeg mig til at hilse på.
Og så er jeg igen blevet inviteret med til Skagen, hvor jeg skal være nogle dage sammen med mine gode venner.
Jo, der er mange til at se frem til med stor glæde.
Og jeg har allerede været på bibiloteket for at skaffe nye forsyninger. Det skal være sådan at jeg altid kan række ud efter en god bog.
Jeg håber på at få læst 100 bøger i løbet af 2017.
Ja, er vi så ikke nærmest i gang. :-)
Søndag den 9. april 2017
Gang: 0 km. Totalt i 2017: 300 km
Cykling 8 km. Totalt i 2017 14 km :-)
I løbet af få dage ankommer telt, sovepose og vandresandaler til matriklen.
Sovepose og sko afleveres i Kiwi i Skjern, mens teltet kommer med GLS. Så må vi håbe, de kan finde mig. Det er første gang, jeg får leveret på den måde.
Det var jo så i går, at jeg gik i gang med at tælle ned til den næste tur, og det betød, at jeg havde rigtig mange gæster til min dagbogsside. Og det er altid meget sjovere at skrive, når mange læser med. Tak for de mange hilsener.
Der var iskoldt med 2-3 grader fra morgenstunden, men i løbet af dagen blev der det herligste sommervejr.
Det står klart for mig, at jeg er nødt til at anskaffe mig en ventilator til vognen. Når solen står på stiger temperaturen voldsomt og meget hurtigt, så sådan en fætter er en nødvendighed.
Jeg vidste det godt i forvejen, men jeg havde bare glemt det. Når plast tøjklemmer har opholdt sig udendørs en hel vinter, så knækker de ganske nemt.
Derfor måtte jeg indvestere i nye klemmer. Det var ikke en udgift jeg havde budgeteret med, men til alt held vandt jeg 37 kr i lotto.
Dagens højdepunkt var helt klart cykelløbet Paris-Roubaix. Det var som altid spændende. Min favorit Sagan punkterede 2 gange, og så var hans rolle udspillet.
Jeg foretog endnu en investering i dag. Der ligger en del blade og flyder udenfor mit telt. I Lidl så jeg en lille børneplastrive, som var lige, hvad jeg havde brug for. Det er jo ikke så mange blade, så mon ikke jeg kan finde mig i, at skaftet kun er ca 75 cm.
Næste week end går turen til Vendsyssel.
Det bliver med futtog.
Har vi det ikke dejligt ? :-)
Mandag den 10. april 2017
Gang: 4 km. Totalt i 2017: 304 km
Cykling 8 km. Totalt i 2017 22 km.
I løbet af natten blæste det op, men så dårligt var vejret altså heller ikke. Jeg puslede lidt rundt i vognen, og der er altid noget at lave.
Men jeg synes nu, der er ved at være styr på det igen.
Kl. 12 gik jeg på Værestedet, hvor det handlede om kotelletter i fad, og det går man ikke fejl af. De har sat vand over til en påskefrokost den kommende weekend og mon ikke jeg kan nå at være med der, inden turen går til Hjørring.
Jeg aflagde et besøg på Lumi, der er den bedste genbrugs i Skjern. Jeg var på jagt efter en lille kasserolle, men endte med at købe et halstørklæde, men det jo lidt i den samme boldgade.
Jeg fik også en gennemsigtig plaskasse med hjem. Det er vigtigt at jeg får mine ting beskyttet mod fugt og væde. Det har jeg lært på den hårde måde.
Og så fik jeg afprøvet min rive. Den er rigtig fint.
Der må godt se lidt pænt ud omkring mit "Hjem på hjul"
En del af min aftensmad var stegte champignons, som Lidl havde fundet anledning til at sælge med 50 % rabat. Det er i sådanne situationer, jeg er vaks ved havelågen.
Selv om madlavning ikke er en af mine spidskompetencer, og heller ikke noget jeg finder stor glæde ved, så ender det altid med, at jeg får bikset noget sammen.
Jeg har haft fornøjelsen af at opdatere min sponsorliste. Tak for støtten til mit projekt.
I morgen har jeg ikke store planer, og det er netop det, der er så fantastisk ved at være pensionist.
Så herligt.
Onsdag den 12. april 2017
Gang: 3 km. Totalt i 2017: 307 km
Cykling 7 km. Totalt i 2017 29 km.
Lidt tandpine og forskellige andre gebrækkeligheder tog lidt pynten af de sidste par dage. Det har også taget lidt tid at komme på fode efter den lange rejse fra træningslejren.
Jeg kan godt mærke, at jeg ikke er 68 år længere. :-)
Heldigvis regnede det en del, så jeg forsømte ikke alverden ved at ligge brak.
Og som sædvanligt er mit "hjem på hjul" velforsynet med gode bøger, så der er altid noget at give sig til.
Jeg er stadig ualmindelig glad for at bo på Skjern Å Camping. Efterhånden kender jeg en del på pladsen, og det er søde og rare mennesker.
Der er stadig meget stille, og her på "Sletten" er vi lidt afsondret fra resten af pladsen, hvilket passer mig ualmindelig godt.
Der er 4 fastboende her på Sletten.
I morgen er der Skærtorsdag, men det er ikke noget, jeg vil gøre noget særligt ud af.
Nu har jeg meldt mig til Påskefrokosten på Værestedet på fredag, og vi skal bl. a have rejer.
Yummi
Torsdag den 13. april 2017
Gang: 7 km. Totalt i 2017: 314 km
Cykling 0 km. Totalt i 2017 29 km.
Så blev det påske, men det var ikke noget, der for alvor satte sit fingeraftryk på min torsdag.
Men Lidl havde lukket, og derfor ved jeg, at det var Skærtorsdag. Aldi, Fakta og Kiwi havde lukket op, så det var ikke for alvor nødvendigt at hamstre.
Vejret var køligt og blæsende fra morgenstunden, men det endte da med, at vi sneg os op over de 10 grader, og mere kan man vel ikke forlange.
Denne dag hentede jeg mit nye Lightent1 telt hos Kiwi.
Jeg regnede ud, at der er gået 19 år siden, jeg første gang investerede i en lignende model. Det var i forbindelse med min cykeltur i Japan. Det er ikke få gange, det telt har være sat op, og jeg har været ualmindelig godt tilfreds med det.
Jeg har endnu ikke testet det nye telt, fordi der var lidt klamt og fugtigt, men det skulle være mage til det gamle telt.
Det kostede lidt over 1100 kr, og jeg mener der var ca det samme jeg gav i 1998. Det vejer ca 1,5 kg, så meget lettere telt fås næppe.
Jeg havde givet mig selv den opgave at følge med i VM i banecykling fra Hongkong. Det var ikke vildt spændende, men nogen må jo tage det hårde arbejde på sig.
Jeg kiggede også lidt på en film fra 1985 med Morse. Han var en hård mand, og selvom tempoet i de gamle film er adstadigt. så er det stadig en ualmindelig fin serie.
John Thaw, der spiller Morse, blev kun 60 år gammel, og det var jo ikke nogen fremskreden alder.
Jeg har selv haft fornøjelsen af at besøge Oxford, hvor han huserede.
Der er vældig stille på pladsen, men jeg har ingen problemer med at få tiden til at gå i mit eget behagelige selskab. Generelt så er det sådan, at det går allerbedst, når jeg får min vilje, og det må man jo sige er tilfældet sådan en stille påskedag.
Min barnevogn står ude hos mine gode venner i Troldhede, men jeg skal vist snart havde den hentet hjem.
Jeg spekulere lidt på at slå mig ned på en bænk nede i byen, når jeg kommer tættere til den 26. maj, hvor turen starter.
Jeg har en stor plakat, der måske kan tiltrække nysgerrige, og så tager vi den derfra.
Inden da skal jeg til København, Skagen, Hjørring, Mjels og Holstebro, så der er nok at se til.
Jeg har lagt mine briller framig et sted, hvor jeg ikke kan finde dem. men de dukker nok snart op igen.
Heldigvis har jeg dem kun for et syns skyld.
Resten af min herlige torsdag skal fordrives med hjemlig hygge, der for mig altid involverer læsning og Quizz Battle.
Jeg har besvaret lidt over 70.000 spørgsmål i QB, og har også fået gode venner, der også spiller.
Men ingen af mine nærmeste synes, det er noget :-)
Fredag den 14. april 2017
Gang: 2 km. Totalt i 2017: 316 km
Cykling 3 km. Totalt i 2017 32 km.
Denne dag i påsken havde jeg stort set afsat til påskefrokosten på Værestedet.
Jeg spiste en minimal morgenmad i vognen for at være bedst rustet til at indtage den lækre mad, der ventede.
Jeg nussede rundt med forskelige gøremål, og jeg er efterhånden ved at vide, hvor alle mine ting befinder sig.
Jeg klarede også opvasken. Det foregår ikke helt som i et almindeligt hjem.
Jeg anbringer mine tallerkener, glas m. m i en kasse, som jeg derefter transporterer til køkkenet, der ligger 180 skridt fra min vogn.
Når jeg er færdig bærer jeg det hele tilbage igen.
Det render mærkeligt nok også op i 180 skridt.
Det er ca 250 m, og det er egentlig ikke et problem.
Man skal bare vænne sig til det og være indstillet på det.
Jeg har fået megen god mad i Værestedet, men den menu, vi fik denne dag, slår det meste. Vi startede med et stykke røget ørrred med æggestand. Derefter var der marineret sild, og til de få, der ikke brød sig om sild var der makrelsalat. Så kom der ribbenssteg, og senere lun leverpostej. Der var også en skinketærte og en kyllingetærte.
Vi sluttede af med frugtsalat og kaffe.
Jeg kom til at tænke på den beskrivelse af en endeløs række af menuer, som Thit Jensen havde med i Stygge Krumpen.
Den menu stod beskrevet på bordservietterne på Hotel Du Nord i Løgstør.
Vi sad ved bordet mere end 3 timer, men man skyldte da også at vise den veltillavede menu respekt ved at give sig tid.
Det var min agt at købe lidt ind til aftensmaden efter frokosten, men efterhånden som dagen skred frem forduftede disse planer.
Fin dag.
Jeg har læst en vild historie om, hvordan United Airlines i USA fjernede en passagerer fra sit flysæde, fordi han nægtede at acceptere, at han ikke kunne komme med pga overbooking.
Nu har jeg rejst en del, og noget lignende har jeg aldrig oplevet.
Det er en kendt sag, at alle selskaber overbooker, men hvis de derfor til sidst kommer til at stå med for mange passagerer, forsøger de at betale sig fra det allerede ved check in.
Da ikke når man har boardet.
Jeg har 3-4 gange oplevet sådanne overbookings, og normalt skal man virkelig være hurtig for at "få lov" til ikke at komme med.
Man får tilbudt en pæn sum i kontanter samt div andr goder, der evt kan være hotelophold og opgraderinger.
Hvis det kunne lade sig gøre ville jeg til hver en tid melde mig.
Jeg oplevede det engang i Hong Kong, hvor jeg desværre var afskåret fra at melde mig, da det var i en tid, hvor jeg stadig havde arbejde.
Om der er tale om en røverhistorie eller episoden virkelig har fundet sted som beskrevet er ikke til at blive klog på.
Man ved aldrig med disse artikler.
Lørdag den 15. april 2017
Gang: 7 km. Totalt i 2017: 323 km
Cykling 0 km. Totalt i 2017 32 km.
Det var da slet ikke nogen dum dag, og den blev ikke så kold og våd som bebudet.
Jeg startede med at vandre til Brugsens Cafe, hvor jeg nød en kop kaffe og en håndværker.
Et besøg på biblioteket blev det naturligvis også til.
Og på vej hjem støvsugede jeg 3 forretninger for "undgå madspild"-varer, hvilket medførte at middagsmaden blev Boller i Karry.
Resten af dagen tilbragte jeg på matriklen.
Det blev til noget kontorarbejde, og jeg gik i gang med at pakke til søndagens rejse til Vendsyssel.
Hjemlig hygge skal man ikke foragte.
Jeg læste og quizzede og puslede med dette og hint.
Jeg så lidt af den danske film fra 1953 "Ved Kongelunden", og den er bare så hyggelig.
Imponerende at de kunne lave så sød en film, der ikke handlede om noget som helst.
Jeg følger konstant med i nyhederne, og det fylder mig med undren, når jeg erfarer, at et kvindemenneske, der kaldes Linse og hendes datter, der minsandten går under navnet Geggo udtaler sig om både det ene og andet.
Hvordan i Himlens navn er de endt på visse avisers forsider?
Hvad kvalificerer dem til at mene noget om nogetsomhelst?
Det begriber jeg ikke.
Det ender sikkert med, at jeg går årle til ro, og så kommer det lidt an på, hvor spændende min bog er.
Tommelfingerreglen er den, at når jeg har tabt en bog ud af hænderne 5-7 gange er det tid til at fjæle sig.
Jeg kører med futtog til Hjørring i morgen.
Det skal nok blive et hyggeligt ophold.
Hvor er jeg heldig, at jeg har så mange gode venner.
Søndag den 16. april 2017
Gang: 4 km. Totalt i 2017: 323 km
Cykling 0 km. Totalt i 2017 32 km.
Rejsen til Vendsyssel.
Der kommer ikke til at mangle en dag i dagbogen, men mit netværk nægtede at samarbejde i går aftes, så den blev noget forsinket. Og den slags gør mig for alvor irriteret.
Turen nordpå gik fint.
Jeg sprang på toget i Skjern 9.17 og havde forsynet mig med en pose bagerbrød og noget Ice Tea. Jeg savner kaffevognen i togene. Det var nok dyrt, men det var dejligt, at den var der.
Jeg havde husket mine høretelefoner, så jeg kunne lukke al barnegråd ude. Også 4 modne kvinder på vej mod en hyggelig dag i Århus blev reduceret til en øvelse i mundaflæsning.
Jeg skulle skifte i Århus, og da jeg rejste på orange billet havde jeg en pladsbillet, som ikke havde været strengt nødvendig. Der var ikke så mange med.
I Hjørring blev jeg afhentet på perronen, og jeg glædede mig meget til at se mine venners nye hund, der (måske) lyder navnet Mille.
Det viste sig at være en ualmindelig sød hund, og efter få minutter var det, som om vi havde kendt hinanden altid.
Den er allerede 2½ år gammel, så den er vel afrettet. Jeg synes, det er en uskik med hunde der gør vildt, springer op og hopper rundt i møblerne.
Og det gør Mille ikke.
Når jeg er hos mine venner har vi mange traditioner, vi følger. Vi har kendt hinanden i utallige år, så det er vel naturligt, at vi har nogle rutiner.
Bl. a spiller vi Hjerterfri. Og det gjorde vi også denne dag.
Aftensmaden bestod af oksesteg, og det viste sig at være et ganske velsignet måltid.
Det var en dejlig dag, og der kommer en mere af den slags, mens jeg er i Vendsyssel.
På vej hjem står jeg af i Støvring, hvor jeg er så heldig at kunne besøge andre venner.
Deres ene pige hedder Sia, og den anden hedder Isa. Skulle du nu få en dreng har jeg regnet ud, at han kommer til at hedde Ais. Kommer der flere børn, ved jeg ikke hvad jeg skal gøre.
Vejret i Vendsyssel er noget fugtigt, men den kraftige vind har fundet andre ting at tage sig til, så alt i alt er påskevejret ikke dårligt.
Jeg ser på facebook, at der er gang i fiskeriet på min campingplads. Jeg har set billeder af mindst 3 landede laks i 10 kilos klassen.
Måske skulle man anskaffe sig en lang bambusstang og en prop?
Det brugte vi, da jeg var dreng, og selv om det ikke er den slags udstyr fiskerne kommer anstigende med, så kan man vel nok være heldig at lande en fisk.
Mandag den 17. april 2017
Gang: 4 km. Totalt i 2017: 323 km
Cykling 0 km. Totalt i 2017 32 km.
2. påskedag. Vi havde lidt planer om at drage ud i samfundet, men vi blev enige om, at regnen var en smule for voldsom, så vi kom aldrig nogen steder.
Det passede i grunden os alle rigtig godt.
Man skal ikke kimse af hjemlig hygge :-)
Vi læste, legede med hunden og spillede naturligvis hjerterfri.
En dejlig dag var det.
Jeg fulgte naturligvis med i, hvad der skete i Skjern og omegn, og der fik man taget hul på fiske-sæsonen. Om lørdagen blev der landet mindst 3 kæmpelaks, der var oppe og snuse til 10 kilos grænsen.
Jeg skal ikke kunne sige, om det var en normal start på lakse-eventyret, men det forekom mig at være ret fantastisk.
Og det er noget, der for alvor kan give andre fiskere blod på tanden.
Onsdag den 19. april 2017
Gang: 0 km. Totalt i 2017: 323 km
Cykling 0 km. Totalt i 2017 32 km.
Vi befinder os nu i Midthimmerland, og nærmere bestemt Mjels.
Jeg ankom i går efter en togtur fra Hjørring til Svenstrup, hvor jeg var så heldig at blive afhentet.
Rejsen mod syd blev en anelse mere kompliceret end rejsen nordpå, for nu havde jeg en plæneklipper under armen.
Der må godt se lidt godt ud omkring mit hjem på hjul, og mine venner i Hjørring havde netop en skubber, de ikke brugte.
Og jeg skal såmænd nok få den slæbt til Skjern.
Vi havde en hyggelig dag på Futtefarmen. Vi snakkede og drak kaffe, store mængder af kaffe.
Sidst på formiddagen aflagde vi et besøg hos en familie, der samlede på ting i indtil flere lagerbygninger.
Spændende.
Vi fik også kaffe.
Eftermiddagens opgave gik ud på at være observatør til Fleche Wallone.
Nogen er jo nødt til at tage sig af den slags ting.
Aftenens middag bestod af laks og spinat.
Lækkert, lækkert, lækkert.
Det forlyder, at der et sted i Skjern Å blev fanget en laks på mere end 16 kilo.
Men der er langt op til rekorden på ca 35 kilo.
Torsdag den 20. april 2017
Gang: 0 km. Totalt i 2017: 323 km
Cykling 0 km. Totalt i 2017 32 km.
Hjemme igen i det vilde vesten efter en togrejse gennem skønne egne i fædrelandet..
Dagen startede i Mjels med morgenkaffe, og så tog vi den derfra.
Jeg var så heldig at blive transporteret til Støvring Hovedbanegård, men først efter at vi havde afleveret en glemt madpakke på Fjellerad Skole.
Det viste sig, at togturen førte mig til så eksotiske steder som Langå, Viborg, Struer og Holstebro. Togmanden syntes nok, det var langt at flytte sig, når man skulle til Skjern, men jeg trøstede ham med, at det var en rigtig smuk tur.
Det var så første gang, jeg oplevede at rejse med en plæneklipper i håndbagagen, og det var da en interessant øvelse, der nu er "vinget af".
Nøglepunkterne var nok, da maskinen insisterede på at arbejde sig nedenud ad den pose, den var svøbt i, og også da jeg skulle skubbe den mere end 2 km gennem Skjern By, mens jeg i øvrigt skulle trække den lille kuffert også.
Men det gik nu alt sammen, og jeg vil nok for eftertiden i campingkredse her i Vestjylland blive kendt som "ham med plæneklipperen".
Jeg skyndte mig at klippe lidt græs udenom vognen, og det gik bedre end ventet.
I morgen skal jeg til Herning og optræde for en flok pensionister, og jeg har endnu ikke bestemt mig til, om jeg vil havde klipperen med.
Der kan både siges for og imod.
Fredag den 21. april 2017
Gang: 11 km. Totalt i 2017: 334 km
Cykling 0 km. Totalt i 2017 32 km.
Show time i Herning. Jeg skulle underholde en flok ældre mennesker. De er rigtig søde, og jeg har været der før. De skulle høre om Den gamle Vandringsmand og om anvendelsen af sponsorkronerne.
Jeg tog toget fra Skjern og gik de sidste par km ud til "Aktiv Centret", hvor vi skulle være. Der var lidt over 20, og det sagde de var et pænt fremmøde.
Det er ikke noget, jeg tager honorar for, men jeg fik togbilletten betalt.
Nu jeg var i byen besluttede jeg mig til at tage i Bilka for at købe en vifte til min vogn. Det kunne jeg godt have sparet mig, for det var ikke lagervare. "Det er ikke sæson nu", forklarede de mig.
Det var jeg godt klar over, men nu var jeg kommet i tanker om, at jeg ville have en vifte.
I frustration kom jeg så til at købe et afsjælet stykke fjerkræ i Bilkas Cafeteria. Det er et godt sted at komme, så jeg fik da noget ud af det.
Efter at have fået vendt toget om så det pegede mod Skjern, gik det ud over stepperne.
Det er en tur, jeg sætter stor pris på, og jeg har også kun godt at sige om det lille grønne Arrriva tog.
Jeg havde et ærinde i Brugsen, biblioteket og Lidl, inden jeg var hjemme på pladsen igen.
Jeg har brug for lidt lagerplads, så jeg har været på udkig efter et såkaldt opbevaringstelt. En af mine venner gjorde jeg mig opmærksom på, at det var på tilbud ved Harald Nyborg, og et eksemplar af racen er nu på vej mod Skjern Å Camping.
Det er fragtfrit, når man køber for mere end 1000 kroner.
Jeg havde skridttælleren monteret på turen, og det blev til hele 11 km. Forbavsende meget.
Jeg har nu nye bøger på lager, så det bliver ikke noget problem med at få tiden til at gå.
I morgen skal jeg til Holstebro for at besøge en fætter. Det er en "udløber" af vores fine fætter/kusine fest sidste år, og det glæder jeg mig rigtig meget til.
Søndag er der, som alle ved, Liege-Bastogne-Liege, der ofte bliver afgjort på den frygtede stigning La Redoute, hvor pladsen også er trang.
- 204,5 km: Col du Maquisard – (2,5 km - 5 %)
- 216,5 km: Côte de la Redoute (2,0 km - 8,9 %)
- 232,5 km: Côte de la Roche-aux-Faucons (1,5 km - 9,4 %)
- 246,5 km: Côte de Saint-Nicolas (1,2 km - 8,6 %)
- 250,5 km: Côte de la Rue Naniot (0,6 km - 10,5 %)
Lørdag den 22. april 2017
Søndag den 23. april 2017
Gang: 7 km. Totalt i 2017: 341 km
Cykling 0 km. Totalt i 2017 32 km.
Besøg i Holstebro om lørdagen. Jeg var blevet inviteret til at besøge min fætter og hans søde familie i Holstebro. Det var noget vi kom til at snakke sammen efter at vi havde haft vores fine fætter/kusinefest sidste år.
I betragtning af at vi nu bor tæt på hinanden blev vi enige om at vi også skulle besøge hinanden.
Jeg tog toget derop lørdag morgen, og vi havde en rigtig god dag sammen. De havde en hund, som normalt ikke kan fordrage fremmede mænd, men jeg blev skam godkendt i løbet af kort tid. Snakken gik, og jeg tror, vi alle hyggede os.
Ved 8 tiden sprang jeg på et tog mod Skjern, og det blev en ganske interessant tur.
Der var rigtig mange festklædte unge mennesker med. De var på vej i byen, og de havde klædt sig fint ud, og pigerne havde også malet sig i det meste af hovedet.
De var også en kende overrislede.
De havde øjensynligt kalkuleret med, at der ikke var kontrol en lørdag aften, men det tog de for alvor fejl.
En moden bastant dame stod klar til at checke billetter, og min var heldigvis i orden.
Men hun fangede flere andre uden billet.
De snakkede godt for deres syge moster, men det nyttede ikke noget.
En enkelt måtte bagefter ind på toilettet for at græde ud, men heldigvis for hende, fik hun selskab af 3-4 andre piger.
Alt i alt var det et ganske interessant skue at se disse billetter eller mangel på samme blive checket..
Og alle og enhver ved, at man skal have billet før man stiger på et tog.
Søndagen gik stille og fredeligt med London Marathon og cykelløbet Liege-Bastogne-Liege.
Det passer mig for alvor. Vejret var ganske pænt, og den vask jag havde onduleret om morgenen var nem at tørre i den kraftige blæst.
Men der må altså godt snart blive lidt varmere.
Jeg har bestilt et opbevaringstelt, og når det kommer, kan jeg få parkeret min cykel og min plæneklipper.
For nu har jeg jo min egen klipper.
Der må som sagt godt se lidt pænt ud omkring mit "hjem på hjul".
Mon ikke resten af dagen kommer til at gå med læsning?
Mandag den 24. april 2017
Gang: 3 km. Totalt i 2017: 344 km
Cykling 0 km. Totalt i 2017 32 km.
Stille dag på kontoret.
Temperaturerne var såmænd ikke så lave, men den voldsomme blæst gik gennem marv og ben.
Og ud på eftermiddagen kom der endda sol.
Formiddagen blev anvendt på diverse ubetydelige gøremål, og ved frokosttid begav jeg mig hen til Værestedet for at se om den annoncerede svenske pølseret var så god som forventet.
Det var den :-)
Denne uge spiser "Danmark sammen", og det skal jeg så ubetinget være med til. Vi starter fra Værestedet på torsdag kl. 15, hvorfra vi går ned til Kong Hans`bro. En, der ved noget om de sager, vil gøre os klogere, og bagefter går vi tilbage til Værestedet, hvor vi nyder ikke færre end 3 forskellige slags suppe.
Nu er der jo ikke lang tid til at min vandring starter, og min barnevogn står stadig i Troldhede i et af mine mange fjernlagre.
Den agter jeg at hente i morgen tirsdag, og planen er, at jeg vil slæbe den med på turen.
Det er tid at begynde at reklamere for ekspeditionen.
Jeg overvejer også at tage min plæneklipper med, men jeg har ikke bestemt mig endeligt.
Vejrudsigten siger 9 grader, ingen nedbør og svag vind.
Det er godkendt.
Og der er gode chancer for, at vejret bliver pænt i næste uge, hvor vi skal til Skagen.
Det gør det altså lidt sjovere.
Nu er der kun 2 dage, til de starter med at køre Romandiet rundt.
Jo, der er nok at se til.
Romandiet?
Det er den fransktalende del af Schweiz.
En ny sponsor har meldt sig med støtte til "Vandringsmanden 2017"
Jeg takker mange gange
Min fine barnevogn har overvintret i Troldhede. Den har boet tørt og godt, men denne dag var det tid at få den hjem til Skjern.
Der var lidt rigelig langt at gå, og vejret var også elendigt, så jeg benyttede mig af Arriva.
Og så benyttede jeg også lejligheden til at drikke kaffe og få en hyggelig sludder med min gode ven fra Troldeland.
Jeg havde sikret mig, at barnevognen ikke krævede billet til toget, og der var ingen problemer undervejs.
Det var omkring middagstid, da jeg passerede værestedet, så jeg smuttede lige ind og forlystede mig med en gang boller i karry.
Rigtig lækker.
Og nu havde jeg jo barnevognen med, så jeg fik taget nogle billeder med Værestedets leder Marianne.
Så nu angriber vi snart verdenspressen.
Jeg har også fået mit opbevaringstelt leveret, men det regner for meget til at sætte det op.
Også min vifte er kommet.
Men med sådan en iskold dag er behovet for en vifte ikke-eksisterende.
Tværtimod har jeg varme på.
Vejrudsigterne fabler lidt om, at nu var det ikke længe inden Jomfru Vår er på banen, og hun er jo dukket op hvert år endnu.
Også denne dag kom der nye sponsorer til vandringsmanden 2017.
Jeg takker for støtten til mit projekt.
Onsdag den 26. april 2017
Gang: 7 km. Totalt i 2017: 358 km
Cykling 0 km. Totalt i 2017 39 km.
I dag er der præcis en måned til jeg søsætter min ekspedition fra Holger Danske i Skjern.
Jeg går ud fra, at det er noget varmere til den tid. Det er temmelig køligt at forlade den lune dyne, når der er frostvejr udenfor; i dette tilfælde 2 minusgrader.
Men da den isnende morgen var omme, blev der et nydeligt vejr.
Men i nat skal vi til det igen.
Der var ikke noget overraskende i mine gøremål denne onsdag. Kaffe i Brugsen, hvor de nægter at give rabat på kop nr. 2. Hmmm.
Besøg på biblioteket, hvor en børnekoncert gjorde det svært at opholde sig.
Værestedet serverede ørred, og det smagte. De andre er så fornuftige, men en sætning som "Der er rigeligt" giver mig voldsom lyst til en extra portion.
Svagt, jeg ved det godt.
Om eftermiddagen holdt jeg øje med cykelløbet "Romandiet Rundt", og havde jeg ikke gjort det, er det ikke nemt at vide, hvordan det kunne have udviklet sig.
Som regel går jeg tidligt til ro, og som en naturlig følge af det, står jeg også tidligt op.
For hvad siger ikke poeten: "Tidligt op og tidligt i seng ...... osv.
En af mine venner, der skal med til Skagen, og jeg selv har bestemt, at vi vil besøge Skagens Museum i næste uge.
Jeg er vild med Skagensmalerne.
Torsdag den 27. april 2017
Gang: 5 km. Totalt i 2017: 363 km
Cykling 7 km. Totalt i 2017 46 km.
"Danmark spiser sammen" i Uge 17.
Det synes jeg er en ualmindelig god ide, så det ville jeg gerne være med til.
Værestedet havde arrangeret en gåtur ned til Kong Hans`Bro, hvor vi skulle høre et foredrag om sagnet eller historien bag det hele.
Der var et gedigent møgvejr, og desuden viste det sig at foredragsholderen måtte melde afbud pga et barns sygdom.
Vi var alligevel et kækt lille hold, der gik derned, og så måtte vi selv orientere os om at kongen døde i 1513. Han faldt i åen og pådrog sig en lungebetændelse, som han kort tid senere døde af i Aalborg.
Den stakkels mand blev kun 32 år, men han fik da lov at opleve Skjern Å.
Og så gik en masse gode mennesker i gang med at lave suppe.
Altså ikke nede ved åen. De ventede til de var tilbage på "Værestedet".
Der var almindelig klar suppe, minestrone og løgsuppe.
Og det hele smagte fortrinligt.
Der var flere forskellige slags brød med som tilbehør, og til sidst var der kaffe og kage til de ca 35 fremmødte.
En ualmindelig hyggelig og god stund.
Dagen igennem var der godt nok megen snak om vejret, og hvordan det ikke artede sig, og nu ser vi alle frem til søndag, hvor der skulle være forandring i vente.
Og så er der kun 2 dage til jeg skal til Skagen.
Jeg glæder mig som til et barn, og jeg er taknemlig for at jeg endnu engang får lov til at koble mig på "The Nielsen brothers`adventure".
Vi kan ikke satse på, at vi får godt vejr, men vi satser på, at vi får nogle herlige dage.
Det plejer vi nemlig.
Men først skal vi sove 2 gange.
I dag læste jeg en artikel om Lise Nørgaard, der snart fylder 100.
Hun fortæller, at hun hver dag står op og hager sig fast i livet.
Hun vil opleve noget.
Det er en rigtig sød måde at formulere hendes livssyn på.
Fredag den 28. april 2017
Gang: 2 km. Totalt i 2017: 365 km
Cykling 15 km. Totalt i 2017 61 km.
"Danmark spiser sammen" i Uge 17.
Jeg ved ikke, hvad der gik galt, men som jeg havde forstået vejrudsigten i går skulle vi have grimt vejr.
Men hvad skete? Ualmindelig fint vejr, og ingen regn overhovedet.
I et øjebliks kådhed fandt jeg endda mine shorts frem, hvilket mange påtalte.
Hvis det er optakten til næste uges vejr, får vi det fint i Skagen.
Dagen skulle mest gå med at pakke til ferien, men jeg fortabte mig lidt i ligyldige petitesser, men jeg har også formiddagen i morgen, inden jeg bliver afhentet.
Efter cykelløbet kørte jeg ned i byen for at deltage i endnu et arrangement med "Danmark spiser sammen".
Det foregik i en bygning lige ved kirken, og jeg kom lidt sent, men det gjorde ingenting.
Der var ca 50 samlede om dagens lækre menu, der bestod af Dansk Bøf? (Findes der andre slags end dansk bøf?)
Der var rigeligt af alt, og der var endda dessert og kaffe til sidst.
Det var lige som i Værestedet: God solid husmandskost, hvor der ikke tænkes meget på kalorierne.
Ikke nemt for én, der har en smuk, men meget svag karakter.
Der blev også sunget nogle sange, og det kunne mærkes, at det var folk, der var vant til at synge. Det lød skam af noget.
Der havde været ca 50 til middag også, og det totale antal på ca 100, var man godt tilfreds med.
Herligt arrangement.
Atter engang har jeg haft den store fornøjelse at kunne opdatere listen med øresponsorer for Vandringsmanden 2017.
Tak for støtten til mit projekt.
Lørdag den 29. april 2017
Gang: 2 km. Totalt i 2017: 367 km
Cykling 2 km. Totalt i 2017 63 km.
Brødrene Nielsen med ægtefæller samt yours Truly er ankommet til Danmarks Top nærmere betegnet Skagen.
Vi har gransket historiebøgerne, og det viser sig, at det er 9 år siden vi var her sammen første gang.
Jeg er rigtig glad for, at jeg har været med så mange gange som jeg har, og det er da ret utroligt, at man har kunnet holde mig ud :-)
Vi kørte herop i 3 biler, og vi har minsandten også 3 cykler med, og vejrudsigten er lovende
Til aftensmad fik vi filippinsk minodo, og det smagte som forventet: Fantastisk.
Aftenen skal gå med hygge af forskellig slags, som f. eks kan være casino eller andre spil.
I morgen har Kjeld og jeg bestemt, at vi skal besøge Skagens Museum. Vi er blevet enige om, at der til hvert besøg heroppe skal være et museumsbesøg.
Der er sat vand over til nogle herlige feriedage.
Lørdag den 29. april 2017
Gang: 2 km. Totalt i 2017: 367 km
Cykling 2 km. Totalt i 2017 63 km.
Brødrene Nielsen med ægtefæller samt yours Truly er ankommet til Danmarks Top nærmere betegnet Skagen.
Vi har gransket historiebøgerne, og det viser sig, at det er 9 år siden vi var her sammen første gang.
Jeg er rigtig glad for, at jeg har været med så mange gange som jeg har, og det er da ret utroligt, at man har kunnet holde mig ud :-)
Vi kørte herop i 3 biler, og vi har minsandten også 3 cykler med, og vejrudsigten er lovende
Til aftensmad fik vi filippinsk minodo, og det smagte som forventet: Fantastisk.
Aftenen skal gå med hygge af forskellig slags, som f. eks kan være casino eller andre spil.
I morgen har Kjeld og jeg bestemt, at vi skal besøge Skagens Museum. Vi er blevet enige om, at der til hvert besøg heroppe skal være et museumsbesøg.
Der er sat vand over til nogle herlige feriedage.
Søndag den 30. april 2017
Gang: 2 km. Totalt i 2017: 369 km
Cykling 0 km. Totalt i 2017 63 km.
Vi har for alvor været heldige med vejret her i Skagen. Tilsyneladende kommer der ikke en dråbe regn hele ugen, og der vil være strålende solskin i hele perioden. Temperaturerne er lige i det laveste, men når man finder læ, er det skønt.
De fleste af os ville på musum denne søndag.
Og vores valg faldt på Skagens Museum. Det ligger i en ny bygning midt i byen. Der var masser af gæster, og det koster 100 kr at komme ind. Det er ikke noget stort museum, men der er mange mesterværker på væggene. Der er vagter overalt, ofgdet kan man godt forstå med så mange uvurderlige kunstværker på væggene.
Krøyer og Ancher er mine favoritter, og jeg nød besøget i fude drag.
Efter frokost hengav vi os til at dyrke kunsten "At snorke i kor".
En øvelse mange af os behersker til noget der minder om fuldkommenhed.
I anledning af det gode vejr blev det til grill-mad på terrassen til middag.
Venlig hilsen til det gode vejr.
Og takket være de gode kokke jeg har fået lov at være sammen med blev det naturligvis til et herligt måltid.
I morgen skal cyklerne røres.
Rygtet vil vide, at vide at vi i morgen skal have dansk bøf.
Til Holger Drachmann
Jeg, lille Nisse, rejste
med Spær og Skjold fra Land til Land.
Min Agt det var at tjene
hos Verdens største Mand.
Jeg søgte vidt og længe,
jeg drog mod Syd, jeg drog mod Nord;
men mellem alle Kæmper
mig tyktes ingen stor.
Jeg fór i Øst og Vester,
Kompasset rundt tilsidst jeg vandt:
hos dig – min Ungdoms Mester! –
igen mit Spor jeg fandt.
Jeg kaster Skjold og Lanse
og bøjer mig i Støvet ned;
jeg rækker dig mit Hjerte –
min Ungdoms Kærlighed.
9. Oktober 1906.
Henrik Pontoppidan.