Dag 18 - Tirsdag den 4. juli 2000

Marchtrenk - Salzburg
151km. Total 2645 km

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"

Op kl. 5.30 og pakke sammen.
Det var en anelse besværligt efter nattens regn. Mens jeg pakkede sammen kom en undrende kondiløber + hund forbi.
Der var ca. 7 km til Wells, der heldigvis ikke er så stor som Linz. Det gik nemt med at finde ind. Jeg postede et kort og hævede 800 ÖS. I udkanten af byen fandt jeg et bageri med indbygget cafe. Der sidder jeg nu og nyder "Belegtes Brot" med pølse og en kop kaffe. Der er stadig ganske fladt, og herfra går det mod Gmunden. Jeg skal følge den store vej nr. 1 ca. 10 km, inden jeg går ind på mindre veje. Jeg er spændt på, hvornår bjergene og jeg mødes.

Klokken er nu 7.15, så det må være tiden at komme videre.

10.03: Det måtte jo ende sådan. Jeg er endt på McDonald's i Gmunden. Det var endda kun meningen, at jeg ville have en kop kaffe, men jeg blev overtalt til at købe en morgenmads-menu til 30 ÖS. Der er stadig fladt, men så vidt jeg kan se, begynder bjergene her i Gmunden.
Herfra er der 35 km til Bad Ischel.

Strækningen fra Wells til Lambach var ganske forfærdelig. Det drejede sig kun om 10 km, men det var helt slemt. Smal vej, tæt tung trafik og morgentåge. Helt slemt. Det har været en del bedre her til Gmunden. På vejen mødte jeg en dansk bil. Vejrudsigten lover op til 33 grader. Tågen er nu væk, og der er allerede pænt vejr.

Der røg den første kop kaffe. Jeg skal lige forsøge, om den næste er gratis. Hvis jeg nu tropper op med det tomme krus….
...Tjah, det var da et forsøg værd. Men den unge dame tog bare det gamle krus og smed det væk. Stak mig et nyt og forlangte uden at blinke 15 ÖS.
Tjah…

Det blev en eftermiddag med meget skiftende vejr. Jeg måtte først stå i ly i et busskur en halv times tid, og senere kom der et endnu værre tordenvejr. Det var meget voldsomt, men samtidig fantastisk flot at se, hvordan lynene hamrede med bjergtoppene. Jeg turde slet ikke køre i det vejr, men søgte beskyttelse på en tankstation. Der var kun én enkelt vild stigning i løbet af dagen. Den var til gengæld også på 3,5 km, hvor den første del i hvert fald var på 12 %. - mindst!
Det var også særdeles skiftende med egnetheden for cykler. Nogle steder var vejen uhyggelig smal, mens der andre steder var perfekt cykelsti.
Jeg havde planlagt at komme forbi Salzburg inden fyraften, men det begyndte igen at regne, så da jeg kom indenfor bygrænsen og så et camping-skilt, bestemte jeg mig om. Det viste sig dog, at denne plads var nedlagt. Det tog en halv times tid at nå til den erkendelse. Men i bydelen Aigen skulle der bestemt være en plads, fortalte man mig.
Når man er kommet til en stor by er der begrænsede muligheder for at overnatte i det fri, så det var bare om at fortsætte jagten. Jeg spurgte nok om vej 7-8 gange og endelig lykkedes det at finde pladsen. Imens silede regnen ned. Jeg kan ikke komme tidligt af sted i morgen, for de beholdt mit campingpas og vil ikke af med det igen før kl. 7.

Det er en temmelig stor plads, hvor der skam både findes danskere, svenskere og andet godtfolk. Jeg foretrækker helt klart små pladser i små byer. Vejret er bestemt ikke for godt. Det småregner uafbrudt. Vejrudsigten for i morgen lover bygevejr og op til 25 grader. Det skulle dog klare noget op over middag.
Lidt irriterende med al den regn. Mit grej er klamt og fugtigt, men jeg har snedigt anbragt mig ved siden af et stenbord, hvor mine sager kan opholde sig under bordpladen.

Der er et mylder af unger, der leger tagfat mellem teltene, mens de skriger til hinanden. Lerjrpersonalet har lige bedt dem gå et andet sted hen, men nu er de her igen. Hvis der blandt lejrens beboere skal foretages en afstemning, vil jeg stemme for, at de skal lege langt, langt væk fra mit telt.

FAKTABOKS
"YOU CAN LEAVE YOUR HAT ON"

Jeg har kun ét hoved. Jeg har selv talt efter.
Det er måske ikke det kønneste hoved i verden, men jeg har haft det i lang tid, og jeg har efterhånden vænnet mig til det. Jeg har derfor besluttet mig til at passe så godt på det, som jeg nu kan.
Derfor kører jeg stort set altid med styrthjelm.

Jeg har endnu ikke mødt nogen, der har kunnet dokumentere, at det har skadet dem væsentligt at bruge hjelm. Faktisk har jeg gennem en lang karriere som konkurrencerytter set adskillige eksempler på, at det er hul i hovedet at køre uden hjelm. Styrt kan ikke undgås i væddeløb, og i de omkring 250 løb jeg har kørt, har jeg haft 3 styrt, heraf ét alvorligt.
Jeg husker tydeligt, som i en slow motion optagelse, mit grimme styrt, hvor jeg ruller rundt og skrammer næsten enhver del af min krop, inden jeg sluttelig knalder nakken i asfalten.
Hjelmen tager skraldet, og hovedet er uskadt.

"Glæden ved farten, frygten for styrtet" er måske en ret præcis beskrivelse af at køre væddeløb. Hvor har jeg dog mange gange set og hørt disse styrt: Det starter ofte med nogle høje råb efterfulgt af den hæslige, forhadte lyd af metal, der skraber mod asfalt, en lyd der synes at fortsætte i én uendelighed.
Så er der stille et kort stykke tid, inden den eller de implicerede klagende begynder at vurdere skadernes omfang.

You can leave your hat on.


Tilbage til Tjekkiet-forsiden
Tilbage til hovedsiden