Jeg snød ham, for jeg stod op helt af mig selv kl. 5.30. Han havde skam allerede været i gang længe, og da jeg kom ned, var han i færd med at lave havregrød, som han havde lavet til os hver morgen, mens jeg havde været der.

Desuden bestod morgenmaden af kage og kaffe. Jeg havde allerede aftenen i forvejen lagt min ting frem i fine rækker. På den måde får jeg det store overblik, men jeg må da nok indrømme, at der er lidt autistisk over min fremgangsmåde. Det gik rimeligt med at få tingene pakket, og snart var jeg klar til afgang. Jaroslav ville følge med de første kilometer og sørge for, at jeg røg af sted i den rigtige retning.
Vi standsede i krydset lige vest for byen og kiggede lidt til hinanden.
Så gav vi hinanden hånden.
I en hel uge havde vi levet sammen.
Selv om vi naturligvis i kraft af vore forskellige nationalitet, kultur og øvrige baggrund er aldeles forskellige, er det alligevel lykkedes os af få en fantastisk uge med masser af gode og spændende oplevelser. Jaroslav havde lavet et stort forarbejde og har udvist enorm hjælpsomhed.
Jeg ved ikke, hvornår vi mødes igen, det vil tiden vise.
Men vi vil mødes igen.

"Looking back, over my shoulder", var hvad jeg gjorde, inden jeg gav mig i kast med dagens første djævel af en stigning. Dem kom der utallige af. Jaroslav havde lovet mig, at der ville være bakker hele vejen.
"You'll get every hills", sagde han smilende. Og jeg skal love for, det kom til at passe. Og nu skulle jeg til at vænne mig til traileren igen efter en hel uge uden bagage. Det kræver lidt tid, inden vi igen kan samarbejde. Fx kan man ikke stå op i pedalerne, når man starter med at køre med bagage; det varer lidt.

Recepten er enkel en dag som denne. På hver eneste af de lange stigninger handler det om at finde det mindste gear og så være tålmodig. Det er vigtigt at finde et roligt tempo. Hvis man kigger frem og får øje på, hvor uendelig langt bakken strækker sig, kan det virke særdeles demoraliserende. Men lige meget hvor lang bakken er, lige meget hvor stejl den er, så har den altid en top, hvor man kan trille ned på den anden side. Jeg gør gerne en pause på en voldsom bakketop, hvor jeg kigger bagud på det, jeg just har "besejret".
Julie Andrews og jeg betragter bakkerne som levende væsener, som man er nødt til at behandle pænt. (
"The hills are alive…. Sound of Music)
Nedturen er imidlertid hurtigt overstået, og en ny stigning venter. Sådan gik den morgen.

Nu skulle jeg i gang med en temmelig særpræget ting. Edel (SWMBO) har en ven fra seminariet, som hedder Mogens. Han kommer fra Vrå i Vendsyssel. Han og hans familie har lejet et hus i en by, der hedder Usobi. Tilfældet ville, at Mogens netop skulle ankomme til deres hus denne lørdag, netop som jeg skulle passere. Jeg havde derfor aftalt med Mogens, som jeg ellers ikke kender, at jeg skulle kigge forbi. Denne dag bragte mig fra Vysoke Myto gennem Luze - Skutec - Hlinsko - Zdirez - Havlickuv Brod.
Jeg synes lige, jeg vil nævne det.

I Zdirec gik jeg på restaurant, hvor jeg købte gullasch suppe og kaffe. Det kostede 28 KC, hvilket svarer til 7 kr. Det er bare så utrolig billigt for en dansker. Efter den store by Havlickuv Brod svingede jeg efter 3 km fra, hvor der stod et skilt med Usobi 10 km. Jeg havde fået opgivet adressen Kusovo 2, men da jeg spurgte om vej fik jeg at vide, at Kusovo slet ikke en gade, men en landsby 5 km fra Usobi.

Via nogle drabelige stigninger kom jeg til et skilt, hvor der stod Kusovo 1 km. Jeg funderede lidt over, hvordan en by kunne have et nummer, og jeg fandt ud af, at der kun er én eneste gade i landsbyen, og den ender endda blindt. Jeg fandt det sted, jeg regnede med var nummer 2, men jeg havde skam overset et 0, og var nu hos folkene i nr. 20. Det var ikke det store problem.
-Det sker hele tiden, sagde manden og sendte sin søn med mig på sin cykel for at vise mig det rigtige sted, der kun lå få hundrede meter væk.
Jeg kiggede ind gennem en port og så en mand, der gik og vandede en tennisbane. Han talte kun tjekkisk, men han fik fat på konen, der talte rimeligt tysk. Hun forsikrede mig om, at det var det rigtige sted, og at hendes gæster normalt kom ved 18 tiden. Jeg skævede til klokken. Den var 13. Folkene i huset var ikke helt på det rene med min rolle i historien, men de regnede med, at jeg tilhørte det selskab, der skulle komme.
De kunne bare ikke begribe, at jeg var dukket op før de andre, og det kan man nu godt forstå. Jeg forklarede nu, at Mogens var min ven, og den var de helt med på. De sagde, at jeg gerne måtte vente der, så det gav jeg mig i færd med. De kunne jo ikke vide, at jeg aldrig havde mødt Mogens.

Jeg spurgte fruen, om man kunne købe noget spiseligt i landsbyen. Det skulle jeg da ikke tænke på, sagde hun. Hun ville straks komme med mad til mig. Jeg sagde, at jeg naturligvis ville betale, men det var hun tilsyneladende ligeglad med. 10 minutter senere kom hun med gratineret blomkål, brasede kartofler og kaffe.
Det duede.
Hun spurgte dernæst, om jeg helst ville have øl eller sodavand.
Jeg foretrak sodavand. Hun leverede straks 1,5 l appelsinvand ved det bord foran huset, jeg havde slået mig ned ved.

Nu ville manden også deltage i løjerne. Han insisterede på at vise mig lidt rundt på matriklen, og huset lå virkelig smukt. Græsset er klippet, så det ligner en green på en bedre golfbane, og der er en svømmepøl og en lille dam med en kano. Der er også en smuk udsigt over Usobi.

Klokken er nu blevet 15.16, og jeg har da fået skrevet en masse i dagbogen. Fruen kom netop forbi med en stor skål kirsebær og jordbær. Hun begriber stadig ikke, hvorfor jeg ikke går ind i feriehuset. Hun har forklaret mig, at der er et sted, hvor jeg kan hvile, og der er skam også parabolantenne, så jeg kan se fjernsyn.

Så kom hun pludselig i tanker om, at der er en hylde med danske bøger. Dem skal jeg altså se. Sammen gik vi nu ind i huset, som hun stolt viste frem. På reolen fandt jeg en ældgammel "Bill og Ben" bog; det er da meget skægt.

Manden har forladt huset i sin bil, mens fruen til stadighed er optaget af forskellige gøremål. Da hun hentede bakken med servicet, havde jeg anbragt 50 KC under sukkerskålen. Det har hun ikke kommenteret, så den går nok hjem.

Vejret er såmænd helt rimeligt i dag. Det er næsten helt sommerligt igen, selv om der lige mangler det sidste. Jeg sidder stadig på bænken. Der hænger blomster hele vejen udenom. Det er særdeles hyggeligt. Der er en port med 2 halvdøre foran huset. Klokken er nu 15.24, og på et eller andet tidspunkt dukker Mogens vel op. Det var en del af aftalen, at Mogens' kone ikke skulle vide noget om, at jeg kom. Det er altså en lidt underlig situation. Jeg er spændt på, hvad der kommer ud af det hele.

1533: Nu var hun der igen: Denne gang kom hun med 2 fotografier af dette lille paradis på jorden. Dem skulle jeg have til min dagbog. Virkelig pænt af hende. Gad vide, hvad hendes næste træk bliver? Dette bliver altså mere og mere interessant.

Mogens og familien ankom ved 16 tiden, men det viste sig, at Mogens havde afsløret det hele for sin kone. Han havde først overvejet, om han skulle udbryde, at han ikke anede, hvem jeg var, men det blev heller ikke til noget. De havde haft en behagelig rejse fra Danmark og børnene Cecilie og Mikkel (4. og 7. kl) kastede sig straks over pool og kano. Det var lige noget, der passede dem, Vi snakkede sammen, inden vi fik et herligt aftensmåltid bestående af brød, pålæg og konserves medbragt fra gode gamle Danmark. Det var helt underligt at smage mad, der absolut ikke bød på nogen form for overraskelser. Resten af dagen foregik i afslappet stemning i de smukke omgivelser, og vi sluttede af med at beundre solnedgangen i bakkerne over Usobi. Rendyrket idyl.

Familien var naturligvis trætte efter 2 dages rejse og ville gerne tidligt til ro. Det passede mig glimrende, og jeg lejrede mig i min sovepose på en sofa i forgangen. Jeg havde jo også det problem at jeg var nødt til at finde ud af, hvordan det skulle gå med Bill og Ben, men snart måtte jeg give op, og jeg sov trygt ind efter igen at have været deltager i en god dags oplevelser.

Click picture to enlarge Endnu et billede Og nok ét. (De fylder altså en del)

Tilbage til Tjekkiet-forsiden
Tilbage til hovedsiden