Jeg vil hjem.
Derfor er der kun en ting at gøre; at få snuppet de sidste kilometer af Tyskland.

Dagens mantra er følgende. Hver eneste kilometer, der bliver kørt fredag, går fra lørdagen. Det er der jo ikke mange ben i.

Flintbek - Molfsee - Schierensee - Achterwehr - Bredenbek - Sehestedt.

Her er der en lille pause, hvor ekspeditionen fragtes over Nord Ostsee Kanal. Jeg er helt vild med sådan en lille sejltur. Og så er den gratis, fordi det er en menneskeskabt "forhindring". Selvom det kun er få minutters sejlads, bliver jeg aldrig træt af at sejle med de små færger.

Haby - Wittensee.

Der er lige tid til at beundre søen Wittensee. Det er virkelig et smukt område. Men de havde også svinet mit kort til med grøn maling, så jeg var forberedt på noget særligt.

Osterby - Kosel - Missunde.

En ny sejltur, men nu er det ikke gratis, fordi Schlei overhovedet ikke er menneskeskabt. Jeg måtte smide et par mark. Det gik lige. Jeg delte færge med en skoleklasse, der også havde valgt et transportere sig frem ved hjælp af cykler. "Hvis bare det her vejr holder resten af dagen, er det fint!", sagde en af lærerne til sine elever. Der var nemlig et velsignet vejr, da vi smuttede over vandet.
Det holdt ikke.

Brodersby - Scholderup - Tolk - Böklund - Havetoft - Freienwill - Tastrup - Flensburg.

Flensburg!
Det er bestemt herligt at være hjemme igen efter en lang tur, og nu begyndte det altså at ligne noget. I Flensburg taler mange dansk, og det er portalen til Danmark. Flensborg er næsten Danmark for mig. Jeg har faktisk boet og arbejdet der fra 1975 - 78, så jeg kender området særdeles godt.

Mit sidste stop var i grænsehandelen lige ved grænsen, hvor jeg købte noget hemmeligt noget, som forøgede vægten af min bagage med 1,5 kg. Det er noget, man synes, man skal have med hjem. Også for at glæde de, der blev tilbage.

Men jeg vil bare ikke sige, hvad det er.
Ha.

Og så…. Velkommen til Danmark.
Hvor er det dog underligt at være hjemme efter at have drønet rundt i Europa så mange dage. Hvert vejsving og bakke er kendt, man ved præcist, hvad ruten byder på, og er det ikke underligt, at alle taler dansk?

Men der var jo det med at nå hjem lørdag, så derfor var der altså stadig et stykke vej at køre. Strengt taget må man jo nok sige, at det havde været rart at slippe for dette sidste stykke, men det ville have ødelagt festen.

Så det var bare med at komme i gang. "Skal jeg hente dig ved grænsen", spurgte SWMBO. Er det ikke underligt? Her får man tilbudt noget, som man brændende ønsker sig. Man vil ikke gøre nogen ondt ved at tage mod tilbudet. Men giver man køb på sine principper bare én gang, vil det for altid være slut. "Det er bare pænt af dig, men jeg kører altså hver eneste meter"
Punktum.

Jeg skal dybt beklage at jeg ikke kan berette om voldsomme angreb af uvejr denne sene eftermiddag. Jeg var lige ved at komme til at skrive om det helt uden at tænke på det. Faktisk kom turens sidste heftige byge lige syd for Flensborg, hvor jeg stod i ly i en tunnel. Så nu kommer der slet ikke mere vand-snak.
Men heldigvis kan jeg da berette om en træls modvind, som jeg alt for godt vidste ville følge mig de 100 km til Vejle, hvor vejen svinger mod Øst i retning af Horsens.

Åbenrå - Haderslev - Kolding.

Tænk at være nødt til at spørge om vej i Kolding. Det er altså pinligt. Men så fik jeg da lejlighed til at afprøve, om jeg stadig mestrede det danske sprog. Det var hårdt at køre, det var rigtig hårdt. Men stadig tænkte jeg på, at det jeg kørte denne dag, ville jeg slippe for om lørdagen.

Vejle.

Vejle byder på et par giftige stigninger i begge ender af byen, og det var altså en noget smadret cyklist, der sent på eftermiddagen gjorde sig klar til at klare den 7 % stigning mod Horsens.

"Tænk nu på Silvretta" sagde jeg til mig selv, da jeg med 218 km i benene indtil da stampede mig frem. Og har man kæmpet sig frem til toppen af Silvretta, kan man altså også nå toppen af Vejle bakken.

Men jeg kunne nu alligevel ikke lade være med at føle lidt stolthed over at have besejret denne voldsomme udfordring; og jeg måtte lige have en lille pause på toppen til at nyde min triumf. Jeg kiggede også efter, om der gik nogle mennesker på toppen, som jeg kunne forlyste med en beretning om turen mod tinderne, men der var kun et par store knægte med øjnene indstillet på uendeligt og et par småtøser på vej hen efter slik på tanken, så det blev ikke til noget.

Og så var der dømt medvind. Hu-hej, hvor det gik. Nu kunne det altså ikke gå galt. Det var helt sikkert, at jeg ville nå hjem om søndagen. Herligt.
Skulle jeg nu slå lejr før eller efter Horsens? Ja, klokken var blevet over 9, så det var på høje tid at se på en lejrplads. Jeg begyndte at indstille mit "Skovøje", der kan spotte en egnet lejrplads på lang afstand. Jeg ville i hvert fald ikke overnatte på Vejle camping, når de ikke engang ville låne mig en stol.
Ha

Lige før Horsens kommer der noget skov, og der er et par rastepladser, som jeg kiggede på. Men der er så meget bebyggelse langs hovedvejen, så jeg syntes ikke rigtigt, jeg kunne finde et sted, der var ugenert. Det var lige ved at gå helt galt der, fordi jeg så et skilt med "Zimmer frei". Det var jo ikke med i mine planer, så jeg kiggede hurtigt den anden vej.

7-8 km før Horsens drejede jeg fra og fandt efter nogen søgen en plads i en skov, hvor jeg ville være. Der var tidsler, og det var for tæt på en vej, men der ville snart være mørkt, så pyt. Det var en rar tanke, at dette var den sidste overnatning i det fri, og at jeg den følgende aften skulle slænge mig på et blødt leje udstyret med nyvasket sengetøj. Det var rigtig rart. De sidste par dages enorme kilometertal havde tæret på mine kræfter, og jeg var desværre ikke helt på toppen, da jeg lagde mig. Man kan godt af og til mærke at man ikke er 50 længere. En irriterende hovedpine havde meldt sin ankomst.
Men det var der jo ikke rigtig noget at gøre ved.

Tilbage til Tjekkiet-forsiden
Tilbage til hovedsiden