Dag 26 - Onsdag den 12. juli 2000

Bad Lauterberg - Stöcken
177 km. Total 3959 km

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"

Hvor var der dog endnu engang ulideligt koldt om morgenen. Det havde regnet om natten, og det dryppede stadig. Jeg tog af sted ved 6 tiden.

KORT MED HARZEN INDTEGNET


Jeg havde lovet John, at jeg ville snige mig af sted. Turen mod bjergets top, hvorfra der er udsigt til Brocken (Bloksbjerg), blev nu ikke så hård som ventet. Jeg mødte en 10 % stigning over 2-3 km, og så blev det forholdsvis fladt til sidst. Så var jeg der.
ÆV!
Intet at se.
Tæt tåge, regn og bidende kulde.
På toppen er der Tivoli. Det er en rigtig turistfælde. Jeg trissede lidt rundt og følte mig for mit helbreds skyld nødsaget til at købe et lille bæger kaffe til 2.20. Snydt igen. I det hele taget er det min opfattelse, at der er meget Tivoli i Harzen. Det er vist ikke rigtig noget for mig.

Fy for pokker.
Mit udbrud beskriver turen ned, der blev lige på grænsen af det udholdelige. Der var 9 km, hvor det for det meste faldt med omkring 10 %. Ikke rart. Faktisk ganske modbydeligt. Rystende af kulde ankom jeg til Bad Harzburg, hvor der dog var klar himmel og meget varmere, men jeg skulle lige varmes op igen. Det var rigtig svært at komme videre p.g.a. en s.... motortrafikvej. Til sidst lykkedes det mig dog ved hjælp af mit kompas at pejle mig ind på retningen mod Vienenburg. Pludselig blev min fremfærd standset af et omkørselsskilt. Efter et par kilometer fortsatte omkørselen på motorvejen, og så stod jeg der med alle mine talenter.
Sur?
Overhovedet ikke. Jeg var rasende.
Alt i alt vurderer jeg det til en omvej på 8-10 km.

Men nu er jeg så gudskelov i en bagerforretning i Vienenburg. Men her er de altså også underlige. Damen insisterede på at se penge, før hun ville udlevere varerne. Hun hævdede, at de var stærkt plaget af folk, der stak af fra regningen.
Hun fik sine penge, og jeg fik mit bager brød.

Jeg har plottet den videre rute ind. Den skulle være flad, men det troede jeg også i går., Jeg glemte vist i min arrigskab at nævne, at vejene på bjerget var plaget af "rollsplit", d.v.s. de sviner kørebanen til med asfalt, hvorefter de overdænger det hele med løse sten. Alt i alt må man vist for at komme tilbage til diplomatiets svære kunst forsigtigt antyde, at der var tale om en lidt besværlig morgen,

Nu hedder ruten Schladen - Hornburg - Obersickte - Cremlingen, og så skulle jeg sandelig være på højde med Braunschweig.

Kalme. 12.27 (80 km)
Ca 30 km syd for Braunschweig.
Jeg har netop oplevet turens første punktering på baghjulet. (3855 km) Det skete selvfølgelig på en hovedvej op ad en stejl bakke. Jeg holder nu frokostpause. (Fleisch salat på rugbrød og cola). Jeg kender mange, der ikke ville sætte tænderne i den herreret. men det er godt nok til sådan én som mig. Jeg måtte købe 2 batterier til mit kamera. (vanvittig dyre), og desuden købte jeg 2 diasfilm. Der er koldt (13 grader), og det blæser kraftigere fra vest.
Landskabet er forandret. Det ser mere landbrugsagtigt ud nu. Der er stadig lange seje bakker. Det her er rigtig langt ude på landet. For et øjeblik kørte en bagerbil gennem landsbyen, mens der blev ringet på en lille klokke. Der står en dame og venter på en bus, og ellers er her kun fuglene at høre. Der er mørke skyer på himlen, så der er garanteret mere regn på vej.
Det bliver altså endnu en hård arbejdsdag.

Det kom faktisk til at gå rigtig godt. Lidt efter lidt blev bakkerne mindre, og lige syd for Braunschweig forsvandt de helt. Vejene var til de fleste tider rimelige, og vinden var side/medvind. De sidste 20 km før Wittingen gik det gennem en mose. Ganske smukt og spændende område.

Jeg har fundet en god plads i en skov. Det har ellers holdt tørt hele dagen, men nu kl. 19.48 drypper det lidt.
Da det gik vildt til i dag, sneg temperaturen sig op på 14 grader, men nu er den faldet til 11 grader. Så meget for det sommervejr.

I morgen starter jeg på det allerøverste Tysklandskort, og det er en rar fornemmelse. Men der er stadig meget Tyskland tilbage. Nu kommer jeg til steder, hvor jeg har været før. Jeg tør slet ikke begynde at regne på, hvor mange kilometer, jeg har tilbage, for så risikerer jeg bare at blive nedtrykt. Det skal slet ikke være nogen velbevaret hemmelighed, at jeg meget gerne vil hjem nu. I dag er der ikke sket det vilde, og jeg har slet ikke mødt nogle pudsige mennesker.
Nu dykker jeg ned i mit telt for at høre vejrudsigt. Jeg har en nogenlunde klar fornemmelse af, hvordan det bliver.
Godnat.

FAKTABOKS
FORBEREDELSERNE

Naturligvis vil det være forbundet med betragtelige vanskeligheder, hvis man nu fandt på at cykle 5000 km gennem Europa uden at have trænet. Af og til hører man skam om folk, der gennemfører lange cykelture uden fortræning, men personlig tror jeg på, at jo bedre man forbereder sig, jo sjovere bliver det.

Gennem de sidste 10 år har jeg tilbagelagt omkring 150.000 km, og fra januar til starten på dette års tur blev det til 5946 km, hvilket var sådan cirka, hvad jeg havde planlagt.

Kampvægten kan måske også være af interesse for nogle, men når jeg nu afslører, at det er en af de får hemmeligheder, jeg holder for mig selv på det cykelmæssige område, indikerer jeg vel samtidig, at den ikke er helt tilfredsstillende.
"Lad være med at plage dig selv", sagde en af mine gode bekendte til mig for år tilbage, da vi diskuterede dette emne.
Det prøver jeg så på.
Kun få vil antage, at jeg tilhører den gruppe af danskere, der er angrebet af akut anoreksi, men alligevel anser jeg ikke det med vægten for at være særlig problematisk. "Der skal også være noget at træde med", bemærkede en anden af mine gode bekendte.

I mit tilfælde handler det mest om kosmetik. Det kan da godt være, at jeg kunne være kommet en halv time tidligere op ad Silvretta, hvis jeg havde sultet mig inden afrejsen. Og hvad så?
I den forbindelse kan jeg oplyse, at det kun er på mine lange ture, jeg kan spise alt, hvad jeg har lyst til og så stadig tabe vægt.
Og når man som sin livret har "mad", er det da en herlig situation.
Og så man jo efterfølgende i enrum forklare sit stofskifte, at nu er festen altså forbi.

Men det er slet ikke på landevejen, de fleste problemer skal klares. Det sker såmænd inden i ens hoved.

Hvis man en sen, regnvåd eftermiddag, hvor man har fået ondt i halsen, har forvildet sig ind på en 16 % stigning på en motorvej, hvor man just er blevet passeret af en 18 tons lastbil med anhænger i 9 centimeters afstand og samtidig opdager, at man er punkteret på forhjulet og har knækket en eger i den trælse side af baghjulet, hvor tandhjulet sidder, så er det ikke de fysiske reserver, man skal hale frem.
Har man så den samme dag oplevet, at en bankautomat har ædt ens kreditkort, og det viser sig, at dækjernene blev hjemme i værktøjskassen, skal det komme an på, om man er i stand til at mobilisere det psykiske overskud, der skal til.
Nu er det tænkeligt, at sagen er sat en anelse på spidsen med de ovennævnte eksempler, men man kan være ganske sikker på, at hver eneste dag på en cykelrejse byder på udfordringer, der i betænkelig grad minder om dem, der er nævnt ovenfor.

Tilbage til Tjekkiet-forsiden
Tilbage til hovedsiden