"Hvorfor er det, du gør det, spurgte Kerstin fra Sverige mig, da vi mødte i Stadt Lauringen i Tyskland.
Jeg forsøgte naturligvis at give et begavet svar og fik vel også strikket en eller anden plausibel forklaring sammen.
Men det er altså et vældig svært spørgsmål.
Hvorfor er det nu lige man gør det?
Er det for at komme hjem? Det kan da egentlig godt være.
Under alle omstændigheder var det punkt 1 på dagsordenen, da jeg pakkede teltet sammen. Det blev pakket knap så godt som tidligere, for nu var det egentlig ikke så vigtigt, hvordan det lå, og om en enkelt orange skovsnegl skulle være smuttet med. Næste gang det skulle stilles op, ville blive hjemme på min egen græsplæne.

Jeg var rigtig utilpas denne morgen, og jeg var vældig glad for, at jeg havde kørt meget langt dagen før. Horsens var slet ikke stået op, da jeg langsomt trillede igennem. Der er noget helt fascinerende ved en by, der ikke er vågnet. Den er så forskellig fra, hvad man ellers oplever. Det er helt andre ting, man lægger mærke til.

Der er utallige bakker op gennem Østjylland, men med tålmodighed kan de klares alle som én.
Skanderborg - Stilling.
Nu kører jeg gennem byer, hvor jeg har været masser af gange før. Alt er gammelkendt. Nu står der er skilt, der viser, hvordan jeg kommer til Hadsten.
Jamen, nu be'r jeg Dem, Fru Heilbunth. Jeg ved skam godt, hvordan jeg kommer til Hadsten. Jeg behøver ikke engang et kort. Det er pakket langt væk. Jeg har det hele i hovedet.

Der var rigtig dejligt vejr.
Den tager vi lige igen, for at budskabet for alvor kan trænge igennem.
Der var rigtig dejligt vejr.

Jeg fik kaffe og rundstykker på en veludstyret tankstation i Sabro, der åbenbart fungerede som stedets supermarked. Jeg blev betjent af en særdeles behagelig ung mand, der var interesseret i lidt cykelsnak.

Nogle gange leger vi i vores familie en leg. Før vi går ind i en forretning, bestemmer vi os på forhånd til, at vi vil have fremprovokeret et stort smil hos den person, vi nu kommer til at handle med. Det er forbavsende let at få dette forehavende til at lykkes. Nogle gange skal man dog selv have lidt ekstra overskud for at lege denne leg.
Jeg havde slet ikke behov for min leg denne dag, for den unge mand var indstillet på selv at få en god kontakt med sine kunder. Sådan en "episode" kan jeg godt bruge lang tid på at køre på min indre biograf, efter at jeg igen har genoptaget min kørsel.

Randers.
Nu kan jeg begynde at komme med et kvalificeret gæt, på hvor når jeg kan krydse bygrænsen til Ellidshøj.
På havnearealet i Randers, så jeg en dreng der med vild kørsel væltede en yngre dame. Han standsede overhovedet ikke. Hun måtte selv stable sig på benene og overbevise sig om, at hun ikke var kommet til skade.
Møgunge.

Hadsund.
Her tog jeg en voldsom beslutning. Jeg ville ringe hjem fra Skørping og bestille min velkomstkomite.
Efter Astrup kunne jeg forberede mig på den store fornøjelse, det altid er at passere igennem Rold Skov. Kender man ikke denne skov, har man virkelig noget til gode. Der er vidunderlig smukt.

Jeg gik ind på en tankstation i Skørping og spurgte om lov til at låne en telefon. Jeg aftalte nu med hjemmestyret, at hun skulle starte hjemmefra med det samme, og vi regnede så ud, at vi ville mødes i Støvring.

Hvor var det dejligt at se hende igen.
"Ak, hvor forandret", udbrød hun, da hun så mit opdagelsesrejsende-skæg, som jeg selv syntes så rigtig kækt ud.
"Det skal af inden aften", lød dommen.
Jeg mumlede et eller andet ( for mig selv), og vi gav os i kast med de sidste få kilometer.

"Jeg tror simpelthen kilometertælleren standser på et pænt rundt tal", udbrød jeg med barnlig glæde, da vi kørte fra Støvring.

Ved indkørselen til Ellidshøj standsede vi lidt på et grønt område. Jeg kiggede mod syd. "Der mangler egentlig et par skilte her" tænkte jeg. Der kunne godt være brug for et skilt, der viser til Vysoke Myto, og når kommunen alligevel skal sætte det op, kunne de også sætte ét op, der viser til Silvretta. Det vil da ikke være mere end rimeligt. CLICK ON PICTURE TO ENLARGE

"Jamen, det ser da ud som det plejer", bemærkede jeg, da vi trillede op ad hovedvejen i Ellidshøj, hvor den grønne gavl på Apotekervej 1 blev mere og mere synlig.
"Har du set, den endte på 4600 km præcis, udbrød jeg.

Jeg gav mig lidt, da jeg for sidste gang i denne omgang kravlede af cyklen.
"Det var det", sagde jeg og anbragte forsigtigt vogntoget op ad husmuren. "

"Er der noget post", spurgte jeg og gik ind….

Tilbage til Tjekkiet-forsiden
Tilbage til hovedsiden