Vejen til Ulstrup dag 1. Tirsdag den 28. juni 2022
Skjern – Hejnsvig. 69 km. Totalt 69 km.
En gammel mand blev spurgt om, hvordan han egentlig gik og havde det.
”Jo tak”, svarede han. ”Det går egentlig meget godt. Hver morgen læser jeg avisens nekrologer, og hvis mit navn ikke står der, går jeg ud og laver kaffe.”
Jeg startede også dagen med kaffe.
Det er  en god start på dagen.
Jeg startede også med en konsultation hos DMI.
Ikke mere regn.
'
Jeg synes, det er svært at pakke.
Og det bliver ikke nemmere.
Jeg er altid i tvivl om, hvad jeg skal have med og jeg ender altid med at have for meget og for lidt med.
Jeg har en lille listig hammer, der vejer 97 gram.
Hvis jeg skal slå teltet op på hård eller stenet grund kan det være svært at tvinge pløkken til at slå rødder.
Så kan man fatte en hegnspæl eller en middelstor kampesten for at få matriklen markeret.
Det går nemmere med hammeren, og en tandbørste er ingen nytte til.
Det havde så været nemmere, om jeg havde haft held til at tabe mig de ca 800 planlagte gram, men sådan skulle det ikke gå.
Andre kæmper også med pakning.
”Mumitroldens mor styrtede rundt for at pakke.Hun fik fat i tæpper, kasseroller, birkebark, kaffekande, mad i lange baner, sololie, tændstikker og alt hvad man spiser på, i og med, hun pakkede paraply, varmt tøj, mavepulver, piskeris, puder, myggenet, badebukser, dug og sin taske ned.
Hun puslede frem og tilbage, og spekulerede på, hvad hun mon havde glemt, og til sidst sagde hun: ”Nu er det i orden”.
Lyder det bekendt?
Senere viste det sig, at Mumimor havde glemt saftevandet.
Det gik rigtig godt med at nå de planlagte 8 km, der er succeskriteriet for en dagsmarch, og jeg standsede for at finde en egnet lejrplads.
Jeg nød succesen en stund, inden jeg kørte videre.
Jeg var kommet i tanker om, at jeg havde inviteret mig selv på kaffe lidt længere henne på ruten. 
Det er morsomt at tænke på, at hver eneste af de cyklister, der har kørt ekstremt lange distancer i uvejsomt terræn på et eller andet tidspunkt har kunnet kigge på deres kilometertæller undervejs og notere sig, at nu havde de altså kørt 8 km.
Den vej skal vi alle, som man siger.
I forgangne tider kunne det ske, at de opdagelsesrejsende kom til farlige og uudforskede områder. Man satte gerne illustrationer af drager, sømonstre og andre mytologiske væsener på kortene samt teksten Hic Sunt Dracones eller ”Her være drager”.
Min destination er Hejnsvig og det foreliggende kortmateriale melder ikke som den slags trusler, så det var med fred i sjælen at jeg satte eventyret i gang.
Nu ved jeg lidt mere om at køre elcykel.
Jeg har købt et ekstra batteri, og jeg kunne ikke have klaret mig uden.
Med trailer og bagage og en pænt stor chauffør ikke at forglemme vil jeg kunne køre 80-90 km om dagen.
Der var ikke mange bakker i dag og vinden var min ven.
Jeg kørte det meste af tiden på næsthøjeste trin(sport), og det regner jeg med bliver sådan det meste af tiden.
Alt i alt er jeg godt tilfreds med ilddåben.
Det var en naturskøn vej herned.
I Ansager så jeg et skilt til et hestehospital.
Jeg fik sådan nogle skøre billeder i mit hoved.
Mon der er besøgstid på hospitalet? Hvis der er læseheste indlagt …..... 
Nåh, lad nu det ligge.
Jeg befinder mig i Hejnsvig, der er en by med ca 1200 bankende hjerter. Det er en hyggelig by, og minsandten om ikke Otto Brandenburg blev født her.
Det er et herligt sted, hvor jeg har fået lov til at slå lejr. Jeg føler mig meget prilvi …....privlig heldig at jeg kan være her.
Jeg fik en hyggelig sludder med min vært, inden jeg slog mig ned.
Her er alt, hvad jeg har brug for.
I morgen regner jeg med at nå ned i nærheden af Christiansfeld.
Andre turcyklister: Zero
Sjove dyr: 1 æsel.

Dag 2.Vejen til Ulstrup. Onsdag den 29. juni 2022
Hejnsvig – Bjerndrup (Christiansfeld):   60 km. Totalt 129 km.
Jeg må kunne tjene en skilling på det.
I fordums dage kunne man på diverse markeder se den skæggede dame eller kalven med de to hoveder.
Hvis jeg nu stillede mit telt op og så fremviste, hvordan det ser ud, når jeg kravler ud af mit telt om morgenen og forsøger at rette mig op.
Det ville blive et tilløbsstykke.
Ryggen artede sig dog rimeligt i min skønne have, der viste sig at byde på masser af dug. Teltet vejer nok et kilo mere.
Ingen myg og ingen snegle.
Sidste år i Sindal stak mit HubbaHUbba telt af i en gevaldig storm. Det var lumpent gjort, og vi har snakket det igennem.
Desværre fik en af stængerne en skade, så den bøjer faretruende.
Jeg krydser fingre
I dag kom jeg igennem Vorbasse, hvor jeg altid holder en lille pause ved den legendariske krigshavn,
Gad vide, hvad man kalder folk fra Vorbasse. Vi har randrusianere og skibbonitter.
Det kunne da være morsomt, om de hed vorbasser,
Det var også i Vorbasse jeg blev lokket ind i en bagerbiks. Det udviklede sig til en kop kaffe og noget andet.
Skade at man har så smuk, men svag en karakter.
Det var ikke nogen god vej fra Hejsnsvig til Vorbasse.
Senere blev det langt bedre.
Der var varmt hele dagen og vindstille i starten.
Siden friskede det noget op.
Mig og så Elvira har indgået nogle aftaler.
Vi er enige om at køre på sport det meste af tiden, og så hjælpes ad.
Bakkerne var lidt flere og lidt større denne dag, og så er det vi beslutter at sætte vand over til en gang turbokørsel.
Nej hvor vi kan.
Bække,Vejen, Jels, Sommersted.
I vejen kiggede jeg på en skulptur, der var omkranset af hovedskaller. Jeg tror den hed Militarsme. Sørgeligt aktuelt.
Lige ved siden af så jeg et livsbekræftende skue.
Man havde simpelthen sat nogle store sandkasser op, som talrige børn nu drønede rundt i.
Dejligt at se.
Desværre ingen billeder, da jeg ikke må tage billeder der.
Og så var jeg ved min destination.
Det var et sted jeg havde været før, og jeg glædede mig til at komme igen.
Men min vært var ikke hjemme.
Derimod kom der et familiemedlem og installerede mig.
Jeg er beæret over, at man viser mig den tillid.
I morgen skal jeg til Hjordkær. Den tur bliver lidt kortere end turen i dag.
Til gengæld bliver den næste etape til Sønderborg endnu kortere.
60 km er fint.
Det er nok.
Jeg skal også have tid til at lege turist og skrive dette og hint.
Og nu vi snakker om at skrive er jeg rigtig glad for de thumbs up og gode ord, jeg får.
Jeg skriver lidt til forskellige grupper, så det bliver til adskillige hundrede tilkendegivelser hver dag.
Tak.
Jeg snakker jo en del om Ulstrup, hvor jeg i øvrigt aldrig har været.
Sagen er den, at jeg er blevet bedt om at fortælle nogle røverhistorier om formiddagen den 8. juli i Ulstrup.
De vil gerne vide, hvordan det er at gå 2500 km med barnevogn forklædt som vahabond.
Man kan sige meget om mine historier, men de bliver ikke dårligere, som tiden går.
Hvis du, min brave ven bor i nærheden af Ulstrup kunne du måske have lyst til at være med?
Der er naturligvis ikke plads til snesevis gæster ude fra samfundet, men nogle kan der godt blive plads til.
Lad mig høre, hvis det var noget, så spørger jeg Trine.
Jeg sidder i solen og skriver dette. Jeg har et tæppe over hovedet, så jeg kan se skærmen.
Jeg ville godt have taget et billede, men jeg har jo tæppet over hovedet.
Det ser garanteret ømt ud.
Lige før stod der et par søde damer og vinkede til mig.
De var nok gået ud for at se manden med tæppet.
Alt i alt går det vist  meget godt.
Andre turcyklister: 1 ældre ægtepar.(Kun visuel kontakt)
Sjove dyr: 1 æsel.

Dag 3.Vejen til Ulstrup. Torsdag den 30. juni 2022
Bjerndrup (Christiansfeld)  Hjordkær:  50  km. Totalt 179 km.

Sidste nat drømte jeg, at jeg var vågen. Jeg var overbevist om, at jeg ikke havde sovet, men natten svandt hurtigt nok, så jeg har nok blundet lidt.
Denne nat sov jeg noget bedre. 
Ved 5 tiden begynder jeg at planlægge min opstandelse.
Jeg skal forvente, at der går en times tid, inden kroppen fungerer så normalt, som man kan forvente.
Jeg pakkede mit dugfriske udstyr i ensomhed. Ikke alle ynder at stå op før Fanden får sko på
Men jeg har sådan et spændende liv, så jeg må op og i gang.
Jeg havde allerede på forhånd sagt tak for denne gang til min vært.
Jeg er meget taknemlig for, at jeg måtte være der.
Det var en vidunderlig sommermorgen. Lunt og med ringe vind.
Jeg satte kursen mod Vojens, og det foregik på små veje. Der var lige et par heftige kilometer ind til Vojens, men ellers var det såre fredeligt.
Jeg bevægede mig hen til byens indkøbscenter, hvor det viste sig, at Kvickly ikke er interesseret i kunder, der sidder og drikker kaffe.
Men det er bager Nielsen.
1 ny kunde: Check.
Stor flot biks med en skønt cafeområde. Jeg kan godt lide at sidde og lytte til snakken mellem bagerjomfruerne og kunderne.
Det er så hyggeligt.
Jeg havde i løbet af sekunder lokaliseret stedets strømforsyninger.
Der findes kurser for langturscyklister, som er rigtig nyttige.
Et modul hedder netop ”Sådan spotter du et stik”.
Af andre moduler kan nævnes: ”Nyttige udtryk når du på en regnvejrsdag står og er punkteret på baghjulet i den trælse side på en trafikeret vej og finder ud af, at du har glemt dine dækjern”
Det er et rigtig godt kursus, som vist tilbydes af AOF.
Jeg tror, at Bager Nielsen har en god forretning.
Jeg kender mest Vojens for speedway. De har faktisk et stort stævne i september, som jeg var meget interesseret i.
Men da jeg kom til at kigge på billetpriserne, kom jeg i tanker om, at jeg ikke havde tid den pågældende dag.
Masser af for lidt penge har vi nok af.
Vojens har 7862 indbyggere, og det er 387 indbyggere færre end der er i Skjern.
Det er ikke sådan noget, man går og tænker på i dagligdagen, men nu ved vi det altså, hvis nogen skulle spørge. Jeg var ikke færdig med Vojens.
Når jeg rejser et sted hen besøger jeg gerne de sociale cafeer, der måtte findes på stedet.
Det er en god oplevelse, som jeg varmt kan anbefale.
Man er altid velkommen.
Jeg fik en hyggelig sludder med damen bag disken.
Og kaffe.
Blandt andet.
Jeg så en død grævling, men vi tæller ikke døde dyr.
Dag 4.Vejen til Ulstrup. Fredag den 1. juli 2022
Hjordkær – Ragebøl (Sønderborg)  40  km. Totalt 219 km.

Efter en ualmindelig hyggelig aften trissede jeg hen til mit telt, sagde godnat til Elvira og gik til ro.
Midt nat kunne jeg høre regndråber dryppe på mit tag.
Jeg elsker den lyd.
Især når jeg ikke skal have dem på næsen.
Vi var så tæt på at have en tropenat, som vi kunne være. 
Der var 19 grader, da jeg stod op, og kun småregn forstyrrede min pakkerutine.
Bob Emil på 5 år havde dagen forinden lavet en fin indianerdekoration til mig.
Det var sødt af ham, og jeg er sikker på, at den vil bringe mig held og lykke.
Vi fortsatte med morgenhygge, men intet varer evigt, og det blev også tid til at tage afsked med mine værter. 
Jeg er glad og taknemlig for at måtte være hos jer.
Har du husket det hele?, lød det.
Joh....
”Hvad så med din hat?”
Tjah.
Det var nemt at finde ud af byen, for det var samme vej, som jeg kom ind.
Jeg skulle først hilse på gode venner i Aabenraa, inden jeg fortsatte. 
Lige efter Hjordkær drønede jeg ned ad en stejl bakke.
Jeg kom op 43/km/t
Dt føles som en vanvittig fart, og jeg følte mig vældig modig.
Efter kaffe og en hyggelig snak hos mine gode venner i Aabenraa, gik det mod Sønderborg.
Den rute er stærkt kuperet, og jeg var spændt på, hvordan Elvira havde det med turens første store stigninger.
Jeg var meget tilfreds, for der var ingen bakker, hun ikke kunne klare så let som ingenting.
Det der turbo-gear har virkelig noget power.
Så begyndte det at regne.
Derfor måtte min telefon ikke være så meget ude i det fri.
Det var nok grunden til, at jeg kørte forkert.
Men der er smukt i det område, så det gjorde ikke så meget.
En eller anden havde puttet min presenning et sted, hvor jeg ikke kunne finde den, så det regnede lidt ind.
Jeg kom til ragebøl, hvor jeg nemt fandt min vært.
Og min fine hytte.
Min vært har rigtig mange spændende ting i sit hus.
Vi fik en kop kaffe og en god snak, og jeg fandt hele tiden nye overraskelser.
Mit mundvand løb over, da jeg så den Harley, han havde stående
Minsandten om han ikke havde en velkomstgave til mig.
Det er første gang, jeg har fået en pakke smør i velkomstgave.
Jeg skal være her 3 dage, og jeg kan allerede mærke, at det bliver et godt ophold.
Vi fik fjernsynet i gang, og jeg overrasker vel ikke nogen, ved at sige, at jeg valgte at se Tour de France.
I morgen skal jeg kigge lidt på byen, og rygterne vil vide, at der kommer en journalist forbi.
Han vil vist gerne møde Elvira.
Jeg må lige have en snak med hende, så hun ikke kommer til at sige noget, jeg ville have sagt.
Det har været en rigtig fin dag, og det er faktisk den fjerde i rækken.
What a life, what a night
what a beautiful, beautiful ride.

Dag 5.Vejen til Ulstrup. Lørdag den 1. juli 2022
Ragebøl - Ragebøl 15  km. Totalt 234 km.

Jeg har fået en skade.
Det var det eneste, der ikke måtte ske i betragtning af de umenneskelige strabadser, jeg udsætter mig selv for.
Det kom snigende i løbet af dagen i forgårs.
Der er sket det, at jeg er blevet solskoldet i nakken. 
Ikke hele nakken, det er nærmest mest i venstre side.
Skulle jeg finde på at tage et slips på, ville det sikkert være ganske generende.
Men jeg bider tappert smerterne i mig og forbereder mig på
Tour de France i Sønderborg.
Jeg befinder mig i Ragebøl, 5 km fra midten af Sønderborg, og så langt ude er der lavet kæmpemæssige parkeringsarealer.
Der forventes 75.000 tilskuere totalt i morgen.
Det er pænt mange.
Gad vide om de har talt mig med? 
Jeg er ikke bleg for at indrømme, at det var dejligt at slumre i en rigtig seng.
Jeg har målt efter, og desværre har jeg ikke plads til sengen på traileren.
Så det er med at nyde mine stjernestunder i Morpheus´arme så længe det varer.
Dejlig morgen.
Teltet i posen og manden i sengen.
Kaffe og afslapning.

Midt formiddag dukkede manden fra Jyske Vestkysten op.
Jeg fandt nogle gode historier frem.
Vi snakkede om Japan, Johannes V. Jensen og Hemingway. 
Marie Hirse kom også på menuen.
Elvira var meget beæret over udsigten til at få sit billede i avisen.
Nu bliver det spændende at se, hvad den gode skriverkarl har fået ud af det.
Jeg slapper godt af her i Ragebøl. Der sker hele tiden noget, og jeg får konstant øje på noget nyt.
Hvis jeg synes, mine øjne trænger til at slappe af, kigger jeg bare på den fine Cadillac, der i dag har fået vasket sine poter.
Eller Harleyen.
Eller gorillaen.

Når engang jeg skal videre herfra mod Ulstrup har jeg kig på Skamling Camping. 
Den har én stjerne, og det er lige noget for mig.
Næste stop kunne blive en campingplads syd for Brædstrup.
Den har 3 stjerner, og det er egentlig i overkanten, men det går vel endda.
Naturligvis var dagens højdepunkt etapen i Tour De France, som inkluderede Storebæltsbroen.
Jeg var på plads foran fjernsynet.
Der var vildt mange mennesker ude at kigge på.
Vejret var perfekt til cykelløb.
Magnus Cort fik en god start ved at vinde 3 bjergspurter og dermed retten til at bære den prikkede trøje i næste etape.
Turen over Storebælt gav ikke anledning til det ventede sidevindskaos, men dramatik var der alligevel.
Aldrig har jeg set så mange mennesker se cykelløb.

Sidst på dagen kørte jeg rundt for at kigge efter et godt sted at stå i morgen.
Jeg så et område med cykelparkering.
Gad vide, om det er med overvågning, for jeg er ikke tryg ved at efterlade Elvira uden opsyn.
Vejret har været lige så god som dagen.
Og den var god.
Jeg er inddstillet på at søndag aka ”Sidste dag i Ragebøl” skal være en fantastisk dag.
Sørg nu for at have det rigtig godt, så skal det nok gå alt sammen.


Nyttig leveregel.
”Before you insult a man, walk a mile in his shoes.
That way, when you insult him, you'll be a mile away and you'll have his shoes.”

 

Når engang jeg vinder mere end 50 kr i Lotto regner jeg med at smide penge efter sådan et dollargrin.

Dag 6. Vejen til Ulstrup. Søndag den 3. juli 2022
Ragebøl - Ragebøl 11 km. Totalt 245 km.


Den tidligere fremskridtspolitiker Kirsten Jacobsen var skræmt til døde, hvis hun var i stue sammen med en undulat.
Det er ikke behageligt at lide af fobier, og de fleste af os har nok noget, der skræmmer os.
Ny på markedet er nok ”Frygten for at gå fra sin elcykel”.
Jeg tør godt gå ind i en forretning, mens Elvira venter udenfor, og jeg betragter min trailer som en ekstra sikring.
Her i Sønderborg forventer man 75.000 mennesker, som vil se Tour-afslutningen, og da der nok skal være en stratenrøver eller 2 blandt dem, regner jeg med at ”holde Elvira i hånden”.
Cykel og batteri repræsenterer en betragelig værdi, og jeg ville være morderlig ked af at skulle vandre hjem fra denne rejse.
Elvira kommer fra stammen ”Haibike Trekking”, og ”Vejen til Ulstrup” er også en testtur.
Jeg har fundet et par knap så gode ting ved computeren. 
Den viser opnået topfart, men den bliver ikke skiftet ved resetting. 
Jeg har været på 43 km/t, og den bliver stående, indtil jeg kører hurtigere. 
Skulle jeg ved et uheld komme op på 70 km/t forsvinder den nok aldrig.
Det er der jo ikke meget sjov ved.
Når jeg ”blader” gennem funktionerne sker det kun ”med klokken”. 
Ikke særlig hensigtsmæssigt. Desuden ville jeg gerne have haft flere funktioner samtidig.
Det blev en fin dag.
Jeg tog det roligt fra morgenstunden og hyggede mig med kaffe sammen med min vært.
Vi er blevet fine venner, og der sker mange sjove ting her.
Det kan jeg godt lide.
Jeg så cykelløbet fra starten på TV.
Det var en ret begivenhedsløs etape. Magnus Cort stak af igen, og det kan vi alle lide.
Der var gang i den de sidste 10 km, men ellers var det folkefesten, der fyldte mest denne dag.
Jeg kørte ud til Dybbøl Banke, hvor der for alvor var folkefest.
Jeg satte mig tæt på Elvira, så intet ondt skulle times hende.
Det har været en fantastisk oplevelse med Touren i Danmark.
Det har naturligvis kostet mange penge, men som inkarneret cykelfan, har jeg nydt det.
I morgen tidlig går det så mod Ulstrup. 
Planen er stadig at finde Skamling Camping.
Mon ikke også, der bliver tid til at snakke lidt om Skamlingsbanken.
Jeg har selv mine værdier anbragt i Sparekassen Danmark.
Sørg nu for at have det rigtig godt, så skal det nok gå alt sammen.
Ny mandag. Ny uge. Nye mål.  Lets do it.

Dag 7. Vejen til Ulstrup. Mandag den 4. juli 2022.
Ragebøl – Skamling 77 km. Totalt 325 km

On the road again. 
I tørvejr. 
Jeg fik en kop kaffe sammen med min vært, inden jeg tog af sted. 
Vi har både haft det sjovt og hyggeligt. 
Det var et godt sted for mig at være. 
I side-medvind gik det mod Aabenraa. 
Derfra skulle der gerne være medvind resten af dagen. 
Jeg havde en plan. 
Morgenmad sammen med Elvira. Jeg havde kørt ca 30 km på det lille batteri, da vi fandt en flink bager. 
Jeg fik kaffe, og Elvira slubrede noget strøm i sig. 
Så kom der en gevaldig byge. 
Heldigt at vi var indendørs. 
Det var ikke et voldsomt smukt område ind til Aabenraa. 
Så skulle jeg have været nede ved vandet, hvor jeg kørte på vej mod Sønderborg. 
Fra Aabenraa bliver det mest på cykelsti. Vi siger bare, at det er en transportetape, lige som de har i Touren.
Med noget mere strøm hastede vi mod Haderslev.
Bygerne begyndte at vise truende adfærd.
Der var fejende medvind, så det gik over stok og sten.
Et stykke vej før Christiansfeld så jeg noget, som jeg bedømte til at være et cafeteria.
Jeg skulle mene, at cafeteriamad er billig hverdagskost.
Men det her så noget fashionabelt ud.
Fremme ved disken begyndte jeg at spørge til priser fra den gode ende.
Det var noget mere, end jeg havde regnet med.
Jeg sænkede barren betragteligt, men det forekom mig stadig ret kostbart.
Jeg anede, at damen var en anelse irriteret på mig.
Til sidst fandt jeg et flutes med æg og rejer, som  jeg godt ville smide penge efter.
Rejer kan jeg altid spise.
Jeg tænker, de skulle ud og fange rejerne først, men til sidst kom maden da frem, og den var rigtig god.
Alle var dermed glade.
Da jeg kom ud, angreb regnen.
Jeg slog igen ved at stille mig under et tag ved en benzinstation.
Det er ikke alle der ved, at der er nogle krav til dem, der ønsker at kalde sig langturscyklister.
Et af kravene er, at man skal have stået et kedeligt sted i meget lang tid og ventet på at noget regn skulle holde op.
Det er en øvelse, jeg har rigtig god øvelse i.
Det har ofte været i busskure, hvor der absolut intet sker.
Engang stod jeg i et busskur lagt nede i Tyskland, hvor en hund havde sat aftryk i cementgulvet, da det blev lavet.
Det var interessant at kigge på, men for øvelsens skyld skal der helst ikke være noget morsomt ved situationen.
Jeg trænede idenne disciplin en halv times tid, inden jeg afgjorde at regnen var uskadelig.
I Christiansfeld var jeg heldig.
Nej, nej, jeg spiste ikke en honningkage.
Jeg mødte en langturscyklist, og vi fik en rigtíg hyggelig snak.
At være langturscyklist kan godt føles som et broderskab.
Sådan kan jeg godt lide at tænke på det.
Daniel er musiker og havde været ned og spille ved noget tour-arrangement.
Nu var han på vej mod Odense.

Han var drivvåd, for mens jeg havde trænet under taget på benzinstationen havde regnen overfaldet ham.
Han var nu ved godt mod.
Jeg glæder mig til at høre om dine eventyr i Atlasbjergene.
Husk at skrive dagbøger.
Jeg har mine dagbøger fra min tur til Nordkapp tilbage i 1995, og det er virkelig morsom læsning
Næsten hele dagen kørte jeg på Tour de France ruten. Bare modsat.
Jeg må godt nok sige, at der er blevet brugt meget maling. Overalt er der malet fyndord og navne.
Ganske interessant.


Mit mål var Skamling Camping.
Det er lige en plads for mig.
Den er ikke ret stor, og den er blottet for luksus.
Simple Living, så det vil noget.
Jeg måtte være, hvor jeg havde lyst til at slå op, så jeg fandt et godt sted.
En af fastliggerne, som hedder Jens, var inde på, at jeg trængte til en kop kaffe. Og det havde han så indeligt ret i.

Jeg gik nu ud og organiserede en lænestol og lavede et lille kontor, og så var jeg på plads.
Sørg nu for at have det rigtig godt alle sammen, så skal det nok gå altsammen.
I ag skulle der vist ikke være nogen tyrkfejl, for jeg har selv læst karrikatur.
Tak for alle de mange hilsener og søde kommentarer.
Den gamle Cyklist er meget tilfreds.

Dag 8. Vejen til Ulstrup. Tirsdag den 5. juli 2022.
Skamling Camping – Gudenå Camping, Brædstrup 76 km. Totalt 401 km
Jeg gik tidligt til ro. Der havde været gæsteoptræden af talrige regnbyger, så det hele var klamt og fugtigt.
Det er ærlig talt ikke særlig morsomt.
Men forventeligt.
Jeg hørte ikke nogen regn om natten, så mon ikke jeg har sovet trygt.
Ved 5.30 tiden var det tid til at starte dagens show. Det var jeg ene om. Som sædvanlig.
Ved siden af mig var der et tysk cykelpar, som jeg ikke fik snakket med.
De havde det bedste udstyr og de bedste cykler.
De lavede fin mad, og var i det hele taget dygtige til at være cykelcampister.
Jeg følte mig en anelse amatøragtig, mens jeg spiste mit knækbrød med leverpostej.
Fin lille plads, der dog ikke er meget billigere end andre.
Tak for denne gang.
Så gik det modsat tour-ruten til Kolding.
Noget køligere nu, men foreløbig ingen regn.
Kun trusler.
Jeg glæder mig over, at jeg hver eneste dag har opfyldt mindstekravet om 8 kørte kilometer.
Det skete denne dag, allerede inden jeg nåede Kolding.
Det passer mig ikke rigtigt, at jeg har en tidsplan, jeg skal opfylde. 
Jeg vil jo gerne nå til Ulstrup senest den 7. om eftermiddagen.
Det var sjovere, om jeg kunne køre eller lade være, som det passede mig.
Dagens første planlagte pitstop var McDonald.
De har god og ikke for dyr kaffe og en snack kan man jo altid klemme ned.
Desuden ville jeg fodre Elvira, når jeg nu alligevel sad der.
Det var kort tid efter 7, og en pige var i gang med at bone gulvet med en ekstrem larmende maskine,  mens en vinduespudser drønede rundt og pudsede.
Må jeg kravle op bage ved dig, sagde pudseren.
Joh.
Det er sådanne ting, der nemt kan irritere mig til vanvid, men jeg beherskede mig skam.
”Når de nu åbner klokken 7 kunne de da eventuelt starte med at larme kl. 6?”
”Husk nu, at du hugger deres strøm”, sagde jeg til mig selv.
Bedst som man tror, hun er færdig, starter hun i et nyt hjørne.
Nu har Elvira heldigvis snart spist sin morgenmad.
I mellemtiden er det begyndt at dryppe udenfor.
Bygerne kom og gik, indtil vi nåede Vejle i Solskin.
Da fik jeg en ide.
Kiddesvej.
En af de mest frygtede stigninger i dansk cykelsport.
Jeg havde aldrig set den.
Var den så slem, som man sagde?
Kunne den være så slem?
Kunne Elvira tøffe op ad den?
Vi kørte til Kiddesvej.
Først fandt vi ud af ,at man ikke må cykle ned ad vejen.
Vi fandt også ud af hvorfor.
Vi kiggede på vejen.
Man kunne da lige prøve et par meter.
Jeg vil ikke lyve for jer, kære venner.
Vi kom ikke op ad Kiddesvej.
Vi kom slet ikke i gang.
Den er lige så skræmmende, som man siger.
Med halen mellem benene luskede vi ned til centrum af midten af Vejle.
På vej ud af byen er der en 7 % meget lang stigning.
Der fik vi øje på en tungt læsset turcykel, der sled med bakken.
Gæt hvem der tøffede udenom så nemt som en mis.
Selvtilliden genoprettet.
BrugMinBaghave har noget, der hedder Trail Angels. De tilbyder et hvil og måske vand og strøm til folk, der kommer forbi.
Jeg havde vældig lyst til at møde en engel, men hun var ikke hjemme.
Måske en anden gang.
Op og ned, ud og ind i sol og regn bragte mig til min campingplads. De flinke ejere var vældig hælpsomme, og jeg fik slået lejr.
Og så hurtigt som muligt endte jeg i TV-stuen, hvor jeg er i gang med Touren.
Her er kun Yours Truly, men det er fint nok.
Jeg har kørt ret langt de sidste dage, så nu har jeg 66 km og 2 dage til Ulstrup.
Der er dømt afslapning.
Jeg ved endnu ikke, hvor jeg ender henne i morgen.
Stedet råder over en cafeteria.
Det bliver noget af en udfordring at undgå den.

Dag 9. Vejen til Ulstrup. Onsdag den 6. juli 2022.
Gudenå Camping, Brædstrup -  Mausing: 46 km. Totalt 447 km
Jeg sover bedre og bedre om natten.
Men det varer en times inden min ryg/lænd samarbejder.
Det er til at holde ud, når bare ikke det bliver værre.
Gad vide, om man kan få byttet sådan en ryg på garantien?
Det blev en rolig morgen, for jeg måtte vente til kl 8, inden campingfatter fik øjne.
Der er jo nogen, der helst ligger og snuer det meste af formiddagen.
Men så bankede jeg bare mit kontor ned i TV-stuen.
Nød lærer nøgen kvinde at gå over åen efter vand.
Mentalt notat til mig selv: Lad være med at pakke kniv og gaffel i en plastpose. De begynder bare at lege Houdini.
Jeg skulle mene, at jeg har telepatiske evner.
Da jeg begyndte at pakke min lejr, kunne jeg se, at vejrguderne kaldte tropperne sammen hen over åen.
”Gå væk, jeg pakker” råbte jeg til dem.
Og det gjorde de.
Besked til mig fra den mobile wifi: ”Insert sim og restart”.
Jeg bliver for alvor nervøs, når materiellet arter sig på den vis.
Jeg så mig selv i ånden fise rundt inde i Silkeborg på jagt efter et eller andet.
Med rystende hænder tog jeg simkortet ud, satte det ind igen og startede.
Stor var min forbavselse da det viste sig, at det kunne gøre det.
Der kan man bare se.
Jeg havde planer om at hjemsøge Ulstrup Camping, når jeg snart når dertil.
Det er jeg lidt gået fra. Stedet hedder ellers Bamsebo, og det kan jeg godt lide.
De har skam også glamping.
”Glamping er et begreb der dækker over en ny form for luksus camping. Her gælder det om at tage hotelværelset med ud i naturen, og forkæle sig selv og sin partner med alt hvad man kan finde på. Tag på Glamping mini kanoferie på Gudenåen. Vi tager hånd om jer fra start til slut. ”
Jeg har en fornemmelse af at glamping og ”Den gamle cyklist” aldrig bliver et godt match.
Jeg har allerede fundet et godt sted.
Jeg fik checket ud og kunne se, at jeg kun havde brugt lidt mere end 1 kwt. Det er ikke meget.
Det var søde værter, og jeg var rigtig godt tilfreds med stedet.
Vi snakkede om, at de skal til at indstille sig på elgæster.
Det går nemt med cykler, men de har allerede fået forespørgsler om opladning af biler.
Det er vist dyrt at etablere, men campingfatter ville være ked af det, hvis nogen valgte dem fra pga manglende opladningsmuligheder.
Pølen kom jeg ikke i, og heller ingen andre.
Der var 11 grader, da jeg drog af sted.
Den sommerdag burde skamme sig.
Jeg er vant til at få kaffe i Brædstrup, og det fik jeg også denne gang hos bageren.
De snakkede ikke om, at de kunne huske mig.
Uden Elvira havde jeg været ude i noget snavs denne dag. Hun sled bravt med bjergtinderne og vindens rasen.
Der er ufatteligt smukt på vejen ind mod Silkeborg.
Jeg gav mig selv en tur ned til Hjejlen og Co. 
Vejret artede sig, og der var gang i den.
Jeg tøffede en hindbærbrus i mig og fik en sludder med en sød turistdame.
En mand ville vide mere om Elvira, og det fik han fluks.
Også turistdamen viste stor interesse.
Så skulle jeg ud af byen mod nord, men det måtte jeg ikke.
Vejarbejde.
Der stod en fin gul pil til bilerne, og jeg blev sat af projektet i løbet af ingen tid.
Jeg har oplevet i mange byer, at skiltning er lavet til bilister og ikke cykler.
Men jeg fandt en udvej.
Rent tilfældigt kom jeg til at køre på den vej, hvor vi i gamle dage havde opløb, når vi kørte cykelløb i Silkeborg.
Jeg kunne godt huske, hvor målstregen var, og jeg fandt den rette attitude frem.


Mine vært var ikke hjemme, da jeg kom til min destination.
Men der var en høne, der sagde velkommen til mig.
Vi fik en hyggelig snak om æg og andre emner, der nu kan interessere en høne.
Mikkel er en hyppig gæst her, så den får ikke lov at rende rundt om natten.
Det er et dejligt sted jeg er kommet til.
Smukke omgivelser, som det er en lise for sjælen at se på.
Lidt senere kom min vært hjem, og vi fik en hyggelig sludder.
Han kunne bl. a oplyse at overskriften på morgendagen ville blive: Regn.
Så er der da ikke noget, der kommer bag på mig.
Jeg kunne godt tænke mig lidt varmere vejr.
Jeg synes, jeg har frosset som en bette hund hele dagen.
Men ellers har det været en rigtig fin dag.
I morgen har jeg omkring 30 km at køre, men hvis de alle bliver våde, kan det da være slemt nok.
Sørg nu for at have det rigtig godt, så skal det nok gå alt sammen.


Dag 10. Vejen til Ulstrup. Torsdag den 7. juli 2022.
Mausing – Bjerringbro:  33 km. Totalt 480 km
Det regnede det meste af natten. Hønsene gik ind i deres hus, og det gjorde jeg også
Altså ikke ind i hønsenes hus.
Der var næsten tørt, da jeg pakkede sammen.
En enkelt høne tilbød at hjælpe med at pakke.
Det bringer igen mine tanker  henpå den gang i Naksov, hvor jeg overnattede på et stutteri, og en pony insisterede på at hjælpe med at pakke.
Inden jeg tog af sted fik jeg en kop kaffe sammen med min vært.
Tak fordi jeg måtte være der. Det var med til at gøre min tur mindeværdig.
YR meldte tørvejr, så jeg er lidt i tvivl om, hvor støvregnen kom fra.
Det blev en rigtig smuk tur. Hvis ikke Elvira havde været med, havde jeg været nødsaget til at søge om medlemskab i Dansk Vandrelaug.
Bakkerne her i området er gftige.
Heldigvis skulle jeg kun 10 km, inden jeg kiggede indenfor til en kop kaffe hos gode venner.
Det var hyggeligt.
Mens vi nød kaffen sad vi og kiggede ud på den regn, som YR ikke kender noget til.
Nu ville jeg til Ans, der er en pænt stor by.
Jeg oprettede mit kontor i Brugsen, og digtede på livet løs.
Herfra er der kun 10 km til dagens slutmål.
Vejen til Ulstrup i morgen byder på 7 km med paradekørsel.
Jeg har snakket med arrangørerne, og vi skulle mere eller mindre være klar til det store show.
Uvist hvor mange der kommer.
Det er meget usædvanligt med foredragsvirksomhed i juli, men det kan da være, at barnevognen og deltidsvagabonden har gjort folk interesserede.
Vinden kommer fra vest, og det ville da være morsomt, hvis den vendte inden i overmorgen, hvor jeg regner med at tage min vest på.
Er der nogen af jer derude, der nogensinde har prøvet at drøne en 4-5 km ud ad en vej i den forkerte retning i fejende medvind og ned ad bakke.
Det er ufatteligt, at nogen begår sådan en begynderfejl.
Jeg havde kigget mange gange på mit kort, og jeg var 100 % sikker på, at jeg kørte i den rigtige retning.
Det er jeg stadig.
En eller anden må have flyttet med rundt med hele Bjerringbro by.
Det er den eneste logiske forklaring.
Jeg var engang på en tur, hvor der blæste en vild blæst.
Rigtig for alvor voldsom.
Og jeg havde vinden direkte i ryggen.
I Aulum var jeg så opstemt, at jeg forvildede mig ind til en bager.
Og så satte jeg kursen mod Karup.
Der er ca 30 kn og jeg holdt næsten frihjul, så nemt var det.
Lige før Karup, ringede min telefon.
Det var fra bageren i Aulum.
De ville godt lige fortælle mig, at jeg havde glemt mit kreditkort.
Jeg forsøgte at arrangere noget forsendelse, men det kunne ikke lade sig gøre.
Jeg var grædefærdig, da jeg vendte vogntoget og sled mig afsted i den sejeste modvind, man kan forestille sig.
Jeg var så smadret, at jeg var nødt til at tage et hotelværelse.
Næste dag var vinden væk.
Denne dag drejede de sig kun om 3-4 km.
Elvira tog det pænt.
Mine værter var ikke hjemme, men jeg havde fået lov til at gå ind og slå lejr.
Herligt sted.
I morgen er der så showtime i Ulstrup, som jeg i så lang tid har været på vej til.
Sørg nu for Himmelens skyld at have det rigtig godt, så skal det nok gå alt sammen.
Der er næppe noget der swinger
Som bjerringbro by night
Hele hovedgaden emmer
Af landmænd fit for fight
Det si'r sig selv
Det si'r sig selv
Well well well well
Det si'r sig selv 
CVJ

 

Dag 11. Vejen til Ulstrup. Fredag den 8. juli 2022.
Bjerringbro – Ulstrup - Bjerringbro:  17 km. Totalt 497 km
Det har været en langstrakt indflyvning til Ulstrup, men nu er vi her.
Ulstrup er en by med 2004 bankende hjerter.
Man har hvisket i mit øre, at campingpladsen der er leveringsdygtige i både gode og billige is.
Erfaren mand er god at gæste, så det må efterprøves.
Regnen holdt fridag, men i stedet var blæsmanden mødt ind på arbejde.
Det er al ære værd, at de to urostiftere arbejder sammen.
Kan godt virke en anelse udfordrende.
Jeg trillede stille og roligt til Ulstrup, hvor jeg nemt fandt frem til det center, hvor mit rejseforedrag skulle afvikles.
Det var morsomt at være der efter så mange dages snak om den vej, der fører dertil.
Jeg blev forsynet med en kop kaffe, mens vi checkede teknikken.
Alt virkede fint, og så var det bare at vente.
Det blev en ganske god oplevelse. I alt var der 32 mennesker, og det er rigtig fint.
Jeg har en fornemmelse af, at de fleste følte sig godt underholdt med historien om Den gamle Vandringsmands 1167 km i 2017.
Det tærer lidt på kræfterne at være ”på”, men ekstra dejligt er det så, når man kommer ud på den anden side.
Man havde som sagt hvisket mig i øret, at den lokale campingplads solgte voldsomme is.
Jeg udnævnte isen til at være min bonus for rejseforedraget, så jeg trillede ind på pladsen, der er stor og flot.
Hvad jeg havde hørt var delvist rigtigt. Isen var både stor og god, og 2 ud af 3 kriterier opfyldt er vist godkendt.
Så havde jeg kun lige tilbage at  hjemsøge den lokale brugsmand.
Det kastede en udfaset koldskål og en skinkesalat af sig.
Så havde jeg absolut ikke mere på tanken.
Nu var det mit ønske at tilbringe en stille og rolig eftermiddag i min dejlige camp.
I morgen går turen til Fårvang, og dagen efter til Ikast, og mon så ikke Vejen til Ulstrup ser sit snit til at finde sin afslutning i gode gamle Skjern.
Også kørselsmæssigt blev dagen en stor succes. Med 17 km er jeg langt forbi mindstekravet på 8 km.
Hastighedsrekorden hedder nu 44,3 km/t. Jeg tror ikke den bliver meget større.
Jeg bryder mig slet ikke om at køre så stærkt. Det skræmmer mig noget.
Tak til Heidi, Erik og Skriverkarlen fra Sønderborg for at levere billedmateriale.
Sørg nu for at have det så godt som muligt, så skal det nok gå alt sammen.

”Enten finder vi en vej, eller også laver vi én”.
Hannibal

Første gang da Elvira jeg mødte,
interessen for cykler blev vakt,
og mit hjerte begyndte at flytte,
sig omkring i trefjerdedels takt.

Når jeg tænker på lille Elvira
Og hvordan hun var støtten for mig
kan jeg se det var godt, at jeg valgte
sommertiden i selskab med dig.

Dag 12. Vejen til Ulstrup. Lørdag den 9. juli 2022.
Bjerringbro - Fårvang:  20  km. Totalt 517 km
Ganske langsomt er jeg ved at løbe tør for dage. 
Det er sket før, og det vil ske igen.
Kompasnålen peger mod ”Hjem”, og det er nok meget godt.
Det er tid til at evaluere sommerturen med Elvira.
Min gode vært i Bjerringbro lavede grillmad ved søen, selvom blæsten formelig kastede rundt med stole og andre løse genstande.
Det var en hyggelig aften, og jeg var glad for at få lov til at være med.
Snart er Bjerringbro et yderst behageligt minde  bag mig, og besøget her var med til at gøre rejsen til Ulstrup mindeværdig.
Trods en intern diskussion med HubbaHubba sov jeg godt.
Jeg kan bare rulle underlaget ud og slumre som et uskyldigt barn.
Der var kommet noget godt ud af blæsten.
Duggen var næsten væk.
Til gengæld havde jeg besøg af en større gruppe ørentviste.
Jeg børstede dem væk, jeg kunne se, og resten møder jeg, når jeg pakker ud.
Inden afgang fik jeg taget afsked med min gode vært.
Det var et skønt ophold, som jeg er meget taknemlig for.
Dagens destination var lige om hjørnet. Jeg skulle besøge gode venner i Fårvang tæt på.
Det giver dagen en vis ro.
Det kan næsten ikke gå galt.
Jeg besluttede mig til at trille igennem Bjerringbro Downtown, som jeg næsten ikke kan tænke på uden at høre C.V Jørgensens karakteristiske stemme for mig.
Det er da en sød lille by, som jeg er sikker på har alt, hvad et menneske har brug for.
Jeg havde flere rigtig god oplevelser.
Jeg fandt et bageri, hvor der var Drive in salg.
Elvira blev så frustreret over det, at vi i stedet besluttede os for at kigge indenfor hos Sparkøbmanden.
Der var en kaffeautomat, og jeg bad den unge kassedame om en kop.
Hun var ikke helt klar over, hvordan man brugte automaten, så hun hidkaldte en anden ung pige.
De to piger kæmpede storgrinende og i et fantastisk humør med  at sætte et bæger ind, hvor der ikke var plads.
De trykkede dernæst på alle knapper uden at der skete noget.
”Er chefen hjemme”, spurgte jeg. ”Vi kan måske spørge?”
Det syntes de var en god ide.
Og så fik jeg kaffe.
Ja, man lærer noget nyt hver dag sagde den ene unge pige.
Jeg sagde til dem, at det havde været en fornøjelse at lave forretninger med dem, og at det var skønt at opleve så højt humør.
”Hej” lød  det nu.
Jeg følger din rejse, sagde en ung dame.
Jeg bliver så glad, når folk kommer og hilser på den måde.
Og det er faktisk sket en del gange.
Vi fik en hyggelig snak
Den gamle cyklist” drog glad i sindet videre ud på rejsen mod Fårvang.
Jeg erfarer, at der er sat vand over til hedebølge i Sydeuropa.
Hvis nogen sidder og planlægger en rejse til Bjerringbro og omegn kan jeg oplyse, at den knap nok er nået hertil endnu.
Her er bitterligt koldt.
Heldigvis melder DMI om tørvejr.
Til det kan jeg oplyse, at jeg har beviser for at den prognose ikke er korrekt, for min næse er våd.
Jeg fik så en sludder med en herre der sad på sin elscooter og så lidt på verden.
Vi blev enige om at det var koldt, inden vi ønskede hinanden en god dag.
Hyggelig snak.
Jeg kiggede lidt på ruten til Fårvang, da en ældre cyklist kom hen til mig.
Ja, i vores alder er man nødt til at holde sig i gang, mente han.”Og så kendte han en rigtig smuk rute til Fårvang.
Han forklarede, at jeg skulle forbi en herregård og så var det nemt nok derfra.
Det var der jeg skulle hen.
Og han havde ret.
En virkelig smuk tur var det.
Det var dejligt at besøge mine gode venner i Fårvang igen.
Vi har efterhånden kendt hinanden i rigtig mange år, og det startede i sin tid i forbindelse med vores kærlighed til cykling.
Siden handler det om meget mere end cykling.
Jeg blev helt rørt, da der vankede rejer, abrikosvand og lakridspibe.
Uendelig skønt er det at have gode venner.
På min vej så jeg et fantastisk shelter.
Hjemmebygget på eget savværk.
Jeg har nok ikke den store forstand på byggeri, men jeg blev voldsomt imponeret.
Vi sad og kiggede på mange kilometers Tour de France, indtil der skete noget de sidste 4 km.
Sådan er det ofte, og sådan vil det blive igen.
Og lur mig om jeg ikke sidder og kigger med næste gang, det går løs.
I morgen går turen til Ikast, og det bliver nok til ca 60 km.
Jeg har erfaret, at der går en banesti fra Fårvang til Silkeborg.
Jeg har også hørt, at det er en smal stil.
Jeg må aftale med Elvira, at hun råber ”Hallehøj her kommer jeg”, når vi tordner ud ad det forhenværende banelegeme

 

Dag 13. Vejen til Ulstrup. Søndag den 10. juli 2022.
Fårvang - Ikast:  58  km. Totalt 575 km
Jeg vil ikke lyve for jer.
Da jeg fik muligheden for at sove i en rigtig seng i stedet for at tilføje endnu en nat som naturens muntre søn til cvét, var jeg ikke i tvivl.
Jeg valgte det bløde og komfortable leje.
Direkte adspurgt måtte mine værkbrudne rygstykker give mig ret i at det var en fornuftig disposition.
Det var ganske simpelt dejligt.
Inden turen gik videre, fik jeg dejlig morgenmad sammen med mine venner.
Det er i sådanne situationer, at man har en fornemmelse af at ens bagdel har slået rod.
Hvor fristende er det ikke at lade hvilen falde på sin mødige krop.
Men sådan spiller klaveret ikke.
Se at komme i gang, Gamle Jas, måtte jeg sige til mig selv.
Og heldigvis parerede jeg ordre.
Det er bestemt ikke en given ting.
For jeg er jo på cykeltur.
Jeg følger en ung mand, der er på vej på cykel mod Nordkapp.
I hans dagbog fandt jeg et rigtig godt udtryk.
”En dårlig dag på cyklen er bedre end en god dag på kontoret”.
Interessant betragtning.
Min ven havde sørget for at anbringe et par overraskelser hos Elvira.
Den slags overraskelser er rare at få.
(Det har noget at gøre med mine yndlingssnacks)
Vi fulgtes ad hen til banestien mod Silkeborg, hvor det var tid til at sige adjø.
Der er mange banestier i Danmark. 
Der er gode ting ved dem og også et par ulemper.
Det gode er at der ikke er biler. 
Bakkerne er og også ofte skrællet væk.
Asfalten her var ok. Enkelte steder, er der rødder der føler trang til at bryde ud og se dagslys.
Denne sti er meget smal. Også for smal. 
Det er ikke trygt at møde modkørende. 
Jeg mødte en herre med en trailer som min, og vi var nødsaget til at standse for at komme forbi hinanden.
”Vi fylder godt”, råbte manden.
Det havde han evig ret i.
Der kom også topedoer bagfra.
Mange lycraryttere synes at mene, at det er nedværdigende at køre rundt med en ringeklokke, så de er lidt ude i noget snavs, når de vil overhale.
Fra dagens tur kan jeg fortælle om en herre, der forsøgte at sige som en cykelklokke: Ding – ding.
En anden var vist stum, for pludselige fes han forbi ude i græsrabatten.
Den stakkel var vist også døv, for da jeg sagtmodigt tilsagde ham; ”Brug klokken”, reagerede han slet ikke.
Her kan jeg oplyse, at Elvira har en meget fin klokke, der med en spæd og spinkel lyd lidt á la Klokkeblomst kan advisere trafikanterne.
En anden ulempe ved banestierne er, at man ikke rigtig ved er hvor man er, fordi der ofte er træer. Jeg kunne se på et tidspunkt, at jeg var i en by, men jeg måtte se på kortet for at finde ud af, at jeg var i Gjern.
I Resenbro gik jeg over på cykelstien ind mod Silkeborg.
Jeg har lidt svært ved at navigere rundt i Silkeborg, men jeg kom da ud på den anden side.
Vejret var tørt med en del solskin.
Der var bestemt ikke for megen varme.
Vinden var mest min ven.
Elvira klarede strabadserne fint og bad kun en enkelt gang om at komme på Turbo-programmet.
Hmmmmm, hvis sandheden skal frem, så var det ganske nemt at køre.
Piece of cake.
Men det er altså lidt sjovere at fortælle om bagefter, hvis jeg undervejs har været ved at hoste lungerne op på grund af iltmangel.
Kan vi ikke bare, sådan for sjov sige, at der var en bakke ved Silkeborg, hvor jeg hang 5 minutter ind over styret for at få styr på mig selv igen.
Der var ganske smukt på vejen fra Silkeborg over Kragelund og Engesvang.
Der lå også pludselig en campingplads på min vej.
Men jeg havde en anden aftale, så det var ikke interessant
Om sadler.
Jeg plejer at køre på en ganske smal og hård sadel, men Elvira er født med en sadel, der er noget blødere.
Det var jeg på forhånd lidt betænkelig ved, men den har været rigtig god.
Folk spørger ofte om råd mht sadler.
Man skal huske på, at der ikke findes nogen sadel, man bare kan sætte sig op på og bruge i lang tid uden ubehag.
Cykelryttere har et begreb, der kaldes sadeltræning.
Man skal simpelthen vænne sig til at sidde på sadlen i meget lang tid.
Det kommer ikke af sig selv.
På et tidspunkt lægger man mærke til, at man ikke længere lægger mærke til sadelen.
Man kan sidde på den hele dagen, hvis det skal være.
Det er søndag, og mange folk har væltet stenene til side og har fundet racerne frem.
Jeg har mødt rigtig mange i dag.
Folk kører ofte 2 og 2, men der har også været et par større grupper.
Det ser hyggeligt ud.
Stille og roligt gik det mod Ikast.
Som forbrugeroplysning kan jeg nævne, at Fakta i Bording råder over et kundetoilet.
Værd at vide, hvis man kommer på de kanter og er i …....nød.
Jeg kender ikke så meget til Ikast, men det ser ud til at være et godt sted at være.
Jeg fandt nemt adressen, hvor jeg skulle være, og blev mødt af en ualmindelig sød familie.
Tak for hyggelig snak og hyggeligt samvær.
I haven findes det dejligste shelter, og der ligger en madras, der sagtens kunne bruges, hvis Prinsessen på ærten skulle komme forbi.
Der er et sted, hvor Elvira kan spise til aften, og der er indtil flere borde, hvor jeg kan indrette mit kontor.
Rigtig dejligt.
Herfra er der ca 58 km til Skjern, og det regner jeg med at klare i morgen formiddag.
Det bliver fint at komme hjem igen.
Home is where the heart is.

 
Dag 14. Vejen til Ulstrup. Mandag den 11. juli 2022.
Ikast – Skjern: 67km. Totalt 642 km.
 
Klokken var noget mere end forventet, da jeg fik øjne i mit fine shelter.
Det var da også fornemt at sove på en god madras med topdyne, og hvad det nu alt sammen hedder.
Jeg svingede benene ud og kiggede lidt.
Henne på havebordet var der allerede sat en kande kaffe frem.
Foran min ”hule” lå der en lille måtte.
”Plads til livet” stod der.
Jeg havde brug for lidt stilletid, inden jeg begynde at pakke sammen til sidste etape af ”Vejen til Ulstrup.
Tak til mine gode værter fra Ikast. 
I var alle med til at gøre min rejse mindeværdig.
 
Jeg var stort set på hjemmebane, og jeg gad næsten ikke kigge på kortet, for herfra ville det lige så let at finde vej som at klø sig i nakken.
En anelse køligt. 
Smukt solskin og lovning på dejligt vejr hele dagen.
 
Der er langt mellem bjergene i Ikast, så jeg smækkede Elvira op i et tungt gear og bankede ud af cykelstien.
Nej, hvor det gik.
Armern´juller og benern´juller.
Det kører bare.
 
Det gjorde det i hvert fald, indtil jeg holdt i en eller anden indkørsel, hvor jeg kunne konstatere, at cykelstien ikke gik ind over den matrikel.
Lidt pinligt, men kan vi ikke holde det sådan lidt for os selv?
 
Væk med Ikast og videre gennem Hammerum indtil jeg kom til hjertet af Herning.
 
Jeg holdt og kiggede på gågaden.
Og på mit ur.
Det gik op for mig, at jeg på dette tidspunkt af dagen gerne måtte køre gennem gågaden.
Det var altså lidt sjovt at gøre noget, som normalt er forbudt.
 
Nu agtede jeg mig til Kibæk.
Ud ad Herning i den retning er der 5 – 6 km cykelsti, og 3-4 km før Kibæk kommer stien igen.
Derimellem er der en landevej.
Det er ikke nogen venligsindet landevej.
 
Jeg ved godt, at der ikke er råd til at lave det stykke cykelsti, der mangler, men det er ikke godt.
Denne dag var der sat en masse skilte op, der opfordrede bilene til at dele vejen med cyklerne.
Der blev også fulgt op på det.
Har du delt?
 
Problemet er bare at denne vej, hvor der ikke engang er en anvendelig cykelstribe ikke egner sig til at blive delt.
Jeg har svært ved at forestille mig en børnefamilie cykle den vej.
Jeg ved godt, at jeg kunne have valgt en anden vej, men skiltene viser jo, at den skulle være anvendelig for cykeltrafik.
 
I Assing besøgte jeg Kirken.
Vi må lige huske at rose kirkerne, fordi de altid stiller sig til rådighed med toilet og vand.
 
Og nu kendte jeg vejene og begyndte at glæde mig til at komme hjem.
 
Så fik jeg en idé.
Kan vi ikke blive enige om, at det er skønt at sidde ved en å i smukt vejr og nyde naturen?
Jeg synes, det er herligt, og jeg ringede til en ven, og spurgte om jeg måtte byde på en bid brød nede ved vores elskede Skjern Å.
Det måtte jeg godt, og vi fik aftalt et tidspunkt.
 
Nu følger en lille historie fra den kategori,  der bliver bedre og bedre jo mere de bliver fortalt.
I Borris by blev Elvira sulten, og jeg fandt hendes frokost frem.
Videre gik det.
3-4 km hørte jeg en underlig lyd, og det gik op for mig, at det kom fra traileren.
 
Jeg standsede og opdagede, at den blæksprutte jeg brugte til at sikre bagagen med hang og dinglede.
Og endnu værre opdagede jeg, at min rygsæk var væk.
Den var simpelthen stået af.
Jeg måtte tilbage, til det sted, hvor Elvira havde spist.
 
Det gik stærkt og jeg forestillede mig alle mulige skrækscenarier.
OMG, der var ingen rygsæk.
Hvad nu?
Jeg var nødt til at køre videre.
Men 3-400 meter derfra stod rygsækken fint anbragt på fortovet.
Hvad skal man sige?
Tak til den, der fandt den og regnede ud, at der nok dukkede en gammel tosse op og søgte efter den.
 
Så var der dømt frokost.
Jeg har taget et billede, og hvis nogen hævder, at jeg er langt bedre til at cykle end til at tage billeder, har jeg intet at sige dertil.
Min var med æg og rejer, og den var bare G – O- D.
 
Hjemme.
Det er altid en underlig fornemmelse at være ved enden af noget, der har fyldt meget.
Det er faktisk ikke så nemt at komme hjem.
Der er mange ting, der skal tænkes over efter en lang tur.
 
Min første tanke var at tage et bad.
Jeg mener, der var et klogt valg.
Så røg skægget.
Så røg de ynglingeagtige lokker.
Men et 9 mm skær fræsede jeg mig vej gennem manken, og det ser pænt ud.
Forfra.
Jeg kan jo ikke vide, hvordan det ser ud i nakken.
Vi siger, det er fint.
 
Det har været en herlig tur.
Elvira er blevet testet, og har bestået prøven 100 %.
Jeg siger ikke at jeg vil cykle til Nordkapp i 2023.
Det kunne jeg ikke drømme om.
Jeg siger heller ikke, at jeg vil cykle til Polarcirklen.
Jeg siger bare, at det er muligt.
Jeg lover ingenting, og det holder jeg.
 
Af hjertet tak til alle de gode mennesker, der har givet mig husly.
Hvor har jeg mødt mange interessant og spændende mennesker.
Det er det hele værd.
 
Af hjertet ligeledes tak til de mange mennesker, der har fulgt med på ”Vejen til Ulstrup”.Skulle det være glippet tilskriver vi det bare alderdom.
 
 
Den gamle Cyklist anbefaler sig.
 
Det si´r sig selv
Det si´r sig selv.
Well well well well
Det si´r sig selv.