Det småregnede, og græsset var vådt, da skovsneglene og jeg gjorde klar til dagens etape. Humøret var dårligt fordi jeg dagen i forvejen havde fået dårlige nyheder hjemmefra af privat karakter. Når man er væk hjemmefra så lang tid, er noget af det værste, der kan ske, at tingene i Base Camp ikke er helt, som de skulle være. Naturligvis ville det have været muligt for mig at komme hjem i løbet af en halv dag, hvis det skulle være, men det ville ikke have gjort nogen forskel i dette tilfælde.
Men hvor kan der dog løbe mange ubehagelige tanker gennem hovedet på én, når man triller ud ad landevejen.

Turen går videre.

Dagen startede med nogle yderst kvalificerede toppe. 16 %, 15 % 9 % og 7 % var noget af det, der stod på formiddagens menu. De to største stigninger kom endda med få kilometers mellemrum. Der var bitterligt koldt denne dag, og regnen truede hele tiden med at blande sig i begivenhederne. Der kom da også en enkelt kraftig byge. Vinden var kraftig, men mest som side/medvind.
Alt i alt er dette bare "en dag på kontoret", en ganske almindelig arbejdsdag. Der er ikke voldsomt meget at beundre her.

Dette skrives i en ualmindelig underlig lille mørk bar i en landsby, hvor servitricen er lige så underlig og desuden udstyret med en karakteristik talefejl. Hun har lige afvist en tyrker, der gerne ville betale en øl med en 1000 mark seddel. Jeg har bestilt curry wurst med pommes. Et ganske underligt sted.

Eftermiddagen bød på flade strækninger, men selv om det giver flere kilometer er det nu sjovere med bakker.
Bare ikke 16 -17 %.
Jeg foretog endnu en opringning til Danmark og fik lidt mere styr på situationen. Det hjalp lidt på mit velbefindende.

Det var min plan at køre rigtig langt, gerne over 200 km. Men som det altid sker, fordufter initiativet og motivationen, når jeg rammer 160 km. Til aftenen havde jeg indkøbt et par øl. Det bliver en hel lille fest, jeg kan holde om aftenen i mit telt med min lille radio og lidt forfriskende. Når jeg først er i posen, slapper jeg dejligt af.

16 km før Nördlingen så jeg et sted, hvor jeg var nødt til at slå lejr. Det var meget tidligt, klokken var ikke engang 18. men så kunne jeg nusse lidt med mine ting. Jeg klippede skægget, smukkeserede mig lidt, efter bedste evne og indtog lidt føde. Jeg havde investeret i en pose baguettes, men måtte kassere dem, da de i realiteten skulle bages i en ovn. Og de læsere, der har set min pakkeliste, vil måske kunne huske, at jeg havde glemt at skrive en ovn på listen. Jeg hader at smide pengene ud af vinduet. Så meget har jeg ikke dummet mig, siden jeg på campingpladsen ved Silvretta kom til at købe en alkoholfri øl. Der er slet ikke noget i vejen med alkoholfri øl, men man bliver bare så overrasket, når man får andet i munden, end det man forventer.

Jeg brugte også lidt tid på at planlægge ruten for i morgen. Jeg har hele Tyskland i 2 cm-kort og med den stort set perfekte skiltning, der er, er det nemt at finde vej. Når man kører ud af en by, står der altid, hvad den næste by hedder, og hvor langt der er til den.
Jeg kører i Baden-Württemberg, og vejene er ganske gode. Jeg har slet ikke kørt på brosten i dag.
Om eftermiddagen blev vejret bedre. Der har endda været en smule sol, over min lejrplads. Men hist og her på himlen er der sorte klatter, der hurtigt kan smide noget regn.

Men nu er klokken 18.54 og min lejr er etableret, så jeg kan komme i ly på 2 minutter. Når jeg sidder og kigger på kortet, må jeg undre mig over, hvor langt jeg egentlig er kommet hjemmefra, og hvor meget Tyskland, der stadig er tilbage. I begyndelsen af ekspeditionen led jeg af forskellige skavanker, men de er alle forsvundet lidt efter lidt. Op over Silvretta rykkede det lidt i højre lyske og i dag oplyste ryggen mig om, at den godt ville kommentere sværhedsgraden af dagen stigninger. Men med stigninger op til 8 - 9% over få kilometer som det maksimale, kan jeg egentlig køre så langt, det skal være. Det er bare et spørgsmål om at gide.

Som forventet blev dag 22 en arbejdsdag uden de store oplevelser. Også en dag, hvor det kneb med at bevare det gode humør.
Jeg kan også mærke, at jeg begynder at længes hjem.
For Søren da, klokken er næsten 7.
Jeg tror, jeg kravler ind i mit telt og lukker en øl op ...

Tilbage til Tjekkiet-forsiden
Tilbage til hovedsiden