Torsdag den 29. september 2016
Gang: 7  km. Totalt i 2016: 1961 km
Cykling 0 km. Totalt i 2016: 50 km

Skjerns Bombardement
Jeg har snart boet på Skjern Å Camping i 2 måneder, og det er jeg rigtig godt tilfreds med.
Det er første gang, det times mig at bo på den måde, og jeg var godt klar over, at der ville komme nogle overraskelser hen ad vejen.
Men jeg skal erkende, at jeg ikke havde forventet, at jeg ville blive udsat for en mortérild af agern.
Jeg ved ikke, hvor mange agern, der er på et egetræ, men der er rigtig mange.
Og som vinden tager til, rammer de min vogn og kurer en tur hen over taget.
Men det er egentlig ganske hyggeligt. Jeg bor midt i naturen og er klar til at tage den slags oplevelser med.
Jeg var mere forberedt på lyden af regn på mit tag, og den kan jeg rigtig godt lide.
Og denne dag fik vi blæst og regn i rigelige mængder.
Men det var som sagt ganske hyggeligt, og det var igen en lun dag trods den kraftige blæst.

I en pause i regnen vandrede jeg op til byens store Genbrugs. Jeg fik fat i et tæppe, som jeg kunne se var fremstillet i det tidligere Østtyskland.
Gad vide hvordan det er endt i Skjern? Men det var måske sådan, at butikkerne førte varer fra østtyskland? Det husker jeg slet ikke. Jeg synes også det er sjovere at skabe en historie om, hvordan tæppet er endt her.

Jeg fik også fat i en pude, og jeg skulle mene, at det er en fornem pude, eftersom der er 75 % andefjer i den.
Skal jeg være ærlig ved jeg ikke, om det er en god ting Jeg blev bare så imponeret over alle de andefjer.

Jylland Rundt.
Lørdag den 8. oktober har DSB et tilbud om, at man kan rejse Jylland Rundt for 50 kr.
Det er jeg næsten nødt til at benytte mig af. Jeg ved bare ikke lige, hvor jeg skal rejse hen :-)

 

Jeg har læst "Førkrigstid" af Kirsten Thorup
2006. 272 sider.
Tirsdag den 4. oktober skal jeg møde Kirsten Thorup på Skjern Bibliotek, så jeg vil godt forberede mig lidt.
Bogen foregår fra maj 1937 til september 1939.
Vi er i en lille by på Fyn, hvor vi møder Dinna, en ca 40 årig husmoder, og de mennesker der omgiver hende.
Vi får et godt indblik i, hvor forskelligt livet dengang er fra nutidens måde at leve på.
Det er godt beskrevet og med sin sædvanlige lette pen præsenterer KT sine personer for os. De småborgerlige facader krakelerer alle som én lidt efter lidt, og alting går næsten i opløsning.
Et misantropisk drama udspilles for vore øjne.
Der bliver selvfølgelig lagt op til krigen, og her er det spændende at se, hvordan personerne forholder sig til Hitler, Tyskland og den kommende krig.
Os, der er læsere, sidder jo med vores viden om, hvordan det i virkeligheden foregik, men det vidste man jo ikke før krigen. Bogen slutter uforløst. Vi sidder tilbage med løse ender både her og der.
Som læser forventer man en eller anden form for klimaks eller afslutning, men her er der ikke noget der bliver gjort færdig.
Halve sandheder hænger i luften både her og der.
Og man kan frygte for personernes evne til at håndtere de problemer, de hele tiden udsættes for.
Mange er rigtig godt på vej til at kkække helt sammen.
KT blev indstillet til Nordisk Råds litteraturpris for "Førkrigstid".
Jeg har set et sted, at KT overvejende har kvindelige læsere. Det er jeg flintrende ligeglad med.
Uanset hvad, så sidder jeg på første række midtfor på tirsdag :-)