På hjul 5.57. Det er pænt. Og efter en rigtig god nats søvn. Faktisk sover jeg bedre end i min egen seng. Der er ca. 30 km til Innsbruck. Der er smukt vejr, og bjergene er stadig vidunderligt flotte.

Jeg er nu igen dumpet ind på et bageri, hvor de sælger kaffe. Dertil får jeg en lille kage. Det er morsomt at se morgenlivet udfolde sig. Man får for øvrigt et lille glas vand til kaffen. Jeg tror simpelthen, jeg køber en kop kaffe mere. Jeg har regnet ud, at jeg kan slå lejr foran Silvretta stigningens top, men nu får vi se. Click on picture to enlarge.

En kop kaffe koster 24 ÖS. Klokken er nu 7.44, og jeg har ædt næsten 30 km Ikke så dårligt.

Så nu blev der serveret nok en kop. Og et nyt glas vand. På glasset står der "Quell wasser aus der Innsbruck Bergen": Det er jo betryggende.

Lidt før 12 gik jeg i fælden. Et skilt 3-4 km før byen Imst, snedigt anbragt på en 2 km led stigning foranledigede skaden. McDonald slog til igen.
Hvis jeg skal retfærdiggøre beslutningen, havde jeg i forvejen bestemt at indtage en bid brød her i Imst, og ved at vælge McDonald kan man samtidig erhverve sig retten til at få en udmærket kaffe og et besøg på et rent toilet. Desuden er det hurtigt og ikke blandt de dyreste steder, man kan frekventere.

Det har været en usædvanlig nem formiddag. Indtil kort før Imst har der været fuldstændig fladt, og der har endda været en pæn rygvind. Strækningen mellem Innsbruck og Imst har egentlig også været rigtig velegnet til cykling. Jeg har nok mødt 50 cykelryttere, men de var alle sammen plastret til med meget fint cykeltøj og mørke solbriller, og de har virket så determinerede, at der højst kunne blive tale om et lille nik, som jeg endda oftest skulle fremprovokere.
Hovsa, der rullede netop en større skare mountainbikere ind foran McDonald's De fik øje på min trailer og skulle lige kigge. De ser italienske ud. Nåh, de er allerede væk igen. De skulle åbenbart også bruge toilettet, men de smuttede uden at købe noget. Jeg har for kort tid siden passeret frakørslen til Brenner passet. Der er faktisk kun 30-40 km til Italien herfra. Pudsigt.

Jeg må nok sige, at denne formiddag har budt på landskaber af helt usædvanlig skønhed. Samtidig har der været et fantastisk vejr med 20-25 grader. Det kan ikke være bedre. Det ser ud til på kortet, at det bliver barsk herfra. Men med 100 km hjemme inden kl. 12 kan det ikke gå helt galt.
Tak for mad McDonald. Det smagte godt. Fra Pians begyndte opstigningen mod Silvretta. Den startede afsindig voldsomt over et par kilometer, men fladede så en anelse ud, men det gik hele tiden opad. Sådan fortsatte det over 35 km med voldsomme toppe af og til. Det gik naturligvis langsomt, men det var også spændende.
7 km før toppen skal man betale for at køre ind på Silvretta vejen. Det gælder dog ikke cyklister. En km efter bomhuset viste et skilt 5 km til en campingplads. De første 3 km var så stejle, at jeg var på nippet til at give op, men med sitrende lårmuskler kravlede jeg op. Ved at køre intervaller på ca. 200 m kom jeg helt til tops. Der var så stejlt, at det var svært at holde cyklen, når jeg stod stille. Langt om længe kom jeg til campingpladsen, der viste sig at være særdeles lille, men ganske speciel. Vi er i realiteten kun "4 selskaber". Det koster de sædvanlige 100 ÖS, men denne gang incl. bad.
Jeg har spist en pakke rugbrød med leverpostej og drukket en liter ice Tea. Jeg fik også en budding, der eksploderede, da jeg åbnede den. Campingpladsen ligger nemlig i 1860 m, og det mærkes tydeligt på klimaet.
Der er helt ubeskriveligt smukt her. Jeg har aldrig oplevet en campingplads, der har ligget så smukt. Bjergene knejser sneklædte hele vejen rundt.

I morgen skal jeg angribe de sidste 5 km til toppen af Silvrettapasset. Jeg glæder mig. På toppen slår vejen et knæk og fortsætter mod nord.
På dette sted slutter min udrejse, og jeg har således kun 5 km at køre, inden jeg er på vej hjem. Underligt at tænke på.

Men der er jo altså de 5 km, jeg skal klare først. Vejen ser ud til at fortsætte lige op i himlen.

Tilbage til Tjekkiet-forsiden
Tilbage til hovedsiden