Tirsdag den 1. august 2017
Gang: 0 km. Totalt i 2017: 1597 km

Cykling 5 km. Totalt i 2017 120 km.

 

Så er hverdagen brudt ud, og det gør slet ingenting.
Selvom det sidste skridt er taget af vandreturen 2017 er der mange ting, der skal holdes styr på.
Det vælter ind med positive tilbagemeldinger fra de 3 facebook-sider, der har modtaget mine dagbøger undervejs.
Og det er udelukkende gode og positive meldinger.
Jeg forsøger at svare alle, der har en kommentar, og det lykkes vist de fleste gange.
Jeg er stolt og tilfreds med det opnåede resultat, så det kan ikke være meget bedre.


Der er også kommet mange indbetalinger til Vandringskontoen, og det skal der også holdes styr på. Jeg mener at jeg i skrivende stund har opdateret øresponsorlisten med de indbetalinger, der er gået ind.

Jeg besluttede at vaske det tøj, jeg havde haft med på turen. Det var måske ikke tvingende nødvendigt, men nu er jeg kommet igennem det meste.
Jeg har også forsøgt at få lidt styr på, hvad der er i campingvognen.
Græsset omkring vognen har dristet sig til at blive ganske langt. Sikkert i solidaritet med mit skæg.
Nu skal begge dele holdes nede.

En god ven mente, at jeg skulle dase nogle uger. Det er lang tid, men jeg er ikke fyldt med voldsom energi,  så det går stille og roligt.

I morgen skal jeg måske til det ugentlige marked i Tarm. Det har fået venlige anmeldelser.

Jeg fandt kvitteringen på liggeunderlaget, og i morgen skal jeg kontakte det firma, der har leveret det.
Det er 15 måneder gammelt.

Jeg har også fået gang i læsningen igen. Og jeg lytter stadig til Mumford & Sons. De er bare så festlige og glade.
 

Alt i alt synes jeg, at jeg er landet på begge ben.

Onsdag den 2. august 2017
Gang: 0 km. Totalt i 2017: 1597 km

Cykling 5 km. Totalt i 2017 125 km.

 

Jeg er så heldig, at jeg snart får besøg her på pladsen. Og når det sker, er jeg tilbøjelig til at bringe lidt system i mine ejendele, så det kan se lidt præsentabelt ud.
Det førte bl. a til en gang støvsugning. Under den øvelse fandt jeg ud af, at en del edderkopper havde passet godt på vognen, mens jeg har været væk.
Dem har jeg slet ikke noget imod, men jeg fjerner dog deres spind.
Der kom også nogle ørentviste frem i dagens lys, og dem bryder jeg mig slet ikke om.
Tænk at en støvsugning kan udarte sig til at minde om en arkæologisk udgravning.

Ringkøbing-Skjern Dagblad barslede med en meget fin artikel om Den gamle Vandringsmand.
Den var vi alle rigtig godt tilfredse med.

Den kan ses her.

Ellers skete der ikke det store. Jeg var lige på en "Undgåmadspild" tur til midtbyens butikker med dagligvarer, og der var bl. a en spand skyr med en rabat på 24 kr. Det lader sig høre.

Det sidste af eftermiddagen tilbragte jeg i gode venners selskab.
Og således blev det til endnu en herlig dag, som Stig Møller ville sige det.

"Verdens vanvid
hvorfor dog det
jeg elsker livet og det er det jeg ved
Sikke'n dejlig dag det er i dag"

Søndag den 6. august 2017
Gang: 0 km. Totalt i 2017: 1597 km

Cykling 2 km. Totalt i 2017 127 km.

Så er det nøjagtig en uge siden, jeg vendte hjem fra min lange vandring, og nu er det vist på tide at sige, at så er jeg landet. Jeg nusser lidt rundt, men det er ikke blevet til så meget, som jeg kunne ønske mig.
Det hedder sig jo, at vi har sommer, og temperaturerne er da også rimelige, men det regner hver eneste dag.
Et kig på DMI´s prognose afslører regn hver eneste dag, så langt man kan se ud i fremtiden.
Det er vældig irriterende.
Men jeg kan så glæde mig over, at jeg ikke er på vandretur lige nu.
Det ville have været en våd affære. Torsdag var således en dag, hvor der på landsplan faldt 20 mm stort set over hele landet.
Det er altså rigtig meget vand.

Jeg havde et rigtig dejligt besøg af gode venner her for et par dage siden. Hvis det er muligt for vejret, slæber jeg gerne besøgende med ned til åen, hvor vi hver gang beundrer Kong Hans´ Bro.
Den er rigtig flot.

Søndagen stod i sportens tegn. Jeg skulle både følge med i VM i atletik fra London og Em i cykling fra Herning.

I Herning havde de valgt en totalt flad rute. Der er 22 km ud til den smukke Trehøje Bakke, men det var for langt ude, mente de nok.
Trods sidevind endte det i den forventede massespurt med det forventede massestyrt.
Danskerne var ikke i nærheden af noget, og i stedet vandt en af favoritterne norske Alexander Kristoff.
Der hvor jeg så løbet, var der ingen kommentatorer, og det var en underlig flad fornemmelse.
Det var sjovt at se dem køre rundt på velkendte veje. Jeg overvejede at tage derind, men det blev ved tanken. Der var i det hele taget tyndt besat med tilskuere, selvom der var smidt adskillige millioner efter arangementet.

VM i London varer en hel uge, og der skal jeg lige vænne mig til kommentatorerne. Måske når jeg de, inden det hele slutter.

Em i fodbold nøjes med at læse om.

Og nu var har fat i sporten kan jeg gentage, at det er flovt og pinligt som nogle fodboldtilskuere opfører sig.
Heldigvis er det ikke i min verden.

Alt i alt var det en fin søndag

Mandag den 7. august 2017
Gang: 0 km. Totalt i 2017: 1597 km

Cykling 5 km. Totalt i 2017 132 km.

 

Endelig så det ud til, at vi skulle have en dag uden byger, men hen under aften dryppede det så alligevel.
Nu havde jeg imidlertid vasket tøj, og jeg fik halvdelen tørret.
Vi har tumbler her, men jeg bruger den helst ikke.
Der er også ved at være styr på græsset omkring min vogn.
Det nåede at blive langt på 2 måneder.

 

De dejlige bidrag fra mine mange øresponsorer kommer trillende ind stille og roligt. Der er allerede blevet indbetalt langt over halvdelen, og det er rigtig fint.
Men det er ikke noget, der haster voldsomt.

 

Så er der lidt nyt om mit telt og mit liggeunderlag.
Underlaget er på vej til Viby, og derefter skal det en tur til Irland, hvor producenten gerne vil se nærmere på det.

Ang mit telt kontaktede jeg firmaets kunderservice, der har et dansk nummer. Men derfra bliver man stllet om til Spanien, hvor jeg talte med en sød dame med en stærk spansk accent.
Hun forsikrede mig om, at det ikke var et opkald, jeg skulle betale.
Jeg synes, det er noget nemmere at kommunikere med en dansk kundeservice, men det kan da være, at det går som det skal.
I første omgang har de fået tilsendt billeder af skaderne samt en beskrivelse af forløbet.
Det har de lovet at forholde sig til i løbet af 72 timer.
Hvis jeg vidste, at et firmas kunderservice ligger i Spanien, kunne jeg umiddelbart godt finde på at fravælge det af den grund.

På onsdag skal lille Harald begynde i skolen. Det synes jeg er så dejligt at tænke på :-)

Tirsdag den 8. august 2017
Gang: 0 km. Totalt i 2017: 1597 km

Cykling 12 km. Totalt i 2017 144 km.

 

Jeg er ofte blevet spurgt, hvilken tilknytning jeg har til Skjern, og jeg kan kun svare "ingen". Men for mig er det rigtig interessant at flytte til en ukendt egn, og se på hvad der rører sig der.
Og her og der hører man om sjove og interessante steder, som er et besøg værd.

Senest hørte jeg om et kræmmermarked i Tarm, som var stort og spændende.
Det måtte jeg da opleve.
Der er kun 4 km fra Skjern Å Camping til Markedspladsen i Skjern, så jeg smed mig på cyklen og kørte derover.
Og det var bare stort.
Jeg tør ikke sige, hvor mange boder der var, men der var nok 100 eller mere.
Først skulle jeg smage på kaffen og et stykke brunsviger, og det var en god start.
En tur rundt på pladsen afslørede, at der var meget plastik og skrammel, men der var også spændende ting, som kunne være værd at kaste lidt penge efter.
Et flaskeskib havde de dog ikke.
Et sjovt indslag var en mand i rigtig fint tøj, der kørte rundt med en lirekasse.
Foran var der spændt en lille sød pony. Han var åbenbart bare der for at skabe liv, for han passiarede livligt med alle, der havde lyst.
På et tidspunkt kom han forbi en bod, hvor de solgte hestehoveder af stof. Han stoppede op, kiggede på ponyen og sagde: "Ja, Igor. Sådan går det, hvis man ikke er en flink lille hest. Så kan du lære det".
Jeg har hørt rygter om at manden er af den berømte Miehe-slægt, og det må jeg undersøge nærmere.
Som dreng besøgte vi Cirkus Miehe, når de kom til Aabybro, og det var en stor oplevelse.
Det er nok ikke sidste gang, jeg er til marked i Tarm.
Og så kan jeg lige oplyse, at når man bor her, synes man ikke længere, at det er interessant at høre morsomheder om det bynavn. :-)
Det er skam en fin lille by.

Jeg havde naturligvis travlt med cykelløb og atletik.
Peter Sagan vandt dagens etape, og det var hans sejr nr 99.
Da han blev spurgt om han regnede med sejr nr 100 den følgende dag bemærkede han: "Nu skal vi lige overleve så længe".
Han gør hvad der passer ham, når han giver interview.
Han er noget for sig selv, og jeg har fuldstændig overgivet mig til ham.
Dagens kommentarer kom til mig på noget, der lignede ungarsk. Det skal de ikke gøre for min skyld.

Jeg savner lidt min motorcykel, for jeg ville gerne kunne køre lidt mindre ture i omegnen.
Det tænker jeg lidt over, hvad jeg vil gøre ved.

Resten af aftenen bliver med hygge i vognen: læse, skrive og så ind og tage ansvaret for sporten.

Torsdag den 10. august 2017
Gang: 9 km. Totalt i 2017: 1608 km

Cykling 0 km. Totalt i 2017 144 km.

Torsdag den 10. august 2017
Gang: 0 km. Totalt i 2017: 1608 km

Cykling 8 km. Totalt i 2017 152 km.

Torsdag var jeg så heldig at blive inviteret på besøg hos gode venner. Det var rigtig hyggeligt. For at komme derhen skulle jeg benytte det lille søde Arriva-tog.
Jeg får snart 2-3 ærinder i Herning, så der bliver lejlighed til at køre mere med futtog.
Fredag startede med et besøg hos en vampyr, jeg kender. Hun tager lidt af mit blod og kigger på det.
Det er da et fredsommeligt tidsfordriv.
Der er godt gang i den her på campingpladsen. Denne weekend er der VW veterantræf, og man mener, at der kommer ca 25-30 af de fine gamle biler.Jeg havde en boble i 1973, og hhorfor var det lige, at jeg ikke passede på den dengang.
Dumt Bøv.
Ejeren af den bil, jeg har et billede af, kommer fra Odense, og han fortalte mig stolt, at han købte bilen for ca 45 år siden.
Ejerne er glade, når man kommer hen og snakker lidt om deres klenodier. Der er ikke så mange gamle nummerplader, men jeg så en enkelt på SA-plader (Thisted). Ejeren fortalte mig, at han stadig bor i "Thisted". (Klitmøller.)

Det vil komme ret overraskende for nogle, at den nybagte norske guldvinder i 400 m hæk fulgte Den gamle Vandringsmand" på hans færd.
Og han lærte skam også noget.
Hvis man kigger på billedet her, er det helt klart, hvor han hentede sin inspiration.
Det må han godt. Han er en spændende fornyelse i atletikkens verden, hvor nordmændene klarer sig markant bedre end danskerne.

Der har været rigtig smukt vejr i dag, og jeg benyttede lejligheden til at flytte min tørrsnor , og det var en ganske stor beslutning, der nu er ført ud i livet.

Jeg har afsluttet jobbet med cykelløbet i Holland og er nu ved at varme op til aftenens atletik.
Jo, der er nok at se til.

lørdag den 12. august 2017
Gang: 0 km. Totalt i 2017: 1608 km

Cykling 5 km. Totalt i 2017 157 km.

Søndag den 13. august 2017
Gang: 0 km. Totalt i 2017: 1608 km

Cykling 10 km. Totalt i 2017 167 km.

Det blev til en rigtig fin søndag, hvor jeg ikke lavede det helt vilde.
Jeg startede med at bringe orden i min vogn, og det er noget, jeg rigtig gerne vil gøre til noget, der er mere reglen end undtagelsen.
Så fra nu af vil der altid være orden i vognen :-)
Det er dog ikke første gang, jeg har fattet sådan en plan, men nu skal det være.

Jeg indtog min middag i Værestedet, hvor de trakterede med flæskesteg.
Det tangerede en julemiddag med rødkål og sovs.
Og desserten viste sig at være appelsinfromage, der formelig smeltede på tungen.

Så var det tid til en læsepause, inden det kom til at handle om sidste etape af cykelløbet, der var en miniudgave af Flandern Rundt.

Det var også denne søndag, der var sidste dag i VM i atletik. Det har været rigtig spændende.

Der kommer snart nye sportslige udfordringer, men jeg har faktisk overvejet om jeg skulle kaste mig over lidt organiseret cykeltræning.
Det er så endnu en ting, jeg har planlagt i dag, og som skal føres ud i livet i morgen.
Det afhænger af, om der bliver ordentligt vejr, for jeg gider ikke regn lige nu.

Det var også sidste dag for Folkevogns-træffet her på pladsen, så der bliver lidt mere roligt igen. Det har været spændende med alle de fine biler, og det giver liv på pladsen.

I mine gemmer og fjernlagre har jeg en stor mængde fotos, som jeg længe har haft planer om at få scannet.
I dag fik jeg taget hul på det, og jeg vil forsøge at bringe udvalgte billeder her.
Det bliver uden det store system. Løst og fast fra "gamle dage".
Det kan vel blive lidt hyggeligt.

Mandag den 14. august 2017
Gang: 0 km. Totalt i 2017: 1608 km

Cykling 15 km. Totalt i 2017 182 km.

Det blev til en ualmindelig smuk dag, hvor jeg fik cyklet lidt mere end normalt.
Som jeg havde planlagt.
Jeg var bl. a en tur i Tarm og ellers lidt rundt i Skjern.
Jeg savnede mit cykelløb og også atletikken, men nu starter Vueltaen snart.
Dejlig dag.

 

Jeg erfarer, at X-faktor skal standse, og det har jeg svært ved at forstå.
Jeg kan ikke fordrage den udsendelse, som jeg enkelte gange er kommet til at se nogle minutter af, men hvorfor er det lige, man standser noget, som rigtig mange mennesker synes om.
Det har jeg lidt svært ved at forstå.
Medmindre man føler, at man tilhører en gruppe som "ved bedst" og som uden tøver nedsætter sig som smagsdommere.
I London er det 64 år siden de startede med at spille "The Mousetrap", og de spiller endnu.
Ikke fordi jeg vil sammenligne, men der er nogen, der holder fast ved traditionerne.

Tirsdag den 15. august 2017
Gang: 0 km. Totalt i 2017: 1608 km

Cykling 8 km. Totalt i 2017 190 km.

Jeg kan få allermest fra hånden først på dagen, og denne fine tirsdag startede jeg med at vaske op og derefter ventede en tøjvask.
Der var lovet fint vejr hele dagen, så jeg regnede ikke med, at det ville blive et problem at få tøjet tørt.
Det blev det sådan set heller ikke, men ....

Jeg købte lidt ind i Brugsen, og der skete der noget interessant.
"Kassedamen" var en en mand, der var ude over den første ungdom.
Da jeg var færdig med at betale, kiggede jeg undrende på ham.
Hvad var det, der lige var sket?
Han havde minsandten ikke ønsket mig en god dag, eller måske endda en fortsat god dag.
Han sagde ingenting.
Den nye trend med at ønske hinanden en god dag hænger mig ud af halsen, så dette var bestemt en nyskabelse.
Jeg stod lidt og kiggede og hørte, at han ekspederede den næste kunde.
Og det gentog sig: Den udmærkede kunde blev ikke ønsket en god dag.

Nu skal jeg lige have fundet ud af, om det var tilfældigt, og ellers er det ham, jeg skal til hver gang.

På biblioteket fik jeg fat i fimatiseringen af den bog, jeg omtaler nedenfor, nemlig "Kongemordet", og den slugte jeg. Ritig god film.

Mens jeg sad og så den, trak en enorm tordenbyge hen over pladsen, og inden det gik op for mig, var skaden sket.
Alt mit tørre tøj var igen drivvådt.  Ja, meget mere end før.
Det er ikke nogen katastrofe, men dybt irriterende.

 

I dag har jeg sendt bud efter en hårtrimmer, og i morgen har jeg et ærinde i Herning.
Torsdag er der sommerfest på Værestedet.
Jeg synes selv, jeg har et ualmindelig spændende liv.

Onsdag den 16. august 2017
Gang: 9 km. Totalt i 2017: 1617 km

Cykling 0 km. Totalt i 2017 190 km.

Jeg havde et ærinde i Herning, hvor jeg ikke mere kommer så ofte. Byen ligger for langt væk nu. Det skal jeg lige vænne mig til, for jeg har været glad for Herning.
Men så fik jeg da en lille tur med det søde tog.

Jeg kan forstå, at det for mange er ret grænseoverskridende at flytte til en ny egn for at starte forfra.
Jeg synes, det er vildt spændende, og det tager ikke lang tid at lade sig absorbere af det liv, der er det nye sted.

Men man ved selvfølgelig, hvad man har :-)

 

Mens jeg var i eksil, havde mit vasketøj set sit snit til at blive tørt, og jeg skyndte mig at hive det indenfor.
Nu skal det så lægges sammen.
Eller rulles, som jeg mestendels gør.
På min tur delte jeg lejr med en svensk dame, der bemærkede, at jeg rullede mit tøj sammen.
"Jamen så kan du jo ikke stryge det", indvendte hun.
Det kan godt være at det er skønnere at gå med nystrøget tøj, men det bliver ikke på denne matrikel.

 


Der har været rigtig varmt og dejligt hele dagen, og det fortsætter vist i morgen, hvor der er grillsommerfest i Værestedet.
Det skal nok blive rigtig hyggeigt.

 

Jeres konge er noget ud til bens, men det er jo sådan, I vil have det.
Jeg følger interesseret med i, hvordan tingene udvikler sig.
Nedenfor vil jeg knytte de kommentarer til historien, som jeg synes, den fortjener. Jeg synes, det er al ære værd, at I så gerne vil batale for Kongen og ikke mindst for jeres Joakim.
Men jeg fatter ikke en brik af det.

Resten af dagen skal gå med ikke ret meget.

Torsdag den 17. august 2017
Gang: 0 km. Totalt i 2017: 1617 km

Cykling 22 km. Totalt i 2017: 212 km.

Endnu en dag med lunt sommervejr. Jeg benyttede den fine morgen til at begive mig ud på en lidt længere cykeltur.
Jeg kørte først til Tarm, hvor jeg svingede fra mod Lønborg. Nu fulgte jeg vejen gennem det fantastiske eng-område ved Skjern Å.
Der havde jeg en del medvind, men jeg syntes ikke rigtigt, at jeg kom ud i nogen modvind. Underligt.
Det var dejligt at mærke benene blive tunge efterhånden som turen skred frem.
Når man skruer lidt op for træningsmængden, kommer der også nogle følgevirkninger. Benene bliver tunge, men der må ikke være noget, der gør ondt.
Problemerne kan komme i nakkemusklerne, og det kan også være svært at finde hvile for hænderne.
Bagdelen er næsten det mindste problem, for det er simpelthen et spørgsmål om sadeltræning.

Da jeg var i superform, kunne jeg sidde i sadlen, så længe det skulle være. Der er jeg ikke helt endnu :-)

Intet  varer evigt, og det smukke vejr lod sig afløse af en regnfront, der maste sig frem ude fra vest.
Jeg havde igen gang i en vask, men klog af skade fik jeg reddet tøjet indebdørs, inden det begyndte at dryppe.

Torsdag eften skal jeg tilbringe i Værestedet, hvor der er grill party.

Fredag den 18. august 2017
Gang: 0 km. Totalt i 2017: 1617 km

Cykling 8 km. Totalt i 2017: 220 km.

En rolig dag i Vestjylland. Midt formiddag havde jeg et ærinde i byen, og ellers nussede jeg lidt rundt i vognen.
Ind i mellem så jeg mit snit til at tørre lidt tøj, men vi fortsætter med bygerne af og til.

Jeg havde regnet med at få besøg af en god ven lørdag, men vi har udsat det til mandag, fordi vejret da ser ud til at blive bedre.
Vi har nemlig nogle planer, der sender os ud i samfundet.

I morgen begynder Vueltaen, og vi har allerede den første dopingskandale at forholde os til.
Vedkommende har naturligvis ikke gjort noget som helst forkert, men er det ikke, som om vi har hørt den sang nogle gange før?
Vueltaen starter med et holdløb, og det kan godt blive en barsk omgang for nogle af rytterne.

Lidt efter lidt triller der stadig øresponsorkroner ind på Vandringskontoen. Vi er ikke helt ved vejs ende, men vi er godt på vej.

Lørdag den 19. august 2017
Gang: 0 km. Totalt i 2017: 1617 km

Cykling 8 km. Totalt i 2017: 228 km.

Stille dag på kontoret. Mildt vejr med hyppige regnbyger. Intet tyder på, at vi får en længere periode med varmt og stabilt vejr, men egentlig er vejret vel godt, bare man kan trække det.

Jeg afleverede nogle  biblioteksbøger og fik et par actionfilm med hjem. En Bruce Willis film og en Bond film med Daniel Craig.

Så hang jeg lidt ud med gode venner i Brugsens cafe, inden jeg foretog de fornødne indkøb.

Jeg er i gang med Sebastian Kleins bog om sin far, en bog jeg længe har glædet mig til at læse.

Og så er det som nævnt i dag, at Vueltaen starter. Jeg smed lidt kroner efter et manager-spil på Feltet.dk
Man har 20 millioner fiktive kroner til at købe 9 ryttere for. Mit valg kan ses her på siden. Jeg må erkende, at jeg ikke kender så meget til de sekundære ryttere på mit hold, og det ville undre mig, om jeg vandt, men min kaptajn TeeJay Van Garderen kan godt risikere at give bonus.
Jeg forventer, at hans hold BMC vinder holdløbet.
I morgen skal jeg sørge for, at der ser ordentlig ud på matriklen, eftersom jeg får en prominent gæst mandag.

Søndag den 20. august 2017
Gang: 0 km. Totalt i 2017: 1617 km

Cykling 8 km. Totalt i 2017: 236 km.

Jeg havde regnet med en stille dag, men så skete der noget.
Det er altid rart at trykke et kendt ansigt i hånden, og pludselig så jeg sådan et udenfor.
Det var gode venner fra Nordjylland, der var ude at prøve deres nye autocamper, og så kom de lige forbi.
Det var et rigtig godt påfund, og de overnattede også på pladsen.
De var godt tilfreds med køretøjet og inden længe kører de til Frankrig, hvor bygerne nok er mindre hyppige end her.
Dejligt besøg.

Nu har jeg hængt et dynebetræk til tørre udenfor, og nu er jeg blevet stædig, så nu skal det hænge der, til det er tørt.
Det kan tage adskillige uger, hvis bygevejret fortsætter, men det får så være.
Mandag kommer der igen besøg fra Nordjylland :-)

Fredag den 25. august 2017
Gang: 12 km. Totalt i 2017: 1629 km

Cykling 25 km. Totalt i 2017: 261 km.

Efter nogle dages pause finder jeg tilbage til tasterne.
I mellemtiden har jeg bl. a været på indkøbstur i Tyskland sammen med en god gammel ven.
Vi havde en rigtig god tur, men jeg kan se på det hele, at grænsehandel ikke længere er noget for mig.
Det er langt billigere for mig at blive hjemme. Min ven havde mange ting med hjem.
Jeg købte en æske lakridspiber og de drikkevarer, vi skulle nyde til vores grill aften på Skjern Å Camping.
Det gik rigtig godt med at grille. Jeg havde købt en engangsgrill, og selvom kødet blev en anelse sort er jeg godt tilfreds med min kogekunst.
Jeg havde forventet en total fiasko


Jeg bilder mig ind, at jeg læser Ekstrabladets nyheder, fordi det er skrevet i et yderst simpelt sprog, så jeg hurtigt kan danne mig et overblik over, hvad der rører sig.
Dernæst kan jeg evt læse mere i en troværdig avis, for jeg stoler ikke på EB over en dørtærslel.
Denn dag var der et yderst grelt eksempel på hvor dårlig journalistik, de leverer.
På forsiden kunne jeg læse, at en eller anden frisør var i dyb sorg, fordi Messi var død. Det undrede mig ganske vist at jeg ikke havde læst, at Messi var syg overhovedet, så tåbeligt kiggede jeg efter, for at se hvad det drejede sig om.
Det viste sig så, at mandens hund hed Messi, og at den var død.
Nu be´r jeg Dem Fru Heilbunth. En død hund på forsiden.
De burde skamme sig på den avis, eller hvad man nu skal kalde den.

I dag får jeg besøg af en fætter og hans søde kone.
Det der med fætre og kusiner har ellers ikke fyldt voldsomt meget i mit liv, men ved sidste års fine fætter/kusinefest fik jeg igen knyttet forbindelse til min fætter i Holstebro.
Det ser ud til, at vi kan sidde udenfor og få frokost, men jeg har ikke forberedt noget med grill mad.
Jeg satser på det sikre, der bl. a består af Skagen-salat :-)

Lørdag den 26. august 2017
Gang: 5 km. Totalt i 2017: 1634 km

Cykling 5 km. Totalt i 2017: 266 km.

Jeg var så hedlig at have besøg af min fætter og hans kone, der bor i Holstebro.
Vi havde nogle hyggelige timer sammen.
Tak fordi I kom på besøg.

Jeg tog som sædvanlig mine gæster med på en lille gåtur ned til åen. Der mødte vi en mand med en del ting i kasser.
Det viste sig, at han var naturvejleder ved det lokale museum, og han var på fugletur.
Men der var slet ikke mødt nogen op og nu stod han der med kaffe, chokolade og ikke mindst en stor fortællelyst.
Vil I have en kop kaffe, spurgte han, og det ville vi da gerne.
Og vi fik også lidt at høre om fugle og naturliv.
Spændende mand, der vidste meget om naturen, det billige skidt.

Sådan skrev Otto Gelsted og ikke Poul Henningsen som mange tror. Og ordene kan også nemt misforstås.
O.G: mener, at ikke kun ting købt for penge kan have værdi.
Jeg kommer igen til min sommerø
til naturen, det billige skidt
og aspen suser mig mørkt i møde
og blitfuglen fløjter. blit blit

Mandag den 28. august 2017
Gang: 2 km. Totalt i 2017: 1636 km

Cykling 22 km. Totalt i 2017: 288 km.

Rigtig dejlig sommerdag. Lidt koldt om morgenen, men det går jo over.
Midt på dagen drog jeg på cykeltur.
Først til Tarm, hvor jeg fandt vej udenom hovedvejen. En lille snedig bagvej førte mig til Lønborg, hvor jeg fandt ud af, at kirken befinder sig på en bakke. Det forklarer, at man kan se tårnet fra der, hvor jeg bor. Og der var sandelig også en fantastisk udsigt fra kirken udover Skjern Enge. Ikke underligt at det er et populært udflugtsmål.
I kirken har de fine kalkmalerier, og dem kiggede jeg også på.
Jeg blev fulgt til dørs af et fint klokkespil.
De gør minsandten meget ud af deres besøgende :-)
Kalmalerierne er fra midten af 1500-tallet og et af dem forestiller Isaks ofring. 1. Mos. 22.

Gud sætter Abraham på prøve, ved at kræve, at han ofrer sin eneste søn, Isak. Abraham adlyder; men idet han skal til at stikke kniven i sin søn, lyder Guds stemme fra himlen: "Abraham, Abraham! [...] Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn."
Jeg har efterfølgende læst mere om kirken, og det viser sig, at der er andre sjove ting, jeg ikke har set.
Jeg må tilbage.
For tidligt at vinge Lønborg Kirke af.
I engene så jeg et fantastisk syn.
Tusinder(?) af fugle havde samlet sig. Der var i hvert fald ænder, gæs og viber.
Man kan undre sig over, hvorfor de samler sig netop der?
De mange fugle havde meget på hjerte. De lavede faktisk en vældig larm.

Herlig cykeltur.

Onsdag den 30. august 2017
Gang: 10 km. Totalt i 2017: 1646 km

Cykling 0 km. Totalt i 2017: 288 km.

Torsdag den 31. august 2017
Gang: 8 km. Totalt i 2017: 1654 km

Cykling 5 km. Totalt i 2017: 293 km.

Efter indtil flere vellykkede kontrolbesøg hos medicinmændene i Herning, kom der lidt mere ro på tingene.

Vi skal forvente, at sommeren så småt er ved at lakke mod enden, men vi kan sagtens få en masse fine dage i september.
Problemet med denne sommer er, at vi har haft for få sammenhængende dage med varmt vejr. Det har været forbi næsten før vi kom i gang med at nyde det.
Fredag var jeg forbi "Skjern by night", der var velsignet med et herligt vejr.
Der var mange mennesker i byen, og jeg kiggede mig lidt omkring.
Jeg handlede lidt ind i Værestedet tombola, og jeg vandt så mange ting, at jeg havde svært ved at få dem fragtet hjem.
Men det gik da.
Lørdagen står i kunstens tegn kommunen, og jeg skal besøge et par steder i Skjern.