Klokken er nu præcis 7, og der er ikke kommet noget morgenmad endnu. Jeg sov rigtig godt, og det var skønt at sove i en rigtig seng igen. Dynen vejer nok omkring 8 kg. Den var bare vildt tung. Vejret ser lidt lusket ud. Men i dag skal jeg ende i Vysoke Myto, uanset hvor våd jeg end måtte blive. Jeg regner med at kunne køre herfra ved 8 tiden.

Morgenmaden blev leveret 2 minutter over 7. Den var rigtig udmærket. Den blev leveret på en lille bakke, som jeg kunne sidde og hygge mig med nede hos mig selv. Jeg var sulten, så det tog ikke lang tid at få den fjernet. Derefter vandrede jeg op til værtinden for at få afregnet. Jo, jeg havde hørt rigtigt. Jeg skulle betale DM 20 incl. morgenmad. Jeg gav hende DM 5 ekstra, som hun først ikke ville tage imod, men hun lod sig da overtale.

Og så ud af Liberec. Først gik det meget nemt, men så blev skiltene tvetydige og til sidst var jeg nødt til at spørge en flok vejarbejdere om vej. Det udviklede sig til at blive næsten som i Japan. Først hentede de én, så én mere o.s.v. indtil de endelig fik fat i én, som kunne tale tysk. Han viste mig den rigtige retning, og jeg kom af sted. Det gik langsomt, for der var nogle usædvanlige lede stigninger på vej ud af byen.

Pludselig blev jeg overhalet af en ung mand på racercykel med en stor rygsæk på nakken. Vi kom i snak, og det viste sig hurtigt, at han hed Filip og talte glimrende engelsk. Han skulle vise sig at blive min makker resten af dagen, fordi han skulle besøge sin bedstemoder i Hradec Kralov, en stor by med ca. 100.000 indbyggere, der ligger omkring 100 km fra det sted, hvor vi mødtes. Den by skulle jeg også passere. Vi snakkede lidt om, hvordan vi skulle gribe det an, og han foreslog, at vi fulgte de små veje, som han naturligvis kendte.

Det syntes jeg lød, som en rigtig god ide, så jeg slog stort set hovedet fra, fordi bynavnene her er så fremmedartede for mig, at de er svære at huske. Filip blev lidt træt, som dagen skred frem, men vi havde en særdeles hyggelig dag sammen. Undervejs var vi i et supermarked, hvor jeg spurgte, om han ville gå ind og købe, hvad han selv bedst kunne lide og så doble det op. Jeg gav ham 50 KC, der svarer til 12 danske kroner. Han kom tilbage med en gevaldig masse lækre sager, som vi spiste lidt efter lidt. Det syntes jeg selv, var smart fundet på.
Vi var også på restaurant, hvor vi fik suppe. Jeg fik kaffe og Filip fik øl. Jeg drikker aldrig øl under en cykeltur. Selv om han kendte egnen, måtte han adskillige gange spørge om vej, men vi kom da frem. Inde i en skov punkterede Filip på baghjulet. Det voldte ham visse problemer at få skiftet.
Bl. a. var reserveslangen også defekt. Men vi fik da omsider hans cykel til at køre, men det viste sig snart, at han kørte på en "siver".Vi pumpede med kortere og kortere intervaller, for vi gad ikke skille cyklen ad igen.

Vi blev enige om, at hans bedstemor godt kunne give en kop kaffe, men det viste sig deværre, at hun ikke var hjemme. Men Filip drønede op i lejligheden og lavede en kop til mig mens vi fortærede de sidste gode sager. Vi tog nu afsked med hinanden, men lovede at holde forbindelsen ved lige Det blev en dag, som jeg vil huske som en rigtig god og indholdsrig dag. Jeg bliver så glad, når jeg møder mennesker som Filip.

Så manglede der kun 30 km til Vysoke Myto. som ligger på den stærkt trafikerede hovedvej. Men det blev også klaret, og endelig kom jeg til byen. Jaroslav havde sendt mig et bykort, så det var nemt at finde derhen. Klokken var blevet 19.30, da jeg drejede ind foran huset og ringede med klokken.
Jaroslav kom straks ud, og vi hilste hjerteligt på hinanden for første gang, siden vi 5 år forinden mødtes på kajen i Oslo. Allerførst blev jeg vist til mit værelse på 1. sal. Det var rigtig nydeligt. I det hele taget er det et sødt lille hus, som jo naturligvis ikke er indrettet på en måde, der minder om dansk indendørsarkitektur. Jeg glemte at nævne, at jeg naturligvis også hilste på Ludmilla, Jaroslavs kone. Hun taler kun tjekkisk og siger ikke så meget. Jeg lurer lidt på, hvad hun egentlig siger til, at jeg kommer rendende. Hun lader til det meste af tiden at være travlt beskæftiget med husholdningen. Jeg fik et bad, og snart satte vi os til middagsbordet. Vi fik en kødret med kartofler. Rigtig lækkert. Vi startede med et glas hjemmelavet mælkebøttevin. Det smagte ikke så dårligt. Senere fik jeg også en øl og noget kaffe. Vi snakkede til omkring kl. 21.30, hvor vi blev enige om at gå til ro.

Jaroslav mente, at vi skulle tidligt op næste dag, fordi vi skulle på cykeltur. Han mente, at kl. 5 ville være passende. Jeg mente nu nok, at det kunne gå med 5.30. Det blev vi så enige om. Jeg fik en lys øl med op på mit værelse. Jeg faldt meget hurtigt i søvn i en ret hård seng med en afsindig tung dyne. Det synes at være skikken her.

Tilbage til Tjekkiet-forsiden
Tilbage til hovedsiden