Det var min sidste dag i Vysoke Myto, og vi blev enige om, at vi ikke ville cykle ret langt. Jeg fik 2 valg af Jaroslav. Jeg kunne vælge mellem at øve mig på morgendagens rute mod Usobi eller et besøg i Jaroslavs fødeby. Jeg valgte det sidste.

Vi kom over de sædvanlige lede stigninger, inden vi kom til landsbyen. Vi kiggede indenfor i kirken, standsede ved Jaroslavs gamle skole og aflagde et kort besøg ved hans forældres grav.
Nu ville Jaroslav gerne besøge sin fætter, der boede på en gård i udkanten af byen. Som det har været karakteristisk for de steder, jeg har været i Tjekkiet, fik vi også her en hjertelig modtagelse. Vi blev budt indenfor til en kop the og et stykke kage. Imens forhørte fætteren og hans kone sig om, hvad jeg var for en størrelse.
Inden vi cyklede videre stak fruen en lille plade chokolade til hver af os.
Et rigtig hyggeligt besøg var det.
Jeg bliver altid så glad, når jeg møder mennesker, der er så rare som fætteren og hans kone.

Nu satte vi kursen direkte mod Vysoke Myto.
Vi pyntede os, for nu skulle vi ud og spise fint. Jaroslav var noget i tvivl om, hvilken restaurant, der var byens bedste. De snakkede noget frem og tilbage. De vaklede lidt mellem Nopek og Optimal. Det endte med, at vi gik på Optimal, hvor jeg først bestilte en flaske rødvin til maden.
Jaroslav bestilte en ret, der formelig dampede af chili, hvidløg og ild. Han elsker hvidløg. Ludmilla bestille en kødret, efter nogen overvejelse. Jeg selv fik en fiskeret.
Det var en stor glæde for mig at kunne invitere dem ud denne dag.
Efter middagen fandt jeg på noget meget smart.
Jeg foreslog, at vi fik kaffe og dessert på Nopek, så havde vi været begge steder. Det blev besluttet.

Vi havde svært ved at få plads på Nopek, fordi det var sidste skoledag i CZ og man fejrer gerne sin eksamen ved at spise ude, så alle borde var optaget. Vi lovede kun at blive et kvarter og fik så et bord. Nu blev Jaroslav og Ludmilla ernige om, at Nopek var det bedste af de to steder. De mente, at Optimal bar præg af, at stegeosen fra køkkenet kunne mærkes i restauranten.

Nu tog vi afsked med Ludmilla, der skulle hjem for at forberede aftenens "Havekoncert". Jaroslavs kollega Karel, skulle komme og underholde med sang og guitarspil, og der var inviteret nogle få gode venner.

Vi havde forinden afleveret min cykel hos Jaroslav Bendl til kontrol. Den var helt ok. Men det var Hr. Bendl ikke. Han havde fået et hekseskud og var blevet indlagt på sygehuset. Dobbelt ærgerligt, fordi hans og hans familie også var inviteret til havefesten. Nu måtte de naturligvis melde fra.
Jeg havde tidligere luftet tanken om at købe en lokal cykel trøje, men det kunne de ikke klare. Imidlertid havde hr. Bendl fremskaffet en af sine gamle trøjer, som de nu forærede mig. Det blev jeg rigtig glad for. Et herligt minde.

Jeg insisterede på at shoppe lidt. Det er ikke noget, Jaroslav normalt fordriver tiden med, men han gik da med. Vi tog turen hele vejen rundt om torvet i Vysoke Myto, der et af de 2 største torve i hele landet. Jeg købte en CD med tjekkisk country musik og osede i alle forretningerne.
Tiden gik og fam. Pechacek skulle lave forberedelser til aftenens fest. Jan Tomsicek var også inviteret, men ham så vi aldrig. Vi ved ikke hvorfor. Det var lidt synd, for der var ellers gjort meget ud af aftenen.

I haven var der sat stole og borde op, og Jaroslavs kollega Karel skulle stå for showet. Han havde taget en af sine elever med, en ung pige med en fantastisk sangstemme. Stilen var lige noget for mig, hovedsagelig country og folk. De musicerede det meste af et par timer, og jeg bidrog til løjerne ved også at synge en lille sang. Den eneste jeg kunne huske var "Jeg ved en lærkerede". Men den er da i hvertfald dansk. Click picture to enlarge (105 k)

Ind imellem hyggede vi os med Ludmillas hjemmebag. Der blev også serveret pølser og andet godt. Vi forfriskede os med the, kaffe, sodavand, øl og vin

Men også denne aften fandt sin afslutning. Kl. 10 blev låget til keyboardet smækket i. Festen var forbi. Igen havde jeg haft fornøjelse af at møde en række behagelige mennesker, der ikke vidste alt det gode, de ville gøre for én. Den slags gør mig så glad. Jeg samler på gode minder, sagde jeg til slut til Karel og hans elev, og denne aften vil altid være et dejligt minde for mig.

Det varede ikke lang tid, inden vi fik ryddet haven, og ved 23 tiden gik jeg for sidste gang til ro i Jeronymova 285. Vi aftalte, at Jaroslav skulle vække mig kl. 6. Ludmilla skulle møde endnu tidligere på sit job på det lokale hospital, så derfor måtte jeg allerede her om aftenen tage afsked med hende.

I en hel uge har hun åbnet sit hjem for mig, det finder jeg imponerende. Selv om vi ikke har kunnet tale sammen, har vi alligevel været i stand til at kommunikere.

Tilbage til Tjekkiet-forsiden
Tilbage til hovedsiden