Søndag den 1. februar 2015
Gang: 10 km. Totalt i 2015: 162 km.
Fangede én flaske.
Ualmindelig smuk dag.
Vi startede med minus 4 og bankede langsomt men sikkert temperaturen op til plus 4 grader.
Ingen nedbør og ingen vind.
Sådan en søndag morgen kører mange i deres bil hen til bageren for at hente friske forsyninger.
Jeg gjorde det selv tidligere, så jeg ved godt, hvad man gerne drager hjem med.
2-3 rundstykker til hver, evt én kage til hver. Ordren kan også sagtens indeholde mælk, juice og smør. Og hvad med ost?
Og så en avis, der sådan en søndag er så omfangsrig, at man med lethed kan slå en Belgier-hest for panden.
Sådanne morgener har jeg haft utallige af.
Savner jeg dem?
Ikke sådan for alvor.
Jeg er meget tilfreds med den måde, jeg har indrettet mig på.
Og det er da vist det vigtigste.

I dag mødte jeg en anden "samler". Hen kiggede lidt til den flaske, jeg gik og svingede med. Men det var min en-krone, kammerat.
Jeg har fået besked fra Herning Bibliotek, at "Knud den Store" af Hanne Vibeke Holst ligger og venter på mig. Det er en bog, jeg har fået anbefalet af gode venner, og jeg har glædet mig til at komme i gang med den.
Og det er også lidt specielt, for Fam. Holst er Vendelboer ligesom "yours Truly".
Min anmeldelse følger snart, for jeg regner med at drage til Herning i morgen og hente bogen.
Jeg skal vist også have et par briller, for dem jeg har, er sat sammen med et søm. Det ser ikke synderlig elegant ud.
Og stabilt er det heller ikke.
Resten af dagen gik med bøger, film og puter.
Den udmærkede købmand leverede en udmærket medisterpølse til dagens jagt.
Kød til dagens middag for 7.50 kr er ikke særlig dyrt.
Og så er der endda til en dag mere.
Og her i republikken er svinekød fuldt ud accepteret.
Ganske vist burde man nok ikke spise noget, der har haft øjne, men der er jeg ikke helt kommet til endnu.
Jøwt.
Der er sket noget, der er rigtig jøwt.
Til de af jer, der ikke taler eller forstår vendelbomål, kan jeg oplyse, at jøwt nærmest er det modsatte af træls.
Mit idol Allan Olsen giver koncert her i Sønder Felding om føje tid. Jeg fik det glade budskab lige før nytår, og jeg bestilte sporenstregs en billet.
Men ak, der var allerede udsolgt.
Det var træls.
Men den gode Olsen giver koncert andre steder i landet, således også i Løkken.
Og nu er der sket det lykkelige, at jeg har fået billet til en koncert den 5. april.
Nu siger jeg nok "fået". Fyren ved skam nok, at han er god, og han strør ikke just om sig med fribilletter.
Men jeg har altså en billet.
Ydermere vil jeg den aften få lov til at opholde mig i gode venners selskab:
Der er på forhånd dømt succes den aften.
Se det er for alvor jøwt.
Jeg har læst "Et spørgsmål om penge" af Anna Grue.
2012. 420 sider
Det er ikke den bedste af hendes bøger om "Den skaldede detektiv", men stadig fin læsning.
En rigtig god krimi.
Endnu engang går det langsomt fremad for politiet, men heldigvis er Dan altid lige om hjørnet.
Han kunne måske selv havde brug for noget hjælp til at få styr på sit rodede privatliv, men det vil han ikke.
I denne bog er der en morsom biperson. Det er en ældre husholderske, der gør unævnelige ting.
Jeg havde i hvertfald ikke set det komme, og det havde hendes arbejdsgiver heller ikke.
Hun bliver kylet ud. Dans ekskone forbarmer sig over hende og lader hende bo hos sig et stykke tid.
Det går slet ikke. Hun driver alle til vanvid.
Hendes interesser er at rydde op, portvin og DVDér med lyd.
Hun bliver ikke myrdet, så måske møder vi hende senere.
Igen bruger AG sit trick med at lade Dan spekulere over et problem.
Her er fra side 337; "Imens sad Dan og spekulerede. Der var et eller andet han havde glemt, men idéen blev ved med at smutte for ham, når hans tankerække blev afbrudt af politifolkenes drøftelser".
Og så sidder alle vi læsere og tænker: "Hvad mon det kan være?"
I de gamle klassiske krimier gik den alvidende forfatter ofte ind og kommenterede. "Hvis Dan bare havde vidst, hvad der ventede ham så......"
Begrebet kaldes "Had I but known" eller "Hvis jeg bare havde vidst".
Det bruger AG dog ikke, men jeg tror gerne hun ville :-)

Fra Litteratursiden.dk:
Anna Grue er tilbage med femte bind i serien om ”den skaldede detektiv”. En forrygende og humoristisk krimi, som holder læseren fanget fra første til sidste side.
Den stenrige entreprenør, Peter Münster-Smith, findes knivdræbt, og det viser sig hurtigt, at mange kunne have et motiv. Peter var ugift playboy, der samlede på eksklusive ure, førte elektronisk logbog med fotos og dato over sine mange smukke kvindelige erobringer og havde et afslappet forhold til kokain.
Privatdetektiven Dan har fået forbud mod at blande sig i politiefterforskninger, men på side 70 kommer han alligevel på banen. Han bliver holdt orienteret om den sag, som pressen har døbt ”Millionærmordet”, gennem sin gamle ven, politimanden Flemming, og da politiet er kørt fast i efterforskningen, inddrages han med Christianssund Politis velsignelse. Politiet har hurtigt besluttet sig for en gerningsmand, men der er for mange løse ender. Som det ofte er tilfældet, når det drejer sig om forbrydelser, er Dan overbevist om, at man skal gå efter pengene. Hvad dækker fx det håndskrevne regnskab over, som Peter havde liggende i sin bankboks?
Anne Grue har valgt den fiktive by Christianssund som sin location: en driftig by med ca. 30.000 indbyggere, domkirke og hospital med egen retsmedicinsk afdeling. Jeg tror, de fleste læsere danner sig deres eget billede af Christianssund, ligesom det var tilfældet med Korsbæk i Matador. Og det er vel ikke så ringe?
Personbeskrivelserne er humoristiske og så skarpe, at personerne står lyslevende for læseren – både de rige og smukke og de mere kiksede. Især portrættet af Peters trofaste husholderske, Vera, er bittersødt, smukt og ondt.

Mandag den 2. februar 2015
Gang: 0 km. Totalt i 2015: 162 km.
Når jeg sådan sætter mig i bus nr 81, og lader mig transportere til Herning, så føles det som en fridag.
Jeg nyder det hele sådan en dag.
Hovedformålet var at hente "Knud den Store" på biblioteket, og så havde jeg også fået behov for et par nye briller.
Jeg elsker busturen derind.
Helst sidder jeg helt oppe foran.
Det tager ca 35 minutter at køre derind.
Fra busterminalen tog jeg en bybus til Herning Centereret, der er rigtig flot.
Jeg fandt en brilleforretning, hvor de havde på 75 % på de briller, jeg skulle bruge.
Problemet er bare, at før-prisen ligger mellem 2 - 3000 kr, så jeg spildte ikke mange minutter der.
Men i "Tiger" (dansk eller engelsk udtale?) har de briller til 30 kr. pr par.
Nogle af dem går naturligvis hurtigt i stykker, men det er også sket, at de har holdt i lang tid.
Så var der min hemmelige plan.
Kineser-buffetén!
Jeg vedtog, at jeg ca en gang om måneden skal forkæle mig selv ved at spise der.
Og det blev så i dag.
Sundt?
Glem det. Ikke det, der ligner.
Det er ikke en luksus-buffet, men alt er veltilberedt.
Karrysovsen og de indbagte rejer er mine favoritter.
På vej hjem dummede jeg mig.
Eller man kan sige, at jeg fejldisponerede,
Jeg ville gå de 2-3 km tilbage til busterminalen.
Det kunne jeg simpelthen ikke.
Problemet lå i den rigelige mængde mad, jeg havde indtaget,
Det er direkte uklogt at vandre efter et større måltid.
Det vidste jeg nu godt i forvejen.
Hmmmm. jeg sprang middagen over på Bredgade 6,
De fylder godt, sådan nogle indbagte rejer.
Jeg blev færdig med en svensk TV-krimi, men jeg har stadig mere end 20 film på lager.
Jeg er i gang med en Wallander-bog, og jeg har også et par andre bøger i gang.
De bøger, jeg læser, skal passe til min aktuelle sindsstemning, så jeg kan ikke bare læse, hvad det skal være når somhelst.
Men jeg har jo tid nok til det hele.
Hvor er det dog en stor lykke at være pensionist.
Det er snart 7 år siden, jeg startede på det kapitel, og der har endnu ikke været 5 sekunder, hvor jeg har fortrudt:-)
Da W.C. Fields lå på sit dødsleje kiggede han i Bibelen for at finde smuthuller.
Det er der ikke mange, der ved.

Jeg har læst "Jesper Kleins liv og Lykke" af Ole Nørhave og Flemming Chr. Nielsen.
2007. 262 sider.

Det er en rigtig flot og smuk bog.
Jeg er vokset op med Jesper Kleins mange ansigter. Jeg er en af dem, der var begejstret for Tirana Hav og indsø. Jeg elskede klyderne, og skreg af grin, da jeg så "Svend, Knud og Valdemar".
(Var Carl Ottosen rigtig beruset?)
Når man læser bogen, kan man formelig høre J.K´s stemme.
Biografier kan være fade og intetsigende, men denne er virkelig god.
Når jeg læser en biografi, vil jeg gerne høre noget, jeg ikke vidste i forvejen, og det får jeg i rigt mål her.
En enkelt gang har har jeg oplevet Jesper Klein live. Det var en Hjørring-revy i 19for meget længe siden:
Den husker jeg stadig tydeligt.
Tirsdag den 3. februar 2015
Gang: 9 km. Totalt i 2015: 171 km.
Den næstesidste etape i tilbudsjægerens søgen efter viktualier havde den gode købmand som hovedperson.Han var leveringsdygtig i kartoffelsalat og bananer.
Bananer er noget af det mest taknemlige for en tilbudsjæger. Frakken kan sagtens se træls ud, mens indholdet er helt intakt. Således også med denne levering.
En speciel tak til den udmærkede købmand.

En stille dag på kontoret.
Samme vejr som de sidste mange dage.
Vintervejr.
Den sne, der faldt, kunne ikke hindre mange trafikanter i at komme rettidigt til deres destination.
Den pudrede landskabet fint, og det så ganske smukt ud.
Kun Skjern Å, min gode ven, gled ubesværet derhen, hvor åer ender.
Intet snefald kan hindre det.
En å er en magtfaktor, som man ikke sådan skubber rundt med.
Mine fødder skriger efter sandaler, men endnu må de finde sig i at være låst inde.
Men vandringen forløb smertefrit denne dag i modsætning til gårsdagens Via Dolorosa fra den kinesiske restaurant.

Jeg er kommet i gang med "Knud den Store".
Den er bestemt ikke let at læse, men den giver til gengæld meget fra sig.
Samtidig er jeg i gang med Frits Helmuths biografi, og Kurt Wallander har jeg naturligvis stadig kørende.
I dag var medicinkonens hjælper tilfreds med den dosis rottegift, jeg hver dag indtager, så nu gider hun ikke at lege i en måneds tid.
Og så er der ikke lang tid til ekspeditionen til København lægger fra land.
Pas og visum er på plads, og indrejsetilladelsen ser tilforladelig ud.
Det er en lang rejse, men til gengæld kommer jeg derover for 69 kr.
Det er en herlig ting.

Jeg har set "Trouble with the curbe".
Den lidt kryptiske titel dækker ikke over noget trafikalt. Den handler om de problemer, der kan forekomme med en skruet bold i baseball.
Filmen "ejes" af Clint Eastwood. Han er en ældre baseball talentspejder. Han har problemer med synet, og han får hjælp til en opgave af sin datter, der er en succesfuld advokat.
Hun er gang på gang blevet svigtet af sin far, men nu får de noget at være sammen om.
Filmen er ikke noget mesterværk, men der er tale om god underholdning uden de store overraskelser.
Filmen er ret stjernespækket. Justin Timberlake er ok. Amy Adams er ok. John Goodman er rigtig god og Clint Eastwood er fantastisk.
Rent faktisk var han 82 år gammel, da filmen blev indspillet. Det er da noget af en præstation. Skulle jeg sige noget negativt om CE kunnde det være, at jeg ikke kan lide hans musiksmag (Jazz). Jeg er heller ikke vild med alle hans politiske synspunkter, men som skuespiller og instruktør er han eminent.
Han brænder bare igennem.
Filmen kan varmt anbefales.

Torsdag den 5. februar 2015
Gang 10 km. Totalt i 2015: 186 km.

Mod slutningen af min runde deler vejen sig.
Hvis jeg drejer til venstre, bliver omgangen på 4 km, og hvis jeg fortsætter ligeud, kommer jeg op på de 5 km, der p.t udgør mindstekravet for en omgang.
Det lyder måske ikke af så meget, men når man har en smuk, men meget svag karakter, kan det give svare problemer.
Fødderne er tunge, og der er indtil flere steder i kroppen, hvor det i hvert fald gør ondt.
Denne dag vandt jeg, og når regnebrættet så er gjort op, kan man slet ikke forstå, hvornår tvivlen var på vej til at overtage styringen.
Solen kravlede kækt frem lidt ud på dagen, og det kan da godt være, at den havde planer om at smelte den sne, der stadig ligger på skyggefulde steder.
Det der smelteri må vente lidt endnu.
Jeg blev færdig med den sidste bog i Wallander-serien, og det brugte jeg lidt tid på at fundere over.
Det kan læses om andetsteds på denne side.
Jeg ved godt, det kun er en romanfigur, men det gjorde alligevel indtryk på mig, da jeg hørte om hans skæbne.

Ellers satsede jeg lidt på at pakke mine ting til rejsen til København.
Min bus går 3 minutter i 7, så det er nok klogt at lægge tingene frem.
Også ørepropperne har jeg gravet frem, da jeg skal bo på en 14 sengs stue.
Jeg håber, at jeg får en underkøje.
Jeg klatrer ikke så godt, som jeg har gjort.
Men det har jeg nu aldrig gjort :-)

Jeg har læst "Den urolige mand" af Henning Mankell, 2009, 542 sider.
Dette digre værk er den sidste bog i serien om Kurt Wallander.
Der er ganske vist udkommet en bog senere med en Wallander historie, men den foregår i tiden, før han fik hus og hund.
Den udgave, jeg læste, var skrevet med ret små typer, som det tog mig lidt tid at stille skarpt på.

Bogen kan læses på flere planer. Der er naturligvis krimihistorien, hvor en pensioneret marineofficer forsvinder sporløst. Senere forsvinder også hans hustru. Denne marineofficer spillede en hovedrolle i jagten på de sovjetisk ubåde i firserne.
Og det er disse begivenheder, der stadig spøger.
Wallander opklarer (naturligvis) den affære, og det er først på de allersidste sider at vi får svarene.
Så langt så godt.
Mindst lige så vigtig er historien om Kurt Wallander. Vi hører om hans forhold til sin alkoholiserede ekshustru. Han er også plaget af det forhold, han gennem årene havde til sin nu afdøde far.
Og mest af alt handler det om forholdet til datteren Linda og det nye barnebarn Klara.

Løgne, fortielser og et underligt adfærdsmønster er det, der præger Wallander.
Han er 60 år og føler sig gammel; meget gammel.
Han helbred er skrantende, og han gør meget lidt for at passe på sig selv.
Jeg er i skrivende stund 6 år ældre og føler mig ikke særlig gammel.
Og jeg er glad og tilfreds med min tilværelse.
Det er Wallander bestemt ikke.
Hans arbejdsliv er, som det skal være. Det går fint med hans kolleger, hvor han dog må melde fra af og til p.g.a de ting, han får sig rodet sig ud i. Bl. a glemmer han sit tjenestevåben på en restaurant, efter at han har beruset sig lidt rigeligt.
Det får naturligvis store konsekvenser.
Hvis jeg nogensinde møder Henning Mankell vil jeg spørge ham om, hvorfor han ikke kunne lade Kurt være i fred.
Hvorfor kunne han dog ikke bare lade ham være i det bondehus, han langt om længe havde anskaffet sig?
Nu har de været sammen i så mange år, og kun Mankell sidder med magten til at give ham en lykkelig tilværelse.
Det kommer slet ikke på tale, og for mig var det rigtig trist at læse det sidste kapitel om Kurt Wallanders liv.
Mankell har selv været igennem alvorlig sygdom, og det er måske derfor, at han ikke skåner sin Kurt.
Hedlgvis er der ikke et billede af TV-Wallander på den bog, jeg læste.
Det er 2 vidt forskellige ting.
Jeg kan varmt anbefale serien om Wallander, men begynd med begyndelsen.

Fredag den 6. februar 2015
Gang: 2 km. Totalt i 2016: 188 km

Rejsen til København forløb planmæssigt.
Busturen til Herning foretog jeg i selskab med en hoben gymnasieelever, men det var så tidligt på dagen, at de mest af alt ligner zombier. De lignede ikke nogen, der var på vej til Prag.
Også togturen var stille og rolig. Der var ikke mange med, og de der var, opførte sig eksemplarisk.
Den første nat skulle jeg bo på Jørgensens Hotel ved Nørreport Station. Der har jeg boet mange gange tidligere. Det er det absolut billigste sted i København. En overnatning incl. morgenmad fås for 205 kr,
Så skal man også finde sig i at sove sammen med andre. I dette tilfælde 7 andre.
Det er mest unge fra den store verden, og de er stort set alle venlige og fredelige.
Der er da også andre gamle æsler; der er plads til alle.
Om aftenen kiggede mig jeg mig lidt omkring i nærheden og endte såmænd også med en gang kineser-guf. Jeg kender et sted på Kultorvet, hvor jeg har været flere gange.
Det plejer at være indrettet på traditionel kinesisk vis, men nu er det lavet om, så man mødes med spejle og stål.
Det synes jeg er en stor skam.
Jeg gik tidligt til ro sammen med en god bog. De unge mennesker drømmer ikke om at gå tidligt til ro:-)

Jeg har læst "Natten til 4. november" af Karin Fossum.
2003. 227 sider.
En 17 årig pige forsvinder sporløst. Forældrene sørger naturligvis, men hun er og bliver væk.
De er mere eller mindre ved at gå i opløsning. Men så sker der noget.
Efterhånden synes jeg, at jeg kender Karin Fossums forfatterskab ret godt.
Jeg har før haft en mistanke om at hun "sjusker", og det synes jeg også hun gør med denne bog.
Efter min mening er den slet ikke gjort færdig.
Der er et væld af løse ender, Jeg er ikke tilfreds med resultatet,
Det går bedst når Konrad Sejer er på banen, men her er der ikke antydning af en politi-historie.
Og da jeg havde læst slutningen tænkte jeg: ok, det var så det. Er det alt, hvad jeg får at høre?
Ikke godt nok.

Lørdag den 7. februar 2015
Gang 2 km. Totalt i 2015: 188 km

Jeg sov forbavsende godt. Og når det er tilfældet, er der en overhængende risiko for, at mine sovekammerater ikke fik en rolig nat.
Jeg tror, jeg snorker.
Men jeg sov godt
Jeg havde bestilt morgenmad, der koster beskedne 40 kroner. Det er naturligvis ikke luksus, men der er rigeligt, og det er godt.
Bl. a mine favoritter er leverpostejen og rullepølsen.
Og det glæder mig at se, at der ikke lefles for dem, der ikke spiser svinekød. De kan da bare lade de ting stå. Sværere er det vel ikke?
De seneste udgaver af Politiken og Jyllandsposten kommer til stedet hver morgen.
Jeg er naturligvis ikke i tvivl om, at Hotel Jørgensen kalkulerer med et vist overskud på morgenmaden, men dette eventuelle overskud opstår vist ikke på grund af mig.
Jeg fik en fornuftig morgenmad.
Jeg er glad for, at der findes steder som Hotel Jørgensen. Det er lige min stil.
Søndag middag går turen igen tilbage til Heden.
Denne gang med "Rød billet".
Mandag skal jeg foretage mig noget usædvanligt:
Jeg skal gøre mig nyttig.
Dagbogen holder en pause nu.
På billedet er Harald i gang med at lave morgenmad til mig.
Det består af knækbrød med rosiner og mandler.
Og det er da et fint billede at markere pausen med, synes jeg.
Jeg digter lidt af og til, og der kommer vel også en ekspedition eller 2 senere på året.
Men sørg nu for at have det ualmindelig godt, så ses vi lige pludselig.

Torsdag den 12. februar 2015
Gang 5 km. totalt i 2015: 193 km.
Min dagbog holde pause, men jeg har da lov at skrive lidt til eget brug. Det gjorde H. C. Andersen, og så kan jeg vel også godt være det bekendt.
Og da det kun er til mig selv, kan jeg skrive "mus" eller "svensknøgle", hvis jeg kommer i det humør. Og det er ganske dejligt.
Og i morgen kan jeg helt lade være med at skrive, og det er jeg helt sikker på bliver udfaldet i morgen.
Jeg er rigtig glad for den smukke bog, jeg har læst om Knud Holst. Men jeg behøver jo ikke at fortælle andre om, hvilke bøger, der er gode. Det er vel nok, at jeg selv synes om dem.
Hvis jeg møder en person, der har en eller anden speciel politisk eller religiøs overbevisning, vil jeg kraftigt frabede mig at høre derom.
Med mindre jeg spørger. Hvis de beder om lov til at fortælle mig sandheden, siger jeg til dem, at jeg vil tænke lidt over det. De får mig svar dagen efter. Det bliver et nej.
Min udmærkede husvært er gået i gang med et større renovationsarbejde. Jeg forsømmer ikke noget med at hjælpe lidt til.
I dag sad jeg således en en tæt tåge af cementstøv og sleb mørtel af mursten v.h.a en stålrist.
Hver renset mursten var en besparelse på 3 kr.
Det var en dejlig fornemmelse.
14.
Jeg har læst"Knud den Store"af Hanne Vibeke Holst. 2013. 574 sider.
Det blev ganske bestemt den store oplevelse, jeg havde sat næsen op efter. Eminent roman.
Læg godt mærke til det fantastiske billede, hun har sat på omslaget. Det er næste hele bogen værd.
Også titlen skal hun have ros for.

I begyndelsen havde jeg lidt svært ved at acceptere, at hun "digtede" om sin far, men jeg vænnede mig til det. Hun kalder sit værk en roman, og hun udnytter da helt sikkert sin kunstneriske frihed.
Bl. a hører vi meget om Knuds tanker, da han er en lille dreng, og det har hun ingen muligheder for at vide noget om.
Jeg læste i en anmeldelse, at hun sagtens kunne have kappet et par hundrede sider af fra hans tidlige barndom, men det er jeg uenig i. Vi får det hele med, og det kan jeg godt lide.
Af og til tager handlingen et tigerspring, og det virker ret godt.
Bogen foregår jo i Vendsyssel, og da jeg selv er Vendelbo, giver det det hele en ekstra dimension.
Det er min baghave, at historien foregår i.
Bl. a møder han anmelderen Jens Henneberg fra Hjørring, en mand han er meget begejstret for.
Og jeg havde netop Jens Henneberg som dansklærer på Hjørring Seminarium i 1971, og jeg var lige så begejstret.
Knud Holst var modernistisk digter, og jeg lærte aldrig at sætte pris på modernismen, der vel også må siges at være død nu.
Knud Holst mødte alle de store i dansk litteratur. Han var ven med Klaus Rifbjerg og Jess Ørnsbo. Han mødte Anders Bodelsen og en masse andre.
Leif Panduro havde sin gang i Rifbjerg-kredsen, og ham kunne han ikke så godt lide.
Vi følger Knud gennem hele hans liv. Vi hører om hans succes, der ret hurtigt klinger af og sender ham på en rutchetur, der kun går nedad, inden den til sidst ender i den helt store ydmygelse.
Totalt hærværk med druk og svigt.
Knud Holst ejede en gang det største og dyreste hus i Løkken, og et af de sidste steder han boede var en ussel bolig i Vrensted, hvor han rullede sig ind i et gulvtæppe, når han skulle sove, for han havde ingen dyne.
For mig er bogen fyldt med højdepunkter, og da jeg først havde vænnet mig til HVH´s aggressive skrivestil, gik det bare som smurt.
Hun kan af og til have lidt "stream of consciousness" i sit sprog, som ellers er smukt.
Denne roman er et storværk.

Onsdag den 18. februar 2015
Gang: 10 km. Toalt i 2015: 203 km.
Min udmærkede husvært har fundet på, at han vil bygge lidt om. Bl. a har vi revet en mur ned. Til gengæld vil han bygge en mur, hvor der før var en dør.
Sådan kan man jo godt have det.
Jeg gør mig lidt nyttig af og til. Bl. andet kan jeg godt finde ud af vælte en gammel skorsten. Jeg kan også godt fjerne gammel mørtel fra mursten.
Hvis det fortsætter med plusgrader på 5-6 stykker, må det vist snart være på tide, at få cyklen frem.
Den har stået stille et stykke tid, og jeg ved, at det vil være ubehageligt de første tider.
Men det går jo nok med den lille daglige dosis.
Det kunne egentlig godt være i morgen.
Der er jo ved at være en del flere lyse timer at gøre godt med.

Torsdag den 19. februar 2015
Gang 5 km. Totalt i 2015: 208 km
En rigtig kold dag, hvor det egentlig ikke var koldere, end det plejer.
Det føltes bare sådan.
Der blæste nemlig en vældig vind ude fra vest.
Der skete ikke nogle epokegørende landvindinger denne dag.
Jeg fik læst nogle hundrede sider og set lidt film.
Jeg fik et par godbidder i Genbrugsen og skal have ærter og gulerødder sammen med en udfaset kylling-filet.
Det skal såmænd nok blive festligt
Jeg har læst "Misterioso" af Hans Dahl. 1999. 376 sider.
Hans Dahl er en af de mange glimrende svenske krimi-forfattere. Dette er den første bog i serien om Poul Hjelm og A-gruppen.
Et spændende bekendtskab. Flere af bøgerne er også filmatiserede.
En ting man først lægger mærke til er det flotte og maleriske sprog. En kende usædvanligt.
Men det er ikke overdrevent, og han kan også hengive sig til passager, hvor der er tale om klart sprog.
Plottet er ganske godt regnet ud, og det varer længe, inden man aner uråd.
Der er et væld af personer at holde styr på, og det er med at holde tungen lige i munden.
Vi kommer tæt på personerne i A-gruppen, og som alle andre mennesker har de deres at slås med. Vi hører om "perker-strisseren" og den finske opdager, der var advokat før. Der er også ham, der var på anabolske steroider, og en af opdagerne tager sågar på en næsten privat Rambo-ekspedition til Estland.
Den går helt galt. Det ender med, at han bliver korsfæstet.
Og så er der naturligvis vores helt Poul Hjelm, der sandelig også har store problemer med at få privatlivet til at fungere.
Mens jeg læste de første sider, skulle jeg lige vænne mig til HD`s specielle stil, men så kørte det også de næste 6 timer.
Og så var den bog spist.
Kan varmt anbefales.
Arne Dahl (født 11. januar 1963) er pseudonym for Jan Arnald, som er en svensk forfatter og litteraturkritiker. Under pseudonymet Arne Dahl har han skrevet en række kriminalromaner om de opdigtede politi grupper "A-gruppen" og "Opcop"

Første bog i den meget kendte serie af Arne Dahl, som bl.a. har fået forfatterprisen for bedste svenske krimi 2011 for sit seneste værk. Mit første møde med Arne Dahl var i selskab med "Himmeløje", som er den tiende og sidste i krimi-serien. Min begejstring var stor og derfor besluttede jeg mig for at "gå tilbage i tiden" og læse serien fra start. Det skal dog med det samme siges, at bøgerne sagtens kan læses selvstændigt.
I Misterioso  dræbes flere succesfulde finansmænd på stribe. Fælles for mordene er, at de alle likvideres i deres hjem uden tegn på anden vold eller indbrud. Tilsyneladende sker forbrydelserne uden nogle spor fra gerningsmanden, andet end de er blevet skudt med to kugler i hovedet.
Med udgangspunkt i disse voldsomme mord etableres en specialenhed, som bliver kaldt A-gruppen. Arbejdet med mordene giver flere tegn, som peger mod den russiske mafia. Spørgsmålet er om der findes ligheder mellem de myrdede finansmænd, som kan give A-gruppen mulighed for at forudse næste mord. Kendte mændene hinanden eller havde de særlige fælles kendetegn. Analysen af dette og meget mere følges  detaljeret gennem A-gruppens arbejde, men det skal vise sig, at der bestemt ikke er nogle enkle løsninger i Misterioso.

Fredag den 20. februar 2015.
Gang 5 km. Totalt i 2015: 213 km.
En yderst vedholdende formiddagsregn sendte mig lige durk til Herning Bibliotek.
Med bus.
Det er så hyggeligt at køre med rute 81. Jeg nyder det.
På biblioteket kaprede jeg 22 videofilm. Tidligere kunne jeg ikke forstå, at nogen havde lyst til film-marathon, men nu elsker jeg det.
Jeg forsøger at holde et voldsomt regnskab med filmene. Jeg arrangerer dem i små bunker, for hele tiden at have styr på dem.
De må nemlig ikke blive væk
Skulle det grimme ske, vil det pga specielle ophavsrettigheder koste lidt over 900 kr.
Pr. film!
Den kloge passer på.
Aftenen nød jeg i selskab med Adam Dalglish.
Tænkt at den film var fra 1988.
Skræmmende
Jeg har læst "Den sønderjyske farm" af Erling Jepsen.
1999. 272 sider,
Denne bog er en af de 5, der er udvalgt til "Danmark læser dagen" den 23. april 2015.
Det er et arrangement, hvor jeg forlængst har meldt mig frivilligt, men det er der mange andre, der har, så det er endnu usikkert, om jeg kommer med.
Først og fremmest synes jeg, at Erling Jepsen er et fornuftigt valg, Man kan godt undervejs i hans bøger sidde med en fornemmelse af, at det er noget underligt noget, han skriver. Hvor vil han hen med det hele?
Allan er en mand i 50érne. Han bor i København, og nu kigger han tilbage på sin barndom i Gram i Sønderjylland, tilbage til den tid, hvor han var 12-13 år.
Gram ligger på grænsen mellem Vestsønderjylland og Østsønderjylland, og det med øst og vest har enorm betydning.
Hans far og mor har en lille forretning, et ismejeri, der giver underskud, og faderen kører med mælkebil.
Hans far har været ude i noget træls noget med hans storesøster Sanne, som følgelig bor hos en plejefamilie. Hun kommer på besøg, men må ikke overnatte. På grund af disse omstændigheder skal faderen passe på med at få næsen for langt frem.
Hans mor er tysker, og af og til tager hun til Haderslev på en tysk cafe. Ingen ved, hvad hun i virkeligheden laver der.
Der er en storebror, men han er ikke så vigtig for bogens handling.
Vi hører dog om, at han har en kæreste med hjem, der synes, der er uendelig kedeligt, hvor de bor,
Hun kommer ikke tilbage.
Allan har en kaninfarm, og linket til Karen Blixens farm i Kenya er ikke tilfældigt.
Vi hører i det hele taget en masse om kaniner og også om fugle, især ravne.
Allans bedste ven (af og til) hedder Frode, og ham ansætter han som "Fodermester". Af og til passes jobbet af en pige på 10, år hedder Mette. Frode får løn i slik, og han er mesterskytte.
Luftgeværer spiller en meget stor rolle i bogen.
EJ skriver i et ualmindelig letlæseligt sprog. Her er ikke noget med stakke af adjektiver. Vi har korte sætninger, som man kan forstå:
"På nær en enkelt sommer havde jeg kaniner fra jeg var ti til jeg var 16 år. I dag er jeg sekosoghalvtreds og bor i København.Jeg har ingen dyr længere. Jeg har ikke engang en have, men der står et stort ahorntræ foran mit kontorvindue".
Bogen er mere end almindelig morsom, og det fine er, at det slet ikke virker søgt eller tilstræbt. Det bliver bare morsomt.
Fra side 22, hvor Allan plukker mælkebøtter på kirkegården. Han kigger på gamle gravsten:
"Hvil i fred" stod der på flere af dem eller "altid savnet", men de ord gjaldt åbenbart ikke længere. På en smuk revnet marmorsten, der var slået midt over, stod der "Tak for", ikke andet, fortsættelsen manglede. Jeg ledte længe efter den anden halvdel, for jeg ville se, hvad der blev takket for, men jeg fandt aldrig svaret.
Sublim beherskelse af sproget.
Her skal naturligvis ikke fortælles i detaljer om begivenhederne, men det kan da gpdt afsløres, at de er ganske dramatiske.
Her har man en oplevelse til gode.
Jeg er blevet en stor stor fan af Erling Jepsen.

Kære ansøger
Du har ansøgt om at blive boguddeler på Danmark Læser Dagen den 23. april – TAK for din tilmelding og din interesse for kampagnen.
Interessen for at blive boguddeler er helt overvældende, og det er vi rigtig glade for. Vi kommer til at skæve til geografisk fordeling og til variation i modtagergrupper, når vi skal vælge de 4.000 boguddelere. Desuden ser vi på, om det synes sandsynligt, at bøgerne når nogle af de 40 % af danskerne, der aldrig eller kun sjældent læser skønlitteratur – det er jo hele pointen i kampagnen.
Grundet den store interesse har vi besluttet at alle boguddelere får tildelt én bogkasse hver – også selvom mange har bedt om flere kasser. Det betyder at du, hvis du bliver boguddeler, skal dele 25 bøger (5 af hver titel) ud i det område og blandt den målgruppe, du har angivet i din ansøgning.
Alle tilmeldte vil i uge 13 få endelig besked på, om de er blevet udvalgt som boguddeler. Hvis du allerede nu ved, at du er forhindret i at dele bøger ud den 23. april, hører vi meget gerne fra dig på idh@kulturstyrelsen.dk. Skriv ’Boguddeler afmelding’ i emnefeltet.

Lørdag den 21. februar 2015
Gang: 5 km totalt 2015: 218 km.

Jeg tog en ny tørn med den herlige Adam Dalglish. Det er en meget fin serie.
Et opslag viser, at Roy Marsden er ca. 72 år her i 2015.
Ak ja, tiden går.
Hver "film" er på 6 afsnit, så det tager det meste af en dag af komme igennem. Men det er fint nok.
Til alt held er jeg jo pensionist.
Jeg har set "A bad day to go fishing".
Den kryptiske titel referer til en regel om, at hvis man ikke sidder i held, skal man lade være med at spille poker.
Filmen handler om en halvgammel, afdanket og alkoholisret stærk mand/ wrestler.
Sammen med sin alt for smarte manager drager han omkring i Mexico, hvor de forsøger at arrangere nogle aftalte kampe.
I rollen som stærk mand ses den tidligere mangedobbelte finske stærke Mand Jouka Ahola. Jeg har tidligere med stor interesse fulgt disse stærkmands-konkurrencer.
Jeg mindes ikke at have set en film som denne. Den er interessant og meget underholdende.
Vi følger forberedelserne til en kamp, hvor der desværre melder sig én modstander, der ikke har tænkt sig at lægge sig ned.
Filmen slutter, når denne kamp er overstået.
Hvordan kampen ender kan jeg naturigvis ikke afsløre :-)
Bad Day to Go Fishing (original title, Mal día Para Pescar) is a Spanish-Uruguayan film directed by Álvaro Brechner and released in 2009. The film stars Gary Piquer, Jouko Ahola, Antonella Costa and Cesar Troncoso. It was screened as part of the official selection of the Critics Week at 2009 Cannes Film Festival.
The screenplay was written by Álvaro Brechner in collaboration with Gary Piquer, and was adapted from a short story by the Uruguayan writer Juan Carlos Onetti.
The film tells the story of a strongman and his crafty manager, who tour small South American towns staging wrestling matches. Arriving in Santa Maria, they are met with uncommon enthusiasm by the locals, snowballing into a major challenge to their livelihood and their friendship.

Søndag den 22. februar 2015
Gang: 5 km. Totalt 223 km
Det blev en stille dag på Heden.
Men der er så småt ved at vise sig tegn i sol og måne på, at noget stort er under opsejling. Meget stort endda.
Jeg er endnu ikke helt klar til at komme ind på, hvad det egentlig drejer sig, men sandsynligheden taler for, at det kan afsløres i morgen.
Jeg skriver ganske vist ikke dagbog mere, men dette er så stort, at det så ubetinget skal med.
Havde jeg denne dag frekventeret en spåkvinde, ville hun nok afslutningsvis have sagt til mig: "Og så kommer du snart ud på en lang rejse".
Men det var ikke denne herlige dag, hvor jeg vandrede, læste og digtede og undlod at springe over, hvor hønsesalaten var lavest.
Adam Dalglish var endnu en gang min følgesvend.
Og nu jeg er i gang med at komme med forudsigelser, kan jeg oplyse, at jeg i morgen mandag vil gøre mig klog på modernismen i nordisk litteratur.
En dristig målsætning for et projekt, der kun kan gå galt.
I dag opdagede jeg i øvrigt, at min sofa blev 12 cm bredere, hvis jeg momentvis fjernede hynderne.
Det tog mig over et år at nå til den erkendelse.
Det synes jeg godt man kan lade tankerne dvæle ved.
Good night and good luck
Historien om en brieost – nu med morale.
Forleden dag investerede jeg i en trekant Brie-ost. Den var nedsat, men ikke voldsomt meget. Nok omkring 10-15 %.
Brie-ost smager dejligt, men jeg tror ikke mange vil hævde, at det er en decideret sund spise.
Jeg forestillede mig derfor, at denne ost skulle have en længerevarende opholdstilladelse i mit køleskab, og jeg glædede mig til ved særlige lejligheder at skære papirtynde skiver af den, som jeg så ville lægge på et stykke brød.
En smuk plan, når jeg selv skal sige det.
Dagen gik sin gang, som dage gerne gør, og lidt efter lidt blev det meste af min tankevirksomhed rettet mod denne Brie, som hyggede sig på køl i selskab med 1 dåse flåede tomater og en pakke smørbar smør.
Jeg åbnede døren forsigtigt. Jo den var der stadig.
Jeg tog den ud af skabet og lirkede lidt ved papiret. Det var udelukkende for at få en god duft-oplevelse.
Uhm, skønt.
På forunderlig vis havde en kniv nu listet sig ind i min lille hånd, og inden jeg vidste af det, havde jeg skåret en skive af osten.
Det var lidt tidligt på dagen, men nu var den jo skåret af, så jeg var nærmest nødsaget til at fortære den.
Nu var der hul, så der røg lige en skive mere.

Jeg gav mig nu i kast med det vigtige arbejde som travle pensionister må tage på sig; jeg læste nyheder, så film og digtede lidt, og ikke mindst tænkte jeg store tanker.
Over mit hoved syntes der nu at samle sig en boble, hvis eneste indhold var en lettere skamferet Brie-ost.

Det blev en lang dag, aften og nat.
Martret af mine syndige tanker lettede jeg af og til på døren til køleskabet.
Nogle gange lykkedes det mig at komme fra oste-djævelen igen, andre gange lykkedes det knap så godt.

Da natten tog afsked og overlod vagten til dagen, kunne jeg fortvivlet iagttage et læderet stykke sølvfolie, hvor der kort tid inden havde fjælet sig den nysseligste brie-ost.
Men ak, den var historie nu.
Moralen er simpel: Hav aldrig brieost i køleskabet, hvis du har en smuk, men meget svag karakter.
P.s. I dag smed jeg en tier efter en lækker hønsesalat, der lå i brugsmandens køledisk og bød sig til.
Den kan jo lige så godt opholde sig hjemme hos mig, vurderede jeg.
Natten er vor egen, menes de fynske piger at have sagt.
Hvad mon hønsesalaten mener :-)

https://www.facebook.com/gimitheboos
Danmarks mest kriminelle familie.........
Nej, sådan kan man ikke formulere det.
Den mest kriminelle familie i Danmark hedder Levakovic.
Gennem 40 år har den store klan konsekvent taget røven på det danske samfund.
Det mener de dog ikke selv.
Stort set alle medlemmer har været kriminelle, og de fleste af dem har en rigtig lang straffeattest.
Nu ser det ud til, at der sker ændringer. Flere af dem er nu dømt til udvisning til Kroatien efter at de har afsonet deres domme.
En udvisning er stort set det eneste, klanen har respekt for.
Nogle af dem har klynket og hævdet, at de slet ikke taler kroatisk nok til at kunne klare sig i det land, hvor de er statsborgerne.
Man kunne måske så forstille sig, at de tog et brevkursus i kroatisk, når de har brændt gardinerne i deres værelser.

Ikke mange mennesker i Danmark har sympati for disse mennesker.
Nu er der lavet en facebook side, hvor en eller flere for alvor tager røven på Gimi Levakovic.
Det har han været så fortørnet over, at han har forsøgt at få siden nedlagt.
Indtil nu heldigvis uden held.
Denne facebook side er rigtig fornøjelig læsning for de fleste.
Dog ikke for klanmedlemmerne.
Prøv at kigge indenfor, og se hvad de finder på at skrive om en familie, hvor ingen af medlemmerne har et arbejde, hvilket dog ikke forhindrer dem i at være ret pænt klædt på.
De plejer også at anvende ganske præsentable biler.
Gad vide hvor stor kontanthjælpen er i Kroatien?

Mandag den 23, februar 2015
Gang 5 km. Totalt: 223 km
I aftes den 22. februar skete der noget ganske særligt.
Jeg oplevede for 3. gang at blive udnævnt til Morfar, og det er jeg rigtig lykkelig for.
Det blev en pige, der vejede x kg, og målte Y centimer. De ubekendte størrelser må jeg opdatere senere.
På fredag går rejsen til Hovedstaden, hvor jeg glæder mig til at se den lille nye.
Og et billede skal der såmænd nok komme ud af det hele.
Da jeg fik øjne, kunne jeg se sneklatter på mine skråvinduer.
Jeg kunne også høre vinden være travlt beskæftiget.
Jeg regnede med at skulle tilbringe dagen på min nu udvidede sofa, men det blev dog ikke tilfældet.
Jeg havde engang en moster, der sad og sov i en stol hver nat. Jeg er holdt op med at ligge i min seng, og ligger udelukkende på sofaen.Jeg er ikke helt så sej som min moster - endnu.
Er sofaen magelig?
Næh, egentlig ikke. Jeg ligger der mest, fordi jeg kan. Der er lidt civil ulydighed i det; sådan lidt i det små.
Men tilbage til hverdagen.
Solen vandt over middag kampen mod den snigende slud, og også blæsten blev drevet på flugt.
Og så var det, at jeg sneg med ud på min runde.
Vi ses i morgen.
Good night and good luck
Der skrives en del om jeres prinsegemal Henriks hidsige stræben efter at blive konge.
Casper Christensen havde en mening om det. Han er, som "yours truly", overbevist republikaner, og han siger: "Lad ham da blive konge, så vi kan få ro for ham. Det betyder jo ikke noget overhovedet".
Det må være et plaster på såret for den underlige franskmand, at han blev udnævnt til årets hundeven.
Jeg er nu i den lykkelige situation, at jeg har fået tilsendt et digt af Olav H. Hauge
Det er ikke noget langt digt, men selv om der ikke er mange ord, så er det jo ikke ensbetydende med, at det ikke er et godt digt.
Nu vil jeg bruge nogen tid til at fundere over digtet, og i morgen vil jeg så fornøje verden med mine store tanker.
Samt bringe digtet her.
Jeg kan allerede nu afsløre, at min egen far samt den danske forfatter Finn Søeborg vil blive omtalt.
Det er iøvrigt et ualmindelig fint digt.
Gad vide, om jeg er ved at blive omvendt til modernismen.
Man kan aldrig vide.
Det har vist sig at den 18 årige gentleman, der sammen med et par venner helt umotiveret overfaldt 23 årige "Nanna" juleaften to gange er dømt til udvisning.

Jeg tror der er et eller andet galt med min aldrende hjerne, for jeg kan ikke forstå, hvordan det hænger sammen?

Tirsdag den 24. februar 2015
Gang: 0 km. Totalt 223 km
Jeg skriver ikke dagbøger i disse dage, men i morgen kommer der nu alligevel en ekstraudgave, hvor jeg afslører, hvad mit nye barnebarn er kommet til at hedde.
Det er et navn med saft og kraft. Et rigtig godt valg.
Men det er altså i morgen.

I dag lavede jeg ikke så meget. Jeg var lige ved at skrive, at jeg ikke lavede noget fornuftigt, men skal jeg være ærlig, så synes jeg altid, jeg laver noget fornuftigt.
Af praktiske opgaver påtog jeg mig opvasken.
Desuden forberedte jeg en pose affald på, at det var tiden at forlade denne verden.
I første omgang blev den anbragt udenfor på gangen, for at den kan vænne sig til de nye tider.

Det går godt med at læse de 5 bøger til "Danmark læser".
Jeg er halvfærdig. Deltagerne får besked i uge 13. Arrangørerne oplyser, at der er overvældende mange ansøgere,
Til min store overraskelse og udelte utilfredshed meddeler de også, at de naturligvis ikke forlanger, at boguddelerne har læst bøgerne.
Sikke da en gang fis.
Hvorfor alverden skulle man ikke stille krav til folk? I sær i betragtning af, at der er så mange frivillige?
Det ville jeg have gjort.
Resten af dagen skal gå med at leve op til halvdelen af den målsætning Hemingway kom med, da han var 14:
"I intend to travel and write"

Det skader aldri å prøve noen nye stylter. Man kommer høyt opp og kan se viden omkring.

Min gode veninde i Norge har sendt mig et digt af Olav V. Hauge.
En af de mange fordele ved at have venner i andre lande er, at man kan blive præsenteret for noget, som man ikke vidste noget om.
I dette tilfælde Olav H. Hauge. Anledningen var at jeg havde beskæftiget mig med modernismen i dansk digtning via bogen ”Knud den store” af Hanne Vibeke Holst, hvis far, Knud Holst var modernistisk digter.
Jeg arbejdede en del med modernismen i halvfjerdserne, og jeg havde det svært med den.
Min indvending var, at det var svært tilgængeligt.
”Hvis disse mennesker har noget at fortælle mig, hvorfor kan de så ikke sige det lige ud?” ville jeg vide.
"Og hvorfor skal det puttes i en kasse?"
"Kan det ikke være lige meget, hvad det hedder?"
Her kommer digtet:

Han og fekk hug å prøva
desse nye styltrone.
Han har kome seg opp,
Og kliv varsamt som ein stork.
Underleg, so vidsynt han vart.
Han kan endåtil telja sauene til grannen.

Egentlig er det fantastisk, at man kan få så meget ud af 32 ord.
Først begyndte jeg at læse om Hauge, som jeg intet vidste om. Jeg fandt ud af, at han blev født i 1908 50 dage før min far. Litteratur-historisk har det ikke den store betydning, og jeg tvivler på, at det bliver nævnt andre steder end her.
Jeg synes bare, det er pudsigt.
Jeg læste om ham og opdaterede også definitionerne på modernisme:
Inden for filosofi, kunst og litteratur betegner modernismen en retning, som engagerer sig i det moderne, forstået som storbyernes stemninger, industrialiseringens fremmedgørelse og psykologiens afdækning af sjælelivet.
Den litterære modernisme kendetegnes ved sit komplicerede formsprog.

Dette digt stammer fra ca. 1964, hvor Hauge havde vedkendte sig modernismen.
Hauge ble kalt modernist. Hva betyr det? For hans del betydde det først og fremst eksperimenteringen med, og siden overgangen til, frie vers. Det betyr konkretisme og avstandstagen til de romantiske idealer. I tillegg var han på linje med mange samtidige diktere rundt omkring i den store verden. Det de gjorde hadde lange tradisjoner, men i en ny kontekst blir det modernistisk.
 
Men dette digt er egentlig ikke så svært at forstå. Heller ikke selv om det er skrevet på norsk.
Danskere kan sagtens læse norske tekster. Man skal bare huske på, at sauer betyder får, og sådan er det hele vejen igennem.Jeg diskuterede sagen med min stavekontrold, og den er langtfra enig. Den bryder sig slet ikke om norsk.
I litteraturen har tingene ofte flere lag. Også dette digt.
Rent bogstaveligt er vi ude og gå på stylter. Det har vi alle prøvet, og det kan vi let forholde os til. Det ved vi noget om.
Vi kan forstå, at man får mulighed for at tælle fårene fra den højde.
Men det er tvivlsomt, om det er Hauges mening at forklare os, at vi kan se mere, hvis vi kommer højere op.
For det vidste vi jo godt i forvejen
Det fine ved digte er, at ofte kan den ene udlægning være lige så god som den anden.
Man har lov til at have sin egen fortolkning.
Men Hauge vil nok have mig til at forstå, at hvis man ser eller vurderer tingene fra et nyt perspektiv, så ser det hele anderledes ud.
Når jeg læser nyheder danner jeg ofte en mening for mig selv meget hurtigt. Jeg ved hvordan tingene hænger sammen.
Men det kan da hænde, at man siger til mig: Men har du så tænkt på at ….
Og det har jeg ganske ofte ikke tænkt på.

Efter at jeg havde læst dette digt, fik jeg en association.

Den danske forfatter Finn Søeborg skrev en novelle som han kaldte ”Stylteonkel”, som jeg her refererer efter hukommelsen. Jeg har bogen i mit fjernlager et eller andet sted sted. Det handler om en ældre mand, der finder ud af, at han gå på stylter. Konen synes, han er vanvittig, men han bliver bedre og bedre. Det ender med at han begiver sig ud på en lang tur – på stylter.
Medierne får fat i begivenheden, og han bliver uhyre populær i hele landet, mens konen græmmer sig over hans idioti.
Denne historie blev skrevet i 1965, mens digtet er fra ca. 1964.
Det er en pudsig detalje, og digtet kunne sagtens leve med titlen ”Stylteonkel”.
Kan man tænke sig at.....? Ja man kan tænke sig så meget.
Kan man tænke sig noget mindre modernistisk end Piet Heins digte.
Og så skriver han minsæl om Sønder Felding:

Gemt i en flække ved Herning
I en krog i en kro i en lund
i denne skinbarlige stund
sidder to mænd ved den gerning
at rafle om øl med en terning
som næsten har rullet sig rund.
Begivenhedernes brænding
går højt over bordets fjæl.
Luften er ladet med vræl.
Den ene, min gamle kending,
har tolket i følgende vending
sin sygt sensationssultne sjæl:
Man har ikke anden spænding,
end, den man laver sig selv.

Modernisme eller ej? Det glider også ned.

Hvad fik jeg ud af Hauges digt? Hvad fik du ud af diget?

Jeg tror da nok, vi er blevet mere ”vidsynt”, og som det ganske rigtig hedder i titlen til dette lille stykke, så skader det jo aldrig.

Jeg har læst ”Drager over Kabul” af Morten Hesseldahl
2007. 302 sider
Bogen er en af de 5, der er udvalgt til det store show ”Danmark læser”.
Det er nok ikke en bog, jeg ville have fundet på at læse, om ikke det projekt havde eksisteret, men nu har jeg sat mig for at læse dem alle 5.
Genren må vel være politisk thriller, og det er ikke min hofret.
Da jeg begyndte at læse bogen, oplevede jeg en stor irritation, der sagtens kunne have fået mig til at droppe bogen under normale omstændigheder.
Den er opdelt i utallige små afsnit, hvor der hele tiden optræder nogle nye personer.
Og når jeg siger små afsnit, så er vi helt ned at snakke om 1 side eller 1½.
Og endnu mere irriterende oplevede jeg, at jeg næsten hver gang måtte 3-4 linier ned, før det gik op for mig, hvem jeg nu læste om.
Således sprang vi bogen igennem rundt i verden.
Fra Kabul til København og Norge.
Enormt irriterende.
Jeg kunne jo godt regne ud, at det hele ville løbe sammen til sidst, og det kom det da også til.
Desuden optræder der en lang række arabiske navne, og selv om jeg sværger på, at jeg kun drak vand under læsningen måtte jeg spørge mig selv: Hvem er det nu lige Ali er? Eller Muhamed osv.
I an af anmeldelserne blev det oplyst, at der fandtes en personliste foran i bogen. Det gjorde der ikke i mit eksemplar. Jeg kunne godt have brugt sådan en liste
Jeg kom til at tænke på gode gamle Kaptajn Marryat, der kunne finde på at skrive:
Kapitel 7. Hvori vi hører om mødet mellem Kaptajn blod og Mrs. Jones.
Det var så i den anden grøft.
Der er naturligvis personer i sådan en bog, man synes man kan identificere sig med. Jeg kunne godt lide kunstmaleren Mathias, og også agenten Gerhard, der kæmper sig gennem sit eget private hærværk er godt beskrevet.
Han kvæler enorme mængder spiritus, og hver gang vi møder ham synes han at være i gang med at brække sig.
Sprogligt er bogen i orden. Den er velskrevet uden at være et vidunder.
Lidt maleriske og humoristiske adjektiver opleves også.
Bogen er skræmmende visionær.
Vi har jo alle hørt om det terror-angreb, der ramte København for få dage siden.
Morten Hesseldahl skrev i 2007 i "Drager over Kabul":
Side 61: "Omar havde besluttet sig. Tiden var for længst inde. Islam var mange steder allerede ved at blive blødt op i kanten. Kortsigtede hensyn fik Allahs sønner til at indgå kompromiser, der var uforsvarlige.
Side 139: "Sådan vil al-Queda skabe helvede i København!" sagde overskriften, illustreret med et skønsomt udvalg af katastrofesecenarier. Nørreport bombet, den jødiske synagoge i Krystalgade i ruiner,........"
Og så på en februar dag i 2015, 8 år efter at ovenstående blev skrevet, overgik vireligheden enhver form for fiktion, da Omar Abdel Hamid El-Hussein bl. valgte at angribe synagogen i krystalgade.
Mere skræmmende bliver det næppe.
Boegn fik rigtig fine anmeldelser, og det er da også en flot bog. På. grund af læsedagen har jeg læst den grundigere end jeg ellers ville have gjort. Skulle jeg have lavet en "rigtig anmeldelse" ville jeg nok have læst den igen.
Den gjorde bestemt indtryk.
Og naturligvis skal det ikke afsløres her, hvordan det forløber med bogens terror-planer.

Den havde jeg ikke set komme.
Jeg skriver i Open office, og de har en udmærket stavekontrold......hmmmmm stavekontrol.
Jeg skulle lige se, om jeg havde stavet al-Queda korrekt.
Autokorrekturen forslog mig, at jeg meget hellere skulle skrive "Pedal-Ove".
Da blev jeg skisme forbavset.

Tirsdag den 24. februar 2015
Gang: 5 km. Totalt 228 km

Endnu en stille dag, der mest stod i planlægningens tegn.
Jeg skal lige have logistikken på plads, inden jeg kaster mig ind i en "Rødbilletbus" i Herning fredag kl. 12.
Nanna er blevet bedt om at gøre sig klar, og det glæder jeg mig meget til.
Og så har jeg inviteret lille a (samt hendes anstandsdame) ind og se "Big hero 6" i Rødovre-centeret.
Som det fremgår her, får den vildt pæne anmeldelser i Rotten Tomatoes.
Det skal nok blive godt.
Jeg fik også digtet lidt mere, men lad nu være med at bruge tiden i morgen på at besøge denne side.
Der kommer altså ingenting. Det her er noget særligt.
Aftenen bliver same-same: film og bøger.
Good night and good luck.

Så har mit lille nye barnebarn fået sit navn. Hun hedder Nanna, hvilket betyder modig.
Og det er da en god menneskelig egenskab.
Hun er opkaldt efter Balders hustru, som man kan se i et ase-diagram.
Jeg blev endda adspurgt om jeg kunne lide navnet, og det kunne jeg da.
Men eftersom det ikke er mit barn, ville jeg uden tøven have syntes om, hvad de lykkelige forældre var kommet frem til.

Balder er søn af Odin og Frigg og broder til Høder og Hermod. Han beskrives som den smukkeste og lyseste af guderne - ja, han lyser ligefrem. Han er klog, rar og har en smuk stemme, men om ham siges det også, at ingen af hans beslutninger overholdes. Sammen med sin hustru Nanna og deres søn Forsete bor han i hallen Breidablik, hvor alt er smukt og rent som Balder selv. Trods alt det positive, der fortælles om ham, spiller han en meget passiv rolle. Selv i myterne om hans død, er han nærmest en biperson.
Balders død er en tragisk begivenhed, som varsler om Ragnaroks komme. Efter han har mareridt om sin egen død, får Frigg alt - dyr, planter, sygdomme, elementer, genstande - til at sværge, de ikke vil skade Balder. Kun misteltenen afkræver hun ikke løfte af, og i sidste ende bliver det den, som dræber ham. Og dette endda ved hans egen broder, Høders, hånd - med hjælp fra Loke. Den gode og uskyldige Balder er elsket af alle guder og mennesker, og hans død berører dem også. Alle sørger de, og da guderne endelig kommer til sig selv, beder Frigg en ride til Hel og bede om Balder tilbage. Hermod tager denne opgave.

Her i Sønder Felding finder man Dagmar Bio. Det er en enestående forening, som byen kan være stolt af.
Det startede med at være en biograf, men nu er det lige så meget koncerter, de gør i, På højt plan.
Siden fadæsen med Allan Olsen (Jeg kom for sent), har jeg været på deres mail-liste for ikke en anden gang at komme ud i noget lignende snavs.
De er rigtig dygtige, og nu er de også begyndt at sende forskræp ud, så kunderne rigtig kan være klar i starthullerne.
Denne tidlige reklame kan naturligvis også fortælle, at det er noget, man slet ikke kan være interesseret i.
Her i dag fik jeg følgende:

"Denne gang er det en top-aktuel kunstner, der gir' koncert. Vi forventer, at det bliver en aften med et touch af melodi grand prix, ørehænger hits, tv-serie titelmelodi OG numre fra et spritnyt album.
Spændende, ikk?"
Umiddelbart vil jeg sige: Nej, det lyder slet ikke spændende
Nu kan vi næsten ikke vente med at høre, hvem det er.
Næste dag:
Det anede mig.
Det viser sig, at det er den superskønne Bryan Ryce, der kommer i Dagmar Bio. Han er pop-sanger, skriver de, og har netop udsendt sit 5. album.
I 2005 udsendte han et af de største hits i dansk musikhistorie, nemlig "No promises". Siden har han været meget aktiv og han har bl. a deltaget i det danske melodi grand prix.
Houston, we have a problem.
Jeg har aldrig hørt om Bryan Ryce. Mon han hed Brian Riis, da han var dreng? Jeg ved intet om "No promises", og skal jeg være helt ærlig agter jeg ikke at gøre noget som helst for at udvide min horisont i den henseende.
Jeg sparer de 295 kr og ønsker Bryan Ryce held og lykke.
Jeg har læst ”Og sådan blev det” af Maren Uthaug.
2013. 206 sider.
”Og sådan blev det” er en af de 5 bøger i ”Danmark læser” og den 3. jeg har læst af dem.
Jeg er taknemlig over at have fået henledt min opmærksomhed på disse værker. Det er lidt ligesom at have hjemmearbejde for, og jeg har fået rigtig gode oplevelser ud af det.
Her starter vi i Nordnorge i Sameland, hvor vi møder en række spændende, men også underlige mennesker: Knut, hans kone Rihhta, datteren Risten, den lettere vanvittige søster Ravna og bedstemor Ahkku.
Det går lidt på de høje nagler af og til, og Knut får det værre og værre med konen.
Han møder en dansk kvinde, Grethe, og da hun tager hjem, ender det med, at Knut og datteren Risten flytter ind i Sønderjylland sammen med denne kvinde.
Der bor også nogle vietnamesiske flygtninge, og Risten blevet til Kirsten og knytter venskab med en vietnameser-dreng, der for nemheds skyld kaldes Niels.,
De to børn starter straks med at grave et enormt hul i haven, bare fordi de kan, men de må kaste det til igen.
Det er mere end Grethe kan klare.
Grethe er i det hele taget velmenende, men alligevel formår hun at volde en masse problemer for Kirsten og Niels. Hun gør rigtig stor skade uden at fatte en lyd af det.
Vi følger familien gennem nogle år, hvor der sker rigtig mange underlige ting.
Kirsten finder ud af, at hun har svært ved at udtale ord med r og hun udvikler er specielt sprog, helt uden ord med r
Sølv spiller en enorm rolle for Kirsten, der bryder sammen, da Grethe tager hendes ring fra hende.
Til sidst bliver Niels deporteret til København, da Grethe opdager, at han foretager sig unævnelige ting i badeværelset. I øvrigt præcist hvad Niels har set Knut gøre.
Niels stifter også bekendtskab med Knut´s ”sportsblade”.
Mod slutningen flytter Kirsten til København og genfinder Niels. De flytter sammen, og hun får et barn Rod, som hun tager med til Sameland for at gense sin mor.
Det går mildest talt ikke, som hun havde forventet, men det skal vi ikke komme ind på her.

Bogen er skrevet i et smukt og enkelt sprog. Der er få malende adjektiver, men alligevel ser man nemt personerne for sig. Der optræder også nogle hunde, der er så fede, at de ikke kan rejse sig, hvis de vælter. De bliver fodret med ost. Jeg kan se dem styrte om på siden for mit indre blik.

Der er ikke den samme farlighed i sproget, som hos Erling Jepsen, hvor jeg anede, at vanviddet konstant lurede lige under overfladen.
Maren Uthaug har en historie at fortælle, og det gør hun rigtig godt. Og en flot historie er det.
Kirsten udvikler sig anderledes, end jeg havde forventet. Jeg havde regnet med at hun vender tilværelsen på hovedet, men det gør hun ikke.

Samerne er et mindretal, der også i virkelighedens verden har det svært, og det bliver der sat fokus på her. Jeg har selv haft fornøjelsen af at besøge Sameland, og det gør bare det hele mere interessant for mig.
Maren Uthauge har en norsk mor og en samisk far, og hun er vokset op i Danmark.
Om vi har at gøre med en nøgleroman skal jeg lade være usagt.
Men Maren kan tegne, og det kan Kirsten også.
Det kan man godt tænke lidt over.
Bogen satte meget i gang hos mig, og for 3. gang kommer jeg til den erkendelse, at der er foretaget et fornuftigt valg til ”Danmark læser”.
Når jeg har læst en bog og kommet frem til min egen anmeldelse ser jeg efter, hvad andre har af meninger.
Men aldrig før jeg selv har skrevet mig ud.
Jeg kan selv.
”Og sådan blev det ” fik ualmindelig fine anmeldelser overalt.

Maren Uthauges Blog

Torsdag den 26. februar 2015
Gang: 10 km. totalt 238 km.
Jeg fik ærter og gulerødder til aften, og det var sådan set det mest dramatiske, der skete denne dag.
Jeg spiste en bog og åd en film og var vandringsmand nogle timer.
Jeg forberedte mig til fredagens vilde rejse til den fjerneste afkrog af landet.
Jeg er bare så klar.
Jeg mener at vide, at de fleste adelige har et eller andet slogan for deres familie.
Nu er jeg heldigvis ikke adelig, men derfor kan jeg jo godt fornøje mig med et motto.
Det er gerne noget højtideligt noget, og det gør slet ikke noget, at det er på latin.
Da jeg i 1969 spildte 14 måneder i den danske hær, mødte jeg en major, der sagde: Inter pares prima.
Som enhver ved, betyder det jo "Den bedste blandt ligemænd".
Det kunne jeg godt lide, men jeg skiftede det senere ud med "Better men than I have failed".
Nu har jeg valgt et nyt motto. Og jeg synes selv, det er godt og rammende.
"Længst mulig i egen krop"
Mit glasbord.
Jeg har gjort en opdagelse. Det drejer sig om det fine glasbord jeg har stående ved siden af den sofa, der nu er blevet 12 cm bredere.
Det er et genbrugsbord. Stort set alle mine ting kommer fra Genbrugser, for det vil jeg helst have.
Det er naturligt, at man lægger ting fra sig på et bord, og det gør jeg naturligvis også.
Men nu er det gået op for mig, at det er rigtig dejligt, hvis der er ryddet op på netop dette bord.
Det gør mig så glad.
Og endnu gladere bliver jeg, hvis bordet er pudset.
Og det undrer mig.
Men når nu det er sådan, så giver jeg hver eneste dag den opgave at sørge for at glasset er skinnende blank.
For man skal være god ved sig, så længe man har sig.
Når du nu kommer forbi for at opleve et samtaletoilet for første gang i dit liv, så må du love mig, at du hjælper med at holde orden på det lille bord

Jeg har læst ”Den sidste vinter” af Åke Edwarson.
2008. 438 sider.
Jeg har vist dummet mig eftetrykkeligt, for denne bog er den sidste i serien om Kriminalkommissær Erik Winter fra Göteborg.
Den er nr. 10, og jeg missede vist de 9 første.
Shame on me.
Her har vi igen en af de mange fremragende svenske krimi-forfattere.
De myldrer frem.
Er det smitsomt i Sverige?
Dette er er virkelig en spændende krimi: 2 kvinder findes myrdet i 2 forskellige lejligheder. I begge tilfælde har ægtemanden sovet trygt ved siden af, mens mordet fandt sted, og de er derfor hovedmistænkte.
Men Winter finder ud af, at lighederne i de to sager ikke er tilfældige.
Plottet er godt skruet sammen, og jeg havde ingen anelse om, hvem der var ansvarlige for de 2 mord, før jeg ramte de sidste sider.
Og på den allersidste side fik jeg et chok, som jeg vist inderst inde var forberedt på. Men alligevel fik jeg noget af en "lammer".
Erik Winter synes jeg godt om, og så optræder der en pudsig hjemløse, der sælger den svenske udgave af Husforbi. Han ser alt, hævder han, og det er ikke helt forkert.
Jeg var rigtig godt underholdt i selskab med den sidste Winter/ Vinter. Interessant ordspil
Svenskerne har jo næsten en tradition for at lave 10 binds krimi-serier, tænk bare på Sjøwall/Wahlöö og Arne Dahls serie om A-gruppen, og denne føjer sig smukt til rækken. Det er en af de absolut bedste i Edwardsons krimiserie, men det kan anbefales at man læser serien i rækkefølge, ellers får man ikke det hele ud af historien.
Edwardsons krimier er intellektuelle og til tider komplicerede - nogle måske lidt fortænkte, men her i finalen går det hele op i en højere enhed!

Fredag den 27. februar 2015
Gang X km. Totalt 238 km +
Jeg har læst ”Bavian" af Naja Marie Aidt.
2006. 217 sider.
Det er den 4. bog jeg har læst af de 5, der er udvalgt til dagen ”Danmark læser”.
De 3 første var jeg rigtig godt tilfredse med.
Det slutter vist her.
Det er en samling korte noveller, som jeg ikke kan få hold på overhovedet.
Jeg ved ikke, hvad der skrives om. Jeg forstår simpelthen ikke, hvor forfatteren vil hen.
Det er 100 % sikkert, at jeg ville have lagt bogen væk, hvis det ikke var p.g.a ”Danmark læser.”
Sproget er staccato og hæsblæsende, ofte en gang stream of consciousness.
Det gælder alle de korte noveller.
Personerne er underlige, og somme virker direkte syge.
Nu skal man jo også huske at gribe i egen barm og bag på bogen kan man læse, at novellesamlingen har opnået adskillige priser.

Tanken om at det så er yours truly der er noget galt med, er naturligvis nærliggende og kan bestemt ikke afvises.
Dummere er jeg jo heller ikke.
Men jeg havde ikke nogen særlig god oplevelse.
Bogen er skrevet med store typer, og der er en del tomme sider, så jeg kom hurtigt gennem den.
I en anmeldelse frarådes det, at man læser det hele på en gang. Det bliver simpelt for meget vanvid på én gang.
Nu lader jeg lige det hele bundfælde sig, og så ser det måske anderledes ud.
Jeg kan jo ikke se bort fra at samlingen får flotte anmeldelser af stort set alle.

I sin tredje novellesamling er Naja Maria Aidt som sædvanligt velskrivende og præcis. Hun kan beskrive en situation og vende den 180 grader, så det ufarlige bliver farligt, og så det ubetydelige pludselig antager groteske dimensioner.
Netop det groteske og det overdrevne i en række almindelige dagligdags foreteelser er gennemgående i novellesamlingen. Så meget, at man ikke skal læse mere end en enkelt eller to i træk, for så bliver novellerne for grumme. Det, der er på spil, er fortrængninger, indestængte følelser, aggression, angst og begær, så det kan næsten kun gå galt.
Og det går galt i en sådan grad, at flere af novellerne er rigtig ubehagelige at læse. Som f.eks.i "Torben og Maria", hvor en ung mor til stadighed gennembanker sin lille søn. Eller i "Bulbjerg", hvor det at fare vild får det værste op i mand og kone med et voldsomt og øjeblikkeligt brud til følge. Eller i "Afbrydelse", hvor en ukendt thaikvinde anmassende og ubehageligt insisterer på at flytte ind hos en ung mand.