Vi havde aftalt, at vi skulle stå op ved 8-tiden, så vi holdt os i ro indtil dette tidspunkt, selv om det var usandsynligt svært både for Jaroslav og mig selv. Mens jeg lå der og ventede på liv i stuen ved siden af, lå jeg og tænkte på dagen i går.
Jeg glemte at skrive i går, at vi også lige var på et kort besøg hos Wietolds forældre, der var et par søde og rare ældre mennesker.
Da jeg stod op havde Wietold travlt i køkkenet og vi fik os en snak imens.

Det varede ikke længe inden bordet var dækket til morgenmad.
Igen med et utal af lækkerier.

Vi ville tage af sted ved 12 tiden, men inden da havde jeg et nærmest rituelt ærinde på torvet i Nysa. For 6 år siden havde jeg smidt en mønt i brønden på torvet som tegn på, at jeg skulle vende tilbage, og dette ritual havde jeg tænkt mig at gentage. Og denne gang skulle det gøres ordentligt, så jeg smed 5 mønter i. Ganske vist var der tjekkiske imellem, men det går vel nok.

Vi var også lige gennem den utrolig smukke domkirke i midtbyen, inden vi tog tilbage til lejligheden. Inden vi skulle af sted, skulle vi have et måltid, der ligesom brønden nærmest havde rituel karakter.

For 6 år siden stiftede jeg bekendtskab med en herlig polsk ret "Gwaampki" (Absolut ingen garanti for stavningen). Det er kål, rullet om kød, majs med mere. Det er bare så godt. Det kunne Maria sandelig huske, og nu kom denne ret endnu engang på bordet. Det kan være svært at sige farvel, men det behøver man jo heller ikke, så derfor sagde jeg på gensyn til mine polske venner, inden vi begav os ud på rejsen til Vysoke Myto. Click picture to enlarge.

Det var et herligt besøg, og jeg vil blive meget skuffet, hvis jeg har set Nysa for sidste gang.

Så var der som sagt det med hjemturen. Den kom til at vare ca. 9 timer, og den første del blev en usædvanlig kold omgang. Desuden præsterede vi at køre den forkerte vej ud af Nysa og var derfor nødsaget til sluttelig at skrive 15 km ekstra i bogen. Vi var i Vysoke Myto ved 20.30 tiden godt stegte.

Det var oprindelig planen, at jeg denne aften skulle have inviteret Ludmilla og Jaroslav ud at spise på en restaurant, men nu var det blevet alt for sent, og Ludmilla havde desuden aftensmad parat til os. Vi blev derfor enige om at gå på restaurant omkring frokosttid den følgende dag.

Tilbage til Tjekkiet-forsiden
Tilbage til hovedsiden