Onsdag den 1. april 2015
Gang: 10 km. Totalt i 2015: 441 km
Cykling 0 km. Totalt i 2015: 297 km.
 
Vejrguderne kunne dårligt bestemme sig den første dag i april.
Det vekslede mellem sne, slud, lidt og regn.
Og hele dagen martredes vi af en isnende blæst.
Det var en barsk omgang, og jeg lod cyklen blive i stalden.
Det er trods alt nemmere at vakle et par gå-ture, endskønt min æblekinder efterfølgende var blæst ganske røde.
Men det blev også klaret, og samvittigheden fik dermed ro.

Jeg er så småt ved at forberede mig på den kommende ekspedition.
Det skal nok blive rigtig spændende og hyggeligt.
De fleste billetter er klar og logistikken på plads.

Jeg vælger mig april!
i den det gamle falder,
i den det ny får fæste.
Det volder lidt rabalder,
dog fred er ej det bedste,
men at man noget vil!
Jeg vælger mig april,
fordi den stormer, fejer,
fordi den smiler, smelter,
fordi den evner ejer,
fordi den kræfter vælter,
i den bli'r somren til!
Bjørnstjerne Martinus Bjørnson 1870
Jeg har læst"Stikkeren"af Henning N. Larsen.
2010. 148 sider.
De "5 forbandede år" er på ingen måde glemt, og nu nærmer vi os 75 års dagen for invasionen den 9. april 1940, og den dag vil alle aviser flyder over med stof om 2. verdenskrig.
Jeg er selv født 3 år efter krigens afslutning, men det er alligevel interessant for mig at læse om så ufattelig en ondskab, at man dårligt kan fatte det.
I går den 31. marts 2015 døde nazi-forbryderen Søren Kam uden at man have fået lejlighed til at konfrontere ham med hans gerninger.
Anderledes gik det for stikkeren Arne Pedersen, som vi hører om i denne bog.
Han angav landsmænd uden overhovedet at føle det mindste stik af samvittighedsnag.
Han var lærer og tøvede heller ikke med at angive sine lærerkolleger.
Men efter krigen fangede man ham, og han blev skudt.

Forlaget skriver: Arne Pedersen var landsforræder uden samvittighedskvaler. Han uddelte illegale blade for at foregive, at han tog del i kampen mod den nazistiske besættelsesmagt. Han spredte falske rygter mod kollegaer og venner fra modstandsbevægelsen for at bortlede mistanken om, at han selv var stikker.
Arne Pedersen var aktiv i store dele af Jylland, især omkring Sønderborg og på Randersegnen.
Efter krigen blev Arne Pedersen dømt for at være skyld i bl.a. tre mord, tre mordforsøg, en deportation til KZ-lejr i Nazityskland, og fængslingen af seks personer. I realiteten havde han langt mere på samvittigheden.
Arne Pedersen dømtes til døden og blev henrettet i juli 1949. Han var tilsyneladende ikke drevet af sympati for den tyske besættelsesmagt. Men hvad drev den sønderjyske lærer til så nidkært at udøve aktivt landssvig?

 

Torsdag den 2. april 2015
Gang 5 km. Totalt i 2015: 445 km
Cykling: 15 km. Totalt i 2015:312 km
Fangede 2 dåser. 


Fredag den 3. april 2015
Gang: 5 km. Totalt i 2015: 450 km
Cykling: 25 km. Totalt i 2015: 337 km.
Efter torsdagens barske stormende kuling var det hele faldet noget til ro fredag.
Temperaturen var den samme, men der er hulens til forskel på at køre ud mod mere end 10 sek.m sammenlignet med de 6-7 sek/m, der var om fredagen.
Det er ikke morsomt at køre mod vinden, men så kan man trøste sig med, at belønningen venter.
Og jo længere man kan kæmpe sig ud i modvind, jo sjovere bliver det at køre tilbage igen.
Dog kan man sagtens komme ud for, at man bruger for mange kræfter i modvinden og oplever, at der ikke er noget tilbage til "det sjove"
Fra min tid som cykelrytter husker jeg medvind som noget af det værste. (Sidevind er værst). I medvinden går det afsindig stærkt, og der er ikke megen læ at finde. Og i svingene kræver det mod at gå ind med høj fart.
Og mod var det jeg manglede mest af alt. Jeg har sat mange placeringer over styr, fordi jeg var skrækslagen, når vi kørte massespurter.
Da jeg var på toppen kørte jeg stort set hver weekend, og jeg var dengang altid med fremme. En gang midt i 80erne var der løb i Kolding, hvor jeg ikke kom med. Netop i det løb gik det hele galt i spurten, hvor jeg mener 8 ryttere styrtede. En dygtig rytter fra Gråsten så vi aldrig mere efter den dag.
Skræmmende.
Men denne dag gik det stille og fredeligt hen over heden ved Borris. Jeg kan ualmindelig godt lide hedestrækninger, og så er det da også det helt rigtige sted, jeg har slået mig ned.
I morgen går rejsen til Hjørring.

Højdepunkterne fra ekspeditionen kan du finde her på bikingdane.dk
Jeg deler gerne mine gode og sjove oplevelser med andre.
Det gælder f. eks "heltnormalt.dk", som ikke er ....... helt normalt.
Men fantastisk underholdende. Der kan man stadig møde Dolph, og det er da ganske imponerende, hvor mange politisk urkorrekte spydigheder, ondskabsfuldheder og det der er værre, som han kan få fyret af under dække af at være en blå flodhest.
Jeg har været stor fan af Dolph lige siden han kom frem, og det er jeg stadig.
Kender du ikke heltnormalt.dk skulle du da kigge indenfor.

Lørdag den 4. april 2015
Gang:
Cykling:

Den 9. april har jeg inviteret en ung dame i biografen. Sidst vi havde en aftale, måtte hun melde afbud pga svigtende helbred, og jeg håber hun er mere fit for fight denne gang.
Hvilken film vi skal se, har jeg ingen indflydelse på, men den unge dames moder har nævnt at "Hjem" er en mulighed.
Den er jeg helt med på.
Det ser spændende ud.

Mandag den 6. april 2015
Gang: 11 km. Totalt 461 km
Cykling 0 km. Totalt i 2015: 337 km.
Så fik jeg endelig lejlighed til at opleve Allan Olsen live.
Det skete i aftes den 5. april på det legendariske værtshus Peter Bådsmand i Løkken.
Og det blev præcis den store oplevelse for mig, som jeg havde drømt om.

Det må egentlig være nemt at være Allan Olsen.
Han skal bare være sig selv og gøre det han er god til, så er succesen hjemme.
Koncerten i Løkken var den 2. på 2 dage. Den havde man arrangeret, fordi billetterne til den første koncert den 4. april blev revet væk.
Det var første gang, jeg hørte ham live, men jeg har fulgt hans musik gennem mange år.
Det er dyrt at gå til sådan en koncert. En billet koster 250 kr, og den udgift havde ca 250-300 mennesker taget på sig. Skal man have en drink er man gerne over 50 kroner. Hundedyrt.
Det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel.
Billetterne er så dyre, fordi der er købere til dem.
Allan Olsen var på hjemmebane, og det kunne man mærke. De fleste forstår vendelbomål, så han kan slippe af sted med næsten, hvad det skal være.
Folk sad som sild i en tønde, da han gik på scenen. Første halvdel var den korteste, og han var knap nok varmet op.
"I har nok læst på teksterne, siden klokken 6", bemærkede han".
Det må være fantastisk at mærke, at folk kender hans tekster og kan synge med på sangene.
Jeg sad og fandt ud af, at han kunne betegnes som den danske Bruce Springsteen.
Ikke et ord er tilfældigt. Alt betyder noget. Det er befriende at møde en kunstner med stort selvværd, og det har han til fulde.
Jeg kendte de fleste sange, men ikke alle. Vi fik "Tårnspringer Thomsen" og også "Taberens søn", der hører til mine favoritter.
Han spillede adskillige sange fra "Jøwt", der er en fremragende plade.
Han småpludrede meget mellem numrene, og det gjorde han morsomt og underfundigt.
4½ stjerne fra mig, og det er ikke sidste gang jeg går til en A.O koncert.
8.april 2015
Gang: 6 km. Totalt i 2015: 467 km.
Cykling: 0 Km. Totalt i 2015: 337 km.

Min lille ferie i Allan Olsens tegn kom til en afslutning.
Det var nogle herlige dage i gode venners selskab.
Og så gik turen til København.
Da jeg i begyndelsen af den lille ferie rejste fra Herning til Skanderborg, mødte jeg Asger og Laurits.
Det var et par raske drenge på 6-8 år.
Da jeg gik ud af toget dengang, sagde jeg til mig selv: Hvor er det godt at jeg aldrig mere skal se Asger og Laurits i fri dressur.
De var heldigvis ikke med toget fra Hjørring til København.
pyhhhhh.....
Jeg tog af sted ved 17 tiden, fordi det var der, jeg kunne få en orange billet, så klokken var 22.30 da jeg rullede ind på Hovedbanegården.
Derefter tog med S tog til Nørreport afsluttende med 500 meters gang til mit kære Jørgensens Hotel.
Når man kommer så sent på det sted, er der ofte kun overkøjer tilbage.
Jeg kan godt komme derop, men det er sværere at komme ned.
Jeg er ikke så smidig som tilforn :-)
Men jeg fik lavet et system med en stol, som jeg kunne bruge som mellemstation ved op- og nedstigninger,
Jeg sov rimelig godt om natten.
Næste morgen kastede jeg mig over den fine morgenmad ved 7-tiden.
Dagens første "opgave" var et besøg i en 4. klasse på Nørrebro. Jeg havde lovet at komme og fortælle om mine oplevelser.
Det forløb lidt anderledes, end jeg havde forventet. Jeg regnede med, at det var en flok uvorne unger, jeg skulle forholde mig til, men det viste sig at være 22 søde, positive og yderst velopdragne børn.
Så meget for mine fordomme om børn på Nørrebro.
Desværre blev jeg så grebet af stemningen, at jeg helt glemte at tage billeder.

Fredag den 9. april 2015
Gang: 4 km. Totalt i 2015: 471 km.
Cykling 0 km. Totalt i 2015: 337 km.
Denne fine fredag havde jeg inviteret en meget ung dame i biografen, og det havde jeg glædet mig meget til.
Og for at det ikke skulle være løgn, havde jeg inviteret moderen med.
Og heldigvis blev det netop sådan er fin dag, som jeg havde ønsket mig.
Jeg tog til Herlev tidligt om morgenen efter at jeg havde sagt farvel til Harald i Vanløse.
Den unge dame havde en aftale med sin læge på Østerbro, og jeg fulgte med for at få mest muligt ud af dagen.
Vores næste destination var Lyngby, hvor vi ville spise frokost og derefter gå i biografen.
På vejen derud fandt vi naturligvis nogle ænder, der havde brug for vores opmærksomhed.

Vi indtog vores frokost i Lagkagehuset i Lyngby.
Agnete havde bestemt, at vi skulle have hver sin pizza, og det smagte rigtig godt.
Vejret var hele dagen ganske fantastisk, og der var mange mennesker ude at vifte med ørerne denne dag, men det var bare hyggeligt med noget liv.
Vi havde god tid, inden vi skulle i biografen, så vi slentrede ned ad hovedgaden. Vi endte på biblioteket efter at have leget med nogle flere ænder.
Vores film startede lidt over 2, og vi havde bestilt billetter på forhånd. Det var ikke helt nødvendigt, for vi var 8 mennesker i den store sal, og de 2 gik før tid.
Agnete havde valgt at vi skulle se "Hjem", der handlede om et sødt monster, der kom til jorden. Der mødte den en pige og en kat, og tilsidst reddede de heldigvis jorden fra den sikre undergang.
Filmen kunne godt være lidt barsk, hvis man er ret meget yngre end 6 år, og Agnete måtte da også op på skødet hos sin mor, da monsterne blev lidt vilde.
Se, det var en rigtig festdag med alt hvad der hører sig til for en lille sød pige. Pizza, sodavand og fileme om ikke hun fik lov til at slutte festlighederne af med en gang fredags-slik.
Så kan man vist heller ikke forlange meget mere :-)

Fredag den 10. april 2015
"Hjem" (Home) fik ikke den store begejstring på "Rotten tomatoes". Det kunne snige sig op til 46 %/ 69 %, og det er ikke vildt meget.
Jeg så heller ikke filmen som den store oplevelse. Oplevelsen for mig handlede om at være i biografen med lille a (Og hendes mor).
Og det var en rigtig god oplevelse.

Arken er et sted, som man så ubetinget er nødt til at få vinget af. Jeg havde aldrig været der før, men jeg havde opdaget, at de havde en udstilling med Michael Ancher og P. S. Krøyers malerier, så Rosa og jeg fandt ud af, at vi ville derud.
Arken ligger i Ishøj ca 20 km fra Herlev. Det viste sig at være et forbavsende dejligt område med både marina og rekreative områder.
Arken så ud, som den slags steder skal se ud.
Og det er et sted, hvor de har rigtig god plads til deres udstillinger.
Vi var ganske begejstrede for udstillingen og nød for alvor de smukke gamle malerier. Der var også lidt moderne kunst, men jeg må indrømme, at vi ikke ofrede lang tid på den halve ko i formaldehyd de havde hældt i en montre..
Ancher og krøyer var venner og rivaler. De inspirerede hinanden og man fik også indtryk af, at de udfordrede hinanden.
Hvis den ene kunne male fiskere på stranden, så kunne den anden også.
Og Ancher havde kopieret Krøyers damer ved Sønderstrand så perfekt, at det var umuligt at se forskel.
Da Krøyer døde var det Ancher, der tog sig af alt det praktiske i den forbindelse. Det var sågar ham, der tog sig af kondolence-skrivelserne.

Jeg er glad for, at jeg fik den oplevelse med.
En dejlig dag i godt selskab skal man ikke kimse af.

Søndag den 12. april 2015
Gang: 5 km. Totalt i 2015: 476 km.
Cykling: 0 km. Totalt i 2015: 337 km.
Mandag den 13. april 2015
Gang: 5 km. Totalt i 2015 481 km.
Cykling: 0 km. Totalt i 2015: 337 km.
Chris McDonald havde en undersøgelse på Facebook, hvor man kunne finde ud af, hvor lykkelig man er.
Jeg fandt ud af, at jeg er rigtig godt med.
Men jeg er også så heldig, at jeg om føje tid begiver mig ud på nogle ekspeditioner.
Om et par dage rejser jeg til Himmerland, hvor jeg skal besøge gode venner.
Jeg håber også, der bliver tid til en lille afstikker til Vendsyssel
Og sidst på måneden er jeg inviteret til Skagen.

Det ser jeg hen til med stor glæde.
Der er ikke længe til den 23. april, hvor "Danmark læser" projektet løber af staben.
Det er jo noget, jeg har gået meget op i, og jeg har spændt ventet at høre fra mine "samarbejdspartnere.
Det var for sent, at jeg fik besked på at være med i projektet, men det kan jo ske.
På hjemmesiden læste jeg, at bøgerne ville blive leveret til Arnold Busck i Herning. Jeg ringede ind og fik at vide, at bøgerne var kommet. Men da jeg kom derind, viste det sig, at det ikke var de bøger, jeg skulle bruge.
Ved at nærlæse hjemmesiden fandt jeg ud af, at bøgerne ville blive leveret i uge 17, der begynder den 20. april.
Det er efter min mening alt for sent.
På hjemmesiden stod der også, at jeg kunne afhente materiale omkring projektet på Hovedbiblioteket.
Da jeg kom der fortalte de mig, at det lidt de havde allerede var sluppet op.
Jeg har været forberedt, men jeg begynder at tro, at mine "partnere" har mistet lidt af det store forkromede overblik.
Deres dronning har vist fyldt år, og det koster naturligvis lidt at køre rundt med en hestevogn i Århus.
Deres tidligere medlem af kongehuset Alexandra hæver hvert år en formue for ikke at røre en finger, og det er der underlig nok en del kritik af. Måske er hendes blod kun lyseblåt.
Deres kronprins´ chauffør er blevet sigtet, fordi han fulgte efter krone-bilen indeholdende deres kronprins på den berømte ulovlige tur over Storebælt.
Det synes hoffet ikke om.
Det skal såmænd nok blive til ingenting.
Der har vist ikke været noget med Kong Henrik de sidste dage.
Jow, jow, der er liv i deres kongehus.

Se "Kongehuset arbejder" på Facebook.
En lækkerbisken for republikanere.


Tirsdag den 14. april 2015
Gang: 5 km. Totalt i 2015: 486 km.
Cykling: 0 km.
Det regnede det meste af dagen :-(
Jeg testede min motorcykel på en lille tur til Kibæk, og i morgen regner jeg med at køre til Vesthimmerland, nærmere betegnet Farsø og Rønbjerg.
Desværre er et sygebesøg hos en nær slægtning også på programmet.
Den slags er altid trist. I dette tilfælde meget trist.
Jeg forventer, at turen nordpå bliver ganske modbydelig, men det er min agt at gennemføre den.
Og kommer jeg først derop er jeg i selskab med gode venner, og det er vel noget af det skønneste, man kan forestille sig.
Det kulminerer fredag aften med et lille selskab.
Kristeligt Dagblad.
Mit gratis abonnement på Kristeligt Dagblad er ved at løbe ud.
Det lykkedes dem nok ikke at frelse mig.
Men de har skam prøvet ihærdigt.
Deres journalistik er sober, og der er ikke en finger at sætte på den, men deres kirkestof er ganske simpelt for omfattende for mig.
Jeg gider ganske simpelt ikke at læse det.
Og så er de meget royalistiske, og det er vel ikke den store hemmelighed, at jeg er overbevist republikaner.
Nej kære Kristeligt Dagblad.
Vore veje må skilles, og jeg ønsker jer al mulig held og lykke fremover.
Det er rigtig fint, at I har fundet sandheden, hvor I så end har den fra?

Butiksdød i Sønder Felding.
Jeg havde luret denne her situation.
2 dagligvareforretninger i en by med 1500 indb. er lige på grænsen af, hvad man kan forlange.
Og forretningerne ligger 50 m fra hinanden.
Jeg havde noteret mig, at købmandens hylder begyndte at blive tomme, og jeg tænkte også på det, da jeg hørte, hvor stor fremgang Brugsen har.
Jeg har været glad for de 2 forretninger, og jeg håber, at Nikolaj kommer fra det med skindet på næsen.
Der står i pressemeddelelsen at Brugsen giver arbejde til købmandens personale, og det glæder mig at høre, at det kan lade sig gøre.
Det har også altid været min opfattelse, at der var en sund konkurrence mellem de 2 forretninger.
Sådan går det jo i denne den bedste af alle verdener.

Jeg har læst "Balladen om Marie Krøyer" af Anastassia Arnold.
1999. 387 sider.
Det var en rigtig stor oplevelse at læse dette fine værk om en masse triste skæbner.
Ikke meget var nemt for Marie, P.S. Krøyer eller Hugo Alfven. Og deres børn fik så sandelig også deres del af ulykkerne.
Det er ikke sådan en bog, man læser hurtigt. Der er meget at tænke over og forholde sig til.
Jeg vil nu have en anderledes oplevelse ud af at se mine kære Skagen-maleres billeder.
Bogen kan varmt anbefales, og jeg glæder mig til at opsøge nogle af Maries billeder, hvor de end måtte befinde sig.
I øvrigt er jeg meget utilfreds med at bogens omslagsbillede forestiller filmens Marie Krøyer.
Jeg vil have den rigtige Marie, tak!

Onsdag den 15. april 2015
Gang: 0 km. Totalt i 2015: 486 km
Så er jeg i Rønbjerg. Jeg kom hertil efter 150 km på min motorcykel i 8 graders varme.
Det var koldt.
Meget, meget koldt.
Heldigvis regnede det kun halvdelen af vejen.
Undervejs gjorde jeg et trist ophold på sygehuset i Farsø, hvor jeg besøgte et nært familiemedlem.
Jeg vil opholde mig et par dage her i Rønbjerg, hvor vi fredag aften skal hygge os med en lille sammenkomst.
Jeg har erfaret, at vi skal have muslinger.
Min ven her er usædvanlig god til at lave mad, og da jeg er usædvanlig god til at spise maden, kan det jo ikke passe bedre.
Og så skulle jeg gerne på landevejen.
Torsdag den 16. april 2015
Gang: 7 km. Totalt i 2015: 493 km.
Cykling 0 km. Totalt i 2015: 337 km.
Huset med de mange gavle ligger uendelig smukt. Det knejser på en bakke med en vidunderlig udsigt til Limfjorden.
Det fås ikke meget smukkere.
Men på råkolde forårsdage kan det godt være en yderst kølig affære.
Vinden æder sig gennem marv og ben og morgenens encifrede temperaturer varmer ikke meget op.
Vi var i Løgstør om morgenen, hvor min ven Holger skulle ordne nogle ting, og på det tidspunkt havde jeg ikke fået min motion.
Men hen på eftermiddagen var det udholdeligt at være udenfor, så jeg dristede mig ud på en 7 km tur.
Og så såre jeg var i gang var det slet ikke så koldt. Men vinden brændte mine sarte æblekinder, så de rødmede resten af dagen.
Jeg er glad for, at jeg kom af sted.

Fredag den 17. april 2015
Gang: 13 km. Totalt i 2015: 506 km.
Cykling. 0 km. Totalt i 2015: 337 km.
Jeg besluttede mig til at begive mig ud på en rigtig lang tur. Vejret var tørt, men stadig køligt og meget blæsende.
Min agt var at gå til Løgstør langs Frederik den VII`s kanal.
Det er en vidunderlig tur.
Det gik bestemt ikke hurtigt, men da jeg egentlig ikke skulle nå noget, betød det ikke så meget. Ovenikøbet havde jeg modvind hele vejen, så efterhånden antog min små æblekinder en rosenrød kulør.
Men en frisk tur var det, endskønt mine bagpoter begyndte at føles en anelse ømme.
Vel ankommet til Løgstør gik jeg gennem Fjordgade, hvor jeg holdt et hvil ud for nr. 10.
Der boede jeg i 1975.
Jeg kan godt lide at dvæle ved de steder, hvor jeg har boet.
Jeg var såmænd rigtig godt tilfreds med min præstation, så jeg valgte at tildele mig selv en præmie for veludført dåd.
Det blev til et besøg hos bageren, der også råder over en hyggelig café. Jeg gav bagerjomfruen 35 kroner og hun kvitterede med at give mig en kage (en såkaldt medalje) samt adgang til kaffeautomaten.
Det blev nu til chokolade, og jeg sneg mig til at fylde op 2 gange mere.
Jeg trissede lidt rundt i Løgstør Downtown, der ikke er nogen sprudlende metropol.
Jeg ville tage en bus til Rønbjerg, og jeg ventede ved hvad de så storladent kaldte "Løgstør busterminal". Det viste sig at være en overmalet svinesti, hvor stanken af dette og hint hang i luften.
Heldigvis var vejret så godt, at jeg kunne sidde udenfor.
Fra Rønbjerg var der 2 km til "Huset med de 9 gavle". Jeg skulle lige sættes i gang, så gik det også.
I aften skal der være et lille selskab i huset, hvor vi skal nyde gourmét mad.
Det vender vi tilbage til i morgen.

Lørdag den 18. april 2015
Gang: 0 km. Totalt i 2015: 506 km
Cykling: 0 km. Totalt i 2015: 337 km Muslingesuppe efterfulgt af dyreryg er ikke noget jeg har på menuen hver dag.
Men så er nydelsen også så meget større.
Ydermere blev aftenen tilbragt i gode venners selskab.
Alt i alt en perfekt aften. I modsætning til Herning turen havde jeg denne lørdag tørvejr og solskin undervejs til Futtefarmen.
Og det blev en herlig tur gennem mit gode gamle Himmerland.
Hver bakke og hvert sving kender jeg.
Dejligt.
Det var godt at møde mine venner på Futtefarmen. Det overraskede mig, at Sia Viktoria kunne kende mig og huske mit navn. Hun er faktisk kun 1½ år gammel, men hun er kvik.
Kommende begivenheder i mit indholdsrige liv:
23. april Boguddeling i Dagligbrugsen Sønder Felding
25. april: Skagen nogle dage.
Ca. 5. maj: På valsen.
24.
Søndag den 19. april 2015
Gang: 10 km. Totalt i 2015: 516 km.
Cykling: 0 km. Totalt i 2015:
Fangede 1 dåse.
Foråret var visselig kommet til Nordjylland. Masser af sol og ingen nedbør, og temperaturerne klatrer langsomt opad.
Jeg fik mig en herlig tur via Ferslev og Mjels. Endnu en tur på min gamle hjemmebane,fra før jeg sprang ud som vestjyde.
Vi havde en rigtig fin dag på Futtefarmen, en dejlig gård med hunde, heste, høns, gæs.
Der er så skønt på landet.
Hvem kan ønske andet.

Mandag går turen så tilbage til Sønder Felding, og måske kan jeg være så heldig at få min bogpakke, når jeg passerer Herning.
Hvis den overhovedet kommer.

Mandag den 20. april 2015
Gang: o km. Totalt i 2015
Cykling: 0 km. Jeg har nu fået at vide, at mine bogpakke er ankommet til Arnold Busck i Herning. I morgen tirsdag henter jeg den, og så skal jeg snakke med Brugsen i Sønder Felding om, hvordan vi griber det hele an.
Bestyrelsen har lovet at give kaffe og kage, så det skal nok blive godt
Jeg forestiller mig et eller andet med en stand, hvor jeg kan stå og småsludre med kunderne
At være kendt.
Jeg kan ikke fordrage X-factor, men jeg må indrømme, at jeg synes, det er pudsigt, at jeg "kender" vinderen af 2015-udgaven.
I går gik jeg forbi hendes hjem.
Jeg ved nemlig godt, hvor hun bor, men jeg siger det ikke til nogen :-)
Hun var ikke hjemme, og det kan godt skyldes, at hun i øjeblikket opholder sig i USA for at lave en optagelse.
Man kan godt have sine betænkeligheder ved at lade en pige på 15 år udsætte for al den virak, men heldigvis er hendes forældre såre fornuftige, så hun skal nok få en god oplevelse ud af det hele.
Det er hende vel undt.Og det er da herligt at det er en "bondepige" fra Himmerland, der løber med sejrspalmerne.
Jeg kan vist godt oplyse, at hendes naboer har givet hende et flot halssmykke for hendes præstation.
De er nemlig også stolte af hende.
Foreløbig en solstråleshistorie. Lad os håbe, det fortsætter.

Tirsdag den 21. april 2015.
Gang: 5 km. Totalt i 2015: 521 km
Cykling: 0 km. Totalt i 2015: 337 km.

Den enes død, den andens brød.
Det var sidste dag, købmanden holdt åbent. Og da der stadig var mange varer i butikken, havde havde han valgt at sætte trumf på.
Fra kl. 12 til 17.30 var der 75 % på alle varer.
Jeg var naturligvis på plads kl 12 i selskab med mange andre. Rent faktisk havde jeg aldrig set så mange kunder i butikken før.
Der er varer, som man får brug for på et eller andet tidspunkt, og når der kommer sådan en chance til at hamstre, skal den ikke forbigås i tavshed.
Julepynten lod jeg være, men ellers fik jeg mange gode sager med hjem.
Købmanden gik rundt og så slet ikke glad ud, men sådan er livet.
Det går op og ned.
Så fik jeg endelig min bogkasse til "Danmark læser" den 23. april.
Jeg hentede den hos Arnold Busck i Herning og afleverede den med det samme i Brugsen.
I morgen går jeg derhen og aftaler nærmere med uddeleren, hvordan vi arrangerer "bogfesten".
Der vil naturligvis komme billeder fra dagen her.
 
Snart er det tid til at gå på valsen.
I dag besluttede jeg, at turen skal gå til Fanø, hvor jeg aldrig har været før.
Barnevognen står i kælderen, og i dag købte jeg "Madam Blå"
Hun var en dyr dame, men hun hører med.
Hun vil optræde her på siden i morgen.
Turen starter ca 5. maj, når jeg er kommet hjem fra mit eventyr i Skagen.

Onsdag den 22. april 2015
Gang: 5 km. Totalt i 2015: 526 km.
Cykling: 36 km. Totalt i 2015: 373 km.
Det var ikke bare forårsvejr.
Bedre endnu.
Det var sommervejr.
Jeg benyttede lejligheden til at køre ud for at kigge på et shelter i Hoven, der ligger 17 km fra Sønder Felding.
Jeg fandt også et par fine shelters beliggende ved Omme Å, men jeg tror nu ikke, de er de rigtige.
Men derfor kan de godt bruges.
Jeg fandt nogle dejlige små veje gennem lyng og hede.
Det var den rene nydelse.
I morgen torsdag gælder det "Danmark Læser" i Dagli´Brugsen i Sønder Felding.
Sidst på eftermiddagen fik jeg besked om, at nu havde de fået nogle postkort hjem til Biblioteket i Herning, som jeg kunne komme og hente.
Der var jeg altså i går.
Jeg gider simpelthen ikke bevæge mig de 48 km for at hente dem.
Ikke godt planlagt. Ikke det der ligner.
Plakater har jeg heller ikke.
Fredag går turen igen til Nordjylland, hvor jeg laver et trist ophold i Aalborg.
Jeg overnatter på Futtefarmen, inden vi lørdag middag sætter kursen mod Skagen.

Jeg skal lige vænne mig til det.
Da jeg sidst tog til København stod jeg og sled lidt med at få kufferten ind i bussen.
"Skal du ha´ hjælp", spurgte den rare bussemand.
Det skulle ikke undre mig, om han havde syntes, at ham den gamle med det hvide skæg havde brug for udvidet hjælp.
Senere gentog historien sig.
Jeg stod ved et busskur i Herlev og ventede på en bus. En ung pige henvendte sig til mig, og spurgte, om jeg ikke ville have hendes siddeplads.
Man har fortalt mig at mit hvide skæg får mig til at se 10 år ældre ud, men jeg skal bruge det til "Æventyr på Fodreisen".
Men alt i alt er jeg nødt til at finde mig at at være et gammelt æsel, og nu har jeg faktisk taget konsekvensen af det.
Jeg har meldt mig ind i Ældresagen :-)

Torsdag den 23. april 2015
Gang: o km. Totalt i 2015: 526 km.
Cykling: 0 km. Totalt i 2015: 373 km.
Jeg bliver aldrig klogere
Efter at have slået mig ned på en egn, hvor jeg ikke havde "huseret" før, havde jeg besluttet at være fuldstændig anonym.
Den plan lykkedes det mig at følge i lidt over et år.
Jeg må dog erkende, at jeg er draget af "rampelyset", og nu har jeg så gjort mig en smule synlig i Sønder Felding.
Derfor stillede jeg op i Brugsen torsdag for at dele bøger ud.
Bøger er mit halve liv, så når det endelig skal være, så er det fint, at det har noget med bøger at gøre.
Det blev et rigtig fint arrangement.
Jeg havde aftalt med Brugsmanden, at vi skulle starte kl 15, hvor der er flest kunder.
Brugs-folkene havde lavet kaffe og sat lækre kager frem, så det hele var flot sat i scene.
Jeg kunne så godt have brugt nogle postkort og plakater, men sådan skulle det jo ikke være.
Bøgerne blev næsten revet væk, og på under en time var de delt ud.
Brugsmanden var glad, kunderne var glade, og jeg var også glad, Herligt med sådan en vind-vind situation.
Sidste nyt: Jeg har ansaffet mig en solcelle-oplader til min mobiltelefon. Min smart-phone er ualmindelig sulten.
Der kommer et billede af vidunderet i morgen.
Weekenden tilbringes i Skagen i gode venners selskab.
Mig og så Marie Krøyer elsker Skagen.
Jeg har læst Kragepigen af Eriksson & Sundquist.
2011. 427 sider.
Endnu en spændende svensk krimi. Lidt snørklet i begyndelsen, og også skrevet i en usædvanlig stil, men efter et stykke tid stiger spændingen.
Vi skal langt hen i bogen, før det går op for én, at tingene slet ikke hænger sammen, som man tror.
Lidt efter lidt åbnes der of for et skrækscenarium af vold, svigt og misbrug.
Og det hele udvikler sig til en yderst skæmmende og grufuld afslutning.
Kan anbefales.
En pudsig detalje. I et efterskrift skriver forfatterne: "Tak til ingen som helst".
Sådan en formulering havde jeg aldrig set før.
Fredag den 24. april 2015
Gang: 0 km. Totalt i 2015 526 km.
Cykling 0 km. Totalt i 2015: 373 km.
Turen til Aalborg var med Thinggårds ekspresbus. Der var vejarbejde mellem Herning og Sønder Felding,hvor de lagde ny asfalt på, men det forrykkede ikke tidsplanen.
Der var ikke mange stop på den tur, kun i Karup og Viborg.
Jeg fik min yndlingsplads foran og nød turen i fulde drag.


Lørdag den 25. april 2015
Gang: 3 km. Totalt i 2015: 529 km
Cykling 0 k, totalt i 2015: 373 km.
Så kom vi til Skagen.
Om morgenen var vi udenfor med Sia, og endnu engang var jeg forbavset over, hvor tryg hun var. Hun er altså ualmindelig tillidsfuld. Dejligt.
Ved middagstid var Torben så flink at køre mig ud til Støvring N, hvor 2/3 af Br'drene Nielsen samlede mig op.
Og så gik snakken sådan set rejsen af vejen op til Skagen, så det føltes ikke som nogen lang tur.
Vi blev installeret i vores lejlighed, inden nogle drog på indkøb mens resten af os gik en tur til Gl. Skagen.
Det er det sted, hvor folk samles og klapper, når solen går ned. Hvis de ikke kommer og klapper, må man vel gå ud fra, at solen bliver oppe.
Vi er 3 herrer, og vi forsøger efter bedste evne at gøre, hvad vi kan for at vi skal få en fin week-end.
Men vi må jo nok erkende, at uden disse 2 smukke damer, ville vi være ilde stedt
Damerne har det store forkromede overblik, og vi gør hvad vi kan for at leve op til det.
Og hvis man gør, hvad man kan er der vel ingen, der kan forlange mere. :-)

Søndag den 26. april 2015
Gang11 km. Totalt i 2015: 540 km
Cykling 0 km. Totalt i 2015: 373 km.
Det blev en til en ny herlig dag i Skagen.
Vi lagde ud med en flot morgenmad, og så var vi slået i gang.
Vejret artede sig, og vi besluttede os til at gå en tur. Dog med undtagelse af Kjeld, der hellere ville cykle. Og også med undtagelse af Hans J, der havde lidt ondt i en fod.
Vi andre gik.
Målet var havnen i Skagen, hvor vi opholdt os en kort (kold) stund. Der var ikke mange kunder til de talrige fiskerestauranter. Jeg kiggede lidt på skiltene og priserne og blev enig om, at det var en dyr affære.
Og sikkert også med små portioner. Men den undersøgelse får vente til en anden gang.
Jeg besluttede mig til at gå tilbage igen, og den oplevelse blev jeg ene om. Og det var da også lidt hårdt. Men skønt at kunne kyle lidt ekstra kilometer ind i træningsdagbogen.
Efter frokost fladede vi lidt ud med hver vores. Vi har alle som én en computer eller 2 at hygge os med.
Jeg havde også et cykelløb at gøre godt med. Det var Liege-Bastogne-Liege, og det blev en spændende affære.
Jeg har læst "Glistrup, en biografi om en anarkist" af Flemming Chr. Nielsen.
2013. 254 sider.
Det er en usædvanlig velskrevet bog om en mand, der vanskeligt kunne administrere sit eget geni.
Jeg kan ikke helt finde ud af, om han oplevede sig selv som en tragisk figur, men det tror jeg næppe.
Han var så målrettet i alt hvad han gjorde, at han ikke lod noget komme i vejen for sine ideer.
Det var, som om han havde flere personligheder. Den Glistrup, der stod på Folketingets talerstol, var ikke den samme person, som sad i udtrådte tøfler hjemme hos sin elskede Lene.
"En trofast kammerat", sagde hun om den mand, hun var gift med i 58 år.
Bogen er fyldt med masser af detaljer, der var nye for mig. F. eks måtte han ikke køre bil, fordi han var farlig for sig selv og alle andre.
Han kunne regne hurtigere i hovedet end de fleste regnemaskiner, men han kunne ikke finde ud af at indstille en tyverialarm.
Man kan sige meget om Glistrup, og det er der sandelig også blevet, men kedelig er ikke en betegnelse, man kan bruge om ham.
Man kan roligt sige, at han væltede ind i folketinget som en elefant i en glasbutik.
Bogen kan varmt anbefales.

Mandag den 27. april 2015
Gang: 6 km. Totalt i 2015: 546 km
Cykling: O km. Totalt i 2015: 373 km.
Nielsen Brothers - nu med supportgruppe
Det viste sig, at vi havde valgt det helt rigtige sted at opholde os. Bornholm havde dagregn, og sådan havde de fleste landsdele deres at slås med i form af skyer og andre kedelige ting.
Men i Skagen startede vi med solskin, og det fik mig ud på en lille morgentur, mens de andre stadig sov på deres grønne øre.
Og så var der allerede smuttet 2 km ind på kontoen.
Vi snakkede lidt om, hvad vi skulle lave denne smukke dag. Nogle af os ville gerne besøge Drachmanns hus, men det er lukket om mandagen. Det gælder også Anchers hus. Og Skagen Museum er under renovering.
Tilbage står så et arrangement med stavgang med Gigtforeningen, men vi har desværre glemt at få vores stave med, så det løber vist ud i sandet.
Gourmet-mad
Vi var så heldige at have en mesterkok i vores midte.
Og denne mesterkok i skikkelse af Kjeld, syntes vi kunne trænge til en dansk bøf.
Og det kunne vi helt bestemt også.
Det blev et herligt måltid, og ingen gik sultne i dag denne dag.
Og der er vel ikke noget at sige til, at det bedømmende panel diskede op med 5 kokkehuer.
Dagens menu viste sig at være endnu et kulinarisk mesterværk.
Og det blev en menu bestående af friske rødspætter fra havnen.
Der blev lavet persillesovs, og serveret dejlige kartofler.
Dagens mesterkok ønskede at blive bedømt med stjerner, og de faldt i en lind strøm fra gruppen af mætte middagsgæster.
Tak for mad.

Nogle af os tog på en rejse til Ålbæk. Et delmål var af fremskaffe en admiralskasket eller lignende, men de forretninger vi frekventerede var ikke leveringsdygtige.
I stedet gik vi hen til havnen, hvor vi blev mødt af et forbud mod at kaste affald eller døde fisk i vandet. Det var ok med affaldet, men vi havde egentlig vældig lyst til at kyle nogle døde fisk i bassinet, men truslen om vældige bøder lagde en dæmper på trangen.
Der var stille som i en grav på haven. Kun en flok arbejdsløse måger bidrog til at det mindede om en levende fiskerihavn.

Tirsdag den 28. april 2015
Gang 4 km. Totalt i 2015: 550 km.
Cykling
Alt får en ende.
Det gjaldt således også vores ophold i Skagen.
Kan man forestille sig noget bedre end en lille miniferie i et af Danmarks skønneste områder i selskab med gode venner.
Kjeld og yours truly besluttede at være en anelse kulturelle denne sidste dag,
Vores stavgang med gigtforeningen blev jo aldrig til noget, så vi besluttede at besøge Drachmanns hus.
Det blev en god oplevelse. Huset ligger smukt, og det ser rigtig hyggeligt ud. Indenfor så vi masser af Drachmanns ejendele og talrige kunstværker.
Det var ikke svært at forestille sig den store digter vandre rundt i lokalerne.
I forgangen hang en masse af hans hatte, og en af dem kunne jeg godt have brugt.
Tænk om man kunne få lov til at gå rundt med Drachmanns digterhat.
Næste gang .....
Holger Drachmann.
Vi følte os helt opløftede, da vi forlod Drachmanns hus, så vi besluttede at sætte trumf på.
Vi ville også se hans grav.
Derfor begav vi os ud til klitterne ved Grenen, hvor han hviler.
Og så havde vi det hele vinget af.
Holger Drachmann.
Vi følte os helt opløftede, da vi forlod Drachmanns hus, så vi besluttede at sætte trumf på.
Vi ville også se hans grav.
Derfor begav vi os ud til klitterne ved Grenen, hvor han hviler.
Og så havde vi det hele vinget af.
Onsdag den 29. april 2015.
Gang: 10 km. Totalt i 2015: 560 km
Cykling: 0 km.
Fangede én dåse.

Hjemme igen på Heden.
Vi havde en fin tur fra Skagen.
Vi holdt et hvil i Bilka i Herning, hvor vi tog lidt næring til os.
Det var fint nok, men de kan nu ikke få så mange stjerner eller kokkehuer, som vi strøede ud i Skagen.

Og så skulle jeg i gang med at forberede næste projekt, der bliver vandreturen til Fanø.
Der blev vasket og regeret, og der går nogle få dage, inden det rullende cirkus er klar.
Ellers var det en stille dag, men nu har jeg jo også været lidt omkringfarende, så det gør egentlig ikke så meget.
Jeg har læst "Nærmeste pårørende" af Elsbeth Egholm.
2006.369 sider.
Denne bog blev indkøbt i en Genbrugs i Skagen, hvor jeg var løbet tør for læsestof.
Hovedpersonen er journalisten Dicte Svendsen, og hende havde jeg hørt om før, men det var første gang, jeg læste om hende.
Hun modtager en dag en video med en halshugning, og så går jagten på den, der stod bag det.
Forfatteren lægger nogle vildspor ind i handlingen, så det går et stykke tid, inden man forstår sammenhængen.
Det er ikke den bedste krimi, jeg har læst, men den er absolut ikke dårlig.
Jeg kunne sagtens finde på at læse om Dicte igen. Bogen foregår i Århus og omegn, og det har vi vist ikke set så ofte.
Litteratursiden.
Hæsblæsende og spændende krimi med den århusianske journalist Dicte Svendsen, som denne gang måske er kommet på sporet af en muslimsk terroraktion.
Den 44-årige århusianske journalist Dicte Svendsen har det med at falde over komplicerede sager. "Nærmeste pårørende" er den fjerde krimi med hende i hovedrollen, og som i de foregående bind spiller hun højt spil, når hun partout vil have sandheden frem i de spektakulære og voldsomme begivenheder, hun kommer tæt på.

Torsdag den 30. april 2015
Gang 9 km. Totalt i 2015: 569 km.
Der er en vældig ballade fordi Bilka og Føtex giver nogle dyrekort til de kunder, der køber for mere end 100 kr. Balladen opstår, fordi nogle af kortene angiveligt skulle være næsten umulige at få fat på.
Og så laver forældrene ballade, fordi ungerne ikke kan få de kort, som de så gerne vil have.
"Curling børn" kaldes de søde små, fordi forældrene fejer problemerne væk for dem.
Hvad der er op og ned i den sag, kan jeg ikke lige finde ud af, men fænomenet er ikke nyt.
Da jeg var dreng, samlede jeg på Richs-billeder, som jeg klæbede ind i fine albums, der oftest var om Disney-film.
Det gik jeg meget op i, og jeg havde faktisk en hel runde blandt naboerne, der lagde deres kort til side til mig.
De må jo alle sammen have drukket Richs, som jeg aldrig har smagt, men det var sikkert ikke nogen god drik.
Jeg var rigtig glad for at samle disse billeder, og det er 100 % sikkert, at jeg aldrig klagede til mine forældre, fordi der var kort, jeg manglede.
"Det er richs, der drik´s"