Dag 27 - Torsdag den 13. juli 2000

Stöcken - Flintbek
247 km. Total 4206 km

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"

Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet så godt i min egen seng, som jeg gjorde denne nat. Jeg vågnede én gang og sov ellers helt igennem.
Dejligt.
Der var stille og klart, da jeg pakkede. Ingen dug, regn myrer, myg eller skovsnegle. En skøn start på dagen. Der var koldt, kun 7 grader, men det føltes ikke så slemt, fordi der ingen vind var.
Det lykkedes mig at køre en irriterende omvej på en 3-4 km, inden jeg på forskelligartede veje endte i Suhlendorf, hvor jeg meldte mig til tjeneste i en disciplin, jeg bare mestrer til fuldkommenhed: kaffedrikning på en "Steh Cafe".
Jeg kan bare det der. Denne morgen valgte jeg salami og Schinke.
Folk her på egnen er nemme at forstå; der er ikke længere noget med specielle dialekter

Ah, det er skønt at være langturs-cyklist.

Dagens dramatiske episode indtraf i Franzhagen. Jeg kørte 10 kilometer-ture, og ved et stop kom jeg til at kigge på mit bagdæk. Slangen var på vej ud. Den havde allerede kæmpet sig et godt stykke frem i lyset og havde dannet en temmelig stor boble. Det så ikke ud til, at dækket var skåret; det var tilsyneladende bare blevet træt. Det havde jeg stor forståelse for. Det sker også for mig hele tiden. Der var ikke noget at gøre, der måtte udskrives en dødsattest på mit trofaste dæk, der levede med mig over en strækning på 4075 km.

Efter en kort mindehøjtidelighed monterede jeg mit ekstra foldedæk, der kun er 700 x 20 C. Altså slet ikke egnet til turcykling. Jeg kørte hen til en cykelforretning, der tillod sig at holde middagslukket.
"Nåh, men det går da også meget godt", tænkte jeg og lod dækket blive, hvor det var. Og det klarede skam også resten af rejsen med bravour .

Indtil hen under aften var vejret pænt, vejene rimelige og vinden gunstig, så derfor besluttede jeg, at nu skulle der bar cykles. Jeg kunne nu så småt regne ud, at hvis jeg skulle nå hjem om lørdagen ville det kræve nogle dage med rigtig mange kilometer. Tanken om at kunne holde søndag i Ellidshøj drev mig frem hele dagen, og jeg var meget tilfreds med afslutningsvis at kunne skrive 247 km i bogen.

Der var ikke én eneste djævlebakke. Faktisk så jeg lidt udenfor Flintbek et skilt med 5 %, som jeg oven i købet kørte ned ad.
5 %.
Der var lige til at grine af. Skulle man længere sydpå have markeret hver eneste stigning på 5 %, skulle der have været skilte overalt.

Klokken var 20.30 før jeg fandt en skov, som jeg den nat kunne kalde min. Det var ikke nogen god skov, og det var begyndt at småregne, men efter så lang en dagsmarch er der andre og mere interessante ting på dagsordenen.
(Spise og sove)

FAKTABOKS
TRAILEREN

Jeg plejer gerne at sige, at cyklen er min bedste ven, når jeg drager ud i verden på jagt efter gode oplevelser. Vi snakker sammen, vi kommunikerer og er sammen i tykt og tyndt. På denne rejse har jeg haft en ny ven med. Den ethjulede trailer er blevet nyt medlem af min lille cykelfamilie. Naturligvis var jeg spændt på, hvordan det ville gå, og inden turen havde jeg rettet opmærksomheden mod områder, hvor der kunne opstå problemer.
Vægten: Rammen er fremstillet af aluminium og ialt vejer traileren omkring 8,5 kg.
Den model, jeg kører med, er udstyret med en kasse af fast plastik.
Den er naturligvis tungere end den model, der har en vandtæt pose.
8,5 kg lyder umiddelbart af meget, men det svarer ikke til, at man læsser den samme vægt ovenpå cyklen.

Traileren lever lidt sit eget liv bagude og virker som en naturlig forlængelse af cyklen. Kassen er vandtæt, og så kan den låses. På grund af den faste form er den nem at pakke, og det giver overskuelighed. Traileren leveres med en speciel stikaksel, der erstatter cyklens almindelige stikaksel. Den virker robust og fungerede upåklageligt. Dog måtte jeg sætte et par ekstra skiver på for at kunne spænde hjulet forsvarligt. Det vil nok være en god ide at medbringe en ekstra stikaksel, for skulle den man har gå i stykker, har man for alvor et problem.

Traileren låses fast på akslen med 2 splitter. Der leveres en ekstra split. Trailerens hjul er lavet af plastik og virker meget gedigent og stabilt. På kommende ekspeditioner vil jeg overveje at medbringe reservedele til hjul/nav. Dækstørrelsen er 16 x 1,75 x 2. Jeg havde medbragt et ekstra dæk, som slet ikke kom i anvendelse. Dækket fremtræder som nyt efter 4600 km. Der slides altså meget lidt på det.
Jeg havde 2 punkteringer på de 4600 km. Det er ikke urimeligt i betragtning af, at det er umuligt at se, hvad trailerens hjul kører over af sten og glas. Traileren leveres med en 1,20 m lang flagstang, der kan afmonteres. Jeg kørte med et lille dansk flag på denne stang. Dels for at kunne ses i trafikken og dels for at markere mit nationale tilhørsforhold.

Når man manøvrerer på normal vis i trafikken, tænker man ikke særlig meget over, at traileren er deltager. Man skal bruge mere tid på at komme over en vej, og når man skal parkere, lærer man, at man skal have dobbelt så meget plads som med en almindelig cykel for at kunne stille cyklen fra sig. Man lærer hurtigt at spotte en egnet mur på lang afstand. Jeg opdagede også, at det var nemt at parkere stabilt mod én enkelt vejsten.

Skal man baglæns, er det lidt specielt. Så skal man manøvrere, som om det var en lastbil med anhænger. Det kan være lidt svært at lære. En cykel med trailer er meget sværere at fjerne end en cykel alene, så der opnår man en ekstra sikring mod tyve. Skal en tyv f. eks. bakke med vogntoget, kan det uhyre nemt knække over for ham.

Man fylder naturligvis mere i trafikken, og det kan faktisk være en fordel. Man er nemmere at få øje på og sværere at komme forbi, så på mindre veje kan man godt samle en lille hale af biler efter sig. Det er min opfattelse, at bilister tager mere hensyn til en cykel med trailer. De tænker sig om en ekstra gang, inden de drøner forbi.

Ikke mange kører endnu med en ethjulet trailer, så derfor skal man være forberedt på at vække en del opsigt. Mange interesserede har været henne og kaste et blik på kortegen, og især i Tyskland var der mange, der syntes, det lød vældig spændende. Det giver anledning til rigtig meget god snak.

Under prøvekørslen oplevede jeg en del rumlen, der forsvinder når traileren er fuldt lastet. Jeg var spændt på, hvordan traileren rangerede ved dybe huller, kantsten, brosten o.l. men der var aldrig problemer på disse områder.

En af de helt store fordele ved traileren er at den fritager baghjulet for en masse vægt. Baghjulet er et kritisk punkt ved langturscykling. Knækkede eger er en normal foreteelse, når man kører med meget bagage. Det er naturligvis altid baghjulet, det går ud over, og som regel er det den trælse side, den med tandhjulet. Naturligvis medbringer man på enhver rejse aftrækker og ekstra eger, men det er skønt at kunne reducere størrelsen af netop dette problem.
Jeg tror bestemt at jeg inviterer traileren med på min næste rejse.

CLICK PICTURE TO ENLARGE

Tilbage til Tjekkiet-forsiden
Tilbage til hovedsiden