Fredag den 25. september 2015
Gang: 5 km. Totalt i 2015: 1011 km.
Cykling: 0 km. Totalt i 2015: 965 km
Torsdag den 24. september 2015
Gang: 9 km. Totalt i 2015: 1006 km.
Cykling: 0 km. Totalt i 2015: 965 km
Fangede 2 dåser
25. september 2015
Efter en sommer med tant, fjas og lediggang er det nu tid til at møde tilværelsen med lidt mere seriøsitet.
Efteråret har ramt Heden, og kun minderne om den varme og herlige sommer står tilbage.
Eller er det sommeren 2014, jeg kommer i hu?
Jeg vil skrive lidt om sport, litteratur, kultur og hvad der ellers måtte falde mig ind. Det kan kun blive kedeligt. Jeres Prins Joakim skal såmænd også nok få et ord med på vejen.
Men heldigvis regner jeg med at tage i træningslejr engang i december, så det bliver ikke så længe disse pinsler skal udholdes.
Jeg har just været i København til en gang yngelpleje, og jeg håber at gentage besøget sidst i november.
Det er nu så skønt at have noget at se frem til.
Og så er jeg minsandten blevet inviteret til en geburtsdag den 30. november på "Den kinesiske Mur" i Herning.
Hvis man ikke kender det sted, kan jeg oplyse, at det er et besøg værd.
Jeg vil naturligvis i høj grad beskæftige mig med mit ambitiøse projekt "Vandringsmanden2016", hvor jeg netop er blevet enig med Dagligbrugsen i Sønder Felding omkring starten.
Det skal være et eller andet vildt, så jeg kommer godt af sted.
1. etape går i øvrigt til Shelterpladsen ved Skjern Å i Borris.
Lørdag den 26. september 2015
Gang: 5 km. Totalt i 2015: 1016 km.
Cykling: 0 km. Totalt i 2015: 965 km
Fangede én dåse og én flaske
Der er så mange ting jeg er god til. Jeg kan ...... øhmmmmmm.
Ja, vendespil, duer jeg ikke til, for lille a gav mig læsterlige kø forgangne uge.
Til gengæld kan jeg snøre mine sko, og jeg kan også 7-tabellen.
Men jeg er ikke god til at stege frikadeller.
Det går altid gruelig galt.
Det kan ende med, at de falder fra hianden, eller de ender med at blive forkullede.
Eller måske er de rå indeni. Det er ikke godt.
I dag havde jeg atter inviteret mig selv på frikadeller, og jeg forsøgte at forberede mig godt denne gang.
Jeg fandt en video med en dame, der smed en hulens masse fedtstof på panden.
Det har jeg hidtil været for nærig til at gøre.
Hun hævdede, at uanset hvor meget fedstof man brugte, optog frikadellerne ikke mere af den grund.
Det var ny viden for mig, og jeg så også, at hun hældte lidt af fedstoffet over frikadellerne.
Ergo fyldte jeg panden halvt med smør, og jeg hældte pligtskyldigt smeltet smør over dellerne.
Og mindsandten, om ikke det blev de bedste deller, jeg har lavet nogensinde.
Jeg ville godt have taget et billede af den flotteste delle, men den kom jeg til at sætte til livs.
Men nu har jeg så en ny spidskompetence :-)
Jeg befinder mig stadig ualmindelig godt her i Sønder Felding, hvor jeg minsandten har boet næsten 2½ år.
Herning kunne godt have ligget lidt tættere på, men den rykker de nok ikke.
I øvrigt tager jeg en tur til Herning i morgen lørdag.
I Bilka har de "Spis alt du kan, morgenmad" for 10 kr.
Det er der ikke mange, der kan konkurrere med.
Mit kære, men støjplagede bibliotek (m..unger) kan også forvente mit besøg.
Søndag den 27. september 2015
Gang: 10 km. Totalt i 2015: 1026 km.
Cykling: 0 km. Totalt i 2015: 965 km
Sikke da en herlig dag, hvor septembers himmel var så blå.
En efterårsdag forklædt som en sensommerdag.
Så har vi prøvet det med.
Dagen gik med de ting, jeg holder af at foretage mig.
10 km gang, film, bøger og sådan lidt af hvert.
Det kan oplyses, at lidt af hvert bl. a dækker over en gang motorløb. Den slags skal jeg jo også følge med i.
Ja, der er nok at se til.
Så langt man kan se frem ser vejret ud til at blive sådan cirka det samme
Jeg har nogle nordlige venner, som gerne har en ugentlig grøddag.
Det har egentlig altid imponeret mig.
Der kan være mange gode grunde til at vælge den samme ret uge efter uge.
Men det er ikke nogen dum ide.
Opløftet af gårsdagens succes med at stege frikadeller med oprejst pande, bestemte jeg mig allerede fra morgenstunden til, at dette skulle være min grøddag.
Og det blev risengrød, som jeg rent faktisk mestrer at tilberede.
Man skal sørge for, at det ikke koger over.
Det gjorde min grød nu, men jeg lod ikke det ødelægge mit gode humør.
Så skal man huske at røre med jævnlige mellemrum, og så skal man lade være med at grave for dybt, når man hælder det over på sin tallerken.
Smørklat og kanelsukker er en selvfølge.
Hjemme på gården havde vi masser af mad-ritualer, og da vi hver dag fik 2 retter mad, var der ofte grød.
Hvad jeg syntes om det, husker jeg ikke, men det har sandsynligvis været fint.
Det kunne være grød af havens frugter, risengrød, rismelsgrød etc.
Den afdeling styrede min mor totalt, og jeg husker ikke, at vi nogensinde blev spurgt om, hvad vi gerne ville have.
jeg husker, at vi altid spurgte: "Hvad skal vi have bagefter".
Hvad jeg skal have i morgen vides ikke.
Mandag den 28. september 2015
Gang: 10 km. Totalt i 2015: 1036 km.
Cykling: 0 km. Totalt i 2015: 965 km
Fangede én dåse.
Der er bitterlig koldt om morgenen, men som dagen skred frem blev vejret endnu bedre end i weekenden.
Når man ved, at det rigtig snart får ende, nyder man det endnu mere.
Man vil have det sidste med.
Oktober kan også være fin og smuk, men mine forventninger til november er yderst ringe.
Sådan plejer det at være.
Så jeg kom ret let gennem mit træninsgprogram.
Så er der ro for samvittigheden, og jeg kan give mig i kast med at læse, skrive og se film.
En dag hvor jeg bare følger mine rutiner.
Pensionisttilværelsen kan varmt anbefales.
Det eneste problem er at tiden går, og vi går med.
Af en eller anden grund er det meget populært at bo i udkants-Danmark.Det er ellers langt dyrere. Det ved jeg, fordi jeg har min gang i Herlev og Vanløse, hvor enhver beskrivelse af et hus fortæller, hvor langt det ligger fra Rådhuspladsen.
Jeg er glad for, at jeg bor så centralt.
Der er en del huse til salg her på Heden, eksempelvis begge husene på billederne.
Det ser ud til at være nydelige huse, og de kan erhverves for en 7-800.000 kr, hvilket er langt billigere end i udkants-Danmark.
For kort tid siden fandt jeg to spillekuponer på fortovet i Herlev.
En eller anden havde spillet for 2 x 500 kr på den lange, med 17 sekunders mellemrum.
Jeg fik kuponerne checket, sidst jeg var i Herning, og resultatet betyder, at de to huse på billederne begge er til salg endnu.
Er det normalt, at man bare sådan lige spiller for 1000 kr?
For resten så ligger husene 291 km fra Rådhuspladsen.
Tirsdag den 29. september 2015
Gang: 10 km. Totalt i 2015: 1046 km.
Cykling: 0 km. Totalt i 2015: 965 km
Fangede 2 dåser.
Jamen, jamen for et skønt vejr vi har.
Morgenens kulde og tåge gjorde det til en kølig omgang at vandre, og Jeg overvejede en kort overgang at iføre mig strømper og langærmede bukser.
Det blev ved tanken.
Det er endnu ikke tid.
Nogle vil synes, at det er lidt kedeligt at gå den samme tur 2 gange hver dag og gentage den dag efter dag.
Det er det slet ikke.
Det er en dejlig tryg følelse, og jeg er også ved at være på nik med flere folk på ruten.
Jeg kæmper stadig med en ældre herre (ca på min alder) om at komme først til flaskerne og dåserne. Han cykler den samme rute hver dag, ligesom jeg.
Jeg ved ikke, hvem han er, men jeg må have en snak med ham engang. Os med 7-tallet er nødt til at holde sammen.
I går erhvervede jeg mig en hel kylling i brugsen. De havde vist set sig nødsaget til at skille sig af med den.
Nu skal jeg så foretage mig et eller andet med den.
Min forløbige plan er følgende:
1. Anbringe kyllingen i ovnen.
2. Skrue op for varmen.
3. Vente en times tid.
4. Tage den ud.
Er der monstro mere?
Det var der ikke, og det blev et herligt måltid.
I morgen tror jeg, at jeg for alvor vil slå gækken løs. Jeg planlægger simpelthen en tur til Kibæk. Det kommer til at drejse sig om biblioteket samt genbrugsen.
Onsdag den 30. september 2015
Gang: 10 km. Totalt i 2015: 1056 km.
Cykling: 0 km. Totalt i 2015: 965 km
Fangede igen 2 dåser.
Det bliver koldere og koldere om morgenen.
Vi var et stykke under de 5 grader, men normalt er det ikke et problem, når jeg går.
Men da jeg fangede de 2 dåser, måtte jeg bære én i hver hånd, og så blev det rigtig koldt for forpoterne.
Jeg forærede mig selv en MC-tur til Kibæk, hvor jeg bl. a skulle hente en bog om Dalton.
Den glæder jeg mig meget til at læse.
Desværre oplevede jeg dem aldrig live, mens de spillede.
Jeg fandt ud af, at der starter en læsegruppe i Kibæk, specielt rettet mod gamle æsler, og det er jeg da nødt til at prøve.
Det kan da blive rigtig interessant.
Jeg står ofte lidt alene med min interesse for litteratur, og det kan da være, jeg møder andre bog-nørder.
Det fantastiske vejr fortsætter mindst til og med mandag.
Af hertet tak til vejrguderne.
Jeg skal nok gøre jer en tjeneste en anden gang.
.