Det blev for alvor en kold nat. Midt nat måtte jeg op og tage en ekstra jakke på, men der var alligevel iskoldt. Min sovepose er kun til sommertemperaturer, og her var der om morgenen kun 8 grader. Mens jeg pakkede sammen ved 6 tiden, begyndte det at blæse voldsomt og småregne. Jeg havde nær glemt at aflevere nøglen til bade- og toilethuset. Jeg fandt den i sidste øjeblik.

Det blev en fantastisk tur til toppen. 7 km, hvor de første 3-4 km var rimelige, mens det sidste stykke var helt umuligt. Jeg trak aldrig, men holdt mange pauser.
Der var iskoldt, men smukt på toppen. Klokken var nok omkring 7, da jeg kom der, og der var ikke rigtig nogen, der kunne fotografere mig, så det blev med selvudløser. Der var ikke rigtig gjort noget ud af at markere toppen. Kun et banner deklamerede, at det nu handlede om et ophold i 2030 m.
At besøge toppen af et bjerg er for mig altid et stort øjeblik, og dette levede helt op til mine forventninger.

Så skulle jeg ned på den anden side. Det startede fredeligt, men det gik hurtigt over i utallige hårnålesving. Denne side af bjerget så bestemt ud til at være vanskeligere end den side, jeg var klatret op ad dagen i forvejen. 22 km ned ad en iskold bjergside er ikke nogen ubetinget fornøjelsestur, så derfor er det dejligt at kunne stå og nyde en kop morgenkaffe i en lille hyggelig alpeby.

Vejens slog sit knæk mod nord efter 2978 km, og nu viser kompasset altså en nordlig kurs. Der er nok stadig et godt stykke ned ad bjerget herfra. Nu sætter jeg kursen mod Boden søen, og jeg regner med at drage ind i Tyskland sidst på dagen. Jeg har ingen anelse om, hvordan terrænet vil udforme sig resten af dagen. Lige nu skinner solen, og det er dejligt at komme ned i sommertemperaturer. Vejrudsigten bebudede heftige uvejr med torden over hele Østrig i de kommende dage.

Jeg kommer forbi Feldkirch, der ligger kun 3 km fra Liechtenstein. Skulle man måske …

Ja, det skulle man. Der blev tid til et lille besøg i Liechtenstein, hvor jeg købte et par souvenirs og en kop kaffe. Derefter tilbage til ruten.

På vej mod grænsen begyndte det at regne kraftigt, og traileren punkterede. Det problem blev klaret på en tankstation.
Ved grænsen begyndte det igen, igen, igen at regne voldsomt, og jeg søgte ly på et cafeteria, hvor jeg købte en Hawaiburger for mine sidste ÖS. Burgeren har fået sit navn, fordi den indeholder en skive ananas.
Så ved man det.

Grænsebyen hedder Lindau, hvor jeg blev overfaldet af et nyt regnvejr. Men snart klarede det op igen, og det blev ganske varmt. Nu var der omkring 30 km til Isny, hvor der skulle være en campingplads. Det var der nu ikke, men jeg fik adskillige gode bud på, hvor den kunne have ligget. Det var jeg nu efterhånden temmelig uinteresseret i, for tælleren viste omkring 170 km, så da jeg fandt en græsmark bag nogle træer, bestemte jeg mig. Der skulle jeg være.

Straks efter at jeg havde etableret mig, begyndte et heftigt tordenvejr, der mere eller mindre varede resten af natten. Men teltet er tørt og godt, og det er bare hyggeligt, når regnen pisker ned.

Jeg blev ikke forstyrret af nogen; det skulle da lige være det utal af ualmindelig afskyelige orange skovsnegle, der absolut ville dele telt med mig.

Tilbage til Tjekkiet-forsiden
Tilbage til hovedsiden